Personside - 54

Han opholdt sig 1863-70 hos Bedstefaderen i Vallekilde, lærte Landvæsen dels hjemme, dels andetsteds og blev Forvalter paa forskellige store Gaarde, deriblandt hjemme 1882-84, ejede 1886-96 Lundsgård (ved Slangerup), var derefter Forvalter ved Københavns Talgsmelteri og Nov. 1907-Maj 1930 Klokker (Kordegn) ved St. Markus Kirken paa Frd.berg (København). Boede som Pensionist i København.

Lars Andersen fortæller:

Han rejste til København, hvor han kom i Skrædderlære. 1830 nævnes han som Skrædder i Asnæs, og han boede da i Præsteenkesædet i Kirkestræde. Senere fæstede han den Gaard i Faarevejle By, som nu tilhører Nikolaj Eriksen. Om Hans Jensens Deltagelse i Bondebevægelsen er der fremdraget andet Steds, saa derfor skal her ikke angives noget om det.

H. J. havde faaet sig en af de ny Svingplove. Da han en Dag skulde ud paa Dragsholms Marker for at pløje, tog han den Plov med. De havde ikke dengang nogen af den Slags der ude. Der blev saa sagt ham, at de ikke vilde have den Plov der paa Lodden. Men Hans Jensen spurgte dog om, han maatte pløje et Par Furer med den, og det fik han Lov. til. De saa nu, at det var udmærket pløjet. Kort Tid efter fik de nok der paa Gaarden anskaffet sig nogle af den Slags Plove.

Engang var der hos Hans Jensen et Møde, hvor blandt andre Baronen fra Dragsholm var tilstede. Samtalen kom da til at dreje sig om den almindelige Værnepligt. Baronen sagde til Hans Jensen: "De mener vel ikke, at det passer sig i Militærtjenesten, at min Søn kom til at staa ved Siden af Deres Søn?" Til det svarede Hans Jensen: "Saadan mener jeg netop, det skulde være. Enten det er en Søn af en Herremand, Gaardmand eller Husmand, saa maa de være lige; de skulle jo alle værne for Land og Rige." En anden Gang var nogle af Sognets Folk samlede i en Gaard i Faarevejle. De skulde da tale med Baronen, som den Dag vilde komme der. Men da han endelig kom, blev de forknytte og turde ikke sige noget. De gik saa hjem igen, kun Hans Jensen blev tilbage og talte med Baronen.

Fra "Til Holbæk Amts historie i det 19. århundrede" af Mag. art. Hans Jensen i Historisk Samfund for Nordvestsjællands årbog "Fra Holbæk Amt", 1924:

I "Almuevennen" for 1845 berettes der f. eks. om en "hustugtsscene" fra Holbæk. Det er gårdmand Hans Jensen fra Fårevejle, der rejser en alvorlig anklage mod avlsforvalter på Adelersborg (Dragsholm). Det påstås, at han har pryglet en lille 9 års dreng, der under mergelkørsel har begået en ubetydelig forseelse, "så ubarmhjertig med sin pisk, at han, da den tynde ende går itu, vender den om og bruger den tykke ende, og uden at ynkes over den arme lille dreng, der synker til jorden under de frygteligste skrig, vedbliver uafbrudt med prygl og slag, indtil drengen bliver liggende som død uden enten at kunne skrige eller vende sig". Det fortælles, hvorledes drengen derefter kom under lægebehandling, og hvorledes der blev konstateret et broktilfælde; der blev klaget til baron Zytphen-Adeler, men denne foretog sig intet; forældrene var arbejdsfolk og indsiddere og turde ikke røre på sig for ikke at blive opsagt fra hus og arbejde.

Gårdmanden fra Fårevejle betoner, at når han fremsætter denne offentlige klage, så er det "dels på sognets vegne for om muligt at få ham (forvalteren) dømt til erstatning for drengens brokskade og øvrige helbredstab, da sognets fattigvæsen jo ellers er nødt til at opholde drengen for hele hans levetid, forsåvidt han i tiden ikke bliver i stand til at ernære sig selv, og det er dels på retfærdighedens og menneskehedens vegne" (man lægger dog mærke til, at det sidste hensyn nævnes efter hensynet til Fårevejle Fattigkasse).

I et senere indlæg beklager Hans Jensen sig over, at egnens beboere, efter at han er fremtrådt offentligt i denne sag, betragter ham som en halv forbryder. Han finder heri et sørgeligt vidnesbyrd om, hvor demoraliseret bondestanden er. Det kunne dog måske også være opfattet som et bevis på, at hele hans holdning overfor denne sag har haft noget ved sig, som måtte frastøde forsigtige bønders sans for, hvad der var rigtigt og billigt.

Der var lov og ret i Danmark, også i 1845, og selv for en lille, fattig husmandsdreng. Klageren fik dog den tilfredsstillelse, at hans optræden satte øvrigheden i bevægelse. På Dragsholms Birks kontor holdt birkedommer Bang et omstændeligt forhør for at få fastslået, hvad der virkelig var sket med den omhandlede dreng, Peder Madsen ved navn. Både drengen selv, hans forældre, avlsforvalteren og flere vidner blev afhørt. Som resultat kunne fastslås, at forvalteren havde forløbet sig i hidsighed iver, at drengen trods gentagne advarsler havde kørt for stærkt med sin mergelvogn. Der var utvivlsomt blevet slået alt for hårdt på drengen, og han var bagefter blevet tilset af en læge, som baronen havde sendt til ham. Men varigt mén havde han ikke lidt.

...

Den 12. febr. (1845) var Peder Hansen kommet kørende med Jens Gregersen fra Kundby til gårdmand Hans Jensen i Fårevejle, hvem han i forvejen havde underrettet om sin ankomst og anmodet om at sammenkalde dem, der ønskede at høre ham. Der var da kommer en stor forsamling tilstede. Næsten alle gårdmænd fra signet og også nogle husmænd var mødt. For dem oplæste Peder Hansen så Rs. Sørensens adresse, men stort mere var der ikke sket her så lidt som ved andre møder, som han derefter havde afholdt i nærliggende sogne.

...

Efter at Peder Hansen var draget bort fra egnen, blev hans agitation fortsat - også mens forhørene stod på i Nykøbing - af to lokale kræfter, gårdmand Hans Jensen, Fårevejle - der netop på denne tid også optræder i den ovenfor omtalte "hustugtsag", og som må have været en udpræget oppositionel natur - og en skolelærer og snedker fra Veddinge ved navn Ejlertsen. Disse to fører agitationen op i Odsherreds nordlige sogne. De viser sig helt som Peder Hansens tillidsmænd, og deres fremgangsmåde er ganske den samme som hans. Foruden for den Sørenske adresse virkede de i fremtrædende grad for at vinde tilslutning til Sørensens aktieselskab til udstykning af herregårde.

Der var ved hele denne agitation, både Peder Hansens og hans hjælperes, to punkter, som dommeren ikke mindst lagde vægt på at få opklaret: om der blev udskænket brændevin ved møderne, og navnlig, om der var blevet ydet taleren nogen godtgørelse. Begge dele havde af og til fundet sted. Hvad pengespørgsmålet angår, havde f. eks. Hans Jensen ved et møde fået 1 mark til bestridelse af rejseomkostninger fra hver tilhører.

Bondebevægelsen i Holbæk Amt og Bondecirkulæret af 8. november 1845

Efter landbrugskrisens afslutning omkring 1830 forbedredes økonomien på landet betydeligt, og dette medvirkede sammen med den liberale tidsånd til, at bønderne begyndte at stille krav om selveje, afløsning af hoveriet, afskaffelse af godsejernes skattefrihed og udvidelse af værnepligten fra bondestanden til hele befolkningen.

Disse krav gjorde det liberale borgerskab til deres egne i stænderforsamlingerne og i pressen. Dermed skabtes det en alliance med bønderne og husmændene, der tilsvarende gjorde kravet om en demokratisk forfatning til deres.

Et væsentligt led i denne bevægelse var de ”omflakkende agitatorer”, som især skabte bevægelse i Holbæk Amt, hvor fæstesystemet var mest udpræget. Bevægelsen førte til, at Danske Kancelli i 1845 indførte et ”Bondecirkulære”, der mere eller mindre helhjertet forbød de møder, som bønderne holdt rundt omkring for at stille deres krav. Cirkulæret vakte stor harme og blev afskaffet igen et halvt år senere under påskud af at have haft sin ønskede, beroligende virkning; men hele diskussionen herom var med til at forstærke den demokratiske bevægelse og alliancen mellem det liberale borgerskab og bønderne og husmændene.

---

Fra tidsskrift.dk:

Fra Bondecirkulæret af 8. November 1845. Et Bidrag til Kristian 8.s Tids Historie. Af Hans Jensen i Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 2 (1921 - 1923):

Fra 1842 begyndte Almuevennen at udkomme med sit Tillæg, Københavns Amts Landkommunaltidende. Det blev under J. A. Hansens Redaktion det bidske, meget skarpsindige, men ofte også meget hadefulde Organ for enhver Bondeklage over Autoriteter og Godsejere. Det var overfor disse et Tugtens Ris, der gjorde sin Gavn, selv om dets rystende Skildringer af Herremandsvilkårlighed selvfølgelig må læses med Kritik. — Langt dybere og bredere end Foreninger og Presse virkede dog mundtlig Agitation på Bønderne. Her var det, den i Roskilde Stændersal drøftede Peder Hansen, Lundby, havde sin Betydning. Denne Husmand fra Præstø Amt er den første politiske Agitator i Danmark, som er direkte udgået fra Landalmuen. Han var født 1801; havde Skæbnen villet lade ham fødes et halvt Århundrede senere, var han måske nået frem til en Ministertaburet. Udrustet med en stor Naturbegavelse og med forholdsvis gode Kundskaber begyndte han sin agitatoriske Virksomhed ved fra 1840 at indrykke Artikler i den sjællandske Presse; 1844 var han frem for alt kendt som mundtlig Agitator, som den Mand, der gik fra Sogn til Sogn på Sjælland og holdt Taler til Bønderne. Han var ivrig for sine nærmeste Standsfællers, Husmændenes, Sag, men i øvrigt har hans Virksomhed haft nok så megen Betydning for Gårdmændene.

…

Medens Birkedommer Bang hersede bravt med sine Bønder i Nykøbing, fortsattes i øvrigt den Peder Hansenske Agitation i Odsherred, men nu gennem to Stedfortrædere for Hovedmanden, en Gårdmand og Skrædder fra Fårevejle ved Navn Hans Jensen og en Skolelærersøn og Snedker fra Vedinge ved Navn Ejlertsen. Disse to holdt Møder i de nordlige Sogne, hvortil Peder Hansen ikke selv var nået, og overalt havde de Oldermændene og Sognefogderne som tro Hjælpere, der efter deres Opfordring beredvilligt sammenkaldte de forskellige Sognes Bønder. De synes fortrinsvis at have indvirket på Gårdmændene, og det samme gælder i Virkeligheden deres Læremester, Peder Hansen, selvom det kunde ske på hans Møder, at en Husmand henvendte sig til ham og bad ham tage sig af hans alt for hårde Fæstekontrakt.

Dragsholms Birks Øvrighed begyndte sine Forhør 14. Marts og afsluttede dem først 27. Juni. Bønderne var ikke hele Tiden så lette at tumle. Der syntes at være foregået en virkelig Forandring med disse Landalmuesmænd; de turde nu nok tale frejdigt og sige en Embedsmand imod. Birkedommer Bang, der i sit Brev til Amtmanden af 6. Marts havde ytret så gode Tanker om Befolkningens Holdning, fik efterhånden sin Opfattelse ændret ikke så lidt. I den Følgeskrivelse, hvormed han 24. Juli sender Forhørsakterne til Amtmanden, hedder det: »Ved de afholdte Forhør eller mere ved Samtaler med indkaldte udenfor Retten har jeg tydeligere sporet en mærkelig Forandring hos Bønderne og tiltagende Oppositionslyst.« Den stedfundne Forandring vil han dog mere tilskrive de »såkaldte Almueforeninger« end Peder Hansens Påvirkning.

Hele denne Sag fra Odsherred fik ikke større direkte Følger; Amtmanden udtalte i sin Skrivelse til Kancelliet, at der næppe var forefaldet noget egentlig lovstridigt, hvorfor han blot efter Birkedommer Bangs Forslag havde ladet Oldermændene i hans Jurisdiktion indskærpe, at de var uberettigede til, som de havde gjort, at indkalde Almuen til Sammenkomster efter Opfordring af Privatpersoner.

…

Kancelliet ser sig efter dette Udkast nødsaget til at bygge den påtænkte Forholdsregel på et bredere Grundlag end fra først af. Der tales nu ikke mere særlig om Rs. Sørensen, men om »flere Personer«, ikke om Nordjylland, men om »Landet« som Helhed, og der hentydes til alvorlig Uorden på »flere« Godser. Den foretagne Ændring må skyldes, at Kancelliet har fået nye ubehagelige Efterretninger, og som det synes, har disse haft en ret opskræmmende Karakter. Hvad nyt om Bondebevægelsen var det, nærmere betragtet, som Kancelliet havde modtaget?

De sidste skriftlige Vota angående det første Cirkulæreudkast blev afgivet 6. Oktbr. Efter dette Tidspunkt er der til Kancelliherrerne blevet overleveret et Brev, som var skrevet af den Birkedommer Bang, der ledede de før omtalte Forhør i Nykøbing, til hans Slægtning P. G. Bang, på dette Tidspunkt Deputeret i Rentekammeret. Endnu 6. Marts havde jo denne Birkedommer kunnet forsikre overfor Holbæk Amtmand, at Bønderne i hans Jurisdiktion næppe vilde frembyde nogen god Jordbund for Peder Hansens Agitation. Hvad han derefter oplever under Afholdelse af sine Forhør, indgiver ham allerede stor Uro for Befolkningens Holdning. Hen på Efteråret 1845 har hans Syn gennem kun et halvt Års Erfaringer ændret sig til ligefrem Forfærdelse over den voksende Bondebevægelse. Hans Brev til P. G. Bang er en Bureaukrats Nødskrig over den truede Samfundsfred; det skal som et ejendommeligt Tidsbillede her gengives i det væsentlige:

Kære Ven!

Da Knudsen i Morgen rejser med til København, kan jeg ikke andet end benytte Lejligheden til at sende et Par Ord med ham. Jeg føler nemlig Trang til at meddele en, som jeg anser for at have Interesse for Landet og Landboernes Vel, Underretning om, hvad der grasserer herude, og som vel ikke kan andet end vække Bekymring, da det synes at true med Uroligheder. Vel er her endnu roligt, men det lader til, at Holbæk Amt, som før har været så fredeligt, vil blive det første, der stiller sig i Marken, hvis et Oprør skulde udbryde. På det kongelige Gods er der vel roligt; men der ytrer sig dog allerede Symptomer på, at Agitationen også har virket noget her, idet man allerede begynder at forene sig om at modsætte sig, hvor man ønsker at have det anderledes, end Forholdene fører det med sig. Således har der allerede vist sig en Oppositionsånd i Grevinge Sogn mod Forstanderskabet; men det sørgelige derved er alene, at de sletteste får de bedre med sig, og at disse uagtet deres bedre Overbevisning lader sig lede af de slettere. Et lille Eksempel havde jeg forleden Dag i Retten. En Del Bønder vare indstævnede for at have solgt Tørv til Nykøbing, de erkendte alle deres Forseelse, men når de blev spurgte, om de vilde indgå Forlig, svarede de nej uden at angive nogen Grund. Imidlertid var dog tvende unge Mennesker fornuftige nok til at indlade sig på Forlig, og nu fulgte alle de efterfølgende efter. Da alle havde været for, indstillede 3, som ikke havde villet forlige sig, og besværede sig over, at de af en af de andre vare forledt — jeg vil endog antage truede — til ikke at indgå Forlig, uagtet de vare kommet i Retten i den modsatte Mening. Men som bemærket er på det kongelige Gods Stemningen endnu ret god, og det er kun i enkelte Sogne, at de omrejsende Agitatorer have vundet nogle Tilhængere. Men værre er det på Adelersborg Gods, hvor man kan vente, at lignende Optøjer vil finde Sted som på Aggersvold eller Frydendahl. Der er nemlig af Husmændene holdt Forsamlinger, hvorved de har vedtaget at udeblive fra Ugedagsarbejde, ja endog en Masse at gå op til Baronen for at fordre Fritagelse for dette Arbejde eller højere Dagløn, end der er betinget i deres Fæstebreve. Dagen til dette Foretagende skal have været bestemt, men er af übekendte Grunde blevet udsat. Imidlertid er de i Holbæk udebleven fra Arbejdet i den travle Høst, og Baronen har, så vidt jeg ved, endnu Hø udestående, som på Grund af disse Udeblivelser ikke er blevet bjerget. For to Ugers Tid siden vare derfor nogleogtyve Husmænd indkaldt for forsømt Ugedagsarbejde, og omendskønt de alle erkendte deres Forpligtelse til at forrette Arbejdet, var der dog ikke en, der vilde afgøre Sagen i Mindelighed, men alle forlangte Dom uden dog at anføre noget, som skulde begrunde deres Fritagelse. Senere har der været flere indkaldt, da de vedblivende udeblev fra Arbejdet. Baronen har gjort Indberetning til Amtet om denne Overhørighed, og der er nu beordret Forhør optaget angående den ovenomhandlede Forsamling; men endnu har jeg ikke påbegyndt det, da jeg ikke tror at have Oplysninger nok for at begynde det med nogen Nytte. At Amtet også finder Betænkelighed ved disse Samlinger, må jeg slutte deraf, at han (!) har forlangt nøjagtig Underretning om Forholdene her, da han har i sinde at indgive Forestilling til Kancelliet om alvorligere Forholdsregler. Jeg har endog i den Anledning modtaget et Brev fra Kammerråd Løschou (Godsforvalter på Adelersborg) og jeg vil deraf meddele dig noget, som vistnok tyder på, at Almuen er i meget stærk Gæring. Der er således et Princip, at endog den fredeligste Mand, som ej vil deltage i Møderne både sognevis og hos Godsejerne, trues og tvinges dertil. Det er fortalt, at hvis Bønderne ikke under Samlingen på Aggersvold vare trådt mæglende imellem, da havde Husmændene begået Excesser. En Mand i Kundby, som ikke delte Anskuelse med Agitatorerne, og som endog kom ind, hvor nogle af disse vare samlede, blev af dem krævet til Regnskab for, at han ej var mødt ved en Landboforening, og truet med Prygl, fordi han var udebleven. I det fredelige Sogn Holmstrup på Benzonslund, der hører til Adelersborg, ytrer Gårdmændene, når man har dem under fire Øjne, som deres Overbevisning, at her bliver Oprør, da Almuen i høj Måde er forbitret uden dog egentlig at vide hvorfor.

Landboforeningen i Holbæk skal have udsendt Emissairer i alle Retninger i Amtet, men hvad de skal undersøge, er nok endnu ikke blevet bekendt; at denne Landboforening, hvis Formand Skolelærer Gleerup er, agiterer hvor den kan, er nok uden for al Tvivl; men intet gør større Skade end det infame Blad Almuevennen, som er særdeles meget udbredt. At dette Blad ikke bliver beslaglagt som så mange andre Blade, mener Almuen er Tegn på at Regeringen bifalder de Grundsætninger, som deri udtales; det skal gå så vidt, at man i Nærheden af Holbæk skal ytre, at hvad der kunde gå an i Frankrig, kunde vel også lade sig gøre her, og at man kommer til at gå fra Dør til Dør og nedhugge dem, der ej holder Trop. Her i Egnen udgår Agitationen egentlig fra en Gårdmand, Skræder Hans Jensen i Fårevejle, og en Snedker sammesteds, Ejlertsen. De skal være engagerede af Landboforeningen og erholde 9 Mark daglig i Diæter. Det skulde være mig en sand Fornøjelse at få fat på disse Karle; men de er for snu til, at man let skal komme efter dem. Den første har et godt Øje til mig og skal flere Gange have gjort Bemærkninger om mig i Almuevennen; men da jeg ikke holder Bladet og ellers aldrig ser det, ved jeg ikke rigtig, hvad Beskyldningerne går ud på. Efter hvad andre derom har fortalt mig, har jeg ikke fundet mig foranlediget til at røre ved det Snavs, uagtet dets løgnagtige Foredrag. Jeg kan i øvrigt ikke begribe, hvorfor Kancelliet ikke forbyder disse Forsamlinger og giver Ordre til at arrestere disse omflakkende Agitatorer, som kun vil fiske i oprørte Vande. Man har for øvrigt fortalt herude, at de, som har foranlediget Optøjerne på Frydendahl og Aggersvold, skal have konsuleret Balthazar Christensen, og at han skal have fundet, at det var godt, hvad de havde gjort.

Hermed har du vel nok af denne Slags! Tænker I selv ikke i København på disse Uroligheder, eller kender I dem ikke, eller betragter I dem som Småting, der ikke engang er Opmærksomhed værd? Det er vel muligt, at vi herude betragter dem med mere Ængstelighed eller Alvor, end de egentlig er værd, men at de slet intet har at betyde, det tror jeg ikke.

Det var en ubegrundet Frygt, at Regeringen i København ikke skulde tillægge »Urolighederne« nogen Betydning. Det var i Sandhed rystende Ting, der nu kunde fortælles fra Sjælland. Uroen omkring på Godserne gik så vidt, at den tog Skikkelse af ligefremme Strejker, Opsætsighed og Vold. Zytphen-Adelers Hø rådnede på Marken, fordi han ikke kunde komme overens med sine Husmænd, og værre Ting var altså foregået på Godserne Aggersvold og Frydendal. Hvad var det egentlig, der var sket på disse Godser? Derom gav »Fædrelandet« en Beretning, der var i stand til at vække Bestyrtelse på allerhøjeste Sted.

For det første skulde på Aggersvold Fæsterne i sluttet Trop have henvendt sig til Godsejeren og forlangt Selvejendom på tålelige Vilkår. De var trængt gennem flere Værelser for at finde Herremanden, og da de endelig havde fundet ham ude i Gården, havde de omringet ham og forebragt ham deres Ønsker på en meget indtrængende Måde. Denne unægtelig krasse Optræden af Bønder overfor et »Herskab« vakte ingen Forargelse hos det liberale Hovedstadsorgan, der blot lod det være et Spørgsmål, »hvorvidt det er lykkedes dem at gøre noget virksomt Indtryk på denne vistnok ikke meget folkeligsindede Herremand.«

På Frydendal skulde være sket følgende: Godsejer, Kammerherre van Deurs havde efter en Husmand og Sadelmagers Død opsagt hans Enke og Børn fra deres Lejehus, i øvrigt var Herremanden optrådt ganske humant over for Enken, men Sagens Kærne blev, som Bønderne straks så, at nu var det dem, der i Fremtiden skulde sørge for denne Familie, skønt Manden, medens han levede, havde ofret sin Kraft i Herremandens Tjeneste. Efter Bøndernes egen, som »Fædrelandet« siger, »i sin Enfold og Simpelhed meget karakteristiske Fremstilling« var der to Husmandsenker fra Herregården, som tyngede Sognet »med uopdragne Børn«, skønt Bønderne for ikke at få dem ud at gå »på Omgang« hos sig gerne vilde betale Husleje for dem til Mikkelsdag. Også en Husmand var blevet opsagt af sit Hus og måtte hjemfalde til Bøndernes Forsørgelse, da der ikke kunde bygges noget nyt Hus i Sognet, fordi alle Beboerne var Fæstere eller Lejere. Forbitrelsen blev meget stor hos Bønderne over de nye Byrder, som skulde lægges på dem for Herremandens Skyld. »Det er, som Sognefogden ved en Samtale med nogle Mænd ytrede, at Godsejeren piller Sul og Kød af Husmændene og smider Benene over på Sognet.«

Frydendal Fæstebønder skred til Handling. I Flok og Følge begav de sig til »Hr. Kammerherren«, af hvem de forlangte Selvejendom for samtlige både Gårdmænd og Husmænd. Henvendelsen førte til, at van Deurs fremsatte bestemte Vilkår for Imødekommen af Bøndernes Ønske, Vilkår, som dog af »Fædrelandet« blev stemplet som alt for fordringsfulde.

Hvad der her åbent og med Udtryk for Sympathi blev fortalt, var jo ligefrem, at Bondestanden havde begyndt »at tage sig selv til Rette.« Denne højst alvorlige Sag har gjort dybt Indtryk i Regeringens Kredse, og den er også blevet drøftet med Kongen, som ikke har villet undlade at gribe ind. Så fulgte da 17. Oktbr. kgl. allernådigst Skrivelse til det danske Kancelli: har dette modtaget nogen officiel Efterretning om det af »Fædrelandet« 13. Oktbr. meddelte, og, eventuelt, hvad er der foranstaltet eller vil der blive foranstaltet for at sikre Samfundet mod de skadelige Følger af slige Demonstrationer?

Som Følge af det nævnte kgl. Reskript sendte Kancelliet få Dage efter — 21. Oktbr. — Forespørgsel til Amtmanden i Holbæk angående de Begivenheder, der havde fundet Sted inden for hans Embedsområde. En foreløbig Besvarelse af denne Forespørgsel modtog man i Form af en Række Erklæringer fra de underordnede Retsbetjente i Holbæk, der er afgivne i Tiden fra 21. Oktbr. til 1. Novbr. og fra Amtmanden er afsendt til Kancelliet med en Følgeskrivelse, der er dateret 6. Novbr.

Disse Erklæringer frembyder Interesse, særlig ved at vise de indbyrdes ret forskellige Anskuelser om Bonderøret, der o. 1. Novbr. 1845 gjorde sig gældende inden for Holbæk Amts Politiøvrighed. Herredsfoged Lynge, Merløse-Tudse Herreder, under hvis Jurisdiktion både Aggersvold og Frydendal hørte, stiller sig trods Urolighederne på disse og andre Godser meget optimistisk og mener, at der ikke er Stemning for at begå noget lovstridigt, og at Bønderne snart vil indse, at de endnu mangler Velstand til at kunne købe deres Fæstesteder. Amtmanden tager i sin Følgeskrivelse Afstand fra dette optimistiske Skøn, men fremhæver dog, at Uroen mest har ytret sig på Godser, hvor en mindre liberal Administration fra Ejerens Side har kunnet give nogen Anledning. — Herredsfoged Manthey, Løve Herred, ligesom Birkedommer Leuning, Sorø, for Akademigodsets Vedkommende melder Fred og ingen Fare i deres Jurisdiktioner og anbefaler en lempelig Fremgangsmåde. Derimod klager Herredsfoged Gude, Arts-Kippinge Herreder, stærkt over den Gæring, som er opstået i Husmandsklassen, navnlig gennem den agitatoriske Påvirkning fra Folkemødet på Ulkestrup Mark. Gude ønsker Forbud mod den Slags Møder og desuden Forholdsregler i al Almindelighed mod »de berygtede store Agitatorer eller Bondevenner og de tøjlesløse liberale Dagblade.« Han peger dog i al sin bureaukratiske Harme også på en praktisk Reform som Middel mod Gæringen, nemlig Afløsning af Husmændenes byrdefulde Pligtarbejde. — Mellem Indberetterne savnes naturligvis ikke Bondebevægelsens ihærdige iagttager, Birkedommer Bang, som taler om den Oppositionslyst og Selvrådighed, hvorved man kan spore Agitationen selv på det forholdsvis rolige odsherredske Krongods, og som på Adelersborg Gods frygter allehånde Ulykker efter Eksemplet fra Aggersvold og Frydendal. Hans Erklæring rummer i det hele en Klage af ganske samme Art som hans tidligere afsendte Privatbrev til P. G. Bang og munder ud i Forslag om skrappe Foranstaltninger: foruden »et nøjere Eftersyn med Almuevennen« Fastsættelse af Straf for enhver omrejsende Agitator og for dem, der i sit Hus lader afholde offentlig Forsamling uden vedkommende Politimesters eller måske blot vedkommende Sognefogeds Tilladelse.

Hvad Holbæk Amtmand 6. Novbr. indsendte til Kancelliet, var, som nævnt, kun foreløbige Oplysninger. Først hen på Vinteren — 29. Jan. 1846 — indsendte han den Samling Aktstykker, hvormed han vilde give Kancelliet Hovedresultatet af de Undersøgelser, som han i Medfør af dets Skrivelse af 21. Oktbr. havde ladet afholde. Der blev her givet et rigeligt Materiale til Bedømmelse af, hvad der var foregået på Aggersvold og Frydendal samt på enkelte andre Godser. — Fra Godsejeren og Godsforvalteren på Frydendal foreligger højst bitre Skildringer af Stemningen mellem Bønderne og af deres støjende og tøjlesløse Optræden, da de 1. Septbr. var stimlet sammen på Gården for at kræve Fæsteforholdet afløst af Selveje. Mellem de indsendte Papirer er fremdeles Andragender om Selveje til Besidderne af Bjergbygård og Kongsdal; men det mest vigtige af alle Aktstykkerne er Udskrift af Merløse og Tudse Herreders Politiprotokol, en anselig Bog på 253 Foliosider med Referat af de Forhør, der var blevet afholdt angående de i Jurisdiktionen forefaldne Uroligheder.

Forhørene bekræftede, at Optrinene på Frydendal havde sit Udspring i Herremandens Opsigelse af to Husmandsenker. Bønderne havde søgt Råd hos Balth. Christensen, da de havde fået Herremandens Salgsbetingelser at vide, og noget virkeligt Forsøg på Vold havde de ikke indladt sig på. I særlig Knibe mellem Urostifterne var kun Husmand Jens Peter Jensen, der måtte vedgå at have sagt, uden at han dog vilde have ment noget med det: »Gud ved, om det ikke kan ske, ligesom det skete i Frankrig, at de brændte Herregårdene af.«

På Aggersvold var Bønderne to Gange, 30. Juli og 1. Septbr., mødt frem i sluttet Skare på Hovedgården for at stille Krav om Ændring i deres Forhold. Anledning til Misfornøjelse var her ikke mindst den lange Arbejdstid, der blev forlangt af Hovfolkene. En meget livlig Agitation var gået forud, dels gennem selve Peder Hansen, Lundby, dels gennem Holbæk Amts Landkommunalforening, der havde ladet en Tillidsmand undersøge, bl. a. de Forhøjelser, som i de sidste 20 å 30 År havde fundet Sted af Indfæstningssummer og Landgilde. Uden særlig Anledning havde denne stærke Agitation ikke været. Fædrelandet havde utvivlsomt haft Grund til at stemple Aggersvolds Ejer, Generalmajor Rothe, som en mindre folkelig Mand. Da Bønderne første Gang opsøgte ham på Hovedgården, havde de fået en alt andet end høflig Modtagelse. Den vrede Herremand brugte Ord som »Kvæg og Fæ«, men da Bønderne lod ham forstå, at de ikke var kommet for at høre Grovheder, begyndte han at tale høfligt til dem. En enkelt Bonde fortæller om sin Samtale med Generalen, at denne »tiltalte ham med Grovheder, og da han hertil bemærkede, at han ikke måtte byde ham Grovheder, da man ikke levede i et tidligere Århundrede, svarede Generalen: »Dit Fæ, du ved ikke, i hvilket Århundrede vi lever.« Men da Komp. nu ytrede, at man levede i det nittende Århundrede, blev Generalen igen venlig imod ham, og der faldt ikke senere noget uvenligt Ord imellem dem.«

Heller ikke på Aggersvold var der dog sket virkelige Brud på Lov og Orden. Den Urostifter, der havde været længst ude, var en Husmand ved Navn Chr. Schultz, som havde brugt nogle ophidsende Ord under Mødet 30. Juli og desuden nogle Gange havde afsunget en oprørsk »Sang«, når han, der arbejdede på et andet Gods, passerede Aggersvold Gård. »Sangen«, som han havde digtet på et Tidspunkt, da han var i en pinagtig Sindsstemning på Grund af Uoverensstemmelse med sin Husbond, rummede bl. a. Ordene: »Hvad er en Times Kamp?« og desuden disse:

Fra ”En kristelig vækkelse i det sydlige Odsherred” ved L. Andersen og H. P. H. Gjevnøe i " Fra Holbæk Amt ":

Fra et samtidigt brev:

"...jag efter retfærdighed, tro og kærlighed i fred med dem, som påkalde Herren af et rent hjerte, søg omgang med Jens Skrædder i Asnæs og med hans broder Hans; thi de have fået forstand på Guds veje og have fået visdom her oven fra; til dem kan jeg anbefale dig at søge råd og vejledning..."

Der fortælles ikke noget særligt om Hans' kristelige Virksomhed, hvorimod han fik nogen politisk Betydning i Egnen, og således blev han et af de mange Vidner fra Vækkelsestiden om, at når først det åndelige Liv var vakt gennem en kristelig Bevægelse, så kunne denne Bevægelse senere omsættes i folkelige interesser.

Den 25. november 1845 fejrede der på Skydebanen i København en fest til ære for den deputation af bønder, der havde overbragt Kong Kristian den Ottende en ansøgning med 9174 underskrifter om "almindelig værnepligt virkelige indførelse, om lighed for det uprivilegerede hartkorn i skatter og bryder med det privilegerede, om fæsteforholdets forandring til selvejendom eller arvefæste for fæsterne, husmænd så vel som gårdmænd" ("Nykøbing Avis", 1889 nr. 102 og 103). Blandt denne deputations medlemmer fandtes, bl. a. fra Holbæk amt, også fæstegårdmand Hans Jensen af Fårevejle. Det ses således, at Hans Jensen har indtaget en ret fremskudt stilling i det folkelige arbejde her i amtet, hvad også fremgår af, at han er opført som medindbyder til den første politiske folkefest i Holbæk amt, der blev holdt på Ulkestrup Mark d. 30. juni 1845 til minde om stavnsbåndets løsning ("Nykøbing Avis" 1904, Nr. 300). Hans sidste år i Fårevejle var imidlertid triste. I året 1850 bosatte han sig i Jylland i Silkeborgegnen, hvor han døde.

Han kom i Skrædderlære i København, da han var 14. Han blev her kristelig paavirket af Student Harmsen.

I Asnæs By boede Hjulmand Mads Nielsen og hans Hustru Ane. De havde faaet Huset efter Hans Larsen, som nu havde sin Stue i en lille Udbygning, der var ud mod Gaden. Hos denne Mand kom Jens Jensen til at bo til Leje, og her begyndte han sin Skrædderforretning. Ved en Daab i Asnæs Kirke 23. Februar 1834 nævnes han som Fadder.

Saa vidt man ved, var det i Hans Larsens Stue, at Jensen nu begyndte at holde nogle kristelige Sammenkomster. Opbyggelsen bestod i Salmesang og Oplæsning af en Prædiken.

Maler Olsen var ogsaa bleven paavirket af Harmsen. Han boede en Tid hos Mads Hjulmands, og han talte enkelte Gange ved Forsamlingerne her. Senere flyttede han til Nykøbing, hvor han giftede sig 23. November 1843 med Enke Caroline Jensen, Søster til Brændevinsbrænder Laurits Jensen i Nykøbing. Olsen havde en lille digterisk Aare og har skrevet flere Lejlighedssange. Han var Skolekammerat af H. P. Holst, som vedblev at sende ham sine Værker. Olsen døde i Staarup 7. Januar 1890, 78 Aar gl., og blev begravet i Nykøbing 14. Januar. Der var nok omkring ved en halv Snes Mennesker, som kom med til Forsamlingerne i Asnæs. Blandt dem kan nævnes: Ane Olsdatter, der tjente hos Jens Hansen i Høve, Jens Jensen fra Hustofte, som da tjente i Grevinge, og de fire Søskende fra Gyldenholm, Jens Rasmussen, Mads Rasmussen, Niels Rasmussen og Else Marie Rasmusdatter.

1839 flyttede Jensen fra Asnæs. Han boede saa en Tid til Leje hos Mads Peder Christensen ude ved Vejlen, men senere fik han et lille Stykke Jord i Faarevejle By, og hans Broder hjalp ham med at faa bygget sig et Hus der.

Jensen fulgte godt med i, hvad der rørte sig paa det kirkelige Omraade. I hans Hjem fandtes bl. a. J. C. Lindbergs "Nordisk Kirketidende" og Maus "Christelige Samler". Alida fra Gislinge har fortalt mig, at hun engang i Paaskedagene var i Besøg hos Jensen og glædede sig da ved at høre hans Oplæsning af Grundtvigs "Paaskeliljen". Hun fulgtes saa med ham derfra og ud til Vallekilde Kirke, hvor de hørte en Prædiken af Kapellan Hoff. Om Søndagen brugte Jensen at læse for Husets Folk af Ritzius "Guds Ords Tugt og Trøst".

Her i Hjemmet blev ogsaa holdt gudelige Forsamlinger, hvor Jens Dyrholm, Jens Larsen, Lars Møller o. fl. var Ordførere. De fleste af den lille Kreds, som kom med der, var Smaakaarsfolk fra Sognet. Blandt Deltagerne længere borte fra var Rasmus Madsen fra Nekselø, og han fortalte dem om, hvad han havde oplevet i kristelig Henseende.

I en Afhandling anfører Jens Dyrholm lidt om Jensen og hans Hjem:

"Det er nu omtrent fire Aar siden, jeg første Gang efter Opfordring fra en kristelig Broder inde i Ods Herred begav mig der hen for at forkynde det glade Budskab om Frelse og Fred i Kristi Jesu Vorherre. Allerede dengang fandt jeg nogle faa Sjæle der inde, der havde været vakte i mange Aar, hvilket var sket ved en Student Harmsen i København, der nu omtrent for en Snes Aar siden forlod sin jordiske Løbebane for som en Herrens Tjener, der var tro over lidet at blive sat over mere og gaa ind til sin Herres Glæde. . . Beboerne i Ods Herred ere, saa vidt mig er bleven bekendt, gæstfrie og velvillige Folk at komme til, og der ligger en lille hyggelig Bolig over for Præstegaarden i Faarevejle, der bor en kristelig Familie, og der er et godt Tilflugtssted for Pilegrimme, der gaa i Vorherres Ærende."

Fra ”En kristelig vækkelse i det sydlige Odsherred” ved L. Andersen og H. P. H. Gjevnøe i " Fra Holbæk Amt ":

Vækkelsen overføres til Odsherred.

Forbindelsen mellem Harmsen og Odsherred kom i Stand ved, at to unge Mænd fra Asnæs Sogn kom i Håndværkslære i København, og derigennem blev de Deltagere i Harmsens Forsamlinger. Det har desværre ikke kunnet oplyses, på hvilken Tid de kom til København; men både det åndelige Præg, som hviler over disse Mænd, og også andre Ting synes at tyde på, at de først er komne i Forbindelse med Harmsen i de senere År af hans Liv, rimeligvis altså i Årene 1833-36 eller der omkring. Med bestemthed vides kun, at den ene af disse Mænd vendte tilbage til sin Fødeegn og nedsatte sig som skrædder i sin fødeby Asnæs i den sidste Halvdel af Trediverne, medens han flyttede til Fårevejle i Året 1839, hvorfor han her på Egnen er kendt som Skrædder Jensen fra Fårevejle.

Skrædder Jens Jensen var født i Året 1811 i Gården Gyldenholm på Asnæs Mark, hvor forældrene var Gårdfolk. De døde begge tidlig, så Jens var forældreløs i en Alder af 4 År. Fra sine Forældre kan han således ikke have modtaget åndelige indtryk af betydning. Han har dog tilbragt sin Barndom i Asnæs, og han blev konfirmeret i Asnæs Kirke. Ved Faderens Død i Året 1815 gik Gården over til Rasmus Nielsen, som blev gift med en ældre Søster til Jens Jensen, Maren, og i dette hjem er Jens vel så vokset op. Maren har vistnok været en god og from Kvinde. Hvor gammel han var, da han drog til København, vides ikke, og om opholdet i hovedstaden vides intet ud over dette, at han var i Skrædderlære, og at han i denne Tid kom i Forbindelse mad Harmsens Forsamlinger. Indtrykket fra forsamlingerne må imidlertid have gået ret dybt hos ham, eftersom han straks efter sin bosættelse i Asnæs selv begyndte at holde forsamlinger i sit lille hjem. Han boede til Leje i et hus hos Hans Larsen (kaldet Hans Vandmand); huset lå lige ved Indkørslen til den nuværende Lægebolig i Asnæs, hvor nu Smed Clemmensen bor.

Det har sikkert ikke været nogen stor kreds, der samledes hos Skrædder Jensen her i Asnæs, der menes, at Deltagerne har været henved 10 i Tallet. Man samledes om Læsning og Sang, og af og til stod vel også en Ordfører frem. Jensen har rimeligvis selv ført Ordet og ledet møderne; men det vides også, at Maler Olsen, som vistnok en Tid boede i Asnæs, senere i Nykøbing, og som også var vakt i Harmsens forsamlinger, af og til talte i Forsamlingerne. Men til trods for de beskedne kår, hvorunder disse små forsamlinger holdtes, har de dog sikkert båret deres gode frugter...

Fra et samtidigt brev:

"...jag efter retfærdighed, tro og kærlighed i fred med dem, som påkalde Herren af et rent hjerte, søg omgang med Jens Skrædder i Asnæs og med hans broder Hans; thi de have fået forstand på Guds veje og have fået visdom her oven fra; til dem kan jeg anbefale dig at søge råd og vejledning..."

Det ser ud, som der har været mest liv i Forsamlingerne, medens Jensen boede i Asnæs.     Lidt er der dog at melde fra Jensens Fårevejletid...

Det hus, hvori Skrædder Jensen boede i Fårevejle, står endnu; men der er bygget en Del til det. Det ligger i Byen ved Landevejen lige over for præstegården. I den oftere omtalte Skildring af Jens Dyrholm i "Indre-Missions Tidende“ for 1860 hedder det: "Der ligger en lille hyggelig bolig over for Præstegården i Fårevejle; der bor en kristelig Familie, og der er et godt Tilflugtssted for Pilegrimme, der gå i vor Herres Ærende. “

I disse Ord har vi et Billede af Skrædder Jensens Hjem: for øvrigt skal Jensens hustru have haft et hårdt sind, så hun har ikke været meget for ham. Hun var en Lærerdatter fra Veddinge i Fårevejle Sogn.

Det synes, som Skrædder Jensen har holdt op med at holde Forsamlinger i sit hjem, efter at han er kommen til Fårevejle, og at således forsamlingslivet efterhånden er stilnet af, indtil nyere Vækkelser atter pustede ny Kraft i det, som Jens Dyrholms og Ludvig Mortensens foran anførte Ord viser. Om søndagen plejede Jensen dog at samle husets Folk til Oplæsning af Ritzius’ Postille. Jensen gik undertiden omkring i Odsherred og holdt gudelige møder. Ved sådanne Lejligheder havde han tit sin Svend, Jens Pedersen, med sig. Ved disse Møder læste Jens Jensen gerne af Luthers Huspostil. På sine Ture ind i Odsherred var Jensen undertiden ledsaget af Herman Jørgensen, der var sold- og Sigtemager og gerne vilde aflægge et kristeligt Vidnesbyrd, når han kom for at handle...

Da senere Indre Missions vækkelse begyndte her i herredet var Jensen den første til at kalde på dens udsendinge navnlig Jens Dyrholm, og Jensen fulgte da selv med prædikanten til forsamlingerne. Jens Dyrholm siger udtrykkelig, at det var „efter Opfordring fra en kristelig broder inde i Odsherred", at han første Gang kom til Odsherred, og denne kristelige broder er sikkert Skrædder Jensen.

Partiskellene mellem de kirkelige Retninger var den Gang ikke så skarpe, som de senere er bleven. Skrædder Jensen var påvirket fra Grundtvigsk side, hvad vi ser af, at Lindbergs "Nordisk Kirketidende“ hørte til hans Bogsamling, og at han i Påskedagene kunde glæde sig selv og sine Venner med at læse Grundtvigs "Påskeliljen". Derfor kunne han også være med i den lille kreds, der kom sammen hos Hoff i Vallekilde for at rådslå om oprettelsen af Vallekilde Højskole, som Trier fortæller det i sin bog om Vallekilde; men der var jo rigtignok også selve Vilh. Beck med! På den anden side ser vi Skrædder Jensen i livlig forbindelse med Indre Missions Bevægelse. Hans Forhold til Jens Dyrholm, der for øvrigt selv senere tog bestemt Stade i den grundtvigske Oplysning, er nævnt. Men også den førnævnte Jens Larsen holdt Forsamlinger hos Jensen, og hans Sangbog brugtes hyppigt ved møder i Jensens Hjem. Ja, Jensen sad selv gentagne Gange i Indre Missions første Bestyrelser. Hos den foran nævnte Niels Rasmussen i Asnæs holdtes den 8. marts 1858 et Halvårsmøde for Indre Mission, hvor det blev vedtaget, at gårdmand Lars Møller fra Skørpinge, der også havde holdt Forsamlinger hos Jensen, skulde udtræde af bestyrelsen, imedens Jensen enstemmigt blev valgt i hans Sted ("Indre-Missions Tidende“, april 1858). Den 17. september samme År blev en ny bestyrelse valgt ved et Møde i Ordrup ved Ringsted. Det var ved dette møde, at Præsten Christian Frederik Rønne blev formand for Missionen, og bevægelsens Retning blev fastslået. I denne nye Bestyrelse fik Jensen også Sæde...

Af "Indre-Missions Tidende" for 15. december 1863 ses, at Skrædder Jensen også har indsendt Gaver til Ydre Mission fra Odsherred. Trods Påvirkningen fra Grundtvig og hans Venner, hvortil jo Harmsen på en Måde også hørte, fandt Jensen i sine senere År mere og mere bestemt sit Stade i den indre Mission, medens flere af dem, der må betragtes som hans åndelige Lærlinge, som Niels Rasmussen i Asnæs og Jens Pedersen i Vejleby, følte sig mere hjemme i den grundtvigske Retning og derfor sluttede sig til Vallekilde-Bevægelsen. Jensen døde den 5. november 1868. Han har her på sin hjemegn efterladt sig Minde som en god Mand, og det har han sikkert også været. Livet døde aldrig hen hos ham, efter at i det først var vågnet; men han har åbenbart ikke haft Kræfter til selv at vedligeholde og videreføre den Bevægelse, han fra først af havde vakt i sin nærmeste Kreds. Han virkede trolig med de Evner, der var givet ham, men greb i ydmyg Selverkendelse den hjælpende Hånd, som blev tilbudt fra den nye frembrydende vækkelse, og det kan sikkert ikke fejle, al den Ild, der brændte hos ham og de andre gamle Vækkelsesfolk, blev en god hjælp for de nyere Vækkelser i deres Arbejde for at vinde Indgang i Odsherred. I Jensen selv var der mere af en Barnabas end af en Paulus.