Personside - 29

Fra ”Slægten Bohn Fra Rønne” af M. K. Zartmann. 1897, her citeret efter Familien Anker & Bidstrup:

Slægten Bohn fra Rønne er en Navnebetegnelse, som ikke kalder noget Billede frem for de fleste nulevendes Blik; men da denne Slægt i sin Midte har talt nogle af Bornholms mest ansete Mænd og Kvinder i de sidste 300 År, fortjener den at mindes.

Den mundtlige Overlevering giver Slægten en tysk Oprindelse; selve Slægtsnavnet, såvel som de i Slægten nedarvede Fornavne, Herman, Klavs, Henning, Jørgen og Morten, synes at støtte Troværdigheden heraf. En Mængde andre bornholmske Slægtsnavne tyde ligeledes på en udenlandsk Oprindelse, således Boss, Colberg (findes nævnt 1594 i Svaneke), Dick (Sander D., født i Skotland 1571, bosat i Svaneke og død her 12/5 1612), Engel (Mester Baltzer E., bosat i Hasle i Slutningen af det syttende Århundrede), Kuhre, Rasch (to Brødre Mathias og Filip R. i Rønne i sidste Halvdel af det syttende Århundrede), Stender (Jørgen S., født i Sønderborg 3/8 1702 bosatte sig 1726 i Rønne), Theisen, Wichmann (en Ligsten i Rønne Kirke med tyske Bibelsprog fortalte, at Nicolaus W., Rådmand i Rønne, var gift med Catharina Schudepelten og døde 1/11 1646), og Wolfsen (David W., rimeligvis født i Skotland, var 1648 Rådmand i Svaneke). Andre bornholmske Slægter nedstamme fra Øens Embedsmænd, således Slægterne Arboe (fra Konduktørlieutenant Otto Johan A., som 1688 sendtes over til Øen for at bygge Rønne Fæstning), Anker (fra Provst Povl Hansen A., født i Skåne, Præst i Hasle og Rutsker Sogn 1654-97), Dam (fra Kaptajn Kristian Pedersen D. i Åkirkeby, født 6/11 1695 på Christiansø), Madvig (fra Hans Olufsen M., som under den skånske Krig fordreves fra Skåne og 9/3 1681 beskikkedes til Skovrider på Bornholm), Schor (fra Hans Henriksen S., beskikket 1689 til Amtsskriver og Proviantsforvalter på Bornholm), Sode (fra Jens Hansen S., født i Skåne, Præst i Hasle og Rutsker Sogn 1632-54), og Sonne (fra Oluf Nielsen S., født 1626, død 29/9 1672 som Præst i Østerlarsker Sogn og Gudhjem). Mens Besiddelsen af Bornholm 1525-76 var overdraget Lybæk, på hvilken Hansestad Øen endnu langt senere dreven betydelig Handel, bosatte mange tyske Købmænd sig her; det nævnes således 1545, at Colbergerne havde stiftet et Gilde i Nexø, på hvilken By de i mange År have handlet, og 7/12 1573 opbrød Rønne Borgere med Borgermestrene i Spidsen de lybske Købmænds Roder og ødelagde deres Varer i Forbitrelse over Lybækkernes Overgreb på deres Rettigheder, mens de lod Greifswaldernes, Stratsundernes og Colbergernes Boder urørte.

Den Mulighed ligger nær, at Slægten Bohns Stamfader har været en af disse Købmænd. En Overlevering nævner udtrykkelig Lybæk som Slægtens Hjemstavn; dens Fortælling om, at to Brødre Bohn fra Lybæk nedsatte sig på Bornholm som Møllebyggere og viste sig så dygtige i deres Fag, at de også fik Arbejde på Sjælland, finder i øvrigt intet Sted nogen Støtte. Den er sikkert en Fabel ligesom en anden Overlevering, der kun anfører, at Slægtens Stamfader, Morten Bohn; kom 1648 fra Rygen til Bomholm; denne sidste findes vel i et i 1849 trykt Uddrag af "en Stamtavle om den agtbare Familie", hvilken dens Medlemmer skulde have opbevaret og udfyldt gennem de forløbne 230 År, men dette Uddrag viser sig upålideligt i mange Punkter. Mange kunde fristes til at sætte Slægten i Forbindelse med Herman Bonnus, født 1504, død 1548, Lybæks første lutherske Superintendant, der opholdt sig i Danmark 1528-29 som Lærer hos Prins Hans, Kong Frederik den Førstes Søn. Han havde 3 Sønner, men ingen Sønnesønner; således må Tanken om de bornholmske Bohners lige Nedstamning fra ham opgives som uholdbar. I hans nærmeste Familie findes heller ikke de for den bornholmske Slægt særegne Fornavne. I Lehnsherren Hendrik Brahes Regnskab for Året 1585-86 findes Navnet Bohn nævnet første Gang på Bornholm; blandt Udgiftsposterne anføres her: "giffuet Harmenn Bonne ij rønnde for xm Mursteen hand kiøffte ij lipke Cxxx dall". I Følge dette var Herman Bohn 1586 Købmand i Rønne og rimeligvis en af Byens største; endvidere er der Grund til at antage, at han selv som Skipper på eget Skib har hentet denne betydelige Last i Lybæk. Således findes lige op mod vore Dage Skipper og Købmandsstillingen ofte på Bornholm forenede. Købmanden henter selv på sit eget Skib sine Varer hjem og forhandler dem fra sin egen Bod.

Den her brugte Form for Købmand Bohns Fornavn, Harmen, er endnu den Dag i Dag gængs i den bornholmske Udtale af Navnet Herman. Når denne oprindelig plattyske Form findes anvendt af den danske Lehnsherre, kan man måske dog heri finde et Fingerpeg på, at Harmenn Bonne var en til Bornholm indvandret Tysker. Også den Omstændighed, at Herman Bohn hverken her eller andet Steds. særtegnes med sin Faders Navn, taler for, at han har været Slægtens første Mand på Bornholm og derfor ikke har kunnet i Navnet forvexles med nogen anden. og at hans Fader har været Bornholmerne ukendt. Denne Omstændighed træder så meget des mere frem, som alt i det nærmest følgende Slægtled, Klavs Bohn 1611, nævnes alene som Claus Hermandsen uden Tilføjelse af Slægtsnavnet; af hans Signet, med Bogstaverne C B, som også kendes andet Steds fra, ses det, at hans fulde Navn har været Claus Hermandsen Bohn. Formen Bonne er en af de talrige Former, under hvilke Navnet Bohn lige til Midten af forrige Århundrede forputter sig. Boen synes at være den ældste af Slægten selv brugte Form, og først i det attende Århundrede gør Formen Bohn sig mere og mere gældende. De ældste Led af Slægten føre i deres Signet kun ganske simple Bomærker, dannede af nogle få lige Streger; den synes da nedrunden fra Småfolk i Borger- eller Bondestanden, og Tanken om dens Afstamning fra en af de tyske Adelsslægter af Navnet Bohn eller fra en af de hanseatiske Patricierslægter, må afvises.

En senere Mand af Slægten, Jørgen Hermansen Bohn, Borger i Rønne, bortskødede 28/2 1684 Bakkegården i Østerlarsker Sogn, hvilken han havde arvet efter sin Fader Herman Klausen Bohn, og som hans Forfædre, den ene efter den anden, havde arvet, så vidt længst erfares kunde. Jørgen Bohn tilhørte Slægtens fjerde bornholmske Led, og hans Udtalelser her: "så vidt længst erfares kan", behøver ikke at strække sig over mere end Hundrede År. Heraf modbevises da ikke Formodningen om, at Lensherren Harmenn Bonne fra 1586 var en indvandret Mand på Bornholm.

Noget Bevis herfor foreligger dog ikke. Man kan kun formode, at Herman Bohn nedstammede fra Småkårsfolk i de tyske Østersølande, at han i den sidste Trediedel af det sextende Århundrede nedsatte sig som Skipper og Købmand i Rønne, og at han her blev Stamfader til den bornholmske Slægt Bohn.

Han vandt Indflydelse og Anseelse hos sine Medborgere og blev Rådmand i Rønne; hans Underskrift som sådan findes på Aktstykker fra 4/9 1604 og 28/4 1609, og han skriver sig i disse: Hermand boen.

Spørges der, hvorledes Henning og Klavs Bohn 1622 erhvervede sig Henning Gagges Gravplads i Rønne Kirke, kan denne Erhvervelse tænkes sket på en af to Måder: enten ved Køb, mulig til Betaling af en Gældsfordring, eller ved Arv. I sidste Fald må de to Bohner have arvet den efter deres Moder. Stamfaderen Herman Bohn har da været gift med en Henningdatter Gagge, og hun må antages at være død omtrent 1622. Dette Ægtepar har da opkaldt sin Søn Henning efter hans Morfader. Der er en Del, som taler for denne Formodning; hvorfor lod Bohnerne ellers Gagges Gravsten ligge urørt? hvorfor fandtes der ellers på Stenen ikke den mindste Antydning af, at de eller deres Arvinger var begravet under den? Imidlertid findes denne Formodning ikke bekræftet andetstedsfra. Den er ikke urimelig; Henning Gagges Hustru tilhørte Borgerslægten Kames (Kamb, Kam) i Rønne, og Elsebet Henningsdatter Gagge, der døde 1585, var gift med Peder Kofoed til Kofoedgård i Østermarker Sogn, hvis Adelskab alt den Gang var omtvistet. Adelsfolk, som af Skæbnen førtes til Bornholm, var i deres Ægteskabsforbindelser henviste til de anseligste bornholmske Slægter af Borger- og Bondeæt. Sådanne Forbindelser findes derfor indgåede af Medlemmer af de danske Adelsslægter Gagge, Akeleye og Makkabæus. Fra forrige Århundrede kan anføres, at en Datter, Elisabeth Sofie Holck, af den til Bornholm for Ægteskabsbrud (propter peccatum in puncto sexto) for Livstid 1697 forviste Friherreinde Holck, født Wind, (hendes Mand var Gehejmeråd, Generalmajor Ejler Holck) blev gift 11/10 1715 med Præsten Hans Rasmussen Marcher i Nyker Sogn. Til Adels Trivsel er Samlivet på Øens lille Område for trangt. Indskriften på Henning Gagges Gravsten kan derfor tyde på, at de to Bohner var hans Dattersønner. Denne Henning Gagge var Hofsinde hos Kong Kristian den tredje og blev 2/7 1551 forlenet med St. Jørgens Hospital på Bornholm, nu Spidlegård i Åker, mod at bo i Hospitalsgården og der underholde så mange fattige, som Gårdens Indtægter kunde tåle. De af Kongens Bønder og Tjenere, som ikke svarede til den lybske Foged på Hammershus, skulde svare til Gagge. Fra samme Tid af optrådte denne som Kongens Jurisdiktsfoged på Bornholm, og som sådan lod han skyde Vildt til Kongens Hofholdning og forebragte Bornholmernes og den lybske Fogeds gensidige Klager for Kongen. Ved at stå på Kongens Ret kom Gagge i et fjendtligt Forhold til den lybske Foged Herman Boitin, men forblev i Sit Embede til sin Død 29/6 1562. Sexten Dage senere udstedte Kong Frederik den anden en Befaling til hans Enke, der heri kaldtes Elline (Gravstenens Elsebet), om at aflægge Regnskab for de to sidste Års Indtægter, med hvilket Regnskab hendes afdøde Mand stod til Rest.

Om Medlemmerne af Slægten Bohns andet Led på Bornholm tør det siges, at de ere trådte i Stamfaderens Fodspor og have vidst, at holde Slægtens Anseelse og Indflydelse i Hævd. Har man Ret til at sammenligne Rønne Bys små Forhold med Forholdene i de store Handelshjemsteder, kan man sige, at de have arbejdet Slægten frem til en af de mest ansete Patricierslægter i Rønne. 26/6 1648 nævnes nemlig som Byens fem Rådmænd: Morten Bone, Claus Kamb sen., Claus Kamb jun., Herman Bon Mortensen, Hermand Boen Clausen; og 2/1 1664 træffes endelig Herman Motensen Bohn som Borgermester i Rønne.

For Fuldstændigheds Skyld tilføjes, at der fra Begyndelsen af det syttende Århundrede fandtes en Slægt Bonnde (Bonn, Bonne, Bohne, Boen) i Nexø. Hvad der vides om dens ældste Medlemmer er følgende:

Herman Bonnde, Borgermester i Nexø, fik 17/3 1610 sammen med to Nexø-Borgere sine Bysbørns Fuldmagt til at hylde Prins Kristian i Lund 15/4. Han døde i Nexø 25/2 1625, 55 År gammel, og hans Enke, Ingeborg, døde samme Steds 3/4 1646, 77 År gammel. Deres Søn, Jørgen Bonnde, var Byfoged i Nexø ved Byens ynkelige Plyndring af de svenske 9/6 1645 og fik som Rådmand 24/7 1655 Borgernes Fuldmagt til at hylde Prins Kristian i København. Han og hans Broder , Peder Bonnde, bortbyttede omtrent 1644 Ellegård i Åker Sogn til Sivert Gagge mod den fjortende Vornedgård i Bolsker Sogn. Peder Bonndes Del i denne Gård arvedes 21/9 1655 af hans Søn Herman og dennes Søskende, og bortsolgtes 30/4 1679 af Henning Bonnde, der var en af disse.

Byfoged Jørgen Bonnde betegner som sin Broder, Borgermester Kristofer Rømer i Nexø, der som Borgerkaptajn blev fængslet af Svenskerne ved deres Overfald på Nexø 9/6 1645 og som døde 2/12 1655; dennes Søn var Byfoged Jep Rømer i Nexø, død 6/1 1657.

Trods Ligheden, også i Fornavnene (Herman, Henning, Jørgen), er der Grund til at tvivle om en Forbindelse mellem disse og Rønneslægten Bohn. Om en sådan træffer man intet Steds noget Vidnesbyrd. Påfaldende er det, at Nexøslægten ofte skrev sit Navn med d - Bonnde - et Bogstav, som ikke træffes i Rønnebohnernes egenhændige Underskrifter. Skulde alligevel en Slægtskabsforbindelse være til Stede, er der intet til Hinder for, at Borgermester Bonnde i Nexø, født 1370, kan være en Søn af Herman Bohn, Købmand i Rønne 1586 og Rådmand samme Sted 1604-09. Formodningen om, at denne sidste er Slægtens første Mand på Bornholm, behøver ikke at forkastes derfor.

Rimeligere er det, at Nexøslægtens Navn er afledt af det middelalderlige danske Tilnavn Bonde, og at det intet har at gøre med Navnet Bohn, som må formodes at være hidført fra Tyskland.

Michael Mortensen fortæller:

Here's something you might find interesting. According to my research Henry's youngest sister, Vera Alfi (or Elfi) married Wilhelm Emil Nielsen who was a member of the Danish National Soccer Team that won the Master's Cup in 1925. One of their sons is Kurt Nielsen, the tennis player who twice reached the finals of Men's Singles at Winbledon in the 1950s. And of course Kurt's grandson Frederik is currently a member of Denmark's Davis Cup Team and this year has played in the Autralian and French Opens.

Martin Blom Hansen skrev i Berlingske Tidende den 3. november 2001 under titlen ”Strengenes herrer” om bogen »Danske guitarer - og deres byggere« af Kenneth Brögger:

En dansk guitar er i dag en sjældenhed. Men der er blevet produceret guitarer herhjemme i over 200 år, og faget har oplevet fremgang midt i en jazztid samt i guldalderen, hvor komponisten Niels W. Gades far og onkel var landets fineste guitarbyggere.
…

Men Bröggers ærinde er dog ikke primært at fortælle sjove sidehistorier om de ofte egensindige og stolte mænd bag instrumenterne. Først og fremmest er »Danske guitarer - og deres byggere« en hyldest til kunsthåndværket og en minutiøs gennemgang af de mest fornemme eksemplarer af danske guitarer fra 1777 og frem til i dag.

Bogen rummer billeder og beskrivelser af 98 danskbyggede guitarer. Fra det lille fine eksemplar bygget af Johannes Peter Link i 1777 til den Fender Stratocaster-lignende elspade bygget af Peter Rahbek i 2000. Samt ikke mindst en kort biografi af 37 danske guitarbyggere, der har haft håndværksmæssig, produktionsmæssig og kunstnerisk betydning for dansk guitarbygning.

…

Den danske klassiske koncertguitarist Erling Møldrup ejer to Gade-guitarer. Han rejser i sin bog fra 1997 »Guitaren. Et eksotisk instrument i den danske musik« tvivl om ægtheden af Gade-guitarernes oprindelse. For under en restaurering af instrumenterne dukkede der dybt i de værdifulde gamle guitarers indre en blyantspåskrift op med ordlyden »1. maj 1838 Villaume«.

…

Nu gik den vilde signaturjagt, og byggeren fra Birkerød undersøgte yderligere 16 Gade-guitarer for indre blyantsstreger. En del af guitarerne havde ingen indre signatur, mens resten var signeret af Jung, Knudsen og Villaume. Th. Jung og Carl Knudsen var bevisligt ansat som svende på Gades værksted. Men Villaume?

Turen gik ind til Rigsarkivet, og her fandt Kenneth Brögger frem til en snedkersvend Ernst Julius Villaume, født i Danmark i 1814 og bosat på forskellige adresser i området tæt ved Gades værksted i København. Altså måtte det være ham, der havde arbejdet hos Gade, og ligesom de andre snedkersvende havde han sat sin personlige signatur på nogle af guitarer, han var med til at fremstille.

Henning Kristensen fortæller:

I Sjørslev v/ Viborg findes ganske rigtig en Kirstine Munch hjemmedøbt 7.s. e. Trin. 1786 i Sjørslev sg., Lysgaard hrd., Viborg amt. Dåben blev publiceret 9. s. e. Trin. s.å.. Hendes forældre var Jens Munch og Karen Nielsdatter. Iøvrigt betegnes Charles Antoine Villaumes svigerfar i noget af det ældre research materiale som herremand

I den forbindelse skal man nok lige være obs på at herregården Aunsbjerg netop ligger i sognet. Her var det på samme tidspunkt vist også en Munch som var ejer; men ikke Jens Munch! Pudsigt nok kan jeg ikke spore Hendes forældre senere i Sjørslev sg., så hvor de kanske er flyttet er uvist - men måske et sted på Djursland, da det jo er her Charles Antoine og Frk. Munch blev gift!

Norman Lee Madsen skriver:²

The swedish King Karl Gustav X ordered his forces, headed by General Wrangel, to invade Jylland from the south early in 1658. They took Fredriksodde fortress and from there marched across the ice (an unprecedented feat, possible only because of the unusual cold) to the island of Fyn, and hence on to Lolland and then Sjælland. That meant that København was open to attack; which forced the Danish government to sue for peace, and in the resulting 'Peace of Roskilde' (February 1658) Danmark lost its provinces Skåne and Blekinge, the district of Bohus, Trondheim (in Norge/Norway), and the island of Bornholm.

As the sea-ice prevented any communication with Bornholm, no one there knew of this incredible turn of events. Not until April 16, when the ice broke and a fishing-boat from Skåne brought the news did the Bornholmers realize that they, without being asked, had been made Swedish by the stroke of a feather-quill! On April 29 the new Swedish Colonel (Oberst) & Commandant, Johan Printzensköld, landed with 120 Musketeers and began exploring their new province; all the while preparing the Bornholmers for their new nationality.

By May 18, 1658, delegates had been chosen to make a journey to Malmö and stand before Corfits Ulfeld and swear allegiance to the Swedish King. The delegates included Hans Pedersen Kofoed and his cousins: Mads Madsen Kofoed (c.1616-before 1665) of Eskildsgård, Hans Olufsen Kofoed(1625-1694) of Blykobbegård, and Peder Madsen Kofoed (c.1622-1688) of Svaneke.

When the Swedes, despite the recently signed peace treaty, renewed their attach on Danmark a group of Bornholmer decided that now was the best chance for rebellion. Due to their quick and decisive actions on December 8, 1658, they succeeded - for more detailed information on the uprising see the entry for Hans' brother Jens Pedersen Kofoed(1628-1691). After the rebellion Hans Pedersen Kofoed was instrumental in the writing, and was a co-signer, of Bornholm's declaration of fidelity to Danmark, which was sent to King Frederik III on January 19,1659 after the uprising against Sverige/Sweden.

Historian M. K. Zahrtmann tells in his book 'Rønne City and Citizen'(1927), that Hans Pedersen Kofoed is mentioned in 1658 as a customs-officer (tolder) and alderman (rådmand) in Rønne, and in 1673 as mayor (borgmester). Further, Hans Kofoed was the first mayor appointed by the now 'Absolute Monarch' on November 23, 1670. Up to that time there had long been great discontent with the earlier self-appointed alderman-government, which consisted of the city's property-owners and ship-owners.

Unfortunately, Hans Kofoed did not live up to expectations, for on December 4, 1672, a judgement was handed down on him by Bornholm's Upper House of Parliament '. . . for voldelig retskrænkelse at stande i Kongens naade og unaade'! The Supreme Court allowed him on July 17, 1673, release to '. . . afbøde det stedfundne Retsbrud, gjøre Landsdommeren en Afbøn, og udrede Sagsomkostninger, Kost og Tæring'. In spite of all this, he did not lose his mayorial office, but rather occupied it until his death circa 1680.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:⁴

Nathanson, Mendel Levin, 1780-1868, Kjøbmand, nationaløkonomisk Forfatter, Bladredaktør. Hans Fader var Kjøbmand i Altona Levin Nathan, gift med en Søster til den senere Hofraad David Amsel Meyer, og han blev født i Altona 20. Nov. 1780. Hans Opdragelse i det tarvelige og patriarkalske Hjem var den den Gang for ubemidlede jødiske Drenge almindelige; han lærte lidt Hebraisk og Bibellæsning, parret med nogen thalmudistisk Tankeøvelse, og ellers intet. Ved 12 Aars Alder satte Faderen ham i en kristen Aftenskole, men da han efter et halvt Aar forlod den, havde han ikke bragt det videre end til at kunne skrive Tal og Bogstaver og læse lidt Tysk, da Skolen og Læreren ikke kunde præstere mere. Da kom Mormoderen tilfældig til Altona, og hun tog ham med sig til Kjøbenhavn, hvor Morfaderen den Gang var Chef for det ret betydelige Handelshus A. J. Meyer & Søn. Drengen var altsaa ganske blottet for Kundskaber og kunde ikke ét Ord Dansk, men saa hurtig udviklede han sig under god Vejledning, at han allerede i sit 15. Aar var Bogholder og førte Korrespondancen i Morfaderens Forretning. Det var navnlig Onkelen D. A. Meyer, som tog sig af hans Undervisning, holdt Lærere til ham i alle Fag og praktisk indviede ham i Handelen; dermed vedblev han i en lang Række Aar, og sjælden har vel en Elev gjort raskere Fremskridt. Forbavsende tidlig modnedes han til selvstændig Virksomhed, og han var kun 18 Aar, da han med Onkelens Hjælp etablerede en egen Manufakturhandel en gros (1798). Allerede her brød han en ny Bane; i Steden for, som da var Skik, at hente sine Varer fra Hamborg søgte han lige til Kilden og rejste (1799) – uden at kunne et Ord Engelsk - til Fabrikkerne i Manchester og Leeds. Dette Besøg i England, der efterfulgtes af mange følgende, fik en betydelig Indflydelse paa hans Aand. Han kom der over som en begejstret Tilhænger af den franske Revolution og en ivrig Beundrer af General Bonaparte. Men alt som Aarene gik, fik han større Sympathi for alt engelsk, ikke blot de storartede Handelsforhold, men ogsaa det politiske Liv, Theatret, Litteraturen. I England hentede han sin kommercielle og nationaløkonomiske Tro, sin Forkjærlighed for den konstitutionelle Statsordning, som han vel under den første Del af sin redaktionelle Virksomhed maatte skjule, men aldrig fornægtede, og sin varme Kjærlighed til den danske Skueplads, hvis store gyldne Tid han aldrig blev træt af at prise.

Han ægtede 1799 Esther Herfurth (f. 18. Dec. 1777 d. 1. Jan. 1849) og fik med hende en talrig Børneflok. Handelsforretningen, der 1799 var gaaet over til Firmaet Meyer & Nathanson, gjennemgik meget kritiske Tider, men han stod dem igjennem, og inden ret mange Aar var han Associé af det store Hus Meyer & Trier (1806), hvis Virksomhed afbrødes ved en Fallit 1820 og standsedes ved en anden 1831. Det var i Aarhundredets første Tiaar, at han fattede Planen til og gjennemførte, hvad der blev hans Livs Stordaad og altid vil bevare ham et hæderligt Eftermæle. Jødernes Stilling var i Danmark ikke saa forkuet som i mange andre Lande, men de manglede dog i høj Grad Betingelserne for at kunne staa som ligeberettigede med andre Statsborgere. Først og fremmest laa dette i Børnenes Undervisning, der var lige saa slet, som N.s egen havde været. N. tog her fat med en beundringsværdig Energi. Han stiftede 1805 den mosaiske Friskole for Drenge, deltog 1810 i Stiftelsen af Carolineskolen for Piger, og med utrættelig Iver holdt han disse Skoler oppe, selv i Tider, hvor hans egne Kaar vare knappe; ikke blot Skolerne fulgte han omhyggelig, men ogsaa Børnene, som udgik fra dem, og han var især nidkjær for at faa Drengene anbragte ved Haandværk. Den Velsignelse, disse Skoler have bragt, lader sig kun til fulde vurdere af den, der kan sammenligne Nutiden med de tidligere Tilstande. Ogsaa den mosaiske Gudstjeneste, som var sunken ned til uforstaaede Ceremonier i den mest forældede Form og foregik i en halv Snes usle, indbyrdes fejdende Smaasynagoger, lykkedes det N., under stærk Modstand fra selv dannede Trosfæller, men ogsaa med Bistand af mere klartskuende Mænd, at faa reformeret. Det hængte sammen med disse Bestræbelser, at Jødernes Omgangssprog, der hidtil havde været en Blanding af slet Hebraisk og endnu slettere Tysk, blev Dansk. Det kan uden Overdrivelse siges, at Jøderne, der hidtil faktisk havde levet i et aandeligt og nationalt Ghetto, væsentlig ved N.s Fortjeneste ere blevne jævnbyrdige Statsborgere og danske. Netop paa dette sidste lagde N. den største Vægt, thi han følte trods sin tyske Fødsel varmt for Danmark og den danske Nationalitet, for vor Historie, Kunst og Litteratur, for hele vort aandelige og materielle Liv. Det var ham derfor en Sorg og en Krænkelse, da i Aarene før Tyverne den antisemitiske Stemning, der altid ulmer hos Raaheden og Misundelsen, førte til flere uhyggelige «Jødefejder». Det var vistnok under Indtrykket af disse, at han lod døbe 3 af sine Sønner (med Efternavnet Nansen) og 5 af sine Døtre.

I N.s Velmagtstid var hans Hus et gjæstfrit Hjem for mange af Kunstens og Litteraturens fremragende Mænd, og han havde en aaben Haand til alle Sider. Af Digterne var vel Baggesen den, der stod ham nærmest og mest støttedes af ham; Henrik Hertz, der var af hans Slægt, var som en Søn af Huset; Skuespilleren P. Foersom opmuntredes og understøttedes til Udgivelsen af den fortjenstfulde Oversættelse af Shakspeare; Malerne Lorentzen og Eckersberg udførte større Arbejder for ham; Komponisten Kuhlau var daglig Gjæst. Til Kredsen hørte mange dygtige og fremragende Embedsmænd, med hvem N. stod i den venskabeligste Forbindelse.

Det var N.s nationaløkonomiske Forfatterskab i Tiden efter Handelshusets Fallit - hvorom der nedenfor vil blive fortalt -, som 1838 ledede til Valget af ham som Redaktør af «Berlingske Tidende». Dette nu saa anselige og udbredte Blad var den Gang sunket dybt ned; det var et lille, magert Ark, knap saa stort som en af Nutidens mindste Provinsaviser, fattigt af Udseende og endnu fattigere i Indhold. N., der sagtens staar for den nulevende Slægt som Inkarnationen af det forældede og konservative, var i Virkeligheden paa det journalistiske Omraade en dristig Fremgangsmand, og den danske Presse har meget at takke ham for. Han optog til Behandling Æmner, der hidtil havde ligget hen uden Omtale, spredte Lys i mange hidtil ukjendte Forhold og hævdede ufortrødent Pressens Ret overalt, hvor den tilsidesattes. I Politik maatte «Berlingske Tidende» under ham som under enhver anden Redaktør følge Regeringens Retning, men paa adskillige andre Omraader vistes der en ikke ringe Uafhængighed. Bladet udvidedes stadig, det voxede til 2 Nummere daglig, Kredsen af dets Abonnenter forøgedes hvert Aar, og det blev, hvad det er endnu, uundværligt for et stort Publikum. Dets svageste Side var vel Polemikken, som kunde være skrap med de national-liberale Organer, og der var af og til en ufrivillig Komik i dets Optræden. Men der var tillige udbredt over det en vis godmodig Elskværdighed, og «Gamle Berlingske», som N. kaldtes, var - ikke mindst ved «Korsarens» Tegninger - bleven en højst populær Skikkelse, hvis glade Fremhæven af det danske Smør og de danske Fedevarer, som han med rigtigt Blik paa Fremtiden erklærede for Danmarks største Rigdomskilder, og hvis uforfærdede Kritik af de undervægtige Hvedetvebakker paaskjønnedes, om end med et Smil. Personlig var N. en lige saa interessant som fornøjelig Mand; hvad han i sit lange Liv havde oplevet og erfaret, fortalte han med Liv, han var rig paa Anekdoter. Han var i Ordets bedste Forstand liberal, hans Ro lod sig ikke forstyrre ved noget polemisk Uvejr, maaske med Undtagelse af en enkelt Tordenkile fra «Fædrelandet», og han bevarede indtil sin høje Alder sit gode, joviale Humør, sin Ungdommelighed, man kunde gjærne sige sin Barnlighed.

Han fratraadte Redaktionen af «Berlingske Tidende» ved Slutningen af 1858, men efter adskillige Omskiftelser overtog han, som 1860 havde faaet Titel af Etatsraad, den igjen i April 1865. Da vare dog hans Kræfter udtømte, den høje Alder gjorde ham det umuligt at udføre det anstrængende daglige Arbejde, og allerede i Jan. 1866 trak han sig tilbage. Hans sidste Aar vare ikke saa lykkelige, som han havde fortjent dem. Han døde 6. Okt. 1868 og blev, under stor Deltagelse fra alle Sider, begravet fra sin kjære Drenge-Friskole.

^{M. L. Nathanson, Hofraad D. A. Meyers Levnet.
G. Siesby, M. L. N. (1845).
Kal. Danmark 1887.
Erslew, Forf. Lex.}

Til Belysning af Pengevæsenets, Finansernes og Handelens Tilstand og Udvikling har M. L. Nathanson udfoldet en meget omfangsrig litterær Virksomhed. Han havde allerede 1813 henledet Opmærksomheden paa sig ved en (anonym) «Forerindring» til Høsts Oversættelse af Lueders Skrift om Jødernes Forædling, i hvilken han gav en fortræffelig, kort Oversigt over den danske Handelshistorie i 25 Aar, ligesom der i hans 3 Aar senere udgivne Skrift om D. A. Meyer findes adskillige Bemærkninger om Pengevæsenet. «Forerindringen» blev velvillig modtaget og var medvirkende til, at der gaves ham Adgang til Arkiver, og at han i en Aarrække kom til at skrive Indledningerne til de handelsstatistiske Tabelværker. Han udgav senere «Danmarks Handel, Skibsfart, Penge- og Finansvæsen fra 1730-1830)) i 3 Bind og flere andre Skrifter, men hans Hovedværk er: «Historisk-statistisk Fremstilling af Danmarks National- og Statshusholdning fra Frederik IV’s Tid indtil Nutiden», der udkom i 1. Udgave 1836, i 2. 1844.

Hans Skrifter vidne om den store Flid, hvormed han har samlet et ikke tidligere foreliggende Materiale, men de lide under den Mangel, at han ikke altid i tilstrækkelig Grad har ordnet og systematisk bearbejdet dette Materiale. En væsentlig Betydning har det, særlig for Finans- og Bankhistorien, at N. i Følge sin Stilling som Associé i Firmaet Meyer & Trier ikke alene havde erhvervet sig en fortrinlig praktisk Indsigt i disse Ting, men at han i Skildringen af sin egen Tid staar som den, der baade kjendte Sagerne af Øjesyn og endog havde taget personlig virksom Del i flere af de vigtigere Finansoperationer. End videre havde han, skjønt han savnede videnskabelig Uddannelse, dog et godt Kjendskab til sin Tids Nationaløkonomi (han har bl. a. oversat Murhards «Handelens Theori og Politik»). Ved Siden af megen Anerkjendelse var han ogsaa Gjenstand for skarp Kritik. Hans Skrifter om Danmarks Handel osv. kritiseredes af C. N. David i « Maanedsskrift for Litteratur», og hans Fremstilling af Penge- og Finansforholdene ved Aarhundredets Begyndelse angrebes senere af A. S. Ørsted i dennes Levnedsskildring. N. gav i Regelen Svar paa Tiltale, over for Ørsted bl. a. ved et lille Stridsskrift: «Børsoperationerne og Kursens Gang» (1857). Bortset fra de virkelige Mangler i hans Skrifter har N. vistnok nogen Ret, naar han i Stridsskriftet mod Ørsted antyder, at Davids Angreb var paavirket af den daværende Oppositions Antipathi mod hans optimistiske Syn paa Forholdene i Frederik VI’s senere Tid, medens Ørsted var utilfreds med hans Angreb paa Schimmelmann og andre Embedsmænd fra den tidligere Periode.

N.s Mangel paa litterær Uddannelse viser sig navnlig i hans Stil, der er forældet og uden Finhed, men paa den anden Side er dog hans Sprog saa klart, at man endnu i vore Dage læser hans Skrifter uden Anstrængelse. Og deres største Ros ligger i, at man virkelig læser dem endnu. Mange senere Forfattere have benyttet disse Skrifter som Kilde, og for væsentlige Perioders Vedkommende har man i Virkeligheden ingen senere Skrifter at ty til. Og selv paa de Omraader, hvor den historisk-statistiske Forskning har frembragt og vel ogsaa vil frembringe Undersøgelser, der ere baserede paa Arkivstudier, som ikke stode til N.s Raadighed, og som behandle Kilderne mere systematisk og videnskabelig - og ogsaa mere upartisk - end N., vil man dog benytte hans Skrifter for at finde Oplysninger af en samtidig, der besad theoretisk og praktisk Forstaaelse af sin Tids økonomiske og finansielle Forhold.

Med NATHANSON (Mendel Levin, 1780-1868), Forretningsdrivende, Redakteur af »Berlingske Tidende« 1838-58 og 1865-66, Medudgiver af »Handels- og Søfartstidende« 1842-45, ere vi inde i snevrere Farvande, ret fjernt fra de store socialøkonomiske Verdensstrømninger. Forfatteren giver i sine omfangsrige, med stor Samlerflid opbyggede Værker en historisk-statistisk Fremstilling af Danmarks finansielle og kommercielle Forhold, Arbejder, som paa Grund af deres værdifulde Materialsamling endnu yde Forskeren betydelig Nytte, medens de iøvrigt, brede og autodidaktiske, bugnende af Tal og ikke farvede af livlig Stil eller aandfuld Fremstilling, kun ere lidet tilgængelige for Almenheden (»Danmarks Handel, Skibsfart, Penge- og Finantsvæsen fra 1730-1830«, 3 Dele 1832-34, disse Dele sammenarbejdede i »Historisk statistisk Fremstilling af Danmarks National- og Statshusholdning fra Frederik den Fjerdes Tid indtil Nutiden« (1836), i ny omarbejdet Udgave »National- og Statshusholdning« (1844); »Om Klagerne over Næringsløshed« (1838), »Om Mynt- og Bankvæsen, Finantsvæsen, Handel og Industrie« (1861) m. m.). I hans Skrifter finder man mange interessante Udtalelser til Belysning af hans Tid.

Født 20. November 1780 i Altona, død 6. Oktober 1868. Søn af købmand Levin Nathan. Kom til København som 12-årig, fik senere plads på sin morfaders kontor og stiftede sammen med sin fætter og svoger M. Meyer en manufakturhandel. Rejste flere gange til England og blev 1806 associé af handelshuset Meyer & Trier i København. Han så meget tidligt sine trosfællers dårlige stilling i samfundet og det blev en af hans livs store opgaver at virke til forbedring af denne, især ved oprettelsen af gode skoler. Ved gode eksempler lærte han dem at assimilere sig med ikke-jødiske landsmænd så de ikke som tidligere, kom til at udgøre en afsondret klasse i befolkningen.

De dårlige tider og statsbankerotten fremkaldte firmaets fald i 1820, hvorefter Nathanson kastede sig over socialøkonomiske studier, og han blev efterhånden en habil forfatter på dette område. I 1838 blev han således redaktør på "Berlingske Tidende" der under ham tog et betydeligt opsving. Bladet, der da var regeringens officielle talerør, fik således indført emner der ikke hørte under politik. Ridder af Dannebrog i 1855. Han fratrådte redaktionen 1858 og blev Dannebrogsmand i anledning af sit 50 års jubilæum som direktør for den jødiske "Carolineskole" for piger, hvis oprettelse væsentligt skyldtes Nathanson. I 1860 hædredes han med udnævnelse til etatsråd. Hans børn gik over til kristendommen og tog navnet Nansen, blandt dem: Præsten Ferdinand Peter Nikolai Nansen, fader til forfatteren Peter Nansen.