Personside - 41

METTE CATHRINE BIRCH, * 2. Marts 1741 paa Lykkesholm, Ellested Sogn, 3 Mil Sydøst for Odense, døbt 8. s. M. Datter af Forpagter paa Lykkesholm, senere Ejer af Klarskov MADS JØRGENSEN BIRCH (* 1710 i Skræppenborg i Brylle Sogn, døbt 25. Marts, død 6. Juli 1746 paa Klarskov, begravet 13. s. M.) og Hustru KAREN JACOBSDATTER MØLLER (* c. 1721-22 i Kildemølle, Ellinge Sogn, død 9. Marts 1791 i Kerteminde, begravet 18. s. M. i Kirken). METTE CATHRINE blev baaret til Daaben af Konferensraadinde LEOPOLDINE CATHRINE ADELER (* ROSENKRANTZ) paa Lykkesholm, og Faddere var Konferensraad THEODOR ADELER (senere Gehejmeraad LENTE-ADELER) til Lykkesholm, Fuldmægtig LETH og Hofmester HOLST, begge paa Lykkesholm, Mademoisellen paa Lykkesholm, samt Barnets Morfader JACOB JACOBSEN i Kildemølle.

Faderen MADS JØRGENSEN BIRCH, der c. 1739, vistnok i Ellinge, ægtede KAREN JACOBSDATTER MØLLER, var fra før 1740-1744 Forpagter paa Lykkesholm; i December 1744 og November 1745 benævnes han Forpagter paa Raschenberg, det nuværende Juelsberg (som 1744 solgtes af Justitsraad CHRISTIAN V. D. MAASE til Kancelliraad JENS DREYER), og vistnok i Begyndelsen af 1746?2 købte BIRCH af Ritmester, senere Konferensraad CASPAR HERMAN BRÜGMANN til Østergaard, for 1.900 Rd. Klarskov Gaard i Marslev Sogn 1 Mil Øst for Odense, men døde allerede 6. Juli s. A. paa Klarskovefter en langvarig Sygdom. Den 20. November 1145 købte BIRCH en Vandmølle ved Assens, kaldet Strandmøllen, som Herredsfoged HANS PEDERSEN 5. Juni 1748 solgte til Møller ERIK SØRENSEN. - KAREN JACOBSDATTER MØLLER, der overlevede sin første Mand, MADS BIRCH, i 45 Aar, sin fjerde Mand i 11½ Aar, var * c. 1721-22 i Kildemølle, Ellinge Sogn, 2½ Mil Sydøst for Odense, som Datter af Møller JACOB JACOBSEN (levede 1746) i Kildemølle, der hørte under Ravnholt Gods, og Hustru METTE LAURIDSDATTER, der ved Skiftet 9. September 1726 efterlod sig den 4½ Aar gamle KAREN og en 2aarig Søn JACOB JACOBSEN MØLLER (1750-63 Forpagter af Broløkke i Viby Sogn), som efter deres Moder arvede 100 Rd. hver, hvilke 200 Rd. betaltes til deres Værge, den store Køb- og Handelsmand PETER MORVILLE i Kerteminde.

Provstinde BØGH var 37 Aar gammel, da hun blev Enke i 1778. I Begyndelsen af 1779 blev Præstegaardens Beboeres Antal forøget med 4, nemlig Provstindens Moder, Stedfader og Halvsøster, der flyttede ind til hende fra Hindemae, samt hendes Mands Efterfølger Sognepræst HEILMANN .

Som foran omtalt solgte Provstinde BØGH ved Skøde 11. December 1779 Gaarden i Vestergade til HEILMANN, hvis Hustru, en Søn, en Datter, en Huslærer og 2 Tjenestepiger kom til Byen i November. Foran er ogsaa omtalt det Korn- og Græsvænge, som Provstinde BØGH ejede i Vestergade til 1789, og de 5 Lejevaaninger paa Vestergades Nordside, som hun ejede til 1793.

Da Provstinde BØGH forlod Gaarden i Vestergade, flyttede hun ind i en Gaard paa Langegades Østside (nu Nr. 38), som hun købte for 700 Rd. ved Skøde af 11. December 1779, læst 10. Januar 1780.

I Gaarden i Langegade boede Provstinde BØGH til Efteraaret 1788 og havde i disse 9 Aar sin Moder boende hos sig. Hun kunde nu klare sig med 2 Tjenestepiger, og hun skiftede ikke Piger hyppigt, idet Mantalslisterne viser, at baade SIDSEL og BODIL var hos Provstinden i 6-7 Aar. Den 24. Juni 1788 fik Provstinde BØGH af sin Moder udbetalt sin mødrene Arv, der beløb sig til 4.950 Rd. foruden Linned, Møbler m. m.

I November 1788 rejste Provstinde BØGH sammen med 2 Døtre, antagelig LISE og DORTHE, og en Tjenestepige til Jylland. Gaarden i Langegade stod tom et Aars Tid, indtil Provstinde BØGH, der i Skødet, dateret Kærsholm 26. August 1789, læst 21. September s. A., betegnes som ”Med-Intressent i Kiersholm Herregaard i Jylland”, solgte den til Kammerjunker, Ritmester, senere Oberstløjtnant FREDERIK VON GERSDORFF til Kærgaard ved Ribe.

Provstinde BØGH boede herefter - antagelig de følgende 3-4 Aar - paa Hovedgaarden Kærsholm - den nuværende Neder Kærsholm - i Torning Sogn 3 Mil Syd for Viborg, som hun ejede sammen med sin Svoger Konsumptionsinspektør JACOB BRØGGER; i Skøderne nævnes dog kun BRØGGER som Ejer .

JACOB BRØGGER købte Kærsholm for 25.500 Rd. af Kammerjunker GERHARD DIDRICH LEVETZAU ved Købekontrakt af 7. Juli 1788 og Skøde af 22. Juni 1789, og solgte den igen ved Købekontrakt af 9. Juli 1791 og Skøde af II. Juni 1792 for 25.000 Rd. til PEDER GLUD til Øster Kelstrup.

Kærsholms Jordtilliggende var ialt 255 Tdr. 5 Skp. 1 Alb. Htk., nemlig fri Hovedgaardstakst Ager og Eng Htk. 16 Tdr. 6 Skp. 1 Fdk., Bøndergods Htk. Ager og Eng 201 Tdr. 3 Fdk., Mølleskyld 1 Td. 4 Skp. 3 Fdk., Skovskyld 1 Skp. 1 Alb., Torning Sogns Kirketiende 18 Tdr. 4 Skp. og Hørup Sogns Kirketiende 17 Tdr. 4 Skp. 1 Fdk.

Sognepræsten i Torning var en yngre Mand ved Navn CHRISTEN GUNDORPH, der nylig var kommet der til Sognet, i 1787. Han blev forlovet med Provstinde BØGHS yngste Datter DORTHE MARIE BØGH, og den 26. Juli 1790 stod deres Bryllup.

Efter Salget af Kærsholm boede Provstinde BØGH et Par Aar i Viborg, hvor hun i 1792 købte Bager JØRGEN STILLINGS Gaard paa Nytorv for 1.200 Rd. (Købekontrakt 16. April 1792, Skøde 21. Juni s. A., læst 20. August s. A.). Gaarden, der bestod af 21 Fag til Torvet samt 12 Fag Baghus og to ved Gaarden liggende Havepladser, laa paa Ny Torvs Sydside, strækkende sig fra Mikkelsgade til Kompagnistræde83. 1794 solgte Provstinde BØGH den for 1.000 Rd. til Distriktskirurg HENRIK ANDREAS MAGNUS ZETLITZ (Skøde 20. August 1794, læst 25. s. M.), og ved samme Tid er hun sikkert flyttet til Datteren og Svigersønnen i Torning Præstegaard, hos hvem hun i hvert Fald boede ved sin Død to Aar senere, kun 55 Aar gammel. Hendes Svigersøn CHRISTEN GUNDORPH og ugifte Datter FRIDERICHE CATHRINE BØGH bekendtgjorde Dødsfaldet i Fabers Fyenske Avertissements-Tidende for 19. November 1796. Død 31. Oktober 1796 Kl. 19 i Torning Præstegaard; hun ”døde meget hastig efter 2de Timers Sygdom” og blev begravet den 7. November.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:³

Qvistgaard, Morten, 1732-98, Godsejer, er født 15. Maj 1732 paa Gaarden Skikkild i Vejrum Sogn i Jylland, som Faderen, Iver Pedersen Q., da ejede; Moderens Navn var Kirstine Madsdatter f. Dahl. Q., der 1750 var bleven Student fra Frederiksborg, forpagtede 1756 Brattingsborg paa Samsø; 1760 kjøbte han Lyngbygaard og Gjerdrup Godser med o. 900 Tdr. Hartkorn, hvor han strax begyndte paa Byernes Udskiftning og Fællesskabets Ophævelse, hvilket han gjennemførte med Dygtighed og Kraft. Ved Siden af Forbedringer af Ejendommene gik en stadig Forøgelse af dem; saaledes kjøbte han 1774 Hovedgaarden Espe med Gods, 1775 en Del af Antvorskov Ryttergods og 1782 Gimlinge Kirkegods. Q., der i mange Aar var Landvæsenskommissær og ofte blev brugt af Regeringen i lokale Kommissioner, blev 1786 udnævnt til Medlem af den s. A. oprettede store Landbokommission, i hvilken han var uenig med Flertallet i de fleste Punkter, og hvor hans skarpe Opposition, særlig mod Kommissionens Forslag til Stavnsbaandets Løsning, hvorimod han var den eneste, der nedlagde Protest, ofte førte til heftige Sammenstød mellem ham og Colbjørnsen; sin Betænkning over Landboforholdene udgav han siden i Trykken. Q., der 1764 var bleven Kammerraad, 1775 Justitsraad og 1786 forgjæves havde søgt om Optagelse i Adelstanden, hvilket trods Kancelliets Indstilling var blevet afslaaet, antagelig fordi hans Modstand mod Reformerne havde vakt Kronprinsens Mishag, døde paa Gjerdrup 9. Sept. 1798. Han blev gift i. (1760) med Dorothea Cathrine Qvistgaard (f. 1743 d. 2. Juli 1761), Datter af Kommerceraad Peter Q. til Vibygaard; 2. (11. Sept. 1764) med Martha Rehling (f. i Koldby 15. Juni 1744, d. paa Gjerdrup 17. Maj 1782), Datter af Præsten i Hasle-Braaby Mag. Johan R.

C. E. A. Schøller

Søn af Iver Pedersen Qvistgaard til Skikkild og hustru Kirsten Madsdatter Dahl, er født den 15. maj 1732. 1747 træffer vi ham som discipel i Frederiksborg lærde skole under navnet "Maarten Q. fra Jyllands, idet han rimeligvis er kommen over til Sjælland sammen med sin broder Peder Iversen Q., der tog til fætteren, Peder Mikkelsen Q. på Hæsede. 1750 dimitteredes han som student fra Frederiksborg skole af rektor Schrøder og blev s. å. immatrikuleret ved universitetet. 18. maj 1751 var han oppe til 2. examen (Philosophicum), men herefter synes han at have forladt studeringerne og er gået til landvæsenet, i al fald nævnes han ikke mere i universitetets bøger. Han er rimeligvis taget til sin broder, Peder, der 1748 var forp. på Thurebyholm og mulig senere Hagestedgaard og derefter på Gisselfeld, og har lært landvæsen hos ham, indtil han forpagtede Brattingsborg, der hørte sammen med Gisselfeld. Fra 1. maj 1756 - 1. maj 1760 var han forpagter på Brattingsborg på Samsø. Den 1. maj 1760 havde han købt Gjerdrup, Lyngbygaard med bøndergods samt Boeslunde kirke i alt 907 td. 5 skp. htk af major Casper Frederik v. Bülow for 52.000 rdl. Den 11 juni s. å. fik han skøde derpå. Han indførte straks reformer i næsten enhver retning, hvilket skyldtes hans levende interesse for ejendommene og for han undergivnes fremgang og velvære forenet med energi og dygtighed til at gennemføre, hvad han anså for gavnligt og nødvendigt. Hertil kom en på den tid for landmænd ualmindelig dannelse. Han overtog - med undtagelse af hollænderiet, som han forpagtede ud - selv driften af begge gårdene, der ligesom andre steder var i en dårlig tilstand på grund af hoveriet, og han fik således rig lejlighed til forandringer og forbedringer. Ved siden af bønderjordernes udskiftning gik en stadig forøgelse af ejendommene, således købte han 1774 foruden nogle mindre gårde Espe Hovedgaard efter regimentskvartermester Thibi, der skød sig på gården sidst på året 1773. Han gav 18.000 rdl. derfor. Han ejede den i 15 år, men lod den dog stedse særlig bestyre. 1788 solgte han Espe for 36.000 rdl. til sin søn, premierløjtnant Johan Rehling Q., der i 1798 solgte den for 62.000 rdl. Med denne gård forenede han Torpenlunds gods, som han havde købt for 7.005 rdl. 1775 købte han af kongen ved auktion for 1.957 rdl. noget af Antvorskov Ryttergods af htk. 38 td. 1 skp. 3 fdk. 2 37/77 alb. og skov 1 skp. 2 9/17 alb. Senere købte han endvidere Gimlinge kirkegods af htk. 34 td. 1 skp. 1 alb. af sognepræst Nic. Achen for 5.000 rdl. dansk courant.

Også i andre henseender udfoldede han en stor virksomhed. Næsten lige fra han overtog godserne og til sin død var han landvæsenskommisssær, hvilket i forening med hans praktiske dygtighed som landmand foranledigede, at han blev en af de 16 mand, som ved kongebudet af 25. aug. 1786 kaldtes til at sammentræde i den kommission, der er kendt under navnet "den store landbokommission", hvor han ingenlunde var noget uvirksom medlem. Han er undertiden blevet regnet mellem bondefrihedens modstandere, og sikkert er det, at han ikke altid var enig med majoriteten i kommissionen om måden, hvorpå bondestandens vel kunne fremmes, og han optrådte med djærvhed og kraft både i tale og skrift for sin overbevisning, men lige så sikkert er det, at det kun var mod midlerne til at fremme den gode sag, og ikke mod sagen selv, hvilket vi kan overbevise os om ved at gennemlæse de betænkninger og afhandlinger desangående, hvilke han lod trykke, og ved at give agt på den heldbringende virksomhed, han udfoldede på sine godser. Han var den eneste af de 16, der nedlagde protest mod formen for kommissionens løsning af Stavnsbundet, og hans forslag lød omtrent således: "når Gårdfæste afløste Stavnsbåndet, vilde alle Vanskeligheder ophøre samt alle øvrige Indretninger og Forskrifter være unødvendige, ja dette var den eneste Frihed, der var Bondestanden selv i Særdeleshed og hele Staten i Almindelighed nyttige På grund af den megen modstand, hans plan mødte både blandt kommissionens medlemmer og fra andre, og på grund af de mange rygter om og angreb på ham udgav han sin "Copi af den Betænkning jeg underskrevne M. Qvistgaard i den af hans Majestæt anbefalede Landvæsenskommission som Medlem af samme over adskillige Poster indlagte I år 1764 blev han virkelig kammerråd og i slutningen af 1775 justitsråd. Derimod afsloges hans ansøgning om at optages i den danske adelsstand med navnet "de Rehling Qvistgsard". Hvad grunden til dette afslag kan have været, vides ikke, men at den ikke kan have været uvilje mod ham på højere steder p. g. a. hans stilling i landbokommissionen kan ses af, at hans ansøgning er førend hans udnævnelse til kommissionen. Grunden må søges i, at kancellikollegiet ikke anbefalede den, men kun "indstillede den til Hans Mayts Gotbefindende".

Selv brugte han som signet både før og efter denne tid kun et Q med et G indeni (Gjerdrup). Angående det af slægten anvendte våben fra Gerdruplinien, henvises til billedhugger H. Qvistgaards beskrivelse. Hans ansøgning med kancelliets og den kgl. resolution hidsættes:

"Justits Råd Morten Qvistgaard, Eyer af Jordegodserne Gierdrup, Lyngbygaard og Espe, andrager, at han ofte har været brugt i anbefalede Kongl. Forretninger, at han har været Land Commissaire i Corsøer og Antvorschou Amter, og stedse været i disse Amters Extraskats Commission; han har bivaanet adskillige betydelige Landmaalings Taxations Forretninger paa Wordingborg Amt, og som Med-Commissaire ifølge Rscr. af 7. Marts 1774 været udnævnt til Indretningerne til de Kongl. forbeholdte Godsers Bortsælgelse, foruden andet vedkommende, hvorved han som oftest har tilsat af egne Midler.

Han kom i andet Ægteskab med Martha Rehling, en Datter af Præsten Mag. Rehling til Hasle og Braabye Menigheder, som nedstammer i fædrene Linie fra den anseelige gamle adelige Rehlingske Familie i Schwaben, og i mødrene Linie havde til Morfader Biskop Wøldike, som nedstammede fra Familien Böhme og den bekendte Hussiternes Anfører Johannes Zischa. Efter bemeldte hans anden Hustrues Foranstaltning har han på sit Gods bygget en Spindeskole, og conjunctim med hendes Broder Provst Rehling besørget det fornødne i Hensigt til et legatum af 1000 Rdl. til Understyttelse for fattige værdige Enker af Præste- og Kiøbmands Stand, hvis fundation skal blive indsendt til allernådigste Confirmation. I Ægteskab med denne Kone, som nu er død, har han en Datter og 4 Sønner, for hus Opdragelse han sørger efter Evne og leylighed, og hvoraf Datteren og de 2 Sønner ere over 18 År. På ovenanførte Grunde ansøger han om at optages i den Danske Adelstand, og nyde de dermed forbundne Rettigheder, samt at føre Navn: de Rehling Quistgaard."

Kancellikollegiets Resolution:

Cancellie Collegium den 18. Julii 1786.

Indstilles til Hans Mayts Gotbefindende, imod, at han, som ikke har været i Kongl. Tjeneste, betaler 3 å 4000 rd., til hvad Brug befales.

Den kongelige Resolution:

Justits Raad Quistgaards Ansøgning om at optages i den Danske Adelstand have vi ikke funden for got at accordere.
Frederichsberg i Geheime Stats Raadet den 2. Aug. 1786.

Udskrift af Kancelliets Lehn og Gratial Protokol for 1785 Nr. 153.

Hans sognepræst kunne med fuld føje skrive, da han indførte hans død i kirkebogen: "Han var en god Fader mod sine Børn, en god Husbond mod sine Folk, et godt Herskab mod sine Undergivne, en god Borger i Staten, Landets ældste (ikke af År, men af Besiddelse) Proprietær".

Han deltog på mange måder i det offentlige liv og førte en levende korrespondance med folk i de forskelligste livsstillinger og om de mest forskelligartede emner. Med familien i Jylland bevarede han nøje forbindelse, særlig med sin søster, Mette, enke efter provst Nyboe i Kollerup-Skræm. Hendes mange børn fandt en trofast ven i deres velstående morbroder, hos hvem de ofte opholdt sig i længere tid, og søstersønnen, Alexander, forstrakte han med et større lån, da denne købte Vadskærgaard. Sin fætter, brændevinsbrænder Peter Q. i København, lånte han også penge, da denne var fattig.

1. dec. 1788 oprettede han i forening med sin svoger, slotspræst i Frederiksborg, Andreas Johan Rehling, et legat på 500 rdl. for købmænds enker og døtre i København. Tillige oprettede de et legat på 500 rdl., som minde om deres fader og svigerfader, mag. Johan Rehling, sognepræst til Hasle og Braaby for præsteenker og døtre fra Ringsted herred.

Han endte sit virksomme liv den 9. sept. 1798 og ligger begravet på Boeslunde kirkegård, hvor der over ham og hans hustru er rejst et af Wiedewelt udført epitafium i gråt og hvidt marmor med indskriften:


Over Martha Qvistgaard f. Rehling findes et sørgekvad på 16 vers, af hendes 4 sønner. Titelbladet lyder således:


Sørgekvadet findes på det kgl. Bibliotek.

Justitsråd Qvistgaard var 2 gange gift. Første gang med sin fætters datter, Dorthe Cathrine fra Vibygaard, iflg. kgl. bevilling af 21.juni 1760. Hun døde i barselseng 18½ år gl. og begravedes den 10. juli 1761 tilligemed en lille datter Lucia. Anden gang blev han 1764 gift med Martha Rehling, der skænkede ham 7 børn. - Til børnene, som opdroges i hjemmet, holdtes i mange år hovmester.

I Adresseavisen for 1798 nr. 255, 286 findes et par gravdigte over ham.

Efterfølgende brev er fra Morten Q., Gjerdrup, til hans svigerfader P. M. Q., Vibygaard.


Allerkjæreste Hjerte Fader!

For ald den megen Godhed og oprigtige Kjærlighed vores kære Fader bestandig har viist og viiser imod os, erkiender Min Kone og jeg med største Hjertens Taknemmelighed, hvorfor vi og aflægger og fremsender herved Vore allerskyldigste og kjærligste Taksigelser vi takke af Hjertet for den første Omsorg og Bekymring Han har haft for vores Velgaaende og skal aldrig forglemme vores skyldigste Erkjendtlighed for de sidste. Vi imodtoge med største Taknemmelighed Hjerte Faders meget kjærlige og gode tilsendte Foræring, som rigtig altsammen saaledes er indløben: Gulduhret, en Guldmedaille, 12 Sølvskeer, 6 Theskeer, Presenterbakken, en Sølv-Begger, en Seng og Claveer og røget Kiød, en Sølvsukkerskaal og The Daase, for hvilket aldt saavelsom og aldt til forn Bekomne vi takke allerskyldigst og kjærligst. Vi glæder os inderlig at kjære Fader kom lykkelig hjem og befinder sig frisk og vel, her ere vi Gud ske Lov vel, men Tiden har voren os noget langsom, siden Deres Afrejse. Iøvrigt sluttes min Million Tak og allerkjeerligste Hilsen for Hjerte Fader og Broder Jørgen fra min lille Kone, Søster og mig, der af Hjertet vil have Dem under den Højestes Varetægt troligen befalet og uforanderlig til Døden forbliver

Gjerdrup d. 25. Juli 1760.


^{1) Udskrift af Kancelliets lehn- og gratialprot. 1786 nr. 153.
2) Sjællandsfars landstings skødebog 1748-1783. Fol. 270. 727. 863. 945. 953. 1783 94. Fol. 231.
3) Sjællandsfars landstings pantebog 1734-1761. Fol. 547. 1761-1787. Fol. 362. 1787-1798. Fol. 270. 518.
4) Rentekammerets bestallingsbog nr. 16. Fol. 146.
5) Efterretn. om ægtepar osv. l771.
6) Sjællandske åbne breve 27. juni 1760 nr. 320. 9. maj 1776 nr. 265. 31. juni 1782 nr. 412. 24. april 1789 m. 120. 334. 13. febr. 14. sept. 1798 nr. 1150. 1151.
7) Holm: Kampen om landboreformer.
8) Beyer: Topografi over Egitzlefmagle sogn 1820.
9) Poulsen: Efterretn. om Samsø s. 186.
10) Adresseavisen 1798. nr. 255. 286.
11) Livrentesocietetets inseriptionsprot. 1747 (Martha Rehling).
12) Seehusen: Optegn. over Gjerdrup og Lyngbygd.
13) Frederiksborg skoles regnskaber 1747.
14) Bruun: Bibliotheka Danica 3. b., s. 1361.
15) Universitetets eksamensproL over 2. eksamen.
16) Jydske saml. 3. r., 5. b.. s. 338.
17) Årbog for Sorø amt. I:
18) Fredericia: Aktstykker om stavnsbåndets hist., s. 277 flg.
19) Kbhvns. univer. matr.
20) Dahl: Hist. efterretn. over Frederiksborg skole.
21) Folketælling 1787.4}

Morten Iversen Quistgaard blev student fra Frederiksborg skole 1750 og blev samme år immatrikuleret ved universitetet. Maj 1751 var han oppe til 2. examen (Philosophicum), men synes herefter at have forladt studeringerne og er gået over til landvæsenet. Fra 1756 – 60 var han forpagter på Brattingsborg på Samsø. Den 1. maj 1760 købte han Gjerdrup, Lyngbygård (nær Skelskør) med bøndergods og Boeslunde kirke af major Casper Frederik v. Bülow for 52.000 Rdl. Han indførte straks reformer i næsten enhver retning, "hvilket skyldtes hans levende interesse for ejendommene og for hans undergivnes fremgang og velvære forenet med energi og dygtighed til at gennemføre, hvad han anså for gavnligt og nødvendigt. Hertil kom en på den tid for landmænd ualmindelig dannelse". Ved siden af bønderjordernes udskiftning gik en stadig forøgelse af ejendommene, således købte han 1774 foruden nogle mindre gårde Espe Hovedgård for 18.000 Rdl. Og i 1782 Gimlinge kirkegods.

Også i andre henseender udfoldede han stor virksomhed. Næsten lige fra han overtog godserne og til sin død var han landvæsenskommissær, hvilket i forening med hans praktiske dygtighed som landmand foranledigede, at han blev en af de 16 mand, som ved kongebudet af 25. august 1786 kaldtes til at sammentræde i den kommission, der er kendt under navnet "den store landbokommission", hvor han ingenlunde var noget uvirksomt medlem. Han er undertiden bleven regnet mellem bondefrihedens modstandere, og sikkert er det, at han ikke altid var enig med majoriteten i kommissionen om måden, hvorpå bondestandens vel kunde fremmes. Men lige så sikkert er det, at hans modstand kun gjaldt midlerne til at fremme den gode sag, og ikke sagen selv, "hvilket man kan overbevise sig om ved at gennemlæse de betænkninger og afhandlinger desangående, hvilke han lod trykke, og ved at give agt på den heldbringende virksomhed, han udfoldede på sine godser".

Han er blevet angrebet som reaktionær fordi han var modstander af stavnsbåndets ophævelse, men som praktisk landmand og godsejer var han meget reformivrig og arbejdede især for bondejordens udskiftning. Fra Aage Roussells bog Danske Slotte og Herregårde kan fra omtalen om Lyngbygård anføres følgende: Med Morten Qvistgård begyndte en ny tid for godset, opgangstiden. Alene det, at han blev ved godset lige til sin død i 1798 og lod det gå i arv til sin søn, var naturligvis af allerstørste betydning for godsdriften. Medens gårdene i de nærmest foregående ejeres tid havde været bortforpagtede, drev Qvistgård dem selv og forpagtede alene hollænderiet (mejeri-kvægbruget) ud.

I 1764 blev han virkelig kammerråd og i slutningen af 1775 justitsråd. Derimod afsloges hans ansøgning om at optages i den danske adelsstand med navnet "de Rehling Qvistgård". Hans ansøgning lyder som følger:

"Justits Råd Morten Qvistgård, ejer af jordegodserne Gierdrup, Lyngbygård og Espe, andrager, at han ofte har været brugt i anbefalede kongl. Forretninger, at han har været land commissaire i Corsøer oog Antvorschou amter, og stedse været i disse amters extraskats commision; han har bivånet adskillige betydelige landmålings taxations forretninger på Wordingborg amt, og som med-commissaire ifølge Rscr. Af 7. marts 1774 været udnævnt til indretningerne til de kongl. forbeholdte godsers bortsælgelse, foruden andet vedkommende, hvorved han som oftest har tilsat af egne midler.

Han kom i andet ægteskab med Martha Rehling, en datter af præsten Mag. Rehling til Hasle og Braabye Menigheder, som nedstammer i fædrene linie fra den anseelige gamle adelige Rehlingske familie i Schwaben, og i mødrene linie havde til morfader Biskop Wøldike, som nedstammede fra familien Böhme og den bekendte Hussiternes anfører Johannes Zischa. Efter bemeldte hans anden Hustrues foranstaltning har han på sit gods bygget en spindeskole, og conjunctim med hendes broder provst Rehling besørget det fornødne i hensigt til et legatum af 1000 Rdl til understøttelse for fattige værdige enker af præste- og kiøbmands stand, hvis fundation skal blive indsendt til allernådigste confirmation. I ægteskab med denne kone, som nu er død, har han en datter og 4 sønner, for hvis opdragelse han sørger efter evne og lejlighed, og hvoraf datteren og de 2 sønner ere over 18 år. På ovenanførte grunde ansøger han om at optages i den danske adelsstand, og nyde de dermed forbundne rettigheder samt at føre navn: de Rehling Qvistgård".

Som sagt lykkedes det ikke at blive optaget i adelstanden, men nedstamningen fra Johannes Zischa, må anses for sikker nok, som det nærmere vil blive beskrevet vedrørende forfædrene til Martha Rehling.

Han deltog på mange måder i det offentlige liv og førte en levende korrespondance med folk i de forskelligste livsstillinger og om de mest forskelligartede emner. Med familien i Jylland bevarede han nøje forbindelse. Som eksempel på tidens brevstil kan nævnes følgende brev til Dorothea Cathrines fader Peter Qvistgård til Vibygård:

Allerkjæreste Hjerte Fader.

For ald den megen godhed og oprigtige kjærlighed vores kære fader bestandig har vist og viser imod os, erkiender min kone og jeg med største hjertens taknemmelighed, hvorfor vi og aflægger og fremsender herved vore allerskyldigste og kærligste taksigelser. Vi takke af hjertet for den første omsorg og bekymring han har haft for vores velgaaende og skal aldrig forglemme vores skyldigste erkjendtlighed for de sidste. Vi imodtoge med største taknemmelighed hjerte faders meget kjærlige og gode tilsendte foræring, som rigtig alt sammen således er indløben: Gulduhret, en guldmedalje, 12 sølvskeer, 6 theskeer, presenterbakken, en sølv-begger, en seng og claveer og røget kiød, en sølvsukkerskaal og the daase, for hvilket aldt saavelsom og aldt til forn bekomne vi takke allerskyldigst og kjærligst. Vi glæder os inderligt at kjære fader kom lykkelig hjem og befinder sig frisk og vel, her ere vi gud ske lov vel, men tiden har voren og noget langsom, siden Deres afrejse. I øvrigt sluttes min million tak og allerkjærligste hilsen for hjerte fader og broder Jørgen fra min lille kone, søster og mig, der af hjertet vil have Dem under den Højestes varetægt troligen befalet og uforanderlig til døden forbliver

Allerkjæreste hjerte faders oprigtige lydige søn M. Qvistgård

Skrevet på Gjerdrup den 25 juli 1760 "i al hast".

Han endte sit virksomme liv 9. september 1798 og ligger begravet på Boeslunde Kirkegård, hvor der på kirken på korets ydre østmur over ham og hans hustru findes et af Wiedewelt udført Epitafium i gråt og hvidt marmor.

Efter hans død blev hans ejendomme delt i mindelighed mellem hans sønner. Gjerdrup, Lyngbygård og Gimlinge kirkegods overgik til den yngste af sønnerne, Peter Christoffer Qvistgård, og siden har der været mange Qvistgård'ere på Gerdrup.

Norman Lee Madsen skriver:¹

On Anne Larsdatter's death: probate records shows that the net worth ofher belongings were valued at 524 Siverdalers, 2 Marks, 8 Skillings.Also listed were five silver goblets and a silver jug engraved: 'OlufNielsen and Maren Hansdatter, Anno 1663', valued at 52 Sldr., and foursilver spoons. Daughter Anna Kirstine, age 29, received 38 Sldr. as herrightful inheritance, plus 200 Sldr. as a gift from her father, and acompensation of 100 Sldr. against 'her sister's wedding expenses,' shealso received 70 Sldr. for having cared for her old ailing mother.

An inheritance decision, made previously on October 22, 1728, by aneight-man jury, gave the right to Maegård - after the death of AnneLarsdatter - to her son from her first marriage, Wefst Pedersen.However, since he had already died the right of ownership went to hisyoungest son Wefst Pedersen, four years old. The young Wefst's motherKirstine Pedersdatter got the right to live on the farm for the rest ofher life. It seems that Maegård was in a bad state and was estimated tobe worth 500 Sldr. Once the estate had been settled and given over tothe young Wefst, widower Jørgen Jørgensen went to live with his daughterand son-in-law at Vedbygård, where he died many years later in 1780, at72 years of age.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Podebusk, Henning, –o.1388, Drost, tilhørte en fornem rygisk Adelsæt, som var i Slægt med selve Øens gamle Fyrster; hans Fader hed Brantho. Da Valdemar Atterdag 1350 opholdt sig i Nordtyskland, traadte H. P. i hans Tjeneste, og allerede 1353 spillede han en Hovedrolle ved de Forhandlinger, der førte til, at Johan den milde afstod Nykjøbing Slot paa Falster. 1360 overværede han den store Rigsforsamling i Kalundborg, Aaret efter var han med paa Valdemars Tog til Gulland. Kongen havde i ham fundet en Hjælper, paa hvem han fuldstændig kunde lide, og drog ham stedse længere frem; i 1365 nævnes han som Gjældkjær i Skaane, og da kort efter Kongens mangeaarige Drost Claus Limbek stillede sig op imod Valdemar, blev H. P. hans Efterfølger. Haardt trængt af det store Forbund mellem hans fyrstelige Modstandere og Hansestæderne maatte Valdemar selv forlade sit Rige; Styrelsen førtes nu af Rigsraadet med H. P. i Spidsen, og denne kaldes «Høvedsmand i Danmark». Med Vaaben i Haand at modstaa de overmægtige Fjender var der ikke Tale om, men H. P. viste sig som en kløgtig Diplomat; han forstod at udbytte den Modsætning i Interesser, der var imellem Fyrster og Stæder, og han sluttede med de sidste Freden i Stralsund (1370), der vel kun kjøbtes ved store Indrømmelser, men fjærnede den Fare for fuldstændig Opløsning, som truede Riget; Fyrsterne maatte snart efter gaa paa Forlig, og Valdemar kunde vende tilbage til sit Land.

Ved Stralsundfreden havde Stæderne faaet overdraget Slottene i Vestskaane paa 15 Aar, men det var blevet aftalt, at H. P. skulde have dem i Varetægt paa Hanseforbundets Vegne. Han fik derved en ejendommelig Stilling mellem de 2 Partier, og han klagede snart efter til Hanseaterne over, at Kongen berøvede ham den Indtægt af de omliggende Herreder i Skaane, hvormed han skulde underholde Slottene; meget tyder dog paa, at han handlede efter hemmelig Aftale med sin Konge, der samtidig opfordrede Hanseaterne til at tilbagegive ham Slottene. Inden Resultatet af dette Dobbeltspil viste sig, døde Valdemar imidlertid (1375). Atter førte H. P. i Spidsen for Rigsraadet Styrelsen, men allerede i Dec. modtog han Holbæk Slot som Pantelen af Dronning Margrethe, og dermed var hans Stilling givet; sikkert skyldtes det ham mer end nogen anden, at Oluf og ikke Meklenborgeren toges til Konge.

Lige saa trofast, som han havde hjulpet Valdemar, støttede han fra nu af hans Datter og hendes lille Søn, og man tør formode, at den unge Dronnings Politik i den følgende Tid væsentligst er Drostens Værk. Tydelig spores det over for Hansestæderne; H. P. mistede vel snart efter sin Fogedstilling i deres Tjeneste, men ellers var han den stadige Mægler mellem Byerne og Danmark, og han optraadte endnu som saadan i det afgjørende Øjeblik, da Hanseaterne 1385 skulde tilbagegive de Skaanske Slotte; skjønt de vare yderst uvillige dertil, og den egentlige Termin ogsaa skød over, bleve de dog sluttelig nødte til at gjøre det. Men ogsaa for den rolige Tilbagetrængen af Meklenborgerne og deres Krav, for Udsoningen med Holstenerne bør H. P. vist have Æren, og da man var helt færdig til at optage Kampen for Sveriges Krone, og saa alt sattes i Fare ved den unge Olufs Død (1387), var det atter ham, der sikrede Margrethe Magten i hendes eget Navn.

Kort efter døde den aldrende Statsmand; i Okt. 1388 nævnes hans Hustru, der kalder sig Drostinde, som Enke. Faa Udlændinger have gjort sig saa vel fortjente af Danmark som han, og sammen med nogle andre af Valdemar Atterdag indkaldte Tyskere gav han de indfødte Stormænd et følgeværdigt Exempel paa ubrødelig Troskab mod Riget og dets Herskere.

Den fremragende Stilling, H. P. vandt i Danmark, førte ganske naturlig flere af hans Slægt til Danmark. Allerede 1373 viser sig saaledes en Henning P., der til Adskillelse fra Drosten kaldes «den unge»; han ægtede siden en dansk Adelsjomfru, Kirstine Timmesdatter. En Valdemar P., maaske en Broder til Drosten, blev 1376 Biskop i Odense og døde 1392. Selv efterlod H. P. sig 4 Sønner, af hvilke Tetz P. gik den gejstlige Vej og opnaaede Kanonikater i Roskilde og Lund, indtil han 1392 fik Odense Bispestol efter sin nysnævnte Frænde; han døde 1400. En anden Søn, der efter Farfaderen kaldtes Brantho eller Brand, døde ogsaa tidlig; længere levede derimod Johan (Hans) og Predbjørn, som begge bleve i Danmark og ægtede danske Adelsdamer.

En tidligere Tids Gætninger om, at Valdemar Atterdags Elskerinde Tove skulde have været en Søster til H. P. og have banet denne Vej til Kongens Gunst, ere naturligvis grebne ud af Luften, saa vist som Tove i Virkeligheden hører hjemme i Valdemar den stores Historie.

Kr. Erslev.

Han blev født i Rensborg 11. Okt. 1832, men da hans Fader blev Distriktslæge i Viborg, kom han i denne Bys Latinskole, og fra den blev han dimitteret 1851. Da han 1857 havde taget theologisk Embedsexamen, var han først Huslærer paa Gammel Kjøgegård, men 1860 blev han Kapellan i Vallekilde og Hørve hos Sognepræst Honoratus Bonnevie, hvis Datter Elisabeth Marie Emilie han ægtede 1861. I Juni 1872 modtog han Opfordring til at være Præst for den Valgmenighed, der var ved at danne sig i denne Egn, og 18. Marts 1873 bleve Ubberup Valgmenighed og H. som dens Præst anerkjendte ved kongelig Resolution. S. A. blev den nye Valgmenigheds Kirke ("Bethlehemskirken") indviet, og 1882 blev der til den knyttet en Filialkirke i Vallekilde. Uden for sin nærmere Kreds har H. vundet sig Venner ved flere Smaaskrifter, i hvilke han paa en ironisk Maade har hævdet sin grundtvigske Opfattelse, og især ved sin Andagtsbog: "Fra Kirken og fra Lønkammeret, kristelige Læsestykker til hver Dag i Aaret", I-II (2. Opl. 1891), der har opnaaet en stor Udbredelse og en vel fortjent Paaskjønnelse.