Personside - 26

Han var Husitternes militære leder. Husitternes hær bestod mest af et bonde- og borgeropbud, men i Žižka fandt Bøhmerne en fører, der forstod at organisere skarerne. Deres taktik mod den tyske ridderhær var baseret på vognborge bygget af overdækkede køretøjer forsynede med skydeskår. I 1420 besejrede Jan Žižka kejser Sigismund på Witkowbjerget ved Prag og i 1422 slog han den samme ved Deutch-Brod. Under et togt mod Mähren 1424 omkom han af pest, hvorefter det gik tilbage for Husitterne. Han betragtes som tjekkisk nationalhelt, og i Prag findes der en rytterstatue af ham. Husitternes radikale fløj, teboritterne, der havde ham som militær leder,

I øvrigt er brødremenigheden i Christiansfeld efterkommere af Husitterne.

Ved slaget ved Skt. Jørgensbjerg i Hanherred 8. juni 1441 anvendte de nordjyske bønder samme taktik, som de havde lært af husitterne.

Junker Jan Žižka aus Trocnov wird für den grössten böhmischen Krieger und Feldherrn gehalten. Er wurde um 1370 in der Junkerfamilie von éRehoér und Jana geboren. Über seine erste 40 Jahre erhielten sich nur bruchstückhafte Berichte. Während diesen Jahren wirkte er als Söldner in mehreren Ländern. Im Jahre 1412 trat er in den Dienst am Prager königlichen Hof. Am 30. 07. 1419 beteiligte er sich an dem Fenstersturz aus dem Neustadter Rathaus. In demselben Jahr zieht er mit radikalen Hussiten nach Pilsen fort. Im März wurde er gezwungen, das katholische Pilsen zu verlassen und fand einen Zufluchtsort in der neubesiedelten Stadt Tábor. Während seiner Verschiebung nach Tábor lieferte er seine berühmtste Schlacht bei Sudoméeér (25.3.). mit katholischen Truppen der herrischen Kavallerie aus Strakonice und P'isek, die er mit seinen zahlenmäßig unterlegenen Truppen schlug.

Die Taborer Partei hat ihn zu einem ihrer Hauptmänner gewählt und in dieser Funktion erreichte er weitere Militärerfolge. Mit seinem Heer verteidigte er erfolgreich Prag vor seiner ersten Kreuzfahrt (Vítkov 14. 07. 1420) Im Jahre 1421 beteiligte er sich an der Ausrottung der Sekten in Tábor. Im Juni 1421 wurde er in die zwanziggliedrige provisorische Regierung gewählt. Beim Erobern der Burg Rábí verletzte er sich sein zweites Auge und wurde ganz blind. In den Jahren 1421 - 1422 beteiligte er sich an Kämpfen gegen den zweiten Kreuzzug, verzeichnete markante Erfolge und der König Sigismund aus Luxemburg wurde gezwungen Böhmen zu verlassen. An der Wende von 1422 - 1423 trennte er sich ideologisch von den Lagern und ging nach Nordböhmen. Hier gründete er den 'Nordböhmischen Hussitenband' mit einem ständigen Feldheer. In Praxis brachte er hier die, von ihm herausgegebe Žižka's Militärordnung zur Geltung, welche die Hauptprinzipien festlegte, nach der sich alle Angehörigen in Žižka's Bruderschaft richten sollten. Der Versuch der gemässigten Aristokratie und der Prager, Žižka zu schlagen, endete in der Schlacht bei Strauchov am 4.8.1423 mit einem Misserfolg. Der Schöpfer der, sich an der Wagenburg stützenden militärischen Abwehrtaktik, starb während des Feldzuges bei Péribyslav am 11. Oktober 1424.

Junker Jan Žižka aus Trocnov wird für den grössten böhmischen Krieger und Feldherrn gehalten. Er wurde um 1370 in der Junkerfamilie von éRehoér und Jana geboren. Über seine erste 40 Jahre erhielten sich nur bruchstückhafte Berichte. Während diesen Jahren wirkte er als Söldner in mehreren Ländern. Im Jahre 1412 trat er in den Dienst am Prager königlichen Hof. Am 30. 07. 1419 beteiligte er sich an dem Fenstersturz aus dem Neustadter Rathaus. In demselben Jahr zieht er mit radikalen Hussiten nach Pilsen fort. Im März wurde er gezwungen, das katholische Pilsen zu verlassen und fand einen Zufluchtsort in der neubesiedelten Stadt Tábor. Während seiner Verschiebung nach Tábor lieferte er seine berühmtste Schlacht bei Sudoméeér (25.3.). mit katholischen Truppen der herrischen Kavallerie aus Strakonice und P'isek, die er mit seinen zahlenmäßig unterlegenen Truppen schlug.

Villum Clausen var en af de bornholmske frihedskæmpere der i 1658 stod i spidsen for det bornholmske oprør mod det svenske styre efter Roskildefreden samme år. Villum var også manden der skød og dræbte den svenske lens- og slotsfoged over Bornholm, Johan Printzensköld i Storegade i Rønne, angiveligt med en pistol ladet med en sølvknap. I Storegade, ud for Bornholms Gymnasium, findes Printzensköldstenene, det sted Printzensköld formodes at være omkommet. Tæt ved lå i sin tid Villum Clausens købmandsgård. Gennem historien er flere personer, primært relateret til Sverige, dræbt med sølvknapper, men mange mener dog at disse hændelser er sammenblandet med myter om hekse der kun kunne dræbes på denne måde. Det er derfor tvivlsomt hvad den egentlige ammunition i pistolen var.

Rønnes råd valgte i 1668 Villum Clausen til kæmner, men han blev afsat fra posten tre år efter, fordi han ikke ville indlevere regnskaberne.

Fra "Væbnere, Adel og Frimænd Paa Bornholm"²:

Henning Gagge. Han var en Søn af ovennævnte og var 1551 Hofsinde hos Kongen, men fik samme Aar Bestallingen som Kongens Jurisdiktionsfoged paa Bornholm, medens Lybækkerne Midlertidigt havde Øen. Samtidigt forlehnede Kongen ham med Spidlegaard eller Sct. Jørgens Hospital i Aaker. Han skulde bo i selve Gaarden og der underholde saa mange Fattige »som rennthenn ther tilligger tole kanndt«, han skulde holde Hospitalsgaarden ved Magt og Tjenerne, som ligge dertil, ved god Lov og Skjel, ikke besvære dem med nyt Husbondehold eller ny Tynge, han skulde frede Skovene og ikke lade dem forhugge til Udpligt; endelig skulde han gøre Regnskab for den Tiende, Jurisrdiktions-Smør, Korn, Penge og anden Del, som falder, hvoraf han skulde svare Halvdelen til Kongen og selv nyde Halvdelen.

I et Brev, dat. Set. Marie Magd. Aften, befaler Kongen alle sine Bønder og Tjenere, som ikke svare til Hammershus, at svare til Henning Gagge. Mellem den lybske Foged paa Hammershus og ham opstod der snart adskillige Rivninger, og disse vedvarede til Gagges Død, som indtraf 1562 Hans Hustru hed Eline, mere vides ikke; d. 15 Juli 1562 kaldes hun Enke og fik under samme Dato Ordre til at aflægge Regnskab for de sidste 2 Aars Indtægter, hvilke hendes afdøde Mand stod til Rest med. Henning Gagge ejede og beboede i de sidste Aar af sit Liv Almegaard i Knudsker og blev begravet i Rønne Kirke, hvor der endnu i Amtmand Urnes Tid laa en Ligsten over ham.

Norman Lee Madsen skriver:³

That same year the King also proclaimed Henning Gagge's brother Peder Gagge as Co-Justice (Meddommer), together with Hans Berildsen, for Bornholm's governing Senate (the 'Landsting', an institution which no longer exists). He made this move in response to the Lübeck authorities appointing their own man, mayor Hans Rymer (aka Rømer) of Rønne, as Bornholm's chief justice (landsdommer). As the King's faithful men, the two brothers built up strong legal defenses against Hanseatic League city of Lübeck; which had gained 'temporary' legal control of Bornholm for 50 years, starting in 1525, as a result of Christian III's father Frederik I's inability to pay debts he owed to that city. They had the right to levy taxes upon the inhabitants, this they did unmercifully - i.e. in 1555 Lübeck was forced to return 4,000 units of silver it had obtained through over-taxation. The Bornholmers are recorded to have groaned under the Hansa's rule, and declared 'they would rather be under the Turks, than under the German, Christian, imperial free-city.'

With King Christian III as their ally, the two brothers made considerable gains protecting the legal rights of the inhabitants, and in maintaining the right of ownership the Danish crown had on Bornholm, during their dealings with the learned scholar in Roman Law and Lübeck representative: Herman Boitin, commander of Hammershus fortress. In fact Peder Gagge's behaviour was so aggressive that Commander Boitin complained to the Lübeck council that Peder Gagge wished to decide all matters his own way, and further more incited the people to disobey and riot against Lübeck and its representatives on Bornholm.

During a meeting of the High-Court in København in the summer of 1553, a farmer named Hans Hintse of Rø parish presented a document, written and signed by Co-Justices Peder Gagge and Hans Berildsen, to the effect that he was granted ownership to a particular farm in question. This was approved by the court, even though Commander Boitin and Chief Justice Reymer had condemned Gagge's treatment of the case as highly improper and defiant. Spokesmen for Lübeck's council laid a complaint about Peder Gagge during a meeting with King Christian III in Kolding in October of 1553. Apparently the King must have put a stop to Gagge's monopoly of decision-making, as not much was later heard from him in council-matters - even though he carried on as co-justice until his death in 1559.

King Christian III also bestowed upon Henning Gagge the St. Jørgen Hospital-estate, with its 15 attached 'skattegårde' (tax-property farms) to manage for the crown. The King also gave to him Spillegård (also spelled: Spidelegård or Spitalsgård) in Åker parish as his personal residence. This was quite a coup for Henning Gagge, for although he was of the Danish minor nobility he was not in line for either a title or inheritance: he was not a wealthy man and needed such employment.

Both Henning and Peder Gagge were active fighters in support of their fellow free-men, and peasants, on Bornholm in their struggle for lower tax-payments to the Lübeck council. Henning Gagge was instrumental in organizing an important meeting in September of 1555 at Maglegård in Østermarie parish, between the Danish and Lübeck councils, wherein complaints were settled and strict rules on future taxation were hammered out.

Henning Gagge had married Elsebeth/Eline Clausdatter Kames, who was of a well-respected Rønne 'borger' family. From 1551 they lived at Spillegård, the 20' Vdg. in Åker parish. Through her he became the owner of several farms, the couple moved to the largest of these, her family-estate of Store Almegård in Knudsker parish, in 1555; their son Jørgen Gagge was heir to that farm-estate. It was there that Henning Gagge passed away in 1562, and where Elsebeth died in 1578. Their gravemarker could be seen in Rønne Church until 1756.

Flemming Larsen, Stoholm, fortæller, at Jens Adam Jakobsen fra Harboøre er beslægtet med hans svigerdatter ved at være en af hendes tipoldeforældre, men på en lidt speciel måde, da han i 1881 er udlagt som barnefader til hendes oldemoder.

Han bliver i øvrigt aldrig gift med pigen Henrikke Pedersen, men ellers er han ikke blevet sporet yderligere.

Marie Kirstine Karoline, Henrikkes og Jens Adams datter, bliver 4.12.1902 borgerlig viet i Esbjerg med Peter Jensen, der er matros og fisker. Han er født i Århus 17.12.1874, og hans forældre er Mikkel Peder Jensen og Ane Olsen. Peter Jensen bliver ikke døbt i Folkekirken, da hans forældre vist er mormoner. Peter Jensen og Marie Kirstine Karoline får sønnen Peter Jensen, født i Esbjerg 5.4.1914.Han bliver gift med Edith, født Bruun. Hun er datter af Niels Peder Bruun, født 27.11.1884 i Budolfi Sogn i Aalborg og Ingrid Thora Asmussen, født 28.10.1881 i Thorsted, Hind Herred. Niels Peder Bruun og Ingrid Thora Asmussen bliver borgerlig viet i Middelfart 31.8.1912. Peter Jensen og Edith, f. Bruun får sønnen Boye Jensen den 2.1.1951. Han er fader til Flemming Larsens svigerdatter, Sidsel Vive Jensen, født 25.11.1976. Peter Jensen dør 26.4.1986 i Esbjerg, Edith Jensen, f. Bruun, dør 23.10.1993 og sønnen Boye Jensen dør 1.3.2003, ung ved en brandulykke.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:³

Møinichen, Christian, 1683-1749, Oversekretær i danske Kancelli, Stiftamtmand, Søn af nedennævnte Livmedikus Henrik M., blev født i Kjøbenhavn 29. Okt. 1683. Christian V var en af hans Faddere. 1698 blev han Student, 1701 theologisk Kandidat og rejste derpaa udenlands. Fra 1706 opholdt han sig i Holland, hvor han ægtede Jacobe Ernestine Lissant (d. 28. Marts 1709), Datter af Jan L., Prokurør i Haag, og kom 1708 tilbage til Kjøbenhavn. Han blev forestillet for Frederik IV, som tilsagde ham sin Naade og s. A. gjorde ham til Amtsforvalter i Skive. 1715 blev han Kancelliraad og Landsdommer i Jylland, fik s. A. kongelig Konfirmation paa en civil Enkekasse i Viborg Stift og blev kort efter Justitsraad. 1719 lod Frederik IV M. ledsage sig til Norge, og i 1722 sendte han ham igjen der op for at undersøge en Sag mod en bedragersk Embedsmand. 1720 blev M. Kommitteret i Rentekammeret, 1724 Deputeret for Finanserne og Etatsraad. Han var altsaa allerede naaet vidt og var yndet af Kongen og Dronning Anna Sophie. Men hans Ærgjerrighed var ikke tilfredsstillet. Rostgaard, hvem han hadede, og hvis Plads som Oversekretær i danske Kancelli han attraaede, stod ham i Vejen, og M., som var et skarpt og klogt Hoved, men ellers fra Karakterens Side lidet elskværdig, var ikke den Mand, der skulde lade nogen Lejlighed til at styrte sin Fjende ubenyttet. Det var da ogsaa M. og hans Ven Biskop Deichman, der vare Lederne i den berygtede Gehejme-Inkvisitionskommission af 1725 («Bandekommissionen»), der nedsattes for at efterspore Misbrug og Bestikkelser i Administrationen, og som bragte saa mange i Ulykke. Blandt dem var ogsaa Rostgaard, og M. fik med odiøst Hastværk 2 Dage efter Rostgaards Fald hans Plads som Oversekretær i danske Kancelli (25. Jan. 1725).

S. A. fik han Danebrogsordenen. Siden sad han i Kommissionen angaaende de ved Holmen og Søetaten «til kongelige Interessers Fornærmelse forefaldne og passerede Sager» (Bestikkelse osv.), hvorved atter flere bragtes i Ulykke. M. havde kun liden Ret til i slige Sager at sidde til Doms over andre: han sigtedes selv ganske almindelig for Kassemangel, Bestikkelighed, Salg af Kongegunst og Embeder, for Ødselhed og Umoralitet, og der var blodige Diatriber i Omløb om ham. Om end disse Anklager kunne være overdrevne, er det dog sikkert nok, at M. hverken var dadelfri som Embedsmand elier sympathetisk som Personlighed: for sit Amtsregnskab 1718 blev han en Hob Penge skyldig, som nok aldrig blev betalt; de 2000 Rdl., som Johan Lehn til Hvidkilde skjænkede til Bygningskassen (efter Kjøbenhavns Brand 1728), lod han sig forære af Kongen, der ogsaa skjænkede ham store Summer af Brandstyret i Anledning af Viborgs Brand; i de Kommissioner, hvor han havde Sæde, optraadte han paa en særdeles odiøs Vis, særlig lige over for sine personlige Fjender blandt de anklagede. Han var derfor forhadt af mange, og det er intet Under, at han i Marts 1726 for sig og sin Ven og Stalbroder Deichman udvirkede en kongelig Decharge, som skulde beskjærme dem mod Forulempelse fra de Mænds Side, de havde forfulgt i Gehejmekommissionen, eller at han bliver meget slemt medhandlet i Depecher fra engelske og franske Diplomater. Dog Frederik IV og Anna Sophie holdt stedse Haanden over ham.

Men næppe var Frederik IV død, før ogsaa M.s Rolle var udspillet: i Okt. 1730 afskedigedes han fra sine Embeder og bosatte sig derpaa i Viborg, hvor han levede uvirksom i mange Aar i halv eller hel Unaade. Først i 1743 tog Christian VI ham igjen i Tjeneste og gjorde ham til Stiftamtmand i Bergen. Han døde dog faa Aar efter, 26. Sept. 1749, i nævnte By og blev gravsat i Viborg Domkirke. Efter sin første Hustrus Død havde han 12. Nov. 1711 ægtet Else f. Majoner, Enke efter Just Arctander, Kjøbmand i Viborg; hun bragte ham en betydelig Formue, som han dog hurtig skal have sat over Styr. 1716-18 byggede M. Emdrupgaard ved Kjøbenhavn.

^{Hist. Tidsskr. 4. R. V, 510 ff.
Personalhist. Tidsskr. II.
Bruun, Fr. Rostgaard.
E. Holm, Danmarks og Norges Hist. 1720-1814 I.
Museum 1892, I.}

F. J. Meier.

Om Blegdammenes Forsyning med Vand.

Kiøbenhavns magistrat.

F. 4. Vor bevaagenhed tilforn. Eftersom vi ved vores til eder den 20 octobris nestafvigt ergangne rescript allernaadigst have bevilget, at blegmændene uden for vores etc. Kiøbenhavn 60 alen fra kanten af den saa kaldede Sorte dams søe maa lade indrette paa deris blegdamme de fornødne parker og dertil indlegge render fra samme søe for at leede vandet i parkerne, med viidere vores allernaadigste befalings indhold, og bemelte blegmænd derefter udi een deres memorial af den 7de passato allerunderdanigst have beklaget sig, at de formedelst fattig-dom ey haver evne til at giøre den bekostning med at indlegge render 60 alen fra ovenbemelte søe, da have vi til den ende allernaadigst anbefalet os elskelige hr. Georg Wilhelm Hedeviger greve af Schponeck, ridder, vores general lieutenant af infanteriet, cammer herre, saa og commandant i vores etc. Kiøbenhavn, hr. Christian Møinichen, ridder, vores ober secreterer i vores danske cancellie, saa og etatz og iustitz raad, og oberst lieutenant Elias David Heusser etc. at tage situationen i øyesyn og derom at give os deris allerunderdanigste relation. Og som vi af bemelte vores obersecreterer hans derom etc. rapport have fornummet, at de ere af den meening, det 30 alen lige saa lidet som 60 alen renders indleggelse skal kunde være søen til skade, saa give vi eder hermed tilkiende, at vi allernaadigst have bevilget, at blegmændenes parker i stæden for efter forberørte vores allernaadigste befaling at indrettes 60 alen fra kandten af Sortedams søe maa paa 30 alens distance fra kandten af samme søe anlegges, saa at vandet altiid beholder sin satte høyde efter vores allernaadigste anordning i det mindste paa fire foed. Og maa ingen render, som blegmændene til deris parker i saa maader fra søen behøver, uden efter fornævnte oberste lieutenant Heusser, som j dertil betids haver at anmode, hans anordning, opsyn og direction indlegges og regleres. Derefter j etc. og vedkommende sligt etc. Befalendes etc. Fredensborg slot den 5te decembris anno 1727.

Svend Cedergreen Bech skriver i bind 9 af Politikens Danmarkshistorie:

Christian Møinichen… var opportunist om en hals. Han giftede sig til penge med en dobbelt så gammel kone, og fik ligeledes sin kontante belønning, da han som medlem af gehejmekommissionen havde været med til at styrte oversekretæren Frederik Rostgård, ved straks at overtage dennes embede. Selv var han imidlertid også bestikkelig og faldt efter tronskiftet 1730. Skønt Christian 6. aldrig mere ville se ham for sine øjne, blev han alligevel taget til nåde, ja døde som stiftsamtmand i Bergen.