Personside - 51

Henning Kristensen fortæller:

Hans fødsel og dåb er registreret i den franske reformerte menighed i Schwedt, hvor faderen var præst. Charles Antoine Villaume er som det fremgår af faderens egen registrering i kirkebogen, født kl. 5.00 om morgenen, den 14 december 1773. Ved dåben som blev foretaget af faderen, var bl.a. morfaderen Charles Marre tilstede.

Charles Antoine Villaume dimmiterede 1793 til Universitetet fra Joachimsthaler Gymnasiet, deltog i Vendée-opstanden (Frankrig) og derefter handelsfuldmægtig i Lübeck og Hamburg. I 1807 købte han landejendommen Marienhoff i Marie Magdalene sogn pa Djursland, som han solgte 1814, hvorefter han bosatte sig i København. Charles Antoine Villaume var gift med Christine Munck, datter af herremanden Munck.

Ved sønnen Carl Christian's fødsel 1819, synes bopælen i Vor Frue sogn, Kbh. at læses som Krystalgade 54. Han er på dette tidspunkt "justitsbetjener", eller "justitsbestyrer", hvilket er svært læseligt i kirkebogen, ligesom hans bopæl ved datterens fødsel 1817, der kan læses som "Studiestr. 54" - hvis her er tale om Studiestræde er den dog beliggende i Helligånd sogn. Han vides 1844 at være bosat i Studiestræde 62 (Helligånd sogn, Nørre kvarter), og siden på Citadelsvej 119 (Garnisons sogn).

Villaume var ikke registreret på angivne adresse i Studiestræde ved FT 1840 og 1845. Han var 1816-22 leder af et handelsinstitut, derefter sproglærer. Han døde i 1851, 77 år gammel.

Ved skiftet forklarede enken, at afdøde intet ejede, de boede hos deres børn (hvad der ikke er tilfældet iflg. FT 1850). Enken døde på Alm. Hospital 1/12-1852 af alderdom, og begravet i deres gravsted på Garnisons Kirkegård. Ved skiftet efter hende, der da boede i Nyboder, Nygade 13, forklarede Sophie Jørgensen, at afdøde ikke var i ligkasse og intet efterlod sig. Det fremgår ikke af skiftet, hvorledes Sophie Jørgensen var i forbindelse med afdøde, om det er en slægtning, en fremmed eller et tyende.

Torben Nielsen fortæller om ” Flugten over Øresund. Malthe Conrad Bruun i Sverige 1796-1798” i Fund og Forskning, Bind 8 (1961):

Hvordan det gik til, at M. C. Bruun ved ganske unge år (han var født 12.8.1775) måtte forlade sit fædreland, er kendt nok. Udgivelsen af „Aristokraternes Katekismus" bragte ham en stævning på halsen, og vel vidende, at en sådan sag kunde trække i langdrag, foretrak han at unddrage sig retsforfølgelse. De nærmere omstændigheder ved hans flugt fra Københavner meddelt flere steder, således i Birkedal-Barfods biografi, der dels bygger på mundtlig meddelelse fra Johan Christian Drewsen (for hvem sagen, som det vil ses, dog er andenhånds), dels på Jens Kragh Høsts erindringer og endelig på en anonym billet til Rasmus Nyerup, hvori denne advares mod at skjule Bruun i sit hus, da han var eftersøgt af politiet…

Som vi ved, udvistes Bruun den 26. marts 1798 med 14 dages varsel af Sverige, samtidig med, at der udstedtes en forordning om indskrænkning i trykkefriheden…

Det (var) ikke med let hjerte, han en forårsdag i 1798 krydsede Østersøen mod ukendte mål. Tidspunktet lader sig ikke så let fixere; endnu så sent som den 26. maj er et brev fra Neumann dateret…

Men lad os følge ham ordentligt på vej. Stort ved vi ikke om Bruuns skæbne i det årstid, der gik mellem hans afrejse fra Sverige og hans ankomst til Paris; men et par faste holdepunkter har vi da…

Fast står det imidlertid, at Bruun opholdt sig i Nordtyskland fra sommeren 1798 til foråret 1799. Det er vel tænkeligt, at faderen hjalp ham noget, i al fald foreligger der intet om hans existensgrundlag i denne periode; det forhold, at han tidvis måtte leve halvt illegalt, fremmede næppe hans erhvervsmuligheder. Det fremgår dog af brevet til Rahbek 4.5.1799, at han har mange artikler på tysk færdige. Hvorom alting er: at han nu „higede mod sine Længslers Maal, Frihedens Vugge, Paris", som Birkedal-Barfod udtrykker sig, er en stærk fortegning af Bruuns situation. Hvis dette mål stod ham for øje, hvorfor blev han da så længe i det nordtyske, hvor han tilmed måtte friste en noget penibel existens?

Svaret finder vi i det mindste delvis i det brev til Bierring, som er meddelt af Werlauff i Danske Samlinger I (1865-66) p. 108-110, og hvoraf et væsentligt stykke er citeret i Fund og Forskning VII (1960) p.51. Bruun siger her rent ud, at „det er ikke med Bøger, man skal fægte, men med Sabler", han skitserer, hvor let det vil være at gøre revolution i Danmark, „Nationen er saa feig, at man eene behøver at tage Magten, for ogsaa at have den." Han staar i forbindelse med revolutionære kredse i Irland og Sverige, hvor „alting bebuder en Revolution, og mine Venner bede mig holde mig færdig at reise did." Hvor alvorligt Bruuns udtalelser skal tages, er naturligvis et spørgsmål, men uden at vove os for langt tør vi vel slutte, at Bruun har anset en omvæltning i Sverige og Danmark for mulig, og han har med denne mulighed i udsigt ikke villet være for langt borte. Hvem han iøvrigt har været i forbindelse med i Norden, vides ikke, men vi ved, at f. ex. Munck af Rosenschold var en ivrig forfægter af den franske revolutions principper.

Det er kedeligt, at brevet til Bierring ikke er dateret; ejendommeligt nok står der 1796 nedenunder, men det kan i al fald ikke være rigtigt og må anses for en mystifikation. Vi har det holdepunkt, at han skriver, at „den danske Minister havde taalt mig i Hamburg i 3 å 4 Maaneder", så havde man fundet ham farlig, og han havde gjort „en Retirade å la Xenophon" og skriver brevet fra det Lauenborgske (som dengang var hannoveransk), men beder Bierring sige til andre, at han er i Paris. Brevet er således skrevet nogle måneder efter ankomsten til Hamburg, altså i vinterhalvåret.

Til Paris kom han jo alligevel til sidst; men skal vi dele hans egen mistanke, har det kun været delvis frivilligt. I Hamburg havde han stiftet bekendtskab med Charles Antoine Villaume, søn af den til Danmark indkaldte tyske pædagog. Grebet af revolutionsbegejstring havde han meldt sig under Hoches faner i Vendée; han drev nu handel i Hamburg og slog sig senere ned i København som handelslærer. Han var Bruuns jævnaldrende, og hans fortid har gjort et venskabs- og tillidsforhold ganske naturligt mellem de to. Villaume havde da også advaret Bruun mod den danske ministers bestræbelser for at få ham udleveret og foreslået ham at rejse med sig til Leipzig (velsagtens til påskemessen 1799) for at undgå denne eventualitet. I Leipzig — hvor Bruun forøvrigt mødte Steffens — traf han boghandler Würtz, af firmaet Treuttel & Würtz i Paris, der tilbød ham arbejde for sig der. Som først i Lund og senere i København havde han også nu planer om en fremtid som boghandler, han accepterede og rejste ind i Frankrig omkring 1. juni 1799.

Efter at være ankommet til Paris fattede Bruun imidlertid mistanke om, at Villaume havde spillet et dobbeltspil, og at hans omsorg for Bruuns person i virkeligheden havde været et skalkeskjul. Bruun udreder og begrunder det nærmere i et brev til Rahbek, dateret 18. ventose 8 (dvs: 9.3. 1800). Heri anbringer han forskellige tilsyneladende uskyldige enkeltheder i en sammenhæng, der ikke synes uden logik: Autoriteterne, de danske eller de hamborgske, har ønsket sig Bruun noget længere væk og har benyttet Villaume som vehikel for planen; hele rejsen til Leipzig, mødet med Würtz og Bruuns engagement i Paris skulde være planlagt på forhånd.

Hvordan det nu ellers har sig hermed, lader sig næppe afgøre med sikkerhed; men på grundlag af det foreliggende er det i al fald klart, at Bruun kun nødtvungent fjernede sig længere fra Danmarks grænser end omstændighederne påbød ham. Ganske vist siger han i brevet til Rahbek 4.5. 1799, at han modtog Treuttel & Würtz' tilbud for at komme til Paris, men da brændte jo også jorden under ham i Nordeuropa.

Fra "Bidrag til Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Aviser", 28 November 1798:

I Altona har den retskafne og lærde Hr. Dr. Würzer, i Forbindelse med Hr. Villaume (en værdig Søn af den berømte Filosof Villaume, som, efter at have lidt flere Forurettelser af Genie-Morderen, den berygtede, nu afsatte Wölner i Berlin, tilbringer sine sidste Dage i det rolige Landliv paa Brahetrolleborg Gods her i Fyen) ogsaa oprettet en ypperlig Opdragelses-Anstalt, hvoraf man lover sig meget Got. I samme optages Ynglinger fra 8 til 15 Aar, og for hver især betales 800 Mark lybsk aarlig.

Fra "Tillæg til de Kongelig allene privilegerede Aalborgske Jydske Efterretninger", 10. April 1810:

Mandagen den 16 April førstkommende om Formiddagen Kl 10 Slet, lader underskrevne Eier ved offentlig Auction opraabe og om antagelig Bud skeer, bortsælge følgende i Marie Malene Sogn, Randers Amt, beliggende Eiendomme, nemlig
a) Marienhoff, som staaer for Ager og Engs Hartkorn Hovedgaardstaxt 11 Tdr. 5 Skp. 3 Fkr. 2 Alb.; hertil er et Areal af 242 Tdr. Land geometrisk Maal, som er tienlig til alle Slags Sædearter, avles aarlig circa 70 Læs særdeles gode Enghøe, haver overflødig Tørveskiær og Bygningerne paa denne Eiendom, som for kort Tid siden af nye og gode Materialier ere opførte, ere tillige i alle Henseender velindrettede.
b) Store Bøystrup, der skylder af contribuabel Ager og Engs Hartkorn 7 Tdr. 2 Skpr. 3 Fkr. og Skovskyld 2 Tdr. 5 skpr. 1 Fkr., har et Mark Areal af 114 Tdr. Land geometrisk Maal, foruden en betydelig Ege- og Bøgeskov, der har et Areal af 230 Tdr. Land. Denne Eiendom er fæsteledig.
c) En Gaard, Lille Bøystrup kaldet, af Ager og Engs Hartkorn 1 Tde. 7 Skpr. 3 Fkr.
d) 2 Gaarde og 3de Boelstæder i Marie Malene Bye, staaer for Hartkorn 10Tdr. 1 Skp. 2 Fkr.
e) Et Huus med 4 Skpr. Hartkorn.
f) 2 dito uden Hartkorn, men har 3 Tdr. Lands Jordsmon; og
g) 3 Huse uden Hartkorn.
Af disse bortfæstede Stæder svares aarlig 178 Rd. 3 Mk. i Afgivt og forrettes 84 Høst og Sletdage til Marienhofs Eier. Samtlige Eiendomme opraabes først separat oq dernæst samlet med Gaarden Marienhof, hvor Auctionen holdes den ovenfor berammede Tid, alt i Overensstemmelse med Conditionerne, som er til Eftersyn hos Undertegnede 14 Dage før Auctionen. Eiendommene forevises og af Willaume,
Marienhoff den 17 Martii 1810.

Fra "Danske Statstidende", 11. Oktober 1816:

Ikke blot for den Handlende, men for Enhver, der skjønner hvormeget Hovedstaden savner en egen Undervisningsanstalt for den Ungdom, der agter at opoffre sig til Handelstanden, maa det være kjært at erfare, at denne Mangel mueligen snart vil blive afhjulpen af en Mand, hvis Navn alene vækker saamange Minder om kraftig Virksomhed for Almeenvel. Af en Indbydelse sees nemlig, at Hr. Ch. A. Villaume agter, saasnart der melder sig et tilstrækkeligt antal Discipler, at oprette et Handelsinstitut, hvori følgende Læregjenstande skulle foredrages:

1) den mercantilske Regnekunst, d. e. alliage og Kjæderegning,
2) det dobbelte Bogholderi,
3) Modersmaalet,
4) det engelske Sprog,
5) det tydske Sprog,
6) det franske Sprog,
7) Handel, som Videnskab, dens Natur, Inddeling og Hjælpegrene, som Assurance, Bodmeri, Banker, med deres forskjellige Slags Formaal og Væsen; Vexel, Vexelret, Handelsklogskab, Kredit,
8) Handelsgeographie : Kundskab om Landene, efter deres Produkter, Farvande, Manufaktur- og Handelsstæder, tilligemed disses Handelsusancer, og
9) Handelshistorie: Handelens Gang og Art i forskjellige Lande og Tider, Handelsrevolutioner, for at veilede Forstanden til at orientere sig.
(Nærmere Efterretning faaes hos Professor Sander, Kultorvet No. 87.)

Fra "Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger", 24. April 1821:

I mit Handelsinstitut er enkelte ledige Pladser aabne for Lærlinger. Læregjenstandene ere Bogholderi, Handelsvidenskab, Regning, Skjønskrivning, Geographie, Historie, det danske, tydske, franske og engelske Sprog. Den maanedlige Betaling er 8 Rbd.

Kristalgade 54. Ch. A. Villaume.

Jens Fleischer fortæller i "København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag", Kbh., 1985, om Metropolbygningen, som må regnes for den eneste bygning i København, som i stil har internationalt jugend-præg:

I 1906 erhvervede overretssagfører Hjardemaal for en sum af 829.000 kr. tre ældre huse i Kattesundet samt ejendommen Vestergade 9. Købesummen var imponerende og da husene blev revet ned, fortalte rygtet, at der skulle bygges varehus for et tysk millionforetagende. Som arkitekt valgtes den unge og begavede Anton Rosen. Han havde netop afsluttet opførelsen af Vesterbrogade 34, en stor forretningsejendom kendt som Regent i dag. Den viste, at Rosen havde forstand på bygninger med store, moderne butiksindretninger.

Rosen gav Metropol-bygningen en meget karakteristisk facade med granitpiller og glaskarnapper imellem. Ornamenter af både abstrakt og naturalistisk art smykkede facaden og hjørnepartiet afsluttedes med en kuppel. Desværre var byggeriet for dyrt og da Kjøbenhavns Grundejerbank (af 1898) krakkede i februar 1908 og rev flere andre banker med sig i faldet, var der snart 2.000 ledige forretninger på markedet. Ingen var derfor interesseret i den "Hjardemaalske" ejendom og den stod tom.

Først ved årsskiftet 1909/10 kom en lejer med nødvendig kapital og 1910 åbnede omsider "Varehuset Frederiksberggade". Indretningen havde Rosen foretaget i samarbejde med den tyske direktør fra "Kaufhaus des Westens". Mens der i kælderetagen solgtes køkkenudstyr og værktøj, kunne man i stueetagen købe herre- og dametøj. Herfra førte en elegant trappe til l. sal, hvor der var afdelinger for linned, kjolestoffer, silkevarer, broderi og lædervarer. 400 ansatte sørgede for, at det hele fungerede.

Dårlig økonomi slog dog forretningen ud allerede inden 1912.