Personside - 76

Jørn Klindt fortæller i "På spor af de første Kofoder"³:

Den unge Jens Pedersen Kofoed 1628... 1691

En af de unge var helt uden for, idet han opholdt sig i Sydspanien, da det hele skete. Det var Peder og Lisbet Kofoeds tredje søn, Jens Pedersen Kofoed.

Han var født den 3. november 1628, og leve de den velstående købmandssøns barndom i Rønne, uden tvivl den kvikkeste og mest temperamentsfulde af kuldet. For de velstående borge res børn var der netop i disse år oprettet en dansk og latinsk skole i Rønne, med Bornholms første historiker Rasmus Ravn som rektor. Men det var livets barske skole, der var den bedste basis for en kvik dreng, og allerede i 1641 13 år gammel blev han ifølge familieoptegnelserne sendt i handelslære hos købmand Robert Wickne i Lybæk. Her holdt han dog kun ud et halvt år hvad var selv verdensstaden Lybæk, når fjerne lande lokkede udenfor? I påsken 1642 drog han til søs, først til Danzig, og derfra på langfart, der endte i Jerez de la Frontera i Andalusien. Hernede i solens og vinens land var det godt at vokse sig stærk. I 2 år arbejdede han efter sigende hos johanniterridderen Don Leon de la Quece, og i 3 år hos vikaren Don Diego de la Dame.

Vi kan kun gætte på, hvordan han er endt, og hvad han lavede, i Jerez byen der har givet navn til sherryen, og som stadig er centrum for denne udmærkede forædling. Allerede dengang var dens vinavl berømt. William Shakespeare satte f.eks. særlig pris på denne vin. Byen ligger kun 20 km inde i landet fra havnebyerne Cadiz og Puerto de Santa Maria (hvorfra Columbus 150 år forinden var sejlet ud mod Amerika). Det var nogle af vin-, olie- og salthandelens vigtigste havnebyer, som naturligvis har haft nær handels kontakt med Hansestæderne såvel som Danmark.

I 1647, endnu kun 19 år gammel, må han ha ve fået lyst til at gense de friske, bornholmske strande måske også de bornholmske piger? de alarmerende efterretninger fra Bornholm må også være nået frem, og han tog hyre på et dansk skib som "supercargo" ( = ansvarlig for lasten), og kom i slutningen af september til København, og herfra videre til Rønne. Her kunne han nu høre nærmere om faderen og onklernes skæbne og slægtens fornedrelse. Men også om Albert Wolfsens fald på Malkværnsskansen, om de unges kampvilje, om svenskerdrabet på Kyndegård.

Da det blev sommer og sejlvejr igen drog han til Lybæk, og besøgte sin forviste og nedbrudte far, der døde som landsflygtig samme år (1648). Og i øvrigt var der nok at se til derhjemme, hvor moderen kæmpede for at holde sammen på jordegodset som vi så, var det ham, der i hendes navn førte en retssag i Herredagen til heldig afslutning.

I disse år opskræmtes Rønne af en heksejagt af hidtil ukendte dimensioner. Det var enhvers kristne pligt at angive tegn på "trolddom" til øvrigheden, der forfulgte sådanne uhyggelige foreteelser med største iver. Som vi har set af nogle af landsdommer Mads Kofoeds domme blev hekseskrækken undertiden misbrugt til at afregne almindelig ufredelighed eller uvenskab. Det eneste afgørende var derfor "bevis" for trolddom, og dette bestod igen i almindelighed i en "tilståelse", hvordan den nu end var fremkommet, om at den pågældende skulle have sluttet en overenskomst med fanden.

Det skal have været Jens Kofoed selv, der startede processen. Han følte sig "forgjort", og fik mistanke om, at det var hans gamle amme, Boel Anne, der havde ansvaret. Ved at drikke hende fuld, i skjulte vidners nærvær, fik han ud af hende, at hun havde brugt trolddomskunst mod ham. Hun var blevet købt dertil af en anden kone, hvis søn havde fået en ordentlig overhaling af den selvsikre Jens Kofoed. Rask og myndig som han var de 5 år i Spanien har sikkert virket fremmende lod han sig ikke byde noget.

Jens Kofoed meldte Boel Anne til byfogeden, hun blev sat i rådhuskælderen, og her angav hun 4 andre kvinder som medlemmer af sin "hekserode".

Nu blev det dødelig alvor. Man forfærdes, når man opdager, at en tilsyneladende oplyst og retfærdig øvrighed der f.eks. i dommen over officererne forstod at vurdere, afveje og bedømme menneskelige svagheder kunne lade sig rive med af den af kirken opgejlede skræk for djævelen og hans sorte magi. Selv kendskabet til lignende fænomener i vore dage, blot med andre navne, kan ikke helt fjerne ens forbløffelse. Men for den tid var Satan en håndfast realitet, lige såvel som general Wrangel var det.

Kvinderne blev sat fast, og tilstod som ventet, at de ganske rigtigt havde sluttet akkord med djævelen. De havde alle været til heksesabbat på Blåkulle det lokale Bloksbjerg, hvoraf vi har flere på Bornholm, foruden det anerkendte mødested Blåkulla i Kalmarsund, og der danset med hans sorte majestæt.

Trolddomskunsterne sagde de sig bl. a. at have lært på "Rosengården" i Rønne Holger Rosenkrans' landsted indtil 1645, der lå, hvor det nuværende havnekontor findes. Den mærkelige tilværelse, som den rige lensmand og hans adelige gæster førte her, har åbenbart virket så fremmedagtig på rønneboerne, at en sådan påstand kunne fremsættes, og stå til troende.

Boel Anne blev, som overbevist heks, dømt til at brændes levende, og den 6. juni 1652 blev dommen eksekveret. M de andre "hekse" døde den ene allerede i rådhuskælderen, og hendes lig blev brændt sammen med Boel. Nr. 3 blev ligeledes dømt, men undslap bålet ved at styrte sig i en brønd, og den fjerde brændtes, efter land stingets dom, i november 1652. Først da den femte kvinde blev i stand til at stille borgen for sig, og kunne appellere til Herredagen, standsede den uhyggelige kædereaktion. Det kom her frem, at nr. 4 var blevet lokket til at angive hende, "bekom hvad hun ville og gik drukken når hun ville, så længe hun angav de andre", og på denne usikkerhed i "beviset" frikendte Herredagen m. 5.

Jens Kofoed der jo kun havde gjort sin kristne pligt fortsatte med at hjælpe moderen med handel, gårdadministration og processer, og begyndte at se sig om efter en passende brud. Borgmester Sander Lesler i Hasle svoger til landsdommer Mads Kofoed, der så vel havde hjulpet ham til de to stykker jord i byvangen i 1636 var allerede død i 1639, men hans enke, Sidsel Lesler, sad endnu i købmandsgården, med en 18-årig datter Margrete. Det var et passende parti, sikkert også en attråværdig pige. Jens Kofoed friede og fik ja, og brylluppet stod den 3. november 1653, på hans 25 års fødsels dag myndighedsdag.

Det unge par slog sig ned i Hasle, hvor Jens Kofoed fik endnu en købmandsgård og avl at se til. Den første lille pige, af ægteparrets i alt 21 børn, så dagens lys i 1654.

Jens Kofoed var imidlertid ikke faldet til ro. Under et besøg i Rønne i 1655 kom han i klammeri med en anden ung mand og var så uheldig "uformodendes, disvær", som det hed at stikke ham ihjel!

Dette drab kunne være blevet katastrofalt for den unge familiefader. Det krævede at han udredte erstatning til den dræbtes familie, hvilket blev ordnet, "så at de haver gjort og givet hannem angerløs", men desuden hang den retslige tiltale og den kunne resultere i dødsstraf ham over hovedet.

For en velhavende borger var der udveje til at få tiltalen udskudt, og i 1657 lykkedes det ham at opnå en yderligere udskydelse gennem et fredsbrev udstedt af kong Fr. III, der netop da var gået i krig mod Sverige. Vilkåret: at han stillede sig som rytter, med en knægt og 2 rustede heste i det danske felttog i Skåne.

En ny Kofoed var nu midt i den opslidende strid mellem Danmark og Sverige. Efter Sveriges fremgang i Østersøområdet var det Danmark, der følte sig "omklamret", og man ville genoprette de alvorlige tab i Brømsebro, nu hvor Sverige var engageret i erobringstogter i Nordtyskland.

Jens Kofoed blev indsat i ritmester Urnes kompagni af skånske ryttere, og kom hurtigt i kamp. Hele efteråret bølgede striden frem og tilbage mellem Ängelholm og Halmstad. De alarmerende efterretninger om, at Karl X Gustav havde afbrudt sit togt i Tyskland og vendt hele sin slagkraftige arme på vej til Danmarks. syd grænse, fik den danske hærledelse til at hjemkalde rytterne til Sjælland, og vel ankommet til vinterkvarteret i Køge ansøgte Jens Kofoed om orlov for at rejse hjem til Bornholm på juleferie i 14 dage. Orloven blev bevilget den 21. december, og i julen var han igen hjemme på Bornholm, en ny erfaring rigere. Hjemme stod alt vel til. Den nu 3-årige Margrete og den 1-årige Sidsele fik 2 små søstre i julegave, samtidig med at far kom hjem. Og det nye år 1658, der skulle blive det mest dramatiske i Bornholms historie blev smukt indledt med dobbelt barnedåb i Hasle kirke. Lisbet og Anna kom tvillingerne til at hedde.

Bornholm svensk

Vinteren blev usædvanlig streng. Allerede i januar bredte havisen sig. Den samme is, der nu forhindrede Jens Kofoed i at komme tilbage til sit kompagni, gjorde det i februar muligt for Karl Gustav at gå over bælterne, true København, og tvinge Danmark til at afstå Skåne og Bornholm.

Ingen på Bornholm anede noget om denne utrolige udvikling i krigen, al forbindelse med omverdenen var jo afskåret af isen. Først den 16. april brød isen op, så en fiskerbåd fra Skåne kunne bringe bornholmerne det første budskab om, at de, med et pennestrøg, uden at være blevet spurgt, nu var blevet svenskere.

Den 29. april gik den nye landsherre Johan Printzenskold i land med 120 musketerer, og gik omstændeligt i gang med at lære den nye svenske provins at kende, og at forberede bornholmernes overgang til deres nye nationalitet. Og den 18. maj måtte udsendinge fra Bornholm, hvorimellem Jens Kofoeds fætre Mads Madsen Kofoed, Eskildsgård, Hans Olufsen Kofoed, Blykobbegård og Peder Madsen Kofoed, Svaneke, samt hans bror Hans Pedersen Kofoed, Rønne, stå ret for Corfits Ulfeld i Malmø og sværge troskabsed til den svenske konge.

Jens Kofoed var altså med et blevet svensk statsborger, og da hans kompagni, der bestod af skåninge, blev aftaklet og sendt "hjem" til Sverige, var der heller ikke der noget, der bandt ham. Da Karl Gustav i august 1658 "brød freden", landede i Korsør og i løbet af kort tid på ny indesluttede København denne gang fast besluttet på at "udradere" Danmark, ændrede stillingen sig radikalt både for Printzensköld og bornholmerne. Han var, og følte sig, afskåret på en ø med en fjendtligsindet befolkning, som han af kongen blev tvunget til at udsuge for penge og ungt mandskab til den svenske hær. De følte sig nu besat af en fremmed magt, i krig med deres fædreland, og håbede på befrielse gennem krigens gang.

Der var nu ikke alt for gode udsigter for Danmarks fremtid det efterår. Til sidst holdt kun København stand, Fr. III erklærede at ville "dø i sin rede", og tilsynekomsten af en hollandsk hjælpeflåde i Øresund var det eneste lyspunkt. Hollænderne havde overtaget Hansaens rolle som beskytter af den frie handel, og en alt for dominerende magt i Østersøen, som Sverige ville blive, hvis det lykkedes at indlemme Danmark, var absolut ikke i deres interesse.

Opstanden

Alligevel dannede der sig på Bornholm en sammensværgelse med det formål at nedkæmpe den svenske garnison, indtage Hammershus og leve re øen tilbage til Danmark. Et yderst usikkert og voveligt spil, skulle man tro, men opstandskærnen i Hasle var både effektiv og beslutsom. Den bestod af sognepræsten i Hasle-Rutsker Poul Anker, borgmester Peder Olsen (kendt fra 1645), og Jens Kofoed. Som den eneste, der havde prøvet at kæmpe mod svenskerne, var denne en uvurderlig støtte, og som det viste sig blev hans iltre temperament og naturlige svenskerhad en nødvendig drivfjeder for opstandens hurtige og beslutsomme forløb. Lederne har tilsyneladende delt arbejdet mellem sig, så at Poul Anker organiserede samlingen af "almuen", Peder Olsen tog sig af forbindelserne til København, og Jens Kofoed organiserede og ledede selve det væbne de fremstød.

Den 8. december 1658 red Printzensköld ud fra Hammershus for at tage til Rønne, hvorfra der skulle afgå et skib med anmodning om en længe ønsket forstærkning af den svenske garnison, der stadig kun var på ca. 100 mand. Printzensköld var især bekymret for en evt. dansk eller hollandsk landgang, og var klar over at han i så fald ikke kunne stole på "disse danske", som han lidt nedladende omtalte bornholmerne. Men det blev dem alene, der slog til denne dag, og dermed beviste deres ret til dette hædersnavn, han således utilsigtet kom til at give dem. Vi er så heldige at have overleveret Jens Kofoeds egen beretning om hans andel i opstanden. Beretningen er ikke original, men findes i mange afskrifter fra omkring 1700 og opefter. Den bærer imidlertid ved sin enkle tone og sine detaillerede oplysninger sandsynlighedens præg, og efter nogen vaklen er den da også godtaget af historikerne som en primær kilde. Heldigt er det også, at den på udmærket måde suppleres af en svensk beretning, der ganske vist ikke er førstehånds, men til gengæld er samtidig med opstanden, nemlig den ystadske styrmand Jens Fribondes beretning til de svenske myndigheder, da han som den første kom tilbage til Skåne efter fangenskab på Bornholm. I det følgende vil opstandens forløb derfor blive beskrevet fortløbende af l) Jens Kofoed, 2) Jens Fribonde og 3) Andre beretninger og kommentarer, således at man direkte kan sammenligne versionerne af de enkelte begivenheder.

Jens Kofoed:

Rigtig og vis relation, hvorledes landet Borringholm fra de svenske blev erobret anno 1658 den 8. december. Er det således, at udi al sandhed tilgået, af første begyndelse, som efterfølger: Anno 1658 den 8. december, som var en onsdag, hvor da den svenske landsherre Printzensköld udrejste fra slottet Hammershus og til Hasle. Hvor han da lod hidkalde borgmester Peder Olsen til sig på gaden, og truede landsherren ham om det, som borgerskabet efter! hans befaling skulle udgive, at dersom det ikke blev efterkommet ville han derfor lade eksekvere, og true de meget hårdt. Red så fra Hasle til Rønne, hvor han logerede ind til borgmester Peder Laursens. Straks landsherren var redet fra Hasle rejste jeg med hr. Poul udi Rutsker sogn på hans slæde fra Hasle og til hr. Jacob udi Nyker sogn, hvor han havde lovet mig tilforn 20 personer til securs, når og på hvad tid jeg det af hannem begærede og nøden det udkrævede. Kunne dog alligevel ingen bekomme, da jeg kom til hannem, uden aleneste bekom jeg en hest, en bøsse og en sabel. Red så ene person derfra og til Blykobbegård, som er ret på landevejen til Rønne. Hvor jeg der forventede mine andre medkammerater, som var kaptajn Niels Gumløs, Hans Penrik og Claus Nielsen, alle boende udi Hasle, hvilke kom til mig udi Skule skov, liggende til Blykobbegård, hvor Jens Laursen Risom med en bonde ved navn Hans Nielsen mødte os, og kom fra Rønne mellem bemeldte gård og skov. Hvor jeg da straks leverede Jens Laursen min bøsse, eftersom han intet gevær havde hos sig selv.

Red jeg så ind udi Blykobbegård og tog der en anden bøsse igen, forføjede så os 5 personer ud til Rønne udi mørkningen, og red ind til min bror Mads Kofoed, hvor den svenske ridefoged Jens Persen gik os forbi oven for borgmester Peder Laursens stræde, og han gik til Landsherren, som var hos Peder Laursens, hvilket blev os tilkendegivet inde hos min broders af en rønneborger ved navn Mads Pedersen, at dersom vi havde noget i sinde med landsherren, skulle det ske straks og snart, fordi den svenske ridefoged havde givet ham sådant tilkende, efterdi vi havde redet hannem forbi med gevær hvor da vi 5 personer straks udi en hast forføjede os der ind til borgmester Peder Laursens.

Da vi kom derind i gården, blev sat til skildvagt for døren i gården Aage Fenrik og Claus Nielsen, eftersom vi ikke vidste hvor mange personer der var i stuen hos landsherren. Derefter gik jeg først ind i stuen, Niels Gumløs efter og siden Jens Laursen. Hvor jeg da straks adspurgte landsherren Printzensköld, om han ville have kvarter ( = overgive sig) eller ikke, eftersom han var en svensk og vi andre vare alle danske. Hvor han gav et stort skrig fra sig og lod sig straks falde mellem bordet og bænken, og blev af os igen optaget og sat for bordet. Hvor der på bordet lå en stor pakke og et løst brev, som alle var forseglede, tilspurgte jeg ham hvor de breve var kommet fra, svarede han mig, at de var kommet fra hans herre og konge i Sverige og skulle til Pommern. Straks tog jeg samme breve til mig og forvarede dem og sagde: De skal til min herre og konge i Danmark.

Hvor vi da tog hannem og ville have hannem ud på gaden. Idet kom en hel del rønneborgere ind i stuen og til hjælp, og med det samme kom han med os ud på gaden; og ville fra os undløbe.

Hvor jeg da råbte til hannem, at han skulle stå, men ville slet intet, hvor der da blev straks givet fyr på hannem, og straks faldt han ned til jorden og var død.

Blev så sat tvende skildvagter hos hans lig, at han ikke skulle af hans klæder udplyndres, mens der blev søgt efter hans tjener og de andre svenske, som var der udi byen, hvor vi dennem alle bekom, uden sekretæren og heiderideren, som havde dennem forstukket, hvilke vi da bekom om anden dagen efter, og dennem alle tog udi arrest. Derefter blev Printzenskölds lig optaget og henbåret og lagt udi Rønne rådhus."

Jens Fribonde:

"Kort Underretning om Jens Fribondes rejse til Bornholm, og ellers nogenlunde forklaring på, hvad på Bornholm kort tilforn der er passeret:

2 uger før jul rejste landsherren fra slottet og til Rønne, og gæstede ind hos borgmester Peder Laursen, som han var van at gæste hos. Da samlede de sig omkring gården, Claus Kam, Jens Kofoed i Hasle og Niels Gumløs sammesteds, Villum Clausen i Rønne og Mads Kofoed og en hel hob gemene. Da gik Jens Kofoed ind i borgmesterens stue og satte hannem en pistol og en dragen degen på livet, og Niels Gumløs stødte hannem på livet med en bøsse, så landsherren faldt ned under bordet. Da tog de hannem og sagde: Herud du blodhund, du skal herud. Da bad borgmester Peder Laursen for landsherren og sagde: Oh, I godtfolk, ikke så, ikke så, betænker Eder, gør ikke sådant. Da svarede Jens Kofoed: Det er alt betænkt. Da bad landsherren, at de for Guds skyld ville give ham kvarter. Da lovede de ham kvarter. Og som de tog fat på ham og ville lede ham ud af stuen, bad borgmester Peder Laursen og hans broder Daniel Laursen for hannem. Da stødte de borgmester Peder Laursen med en musket for brystet, og slog hans broder Daniel, så han måtte krybe fra dennem på hænder og fødder på gaden. Da gik Villum Clausen i Rønne og satte en pistol for hans venstre øje og skød hannem, så han faldt død ned på gaden.

Siden har Jens Kofoed og Niels Gumløs givet ham hvert sit skud, og i lige måde forfulgt Printzenskölds landsskriver med inspektøren over tolden og en fenrik af slotsgarnisonen, gørende nogle skud imod dem, som dog var kommet væk, men til sidst måtte komme i deres hænder og med møje beholde livet."

Kommentar:

Begge beretninger er interne rapporter, uden propagandaformål, og fra hver side af de krigsførende. Der er ingen væsentlig forskel i det ydre forløb, men naturligvis i visse detaljer, og i vurdering af hensigter. Heri er der igen kun én væsentlig uoverensstemmelse: Hvorfor blev Printzensköld skudt? Var det under flugtforsøg, eller var det en overlagt handling?

De kendsgerninger, at begge kilder fortæller at han havde fået tilbudt "kvarter", at de øvrige svenskere i Rønne blev skånede, samt at man dagen efter truede med at dræbe ham for at få fæstningen til at overgive sig, taler alle for, at det har været oprørernes hensigt at tage ham til fange. Hvad kunne de i øvrigt opnå ved at dræbe ham?

Det var Jens Kofoeds svoger Villum Clausen, der førte pistolen, og kun han ville kunne fortælle os om sin reaktion i drabsøjeblikket. Men vi kan dårligt forestille os sikrere vidnesbyrd om denne afgørende time i oprøret. Tænk på, hvor svært det er at opklare drabet på John Kennedy! Her i oprørets første timer var Kofodernes unge generation stærkt repræsenteret: Foruden anføreren Jens Kofoed både hans bror Mads Pedersen Kofoed, fætrene på Blykobbegård Hans og Claus Olufsen Kofoed, og søsteren Karines mand Villum Clausen. Stedet for det første, afgørende stød mod det svenske vælde, var Rønnes centrum: Storegade, hvor familiens købmandsgård og borgmester Peder Laursens gård lå på række (Store Torv var endnu en grønning i byens udkant, hvorfra de store gårdes markveje førte ned til avlsbygningerne). Længere henne i gaden, over for den nuværende statsskole, lå det gamle rådhus; stenene i gaden foran dette skal minde om det sted, hvor Printzensköld blev skudt. Betegnende er de dramatiske skud, Jens Kofoed og Niels Gumløs gav den dræbte fjende. De hævede herved Villum Clausens tvivlsomme drab op til at være et led i opstanden. Alle måtte nu stå last og brast. Der var ingen vej tilbage:

Jens Kofoed:

"Tvende personer, nemlig Aage Fenrik og Claus Nielsen, skulle ride til Hasle til landsdommer Per Olsen, at han skulle lade tage fast en af Hasle borgere ved navn Arids Rug, hvilken var os danske imod, og bragte for den svenske landsherre alt, som os kunne være til hinder og skade, af årsag, at han ikke skulle komme til slottet og dennem sådant angive, men han var allerede bortrømt og kunne derfor ikke straks bekommes blev derfor sat vagt om fornævnte Hasle by og omkring hans gård, at samme person ikke skulle undkomme.

Derefter gik jeg og Niels Gumløs ind til borgmester Peder Laursen og bekom hver en af Printzenskölds heste, eftersom vore egne var ganske trætte. Red så sammen begge der fra byen og op til Nyker præstegård og aftalte med hr. Jacob deslige blev også straks skikket bud til Vestermarie kirkesogn og Klemensker sogn, at der i lige måde blev taget på klokkerne, at menige mænd og almuen skulle møde samme nat ved Ruts kirke, hvilket også straks blev efterkommet.

Hvor jeg og Niels Gumløs da straks om natten red fra Nyker præstegård og ud til Hasle og os der forstærkede, så vi blev 16 mand til hest, og red så til Ruts kirke til hr. Poul. Hvor vi gav ham alting tilkende, hvad som da var passeret, og at bønderne og almuen skulle stå der hos hans kirke om natten indtil videre ordre. Deslige lod hr. Poul straks sende bud omkring udi hans sogn, at de udi lige måde på samme sted skulle møde, eftersom han ikke kunne lade tage på klokkerne, thi det var alt for nær slottet.

Straks red vi fornævnte 16 personer fra hr. Poul og ned til sandemanden Mads Høg boende i samme sogn ( = Højegård ved Johns Kapel), hvor vi der bekom til fange en svensk stykløjtnant, som var kommen der om dagen tilforn fra Rønne og ville til slottet, ved navn Niels Rud, hvilken stykløjtnant kaptajn Niels Gumløs med 2 andre medfølgende straks førte hen til hr. Pouls til almuen, og der blev holden i arrest til videre besked. Straks red jeg med de andre overblevne fra sandemand Mads Høg og ned til Sandvig, hvor jeg der straks om natten lod rejse almuen der i byen, at de der kunne stå i beredskab.

Red så til Allinge, hvor jeg hos byfoged Willum Hartvigs bekom en svensk kvartermester til hest, som havde været her inde på landet og talt med landsherren Printzensköld om det rytteri som siden derefter blev her indsendt fra Skåne, hvor at landsherren før han rejste til Rønne havde samme kvartermester igen forfærdiget, at han skulle samme nat med slotsfærgen overgå til Skåne, hvilket og havde sket, dersom han ikke samme nat havde blevet angreben. Samme kvartermester ville ikke have kvarter, blev for den skyld straks nedmaset. Blev og udi samme nat 3 karle og en dreng tilfangetagne og given kvarter, som her på landet havde solgt en del jernvarer, hvilke og havde villet over med færgen samme nat, hvilke blev også tagne udi arrest hos byfogden sammesteds, tillige med en svensk kvinde, som der havde ligget i kvarter.

Tog så det meste unge mandkøn med mig fra Allinge og Sandvig som der kunne mistes, og rejste op med dennem forbi slottet samme nat og op til slotsvejrmøllen, hvor vi bekom en svensk soldat som ikke ville have kvarter, blev også straks nedmaset, og mølleren, som var en dansk og tjente de svenske, blev given kvarter eftersom han det begærede.

Hvor jeg da straks satte mig østen for vejrmøllen bag en bakke med folket, og udsatte skildvagter på de steder som jeg vidste at svensken kunne udkomme fra slottet. Hvor vi da bekom straks om morgenen en trommeslager med fire soldater, som løjtnanten, der lå på slottet havde udskikket om kundskab, hvilke 5 personer blev given kvarter, eftersom de det begærede.

Så kom an marcherende kaptajn Niels Gumløs med landsdommer Peder Olsen og hr. Poul med landskabet og Hasle borgerskab, som stod hos Ruts kirke om natten.

Hvor da kom udridende en af Printzenskölds tjenere, som ville erfare hvad den forsamling skulle betyde, men eftersom han befandt, at vi alle var berustede udi gevær, vendte han da straks tilbage igen, og ret til slottet; blev da gjort 1 skud efter hannem, som dog ikke traf Hvor vi da berådslog med hverandre, på hvad maner det skulle angås, at vi slottet kunne blive mægtig. Blev besluttet, at landsdommeren med hr. Poul rejste ned til Sandvig, hvor der blev skrevet et brev til Løjtnanten og Printzenskölds frue, som da var på slottet. Kom straks landsdommeren og hr. Poul igen med brevet, hvilket brev tillige med fornævnte stykløjtnants brev vi med en af vores trommeslagere op til slottet forskikkede. Hvor os straks skriftligt svar blev igen skikket ved en af deres trommeslagere, eftersom de vores så havde beskænket, at han ikke kunne komme tilbage igen.

Da kom an marcherende Rønne borgerskab tillige med Vester herreds bønder og stillede sig til det folk, som vi tilforn havde forsamlet udi en batallie.

Fornævnte trommeslager bragte sådan besked, at 4 af de principaleste, som samme værk havde anfanget, ville forføje sig ned til det hus, som står uden for slottet, hvor løjtnanten selvfjerde ville møde, og der mundtlig såvel som skriftlig kontrakt ville gøre, hvilket blev efterkommet af os, såvel som af hannem. Hvilke 4 var borgmester Claus Kam udi Rønne, som var stadskaptajn, en mand ved navn Herman Clausen og skipper Hans Laursen af Rønne, tillige med mig.

Hvor han da straks efter akkorden, som skete, udmarcherede med soldaterne, som fandtes på slottet, og leverede geværerne og nøglerne fra sig. Var det aften, da vi samtlige indmarcherede på slottet den 9. do.

Førnævnte svenske, som kom udmarcherende, toge vi med os ind på slottet igen, hvor vi dennem forvarede med stærk vagt, til om anden dagen den 10. do."

Jens Fribonde (referat):

Derpå havde disse oprørsførere straks opbudt almuen deromkring og rykket frem mod slottet, hvor så borgmester Claus Kam har præsenteret sig med Printzenskölds hest og tøj, og i landshøvdingens navn opfordret det af løjtnant Per Lagman, som lå derinde med 60 knægte. Artilleriløjtnanten havde været i et andet ærinde ude et stykke vej derfra på landet.

I begyndelsen havde Per Lagman vægret sig ved at overlevere dem slottet, men da de havde truet med at sende landshøvdingens hoved ind, havde han med garnisonen marcheret derud uden at løsne et skud imod dem, skønt han dog hverken havde manglet krudt, lod eller levnedsmidler, og har haft 7 støkker derinde tillige. Ham havde de med Printzenskölds hustru og børn taget til fange, og knægtene fordelt blandt bønderne til at arbejde hos dem, hvilke de efterhånden, når det dem lyster, tage af dage, og drive dermed deres tidsfordriv."

Kommentar:

I Jens Kofoeds rapport kan vi time for time, i hans stereotype, militære sprog, følge hans energiske arbejde med at samle bornholmerne, og stramme nettet om Hammershus, uden at for mange oplysninger slap ind i slottet, hvor kun en ung løjtnant og Printzenskölds frue var tilbage til at tage beslutninger. De højere, svenske officerer og embedsmænd kan vi uden modsigelse følge i begge beretninger. 2 mand måtte "nedmases" under oprydningen, fordi de ikke ville overgive sig.

Den eneste væsentlige forskel på de 2 kilder er den svenske beretning om danskernes list: At foregive at Printzensköld var fangen, og truslen om at dræbe ham, hvis slottet ikke blev overgivet, hvilket Kofoed forbigår i tavshed. Det samme gælder indholdet af forhandlingerne i "Slotskroen", der lå samme sted som de nuværende kiosk- og økonomibygninger. Jens Kofoed er dog sikkert, kender vi ham vel, gået ind for sit princip: Kvarter eller "nedmasning", uden yderligere omsvøb, og har nok ikke været involveret i "krigslisten". Foruden officererne og embedsmændene befandt der sig ude på øen en svensk furer ( = underofficer) med 10 musketerer, i gang med den af bornholmerne så ildesete beskæftigelse: At inddrive skatter. Uden at opstandslederne direkte har kontrolleret dette, ser det ud til, at det blev disse svenskere det kom til at gå værst ud over, idet underofficeren og 6 af soldaterne skal være blevet dræbt af bønderne, medens resten blev fanget eller undslap, i opstandsnatten mellem den 8. og 9. december. Heri ligger vel spiren til sagnet og visen om "den store svineslagtning" denne nat på Bornholm, og når man læser Jens Kofoeds nøgterne ord om at "tage på klokkerne", må man uvilkårligt mindes sagnet, da den svenske soldat spørger: "Hvem ringer klokkerne for?", og bonden med øksen i hånden svarer: "For din arme sjæl!". De svenske påstande om, at bønderne senere slog svenskerne ihjel som tidsfordriv er derimod lette at tilbagevise: Endnu i 1663 gik der 14 svenske soldater og hyggede sig på Bornholm, indtil de blev opsporet af deres kompagni og udleveret.

Mere jordnære er de spredte regnskabsbilag, man kan finde i øens lensregnskaber, f. eks.:

Givet Ahrendt Bursch og Jochen Boye, officerer under Rønne bys kompagni, fordi de da slottet blev erobret, med vagt Printzenskölds frue skulle forvare uden for døren, at hun og hendes børn ikke i den tumult skulle blive ihjelslagen, hver 5 rigsdaler.

Efter kaptajn Jens Kofoeds underskrevne bevis' formelding betalt for 4 tønder og 1 fjerding øl, Printzenskölds frue bekom, mens hun var arresteret på slottet Uens Kræmmer, Allinge, 16 slettedaler).

Det betragtelige ølforbrug er nok ikke konsumeret af fru Printzensköld, snarere til at fejre bornholmernes eventyrlige kup; men allerede dengang holdt man af at sløre repræsentationsudgifter!

Nej, Printzenskölds frue, der siden underskrev sig "Anna Hård en hogh bedrofvat Encka", led ikke den nød med sine 3 børn, 2 tjenere og 2 piger, som den svenske beretning vil vide. De blev overført til Rønne og indkvarteret hos en af Jens Kofoeds svogre, indtil de i løbet af 1659 kom til Sverige. Deres underhold var en ikke ringe belastning for den slunkne lenskasse: 7 tønder rug, 2 tønder byg, 71/2 tønder malt, henved 2 otting smør, 3 stude, 2 køer, 3 får, 7 lam, 12 gæs, 12 høns, 2 skpr. salt og 29 læs brændeved. Rejsekosten beløb sig til 1 lam, 3 par høns, fersk kød, 1/2 lispund smør, og brød: I alt 138 rigsdaler.

Heller ikke den døde landshøvding blev forfordelt. Der blev bekostet en fornem, dobbelt kiste, der senere overførtes til Sverige, udstyret med 8 håndgreb med pakler, hvide bendler og fortinnede nelliker, indeni stafferet med lærred. Et par fine, hvide handsker indkøbtes ligeledes, og hertil kom en tønde øl til dem der fulgte og bar: I alt 17 slette daler 8 skilling. Bornholmerne bar ikke nag til en falden fjende.

Men i slutningen af december 1658 var alt endnu usikkert og yderst risikabelt:

Jens Kofoed:

Blev så forordnet af ganske landets stænder, gejstlige såvel som verdslige, som den tid der tilstede var, at jeg skulle forvalte militsen på slottet, såvelsom på landet, til Gud ville give lejlighed, at vi kunne bekomme bud over til hans kgl. majestæt vores allernådigste konge og herre, og derfra kunne få øvrighed, som os fattige undersåtter kunne håndhæve og forsvare, hvilket jeg af min person af yderste formue haver efterkommet."

Jens Fribonde (referat):

Når dette var sket havde Claus Kam gjort sig til landshøvding og Jens Kofoed til kommandant på slottet, og der affærdigedes en skude til København med disse tidender."

Kommentar:

Ved mødet med de bornholmske stænder, hvor Claus Kam og Jens Kofoed blev sat som midlertidige administrative og militære ledere af øen, valgtes også den delegation, der skulle forsøge at forcere den svenske spærring omkring det indesluttede København med den lykkelige tidende, at Bornholm nu var dansk igen (om nu svenskerne i Skåne, kun 20 sømil borte, ikke i mellemtiden havde fået mistanke om, at der var noget galt!). En højtidelig, men ret ubehjælpsom og nærmest undskyldende overdragelses-skrivelse blev udarbejdet. Den sluttede dog smukt:

...og vi derved er blevet guvernøren og hans krigsfolk overmægtige, hvilket vi alt sammen igen allerunderdanigst til Eders kgl. Majestæt troligen vil overlevere, med allerunderdanigst forhåbning, at vi derfor ligesom tilforn må blive og være under Eders kgl. majestæts protektion og nyde vore gode, danske love og privilegier, hvorpå vi ingenlunde tvivler dermed ydermere skal erkendes med liv, gods og formue, så længe vi lever.

Dette dokument havde delegationen med sig, da den den 20. december drog af sted, og lykkeligt nåede frem. I København blev efterretningen om bornholmernes løsrivelse et af de få lyspunkter i disse juledage, hvor man kun ventede på det svenske stormløb, der skulle afgøre Danmarks skæbne.

Et nyt, værdigere, og politisk klogere dokument blev skåret til ved hjælp af kongens embedsmænd, så at overleveringen af øen til Fr. III blev gjort til en personlig gave en forsmag på enevælden og et træk, der næsten på forhånd afskar ham fra på ny at afstå øen til Sverige.

En række donationer fulgte i kølvandet efter den højtidelige overdragelse den 29. december 1658. Jens Kofoeds bror Mads Pedersen Kofoed, der var med i delegationen, udvirkede øjeblikkelig et fredebrev, at Jens Kofoed nu "fri og utiltalt i alle måder skal være og forblive" for den 4 år gamle drabssag." Villum Clausen fik tildelt Rabækkegård ved Rønne for sit skud. Peder Olsen opnåede endelig det af ham så længe eftertragtede landsdommerembede osv.

Øen fik et samlet løfte om særlige privilegier, i ret ubestemt form det holdt hårdt at få dem konkretiseret i de følgende århundreder. Og en danskhollandsk hjælpeflåde blev udrustet til afgang lige efter nytår.

Men hjemme på Bornholm var spændingen ikke udløst. Hvem kunne vide, om delegationen var nået frem? Om den var blevet opsnappet undervejs? Og hvad med den ventede, svenske forstærkning? Heller ikke der blev det en rolig jul.

Jens Kofoed:

"Den 27. ditto, som var 3' juledag, kom en svensk galiot fra Skåne, som kaldes "Spes", og fyrede tvende støkker udenfor slottet, lod jeg hannem igen svare med 2.de støkker. Red så ned til Sandvig, hvor samme galiot havde sat ( = kastet anker), og skikkede tvende karle ud i en båd, som skulle forespørge, om der var nogle svenske officerer på, og havde nogle breve til Printzensköld, skulle de straks komme i land og tage brevene med dennem.

Hvor da kom i land med samme båd om aftenen en kaptajn, som havde sit folk liggende på slottet, og havde tilforn ført de folk, som de ud skrev til bådsmænd her af landet, over ad Skåne, tillige med en ritmester ved navn Gustav Hård, og havde aldeles ingen breve med sig, men alene en fortegnelse på, hvor stærkt hans kompagni var, som han havde med sig udi galioten.

Tog jeg straks om natten fornævnte ritmester og kaptajn Niels Holm og red ned til hr. Pouls, hvor jeg fandt kaptajn Niels Gumløs og Jens Laursen Risom, og dennem begge fanger leverede. De tog dennem med sig til Hasle, hvor de blev hos Jens Laursens udi forvaring.

Red straks tilbage igen til Sandvig og bestilte, så tidlig som det blev dag, fire både, som skulle ro ud til samme galiot. Aftalte så med Claus Hansen færgemand og hans kammerat, at de skulle befale skipperen og styrmanden at de skulle komme i land og bese, på hvad ort det var belejligt, at rytteriet med deres heste kunne komme i land galioten uden skade. Som også blev efterkommet.

Blev så udskikket alle 4 bådene, som lå færdige, med sådan befaling til løjtnanten som da var på galioten, at rytteriet skulle komme i land med fornævnte både efter deres ritmesters og Printzenskölds befaling, at de kunne være af vejen for dennem, som skulle arbejde galioten i land. Kom da i land ungefær efterhånden henved en 30 mand, eftersom hver båd ikke kunne føre uden 2 eller 3 i det højste. Var udi den sidste båd deres fanesmed ( = underofficer i rytteriet), og ville da ikke flere komme tilland, førend løjtnanten, som var på galioten fik ordre fra hans ritmester.

Hvor jeg da straks skikkede hannem bud udi ritmesterens navn, at han straks skulle komme til land og være hans gæst til frostøk, hvilket han straks efterkom, men havde givet sådan ordre fra sig til korporalerne, som var på galioten, at de ikke skulle komme i land, førend han skikkede dem tegn, hvilket han ikke ville bekende, førend jeg hannem meget hart truede, at jeg ville lade ske eksekution på hannem, dersom han ikke gav til kende, på hvad maner man kunne få de andre, som var på galioten, tilland. Hvilket han og på det sidste gjorde, og gav mig sin kniv, som jeg straks gav dennem, som roede derud.

Derefter kom de alt efterhånden tilland, så nær som 4 ryttere, som blev på galioten, og skulle tage vare på deres heste. Hvor jeg da straks skikkede ud disse forskrevne 4 både, med 3 personer i hver båd, med skjult gevær, og deres egen styrmand i den ene båd, på det de des bedre skulle tro dennem at komme til galioten. Hvor de da straks efter befaling erobrede galioten, og skikkede så de svenske, som var inden borde til landet med båden, og de danske blev på skiberommet.

Da de svenske var allesammen i land, kom Claus færgemand og tilland og ville have ordre, hvorledes de dennem med galioten skulle forholde. Straks for jeg ud med hannem til galioten med en parti af byens folk. Blev så Claus Færge mand kommanderet med 9 andre personer, at de skulle bringe galioten til den belejligste havn her for landet, hvor den kunne blive bevaret, og hestene uden skade kunne opskibes og komme på landet, hvilket og blev efterkommet. Og sejlede så fra Sandvig og omkring til Rønne red, hvor hestene blev opskibede, og galioten blev på reden beliggende, indtil øvrigheden fra vores allernådigste herre og koning hid til landet ankom, hvor da Per Jensen på hans maj.s vegne sig samme galiot antog.

Dagen efter, som var den 29. december, tog Claus Kam en temmelig stærk konvoj af vores folk med sig og førte alle fangerne til Rønne, eftersom der var ingen bedre plads på landet dennem at forvare. Hvor de der og blev forvarede, indtil så længe at de til hans maj. blev overskik kede med samme hollandske flåde, som havde ført vores folk hid tillandet.

Herefter forføjede jeg mig straks op til fæstningen igen og den forvaltede indtil den 18. januar, hvor jeg da af velbårne hr. kommandanten obrist Michael Ecksten blev kommanderet, at jeg skulle følge den svenske landsherre Printzenskölds frue fra slottet og til Rønne, hvilket jeg og straks efterkom, hvor jeg da tog hendes bevis, hvorledes jeg mod hende og det svenske hendes folk på hans maj.s vegne havde skikket og forholdet imidlertid at de på slottet havde været, efter at det blev til os danske opgivet, som bevisen det skal udvise.

Dette således at være sket og passeret, da landet Bornholm blev erobret fra de svenske, og indtil velbårne kommandanten obrist Michael Ecksten hid til landet ankom, udi af sandhed som forskrevet står at være tilganget.

J. Kofoed."

Den elegante måde at lokke en hel undsætningsekspedition i land, uden at nogen anede uråd og kunne vende om, er Jens Kofoeds virkelige mesterstykke. Lige fra det hurtige svar på galiotens "feltråb" (2 skud efter hinanden var det svenske, 3 skud det danske "løsen"), til tricket med den svenske løjtnants hemmelige tegn: hans kniv, vises en side hos Jens Kofoed, vi ikke tidligere har kendt: Koldblodigt overlæg og overlegen ledelse. Men lad os høre historien fra skibet:

Jens Fribonde:

Imellem anden og tredje juledag om natten, klokken var 2 slet, blev jeg tagen på min seng, til at være styrmand på den galiot, som gik til Borringholm med rytteri, som var indskibet, hvortil jeg aldrig enten dagen tilforn eller nogen tid var tilsagt eller ombedet.

Straks måtte jeg gå til sejls, og som vi kom under Borringholm tredje juledag, da bad jeg, Jens Fribonde, dennem som var inde ( = ombord), at de ville give 3 løsen, og dem tyktes noget tvivlsmål at være. De svarede kaptajnen, som var inde med: jeg giver ikkun 2 løsen. Dersom Printzensköld er i vel magt, da svarer han mig straks. Da losset vi af galioten 2 støkker, og os blev straks svaret af slottet med 2 igen.

Da bad jeg, at de ville sætte båden ud, og lade 3 eller 4 gemene mand fare i land. De svarede skipperen og skibsfolket, at der var tid nok, og sagde, at jeg havde intet meget derudi at kommandere.

Og idet som vi satte ved Sandvig, kom en båd fra landet, og udi landsherrens navn begærede at bese officererne, som der var inde, og sagde til os alle, at det var landsherrens befaling, at officererne skulle straks komme i land med hvis breve som de havde med dem til landsherren. Derover blev kaptajnen og ritmesteren glade, og for så straks i land med hvis breve de havde til landsherren.

Og som vinden blæste svar streng ind på landet, kunne vi ikke blive der liggende, men måtte straks kippe og måtte gå ad søen igen og holde søen natten over. Og morgen tidlig blev vinden god, så forføjede vi os til samme sted igen og satte der, eftersom vi ingen anden ordre havde. Så kom en båd ud, udi kaptajnen og ritmesterens navn, at skipperen, styrmanden og kaptajnens junge skulle straks komme i land og tage alt kaptajnens tøj med sig, thi de stod på landet og ville tale med dem. Og det var de samme to letfærdige skælme, som hentede kaptajnen og ritmesteren i land, den ene hedder Claus Færgemand i Allinge, den anden Hans Væver i Sandvig, og som de kom i land blev de straks fangen og viste ingen fjendskab Straks efter kom der 4 både om bord og sagde, at det var ritmesterens og landsherrens befaling, at de skulle føre sadler, tøj og rytteriet i land. Så fore de straks til lands, så mange som bådene kunne føre, og så ingen folk ved stranden, førend de kom op i en tæt om bygget gård, som var helt fuld af bønder og landfolket. Straks tog de fat på folket, som kom i land og klædte dem af og plyndrede dem. Jens Kofoed og Claus Kam i Rønne var deres formænd.

Så satte de dem ind i en lade, og vand og skarn gik dem midt på benene. Siden om morgenen spurgte Jens Kofoed og Claus Kam dem ad, om nogen ville være delagtig i Herrens nadver, thi de skulle straks dø. Da bad de alle om kvarter. Og havde de ikke fået kvarter, dersom jeg ikke så inderligen havde bedet for dem, og holdt jeg dem for, at der var nogle tusinde af de danske fangne under kronen af Sverige, at ikke så mange for deres skyld skulle miste deres liv. Så besindede de dem, og gav dem kvarter.

Så førte de dem fra Sandvig og til Rønne, og der satte de dem i rådhuskælderen. Der sad de i seks uger, så tog de dem ved 42 mand og førtes til København, og var ritmesteren og løjtnanten med. Og er der endnu ungefær 20 mand på landet, som går og arbejder hos bønderne.

…

Dette forskrevne er vores sandfærdige kundskab, både som sket er da vi selv var hos, og ellers så vidt vi haver erfaret om hvis som var passeret førend vi kom på landet. Og kom vi 3 med stor perikel og livs fare fra Borringholm fastelavs søndag.

Jens Fribonde, styrmand på galioten. Bent Karlsen Brun, løjtnants tjener Johan Finde, soldat."

Vi tager hermed afsked med Jens Kofoeds "modpart" Jens Fribonde, der ligesom de gamle hansestyrmænd alene var ansvarlig for sejladsen, og ikke havde behøvet at tage stilling, så meget mere som han jo var tvunget med. Med sig til Sverige havde han erklæringer fra både skipperen og officererne, der yderligere bekræftede dette. Men "hjem" ville han altså, og ikke alene afleverede han sin korrekte, men tendentiøse skildring af bornholmernes opstand, nok til at opstandslederne ville blive dødsdømte, når eller hvis? svenskerne overtog øen igen. Værre var det, at han også medbragte rygter, opsnappet fra København, der førte til oprulningen af den parallelt løbende, men ikke så beslut somme Malmø-sammensværgelse. Og her på Malmø torv blev det netop tre danske opstandslederes hoveder, der kom til at rulle. Endnu en Kofoed af den unge generation, nemlig Hans Kofoed, søn af afdøde rådmand Peder Kofoed, Malmø, var i øvrigt indblandet i denne sammensværgelse, men slap med livet.

Intet under, at de dansksindede Ystad-borgere med borgmester Sivert Kofoed i spidsen gjorde Jens Fribonde resten af livet surt.

Hans belønning af den svenske stat: 10 års skattefrihed, blev ignoreret af bystyret. Og "han kunne næppe vise sig på gaden eller drikke en pot øl på kroen, uden at udsættes for smædelser."

Men foreløbig var Jens Kofoeds mesterstykke lykkedes over al måde: Hver og én af de farlige, svenske landgangstropper, med deres udstyr, heste og skib taget til fange, uden at eet menneskeliv gik tabt. De to beretninger, en fra hver side, stemmer igen overens og supplerer hinanden så meget, som det nu er muligt.

At Jens Kofoed måtte bruge skarp lud for at blødgøre rytterne til fuld underkastelse, er forståeligt. Disse "onde, arrige og fortrædelige skalke", som Rasmus Ravn kaldte dem, turde man ikke fordele hos bønderne, sådan som den hurtigt pacificerede besætning fra slottet. De måtte blive i rådhuskælderen en hel måned; også her skal Jens Kofoed have opført et "bigot" skuespil til deres opbyggelse: 2 kanoner ladet med skrot foran dem, og landprovsten hr. Jens, en notorisk svenskerhader, til at give dem sakramentet!

Lensregnskaberne kommer os igen til undsætning: Kosten til de 63 svenske ryttere fra 28. december 1658 til 26. januar 1659 var ikke fyrstelig, man blev dog opgjort til 8 skilling pr. mand pr. dag, i alt ca. 200 slettedaler, som borgmester Claus Kam havde et farligt besvær med at få ud af den træge lenskasse.

Provianten fra galioten Spes, der nu lå i Rønne havn, (1 tønde røget kød, 1 otting smør, 1 1/2 lispund tør fisk, 3 tdr. øl, 3 tdr. brød og 1 side flæsk), som han havde byttet sig til mod en tønde godt øl, slog kun til i 3 dage, men blev omhyggeligt fratrukket Claus Kams fordring, da han i december 1661 til sidst måtte anlægge sag, for at få sine udlæg dækkede. Gælden var ved at ruinere den stakkels borgmester. Bureaukratiet skelner ikke mellem frihedshelte og almindelige kreditorer.

Medens de 63 "onde skalke" nok havde en trang, kold og ubehagelig januar i rådhuskælderen, stod det væsentligt bedre til over jorden, hvor de svenske officerer og embedsmænd blev indkvarteret hos borgere i Rønne og Aakirkeby. Deres kost regnedes til det dobbelte: 1 mark om dagen, og der gaves desuden ekstra øl, brændevin, tobak og kringler. Således forsynedes 9 fanger i Rønne med 11/2 kande øl a 2 skilling til deling om dagen (1 kande var 2 potter, 1 tønde 120 potter; 1 pot = ca. 1Iiter). De delte desuden 4 pægle brændevin ligeledes a 2 skilling om dagen, (1 pægl = 1/4 pot), samt for beskedne beløb kridtpiber, tobak, kringler og lys. Og hos Printzenskjölds frue, som Jens Kofoed havde anbragt hos sin søster, Boel Ansgarsen i Rønne, stod den jo, som vi har hørt, heller ikke på ren smalkost.

Selv Jens Kofoed blev på beklagelig vis mindet om den hårde realitet efter de strålende erobringsdage. I maj 1659 måtte han til sidst skrive til ridefogeden, og bede ham snarest betale de 16 slettedaler, som Esber Kræmmer i Allinge havde til gode for den tønde øl, Jens Kofoed havde bestilt på oprørsnatten foran Hammershus, og de 41/4 tønde, der blev drukket på slottet efter overgivelsen, "på det han ( = Esber Kræmmer) ikke mig så tit og ofte skaloverløbe".

Det blev omhyggeligt noteret i regnskaberne, at Jens Kofoed modtog én af de 42 heste, der blev udskibet fra "Spes" i Rønne. Ben døde, og de resterende 40 fik kongen. Måske har han dog få et lov at beholde den, såvelsom Printzenskölds hest, uden beregning.

Jens Kofoed som landkaptajn

Bornholm var altså dansk igen. Svenskerne havde nok at gøre efter den fejlslagne storm på København og de senere kampe på øerne, til at man havde lyst til på ny at stikke hånden i denne hvepserede. Og danske forblev også de bornholmske Kofoder efter fredsslutningen i 1660, da Frederik III i bytte for adelsgodser i Skåne som han købte for 5 td. guld fik lov til at beholde sit arveland.

Hos familien i Ystad og Malmø gik det ikke så godt. De forblev svenske en dansk landgang i Ystad i september 1659 blev kun en kort og hektisk lykke. Den tilsvarende forsvenskning, som Printzensköld havde indledt på Bornholm, skred nu planmæssigt frem, og i løbet af et halvt hundrede år var den stort set gennemført.

Jens Kofoed kunne imidlertid roligt fortsætte sin tilværelse som dansk landkaptajn. Æren, fredebrevet, og måske de to gangere, skulle ikke blive hans eneste belønning. Ligesom fremtrædende frihedskæmpere i 1945 blev befordret til officerer, blev også to fremtrædende bornholmske frihedskæmpere tildelt faste stillinger i militsen, nemlig Jens Kofoed og Niels Gumløs. Købmandshandelen i Hasle har næppe fristet at vende tilbage til, og i Rønne var moderen og to brødre jo beskæftiget. Jens Kofoed blev ud nævnt til landkaptajn for østre og søndre herred, hvor han altså skulle uddanne det unge mandskab, og naturligvis stå til rådighed i første række i krigstilfælde. Han fik tildelt den tidligere adelsgård Maglegård i Østermarie som bolig, kvit og frit, inkl. den underliggende "Elleshuset", samt 200 rigsdaler i løn, hvortil kom ca. 83 rigsdaler i "knægtepenge" fra bønderne.

Trods de udmærkede vilkår var det dog en nedtur fra kommandantposten på Hammershus. Det bleven linieofficer, oberst Michael Ecksten, der overtog dette hverv, så snart den hollandske hjælpeflåde nåede frem i januar 1659. Jens Kofoed havde været uvurderlig som oprørsleder, men egnede sig nok ikke som militær chef i fredstid, og blev ligesom frihedskæmper-officererne i 1945 hurtigt rangeret ind på et sidespor. Heller ikke Maglegård var nogen ren gave. Bygningerne var nedbrændte, og markerne udyrkede, så der blev god brug for lønnen til genopbygning og igangsætning af den store ejendom. Den ligger i et af øens bedste strøg, det gamle kulturland bag Svaneke og Gudhjem, kun 1 km fra Kofodgård. Men det tog ham faktisk hele sit liv at få den på fode. Under statens spareforanstaltninger mistede han flere gange den gode ekstraløn på 200 rdl., og måtte bruge megen energi og mange forbindelser for at få den igen.

På Maglegård fik Jens Kofoed og Margrete Sandersdatter nu tid og lejlighed til at tage sig af den store børneflok, der forøgedes næsten hvert år, til tallet i 1676 var nået 21. Men da var allerede 8 døde. Margrete, Sidsel, Lisbeth, Anna, Magdalene, Kristine, Karen o g Johanne voksede op og stiftede familie. Af døtrene var det kun Christence, ved fødselen, Charlotte som 2-årig og Barbara, 16 år, der døde unge. 2 drenge ved navn Christian, samt én Peder og én Sander døde som små, en anden Peder som 16-årig, og en anden Sander som ung officer i København. Ditlev slægtede sin fader på og tog til søs, men døde ung under en rejse til Ostindien. Det blev kun Hans, Jørgen og Matthias ( = Mads), der nåede at videreføre slægtsnavnet.

Margrete Sandersdatter bukkede under i 1678, kun 43 år gammel, og Jens Kofoed måtte se sig om efter en ny kone. Hos Chr. Maccabæus en søn af forrige generations "våbenfælle" på det nærliggende Skovsholm i lbsker, opholdt der sig en kusine, den unge adelsfrøken Elisabeth Akeleye, som Jens Kofoed kastede sine øjne på det blevet ja, og de blev gift i 1680, han 52, hun 26 år gammel. De fik børnene Margrete Elisabeth der voksede op og blev gift Gabriel, der døde 7 år gammel, og til slut i 1689, da Jens Kofoed var 61 år gammel, Christian, der døde som 1-årig.

Bortset fra familielivet der jo var indholdsrigt nok var det ikke de store begivenheder, der prægede Jens Kofoeds hverdag som landkaptajn på Maglegård. Men hans hidsighed havde ikke forladt ham, og det blev mest den, der satte sig spor til efterverdenen Allerede fra sit første år som landkaptajn blev han anklaget af en af sine undergivne, der rent ud påstod, at hans chef havde prøvet på at myrde ham! Jens Kofoed havde i september 1659, medens der endnu var krig, været på vej til vagtpladsen ved stranden og mødt Carsten Hund, der var opført som profos ( = afstraffer) under sit kompagni. På Jens Kofoeds forespørgsel, hvorfor han ikke var på sin plads, fortæller Jens Kofoed "gav han mig af en slem mund meget uforskammet, så enhver vel kan tænke, at jeg, som tjener for en capotejn og havde 250 mand at commandere, jeg ikke burde at optage nogle modvillige og ubekvemme ord af den jeg havde udi commando, og helst på den tid vi så fjenden for øje udi søen, besynderligt også ikke at lide sådant af slig en compan, som stod på rullen for profos. Thi dersom jeg havde optaget hans modvillige og slemme mund, så kunne de andre udi compagniet støtte sig derpå, og jeg forsådant ikke haft gehør over det, som burde. Det han siger, at jeg ville myrde hannem, skal aldrig bevises..."

Vi der efterhånden kender Jens Kofoed, forstår nok, hvad der er foregået. Efter den sikkert højst ublide konfrontation lod han Carsten Hund indsætte i tårnet på Hammershus et stykke tid, men lige til 1680 forfulgte denne ubehagelige profos ham med anklager om vold, magtmisbrug og hentydninger til den gamle drabssag fra 1655. Først da blev han dømt af landstinget for "ærerørige ord og anden begængelse mod landkaptajn Jens Kofoed", og blev overført til Bremerholm.

Den almindelige trafik: At modtage en lille stud eller en enkelt rigsdaler af folk, der ønskede fritagelse for tjeneste eller rejsepas, var en land kaptajn heller ikke fremmet for, og Jens Kofoed undgik ikke påtale herfor. Langt mere graverende var dog de "tjenester", hans overordnede tillod sig at modtage.

Da der blev krig mod Sverige igen, vågnede den gamle kampånd op i ham, i så høj grad, at han måtte vandre i fængsel et stykke tid for opsætsighed mod sin overordnede. Tidlig og silde var han på vagt med sit mandskab mod svensk landgang. Her skulle ikke ske nogen gentagelse af 1510 eller 1645, kan vi være forvisset om. "Ere vi danske to, da styre vi svenske tre", var hans valgsprog.

Da der endelig skete noget, ganske uventet i december 1678, var det beklageligvis ingen rigtig, militær aktion, men en hel svensk flåde med Stralsunds besætning og dens familier på vej til Sverige, der i nattens mulm og mørke strandede ved Sose på Sydbornholm. Flere tusind mennesker druknede, og omkring 1800 forfrosne skibbrudne reddede sig i land (der bjærges stadig fra tid til anden ting fra de mange vrag). I den første forvirring var der løsnet nogle skud mellem de bornholmske kystvagter og svenskerne, og en bornholmsk friskytte var blevet dræbt. Da Jens Kofoed og hans folk nåede frem, var der ved at ske en vis samling under kommando af svenske officerer, og der var samtidig bud fra vicekommandanten oberstløjtnant Fischer, at svenskerne skulle behandles som skibbrudne, og hjælpes. Jens Kofoed skal hertil have erklæret, at han ville møde fjenden med kugler og krudt, og give oberstløjtnanten djævelen! Som han selv så rigtigt havde gjort rede for i sagen om Carsten Hund, kunne en sådan tale ikke accepteres, selv om truslen naturligvis ikke blev ført ud i virkeligheden. Den var vel af samme art, som over for de 63 svenske ryttere. Men her drejede det sig altså om den militære disciplin, og nu var det Jens Kofoed, der måtte i arrest. I marts 1679 erklærede landets stænder imidlertid, at "eftersom det ikkun er en particulair sag oberstløjtnanten og kaptajn Jens Kofoed imellem, da synes os, at kaptajnen ikke bør være udi arrest, helst fordi han altid har ladet sig finde årvågen og tapper, såvel som udi den sidste ruptur, og ellers altid til hans kgl. majestæts tjeneste og landets bedste", og vor helt blev fri og frels igen, medens oberstløjtnanten blev forflyttet. En så tydelig udtalelse fra øens "parlament" kunne statsmagten ikke sidde overhørig.

Også i festligt lag kunne hidsigheden stadig løbe af med den gode landkaptajn. Under afskeden fra et gilde på Rosengården i Rønne morede man sig med at skyde pistoler af, medens man, højt til hest, drak det sidste afskedsbæger, inden den lange ridetur hjem. Jens Kofoeds hest blev lidt urolig, og kom til at skubbe til en anden glad festdeltager, der spildte sin vin ned ad sig. Det ene ord tog det andet værten mæglede fortvivlet, men forgæves, man red et stykke vej, men så steg Jens Kofoed af hesten, trak sin kårde og råbte til sin modstander: Af mæren! Andre lagde sig imellem, men et vældigt slagsmål kunne ikke afværges. Parterne kom hjem med buler i panden og afrevne hårtotter, og sagen endte i byretten.

Men også mere besindige efterretninger når os om hans virke. Han deltog i udredninger og forslag vedrørende frimændenes skatteforhold. (Selv var han jo af frimandsslægt, men boede ikke på nogen frimandsgård, og kunne derfor ikke kalde sig "frimand". Begrebet var i øvrigt som nævnt ved at forsvinde helt. )

Og da en anden berømt dansker, admiral Niels Juel besøgte Bornholm i 1683, gav han i sin rapport Jens Kofoed et par ord med på vejen, som "den der egentlig i sidste fejde bragte landet i Eders majestæts devotion". Niels Juel viderebragte Jens Kofoeds ønsker om at få sin udestående løn betalt, samt at Maglegård, som han havde ofret så meget på, også måtte bruges af hans hustru efter hans død. "Manden er fattig, har mange børn, og er der på landet meget concidereret ( = agtet)". Begge ønsker blev straks efterkommet.

Ved Jens Kofoeds begravelse

Allerede i 1691, da han var 62 år gammel, var Jens Kofoeds "ugemene styrke" opbrugt, og han døde på Maglegård den 16. maj.

Vi er nu nået så langt frem i den oplyste tidsalder, i hvert fald arkivmæssigt set, at selve skifteprotokollen efter Jens Kofoed er bevaret. At gennemgå hans efterladenskaber er som at lade den vitale ynglings, den dynamiske oprørsførers og den excentriske kaptajns liv passere re vue en ekstra gang.

Vurderingerne er i slettedaler (a 4 mark), en møntenhed, der dengang svarede til kronen. Sæt altså I s dl. = I kr., og se, hvad 300 års inflation kan blive til!

Selve gården tilhørte jo stadig kongen, men besætningen udgjorde 7 stude, I tyr, I1 køer, 4 kalve samt 10 kvier, der opholdt sig "på lyngen". Desuden en orne, 4 søer og 6 galte, 25 får, 20 lam, 6 gæs og 20 gæslinger.

Det har ikke ligget til Jens Kofoed at lade sig transportere i karosse. Foruden arbejdsvogne var det eneste transportmiddel en "gammel, beslagen vogn med behør" til 7 slettedaler. Gravide hustruer og små børn havde jo også undertiden brug for transport. Derimod var hestebestanden imponerende. 2 "gangere", en brunblisset til 6 og en hvidskimlet til 10 s dl. har været kaptajnens egne rideheste, måske efterkommere af Printzenskölds og den svenske kavallerihest fra 1658. Dertil kom 5 "gillinger" (vallaker), nemlig en hvid, en rød og 3 brune a mellem 6 og 12 s dl., en sortgrå, ugillet fole til 10 s dl. og 6 hopper en gulblisset, en hvid, en sortstjernet, en brunblisset og en sortbrun til mellem 4 og I1 slettedaler. De 14 værdifulde heste, flere end der var køer, har været et tegn på husherrens særlige interesse.

Derimod har det boglige nok ikke optaget ham så meget. Maglegårds bogsamling bestod først og fremmest af Den danske lovbog (3 s dl.), som alle bornholmere studerede flittigt, dernæst "Christian Qvarts bibel" (4 s dl.), og endelig en dansk huspostil (3 s dl. ), til brug for de daglige andagtsstunder. Netop hvad man havde brug for i en større husholdning, men hverken mere eller mindre. Hverken romaner eller anden faglitteratur end den juridiske var begyndt at adsprede og forvirre menneskene.

Men hvad man må misunde Jens Kofoed var hans våbensamling. Hertil hørte først en souvenir fra hans spanske ungdom: "En gammel, spansk stucat". En stukat var en let kårde; ordet har i øvrigt overlevet netop i Spanien, hvor tyrefægterens kårde længe efter Jens Kofoeds tid kaldes en "escudo". Var det mon også den, der drejede hans skæbne den aften i 1655, da han "uformodenes" kom til at stikke Mogens Hansen ihjel? Nå, antikviteter var endnu ikke højt regnede den blev kun vurderet til 1 mark.

En anden stukat, vurderet til l Sdl. 2 mark, kan have været hans rytterkårde fra de bevægede år 1657 og -58. En fornem rytter var dengang bevæbnet med et par pistoler samt en kårde lette, men effektive våben. Kun dragoner, der regne des som en mellemting mellem fodfolk og ryttere, var bevæbnet med musketter og sværd.

En polsk krumsabel (3 S dl. ) har sikkert også hørt til minderne fra svenskekrigene. Polske tropper deltog i 1659 på dansk side, og mange af deres våben var beundrede kunstgenstande, der blev byttet eller handlet bort. Også en "forgyldt partisan" (3 S dl.) har været et pragtvåben, mere til pynt end til krigsbrug. Og dog, på Nationalmuseet i København ses endnu den partisan, hvormed general Ahlefelt stak den første svensker, der nåede op på Købehavns vold i februar 1659.

Af skydevåben ejede Jens Kofoed hele 3 par pistoler. Mindre end et par kunne han vel ikke tænke sig at have med sig på sine rideture, på vagt, i felten, eller blot til et gilde i Rosengården i Rønne! De to par var de moderne flintlås-pistoler, det tredje "fyrpistoler", nemlig de mere gammeldags hjullåspistoler. I dag næsten uvurderlige antikviteter, dengang kun vurderet til mellem 2 og 4 s dl. parret. Medens det ene par kan have fulgt ham i krigen 1657, kan det andet stamme fra Printzenskjöld-tiden. Det var skik, at en krigsherre overtog sin faldne fjendes våben.

Desuden ejede han en "studser-riffel" (4 s dl.). Den må have været et usædvanligt og sjældent våben. "Studser" betyder en kort og tyk bøsse. Udtrykket kendes fortrinsvis fra Bornholm, hvor de underjordiske i 1700-årene ansås at være bevæbnede med små "studsere". Der fandtes virkelig rifler i 1600-årene, selvom de først kom rigtig i brug 200 år senere. Udvikling af nye våben var også dengang en højt skattet virksomhed. Selv specielle bagladerifler med magasin, også kaldet kunstrør, var i brug under Københavns belejring. Endnu en "studser" med messingbøjle var vurderet til 3 sdl., medens en liden bøsse kun blev sat til 1 mark.

Det er lidt vanskeligt, alene ud fra skiftet, at få noget indtryk af boligindretningen på Maglegård i 1691. Man må huske, at de fleste ting alene blev vurderet efter deres materialeværdi, lokal arbejdsløn regnedes overhovedet ikke ind i priserne. Møbler til nogle få marks værdi kan meget vel have været udskårne og bemalede barokgenstande af høj kunstnerisk værdi. Kun ting, der ikke kunne fremstilles på øen, blev vurderet nogenlunde højt.

Det fornemste møbel var en egekiste med jernbeslag til 5 slettedaler. Den må have været noget helt specielt. ellers var der en grøn himmelseng (2 mk.) endnu et firkantet sengested (6 mk.) samt et utal af borde, stole, senge, skabe, "kistebænke", et "slagbord" etc. til nogle få marks vurdering. 2 jernkakkelovne var derimod kostbare, 9 og 15 s dl.

Maglegårds husholdning var ligeledes omfattende. 5 spinderokke snurrede, utallige dyner og linned måtte være til rådighed i de vestre, søndre, østre og nørre senge, ligesom mange hynder og agedyner var i brug for den store familie og de mange medhjælpere. Kun en gammel tinnatpotte synes dog at have svaret for hygiejnen, sammen med nogle messingbækkener og fade. Et vigtigt redskab i køkkenafdelingen har været destillerpanden af kobber, med hat og pibe, vurderet til 71/2 s dl. Også kedler, pander og potter var af kobber, medens gryder og mortere var af "metal" (bronze). Ved bordet brugtes kander, flasker, fade og tallerkner af tin. Porcelæn, fajance eller glas var endnu kostbarheder, som ingen middelstandsfamilie kunne drømme om at eje.

Anderledes var det med sølvet. Det repræsenterede jo, foruden skønheden, den reelle møntfod familiens værdifaste og let omsættelige formue. Sølvet skulle blot vejes, og den rene sølvværdi beregnes, hvis den ikke allerede var stemplet deri. Forarbejdningen regnedes jo ikke i penge. En sølvvægt på 1 lod (ca. 16 gr.) regne des til 3 mark, således at den største sølvkande på 28 lod vurderedes til 84 mark eller 21 s dl. Denne store sølvkande, der vejede ca. 112 kg og rummede 3 pægle ( 314 liter), skal nok have været Jens Kofoeds mundkande, at tømme i festligt lag i ét drag. Han kunne så hilse på fru Margrete, eller fru Elisabeth, drikkende af 2-pæglekanden på 23 lod (17 s dl. 1 mark). 3 bægre "holdt" hver 9 lod sølv, 3 andre hver 4 lod, og 15 sølvskeer holdt i alt 38 lod. Gafler brugtes endnu ikke.

Desuden fandtes der 10 dusin filigran sølvknapper + én anden knap, i alt vægtige 32 lod. Sølvet vurderedes til i alt 123 s dl. for længst omsmeltet og genopstået i de følgende stilarter, rokoko, empire m.m. Hver gang synes vi med katastrofale tab i kultur og antikvitetsværdi. Men sådan var vilkårene

Jens Kofoeds "ifareklæder" (bornholmsk for gangklæder) var ikke imponerende. Den bedste dragt: En grå klædes kjole med sort underfor vurderedes til 10 s dl. Det var naturligvis ikke det, vi forstår ved en kjole, men nærmest en jakke måske med sølvknapperne? Mere spændende har sikkert den gamle, grønne klædeskjole, underforet med ræveskind, været, da den var ny. Nu vurderedes den til 5 s dl. Til kjolerne hørte et par grå klædesbukser, underforet med lærred (6 s dl.) samt et par gamle, feltberedte ( = fedtstofgarvede) skindunderbukser (1 mark 8 sk.) og en sortforet hue. På de lange rideture i kongens tjeneste, samt til gilder i andre steder af "landet" har de nok gjort god fyldest. Tilbage til vurdering var endelig en sort klædning, samt en hat, et par strømper og et flor (i alt 6 s dl. ), som sønnen Mads Kofoed, der da var 19 år og løjtnant på Christiansø, havde fået overladt, formentlig til brug ved begravelsen.

Også fru Elisabeth Akeleyes garderobe skulle vurderes: En sort klædeskåbe, 2 kjoler, et grønt snøreliv med 11 par sølvmaller, 3 skørter, en silkehue og en rød, ulden nattrøje

Hele boet blev vurderet til 1356 s dl., hvorfra der imidlertid skulle trækkes en gæld på 905 s dl. Resten, ca. 450 s dl. deltes ligeligt mellem fru Elisabeth og de ugifte børn. Præsten fik forud den fyrstelige sum af 22 s dl. og degnen 11, for begravelsen i Østermarie kirke.

Kun halvdelen af de 24 børn var i live, da Jens Kofoed blev stedt til hvile. De ældste døtre Margrethe, Sidsel og Lisbeth var alle tre allerede gift for anden gang, medens Anna og Magdalene var døde i deres første ægteskab. Sønnerne var yngre og endnu ugifte: Hans, Sander og Jørgen under uddannelse som officerer i København, Ditlev på sin skæbnesvangre rejse til Ostindien, og Mads som nævnt løjtnant på den nylig anlagte fæstning Christiansø. Hjemme var nu kun den 21-årige Kirstine, trolovet med en Svanekehorra, de 16-årige tvillinger Karen og Johanne, og den eneste overlevende af Elisabeth Akeleyes børn, Margrete Elisabeth, der nu var 10 år gammel. Men de 5 ældste døtre havde allerede født 21 børnebørn, og mange flere skulle følge.

Efter loven skulle sønner have hel, og døtre halv part af arven. Det blev til 32 s dl. til hver af de 5 sønner, og 16 s dl. til de 4 ugifte døtre. Da der jo ikke var kontanter i boet, kan de have været svære nok for Elisabeth Akeleye at udrede, for gården kunne jo ikke ribbes. Selv sølvtøjet slog ikke til, så der er nok blevet truffet diverse ordninger.

Nogen jorddrot eller rigmand blev Jens Kofoed aldrig. Hvad hver af de unge døtre arvede, svarede lige til værdien af det øl, der blev drukket på Hammershus i 1658. Men et frugtbart og afvekslende liv havde han ført, og hans dåd blev snart legendarisk.

Den 37-årige enke Elisabeth Akeleye måtte jo have en ny mand på gården, og hun var ikke blevet træt af Kofoderne. Allerede i 1692 giftede hun sig igen med sønnen på den nærliggende Kofodgård, den 30-årige fænrik Claus Hansen Kofoed, hvis far var Jens Kofoeds fætter Hans Madsen Kofoed. Claus Kofoed flyttede ind på Maglegård, som fru Akeleye jo havde fået brugs ret på i sin livstid, han avancerede til major i militsen, og de boede der lige til hendes død i 1739, næsten 85 år gammel.

Det blev hendes og Jens Kofoeds barnebarn Gabriel Larsen Kofoed ( en søn af deres datter Margrete Elisabeth), der kom til at overtage gården efter hendes død. Og i 1744 købte han den af kronen. Derefter er den smukke gård forblevet i slægten op mod vor tid.

Det bedste minde vi har om Jens Kofoed og hans familie er det pragtfulde epitafium, som han og Elisabeth Akeleye lod opsætte på den gamle Østermarie kirkes sydvæg, og som ved nedrivningen af denne sidst i 1800-årene blev flyttet til den nye kirke.

Jens Kofoeds grav blev naturligvis eftersøgt ved samme lejlighed, men blev ikke fundet. Man ledte især under det sted, hvor epitafiet havde hængt, idet sådanne mindetavler i reglen blev opsat over graven. Indskriften refererer imidlertid ikke til hans død, så det var ikke umiddelbart at vente. I 1920-eroe fandt man grave i det gamle våbenhus, som sandsynligvis er hans og hans to hustruers, men nogen identifikation lykkedes det ikke at opnå.

Epitafiet er et magtfuldt barok-arbejde med udmærkede træskæringer. Det har været stafferet med klare farver: rødt, blåt, guld, ligesom faderens samtidige, men nu forsvundne epitafium i Rønne kirke. Ved en restaurering i 1920-erne blev det imidlertid afsyret, så det bedre kunne stå til kirkens øvrige, triste inventar. "Syrebander" er ikke noget nyt begreb! I dag er man begyndt at lette på inventaret med farver. Forhåbentlig får man også råd til at reparere og opfriske det frygteligt medtagne og revnede hovedbillede samt male rammeværket igen, efter dets oprindelige bestemmelse. Det hænger heller ikke godt, med modlys, der næsten umuliggør et nærmere studium. Det bør enten flyttes, eller lysforholdene ændres.

Årstallet 1682 på en af inskriptionerne tyder på, at det er påbegyndt lige efter Jens Kofoeds og Elisabeth Akeleyes bryllup, og tænkt som et minde om Margrete Sandersdatters bortgang og Elisabeth Akeleyes indgang. Men alle børnene er med, også de to yngste sønner, så det må være malet, eller rettet, omkring 1690. Jens Kofoeds død i 1691 er som nævnt ikke angivet. Jens Kofoed ses, tung og mæt af dage, midt i den vældige børnefolk. Også begge hustruerne er der, Margrete med et kors oven over sig for at markere, at hun ikke lever mere, og i øvrigt i tækkelig borgerdragt. Elisabeth mere elegant klædt. Jens Kofoed selv er klædt i sin sorte kjole med hvidt flor: En alvorlig storbonde eller borger, uden antydning af militært, endsige adeligt udstyr.

Over familien svæver de tre våbenskjolde: Jens Kofoeds sparre første og sidste gang han brugte den fru Margretes grønne træ og fru Elisabeths akeleje.

Alle 24 børn er der. Sønnerne som tro kopier af faderen de, der er døde med det lille kors. Uanset om de er døde som spæde har man åbenbart ladet dem vokse i det hinsides og komme med ved denne lejlighed i den alder, de ville ha ve opnået i levende live! De 2 mindste Elisabeths bortgangne sønner forsvinder næsten i Jens Kofoeds kjolefolder, men alle er malet i hans billede og hans tøj.

Margretes døtre er ligeledes tro kopier af moderen og i samme tøj som hun. Kun den lille Margrete Elisabeth skiller sig ud, ved moders hånd, som en Akeleye.

Maleriet oven over hovedbilledet er det originale: Samsons kamp mod løven Jens Kofoed mod svenskerne! og oven over igen stråler Jehova. Det nederste, ovale billede af Kristus og den samaritanske kvinde er derimod tilføjet senere, antagelig i 1800-årene, og dækker over en oprindelig inskription, som ikke er tydet. Indskrifterne giver de nøgterne oplysninger om de to ægteskaber. Jens Kofoed betegnes "velbeskikket kaptajn, velædel og mandhaft", Margrete Sandersdatter var en "ærlig, dygtig og Gud elskende mø", og Elisabeth Akeleye en "ærlig og velbyrdig jomfru" alt i overensstemmelse med deres rette byrd. Ingen forsøg på at tiltage sig nogen fornemhed!

Skriftstedet over hovedbilledet er ligeledes valgt med omhu:

Salig er den som finder Herren og går på hans veje
Det skal gå hannem vel
Hans hustru skal blive som et frugtbart vintræ
Hans børn som oliekviste omkring hans bord

En stilfærdig hilsen og opfordring til alle Kofoder, der fulgte efter. Den blev fulgt.

Frederik Carl Gutfeld Bonnevie gik i Metropolitanskolen (København), men forlod April 1848 Skolen for i Nov. s. A. at tage Præliminæreksamen og uddannes i Forstvæsen; blev Forstkandidat 1857 og var fra 1. Feb. 1857-1 . okt. 1869 Assistent ved Reguleringen af Statsskovene; herunder var han 1862-63 konstitueret som Plantør i Palsgård Distrikt, meldte sig 1864 som frivillig, gennemgik Rekrutskolen og deltog i Krigen ved 14. Regiment samt gennemgik Kommandoskolen under den sidste Vaabenhvile, var efter Krigens Slutning kst. Skovrider i Maarum et Aar, boede derefter i Hillerød og senere i Lyngby (ved København); var fra I. Okt. 1869 Skovfoged i Rundforbi og førte Tilsyn med Skabersjø Gods Skove i Skaane, blev 1. Maj 1877 kgl. Skovrider i Farum Lillevang (2det Frederiksborgske Distrikt) og udnævntes 9. Sept. 1881 til Skovrider af 1. Klasse; desuden førte han Tilsyn med flere danske og svenske Godsers Skove, var saaledes Overførster paa Grevskabet Ledreborg. Han var stærkt socialt og politisk interesseret, bl. a. i mange Aar Sogneraadsmedlem; blev 1898 R. af Dbg. og 1903 Dbm. og bar desuden "Erindringsmedaljen for anden slesvigske Krig". Han tog sin Afsked 1. Maj 1903 og boede derefter i København til sin Død 20. Aug. 1912. G. 21. Juni 1865 i Søllerød med Caroline Amalie Petersen. f. 30. April 1835 paa Ulriksholm, d. 20. Marts 1914 i København. Begge er begravet i Farum.-'Se Roepstorf: Danske Forstkandidater(1898).

Han byggede Herredsfogedboligen i 1838-39, og herredsfogederne boede her til 1879, da huset blev købt af boghandler og herredsskriver Spliid. Indtil 1894 flyttede kontoret rundt, 1879-84 i Søndergade 2, 1885-90 i Bredgade 21, 1890-94 i Fjordgade 46. Fra 1894 igen i Fogedgade. Fra 1879 hed gaden Tværgade. Der var også indgang fra Blindebomsgade. Fra 01. 04. 1977 kom navnet Fogedgade tilbage. Da dommeren flyttede til Fjerritslev, ca.1973, blev her politistation.

Fra "Det Skønne Odsherred 1953”:

Pastor F. B. Møller, der døde få år efter, at han i 1912 som 80-årig havde taget afsked som præst, fortæller i sine efterladte optegnelser, der nu er udsendt som bog, "En gammel præst fortæller", at han i 1857 som huslærer på Ellingegård kom meget ud, navnlig til Nykøbing:

"Den mærkeligste familie var byfogedens - Svanenskjolds; han var flegmatiker og podagrist; hans kone var et af de mærkeligste mennesker, man kunne tænke sig; nervøs til fingerspidserne, excentrisk og umådelig energisk for hvad hun begyndte på; hun kunne hitte på de ejendommeligste ting - isæt på hans fødselsdag, da luften skulle fyldes med poesi og romantik, noget, han aldeles ikke satte pris på. Nuværende kgl. skuespiller Kolling er derudefra; ham tog hun sig af; hun rejste selv ind til København, gik fra den ene til den anden, trængte sig på, lod sig ikke afvise, før hun fik folk ved teatret til at tage sig af ham.

Fra Nytaar 1906 udgiver Chr. B. Sidenius Søn Nysted og Omegns Adresseavis, der udgaar hver Fredag i 1000 Ekspl. og omdeles gratis i Nysted og de omliggende Landsbyer. Annoncer koster 8 Øre Petitlinie. Foruden Bekendtgørelser og Annoncer indeholder den en Fortælling og lejlighedsvis Artikler af forskelligt Indhold.

Danmarksekspeditionen skulle udforske og kortlægge den nordøstgrønlandske kyst samt farvandet ved Peary Land, for at sikre dansk overherredømme over dette område. Ekspeditionen blev delt i to slædehold med to danskere og en grønlænger i hver og med hver sine opgaver. Hold 1 bestod af J.P. Kock, Aage Bertelsen og Tobias Gabrielsen og hold 2 af Mylius Erichsen, Høgh Hagen og Jørgen Brønlund. De to hold skiltes 1. maj 1907, men mødtes ved et usandsynligt tilfælde igen 27. maj. Hold 1 havde da fuldført sin opgave, mens hold 2 stadig manglede at undersøge området omkring Independence-fjorden. Mylius bestemmer da, at opgaven skal fuldføres, og de forsvinder - ganske bogstaveligt.

I marts 1908 drager Koch og Tobias Gabrielsen nordpå, for at forsøge at finde de tre mænd fra hold 2, og 19. marts finder de grønlænderen Jørgen Brønlund i en hulning i en jordskrænt. De finder også hans dagbog, som er ført på grønlandsk, undtagen slutnotatet, som er på dansk:

"Omkom 79' Fjorden efter forsøg hjemrejse over Indlandsisen, i November Måned. Jeg kom hertil i aftagende Måneskin, og kunde ikke videre af forfrosninger i Fødderne, og af Mørket.
Aarsagen(overstreget) andres Lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 2 ½ Mil).
Hagen døde 15. November og Mylius 10 dage efter.
Jørgen Brønlund."

Fra Weekendavisen nr. 11, 17. - 23. marts 2006:

Ludvig Mylius-Erichsen. Det er 100 år siden journalisten, digteren og dekadenten drog ud som leder af Danmarks Ekspeditionen til Nordøstgrønland for aldrig at komme tilbage. Kunstneren Bynke Maibøll rister en romantisk rune over polarhelten.

Snestorm

Af Henrik Wivel

DA Ludvig Mylius Erichsen (1872-1907) kom hjem fra Den Litterære Ekspedition til Nordvestgrønland, skrev han sammen med rejsefællen Harald Moltke den store bog Grønland (1906) og den originale digtsamling Isblink (1904), hvor han udover portrætterne af sine rejsekammerater Knud Rasmussen, Jørgen Brønlund, Gabriel Olsen og Moltke også skrev en række digte om mødet med den arktiske natur og dens isnende greb om mennesket. Mylius-Erichsen var - som også hans jævnaldrende Johannes V. Jensen - i tiden efter år 1900 ude i et opgør med sin egen fortid som 1890er-dekadent og digterisk boheme, og anskuede i den forbindelse mødet med den arktiske kulde som en hærdende omstændighed. En opøvelse af vilje, simpelthen.

I Isblink er der et digt med titlen »Snestorm«, hvor Mylius-Erichsen malende beskriver, hvordan han selv bliver fanget af uvejret og er ved at give op og efter for døden; dette bare at lægge sig ned og glide ind i den store hvide søvn:

Dér laa jeg en Stund næsten uden Begreb,
saa vaagned jeg, aa, saa livstræt og kold.
Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!
Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv,
at jeg skulde ligge forkommen og dø
i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø.

Men netop som han er ved at glide ind i den evige søvn, mobiliserer han sin sidste vilje, der blomster som en gnist i hans indre, og når frem til sin slæde og sit depot. Digtet slutter med linjerne:

Det er svært at dø, naar man ikke vil!

Digtet varsler med ejendommelig præcision, hvad der kom til at ske med Mylius-Erichsen, da han var leder af Danmarks-Ekspeditionen til Nordøstgrønland i 1906. Her blev det på en måde let at dø for Mylius-Erichsen, fordi han øjensynlig ville det. Mylius-Erichsen kom i konflikt med sit eget sind undervejs, og hans vilje og ambition kunne ikke længere matche hans labile, lunefulde og ærekære væsen, der endte med at tage livet af ham, sammen med kartografen Høeg Hagen og den eskimoiske kateket og slædefører Jørgen Brønlund. De gik en fjord for langt, så at sige, og de gjorde det alt for sent.

Den fatale bevægelse skabte et resultat, da de tre mænd stik mod al fornuft og alt for sent på året gik ind i Independence Fjord helt oppe ved Peary Land. Den amerikanske polarforsker havde hævdet, at fjorden var en kanal og det land, der bar hans navn, en ø. Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund nåede bunden af Independence Fjord og konstaterede at det vitterlig var en fjord.

Opdagelsen blev lagt i en varde på stedet og blev væsentlig for hele kortlægningen af Nordøstgrønland, men kom til at koste de tre livet på vejen tilbage i et opslidende kapløb med tiden og ressourcerne. Høeg Hagen og Mylius-Erichsen døde i november 1907 af sult, udmattelse og forfrysninger ved 79 Fjorden, mens Brønlund fik kæmpet sig til et depot i land. Her fandt han døden i en lille klippehule, hvor han som testamentarisk udgang, skrev de berømte linier:

Omkom 79 Fjorden efter forsøg (på) hjemrejse over Indlandsisen i November Maaned. Jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og kunde ikke videre af forfrysninger i Fødderne og af Mørket. Aarsagen (overstreget) andres Lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 2 1/2 mil). Hagen døde 15. november og Mylius 10 dage efter.

Brønlunds svanesang er på en gang lyrisk og virkelighedsnær, smuk og faktuel, og er lige siden den blev fundet af undsætningsekspeditionerne det følgende forår, blevet tolket med eksegetisk nidkærhed. Hele Danmarks-Ekspeditionens mytologiske karakter har sit udspring her i disse linier, og der er lagt alen til mytologien gennem årene. Hvad skete der? Lagde Høeg Hagen og Mylius-Erichsen sig virkelig til at dø på isen, og er de siden kværnet ned i sneen og ud i havet, eller ligger de et sted, man bare ikke har fundet endnu? Og hvordan døde de? Gik der kannibalisme i de sidste vanvidsøjeblikke, blændet af sult? Er der tale om et cover up fra eftersøgningsholdenes side? Vidtløftighederne er mange, fordi ekspeditionens romantiske og heroiske potentiale er så åbenbart. Man bliver glad for kaptajn Ole Ventegodts nøgterne, kildenære beskrivelse i Den sidste Brik (1997), der hælder til den ædruelige antagelse, at de to mænd døde af sult og forfrysninger og blev begravet af sneen, inden de kunne findes i ødet.

NU er det 100-året for Danmarks-Ekspeditionens afrejse fra København, og jubilæet fejres på forskellig vis, herunder en TV-båret mindeekspedition til stederne med kronprins Frederik, deroppe ved Grønlands nordlige runding. Forlaget Gyldendal tog allerede i efteråret forskud på begivenhederne ved at genudgive maleren Achton Friis’ storværk Danmarks Ekspeditionen (1909, 2005), og i øjeblikket kan man på Nordatlantens Brygge i København se en memoria-video af kunstneren og instruktøren Bynke Maibøll, der lægger vægt på det heroiske og tragisk romantiske billede af Mylius-Erichsen.

Video-installationen »Mylius« består af en række sort-hvide landskabsbilleder samt videoprojektioner på tre store lærreder, der følger Mylius-Erichsens sidste færd over isen og ind i døden. Videoen er filmet i super8mm, så den får karakter af kornet erindring og sløret historisk nærvær. Kunstneren har koncentreret sine optagelser om én skikkelse i sælskindspels, Høeg Hagen og Brønlund er skåret ud af historien, ligesom det faktum at dødens sidste uværdige stilstand i et beskidt telt med lemlæstede beskidte kroppe ikke længere er til stede.

Bynke Maibøll forvandler således det historiske stof til en eksistentiel allegori om hin enkelte i elementernes rasen og kroppens sidste trækninger. Filmen, der er optaget i Ittoqqortoormiit i Grønland i foråret 2005, har derfor ikke den sært frugtesløse autenticitet, der er over eksempelvis billedkunstneren Joachim Koesters visuelle vidnesbyrd om den svenske Andrés forliste luftfærd, senest udstillet på Venedig Biennalen 2005; hos Maibøll udspiller der sig en handling, hvor Mylius følges over isen. Beskueren ser ham spise en fugl, notere i sin dagbog indtil skriften løber ud i ingenting. Vi følger ham tillige ind i erindringer og hallucinationer, hvor isfjeldet forvandler sig til en rød katedral og hvor erindringsbilleder fra hjemegnen ved Ringkøbing og af hustruen Marie melder som sig som de sidste, inden han falder om. Det er en mand, hvis ansigt er skjult af skyggen fra anorakken og som i en vis forstand bliver offer for sin egen skygge.

Bynke Maibøll er ingenlunde en Akira Kurosawa, der i en af sine sidste film, Drømme (1990) har fuldkommen frapperende visualiseringer af en gruppe mænd i en snestorm, hun hylder i stedet Mylius som romantisk ener, undervejs med sig selv og dermed den følelse, hun mener, han var underlagt til sidst - som værende helt alene, endskønt han reelt var sammen med andre i en gensidig afhængighed og forpligtelse.

Det er en video-installation, der betjener sig af patos i gendigtningen, og man kan have sine betænkeligheder ved dens naivt, heroiske fremstilling. Men at den er skabt af et ærligt hjerte, er der ingen tvivl om. Hjertet banker også i Mylius-Erichsens krop som en rød puls i alt det sorte og hvide. Pulsen hos kunstneren danner en parallel.

Men den smukkeste forløsning af det store mytologiske stof er fortsat Kai Nielsens mægtige Mindesten i granit fra 1912 over Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlund på Langelinie i København. Her forsvinder de tre ind i stenen og stoffet - og tager alle historiens hemmeligheder med sig.

Mylius. Video-installation af Bynke Maibøll. Nordatlantens Brygge. Strandgade 91. København. Åben til 26. marts.