Personside - 55

Fra Den Seidelinske Slægtsbog³:

IDE MARGRETHE BØGH blev 20 Aar gammel gift med den senere Provst LAURIDS WORSØE, der i Kirkebogen har noteret, at deres Vielse, der foretoges af Provsten Hr. OLUF VILLADSEN i Grundfør, fandt Sted i Trige Præstegaard ”udi ganske faae Venners Overværelse”, hvorefter han har tilføjet: ”Gud give os sin Naade og Velsignelse til langvarig timelig og ævig Velfært og Salighed med hinanden for Jesu Christi Skyld.”

LAURIDS WORSØE var de første 21 Aar efter Brylluppet Præst i Hustruens Fødesogn Trige og kom derefter til Blegind, i hvilket Sogn IDE MARGRETHE BØGH tilbragte sine sidste 51 Leveaar. Hun skænkede sin Mand 8 Sønner og 6 eller 7 Døtre, af hvilke kun 5 levede ved Faderens Død i 1780. Det følgende Aar døde Datteren WITTE NILLE WORSØE og 1787 Sønnen CHRISTOPHER WORSØE, Sognepræst i Tønning og Træden Sydvest for Skanderborg. Kun 3 af de mange Børn overlevede deres Moder, nemlig Apoteker SØREN WORSØE i Holbæk, Provst JØRGEN SEIDELIN WORSØE i Hinge og Vinderslev mellem Viborg og Silkeborg, samt Datteren JOHANNE KIRSTINE WORSØE.

IDE MARGRETHE BØGH blev i de 10 Aar, hun overlevede sin Mand, boende i Blegind Sogn, utvivlsomt i den af hendes Mand opførte Præsteenkebolig. I Folketællingslisten 1787 anføres, at hun ”bebor et Hus og lever af Kaldets Pension”; hun boede da sammen med sin 37aarige Datter Jomfru JOHANNE KIRSTINE WORSØE og en 23aarig Tjenestepige KIRSTEN SØRENSDATTER.

D. i Februar 1790 i Blegind, begravet 17. s. M.

Gift 8. November 1736 i Trige Præstegaard - sin Moders Fasters Steddatters Søn - LAURIDS SØRENSEN WORSØE, * 18. Oktober 1711(?) paa Hovedgaarden Sødringholm i Sødring Sogn ved Kattegat, 3 Mil Øst for Mariager; Søn af SØREN LAURITSEN (THESTRUP) (* c.1673, 1705-10 Forvalter paa Løvenholm i Gesing Sogn, 1711-21 Forpagter af Sødringholm (under Grevskabet Løvenholm), 1721-22 Husejer i Aalborg, 29. Juni - 3. Juli 1722 Ejer af Toruphedegaard i Rold Sogn, fra 27. Juli 1722 Ejer af Øen Vaarsø i Horsens Fjord, d. 1723 paa Vaarsø, begravet 17. September i Søvind Kirke; Enken fik 3. December s. A. kgl. Bevilling til at sidde i uskiftet Bo og siden skifte med Samfrænder) og Hustru JOHANNE LAURSDATTER MØLLER (S. 143) (* c. 1686, ~ c. 1706, d. 5. Februar 1724 om Morgenen paa Vaarsø, begravet 14. s. M. i Søvind Kirke).

Om Faderen SØREN LAURITSEN, der var fra Aalborg, og af hvis Søskende der kendes 4, vides, at han - der blev ret sent gift - først var Skriver eller Fuldmægtig hos forskellige Regimentsskrivere, nemlig hos BILDERING (d før 1702) ved Dronningborg Ryttergods, 1695-96 hos GYBERG i Skanderborg (S. 263), fra 1696 hos sin senere Svigerfader LAURITZ DETLEVSEN MØLLER, hvis Overfald i 1701 han overværede paa nærmeste Hold (S. 140), til dennes Død 1702, derefter - 1703-04 - atter hos GYBERG paa Skanderborg Ladegaard, hvorefter han skal have faaet Plads paa Grevskabet Løvenholms Godskontor.

Da Grevskabet Løvenholm (mellem Randers og Grenaa), hvis Ejer, den vidtløftige Amtmand i Rendsborg, Rigsgreve CHRISTIAN DITLEV RANTZAU laa i stadig Strid med FREDERIK IV, i 1705 blev inddraget under Kronen, blev SØREN LAURITSEN sat til at administrere det store Gods. Efter Forlig med Kongen fik RANTZAU Grevskabet tilbage i 1709 og indsatte næste Aar en Holstener som Godsforvalter paa Løvenholm. SØREN LAURITSEN var herefter Forpagter af en af Grevskabets Herregaarde Sødringholm 1711-21.

Omkring 1706 ægtede han Regimentsskriver LAURITZ DETLEVSEN MØLLERS Datter JOHANNE (i 1. Ægteskab, S. 143), som fødte ham 9 Børn, hvoraf 3 skal være født paa Løvenholm og 5 paa Sødringholm. 1721 flyttede Familien til Aalborg, hvor han i August s. A. boede ”i salig CHRISTEN MORITZENs Gaard udi Vor Frue Sogn” og i Juli 1722 ”paa Algaden ved Vor Frue Kirke”. Her fødtes den yngste Datter. Den 29. Juni 1722 købte han af Amtmand og Justitsraad JENS JØRGENSEN SEERUP til Hald en middelstor Bondegaard Toruphede i Rold (Ager og Eng 5 Tdr. 5 Skp. 2 Fdk. 2 Alb. og Skov 1 Td. 1 Skp. 2 Fdk. 1 Alb.), men solgte den 4 Dage senere til Borgmesteren i Aalborg CHRISTEN GIØRUP (Skøde 3. Juli s. A., læst 26. August s. A. ved Viborg Landsting), idet han havde erfaret, at Ejeren af den lille Ø Vaarsø i Horsens Fjord, MICHEL MOGENSEN FOG, var død i Maj s. A.; ved Auktion efter ham den 27. Juli s. A. (Skøde 12. Maj 1723) købte SØREN LAURITSEN for 2.495 Rd. Vaarsø, paa hvilken der fandtes en stor og god Gaard, Vaarsøgaard (10 Tdr. 2 Skp. Htk.), vurderet til 512 Rd. 3 Mk., saa alt tegnede lyst for Familien, - men Aaret efter døde Faderen og kort efter Moderen fra 8 Børn i Alderen 16 til 2 Aar.

Om Vaarsø (i Søvind Sogn) skriver GIESSING (i ”Jubel-Lærere”⁴, 1783), at den ”er langt smukkere og behageligere end de andre omliggende smaa Øer”, og der fortsættes: ”Men som hans [LAURIDS WORSØEs] Forældre døde begge strax efter hinanden, medens Børnene endnu vare smaae og umyndige, saa blev dette skiønne lille Land bortsolgd til Fremmede. Familien beholdt allene Tilnavn af denne Øe.”

Der holdtes nu Skifte paa Vaarsøgaard. Denne bestod af et 2 Etagers Bindingsværks Stuehus med Tegltag samt Udhuse med Halmtag, alt i temmelig god Stand, med tilhørende Hestemølle, Skov, Tørveskær og Saltvandsfiskeri; til Gaarden hørte en Fiskerbaad med 2 Aarer og 1 Baadshage. Vaarsøgaards Dyrebestand udgjordes af 8 Heste, hvoraf de 4 var Ridehopper; 10 Køer, 1 blakket Tyr, 16 Stude, 5 Kvie-, 1 Tyre- og 1 Spædkalv; 23 Faar og 6 Væddere; 1 So, 4 Galte og 5 Ungsvin; 1 Gase og 6 Gæs samt 1 Par ”Calicutske” Høns. (En Jernkakkelovn, der var Mage til den, der stod i den store Stue, var laant ud til Løjtnant HØLLING, S. 239).

Straks den 5. Februar 1724, samme Dag Enken var død, blev Boet forseglet i Overværelse af den afdødes 2 Halvsøstres Mænd Sognepræst LAURITS FRIIS paa Alrø og Degnen RASMUS CORNELISEN FISCHER i Ris (S. 242), og den 16. s. M. foretoges Registrering og Vurdering; blandt ”den salig Mands Brevskaber” fandtes en Del Skøder paa Vaarsø og Kvitteringer, hvorfra en Del af ovennævnte Oplysninger stammer.

Ved Auktion den 18. December 1724 blev Vaarsø, hvis Hartkorn var 10 Tdr. 2 Skp., solgt (efter kongelig Bevilling af 9. September s. A.) for 1990 Rd. til Gehejmeraad, Baron FREDERIK KRAG til Stensballegaard, tidligere Vicestatholder i Norge.

Blandt Køberne af Boets betydelige Løsøre var Pastor FRIIS fra Alrø (han døde inden Skiftets Afslutning), Degnen i Ris, Præsterne ULSØE i Skade (Klovborg Sogn) Og MOURITSEN i Hundslund samt Løjtnant HØLLING og SØREN SØRENSEN, Møller i Vads Mølle, og endelig tre af de forældreløse Børn: HOLGER SØRENSEN og Døtrene MARIE ELISABETH og ANNE SOPHIE.

Auktionen, der begyndte 18. December, fortsatte de to følgende Dage, ”men eftersom det indfaldne Tøbrud og store Blæst havde aarsaget, at det Vand, hvorover Passagen her til Landet falder, hvilket var tilfrossen, formedelst Drivis og dets Højde er bleven meget difficil og farligt at komme [over], saa derudi endog d. 19 December tvende Mennesker omkomne og 4 à 5 med største Nød og Fare reddet Livet, saa maatte man formene, at ej aleneste de Liebhabere, som sig havde hid og til af saadan Passagers Farlighed derfra bleven afskrækkede, saa at de vendte om og rejste tilbage, men endog at de Liebhabere, som her paa Stedet var, aleneste søgte at observere den belejlige Tid til at kunde komme over Vandet, saa at Auktionen ej desformedelst kunde continueres”, hvilket derfor først skete igen den 10.-13. Januar 1725.

Ved Skifteforsamlingen i Skanderborg den 20. Marts meddelte Degnen FISCHER, at han havde købt forskelligt Tøj til Børnene, bl. a. Strømper til LAURIDS og DETLEF à 10 Sk. samt et Par Skind for 2 Mk. 8 Sk. til et Par Bukser til LAURIDS, og i næste Maaned købtes yderligere til LAURIDS 2 Par Bukser og 1 Vest for 3 Mk. hos Skrædder MICHEL JENSEN i Brigsted.

Den 6. Juli 1725 kunde Skiftet sluttes. Boets Aktiver, der bl. a. udgjordes af de 1990 Rd. for Gaarden og 1238 Rd. 3 Mk. 15 Sk. for Løsøret, beløb sig ialt til c. 4512 Rd., Udgifterne til 704 Rd. 14 Sk., hvoriblandt 6 Rd. 4 Mk. som Løn til NIELS KLOKKER, der havde undervist SØREN LAURITSENS Børn.

Af Arven paa 3807 Rd. 9 Sk. tilfaldt der hver af de 5 Sønner 585 Rd. 5 Mk. 21 Sk. (DETLEF fik dog 1 Mk. 2 Sk. mindre, og FREDERIK CHRISTIAN 5 Rd. 4 Mk. mindre, fordi han siden Gaardens Salg havde været i 17 Uger (à 2 Mk.) i Pastor LAURITS FRIIS' Hus), og hver af de 3 Døtre 292 Rd. 5 Mk. 9 Sk., hvorfra dog for ANNE SOPHIES Og JOHANNE MARIES Vedkommende gik henholdsvis 3 Rd. 2 Mk. 9 Sk. og 6 Rd. 2 Mk. 14 Sk. for deres Ophold hos Morbroderen Forpagter DETLEV MØLLER paa Pandum ved Nibe.

Den 15aarige MARIE ELISABETH, der fra Moderens Død og til Gaardens Salg havde forestaaet Husholdningen paa Vaarsøgaard ”og ligesom været en Tjener for hendes Søskende”, fik som en Paaskønnelse herfor - efter Broderen HOLGERS Forslag - en liden Guldkæde, hun holdt særlig meget af.

Om Skiftet skrev Datterdatteren BOLETTE ENGELBRETH, Enke efter SØREN MØNSTED til Hessel, i Begyndelsen af 1790'erne til sin Broder Justitsraad SØREN ENGELBRETH: ”Der var Midler efter vores Mor-Forældre; men de skete stor Uret ved Skifte-Forvaltning.”

Af Skiftet fremgaar, hvor Børnene opholdt sig ved Moderens Død, eller hvor de derefter blev anbragt: HOLGER, hvis Kurator var SØREN SØRENSEN i Vads Mølle, tjente (1724-25) hos Regimentsskriveren i Dronningborg Rytterdistrikt Krigsraad MARCUS ULSØE i Randers; MARIE ELISABETH kom til Sognepræst PEDER BENTZON i Vær; LAURIDS tjente (1724-25) hos Land- og Krigskommissær, Krigsraad HANS FOLSACH paa Kjeldkjær; DETLEF var hos sin Formynder og Onkel Degnen RASMUS CORNELISEN FISCHER i Ris i Ovsted Sogn; VILHELM ADOLF hos sin Formynder Sognepræst HIERONYMUS ULØE (Krigsraadens Søn) i Skade Præstegaard (Klovborg Sogn); FREDERIK CHRISTIAN hos sin Formynder SØREN JENSEN (ROSENMEYER) paa Alrø (denne var Søstersøn af den rige Møller SØREN SØRENSEN i Vads Mølle og Svigersøn af JOST ROSENMEYER, der havde ejet alle 19 Gaarde paa Alrø), og ANNE SOPHIE Og JOHANNE MARIE begge hos Morbroderen paa Pandum.

Om LAURIDS, der var Nr. 4 af de 9 Søskende, vides det, at han efter Forældrenes Død ”i hans 12 Aar” kom til Land- og Krigskommissær, Krigsraad HANS FOLSACH paa Keldkær ved Vejle (Krigsraad GYBERGS Svigersøn, S. 263) og efter 2 Aars Forløb til Krigsraad og Kirkeinspektør NIELS MORVILLE paa den nærliggende Brandbjerg, hvor han ligeledes var i 2 Aar, som Skriverdreng. Han begyndte nu paa Studeringerne, idet han derefter, 17 Aar gammel, kom til Pastor PEDER WØLDIKES Privatgymnasium i Sommersted Præstegaard, hvorfra han efter 3 Aars Forløb dimitteredes til Københavns Universitet, ved hvilket han immatrikuleredes 16. August 1730. Den 13. December 1734 blev han teologisk Kandidat med Non.

Godt 1 Aar senere udnævntes LAURIDS WORSØE den 23. Marts 1736 efter sin (senere ?) Svigerfader Provst CHRISTOPHER BØGHs Død til Vicepræst for 3 Aar for Trige og Ølsted Sogne 1 Mil Nord for Aarhus, indtil Provst BØGHS Søn HANS JØRGEN BØGH (S. 482) blev gammel nok til at kunne overtage Embedet, hvilket skete 1739. WORSØES Ordination fandt Sted den 11. Maj 1736 i Aarhus.

Den 17. April 1739 blev LAURIDS WORSØE af Kongen kaldet til - og 2. Maj indsat som - Sognepræst i Blegind og Hørning Sogne omtrent midt mellem Aarhus og Skanderborg, hvilket Embede han beklædte i 41 Aar, til sin Død. 1763 udnævntes han til Provst over Hjelmslev Herred.

Blegind og Hørning Sogne, hvis Folketal i 1769 var henholdsvis 151 og 317, støder mod Syd op til Solbjerg Sø, der skiller dem fra Vitved Sogn; mod Nord dannes Grænsen til Nabosognene af Aarhus Aa, som - kommende fra Solbjerg Sø - gennemstrømmer den maleriske, meget dybe Bodil Mølledal, i hvilken Bodil Mølle og Dørup Mølle er beliggende. Bodil Mølle var paa Provst WORSØEs Tid indrettet til en Hølé- og Skæreknivfabrik; dens Mølleri er nedlagt for en Del Aar siden; Gaarden Bodil Mølle ejedes 1922-31 af Provst LAURIDS WORSØES Sønnesøns Sønnesøns Søn EJNAR HOLTEN WORSØE (* 1896), siden Magasinforvalter hos A/S Frichs i Aarhus.

Provst WORSØE var Nabopræst tit sin Hustrus to Fætre, Sognepræst JØRGEN SEIDELIN MØLLER i Adslev og Mesing 1759-79 (S. 455), og den sindssyge SØREN MØLLER, der var Præst i Fruering og Vitved Sogne 1749-67 (S. 436).

Ved at gennemgaa Listen over Fadderne for Provst WORSØES mange Børn faar man et Indtryk af, hvem WORSØES særlig omgikkes saavel inden som uden for Familiens Kreds.

Af Provstinde WORSØES Familie var saaledes hendes ældste Broder, Sognepræst HANS BØGH i Trige, Fadder til elleve eller tolv af sin Søsters Børn, og hans Hustru bar to af Børnene og var yderligere Fadder til tre af de øvrige. Broderen NICOL SEIDELIN BØGH - siden Provst i Kerteminde - var Fadder til WORSØES fire ældste Børn 1737-42, inden han 1743 blev Skibspræst. Hendes Halvsøster Provstinde HØGH (S. 841) i Skanderborg bar et Barn til Daaben i 1741, og 1748 bar ”Proustens Datter” den ældste af Tvillingdrengene. Provstinde WORSØES Fætter Rektor JØRGEN SEIDELIN MØLLER i Skanderborg var Fadder til fem af WORSØEs Børn 1739-47, og hans Broder SØREN MØLLER, Præst i Fruering, var Fadder 1750, 51 og 53, og dennes Hustru KIRSTINE MORVILLE, der i 1750 bar Barnet, havde allerede før sit Ægteskab baaret et af WORSØEs Børn i 1743 og været Fadder 1748. Provstinde WORSØES Onkel Krigsraad LANGBALLE i Aarhus, hans anden Hustru ANNA MÜLLER samt hans Søn SØREN LANGBALLE var Faddere 1746, og hans Døtre METTE PAULINE Og INGEBORG DOROTHEA LANGBALLE bar et Barn til Daaben henholdsvis 1739 og 51; METTE PAULINE er formodentlig den Jomfru LANGBALLE, der nævnes som Fadder i 1737. Endelig blev WORSØEs Barn 1744 baaret af Præstekonen i Aarslev, gift med Provstinde WORSØES Mors Fætter KNUD THOUSTRUP.

Af Provst WORSØEs Familie bar hans Søster MARIE ELISABETH det ældste Barn (1737) og var Fadder 1739, 41 og 43, hendes Mand Herredsskriver KNUD ENGELBRETSEN i Fillerup Overmølle var Fadder 1747 og 51 og deres Datter i 1748. WORSØES to Brødre FREDERIK CHRISTIAN WORSØE (siden Præst i Vejlby) Og VILHELM WORSØE i Borum (siden Stiftsprovst i Viborg) var Faddere i 1746 og sidstnævnte sammen med sin Hustru (* KEMLER) det følgende Aar. Søsteren ANNE SOPHIE var Fadder 1741 og 43, hendes første Mand GERTH MADSEN BRØNDSTED i Skægs Mølle 1741 og 42, og hun selv og hendes anden Mand HANS MØLLER 1748 og 53. Endelig blev WORSØEs Datter i 1742 baaret af hans Broders Hustru fra Norge.

Endelig findes der blandt Fadderne en Del uden for Familiekredsen, næsten uden Undtagelse tilhørende Præstestanden: Hr. HANS WARDINGHUSEN og Hustru DOROTHEA BLICHFELD i Søften, Hr. JESPER HUTFELD og Hustru GERTRUD JOHANNE BAGGER og hendes Broder Hr. JENS HARLEV i Hjortshøj, alle i 1737; 1743 og 44 Hr. CHRISTIAN COLDEVIN i Fruering, 1743, 46, 48 og 50 Hr. NIELS HOLMBOE i Astrup, 1744 Hr. NIELS HOLST (S. 729) i Sveistrup, Dover Sogn, 1744 og 48 Hr. JENS PEERSTRUP i Adslev, 1744 ogsaa dennes Hustru, 1744 og 48 Hr. PEDER RÜTZAU (Kapellan) i Skanderborg, 1747, 48, 50 og 52 Hr. FREDERIK BEAUFIN i Sveistrup, Dover Sogn, 1750 og 52 Hr. THØGER MØLLER i Astrup, 1752 ogsaa dennes Hustru ØLLEGAARD SOFIE JENSDATTER, som det følgende Aar har Barnet til Daaben. I 1744 var RASMUS HAUNSTRUP Fadder, og 1748 og 51 Mons. HAUNSTRUP af Skanderborg; det drejer sig muligvis om den RASMUS HAUNSTRUP (* 1726 i Skanderborg), der 1755 blev Sognepræst i Nørup. dg Randbøl. Desuden bar Jomfru HAUNSTRUP i Skanderborg den yngste af Tvillingdrengene i 1748 og var Fadder 1752. Og endelig var Møller ROTHHAUSEN fra Bodil Mølle Fadder 1753.

Aaret efter WORSØES Udnævnelse til Sognepræst udsendtes 7. Maj 1740 et Cirkulære til alle Landets Præster angaaende Katekisationen i deres Sogne. WORSØES Besvarelse gik ud paa, ”at der catechiseres af ham selv hver Søndag i den Kirke, hvor der er sidst Tieneste /: og dermed alterneres : / og det i den ganske Menigheds Overværelse, som dertil med det gode har ladet sig beqvemme, hvorved da, saa vidt muligt er, følges den almindelige Catechismi Forklaring”.

Biskop PEDER HYGOM var to Gange paa Visitats hos LAURIDS WORSØE. Første Gang, den 7. Juni 1743, ”prædikede Sogne-Præsten Hr. LARS WORSØE, hvad Materien belanger - gandske opbyggelig og vel, men hans Mæle og udvortis Gaver til at tale ere ikke med de bedste. I øvrigt er hans Væsen, som det sømmer en Præste-Mand, stille og adstadig, og hans Levnet ustraffelig, hand strider og ikke mod Sandheden i Christo, men saa vidt det staar i hans Magt befordrer hand den samme”. Om sin næste Visitats den 30. Juni 1750 indberettede Biskoppen kort og godt : ”Sogne-Præsten Hr. LARS WORSØE prædikede, hvorpaa var intet at udsætte. Ungdommen hafde hand ogsaa bragt i lovlig god Stand.”

Præstegaarden i Blegind var nedbrændt 2 Gange i 1730'erne, sidste Gang kun et Par Aar før WORSØEs Ankomst til Sognet, hvorfor han 1743 ”maatte anvende den største Del af sin timelig Formue paa sin Præstegaards Opbyggelse af ny”. Den af LAURIDS WORSØE opførte Præstegaard umiddelbart Øst for Kirken, den nuværende Blegindgaard, er en trelænget Gaard, hvis straatækte Stuehus mod Syd - af Bindingsværk, med to nyere, grundmurede Fløjbygninger - bærer følgende Indskrift over den mod Nord, mod Gaardspladsen, vendende Hovedindgangsdør:

GUD HUUS OG HIÆM BEVAR,
OG OS FRA ULUCK SPAR

Paa Facaden mod Syd staar: ”Anno 1731 d. 16 Augusti er dette Huus opsaat.” Og paa en Portbjælke i den østlige Længe, fra Gaardspladsen, læstes LAURIDS WORSØEs og hans Hustrus Initialer: ”Anno - L. S. W. & I. M. B. - 1743.”

I denne, Provst WORSØES gamle Præstegaard i Blegind, var det, at SOPHUS BAUDITZ - født 1850 i Aarhus, hvor han voksede op, og hvorfra han blev Student 1869 - i sin Barndom og Ungdom tilbragte mange skønne Ferier hos Sognepræst KNUD PETER KNUDSEN, Præst i Blegind og Hørning 1852-84, som BAUDITZ omtaler som ”en Patriark blandt sine Sognebørn, . . . det fornøjeligste Menneske, man kunde tænke sig, . . . ivrig Fisker og lidenskabelig Jæger”. Fra Blegind Præstegaard har SOPHUS BAUDITZ hentet det meste af sit Stof til ”Historier fra Skovridergaarden” (1889).

Gaarden fik Navnet Blegindgaard i 1909, da den ophørte at være Præsteresidens, idet Hørning da blev Hovedsogn med Blegind som Anneks, og Præsteresidensen forflyttedes til Hørning. Hørning Præstegaard, den sydvestligste Gaard i Byen, er opført i 1859 efter den store Brand den 14. Juli 1859, ved hvilken 9 Gaarde og 14 Huse af Hørning Bys 13 Gaarde og 27 Huse nedbrændte, og kun 2 Gaarde og nogle faa Huse slap helt uskadte.

Den 24. September 1742 fæstede Sognepræst WORSØE ”det Jord til Blegind Kirke paa samme Bys Mark beliggende” (Htk. 1 Fdk. 2 Alb.), som hans Forgænger NIELS HIRTZNACH havde haft i Fæste før han. I Stedet for Indfæstning lovede WORSØE ”til Blegind Kirkes Prydelse og Communicanternes Magelighed, paa egen Bekostning at lade forfærdige et Tralværk [Gitter] for Alteret hvilket eragtes at vil koste 4 à 5 Rd. ”

Nogle Aar efter at LAURDIS WORSØE havde opført Præstegaarden, ansøgte han om ogsaa at maatte opføre en Præsteenkebolig. Grunden hertil var, at han ”maatte billig befrygte, at hans Hustru, om hun skulde overleve ham, maatte efter hans Død med hendes mange smaa Børn blive husvild”. Til Blegind Præstegaard hørte en Plads, kaldet ”Fellen”, beliggende ved Nordsiden af Blegind Kirkemur, - ”en unyttig og til Agerdyrkning ubeqvem med Dige indgrøftet Plads, . . . af 18 Favns Længde og 15 Favns Bredde”. Ved kongelig Reskript af 29. Oktober 1753 tillodes det LAURIDS WORSØE paa denne lille, øde Plads ved Kirkemuren, tæt bag ved Præstegaardens Lade, at bygge ”en fornøden liden Præste-Enke Bolig, som hans Hustru efter hans Død . . . maatte nyde fri uden nogen Husleje eller Afgift deraf at svare”; efter hendes Død skulde den vedblive at være Fribolig for Præsteenker fra Sognet, - hvis der samtidig skulde være flere Enker, da ”den første Enke til Besiddelse for hendes Livs-Tid”. Skulde der ingen Enke være, skulde Enkesædet tilhøre Præsten, som ”efterat det ham som andre Præste-Gaardens Bygninger efter lovlig Vurdering og Betalning er overleveret” - maatte benytte det, ”imod at han, Præst efter anden, holder Huset vedbørlig i Stand for Præste-Enkerne ved merbemeldte Blegind Sogns Kald”.

I Enkeboligen boede formodentlig Provst WORSØEs Enke i de 10 Aar, hun overlevede sin Mand, i 1787 sammen med Datteren JOHANNE KIRSTINE. Den følgende Beboer af Enkeboligen var Enkens Broderdatter CASPARINE VIVICHE BØGH, der 1792-1836 var Enke efter den følgende Sognepræst i Blegind PEDER OLUFSEN BECH. Hun boede i 1801 sammen med sin 8aarige Datter PEDRINE PAULINE LAURENTIA BECH, en Tjenestepige DOROTHEA AUGUSTA WARDINGHUUS og sin c. 38aarige Broder Student LAURIDS HVIID BØGH der ”arbejder i Litteratur”, og som døde i Enkeboligen 1803. Ved Folketællingen 1834 beboedes Præsteenkesædet, som det da og senere gerne kaldtes, alene af CASPARINE VIVICHE BØGH med en 17aarig Tjenestepige.

Efter Enkens Død 1836 har Huset muligvis været ubeboet i nogle Aar, idet det ikke kan identificeres blandt de i Folketællingslisterne 1840 og 45 nævnte Huse og Gaarde; der var i denne Periode ingen Præsteenke i Sognet.

Derimod viser Folketællingen 1850, at Enkesædet da beboedes af Præstegaardsforpagteren NIELS UDBY med Hustru, deres 8 Børn, 1 Plejesøn, 1 Karl og 3 Piger, i 1855 af Præstegaardsforpagteren CHRISTIAN ELLEY med Hustru, l Adoptivsøn, 1 Plejedatter, 1 Forvalter, 1 Karl og 2 Piger. I 1860 boede Mejeriforpagter JENS CHRISTIAN NIELSEN i ”et Hus, der hører til Præstegaarden”, sammen med sin Hustru, 1 Datter og 3 Tjenestepiger, Forvalteren PETER CHRISTIAN ELLEY og den samme Adoptivsøn som 5 Aar før. Muligvis er det ogsaa Præsteenkehuset, der i 1870 bebos af Præstegaardsforpagteren JENS KRISTIANSEN med Hustru, 2 Børn, 3 Karle og 2 Piger.

Om Enkesædet hedder det i 1859, at dets Bygninger var rummelige, ”dog skulde det formeentlig være meget trange Kaar, som skulde bestemme en Præsts Enke til at boe der”. Det blev omsider nedlagt i 1881, efter Sognepræst KNUD PETER KNUDSENs Andragende, ifølge Ministerialskrivelse af 2. November 1881, hvorved bestemtes, ”at det til Enkesædet hørende brøstfældige Hus og en til Enkesædet henlagt Lod Matr. Nr. 41 af Blegind By og Sogn bortsælges underhaanden, førstnævnte til Nedbrydning, for Vurderingssummerne tilsammen 380 Kr., der inddrages iblandt Stiftsmidlerne til Forrentning til Fordel for Sognekaldet, og at den Grund, hvorpaa bemeldte Hus er opført, med tilliggende Have, der ialt udgjør ca. 2 Skp. Land, inddrages under Præstegaarden, imod at Beneficiarius i Erstatning derfor, naar der er Enke paa Kaldet, erlægger til hende - eller, forsaavidt der maatte være flere Enker, da til den af dem, der først maatte være bleven Enke paa Kaldet - som Tillæg til den hende tilkommende Enkepension af Kaldet 20 Kr. aarlig”.

Ved Auktionen over Skanderborg Rytterdistrikts Gods, der fandt Sted paa Skanderborg Slot den 23. April 1767 og de følgende Dage, købte den driftige Provst WORSØE, der vist var en ret formuende Mand, for 803 Rd. Blegind Sogns Kirketiende (13 Tdr. 4 Skp. Htk.), en Kirkejord i Blegind (Htk. Ager og Eng 1 Fdk. 2 Alb.) samt en Gaard Nr. 2 i Hørning By (Htk. Ager og Eng 1 Td. 2 Skp. 2 Fdk. og Skov 2 Alb.). Ved det kongelige Skøde af 22. August 1768, læst 10. April 1777 ved Skanderborg Birk, reserveredes Kongen Jus vocandi. Samtidig købte WORSØE vistnok hele den lille Dørup By (5 Halvgaarde) - de Dørup Mænd blev dog snart efter Selvejere - samt det Hus af 6 Fag i Bjertrup By, Hørning Sogn, og den Jord paa Bjertrup Mark, den saakaldte Tyrejord (Ager 1 Skp. 1 Fdk.), som han den 13. November 1773 for 95 eller 96 Rd. solgte til JOHANNES JENSEN WENDELBO i Bjertrup (Skøde 26. April 1774, læst 6. Oktober s. A. ved Skanderborg Birk). Ved Skøder af 26. April 1777, læst 11. December s. A. ved Skanderborg Birk, solgte Provst WORSØE sin ovennævnte Anneksgaard i Hørning By til dens to Fæstere RASMUS RASMUSSEN og MORTEN PEDERSEN.

I 1751 fandt der en højst forargelig Begivenhed Sted under en Gudstjeneste i Hørning Kirke, og Aaret før var det samme sket i Tilst Kirke, nemlig ”at et Qvindemenneske, som plagedes af incontinentia urinae [ufrivillig Vandladning], udi Overtro, derved at finde Raad imod slig Svaghed, betjente sig af dette højst skammelige og forargelige Middel, at hun under Gudstjenesten, imedens Præsten endnu stod paa Prædikestolen, kom løbende nøgen ind udi Kirken og” - saaledes skete det i Tilst Kirke - ”under trende Gange igientagen Bekiendelse af saadan sin Svaghed, slog trende Gange paa Alteret og straks derpaa begav sig ud igen”. I Hørning Kirke, ”da et saadant nøgent Qvindemenneske paa slig ublu og superstitieux [overtroisk] Maade sig sammesteds ligeledes har indfunden midt under Prædiken, til største Skræk og Forargelse for Menigheden, blev Præsten ganske tavs, og Menigheden bukkede Hovederne ned i Stolene, undtagen en gammel Mand, der raabte til Mennesket: ”Gak bort, og giør det ikke mere”.”

De to Tilfælde indberettedes til Myndighederne, og den 16. Juli 1751 udgik kongeligt Reskript til Stiftamtmand CHRISTIAN ULRICH NISSEN og Biskop PEDER HYGOM, hvem det paalagdes nøje at vaage over, ”at deslige superstitieuse og forargelige Hændelser ej oftere skulde tildrage sig, og om sligt siden skulde ske, da nøje at undersøge, af hvem det begaas, og samme strax indberette til vedbørlig Strafs Lidelse”.

Provst WORSØE efterfulgtes i Embedet af Sognepræst PEDER OLUFSEN BECH (d. 1792), der Aaret før sin Død ægtede Provstinde WORSØEs Broderdatter fra Allerup CASPARINE VIVICHE BØGH.

Om Provst LAURIDS WORSØE, der i Datiden havde et stort Ry som Aandemaner og i denne Egenskab blev benyttet af Folk i vid Omkreds, gik der dér paa Egnen i langt over Hundrede Aar efter hans Død adskillige Sagn, i hvilke han figurerede under Navnet SlanteLavs eller Slanter-Lavst.

Efter Sagnenes Mængde at dømme har Hr. LAURIDS' Liv været een vedvarende, voldsom Kamp mellem ham og det ondes Fyrste, en Kamp, hvorfra den stærke og snilde Præst altid bar Sejren hjem.

Som der ofte i Fortidens Sagn tillægges den ”ufødte” Kræfter langt ud over det almindelige, saaledes fortælles ogsaa om Slante-Lavs, at han ikke var født som andre. Mennesker, men skaaret ud af sin Moders Side, hvorved han havde faaet Kraft til at tage Kampen op med Mørkets Magter. For den Onde gjaldt det om at finde et eller andet mørkt Punkt i Præstens Fortid, som han kunde hage sig fast i, da hans Modstand derved fik større Magt. Nu havde Hr. LAURIDS som Barn eller Student engang stjaalet en Firskillingskage - andre siger en Toskillingskage eller en halv Skilling - fra en Hvedebrødskone; derfor maatte han altid, naar han manede, have en Firskilling ved Haanden at slynge i Halsen paa den Onde for at stoppe hans Gab. Denne Slant (lille Mønt) gav ham det Øgenavn, der fulgte ham overalt i Folkemunde. Og hver Gang Hr. LAURIDS stod Ansigt til Ansigt med Fanden, fik han altid de samme Haansord slynget imod sig: ”Kommer du nu, Slante-Lavs og Slante-Ufødt.”

Som mange andre Præster, der ønskede at lære at mane Gengangere og andet lignende Utøj, havde Hr. LAURIDS ogsaa gaaet i den sorte Skole, hvor som bekendt Fanden selv underviser i de Ting, det ikke er godt for Lægmænd at kende til. Undervisningen foregik i Reglen i Hold, og Fanden maatte i Forvejen have Løfte om, at han som Løn skulde have den sidste, der kom ud af Skolen, naar de var udlærte. Nu var Slante-Lavs saa uheldig at blive den sidste paa sit Hold, og Djævelen var da ogsaa straks parat til at snappe ham, men han lod sig ikke forbløffe og sagde ganske rolig: ”Bi dog en lille Smule, til jeg faar mit Strømpebaand bundet.” Det gik Fanden ind paa, men LAVS var klog nok til ikke at binde Baandet, og saaledes blev Fanden narret. - Ifølge en anden Beretning havde Slanter-Lavst gjort Akkord med Fanden om, at denne efter en vis Aarrække maatte komme og hente ham. Han kom da ogsaa til Tiden. Saa siger Præsten, om han ikke lige maatte gaa op i Kirken og læse en Bøn først. Jo, det maatte han da, og han gik. Der turde Fanden jo ikke komme ind, men da det varede noget længe, saa raabte han endelig ind til ham, om han ikke snart kom. Jo, om han ikke kunde give Tid, saa længe han bandt hans venstre Strømpebaand? Jo. Men saa bandt han det aldrig, og saa kunde Fanden ikke tage ham.

Da Slanter-Lavst var i Aarhus som Student, gik han en Aften op til Biskoppen og fortalte, at der var tre Præster i Lag med Fanden ude ved Stadsgaard Skov, og at Biskoppen skulde tage ud og redde dem. ”Ja, Vorherre skal redde dem, jeg kan ikke.” - ”Da er det ikke des kønnere gjort.” - ”Kan han da, LARS, saa vil jeg levere ham Heste og Vogn at køre derud paa.” Nej, han vilde kun drage af, hvis Biskoppen vilde følge med. ”Men det er vel for sildig, naar vi kommer.” - ”Nej,” siger Slanter-Lavst, ” det er ikke for sildig, a har bundet saadan for dem, to de skal nok blive stillet, til a kommer til dem”. Der blev spændt for Vognen, og de kørte derud saa hurtigt som muligt . . . Lidt efter siger Fanden til ham: ”Kommer du nu der, Slanter-Lavst.” Ja, siger han, han skulde nok komme ham i tale. Saa gav LAVST sig i Lag med Fanden, som han til sidst fik gjort til en Hest, hvorefter han tog en Silketraad og lagde et Bidsel paa ham med den, saa han kunde trække med ham, og trak ham ned til Brabrand Sø, hvor han satte ham ned i et Dyndmorads, saa langt fra Stadsgaard, at han aldrig kunde komme tilbage dertil, men de aftalte dog, at Fanden vilde et Kokketrin nærmere til Gaarden hvert Aar. Saa kørte Slanter-Lavst tilbage med Biskoppen, der sørgede for, at han fik et godt Kald til sidst.

Som ovenfor nævnt udtalte Biskop HYGOM, at LAURIDS WORSØES Mæle og udvortes Gaver til at tale ikke var de bedste. Sagnet fortæller da ogsaa, at ”han var saa stilletalende som Prædikant, for nogle, han havde været i med, havde klemt ham, og saa havde han taget Skade i Mælet”. Men om det var levende Mennesker eller Mørkets Magter, fortælles ikke.

Slante-Lavs brugtes meget til at mane Spøgelser og Genfærd; dertil har vist ingen Præst i Danmark været saa dygtig som han. Han ”drog det halve Land om at mane, de maatte herned, det kunde ikke hjælpe, de krummede dem”. Engang maatte han drage helt til Føvling, hvor en Mand, der var død, var slem til at gaa igen, endog ved højlys Dag. Da Slante-Lavs havde manet ham, blev der Rolighed. Ogsaa paa Østbirk Mark havde han manet en ned; dér skulde man vare sig for at rokke ved den Pæ1, der var rammet gennem Gengangeren. Paa sædvanlig Vis drev han Gengangerne ned i et trebundet Markskel og bandt dem der. Endnu i vor Tid staar paa Vejen mellem Hørning og Blegind en gammel Poppel, kaldet ”Slante Laurs Pil”, hvor han efter Sagnet manede Fanden ned.

Amtmand GRABE i Skanderborg, som i levende Live havde lavet mange Kunster, som Folk ikke var tjent med, drog efter sin Død omkring og gjorde Folk Besværlighed. Man fik da fat i Slanter-Lavst, som Folk brugte meget paa den Tid, for at mane ham; da han kom og hørte, hvad det drejede sig om, sagde han: ”Ja, han er farlig og ikke nem at gøre det ved; men jeg kan jo nok standse ham noget.” De skulde da drage ud i Dyrehaven og finde en Afkrog, han kunde gemme ham i. Men da nu Præsten havde udtalt, at Gengangeren var saa farlig, blev nogle Skanderborgere bange for, at de ikke blev ham kvit, naar han var saa nær ved dem. Slante-Lavs bad da dem, der var bedst kendt paa Egnen, om at anvise ham den Plads, der var mest besværlig for Amtmanden at køre paa, eller hvordan han nu vilde være paa Færde. Et Par Stykker, der havde været med de kongelige Jægere paa Taaning Mark, anviste nu det Sted, der kaldes den dybe Bæk, tæt ved Lille-Taaning. Det var en uhyre stor Fordybning, der dengang var helt ufremkommelig. Der skulde Amtmanden have sin Plads, og dér kørte han siden frem og tilbage med fire sorte Heste for Kareten.

Men det var navnlig Fanden, Slante-Lavs manede. Hans Kuske havde det strengt med Nattekørsel, for naar en Sjæl var i den yderste Fare, stod Hr. LAURIDS altid til Rede. Saaledes blev han en Nat kaldt til et Dødsleje en god halv Times Kørsel fra Præstegaarden; ved Enden af den døende Mands Seng stod der en sort en med Menneskeskikkelse, men den ene af hans Fødder var en Hestefod. ”Har jeg dig nu igen, Slante-Lavs og Slante-Ufødt!” raabte den sorte. ”Der er din halve Skilling,” svarede Præsten og kylede den i Flaben paa ham, tog dernæst sin Bog op af Lommen og begyndte at læse, men den sorte slog den ud af Haanden paa ham. Præsten tog straks en anden Bog op af Lommen, men den gik samme Vej som den første. ”Jeg har endnu en Bog,” sagde han og tog den tredie Bog frem, og omsider maatte Fanden give tabt. Denne bad til sidst om Lov til at slippe ud af Døren, men saa vilde han uvægerligt have taget et Fag Vægge med sig. Slante-Lavs tog derfor en Knappenaal og stak dermed et Hul i Vinduesblyet, og dér maatte Fanden igennem.

En anden Gang drejede det sig om en, der havde lovet sig til Fanden, men da Tiden var kommet, at han skulde have ham, havde han faaet mange Præster til at møde for at fri ham. De havde hver tændt sig et Lys og sat det derinde. Lidt efter kom gamle Slanter-Lavst, han spurgte, om han ogsaa maatte tænde et Lys. Jo, det fik han Lov til, og saa satte han det over Døren, de andre stod, hvor det kunde træffe. Endelig kom Fanden. Da han havde staaet og set sig lidt om, sagde han: Ja, var det nu ikke den gamle, der sad ved Kakkelovnen, saa skulde han have lært dem noget andet, men nu var han gaaet ind under hans Lys. Saa spurgte han om Lov til at komme ud af Døren igen. Men det sagde Slanter-Lavst Nej til, og saa prak han et Hul i Vinduet, dér maatte Fanden ud.

En Dag da Slanter-Lavst stod paa Prækestolen, holdt han op midt i sin Præken og bad Menigheden ikke fortryde paa, at han gik bort lidt, for der var en Sjæl i Fare, som skulde frelses. Dermed gik han ned af Prækestolen og hjem til Præstegaarden, der laa tæt ved Kirken. Da han kom op i sit Studerekammer, stod Stuepigen der, og en sort Hund sad og gloede paa hende med sine gloende Øjne. Hun havde været ved at gøre rent i Kammeret og havde da af Nysgerrighed kikket i nogle af Præstens Bøger, hvorved Cyprianus da ogsaa var falden hende i Hænderne. I Stedet for at lægge den bort, var hun bleven endnu mere nyfigen og havde læst saa længe i den, til hun havde faaet Fanden læst til sig og kunde nu ikke blive af med ham igen. Saa sagde Præsten: ”Ja, jeg ved nok, min Pige! du har ikke gjort det af Ondskab, men du skulde lade saadanne Bøger ligge, nu maa du give ham en Gave for at blive fri for ham.” Ja, det vidste hun ikke, hvad skulde være. ”Ja, du kan jo give ham det gamle Forklæde, du har paa.” Pigen løste det af med Glæde og smed det til Hunden. Saa maatte den lade sig nøje og pikke af, men Præsten gik igen op i Kirken.

En Nat maatte Slanter-Lavst til Randers. Om Aftenen Kl. 10 omtrent, det var Mørke og Mulm, kom han og kaldte paa sin Kusk, Sorte-Rask, der var gaaet i Seng. ”Hvor skal vi nu køre hen?” spurgte denne, da han var kommet i Tøjet. ”Ud af Porten og giv Hestene Tømmen, og du skal ikke kere dig om nogen anden Ting.” Saa gør han det. De kører da omtrent en Times Tid, og Sorte-Rask vidste ikke, hvor de kørte hen, han tykte, det var ligesom de farede i Luften. Endelig kørte de paa Stenbro - de var paa Randers Gade. Slanter-Lavst gik ind i et Hus, hvor Fanden var i Lag med at skulle have en døende Pige. Der havde allerede været en Præst, og han kunde ikke fri hende. Hun havde forset sig saa meget, at end ikke Slanter-Lavst ret kunde redde hende. Da fik han Fanden til at gaa ind paa, at hun skulde være fri saa længe, indtil det Lys, der stod for dem, var brændt ned. Da Slanter-Lavst havde faaet denne Indrømmelse, tændte han et andet Lys, slukkede det første og puttede det i sin Lomme. Ved denne hans Snildhed blev Pigen frelst.

Der skulde baade Snildhed og Mod til at mane. Det var ikke enhvers Sag. Det fik Degnen i Blegind at mærke, da han engang vilde fuske Hr. LAURIDS i Værket; han blev i den Grad gaaet paa af Djævelskabet, at han først blev reddet i yderste Nød, da Præsten selv kom til Stede, men da sad Degnen ogsaa helt oppe paa Loftet.

Jo, Slante-Lavs havde stor Magt. Det siges om ham, at han aldrig kørte ud med mere end tre Hjul under Vognen, fordi han, naar han vilde, kunde tvinge Fanden til at bære ved den fjerde Aksel. I hvert Fald var dette Tilfældet, naar han havde manet Fanden.

Da Slanter-Lavst en Nat var ude at køre, som han var saa tit, blev Bæsterne lige med et stædige og vilde ikke af Stedet. Saa vendte han sig lige om og sagde til Kusken: ”Aa, driv den Mand af Vognen, som kører med os!” Karlen kunde ingen Ting se. ”Aa, giv ham en tre Slag med din Pisk, saa gaar han nok af!” Det gjorde Karlen. Derefter sagde Præsten, at han skulde staa af og tage det frahaands Baghjul fra Vognen og lægge det op i Bagkurven. ”Det gaar nok ikke an, Fa'r!” sagde Karlen, ”saa kan vi jo ikke køre.” - ”Jo, det skal du ikke bryde dig om. ” Saa kørte de, og det gik meget godt. Til Slut maatte Kusken køre Vognen ud i Dammen og spænde Bæsterne fra, men lade Vognen staa. Næste Morgen stod den ude i Kæret paa alle sine fire Hjul.

Da Slante-Lavs og Fanden kom ud til Vognen fra den ovenfor nævnte Mands Dødsleje, bød Præsten sin Kusk, SØREN, at han skulde tage det højre Baghjul af og lægge det i Vognen, satte sig selv op og sagde: ”Kør i Jesu Kristi Navn.” Paa Hjemvejen kom de forbi en Dam, der var fuld af Mudder, Præsten bød SØREN køre rundt i den nogle Gange. Den arme Djævel, som gik i Stedet for det ene Baghjul, maatte jo rundt i Dammen med. Lidt senere gjorde de Holdt ved en Mose, hvor Slante-Lavs manede den sorte Djævel 27 Favne ned i Jorden. Kusken SØREN forsikrede siden, at han aldrig, hverken før eller siden, havde mærket saa hæslig en Stank som den, Fanden lod gaa fra sig, da han kom op af Dammen. - En anden Gang, paa Hjemturen fra Randers, da det frahaands Baghjul allerede var lagt i Bagkurven, blev Vognen dog for tung; først da ogsaa det tilhaands Forhjul var lagt i Kurven, blev Fanden medgørlig, men efter den Tur lod LAVS ogsaa spænde fra i Præstegaardens Møddingpøl, og der maatte den Onde staa til næste Morgen, da Præsten kom ud og løste ham.

Naar Fanden selv saaledes Gang paa Gang blev den lille over for Slante-Lavs, er det ikke underligt, at denne havde let Spil over for jordiske Forbrydere.

En Mand i Blegind stjal engang flere Nætter af nogle gode Æbler i Præstegaardshaven, og da en af Karlene spurgte Præsten, om han ikke skulde stille sig paa Vagt for at fange Tyven, fik han det Svar: ”Det behøves saamænd ikke, for nærenstid du staar op i Morgen tidlig, saa kan du gaa derud og se ad.” Og næste Morgen sad ganske rigtig en af Byens Mænd oppe i Træet, men det var umuligt at faa ham hjulpet ned, før Præsten selv kom og løste ham med Ordene: ”Det er sært, du ikke er klogere end at befatte dig med saadant noget.”

Naar Slante-Lavs drog ud, kunde han lige godt se, hvad de bestilte hjemme. Engang da han var borte, vilde Folkene leve højt saa længe, og Pigerne vidste nok, hvor Tønden med det gode Øl var. Men da en af Pigerne havde tappet af denne Tønde, kunde hun ikke faa Tappen i igen. Hun maatte staa med Fingeren i Hullet, til Præsten kom hjem og løste hende med Ordene: ”Hvad vilde du der efter?” - En Aften, da Præstegaardens Piger mod Hr. LAURIDS' Vilje vilde gaa til Bal, gik de vild paa Vejen og blev ved at gaa til den lyse Morgen; først da opdagede de, at de hele Tiden var gaaet i Kreds omkring Præstegaarden.

Da Slanter-Lavst en Dag kom gennem Skoven ved Haarup paa Vej fra Silkeborg, kom der en mandolden Tyr efter ham, og han for hen og vilde op i en Bøg, men han kunde ikke komme op i den. Saa forbandede han den, og den gik ogsaa ud. Derefter rendte han videre op i Skoven og kom til en Eg, som han kom op i. Den lyste han Velsignelse over, og den var fuld af Agern hvert evige Aar.

At en Mand som Slante-Lavs selv skulde komme til at gaa igen efter sin Død, er ikke mærkeligt. Dette skete da ogsaa, nemlig ved den gamle Eg i Haarup Skov Øst for Silkeborg. Præsten i Gødvad skulde mane ham og gik efter ham flere Aftener, men kunde ikke faa ham til at tale, og saa kunde han ikke mane ham. Præsten havde en Karl, der hed JENS, og han skulde nu hjælpe til ved det. JENS fik saa en Studepude om Halsen som Krave, og saa gik han foran, medens Præsten listede sig bagved, saa Gengangeren ikke kunde se ham. Da nu Gengangeren kom, sagde han: ”Skal du være Præst i Aften, JENS?” Da traadte Præsten straks frem og sagde: ”Nej, JENS skal ikke være Præst, men her er Præsten.” Da Slante-Lavs nu havde talt, fik Gødvad-Præsten Bugt med ham og manede ham ned ved den gamle Eg, tæt ved en Sø, der kaldes Lille-Sø.

Slantelaus blev begravet paa Blegind Kirkegaard lige under et trerammet Vindue i Præstegaardsladen. Glasset i det Vindue kan aldrig være helt, paastaar man; selv om man sætter nyt Glas i hver Aften, er det i Stykker om Morgenen. Aarsagen hertil er, at Præsten hver Nat staar op af sin Grav og gaar gennem Vinduet op paa Ladet, hvor der af den Grund siden hans Død hverken har siddet Halm eller Hø.

I Blegind Kirke skal der ved Siden af Alteret findes en mørk Plet, der med lidt god Fantasi nok kan ligne en knælende Præst, der hæver Hænderne mod Himlen. Det skal være Slante-Lavs, som paa denne Maade er foreviget til Straf, fordi han gav sig af med Sortekunster. Denne Plet ved Alteret kan aldrig forsvinde, hvor ofte den ogsaa kalkes over.

Provst LAURIDS WORSØE er den første, der førte Slægten WORSØES Vaaben, dog kun med et W i Skjoldet. Det egentlige WORSØE-Slægtsvaaben er: Skjoldet tværdelt af Sølv og rødt; i første Felt tre stilkede røde Tulipaner, hver med to grønne Blade, i andet Felt et Guld-W. Hjelmmærke : Tre stilkede røde Tulipaner, hver med to grønne Blade. Hjelmklæde : Indvendig Sølv, udvendig rødt. (Gengivet i ”Vaabenførende Slægter i Danmark” I, S. 150 (1946).)

D. 12. Juli 1780 i Blegind Præstegaard, begravet 20. s. M. paa Blegind Kirkegaard.

Han og hans Hustru havde 25. December 1767 faaet kongelig Bevilling til at sidde i uskiftet Bo og siden skifte med Samfrænder.

I den lille Blegind Kirke findes i Koret en Trætavle med følgende Indskrift:

uden For den østre SideKierkens Gavl
der neden hviler
Lauridz Sørensen Worsøe
forhen
Sogne-Præst for Blegind og
Hørning Meningheder i 41 Aar,
og Proust i Hielmsløv Herred i
17 Aar, Født 1710, Død 1780.
og hans Hustrue
Ide Margrethe Bøgh,
Født 1716. Død 1790.
tilligemed 7 af Deres tilsammen
auvlede 15 Børn, Gud lad os
samles med disse Kiere Wenner
i den glade Evighed.

I ”Den Viborger Samler” for 31. Juli 1780 offentliggjordes følgende ”Gravskrift”:

Her udi giemmes
Støvet
af
Den udi Livet
Velædle Velærværdige og Høilærde
Nu hos Gud salige Mand
Hr. LAURITZ SØRENSEN WORSØE,
Retsindig og berømmelig Proust over Hielmslew Herred i 18
Aar, aarvaagen og retskaffen Siælesørger for Trige og Ølsted
Meenigheder i 3 Aar, og for Blegind og Hørning Mee-
nigheder over 41 Aar;
Som ved sin
Grundige Lærdom, viise Raad, nidkiere Fliid, redelige
Hierte, oprigtige Tienstfærdighed, sande Gudsfrygt, og
følgeværdige Exempel i sit heele Levnet, opbyggede
sine Meenigheder over 44 Aar;

Og

Trofaste Kierlighed, faderlige Omsorg, Forsorg og Omhygge-
lighed for sine Børns Opdragelse og utrættelige Arbeidsomhed,
glædede sin Ægtefælle, forfremmede sine Børn og ernæ-
rede sin Familie med Ære i 44 Aar;

Og

Roesværdige Livs Begyndelse, fornøiede sine christelige For-
ældre paa Sødringholm den 18 October 1711;

Og

Kierligste Ægteskab, indgaaet d. 8 Novbr. 1736, med sin
nu dybsørgende Enke,
Mad. IDE MARGARETHA BØGH.
Blev af Gud velsignet med 15 Børn 8 Sønner og 7 Døttre.
hvoraf 3 Sønner og 2 Døttre tillige med deres Moder
i veemodig Sorg overleve ham;
Og Salige Endeligt indgik i Herlighedens evige Rige
d. 12 Julii 1780.

At hans Alder ei naaede fleere end 68 Aar og 9 Maaneder,
begrædes veemodig, ei aleene af hans efterladte Enke, Børn
og Meenigheder, men af det heele Herred, ja
af alle i den ganske Egn.

Retskafne Lærer Tak, Tak allerbedste Mand og Fader,
For Lys, Raad, Hielp og Trøst for heele Egnen Du forlader
Vi føle nu det største Tab, to Meenigheder hendtes
Da deres Lys med dit bedrøved' Huuses Glæde endtes.
Ak! trøst os nu al Trøstens Gud, før alle vi vansmægte,
Vor sorrigfulde Hierters Saar her aldrig blive lægte.
Men før os saa i Haab og Troe og dine Budords Veie,
At vi med ham ved Jesum faae din Salighed i eie.

Blev 1878 Lærerinde for Forstander Ernst Triers Børn paa Vallekilde Højskole, gennemgik 1885-87 det toaarige Kursus i "Syge- og Friskgymnastik" paa det kgl. gymnastiske Centralinstitut i Stockholm og var derefter i 10 Aar Lærerinde ved Frk. Zahles Skole i København og gav samtidig Sygegymnastik og Massage til Patienter i deres Hjem. Da hendes Søster, Fru Jonna Mørch, var syg, fulgte hun hende Vinteren 1897-98 til Meran og Menton, opgav sin skolevirksomhed og tog Ophold i sin Søsters og Svogers Hjem for at pleje disse. Siden Svogerens Død 1929 bor hun sammen med Broderen Hans B. i København.

Endelig i 1856 fik Svaneke en Førstelærer, der blev, endda lige til 1903. Det var Conrad Zinck Jensen Thorsager, som i høj grad var en "duelig seminarist". Han var 1832 Født i Neksø, hvor hans fader var lærer, og han havde fortrinlige evner til at lede skolen og var en meget samvittighedsfuld og dygtig lærer.

I hans tid udvidedes skolen, så at den blev på seks klasser, de tre Første fælles for alle Børn, 4de klasse for dem, som ikke skulde i de to realklasser, 5te og 6te klasse, og disse to for dem, der vilde betale 1 krone om måneden i skolepenge og anskaffe de dyrere Skolebøger. Der blev i disse Øverste klasser for de fire sidste skoleår undervist i tysk og engelsk, i verdenshistorie, naturhistorie og geografi og for drengene i matematik. Men for at give plads til fire klasser samtidig måtte de to lærerboliger indskrænkes til en bolig for en ugift lærerinde.

Thorsager var foruden "Inspektør og Førstelærer ved Borgerskolen" også organist i Svaneke kirke.

Han beboede ca. 1 år 30' Slg. Risenlund i Østerlars som opsidder sammen med sin første hustru. Ved en 12-mands dom af 10.5.1680 var denne gård tilkendt hendes søn Rasmus Nielsen, før 1662, der solgte slægtsretten til sin ældre halvbror Hans Nielsen.

Den 18.7.1681 købte Peder Thorsen i forening med sin hustru Gadebygård i Østermarie af Mogens Christensen for 1200 Sldr., heri indbefattet proprietær skylden. Ved skiftet efter Boel Rasmusdatter enedes han med stifsønnen Rasmus Nielsen, der boede på Store Kannikegård i Bodilsker, om at udbetale ham 350 Sldr. og en hest stod som 20 Sldr. i mødrende arv. Gadebygård blev ved denne lejlighed sat til 700 Sldr.

Peder Thorsens anden hustru Elisabeth Nielsdatter arvede blandt andet 50' Slg. Kantedamsgård i Vestermarie efter sin far. Denne gård solgte Peder Thorsen 15.5.1702 til Poul Jensen for 440 Sldr.

Ved skiftet efter Elisabeth i 1707 ville Peder Thorsen have Gadebygård vurderet til 700 Sldr. ligesom i 1686, men det ville svigersønnen Ole Hansen, trolovet med Boel Pedersdatter, ikke gå med til. Sagen endte i retten, der dømte, at Gadebygård skulle sættes til 850 Sldr.

---

Aage Kure fortæller:

Skøde 1200 Sld. Peder giftede sig 1. gang med Boel, se ovenover. Hun var enke på 30 sg Risenlundsgaard i Østerlars. Peder flytter ind hos Boel som opsidder.Men boer her kun et år. 30 sg Østerlars er ved en 12 mands dom tilkendt Boels søn Ramus Nielsen, men han sælger den til sin ældre havbroder Hans Nielsen. Peder og Boel køber i 1681 Gadebygaard i Østermarie og flytter hertil. Her på Gadebygaard dør Boel i 1686 og Peder gifter sig her yderligere 2 gange, i 1687 i Nylars med Elisabeth Nielsdatter og i 1707 i Klemensker med Seigne Jensdatter, der var enke efter Hans Mogensen, 1 sg Skrubbegaard, Klemensker.

Aage Kure fortæller:

Boel er enke efter Niels Ibsen 30 sg Risenlundsgaard, Østerklars. Peder flytter ind hos Boel på 30 sg som opsidder.Men boer her kun et år. 30 sg Østerlars er ved en 12 mands dom i 1680 tilkendt Boels søn Ramus Nielsen, men han sælger den til sin ældre halvbroder Hans Nielsen, Peder og Boel køber i fælleskab i 1681 Gadebygaard i Østermarie for 1200 sld og flytter hertil. Her på Gadebygaard dør Boel i 1686 og Peder må udrede en mødrenearv til hendes søn Rasmus Nielsen fra hendes 1. ægteskab. Peder gifter sig her yderligere 2 gange, i 1687 i Nylars med Elisabeth Nielsdatter og i 1707 i Klemensker med Seigne Jensdatter, der var enke efter Hans Mogensen, 1 sg Skrubbegaard, Klemensker.