Personside - 70

Poul Christensen fortæller i Støvring Lokalhistoriske Arkivs medlemsblad ”Hanen” i 2005 og 2006:

Det hele startede med en anmeldelse den 2. september 1897 fra malermester Hans Peter Jørgensen i Aalborg, der anmodede politimyndigheden i Hornum herred om at rejse tiltale mod Pastor Gade, for at have forledt hans steddatter Michaeline Cathrine til utugt mens hun tjente i præstegården. Desuden blev han sigtet for forsøg på forledelse til falsk forklaring for retten. Længe havde der i byen gået rygter i byen om at pastoren var lidt for glad for kvinder, og det var nu blevet for meget. Cathrine var kun 15 år gammel.

Ved herredsretten blev der den 8. september afholdt forhør, hvorunder Gade blev varetægtsfængslet og dagen efter suspenderet fra embedet af provsten for Hornum-Fleskum herreder. Ministeriet pålagde øjeblikkeligt biskoppen over Viborg Stift at sørge for at der blev nedsat en provsteret, der skulle undersøge Gades forhold i embede, liv og levned.

Da politiets undersøgelser var færdiggjort den 4. november blev der nedsat en kommissionsdomstol bestående af provsten og herredsfogeden, der allerede 1. februar 1898 kunne afsige deres kendelse, idet der yderligere var blevet tilføjet i anklageskriftet en overtrædelse af danske lov fra 1683. Denne lov nævner bl.a. hvilke krav der stilledes til præsters liv og levned.

Sagen kunne derefter gå til højesteret, der stadfæstede kommissionsdomstolens afgørelse, idet dog Gade fik forhøjet sin straf fra et til to års forbedringshusarbejde.

Cathrine, der var blevet konfirmeret året før hun 1. maj 1897 tiltrådte pladsen i præstegården beskrives som ”i besiddelse af ringe åndelig begavelse”, og hun skulle være doven samt ”noget aparte i sin optræden, men en god og kærlig pige”. Hun havde haft et par pladser i Aalborg inden hun tiltrådte i præstegården, hvor Gade straks lagde an på hende. Præsten havde eget soveværelse ovenover sit studerekammer, og hele forløbet af forførelsen er omhyggeligt beskrevet i højesterets dom. Cathrine var straks ved sin ankomst til præstegården blevet advaret af en anden pige, Ane Marie, der kunne fortælle at Gade ”ville holde kærester, at han gerne ville kysse hvem han kunne, og at Cathrine vistnok også snart blev hans kæreste”. Ane Marie var selv en af dem. Vi skal her undlade de temmelig detaljerede, intime beskrivelser af forholdet, der stod på indtil slutningen af august, til tider flere gange om dagen. Til sidst blev det for ubærligt for den unge pige, der betroede sig til en af præstegårdsforpagterens piger og dennes kæreste, som hjalp hende med at få sagen bragt frem. Hun fik skrevet et brev til sine forældre om hvad der var hændt, og forlod så præstegården en dag, hvor Gade ikke var hjemme.

Til at begynde med benægtede Gade forholdet, men måtte dog til sidst indrømme det passerede med nogle korrektioner, idet han omhyggeligt sørgede for at slå fast at der ikke var tale om voldtægt, en vurdering som man nok i dag ville sætte spørgsmålstegn ved. I arresten havde han fået lov til at lave en skriftlig fremstilling, hvori han bemærkede ”at hans hukommelse på grund af særdeles hurtigt og anstrengende studium i en ældre alder(!) er meget svækket”, hvorfor han ikke kunne redegøre for enkeltheder i forholdet. Senere kunne han også tilføje at han ofte var temmelig påvirket af spiritus. Malermester Jørgensen i Aalborg nedlagde påstand om at Gade skulle betale ham som værge for Cathrine 1000 kr. + 100 kr. som Cathrine måtte være berettiget til for tab af indkomst.

Men Cathrine havde ikke været den eneste.

...

Den pige i præstegården, Ane Marie, som præsten i forvejen også havde et forhold til, sladrede til Gade, som fik fat i brevet, hvorefter Henriette løb ud af præstegården, forfulgt af Gade, der med magt fik hende bragt tilbage, tilspigrede vinduerne til hendes kammer og låste hende inde. Næste morgen kørte han hende til Støvring station, løste en billet og sendte 30 kr. til hendes fader, slagtermester Caspersen i København, og skrev desuden et brev til ham, hvori han fralagde sig enhver anklage fra Henriettes side.

...

Under retssagen mod Gade kom det endvidere frem, at han havde forsøgt at få de øvrige kvinder i byen og omegnen, han i tidens løb havde plejet omgang med, til at aflægge falsk vidnesbyrd for retten, hvilket dog ikke lykkedes. Der var også agtværdige gifte kvinder fra byen iblandt, og allerede mens Gade var kapellan i Bjørnsholm og Malle havde han haft et forhold til en tjenestepige. Endelig kom det frem, at Gade også havde været uprovokeret voldelig overfor sin hustru i hjemmet, og at han flere gange havde optrådt beruset og vakt forargelse ved ”sværgen og banden”, dog ikke under forrettelse af de kirkelige handlinger.

Ved højesteret blev Gade så fradømt kjole og krave, fik forhøjet sin fængselsstraf til to år, og skulle endelig udrede 1100 kr. til malermester Jørgensen i Aalborg, samt 50 kr. til bundtmageren og 20 kr. til kæmnerkassen i Nykøbing Sjælland. På årsdagen for Cathrines tiltræden i præstegården blev Gade så overført fra Nibe til Vridsløselille Statsfængsel.

...

I 1897, da manden sad i arrest lod Thea Wøldike sig separere og året efter blev parret skilt. Hun stod nu med en stor børneflok, uden midler, men med en stor gæld. For Indre Mission var det et hårdt slag, da Gade havde været en skarp vækkelsesprædikant, som officielt bekendte sig til missionen, og sognet stod i årene derefter stærkt splittet..

...

At det var et godt menneske der var rykket ind i præstegården, ses især af den måde hvorpå han tog sig af Thea Gade og hendes børn. Hun der stod uden egentlig uddannelse måtte jo se at komme videre med sit liv, så hun kunne forsørge sin børneflok og sig selv.

Her gik Wested i aktion. Han startede en stor landsindsamling blandt landets præster, der her fik lejlighed til at vise deres kristelige sindelag og offervilje. 1200 breve fik han trykt og sendt ud til lige så mange kolleger i hele landet, og det gav resultat. Pengene strømmede ind fra nær og fjern kan man se af det omhyggeligt førte regnskab. Beløbene svingede fra 2 til 10 kr., hvilket måske ikke lyder af meget i dag, men som dengang var ganske pæne beløb.

Da regnskabet blev gjort op, udgjorde saldoen i alt 3500 kr. efter fradrag for omkostninger til trykning, kuverter og porto. I juni 1899 var alt på plads. Wested skulle fortsat være kasserer og sammen med 3 nabopræster være behjælpelig med at administrere pengene for fru Gade, der havde faet den idé at flytte til Kolding og åbne en modeforretning der.

Det lykkedes, og forretningen kom til at gå godt, det var jo dengang damer gik med hat, så hun fik en god handel. I 1907 havde hun drevet det så vidt, at hun blev i stand til med de resterende midler fra indsamlingen at købe ejendommen hun boede i.

...

Datteren Elisabeth er lærerinde på Albæk Hovedgård i Suldrup sogn. Otto er muligvis i lære i Hjørring, han skriver nemlig i et brev dateret 24. december 1899 til pastor Wested, at han er så glad for sin plads i Herning, meget bedre end den han havde i Hjørring. Hans Principal Dalgaard er så flink ved ham, og har foræret ham 10 kr. i julegave. Gurli er sikkert i huset et eller andet sted. Ved juletid 1899 er hun i nærheden af Kolding.

I et julebrev fra 1899 skriver Thea, at hun har haft meget travlt i forretningen med at sørge for julegaver til kunderne, så travlt at hun ikke har fået skrevet til vennerne. Hun har fået en god og troende pige, Helene, til hjælp i huset. Pastor Wested har åbenbart advaret hende mod at fortælle om pengene til Gade, men som hun skriver i julebrevet ”De kan være ganske rolig. Det ville da være at friste Gud, og det gøres ikke ustraffet. Selv har jeg intet hørt fra eller om ham ”. Fra l. maj 1898 afsoner han 2 års forbedringshusarbejde i Vridsløselille Straffeanstalt. Nogle breve fra ham til pastor Levisen på Lolland viser, at han 23. juli og 6. november 1900 bor i Esbjerg og 23. april 1901 i København. 11. september 1901 skriver han fra Omaha i USA, hvor broderen Peter bor.

...

Tilbage bliver der så blot spørgsmålet: Hvad blev der af Gade, da han havde udstået sin straf? Som så mange andre, der tidligere havde gjort sig uheldigt bemærket i sit hjemland, så rejste han i 1901 til USA for at begynde en ny tilværelse. Her var man en ukendt og kunne søge det arbejde som ens evner og uddannelse rakte til.

Gade var jo en begavet person, så han fik en lidt broget karriere og flyttede en del rundt. I Omaha blev han musiklærer, i Blair i staten Nebraska arbejdede han som journalist, i en periode var han gårdejer i North Dakota, og endelig skal det nævnes, at han også i en periode var præst ved en Luthersk menighed. Da han kom lidt op i årene vendte han hjem til Danmark og slog sig ned i Kolding, hvor han ernærede han sig ved undervisning i bl.a. matematik og sprog.

Historien får her en slags ”happy ending” idet Gade ved Theas død i 1928 fik lov til at sidde i uskiftet bo, hvilket kun kan betyde at han og Thea må have giftet sig på ny.

W. blev Elev først i Metropolitanskolen, senere i Roskilde Katedralskole, hvorfra han blev Student 1876, studerede Teologi, senere Naturhistorie, begyndte samtidig en Lærergerning ved Pigeskoler og Kursus 1877-80 og blev 1880 ansat ved Schneekloths Skole, hvor han virkede til sin Død; han var 1883-1924 Skolens Inspektør og udnævntes ved Statens Overtagelse af Skolen 1918 til Lektor. Han underviste tillige ved Deckers Kursus (1897-1916) og maatte paa Grund af den omfattende Virksomhed opgive at afslutte sine Studier med Embedseksamen.

W. var den fødte Lærer. Hans Elever vidste, at deres Vel laa ham stærkt paa Sinde. De opdagede hurtigt hans Karakters Redelighed og hans udprægede Retfærdighedssans, og han kunde derfor give sit gode Humør frie Tøjler, uden at det gik ud over Disciplinen. Hans Timer var fornøjelige, vel tilrettelagte, hans Inspektion paa Legepladsen myndig og hans Ledelse af Morgensangen værdig. Paa Skoleudflugterne førte han Elevflokken som en »General«, der forstod at give Dagen Form dels ved en til Situationen passende Løssluppenhed, dels ved en haandfast Ledelse.

Som en Grundtone under hele W.s Skolearbejde laa hans varme Kærlighed til Ungdommen og hans dybe Forstaaelse af dens Vanskeligheder. Et Udtryk herfor er hans Interesse for det seksuelle Spørgsmaal og Skolens Stilling dertil. 1906 udgav han Pjecen »Kønssygdommene og deres Farer«, en redelig og nænsom Fremstilling, der er udkommet i 3. Oplag (1922) og af Undervisningsministeriet anbefalet som egnet til at uddeles blandt Eleverne (1918). S. A. holdt han ved de højere Skolers Lærermøde et (senere trykt) Foredrag om »Skolen og det seksuelle Spørgsmaal«, der ved sin psykologisk fine og taktfulde Redegørelse og høje etiske Standard kan tjene som Mønster for dette vanskelige Spørgsmaals Behandling, et Arbejde, som han videreførte som Formand for Dansk Forening til Kønssygdommenes Bekæmpelse 1908-11 og som dens Næstformand 1911-26.

W. var musikalsk og havde selv en god Sangstemme. 1886 stiftede han Schneekloths Skoles Sangforening (S. S. S.), som han ledede i 40 Aar, en Forening, der samlede Elever og Lærere til ugentlige Prøver Vinteren igennem og var et fremtrædende Element ved Skolens Fester, hvor W. var den uundværlige og højt skattede Leder og Arrangør. Han kom tidligt ind i Studentersangforeningen, hvis Formand han var 1899-1909, og i Musikforeningen, for hvis Repræsentantskab han var Formand 1915-26. W.s Virksomhed har sat sig dybe Spor i Schneekloths Skoles Traditioner. Han var lykkelig i sin Gerning, og Skolen var Midtpunktet i hans Tilværelse. Men ved sin ideelle Trang til at hjælpe Ungdommen over Vanskeligheder fik han Held til at gøre en Indsats, der rækker ud over den enkelte Skoles Grænser.

R. 1922.