Personside - 183

Af ”En fortælling om hovedgården VISSELBJERG i Alslev” fra Alslev Sognearkiv:

Vi bevæger os længere tilbage. I perioden 1790 til 1809 var ejeren en Søren Lund – hvis med nogen tilknytning til Lindbjerggård syd for Ølgod. Måske købte han ejendommen på auktion. I hvert fald i 1783, hvor madam Wøldike døde, blev proprietærgården efter en auktion opkøbt af en Mads Pedersen Helvad og ved denne auktion må meget af fæstebøndernes jorde være frasolgt gården. I bogen om Hostrup fortælles, at denne landsby blev frikøbt ved denne auktion. Nu behøver det ikke at være sådan, at det var fæstebønderne, der selv opkøbte gårdene. Det kunne skam være en anden fæstebonde med penge på kistebunden eller en bymand med god økonomi.

Hermed er vi kommet tilbage til landboreformernes tid. Visselbjerg købes i 1759 af en Sebastian Wøldike. På samme tid var det en Wøldike, der var biskop i Viborg, og der var også en Wøldike som var præst i Varde og som senere blev professor ved Københavns Universitet, så det var en markant familie. Den gode Sebastian havde erfaring med landbrug, havde bestyret flere større gårde, før han gjorde sine hoser grønne hos en enke ved navn Vibeke. Hun var ikke hvem som helst, for hun havde været gift med borgmester Krag fra Varde, og tilmed havde denne Krag opkøbt Hennegård, som var Vibekes fødehjem. Godsforvalteren fra Visselbjerg var måske stråmand i forbindelse med den handel.

Omkring midten af 17hundredetallet var der efter krig og kvægpest opgangstider for landbruget og den enevældige konge ønskede naturligvis, at den danske befolkning skulle have del i disse gode tider, men det gamle konservative landbosystem med ca. 1000 hovedgårde, her omkring var der, Krogsgård, Sneumgård, Brammingegård, Kærgård, Lunderup, Endrupholm, Hesselmed, Hennegård, Frøstrupgård m.fl. og stort set alt øvrig landbrugsjord som fæstejord levnede ikke mulighed for dynamiske forandringer. Datidens hovedgårde, eller sædegårde eller ladegårde, nogle gange populært kaldet ”herregård” var grundstammen i det danske landbrugssystem – bygget om omkring hovedgårdsjorden og dertil mindst 200 tdr. hartkorn fæstejord indenfor 2 mils afstand fra gården. Hvis der ikke var denne størrelse af fæstegods, var det ikke en ”komplet” hovedgård. Der skulle reformer til for at få forøget produktionen via indførelse af nye driftsformer, men de skulle indføres stort set ad frivillig vej. Det skulle være sådan, at alle havde gavn af de nødvendige reformer. Staten kunne få et større skattegrundlag og flere indbyggere - bønderne, som udgjorde over 80 % af befolkningen, skulle have mulighed for at tjene penge til dem selv, og ejerne af hovedgårdene, hvor hovedgårdsjorden udgjorde ca. 10 % af det samlede landbrugsareal, skulle kunne få en bedre økonomi ved at få frigjort kapital ved salg af bøndergods og stadig bevare skattefriheden på selve hovedgården.

Fra omkring 1750 startede reformdebatten op. Oplysningstidsalderen var også kommet til Danmark. I 1755 opfordrede kongen alle til at komme offentlig frem med ideer og tanker om forbedringer af landbrugsdriften – altså fuld ytringsfrihed på dette felt – og der blev endda lanceret et nyt tidsskrift ”Danmark og Norges Oeconomiske Magazin” Nu skete der noget epokegørende – i 1758 blev der lovgivet om at de enorm store fælles overdrev mellem landsbyerne kunne fordeles, og i forordningen af 28. juli 1769 blev det skærpet således, at fordelingen skulle være sket inden 4 år. Det var første skridt hen mod opløsningen af landsbyfællesskabet og netop førnævnte forordning fra 1769 var grundlaget for, at Sebastian Wøldike fik nye ideer, og udskilte ca. 38 tdr. hartkorn i 8 nye landbrug, 6 gårde i Vibæk og 2 bolsteder. De fik meget bekvemt matr.nr. fra 1 til 9 med Jægerstedet som nr. 9 og den nu nedlagte hovedgård som nr. 1. Nævnes bør det også, at en forordning fra 1776 gjorde, at hvis blot en lodsejer i et landsbyfælleskab krævede udskiftning af landsbyfællesskabet, så var alle øvrige forpligtet til at deltage og naturligvis også at deltage i udgifterne.

...

Tilbage til Sebastian Wøldike. Skødet hvor Sebastian Wøldike køber af Joakim Brockdorff er interessant læsning. Alslev Mølle er i dårlig stand, og sælger har lovet både at bekoster 2 nye møllehjul og at give møllerenkens søn et nyt fæstemål, Toftnæs mangler en smed, og det har sælger også lovet at få bygget, og køber Wøldike skal indfri disse løfter. Der er naturligvis en opremsning af alle de fæstegårde, ejendomme og huse som hørte under hovedgården. Hovedvægten var naturligvis Alslev-Hostrup Sogn, men der var stadig 3 gårde og 7 huse i Oksby sogn, der var også gårde i Janderup, Forum og Jerne sogn og ikke at forglemme Anders Nielsen Katmand på Forum Hede, som skulle betale 1 rd. årligt i landgilde. Samlet i alt 278 tdr. hartkorn og den største gård var Koksspanggård på 11 tdr. hartkorn, men så var der også 2 fæstefamilier på ejendommen.

Købesummen skulle betales på Viborg Snapsting og sælgerens hustru kaldet Oberstinden skulle have lov til at have fri have og fiskedam efter eget valg – Sælgeren fik efter skødet en ret til at blive boende på gården. Han måtte disponere over de nordlige værelser fra porten og betale 40 rd årligt i husleje. Hvis han renoverede disse lokaler for højest 200 rd. så skulle huslejen går fra på denne investering, og skulle sælger vælge at flytte inden investeringen var dækket, så skulle køber refundere sælger 50 % af restbeløbet. Jo – der kunne også laves kringlede aftaler dengang. Sælger virker som en omsorgsfuld person, for det var også aftalt vilkår for hans forvalter.

Sebastian Wøldike førte flere retssager bl.a. mod præsten Abraham Jessen, han tabte de fleste, men ikke alle. Den sidste retssag om tiende til præsten fra arvefæstebønderne i Vibæk, faldt ikke ud til præstens fordel, men på det tidspunkt var Sebastian allerede død.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Meiger, Johan, –1561, Præst, var født i Hamborg og blev Præst ved St. Catharinakirken sammesteds. Han sluttede sig tidlig til Reformationen og var den første Præst i Hamborg, som giftede sig. Da Luthers Lære havde vundet nogen Indgang paa Nordstrand, henvendte nogle af Øens Indvaanere sig til Hamborg om en luthersk Lærer. Stadens Magistrat gik villig ind paa denne Begjæring og sendte M., der 1525 blev Præst i Pelworm. I 7 Aar virkede han blandt Strandfriserne og har, som det synes, været det vigtigste Redskab til at gjøre Reformationen bekjendt blandt disse. Men 1532 forlod han Nordstrand, vistnok paa Grund af en Vandflod, som overgik Marskegnene, og hvorved mange omkom, deriblandt 3 Præster, over hvilke han har forfattet et endnu bevaret plattysk Vers. Han agtede at drage tilbage til Hamborg; men da han kom til Rensborg, blev han af Borgerne der kaldet til deres Præst. Senere blev han, saa vidt vides, ogsaa Provst i Rensborg Provsti.

1541 overdrog Christian III ham tillige med Præsten Rudolph van Nijmwegen fra Kiel at visitere og reformere de endnu bestaaende Klostre i Slesvig og Holsten. Hvervet udførtes til Kongens særdeles Tilfredshed. Da Rensborg 1544 ved Landdelingen tilfaldt Hertug Hans, synes M. at have været tvivlraadig, om han skulde blive der. Han drog i alt Fald til Kjøbenhavn for at tale med Kongen, til hvem han synes med særlig Hengivenhed at have sluttet sig. Enden blev dog, at han forblev i Rensborg til sin Død, 17. Febr. 1561. Hans Sønner, Albert Meier og Samuel Meiger, omtales henholdsvis ovfr. og ndfr. Af Hensyn til Christian III’s Ønske lod Faderen dem begge studere i Kjøbenhavn. Datteren Sara blev gift med Provst Jørgen Boie i Haderslev.

^{Moller, Cimbria lit. I.
Ny kirkehist. Saml. II, 741 ff.}

H. F. Rørdam.

Fra St. Mariens hjemmeside:

Im Kirchspiel Rendsburg-St. Marien nahm die Reformation 1528 ihren Anfang. Als der altgläubige Priester und Kirchherr Johan Schröder gestorben war, wandte sich der Rat der Stadt an König Friedrich I., der sich zu diesem Zeitpunkt in Eckernförde aufhielt. Er hatte das Patronatsrecht über die Kirche St. Marien in Rendsburg, und damit stand ihm das Recht zu, den Kirchherrn zu bestimmen. Er wählte hierfür den lutherischen Prediger Dr. Peter Mellitius aus, der sich gerade in seinem Gefolge befand. Die Einwohner der Stadt nahmen diese Maßnahme offensichtlich ohne Widerstand hin. Es dauerte aber noch eine ganze Weile, bis die Reformation sich voll durchsetzen konnte, da es etwa 12 Vikare in Rendsburg gab, die bei der alten Gottesdienstordnung blieben, auch weil sie das Predigen nicht gelernt hatten. So sind über einen Zeitraum von 10 Jahren Gottesdienste beider Konfessionen nebeneinander in der Kirche St. Marien abgehalten worden. Die neue Lehre setzte sich dann mit der Berufung des Pastors Johan Meier endgültig durch, der von 1532 - 1561 Kirchherr an St. Marien war. Ihm gelang es mit viel Geschick, die kirchlichen Verhältnisse in Rendsburg auf friedliche Weise neu zu ordnen. Er konnte auch die Gegensätze des Vorgängers mit dem Rat der Stadt ausgleichen, der die Zeit des Umbruchs zu einer verstärkten Einflußnahme auf das Finanz- und Rechnungswesen der Kirche nutzen wollte.

Mit der auf dem Landtag in Rendsburg 1542 angenommenen Kirchenordnung, die Christian III. gegen anfangs heftigen Widerstand katholischer Kreise durchsetzen konnte, wurde die evangelisch-lutherische Kirche zur Staatskirche erklärt und die Reformation im wesentlichen in den Herzogtümern und damit auch in Rendsburg abgeschlossen.

Steen Thomsen fortæller:

Johannes Meiger blev formentlig student i Rostock og fik en katolsk præsteuddannelse, blev magister og derefter katolsk diakon ved Sct. Catharina kirken i Hamburg.

Han sluttede sig tidligt til reformationen og var den første præst i Hamburg, der giftede sig. Han var knyttet til Stephan Kempe. Efter anmodning fra Nordstrand blev han i året 1525 sendt dertil for at prædike reformationens tanker, og han har derfor fået hædersnavnet 'Strandfrisernes reformator'. Han var præst ved Pelworm kirke til 1532, da en voldsom stormflod, der bl. a. delte øen Pelworm fra Nordstrand, fik ham til at vende tilbage til Hamburg.

Han kom dog ikke længere end til Rendsburg med sin familie, hvor man bad ham blive sognepræst ved Mariekirken og provst i Rendsburg amt, hvor han blev til sin død i 1561. 6 jan 1541 udsender Chr. III en skrivelse om, at Johannes og en anden præst skal lede reformationen af klostrene i Holsten.

Hans epitaphium har hængt (hænger?) i Rendsburg kirke.

^{H V Gregersen: Reformationen i Sønderjylland.
Aage Dahl: Haderslev bys præstehistorie. 1933.
OH Toftegaards database.
Erik Christensen, Vojens.
Carl Langholz: Anetavler for berømte danskere. 1989.
H F Petersen i Sønderjyske Årbøger 1963 s 193.}