Personside - 94

Fra Kjøbenhavns Diplomatarium¹:

0. Rømer fritages for Tilsynet med Højbros Bygning.

Justitz raad Ole Rømer.

C. 5. Vor bevaagenhed tilforn. Vide maa du, at saa som du allerunderdanigst haver forestillet os, hvorleedis du med andre vores magt paaliggende forretninger saaleedis er forhindret, at det skal falde dig besverligt, ja fast u-mueligt, Høybroens bygning tillige med os elskelig Claus Rask etc., Morten Nielsen, raadmand her i vores etc. Kiøbenhafn, oc Bertel Stuve, jndvaaner her sammesteds, at anordne oc til endskab befordre, vj i dend henseende effter din allerunderdanigste ansøgning dig derfra allernaadigst haver forskaanet, hvorfor vj allernaadigst haver anbefalet bemelte Claus Rask, Morten Nielsen oc Bertel Stuve, at de sig samme bygnings anordning oc til ende bringelse strax skal foretage oc dertil bruge saa dygtige arbeidsfolch, at arbeidet kand vorde med forderligste saa vel oc bestandig giort oc til ende bragt, som det gemeene beste oc vores tienniste det udkræver. Dereffter du dig etc. Befalendis etc. Skrevet etc. Hafniæ dend 1 may anno 1694.

---

Oluf Nielsen skrev i ”Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse”²:

Henrik Isaksen (1648-60), Søn af Kandestøber Isak Chordes eller Chorits, der døde 1625. Hans Søster var gift med Oberst Frederik Thuresen. Han døde 1660, hans første Hustru 1658, hans anden Hustru 1685; det var vistnok hans Datter Helene, der var gift med Bertel Stuve. Da han 12. Okt. 1648 blev indsat som Raadmand, nævnes han som forrige Acciseskriver. Han døde 27. Marts 1660, 65 Aar gl. og er begraven i Helligaands Kirke. 1643 bode han i en af Borgmester Reinholt Hansens Gaarde i Skoboderne, og det var vistnok den han senere ejede (Vimmelskaftet Nr. 39)…

Højbro, hvis Vedligeholdelse tilkom Staden og Kongen i Forening, blev ogsaa ombygget i denne Periode. I Christian V's Tageregister anføres, at Højbro er begyndt at bygges af ny 7. April 1694. Samme Aar blev O. Rømer paa Grund af andre overvældende Forretninger fritaget for at have Tilsyn med Højbros Bygning, hvorimod den øvrige Kommission, Klavs Rasch, Raadmand Morten Nielsen og Bertel Stuve fik Befaling om straks at foretage denne Bygnings Anordning og Tilendebringelse. Til denne Reparation i Forbindelse med Kanalens Rensning og Forfærdigelse blev der paabudt en Havneskat af 2 1/2 p. C. af Grundtaxten…

Themand Jakob Bløcher vidnede, at en Lørdag Eftermiddag Klokken 3-4 kom han og Truels Falckenberg gaaende sammen udaf Rundelen paa Kongens Torv, og Gustav Adolf Rüdiger Blytækker mødte dem, og de kom i Diskurs med hverandre og gik og spadserede sammen henad Gotersgade, hvor Rüdiger nogle Gange bad dem, at de vilde følge ind paa Vinkælderen med ham at drikke et Glas Vin, men de undskyldte sig og vilde ikke; saa vilde Rüdiger endelig formaa dem hjem med sig paa en Flæskeskinke og røget Kød, men de lode sig ikke overtale dertil. Derpaa fulgte han da fremdeles med dem til Vidnets iboende Hus ved Stranden, og da han kom derind, begærede han en Bouteille Øl, sad saa en liden Stund hen ved Bordet og drak deraf.

Imidlertid var en anden Blytækker, navnlig Jokum Guterding, oppe i Kammeret næstved og sad og talede med en god Ven, det Vidnet dog ikke vidste af; saa gik den Ven bort, som Guterding talede med, og kaldte bemeldte Guterding derpaa Vidnet ind til sig og spurgte ham: "Hvor har I faaet den Canaille ind med Eder?" Vidnet lo da ikkun derad og sagde: "Han er kommen herind med os ved den Lejlighed, at han mødte os paa Gaden." Derpaa sagde Guterding: "Dersom I ikke skaffer ham ud af Huset, skal jeg gøre en Ulykke paa ham. Jeg gad ikke set ham for mine Øjne." Vidnet sagde da til ham: "Broder, du er fuld og véd ikke, hvad du gør, det gaar dig ikke an, han er ligesaa vel min gode Ven som du, og hans Penge ere ligesaa gode som dine."

Saa vilde han endelig været ned i Stuen, men Vidnet og hans Kone bad, at han ej skulde gaa derned, men gaa hjem ud igennem en anden Dør og lægge sig, saasom han var beskænket, det han da og sagde at ville gøre.

Vidnet gik da fra ham ned, og han gik ud igennem Gaarden med Løfte til Vidnets Hustru at ville gaa bort, men kom dog ind i Stuen ligesom fra Gaden og satte sig ved Kakkelovnen, begærendes en Bouteille Øl, og da var Stadshopmandens Søn, Sr. Bertel Stuve ogsaa kommen derind.

Da Guterding havde siddet der lidet, kom han hen til Bordet, hvor Vidnet og de andre sade, begyndte saa nogle Gange at drikke alle brav Folkes Skaal i Kompagniet, undtagen Ens, som er en Hundsfot og Canaille, som han sagde, og da de vilde vide, hvilken han mente, pegede han paa Rüdiger og sagde: "Det er "han", han er en Hundsfot og Canaille." Derpaa sagde Rüdiger: "Gud bevare mig, min Ven, hvorledes kan I komme til at kalde mig en Hundsfot og Canaille, jeg kender Eder ikke, har aldrig set Eder og ikke nogen Tid været i Kompagni med Eder."

Derpaa sagde Guterding til ham:"Du er en Hundsfot og Canaille, der er Streg over dig", hvorpaa Rüdiger bad drages til Minde, sigende til Guterding: "Er der gjort Streg over mig, det skal du have løjet som en Skælm og Canaille," tog saa Bouteillen i Haanden og vilde slaget Guterding i Hovedet dermed, men Falckenberg tog ham fat om Armen og afværgede det.

Saa slog Guterding med sin Stok over Hovedet paa Rüdiger, dog saa Vidnet ikke, at han ramte Rüdiger, men vel at nogle Slag tørnede imod Væggen, saa udi Hast tog Rüdiger sin blotte Kaarde ud imod Guterding, men Vidnet tog fat paa ham, kastede ham over Bænken og fik Kaarden fra ham, saa ingen Ulykke skede dermed. Saa spurgte Rüdiger om sin Stok, gik hen og tog den i Vinduet og vilde været i Færd med Guterding, som derimod tog til sin Kaarde, men blev hindret, at han ikke fik den udtrukken, og tillige afværget, at de ikke kom sammen.

Saa var der ikke saa mange Skælmer og Tyve til, som de skældte hverandre for paa begge Sider. Rüdiger skældte Guterding for en Skælm, Tyv og Canaille, Guterding derimod sagde til ham igen: "Det er du, der ligger baade Bytingsdom og Raadstuedom for, at du er en Skælm, Tyv og Rakkerknægt".

Siden vilde Guterding haft Vidnets Pige ud i Byen til en anden Blytækker i Meerviben, at bede ham komme derhen, men Vidnet rettede hende af, at hun ej skulde gøre det, men lade, som hun havde været der, og komme ind og sige, at han ej var hjemme, som hun da og gjorde.

Og gik saa Guterding selv ud, hvorhen véd Vidnet ikke, og kom igen og talte da nogle Ord med Sr. Stuve, som Vidnet ikke hørte, hvad var, men kunde vel mærke, at de ikke vare ret synderlige. Omsider gik Rüdiger bort, og Sr. Stuve og Falckenberg gik begge med ham for at se ham vel at komme hjem til sit Hus, saasom Vidnet raadede ham ej at gaa alene…

---

Fra ”Pisserenden.com” om Nørre Voldgade 6:

Kvarterets store nordvestlige trekant mellem Sankt Peders Stræde og volden har i middelalderen ligget ubebygget hen og brugtes til opgravning af ler til teglværket og til græsning af heste og kreaturer. Ejeren var Vor Frue kirke og efter reformationen Københavns Universitet for de grunde, som kirken ikke havde solgt fra forinden. I den katolske tid, i året 1496, nævnes en Knud Vognmand som bruger af Vor Frues bolig.

Efter 1521 blev Vor Frues grund delt for første gang. Sidst i 1500-tallet møder vi her ægteparret Bennike og Berithe Melckens som universitetets lejere. Han var væver og har givetvis ikke kunnet udnytte hele det store areal med kun to små huse mellem Sankt Peders Stræde 36 og Nørre Voldgade 2-6.

Efter 1688 delte enken efter ejeren Johann Adolph Ernst, fru Helena Sophie Mercker, grunden og solgte den del af arealet, der lå mod Sankt Peders Stræde fra. Så giftede hun sig igen og den nye ægtefælle, handelsmanden Bertel Stuve delte grunden endnu engang og solgte den ene del til væver Zacharias Frandsen i 1691. Frandsens enke solgte denne grund til vognmand Anders Pedersen i 1708. Vognmanden solgte den videre til vognmand Hans Villumsen, der var ejer i brandåret i 1728.

Det er påfaldende, at der var så mange vognmænd, der gennem tiderne hørte til på Nørre Vold, men da det krævede plads til stalde og græsningsarealer til heste, var det oplagt at slå sig ned på et nærmest jomfrueligt terræn bag volden. 

Claus Hermansen Bohn døde i en ung Alder 1683 som Købmand og Skipper i Rønne og efterlod som Enke Lisabet, født Markmand. Hun forfulgtes af kgl. Majestæts Ridefoged paa Bornholm, Augustus Dechner, i Aarene 1686-90 med Gælds-, Giftsmords-, Troldoms- og Tyverisager, men gik ved Højesteretsdom af 11. Marts 1690 frikendt ud af dem alle og fik Ridefogden dømt for hans ukristelige og uforsvarlige forfølgelse af hende til livsvarigt Arbejde i Jern paa Bremerholm. Hun blev herved den første til at gengælde Augustus Dechner de Udsugelser, hvormed han i sit Embede havde hjemsøgt Bornholmerne, og hvorfor han ved Højesteretsdom af 18de Febr. 1691 dømtes til Kagstrygning, Brændemærkning og Arbejde paa Bremerholm paa Livstid; denne Dom exekveredes 26de Febr. 1691.