Personside - 14

Fra ” Udskiftning af Markjorder i Gettrup og Kobberøe samt Gundtoft” Af Ove Jørgensen, Ydby i Sydthy Årbog 1993:

Anno 1797 d. 24. august blev et Åstedsmøde foretaget i Hr. Jens Skibsteds gård i Gettrup i Refs herred af Landvæsenskommissionen, Amtmand Ferslev, samt Landvæsenskommissær Hjardemaal til Bubbel og i Landvæsenskommissær Ballebys sted (der er lodsejer ved denne lejlighed) Hr. Kammerråd Thagaard fra Thisted, efter begæring af Landinspektør Skibsted, om Gettrup sogns udskiftning af jordfællesskabet imellem byerne Gettrup og Kobberø, og dernæst jordbrugernes specielle udskiftning fra hinanden...

Nr. 1 Kobberøgård: det for denne gård gjorte forslag blev af lodsejerne proprietær Balleby, hvis fæster er Mogens Jensen, og Christen Thøgersen, hvis fæster er enken Else Larsdatter, forelæste og betydet. Balleby var utilfreds med planen for Mogens Jensens gård og nedlagde protest med følgende påstand, at Mogens Jensen skulle tillægges hans lod lige ud for hans gård norden for Else Larsdatters lod og forlangte kommissionen ud til åstedet...

Den 27. september begav begge landvæsenskommissærer og landinspektøren sig af sted for at tage de påankede lodder i øjesyn ved Mogens Jensens og Chr. Nielsens fæstegårde, Landinspektøren lod foreløbig tilføje i protokollen, at han ikke anså det for fordelagtig for proprietær Ballebys gård at samme blev tillagt noget af Klosterhave, så derfor havde han forbigået samme og foreslog Balleby, at Mogens Jensens gård bliver tillagt 50 til 60 alen længere mod øst af vestre ende af Klosterjorden. Andet forslag kunne landinspektøren ikke gøre til forandring, da øvrige involverede var tilfredse med planen, men Balleby var fortsat utilfreds og forlangte nu dom afsagt.

Peder Hansen Kofoed kom til at vende tilbage til købstaden og genoptage slægtens oprindelige erhverv som købmand i Rønne, ligesom hans navnebroder Peder Kofod fra 1510. Her giftede han sig med borgmesterdatteren Elisabeth Madsdatter Ravn, og blev borgerkaptajn, rådmand og senere borgmester, hvilket dog ikke forhindrede ham i med iver at samle på frimandsgods.

Af "samlingen" kan nævnes:
Sandegård og Fynegård i Knudsker ( den sidste i pant fra Mads Kofoed).
Bjømegård, Vintregård og Skadegård i Nyker , alle i det frugtbare strøg mellem brødrenes slægtsgårde Kyndegård, Blykobbegård og Vellensgård.
Kyllingegård (nu: Stensebygård) i Bodilsker. Myregård i Nylars.
Julegård i Aaker.
"I Sose", (nu: LI. Dalbygård) i Vestermarie. Heslegård i Østerlars.
M. f1. En smuk kollektion! Det blev især her, slægtens kapital og jordværdier samlede sig.

Købmandsgerningen var tydeligt nok langt mere lukrativ end landsdommerembedet og landbrugserhvervet. Selv Mads Kofoed måtte pantsætte en af sine gårde til sin rige broder .

Hvor ægteparret boede i Rønne ved vi ikke bestemt, men da sønnen Hans, der også blev borgmester, boede der hvor Amtsgården nu ligger i Storegade, regner man med, at denne centralt beliggende købmandsgård også har været Peder Kofoeds. Her fødtes 9 sønner og 6 døtre. For denne dygtige og stræbsomme købmand syntes alt at lykkes, indtil også han i 1645 led nederlag, ligesom Mads på et felt, han slet ikke kendte til - hvor hans evner som købmand faktisk ødelagde det hele!

De 2 ældste sønner kom naturligvis til at hedde Mads og Hans efter morfar og farfar. De blev begge købmænd i Rønne. Mads nåede kun at blive fænrik i borgervæbningen - 3 børn - medens Hans opnåede at blive tolder og rådmand og senere borgmester. Fra dem begge stammer nogle af slægtens kendteste grene .
Nr. 3 fik navnet Jens. Det blev ham, der som "Bornholms befrier" blev slægtens berømteste medlem; hans levnedsløb vil blive skildret i kap. IX. Også nogle af hans i alt 24 børn videreførte slægten med livskraftige grene til vor tid.

Derefter fulgte Claus, der i familieoptegnelserne angives at være blevet kaptajn i Brabant (Provins i Nederlandene, der i 1648 rev sig løs fra Habsburgerne). Af døtrene blev Karen gift med rønneborgeren Willum Clausen, der sammen med de hjemmeværende brødre deltog i opstanden i 1658, ligesom Boel blev gift med Jens Ansgarsen, der var rådmand i Rønne.

Oluf Bagge var Herredsfoged i Nørre-Herred, men som saadan gik det ham ilde. Han havde nemlig, vistnok tilskyndet af Lybækkernes bekendte Foged, Schweder Kettingk, d. 1. August det nævnte Aar afsagt en Dom over en Kvinde, Birgitte Køllers, som han og 12 Meddomsmænd dømte til Kagstrygning, hvilken Dom blev exekveret. Den nævnte Kvinde rejste derefter over til Kongen for personlig at klage; hun fik ogsaa Lov til at tale med Kongen og fremstille sin Sag for ham, hvilket havde til Følge, at de 12 Meddomsmænd af Kong Frederik d. 2den dømtes til selv at kagstryges, samt at selve Dommeren, Oluf Bagge, blev indsat i Blaataarn og maatte købe sin Ære af Kongen, der benyttede Lejligheden til med Hæftighed at kræve af Raadet i Lybæk, at Schweder Kettingk skulde fjærnes.

Jørn Klindt fortæller i "På spor af de første Kofod'er"²:

Peder Kofod har sikkert været den ældste af brødrene. Vi møder ham første gang i 1570, i forbindelse med en celeber retssag på Hammershus broting. En ditmarsk adelsmand Jacob van Dyke var kommet på besøg hos Sweder Ketting og var blevet vel beværtet ved hans bord, men havde herunder udtalt trusler mod Lybæks råd, så Ketting måtte påmane ham at bruge en »sømmelig mund mod herrerne« - men i øvrigt lod det være med det. Da van Dyke senere tog til Rønne brugte han imidlertid samme farlige mund over for en moskovitisk kaptajn, angiveligt sørøver, der lå i Rønne havn. Van Dyke erklærede at ville tvinge Lybæks råd således, »at ikke en borger skulle vove uden fare at stikke sit hoved ud af porten«. Nu lod Sweder Ketting sørøverkaptajnen vidne for Rønnes byfoged om disse trusler, hvorpå han lod den alt for højt skrydende van Dyke sætte i forvaring på Hammershus under forholdsvis komfortable vilkår. Men van Dyke brød ud af slottet, og brød derved en af Danmarks strengeste love: »Hvo som stinger muren om kongens befæstede hus, miste livet«. Ketting virkede på dette tidspunkt som både lybsk og dansk foged (altså i dette tilfælde: anklager) og da han havde fået fanget van Dyke igen, lod han ham fremstille for Hammershus broting.

Der var i denne periode heller ikke udnævnt nogen bornholmsk landsdommer, så Ketting har været i tvivl om, hvordan han har skullet gribe sagen an: En fremmet adelsmand anklaget for en alvorlig forbrydelse. Han indkaldte derfor nogle fremtrædende bornholmere til at påhøre og vidne om retssagen. De to første var: »Peder Kofoed til Kyndegaard, i landsdommers sted, og Oluf Bagge til Baggegaard, tinghører i Ndr. herred, af våben«. De påhørte, og vidnede, hvordan van Dyke blev dømt efter loven, halshugget og kristeligt begravet på Allinge kirkegård.

Peder Kofoed var således allerede veletableret, på en af Nykers gode frimandsgårde, i bekvem afstand fra Rønne, og i godt selskab med sin svo ger Oluf Bagge på den nær liggende Baggård. Men vi bemærker, at det er svogeren, der tituleres væbner, altså frimand, ikke Peder Kofoed endnu. Til gengæld blev denne anset som konstitueret i øens fornemste embede efter høvedsmanden: Landsdommerembedet, der normalt alene blev givet til adelige, på Bornholm dog til frimænd.

Det sidste vi hører til ham, er i 1575 , da han deltager i en skelbestemmelse i Nyker, og han er nok død, inden Jens Kofoed i 1583 nævnes »til Kyndegaard«.

Fra Janni Andreassens "Mylius":

Han er søn af købmanden, økonomen, redaktøren Mendel Levin Nathanson. Ganske vist ikke i ægteskabet med hans kone Esther. Men med deres tjenestepige Marianne Margrethe Henningsen.

Dåbsattesten i Landsarkivet oplyser blot, at 1812 6. juni fødtes på Den kongelige Fødselsstiftelse under nr. 4287 og 9. september døbtes samme sted Ludvig Mylius som søn af patient nr. 427/1812.

De mangelfulde oplysninger om barnets forældre er vel taget af hensyn til Nathanson og hans familie, der var kendte skikkelser i datidens København.

Nathanson kom fra et jødisk, borgerligt miljø i Altona, hvorfra hans mormor i 1795 hentede ham til København. Han talte jiddisch og lidt tysk, men lærte sig hurtigt dansk, fransk og tysk, kom i købmandslære hos sin morbror og blev hans bogholder kun 15 år gammel. Karrieren blomstrede om kap med forretningen, indtil kursfald i 1819-20 satte et midlertidigt punktum. Firmaet måtte træde i betalingsstandsning med en gæld på fem millioner. Nathanson forsøgte at drive forretningen videre, men opgav endeligt i 1831 og slog ind på et andet, familiært spor: Økonomi.

Han har efterladt et alsidigt, økonomisk forfatterskab, som førte til redaktørstolen på Berlingske Tidende, der dengang var noget forsømt og ikke særlig udbredt.

Her tryllede han med sit talent og skabte det moderne dagblad med nyheden på forsiden. Han stod fadder til søndagsavisen som begreb og skabte en kulturelt præget hverdagsavis, der udkom hele to gange om dagen, da han gik 20 år efter .

Der skulle gå flere generationer, før tre unge mænd tog journalistgerningen op efter deres oldefar og bedstefar. Men det gjorde fætrene Ludvig Mylius-Erichsen, Orla Bock og deres fjerne slægtning Peter Nansen.

Slægtskabet kendte de godt til. Mylius, Bock og Nansen kaldte hinanden fætter uden smålig skelen.

Ifølge mundtlig overlevering i familien Erichsen betalte Nathanson sin kusk og pakhusforvalter Ludvig Erichsen for at gifte sig med Marianne Margrethe og købte senere en spækhøkerforretning til parret.

Sin uægte søn slap han aldrig af syne.

Ludvig Mylius kom på skolebænk med den senere så berømte politiker Orla Lehmann, der gik på den private Østre Borgerdydsskole. Det må være Nathanson, der betaler. For i spækhøkerhjemmet blev der stort set født et barn om året, der var munde nok at mætte for Ludvig og Marianne Margrethe, som på 17 år får 15 børn. Ludvig Mylius skulle studere medicin. Men det blev ikke til så meget på Kirurgisk Institut. "Det manglede på lysten."

Til gengæld så han en del til amtskirurg Johan Chr. Bernhard Wittenburg, hvor han traf sin kommende kone, Josephine.
De bliver gift 2. december 1831 i Kalundborg, hvor han opretter Privat Sygehus, der består af badeanstalt og barberstue.

Han er gemytlig af sind og selskabeligt anlagt.

Det blev sagt om ham, "at han kunne få døde folk til at le". Og så vil han pludselig være politibetjent. Han har bogstavelig talt fået blod på tanden gennem bekendtskabet med en lille flok forhærdede forbrydere i Kalundborg Arrest. De tilstod ikke, før de havde været under barberens kyndige hænder. Stort set med kniven for struben tvinger Ludvig Mylius sandheden ud af dem. Og bliver selv så begejstret for sit naturlige talent for faget, at han med sin Josephine drager til København, hvor han får ansættelse ved Christianshavns Politikontor omkring 1840.

Og så dør han i 1848 fra kone og fem børn - kun 36 år. Om den tragiske begivenhed står der på en lille seddel fra barnebarnet Asta Bock:

"Bedstefader stod vagt ved Christian den VIII's båre - Castrum Doloris på Amalienborg. Moder var deroppe med moders to søskende, Sofie og Theodor. Bedstefar henter her en forkølelse - lod sig årelade, men der blev åreladt på en fejl åre, så det blev en blodforgiftning. Bedstefar døde på Almindelig Hospital, hvor professor Christensen var, og bedstefar ønskede at behandles af ham."

Bag båren ved begravelsen på Vor Frelsers Kirkegård går en gammel mand og græder. Det er Mendel Levin Nathanson.

Jørn Klindt fortæller i "På spor af de første Kofod'er"²:

Han blev øens fornemste mand. Han er den første Kofod, hvis levnedsløb længe har været kendt, og om hvem de gamle stamtavler er i overensstemmelse med de samtidige kilder. Og nu kender vi altså også hans nærmeste familie, takket været søsteren Boel på Baggård, hvis søn Niels Bagge i et åbent brev 1608 omtalte ham som sin ”kære morbror”, og dermed har leveret os den nødvendige kontrol på den lybske familieoptegnelse.

Hvor han boede før han overtog Kyndegård efter broderen, fremgår ikke af de foreliggende kilder. Zarthmanns antagelse, at Frigård i Vestermarie var hans første sædegård, er ikke dokumenteret. I 1578, lige efter at danske lensmænd havde overtaget Hammershus fra lybækkerne, omtales han imidlertid som ”slotsskriver” - lensmandens nære medarbejder på ”slottet”. Denne krævende og indflydelsesrige stilling har forudsat, at han havde en god uddannelse og betydelige evner. I denne periode har han da sikkert også opholdt sig på Hammershus.

Men i 1583 omtales han som ”Jens Kofoed til Kyndegård”, da han sammen med landsdommer Peder Uf og 2 andre frimænd blev anmodet af kongen om at dømme i en bjergningssag i Nexø, hvor såvel en adelig godsejer som borgmester og borgere var indblandede, så at der i dette tilfælde måtte sættes en særret, en lille ”herredag”, over landsretten. Kongen gav ham ingen særlig titulation, men allerede samme år nævnes han i Malmø tingbog ”velbyrdig mand Jens Kofoed til Kyndegård”, som til en adelig.

Det har formodentlig også været ved denne tid, han giftede sig med den adelige frøken Anna Spendt, af en jysk slægt, der bar en tophue - en såkaldt ”jødehat” i sit skjold. Den smukke lysekrone i Ny kirke er forsynet med ægteparrets initialer og våbenskjolde (sparren og huen) samt årstallet 1594. En fornem gave til deres kirke - i brug den dag i dag. Og hvad pryder dens top: Lybæks våben, den dobbelthovedede ørn! Vist er den sikkert fremstillet i Lybæk, men med vor teori om Kofod'ernes oprindelse in mente, er det nu alligevel en oplevelse at se den sprede sine vinger i Ny kirkes kor. Og endnu et indicium!

I 1588 kom så endelig udnævnelsen til landsdommer efter Peter Uf:

”Vi Chr. IV o.s.v. hilser Eder alle vore kære, tro undersåtter, riddersmænd, fruer, jomfruer, købstadsmænd, bønder og menige almue overalt på vort land Bornholm kærligen med guds og vor nåde. Vider, at vi nådigst har betroet, forordnet og tilsluttet os elskelig Jens Koefougitt, vor mand og tjener…”

Vi bemærker, at frimændene ikke er nævnt særskilt i listen over undersåtter - nu var der faktisk ikke brug for dem længere.

Det mest eftertragtede, og det fornemste embede, en bornholmer kunne få, var nu i Kofodslægtens hænder, med en kort afbrydelse lige til 16450 Jens Kofoed beholdt det i 35 år, indviklet i utallige retssager, også mange kæresager til herredagen i København - sager, som han så godt som altid fik stadfæstet. For man sad ikke sikkert i dommerstolen. En enkelt, uretfærdig dom var nok til at vippe en af, i reglen med tilføjelsen, at dommeren kunne lide samme straf, som han uretfærdig havde pålagt andre.

Som man ser, blev han i sin udnævnelse tituleret ”vor mand og tjener”, og i mange kongelige breve i hans embedstid finder vi ligeledes denne vending, der ellers alene brugtes til adelige personer. Det var normalt altid adelsmænd, der blev landsdommere i de danske provinser - kun på Bornholm og i Blekinge var der ikke nok, kvalificerede adelsmænd at tage af, og på Bornholm blev det som oftest frimænd, der fik denne krævende post. Tituleringen betød derfor ikke andet, end at sådan var skriveren vant til at titulere en landsdommer.

En landsdommer skulle bo standsmæssigt, og allerede i 1590 stod Kyndegård - ”zirligen og herligen ombygget, forbedret, opmuret og med tegltag omhængt - på en herlig ort udi skoven - her er skøn sædesjord, engsbund, fiskeri, fævagt og deslige herlighed, som neppelig bedre til nogen fri gård her findes kunne”.

Det kan til denne beskrivelse fra 1600-årene tilføjes, at der også hørte en vandmølle til gården, der ligger smukt op til Muleby A, med tilhørende fiskevand

Fru Anna Spendt døde i 1619, og ved skiftet arvede Jens Kofoed adelsgods i Jylland efter hende - endnu et tegn på, at han udenfor Bornholm regnedes blandt den virkelige adel. Synd at de ingen børn fik, for ingen anden Kofod var så nær ved det eftertragtede adelskab, og deres børn ville have alle chancer for fuld anerkendelse.

Der er derimod ingen tegn på, at Jens Kofoed selv tiltog sig adelsrettigheder. I 1608 underskrev han som den første af frimændene i Rønne kirke, ordene ”ærlig og velbyrdig”, sammen med hans og hustruens våbenskjolde, som en velfortjent hyldest til den gamle, dygtige og velmægtige landsdommer. Det blev da også på hans velbyrdighed, man byggede konstruktionen om den kofodske adel i 1700-årene, såvel som den i 1903 anerkendte adelsgren.

Jørn Klindt fortæller i "På spor af de første Kofod'er"⁴:

Han må være født mellem 1580 og 1590 (i 1645 omtalte han sig selv som en ”gammel, bedaget mand”).

Han tog et sikkert stik hjem i gårdspillet ved at gifte sig med Karen Jørgensdatter, hvis far Jørgen Pedersen til Eskildsgård i Pedersker havde ejet et af øens største frimandsgodser, der nu var delt mellem hans 3 døtre: Karen, Eline og Kristine. Efter brylluppet blev Mads Kofoed som nævnt enig med Elines mand Esbern Kofod om at mageskifte deres arveparter. Mads Kofoed fik herved overdraget såvel Eskildsgård, som Vellensgård i Nyker - ikke nogen dårlig andel, heller ikke i dag!

Begge disse store gårde blev støttepunkter for Kofodfamilien. Mads og Karen flyttede antagelig først ind på hendes barndomshjem, den dejlige Eskildsgård, hvortil der allerede hørte en vornedgård (”Lillegård”, der nu er tillagt hovedgården), medens Vestergård, lige vest for hovedgården, blev købt til. Men snart rykkede de ind til den mere centrale Vellensgård, fornemt placeret lige op ad Ny kirke, ganske nær (1½ km) til den indflydelsesrige onkel landsdommer Jens Kofoed på Kyndegård, og til familien (ca. 3 km) på Blykobbegård. Også til Vellensgård hørte der allerede en vornedgård, den nuværende Bakkegård (dengang: ”På Vallen”). Den nuværende Frigård, der støder op til Vellensgårds jorder mod øst, blev købt til.

Mads Kofoeds stræben mod centrum blev ikke uden resultat. Da Jens Kofoed gik af som landsdommer i 1623, blev han efterfulgt af Christen Clausen Kjøller til Skovsholm (hvis mor var af slægten Uf), men efter dennes død blev det Mads Kofoeds tur. Chr. IV lod ham i 1628 aflægge eden til den nye lensmand Holger Rosenkrans på Hammershus, og som løn blev han, som de forrige landsdommere, forlenet med: 3 gårde (herunder Duebjerggård) i Klemensker, 1 i Rutsker, 1 (Bjergegård) i Vestermarie, 5 (herunder Lersbygård) i Østermarie og 1 (Klintebygård) i Ibsker - i alt 11 gårde ”at nyde og beholde kvit og frit al den stund han er landsdommer”. Landsdommeren måtte ikke alene være rets- og skrivekyndig - også hævet over økonomiske bekymringer eller afhængighed, for at kunne dømme loyalt og uselvisk. Til gengæld tilsagde kongen ham fuld støtte: foragt for embedet var at ligne med majestætsfornærmelse, og kunne medføre dødsstraf

Mads Kofoed passede sit hverv godt og forsigtigt. Mange ankesager vandrede til herredagen i København, og de fleste blev godkendt. Også han nød den uberettigede hæder at blive tituleret ”Vor mand, tjener og landsdommer på vort land Bornholm”, som en ægte adelsmand, uden at det satte ham fluer i hovedet. Men lige let havde han det ikke. På en af de mange sørejser til København var han meget nær ved at drukne , og skænkede som tak for sin redning i 1637 en obligation på 50 rigsdaler til de fattiges hospital i Rønne, med en rente på 10 mark danske om året, ”så længe pengene bliver stående hos mig”.

(Hospitalets penge kunne ikke stå sikrere, skulle man tro, men da alt brød sammen for Mads Kofoed 8 år senere, måtte hospitalet gå rettens vej for at indkræve obligationen, + renterne efter mortensdag 1644, hos hans arvinger). For at skåne Mads Kofoed for flere farer udsendte Chr. IV i 1638 et åbent brev, at landsdommeren på Bornholm herefter ikke måtte st (som holdtes ved Aa kirke ca. 15 km fra Kyndegård), kan man ikke lade være med at blive lidt mistænksom - om det måske snarere var gårdsamler-manien der her lå bag.

Når man kigger i hans domme, får man det indtryk, at han så vidt muligt støttede underretterne (herreds- og by ting), for ikke at sige, at han lod sig lede af dem. Mange af de andre embedsmænd hørte vel efterhånden også til familien!

I 1635 havde Sdr. Herreds ting med en 14 mands nævningedom d at sognet - Eskildsgård ikke undtaget - ville være vel tjent med at slippe af med hende. Men andre ”beviser” på trolddom end eksempler på hendes grove mund er ikke anført. Da sagen kom for landsretten var Mads Kofod så uforsigtig at stadfæste nævningedommen, formentlig ud fra sit kendskab såvel til de lidende sogneboer som den anklagede. Peder Møller lod sig imidlertid ikke standse, og indbragte på sin kones vegne landsretsdommen til herredagen i 1636. Mads Kofoed måtte af sted måske netop den farefulde rejse - for at stå til rette for sin dom, der i herredagen fik den lakoniske påtegning: ”Da intet er bevist, bør såvel 14-mands dommen som landsdommerens dom ikke at komme hende til hinder var på et hængende hår.
I en senere dom, af 1639, frikendte Mads Kofoed da også en anden ”troldkvinde”, der var blevet tiltalt og forfulgt af den kongelige ridefoged, og tilkendte hende en erstatning på 35 rigsdaler - denne dom blev stadfæstet.

De vanskeligste domme var naturligvis arvesagerne. Indviklede arvegangsregler, og de for Bornholm gældende særlige vedtægter, at yngste søn ( eller ældste datter) skulle arve hovedgården, gav utallige problemer. Herredagen støttede landsdommeren i hans fortolkninger af disse regler, men ubehageligt kunne det let blive, især når slægten var indblandet, hvilket jo med den ekspansion der var indledt, var uundgåeligt. Det blev i flere sager mere end antydet, at Mads Kofoed favoriserede familien, f.eks. den tidligere borgmester Esbern Kofoeds arvinger, for ikke at tale om Mads Kofoeds bror borgmester Peder Kofoed, der i disse år var en af de ivrigste gårdsamlere:

- ”Peder Kofoed har listeligen fået sin bror Mads Kofoed til at gå uden om herredagen, og reglen om, at gården skal lovbydes til slægten” hed det således i et indlæg vedrørende Fynegård i Knudsker, og i en alvorlig sag mellem borgmester Sander Lesler i Hasle og byens borgerskab om 2 stykker jord i byvangen blev Mads Kofoed beskyldt for ”mere svogerskab end det som ret skulle være”.

I begge tilfælde blev Mads Kofoeds domme stadfæstede. Han var dygtig til at manøvrere, og søgte at gøre alle tilpas, især naturligvis sine venner og familie, og dem der optrådte med autoritet. Det blev da heller ikke hans landsdommergerning, men en helt anden ”manøvrering”, nemlig krig - helt uden for hans felt - der fældede ham i 1645 (jfr. kap. VIII).

På Eskildsgård og Vellensgård voksede der en stor børneflok op, som ægteparret Mads og Karen Kofoed kunne være stolte af - blot høstede døden vel hurtigt iblandt dem.
Den ældste søn Jørgen, efter gammel skik opkaldt efter morfaderen, fik Eskildsgård. Hans unge hustru døde allerede i 1633, og han selv i 1650, næppe mere end 40 år gammel. En datter videreførte slægten.

Den næstældste søn Hans, opkaldt efter farfaderen, giftede sig med den eneste datter af Claus Gagge til Klinteby, og fik som medgift Klintebygård i Ibsker, ”1 Egeby”, Grødbygård og LI. Myregård i Aaker samt Bjergegård i Pedersker. Senere arvede de også Vellensgård - alt så strålende ud for de nye jorddrotter, da pesten i 1654 bortrev dem begge. Også de efterlod en datter Kristine, der videreførte Vellensgård i slægten gennem sine efterkommere.

Den yngste søn, Mads, overtog Eskildsgård fra sin afdøde bror, og i hans slægt blev den troligt nedarvet fra far til søn gennem 1600- og 1700-årene.