Personside - 159

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Thorlacius, Børge Riisbrigh, 1775-1829, Filolog, var Søn af den ndfr. nævnte Skuli T. og blev født 1. Maj 1775 i Kolding, hvor hans Fader den Gang var Rektor. Efter at Faderen 1777 var bleven Rektor for vor Frue Skole (Metropolitanskolen) i Kjøbenhavn, fik Sønnen sin Undervisning her fra 1783 og dimitteredes 1791 til Universitetet, hvor han fik Udmærkelse baade ved Artium og 1792 ved anden Examen. Han studerede derefter Theologi sammen med P. E. Müller og tog 1796 sin Attestats med særlig Udmærkelse; derefter fik han en Ansættelse ved det kongl. Bibliothek, hvor han blev den første Kustos paa Læsestuen. 1797 vandt han Guldmedaillen for en Besvarelse af Universitetets filosofiske Prisopgave; s. A. tog han filologisk Embedsexamen med Udmærkelse og disputerede strax derefter for Magister- og Doktorgraden i Filosofi. Endnu i Slutningen af s. A. tiltraadte han med Understøttelse af Fonden ad usus publicos en videnskabelig Udenlandsrejse sammen med Laurids Engelstoft; i Gøttingen hørte han Filologen Heyne og var derefter i Holland og Frankrig, men naaede ikke at komme til Italien paa Grund af Krigsforholdene. Efter at være vendt hjem 1800 beskikkedes han 1801 til Lektor i de gamle Sprog ved det pædagogiske Seminarium og strax derpaa ogsaa ved Universitetet (efter L. Sahl); 1802 blev han extraordinær Professor i græsk og latinsk Filologi, 1803 ordinær Professor i det latinske Sprog og Assessor i Konsistorium. 1807 udnævntes han til Medlem af Kommissionen for de nordiske Oldsagers Opbevaring. 1808 blev han, efter at Professor P. Krog Meyer var bleven ansat som Lærer hos Prinserne af Augustenborg (s. XI, 298), beskikket til i hans Sted indtil videre at holde Forelæsninger over bibelsk Exegese og deltage i theologisk Embedsexamen, hvilket han gjorde til 1817. Fremdeles blev han 1809 Medlem af Direktionen for det med det kongl. Bibliothek forbundne Musæum og 1811 Medlem af den Arnamagnæanske Kommission. 1813-14 var han Universitetets Rektor. Han deltog 1814 i Stiftelsen af det danske Bibelselskab og blev snart Medlem af dets Styrelse. 1815 disputerede han for den theologiske Doktorgrad og indtraadte s. A. i den Kommission, som efter kongl. Befaling nedsattes til at udarbejde en ny dansk Oversættelse af det nye Testamente; han havde ogsaa Del i den Oversættelse, Kommissionen udsendte 1819. Siden 1810 havde han været Medlem af Videnskabernes Selskab og af dettes Ordbogskommission, hvis Formand han blev i 1822; han deltog i Udgivelsen af Ordbogens 3.-5. Del, som udkom i Aarene 1820-27. Desuden var han Medlem af en Række andre litterære og videnskabelige Selskaber saa vel i Danmark som i Udlandet. 1826 begav han sig paa ny ud paa en videnskabelig Rejse, til Tyskland, Italien og Frankrig, hvorfra han vendte hjem i Sommeren 1828. Han døde i Kjøbenhavn 8. Okt. 1829.

T. var venlig og godgjørende mod de studerende, men som Universitetslærer temmelig tarvelig, i det hans Lærdom vel havde en vis Bredde, men var spredt, overfladisk og løs; hertil kom, at hans Hukommelse tidlig svækkedes. Som klassisk-filologisk Professor skrev han en Mængde Afhandlinger om alle Haande Spørgsmaal i den græske og romerske Filologi og Arkæologi, foruden hvad han skrev om Æmner af den islandske Filologi og af Theologien; disse Skrifter fremkom især som Programmer til forskjellige Højtideligheder ved Universitetet, i det hans Professorpost paalagde ham Pligten som Programmatarius; der fandtes blandt disse Smaaarbejder ogsaa latinske Digte og Taler i Anledning af forskjellige kongelige Personers Bryllup eller Dødsfald o. a. De fleste af Afhandlingerne (dog ikke de islandske) ere samlede i 5 Bind «Prolusiones et opuscula academica», som udkom 1806-22, men nogle ere dog udkomne senere. End videre udgav han sin Morbroder B. Riisbrighs Oversættelse af Diogenes Laërtius’ Filosofhistorie (1812) og til Brug for Studenterne ved hans Forelæsninger Udgaver af forskjellige græske og romerske Værker, som dog kun vare Optryk efter fremmede Udgaver. Andre Afhandlinger af ham findes i Videnskabernes Selskabs Skrifter, i «Skandinavisk Musæum», «Det skandinav. Litteraturselskabs Skrifter» osv.

4. Maj 1803 ægtede han paa sin Faders Foranledning Marie Benedicte Sophie Hedevig Kall (f. 13. Okt. 1777 d. 8. Avg. 1835), næstældste Datter af Professor Abraham K. Den lærde og adspredte Mand havde paa sin Bryllupsdag nær glemt, at han havde giftet sig.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Kall Rasmussen, Michael Nicolai Christopher, 1816-63, Historiker, fødtes 25. Juni 1816 i Kjøbenhavn som ældste Søn af ovfr. nævnte Professor Jens Lassen R. Han blev Student 1834 (privat dimitteret), tog 2. Examen og begyndte at studere Theologi, men hans Interesse for Fædrelandets Historie, særlig dets Personalhistorie, bortdrog ham fra Brødstudiet, som han ikke fik afsluttet. 1845 ansattes han som Kopist i Gehejmearkivet, efter at han allerede havde vist Evne for Arkivgjerning ved at ordne Konsistoriums i Forvirring henliggende Arkiv, han avancerede hurtig, blev 1849 Inspektør og 1851 Registrator, fik 1856 Titel af Professor, men døde allerede 12. Marts 1863, efter et langt Sygeleje.

Hvad K. R. har ydet af selvstændige Bidrag til vor historiske Litteratur, er snart nævnt: et Par smaa Afhandlinger, hvoraf den største, et Bidrag til Holbergs Ungdomshistorie (i «Hist. Tidsskr.» 3. R. I), kun er paa lidt over 2 Ark. Som Udgiver var hans Virksomhed noget større, i det han har udgivet en Del Aktstykker, navnlig i «Danske Magasin», for største Delen ledsagede af righoldige Oplysninger. Men ikke en eneste Bog bærer hans Navn paa Titelbladet. Han var en i høj Grad uproduktiv Natur, hvad der i Betragtning af hans paa visse Omraader enestaaende Lærdom maa beklages. Hans fænomenale Hukommelse, der med vidunderlig Troskab fastholdt, hvad der en Gang havde passeret hans Øje, gjorde ham imidlertid, som det ytredes efter hans Død, til «et levende historisk Lexikon», der med Udbytte kunde raadspørges og ogsaa blev det, thi til at lade andre nyde godt af sin Viden var han altid villig, og talrige vare de Forfattere, som tyede til ham, og hvem han hjalp, ofte med megen Opofrelse af Tid. I Arkivet gjorde denne hans Hjælpsomhed, hans omfattende Kjendskab til dets Indhold og hans store Paalidelighed ham til en af alle skattet Embedsmand. For at drage Fordel af hans Kundskaber oprettede det kongl. danske Selskab 1847 en lille Plads for ham, nemlig som Medhjælper for Sekretæren med den Opgave at deltage i Udgivelsen af «Danske Magasin», og dette gav Anledning til, at 3. Bind af dette Værks 3. Række indeholder saa mange Bidrag fra hans Haand, deriblandt Biskop Lage Urnes Testament med dets værdifulde Anmærkninger; men da hans Stilling i Arkivet 1851 var bleven væsentlig forbedret, maaske ogsaa fordi Professor T. A. Becker da blev Selskabets Sekretær, opgav K. R. sin Virksomhed i Selskabets Tjeneste. Det følgende Aar blev han optaget i Selskabet, men han leverede ikke senere noget Bidrag til dets Tidsskrift, end ikke efter at han 1860 var bleven Selskabets Sekretær. — 1857 blev han Medlem af den danske historiske Forenings Bestyrelse.


Hans Broder Abraham K. R., f. 23. Febr. 1824, theologisk Kandidat 1850, Sognepræst for Dollerup, Finderup og Ravnstrup i Viborg Stift 1867-76 og for Butterup og Tudse paa Sjælland 1876 -92, udgav 1866 en historisk-topografisk Beskrivelse af Maribo Sogn og 30. Marts 1901.

^{Erslew, Forf. Lex.
Illustr. Tid. IV, 206 f.}

C. F. Bricka.

Den 27. december 1783 så stadens indbyggere alligevel en luftmaskine over byens tage. Det var apoteker Mühlenstedt, som kom til at sende en lille model af en varmluftballon op fra sin gård på Østergade i København. Det var nemlig ikke meningen, at den skulle slippe fri, men opdriften var så stor, at den sprængte strikken og gik til vejrs. Modellen, der var en 3 alen lang cylinder af ferniseret silketaft, fløj i vestlig retning og blev længe efter fundet på Gjorslev gods ca. 7 mil fra hovedstaden.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Neergaard, Johan Valdemar, 1810-79, Officer, Krigsminister, fødtes 18. April 1810 paa Gisselfeldt, hvor Faderen, Johan Henrik N., var Godsforvalter. Moderen hed Christine Marie f. Buch. Han blev Landkadet 1826, Sekondlieutenant ved slesvigske Jægerkorps 1830 (med Aldersorden fra 1828), Premierlieutenant 1835 og fik Kapitajns Anciennitet 1841. Fra 1842-48 var han Adjudant ved 2. Brigade og ansattes ved Krigens Udbrud sidstnævnte Aar som Adjudant ved venstre Flankekorps under Schleppegrell, hvem han fulgte som Stabschef, da denne fik Kommandoen over 3. Brigade. Han deltog med Udmærkelse i de 2 første Krigsaars større Kampe og blev efter Slaget ved Fredericia karakt. Major. I 1850 fik han Kommandoen over 4. Bataillon, som han førte under Slaget ved Isted og Kampen ved Mysunde, hvornæst han i 1851 blev karakt. Oberstlieutenant, hvilken Grad han opnaaede 1853. Efter Krigen ansattes han som Stabschef ved det holstenske Forbundskontingent under General Bardenfleth, hvem han assisterede under dennes Forhandlinger med Forbundskommissæren i Kiel. I 1853 blev han Chef for 3. Jægerkorps (den senere 19. Bataillon), som han dannede til en Mønsterafdeling. Selv en dygtig og intelligent Officer fulgte han med Omhu Krigskunstens Udvikling, navnlig i den preussiske Hær, og det gode omplantede han. En gjennemgaaende Forandring i Forposttjenesten skyldtes saaledes en af ham udgiven Piecer «Mit Forpostsystem» (1863), og ved ham fandt ogsaa de Helldorfske Fægtningsregler Indgang i vor Hær. Det Ry, hans Afdeling stod i, var sikkert en medvirkende Grund til, at Kronprins Frederik i 1861 blev ansat ved 19. Bataillon. Da Hæren mobiliseredes i 1863, fik N., der i 1860 havde erholdt Obersts Karakter, Kommandoen over 9. Brigade, der først var i Holsten, senere ved Danevirke. Under Tilbagetoget der fra fik han, da General Steinmann var bleven saaret ved Sankelmark, Kommandoen over 3. Division, som han førte til Fredericia, hvor han afløstes af General Wilster; men da denne saaredes 8. Marts, overtog han paa ny Kommandoen til 24. Marts, da han atter blev Chef for 9. Brigade, som han ved Fredericias Rømning førte til Fyn og der fra til Jylland.

Efter Krigen vendte N. tilbage til Nyborg som Chef for 19. Bataillon, blev i Dec. 1864 Chef for 5. Infanteribrigade og det følgende Aar Generalmajor samt udnævntes 6. Nov. 1865 til Krigsminister. Det var vanskelige Tider; Rigsraadet vilde formindske Forsvarsudgifterne ved at reducere Hæren paa Finansloven. N. kæmpede imod efter bedste Evne, men han var ingen Parlamentariker og søgte derfor efter andre Veje for at sætte sin Mening igjennem. Der nedsattes derfor i 1866 en blandet Kommission, der skulde fremsætte Forslag om Hærens og Forsvarets Ordning. Efter at den havde endt sine Arbejder, gjaldt det imidlertid om at faa Rigsdagen til at benytte det givne Grundlag til Vedtagelsen af de endelige Love, hvortil der udkrævedes en Krigsminister, som forstod at forhandle med Rigsdagen, hvorfor N. 29. Sept. 1866 maatte vige Pladsen for General Raasløff. Det følgende Aar, da Hærloven var gjennemført, udnævntes N. til General og Chef for 2. sjællandske Brigade, som han beholdt, indtil han i 1877 paa Grund af tiltagende Øjensvaghed blev sat uden for Nummer, kort efter at Kongen havde hædret ham med Storkorset (Kommandørkorset havde han faaet 1862).

N., som efter General de Jonquiéres overtog Formandskabet for Skytteforeningerne, døde i Kjøbenhavn 9. Juli 1879. Han var bleven gift 27. Dec. 1849 med Anne Hermandine Marie Spethmann, Datter af Fabrikant Frants Daniel S. i Ekernførde.

P. N. Nieuwenhuis.

Fra Weilbachs kunstnerleksikon²:

Panduro, Henriette (Henny) Elisabeth Køster, 1863-1930, Maler. F. 22. Sept. 1863 i Randers, d. 18. Okt. 1930 i Gentofte, begr. i Kbh. (Ass.). Forældre: Læge, sidst i Kbh. Søren Vinkel Køster og Louise Bay. Gift 1° 9. Maj 1906 i Kbh. med Læge Valdemar P., f. 5. Marts 1869 i Silkeborg, d. 14. April 1914 i Kbh., S. af Sognepræst Hans Rudolph P. og Johanne Dorothea Sidenius. 2° Dec. 1917 i Aalborg med Lektor Knud Isidoro Sidenius P., f. 29. April 1861 i Maribo, d. 13. Nov. 1924 i Kbh., Broder til 1. Mand.

Uddannelse: Elev af Tegnesk. for Kvinder 1881-83; malede 3 Vintre hos Malthe Engelsted; besøgte P. S. Krøyers og Jul. Paulsens Tegnask. Stipendier: Akad. 1898, 1900, 02, 04. Rejser: 1888-89 Italien; har desuden foretaget talrige Rejser i Europa og har besøgt Afrika, Sydamerika og Vestindien. Udstillinger: Charl. 1890-1911, 13, 16-18, 21-23; Charl. Eft. 1922; Kunstn. Eft. 1904-05, 08, 10; Kvindernes Udst. 1895; Aarhusudst. 1909; Kvindl. Kunstn. retr. Udst. 1920; Sep.udst. 1923, 27.

Arbejder: Morgen i April (1896); Skoleudflugt (1899); Eftermiddagsstemning (1900); Fra Taget paa Amalienborg (1910, Aalborg Mus., dep. Katedralskolen); Konfirmander paa Rundetaarn (1916); Torvet i Aalborg. Vintermorgen (1921); Konen med Fastelavnsrisene (1923); malede desuden Portrætter (bl. a. Johan Frederik Bergsøe, 1892). Red.

Om hendes far fra Wikipedia:¹

David Vilhelm Rudolph Bay (9. juli 1791 - 15. maj 1856) var en dansk sanger og komponist.

Han blev student 1808 og studerede teologi, men blev i 1815 volontør i Det udenrigske Departement og 1816-1831 konsulatssekretær i Algier. Under sit ophold i Algier komponerede han bl.a. melodien til Vift stolt paa Kodans Bølge, (1817) som er den kendteste af hans sange. I 1819-1820 rejste han i Italien, hvor han tog undervisning i sang hos kapelmester Serletti i Rom.

Ved hjemkomsten til København i 1831 blev han kantor (leder af kirkekoret) ved Holmens Kirke (1831-1856). Desuden beskæftigede han sig en med sangundervisning for seminarier og børneskoler.

I 1840 skrev han et lille hæfte: Om Kirkesangen i Danmark og Midlerne til dens Forbedring, hvori han slog til lyd for en reform af kirkesangen. Hans kritik var ikke - som senere Laubs - rettet mod salmerepertoiret, men mod menighedens sanglige formåen. I pjecen giver han en malende beskrivelse af peblingesangen på dens sidste stadium inden ordningens afskaffelse. Kordrengene beskrives som "gadens rå pøbel!", deres sang som "uartikuleret skrigeri" og deres optræden så "tøjlesløs og udisciplineret", at den enten får kirkegængerne til at holde sig væk eller bevirker, at de først kommer, når prædikenen begynder, og skynder sig ud, så snart den er forbi. Som det første middel til kirkesangens forbedring anbefaler Bay, at skoledrengenes sang afskaffes.

Bay udnævntes til kammermusikus og i 1834 til titulær professor.

Kulturværdiudvalget nedlagte i 2001 udførselsforbud for en Amati violin fra 1627, som Rudolph Bay formentlig købte under sin rejse til Italien i 1819-1820. Violinen omtales i hans dagbogsoptegnelser den 4. august 1820, hvor han befinder sig i Genua. Violinen er blandt de tidligste instrumenter af de store italienske violinbyggere fra Cremona (Amati, Stradivarius, Guerneri), som kan dokumenteres i dansk eje. I 1942 købte Carl Nielsens svigersøn, violinvirtuosen Emil Telmanyi violinen, og den forblev i hans eje frem til hans død i 1988.

Den nuværende ejer af violinen er violinisten Elisabeth Zeuthen Schneider, som har købt instrumentet af Telmanyis familie.

Han er begravet på Holmens Kirkegård.