Personside - 35

Hertha!

Lille Hertha!med det mørke Haar,
Med det dybe dunkel-brune Øje,
Skjøndt kun een Gang seet – Dit Billed' staaer
I mit Hjerte, og skal tit fornøje
Mig, som første Gang ved Dig at skue
Hertha!tændtes i en varig Lue!

Fra Den Seidelinske Slægtsbog³:

NICHEL SEIDELIN, * 1666 i Sjelle Præstegård. (Han kaldes også NICOL, NICOLAJ, NICOLAUB o. l., men selv skrev han sig NICHEL).

Student fra Aarhus, 12. juli 1680 blev ”NICOLAUS GEORGIJ SEIDELINUS” indskrevet ved Københavns Universitet - samme Dag som Fætteren DAVID SEIDELIN. 24. Januari1685 kaldet - og samme Dag ordineret - til Kapellan hos Faderen i Skanderborg, men på Grund af sin Ungdom måtte Kapellanen selv holde personel Kapellan (nemlig ERIK RASKUSSEN SVITZER, * 1662). Cand. theol. 1685. Skibspræst 1689. 1691-1717 Sognepræst i Sønder-Høirup og Gjestelev i Svendborg Amt. død 1742). 12. februar 1687 Sognepræst i Lundum-Hansted Sogne ved Horsens. 1688 sin Faders Efterfølger som Sognepræst i Skanderborg, Skanderup og Stilling, i hvilket Embede han forblev til sin Død 1737. Magister 1690. Provst i Hjelmslev Herred 1702. Da Viborg Bispestol blev ledig 1735, tilbødes den ham, men han undskyldte sig med Alder og Svagelighed, ”da han var på sin Tilbagerejse, og måtte hellere tænke på at pakke ind end påtage sig et så nyt og vigtigt Embede.”

Død 12. Juli 1737, begravet 19. s. M. i Skanderborg, 71 Aar gammel.

I FRIDERIC SEIDELINS ”Seideliniana” (”Seidelinernes Genealogie”, S. 24-30) fortælles følgende om Nichel Seidelin:

”Han var født i Sielle Præstegaard 1666. Hans Fader begyndte alt at anse ham i Vuggen som sin Successor i Skanderborg efter det ham givne kongelige Løfte, skiønt han endnu selv ikke var kommet der8. Vist er det, at hans Fader anvendte en utrolig Flid paa hans Information og Opdragelse, endskiønt han var vel streng imod ham, thi han vilde ikke vide af, at Forlov og Frihedstimer imellem var fornøden, men lod sin Søn idelig hænge i Bogen, ja lukkede ham inde, saa tit han selv i en eller anden Forretning maatte rejse til Sogns. Formodentlig indsaa Faderen vel, som en fornuftig Mand, at Sønnen nok kunde udholde denne Omgang, thi han havde baade Lyst og Nemme til Studeringer, og Faderen var ellers den kiærligste Mand, der aldrig glemte de Midler og Opmuntringer, hvorved Sønnens Lyst og Lærvillighed kunde opflammes. Da han var 10 Aar gammel, var han ganske færdig til at rejse til Akademiet, som ogsaa var Faderens Tanker, men da han havde været holdt i alt for stærk en Tvang, holdt Faderens Venner det ikke raadeligt at give ham som Student for megen Frihed paa een Gang. Faderen, som just paa samme Tid var bleven Provst, talede i samme Anledning med Rektor i Aarhus, som var af samme Mening som Faderens Venner, endskiønt han ved holden Examen skal have fundet ham dygtig nok til at deponere. Imidlertid blev han dog betroet til Rektorens Opsyn paa 1 Aars Tid, som satte ham øverst i Mesterlektie og brugte ham efter nogen Tids Forløb til at informere Disciplene i 5te Lektie, da Høreren var syg, men da der var, som Magister Nicolay Seidelin selv sagde, skiæggede Karle i 5te Lektie, saa vilde disse ikke taale, at et Barn eller raa [ren?] Dreng af Mesterlektien skulde læse for dem, hvorover han efter 8 Dages Forløb maatte bede Rektoren om sin Dimission, som han ogsaa gav ham. Derpaa faldt han i en haard Sygdom, men kom sig igien og blev Student i sit 12te Aar. Kort derefter blev han Decanus paa Klosteret, underkastede sig theologisk Attestats i sit 14de Aar, forblev i Kiøbenhavn indtil sit 18de Aar, da han blev admitteret til at prædike for Kong Christian den Femte, som skete med stort Bifald, og efter Prædiken overleverede sin Faders allerunderdanigste Ansøgning, ledsaget med ypperlige Attester fra Akademiets Lærere, som bade, at Sønnen efter det kongelige Løfte maatte med Succession adjungeres Faderen, som nu begyndte at blive skrøbelig; Kongen skal selv have været fornøjet saavel med Sønnen som hans Attester, og ikke mindre med Faderen, som havde et kongeligt Løfte at beraabe sig paa og havde derfor stræbt saa tidlig at berede sig en værdig Søn, som Løftet kunde opfyldes paa, at han straks benaadede den unge Seidelin med venia ætatis [Eftergivelse af Aar, der mangler i Myndighedsalder] og allernaadigst Kaldsbrev paa at være sin Faders Kapellan og Successor som Slots- og Sognepræst til Skanderborg, Skanderup og Stillinge Menigheder, og blev saaledes 1685, da han endnu ikke var 19 Aar gl., ordineret til dette Embede. - Næste Aar derefter 1686 indlod han sig i Ægteskab med CATHARINE LÜXDORPH, og Aaret derpaa blev han uden Ansøgning offereret Sognekaldet til Lundum og Hansted Menigheder i Voer Herred, ongefær et Par Mile fra Skanderborg, som han med Faderens Vilje modtog, siden han ikke kunde vide, hvor længe hans Faders Tid endnu skulde være her i Verden, og maaske, at han selv kunde samle sig en større Familie end Kapellaniet i Skanderborg vel kunde underholde. Men det varede kun 2 Aar, førend hans Fader døde, og han kom tilbage til Successionen i Skanderborg.

Magister Nicolaj Seidelin var en overmaade høj Mand, tidlig fuldvoksen, mandig og af Anseelse baade i Tale og Omgang; desuden var han en lærd Mand og vel begavet i sit Embede, ærbar og alvorlig, dog tækkelig i sit Væsen og kiærlig i sin Omgiængelse, han var vel studeret i Theologi, Philologi, Historie et jure publico [og Retsvidenskab ], saa at han i al sin Tid var en højagtet Mand, og var alles baade gejstliges og verdsliges Raadfører.

Om Magister Nicolaj Seidelin plejede hans Successor, Provst HØGH, at sige, ”at han var ikke alene en stor Mand, men han havde tillige den Lykke, at alle troede det om ham, hvorover et Ord af hans Mund havde altid dobbelt Vægt.” Ja han fandt sig selv undertiden besværet ved den Højagtelse, andre bare for ham, thi derover maatte han engang i et stort Selskab ofte høre af en anden Præst den usædvanlige Titel: ”Eders Storærværdighed”. Dette var mere, end Magister Nicolay Seidelin kunde modtage eller tie til, men den anden, uagtet al kiærlig og broderlig Paamindelse, blev ved sin Titel, som han forsikrede havde ingen anden Grund end skyldig Højagtelse for saa stor en Mand, hvorover Magister Nicolay Seidelin, for at befri sig for andres Kritiker, maatte til sidst svare: ”Saa tituleres man i Dag efter Legemets Vækst, men kan da Hr. Broder taale, at jeg tager mig den Frihed igien /: thi denne var meget lav og liden af Vækst :/ at sige: Eders Laværværdighed.” - Men det var næppe, at den anden; som maaske havde et højere Hjerte, kunde tilgive Magister Nicolay Seidelin denne Kompliment, thi han havde talet af Højagtelse, som umulig kunde være Grund til den sidste Karakter.

Vores Magister Nicolay Seidelin havde den Lykke, bestandig at være kiendt af det kongelige Herskab, som i den Tid kom ofte til Skanderborg, og skal Kongen engang ved en Minister ladet ham sige, at han havde Naade for ham, og at han kunde melde sig til en Bispestol, som den Tid var ledig, men han takkede for Kongens Naade og undskyldte sig med, at hans Kræfter ved Alder og Svaghed mærkelig begyndte at aftage, især hans Hukommelse, hvorover han bleven gammel Mand for Tiden, dog forestod han sit embede som Provst og Præst med al Berømmelse til sin Dødsdag; han blev 71 Aar gammel og døde Aar 1737, efter at han havde tjent i Guds Kirke 52 Aar og noget derover. - Magister Nicolay Seidelin var baade Jubellærer og Jubelbrudgom, thi han levede med sin Hustru i 51 Aar.”

Karl Hansen skriver i sin ovennævnte Bog (1833) om Magister Nichel Seidelin, at han, skønt hån berømmes saa saare, dog har haft mange Særheder, og fortæller i denne Anledning følgende 3 Episoder:

”En Ritmester GRABOW, som boede i Vrold, en Landsby i Skanderup Sogn, havde af Kapellanen Hr. ANDERS KNUDSEN i Stillinge, der var Magister Nikols Svoger, begjært, at han 8de Søndag efter Trinitatis vilde tage dem til Alters i Skanderup Kirke. Hr. ANDERS begav sig paa Vejen fra Stillinge derhen, tog Kalk og Disk med og sendte tillige et ridende Bud til Skanderborg efter Brød og Vin. Imidlertid absolverede han dem. Men derefter kom der Bud fra Hr. Nikol, ”at han var meget vred og fortørnet over, at Ritmesteren og hans Frue paa denne Tid vilde gaa til Alters, og han intet vidste derom.” ”Vilde de gaa til Alters, kunde de komme til Slotskirken; der gik Regimentsskriveren og hans Frue til Alters.” Han havde og ladet sige, ”at vilde de til Alters, kunde de bie til den ordinære Tid eller og komme til Slotskirken, om de paa anden Tid vilde kommunicere.” Det hele har dog nok fra Magisterens Side kun været Vrede, fordi de vilde til Alters hos hans Svoger. Sagen kom for Provsteretten, men blev omsider bilagt.

Ogsaa med Hr. HØGH, der senere var Kapellan, synes han ikke at have staaet paa en venskabelig Fod. Et Sted i Kirkebogen har Hr. HØGH antegnet: ”1732 Dom. Palmar: Der var et Barn i Kirke, som Provsten døbte; men jeg kunde ikke faae nogen Underretning om, hvad det hedde og hvo der bar det.”

Der fortælles og om Magister Nikol, at der var en Rude i det Vindue, som er bagved Prædikestolen i Skanderup Kirke, som var udslagen og aldrig maatte indsættes, fordi Provsten, hver Gang han gik paa prædikestolen, stak Fingeren derigennem. Da Degnen engang havde ladet den sætte ind, slog Provsten den i Stykker og skændte siden meget paa Degnen for hans utidige Reparationslyst.”

Den 24. Januar 1685 fik ”Nicolaus Jørgensen Seidelin” kongeligt Kaldsbrev som Kapellan hos sin Fader I Skanderborg og senere Sognepræst efter Faderen. Kaldsbrevet udtaler, ”at om Magister JØRGEN HANSEN SEIDELIN Slots Præst paa Vort Slot Skanderborg og Sognepræst til Skanderup og Stilling Sogne.. formedelst hans høje Alderdom en Kapellan af allerunderdanigst haver været begiærendes, da haver Vi efter hans herom allerunderdanigst gjorte Ansøgning og Begiæring allernaadigst beskikket og forordnet, saa og hermed er og forordner hans Søn NICOLAUS JØRGENSEN SEIDELIN til at være hans Kapellan. . , saafremt bemeldte N. J. S. efter foregaaende Examen til Prædike Embedet dygtig befindes; og dersom han sig udi samme Kapellani i Lærdom og Levned tilbørligen skikker og forholder, maa og skal han bemeldte hans Fader Mag. J. H. S., om han hannem overlever, eller bemeldte Kald udi andre Maader lovligen ledigt vorder, . . succedere. Herhos haver Vi allernaadigst bevilget, at, om forn.te N. J. S. efter foregaaende Examen til Prædike Embedet, som før er meldt, dygtig befindes, maa han dertil ordineres, uanset han ikke sine 25 Aar efter Loven fuldendt haver.” .

Som nævnt var Nichel Seidelin Sognepræst i Skanderborg, Skanderup og Stilling fra Faderens Død 1688 og til sin egen Død 1737. 1690 blev han Magister og 1702 Provst.

Kort efter at Magister Nichel Seidelin var blevet Sognepræst i Skanderborg, fik han efter ansøgning ved kongelig Resolution af 14. Juni 1690 Tilladelse til i Stedet for sin Løn at nyde 100 Tdr. Rug og 100 Tdr. Byg af Amtstuen fra 1. Maj 1690 og indtil Ovsted og Taaning Præstekald blev ledigt, ved hvilken Lejlighed disse 2 Sogne skulde lægges til Skanderborg Slotskald. Magister Nichel Seidelin vilde saaledes faa 5 Sogne at være Præst for, men som man vil se nedenfor, fik Biskop JOHAN BRAEM denne Bestemmelse ændret, inden den naaede at træde i Kraft. - Magister Nichel Seidelins Ansøgning lyder som følger:

A1lernaadigste Arve Herre og Konge,

Eders Kongelige Majestæt haver jeg fattige Kirkens Tjener ved Skanderborg Slotskirke allerunderdanigst at takke, en Del derfor at Eders Kongelige Majestæt aarligen til Løn af Skanderborg Jordebogs Indkomster allernaadigst haver givet min afgangne Fader og Formand 305 Rdl. for Præstetjenesten der i Skanderborg Slotskirke at forsyne, en Del derfor at Eders Kongelige Majestæt mig til samme Embede efter samme min afgangne Fader haver forordnet; men ihvorvel jeg allerunderdanigst for samme Tjeneste havde forventet samme Løn, er den dog for afvigte Ao 1687 til 200 Rdl. formindsket, mig og siden samme Tid ingen Anvisning til nogen Betaling givet er, og som da til Slotskaldet ej findes nogen anden vis tillagt Indkomst, haver jeg mig i stor Gæld udsat, nu for at jeg Eders Kongelige Majestæts allernaadigst paabudne Skatter allerunderdanigst kunde afbetale, nu for at give min Kapellan sin Kost og Løn, hvilken jeg som mine Formænd for at forsyne Præstetjenesten der i Slotskirken ufejlbarligen maa have, hvilke 2de Udgifter de overskrevne 200 Rdl. næppe kan udbringe, hvorforuden hvis jeg til mig og mine Fattige til Nødtørft skulde have, samme min Gæld og meget haver forøget, saasom jeg med dennem uden overskrevne Løn snart intet andet haver at leve af, hvorfor jeg allerunderdanigst beder Eders Kongelige Majestæt allernaadigst vilde tillade, at mig for afvigte Ao 1687, 88 og 89 til Ao 1690 til nogen Hjælp for min Gælds Afbetaling maa gives den fuldkomne Løn, hvilken Eders Kongelige Majestæt min afgangne Fader og Formand allernaadigst givet haver, og omendskønt mine Formænd stedse haver bekommet den allerunderdanigst fortjente Løn i Penge, hvilke mig og var mest nyttige og tjenlige, saa indjager dog disse Tiders Tilstand mig en stor Frygt for at begære herefter Eders Kongelige Majestæts rede Midler, særdeles saasom forskrevne Jordebogs Indkomster ved Skanderborg, hvoraf mine Formænd stedse tilforn deres Løn haver bekommet, ganske til Eders Kongelige Majestæts Ryttergods skal være udlagt, gør jeg da dette allerunderdanigste Forslag, bedendes derhos i allerdybeste Underdanighed, at Eders Kongelige Majestæt af særdeles Kongelig Mildhed og Barmhjertighed vilde til Skanderbog Slotskald for dets Præstetjeneste at forsyne skøde og tillægge for mig og efterkommende Slots Præster pro officio i Steden for overskrevne Løn for nærværende Ao 1690 og siden stedse derefter efterfølgende Eders Kongelige Majestæts Tiende, nemlig af Skanderborg [nu Aarhus] Amt i Voer Herred, Ovsted Sogn 27 Tønder 6 Skæpper, Hansted Sogn 40 Tønder 2 Skp.; Tyrsting Herred, Træde[N] Sogn 16 Tønder, Græstrup Sogn 20 Tønder 6 Skp. ; Hads Herred, Ørting Sogn 16 Tønder; Framlev Herred, Stjære Sogn 14 Tønder 4 Skp., Galten Sogn 12 Tønder 6 Skp.; Gern Herred, Dallerup Sogn 16 Tønder 7 Skp., Tulstrup Sogn 18 Tønder 5 Skp. ; Kalø [nu Randers] Amt, Øster-Lisbjerg Herred, Hjortshøj Sogn 21 Tønder, beløber sig tilsammen 204 Tønder 4 Skp., hvilke jeg for overskrevne Løn af Eders Kongelige Majestæt allerunderdanigst er begærendes, og omend samme Tiender ligger meget vidt fra hinanden, kan dog nogle af de Skanderborg næstliggende være kaldet tjenlige, særdeles saasom der ved Stedet for Slots Præsten ingen Avl findes. Vilde nu Eders Kongelige Majestæt saaledes forbarmes over min store Trang, skal den barmhjertige Gud det evig belønne, det jeg og efter min allerunderdanigste Pligt stedse skal bede hannem om, og forbliver

Kiøbenhavn den 20. Maj Ao 1690.

Eders Kongelige Majestæts Min allernaadigste Arve Herres og Konges allerunderdanigste Arveundersaat og troflittigste Forbeder Nichel Seidelin.

Som ovenfor nævnt bestemtes det i kongelig Resolution af 14. Juni 1690, at Ovsted og Taaning Sogne skulde tillægges Slotspræsten i Skanderborg, naar de blev ledige. Imidlertid gjorde Biskop J OHAN BRAEM i Aarhus (han var Fætter til Magister Nichel Seidelins Farbroder Holmens Provst HANS SEIDELINS Hustru SOPHIA DAVIDSDATTER) opmærksom paa, at det var ”impracticabelt”, at een Præst skulde have 5 Sogne at være Præst for, og 1697 udstedte Christian V da følgende Brev:

Christian V etc. Gjøre Alle vitterligt, at såsom Vi d. 14de Juni 1690 allernådigst have resolveret, at Ovsted og Taaning Præstekald i Skanderborg Amt skulde, når det lovligt ledigt blev, til Skanderborg Slotskald være annekteret, i steden for den til fornævnte Skanderborg Slots-kald Magister NIKOL SEIDELIN af Amtstuen aarligen tillagte Løn, og Vi af Biskoppen over Aarhus Stift Os elskelige Doctor JOHAN BRAEM’S allerunderdanigst gjorte Remonstration allernådigst fornemme, at bemeldte Ovsted og Taaning Sogne bekvemmeligere herefter som tilforn af en egen Sognepræst skal kunne betjenes, så have Vi allernaadigst beskikket og forordnet, så og hermed beskikke og forordne HANS SEIDELIN [Magister Nichel Seidelins Broder] til at være Sognepræst til fornævnte Ovsted og Taaning Sogne i den forrige nu ved Døden afgangne Hr. JENS JENSENS Sted, saafremt han efter foregaaende Eksamen så dygtig, i Liv og Levned så skikkelig og af den Alder efter Loven befindes, at hannem Præsteembedet kan betroes; og skal fornævnte HANS SEIDELIN og hans Efterkommere, Sognepræster til bemeldte Ovsted og Taaning Sogne være tilforpligtet af samme Præstekalds Indkomster at give Slotspræsten ved Vort Slot Skanderborg, som nu er eller herefter kommendes vorder, aarligen eet Hundrede Rigsdaler for den Tjeneste de udi bemeldte Skanderborg Slotskirke skal gøre, naar Vi enten selv eller nogen af Vores Kongelige Hus der til Stede ere; men ellers skal forbemeldte Slots Præster for videre Tjeneste i bemeldte Slotskirke at forrette herefter være frie og forskaanet, hvorimod den Pension, som Slotspræsten af Skanderborg Amtstue hidtil have nydt, skal ophøre. Forbydendes Alle og Enhver herimod eftersom foreskrevet staar at hindre eller udi nogen Maade Forfang at gøre, under Vor Hyldest og Naade. Givet paa Vort Slot Kjøbenhavn d. 15de Juni 1697.

Indbyggerne i Skanderborg blev imidlertid meget fornærmede over, at der nu kun skulde være Gudstjeneste i Skanderborg Slotskirke, naar kongelige Personer var til Stede, og at de ellers maatte søge Skanderup Kirke. (Begge Kirker ligger i Skanderborg By og begge tæt ved Skanderborg Sø, Skanderup Kirke i den nordlige, Slotskirken paa ”Slotsholmen” i den sydlige ,Del af Skanderborg By). Byens Indbyggere indsendte Klage herover, og som det fremgaar af Frederik IV’s Skrivelse til Biskoppen i Aarhus, rettede Kongen sig da ogsaa herefter:

Frederik IV etc. Vor Bevaagenhed tilforn. Vide maa Du, at omendskønt Vores Elskelige Kjære Herre Fader Salig Ihukommelse haver d; 15de Juni 1697, for at lette Slotspræsten ved Vort Slot Skanderborg i hans Embedsforretninger, allernaadigst bevilliget, at han maatte være fri og forskaanet for videre Tjeneøte der i Slots Kirken at gøre, end naar nogen af Vores Kongelige Hus der var til Stede, og alligevel derfor nyde 100 Rd. aarligen af Ovsted og Taaning Præstekalds Indkomster i Aarhus Stift; saa dog i allernaadigst Henseende til de Klagemaal, som for Os fra Betjente og Indbyggere i Skanderborg allerunderdanigst ere indkomne, at Skanderup Sognekirke, som de i det Sted skulde søge, skal være saa liden, at Sognemændene paa Landet med deres Familier derudi ej skal kunne have Rum, men at en hel By, ved Navn Gram, bestaaende af 9 Gaarde og enhver af 2 Familier, skal i mange Aar have maattet søge næste Landsby Kirke, end sige at Skanderborg Menighed, som skal bestaa af flere end 80 Familier, skal i bemeldte Skanderup Kirke tilligemed kunne have Plads; tilmed skal gamle Folk og frugtsommelige Kvinder, formedelst den Onde Vej til Kirken, meget sjældent kunne komme did, med mindre de have Heste og Vogn at betjene sig af; have Vi nu efter slig Beskaffenhed, samt herom allerunderdanigst gjort Ansøgning, allernaadigst for godt befundet, derudinden saaledes at anordne og befale, at Gudstjenesten skal herefter i bemeldte Skanderborg Slots Kirke for Menigheden i Skanderborg i det mindste forrettes hver Søndag af Slotspræsten der ved Stedet, som nu er eller efterkommendes vorder, for de 100 Rd. aarlig, hannem af Ovsted og Taaning Præstekalds Indkomster allernaadigst er tillagt, og hvad han ellers af samme Menighed sædvanligen nyder; men ifald han sig ej dertil skulde ville forstaa, skal han forskrevne 100 Rd. afstaa for den, som Menigheden kan formaa godvilligen til samme Tjeneste i Skanderborg Kirke sig at antage og tilbørligen at forrette.Thi er Vores allernaadigste Villie og Befaling, at Du de Vedkommende sligt til allerunderdanigst Efterretning straks tilkendegiver. Dermed sker Vor Villie. Befalendes Dig Gud. Skrevet paa Vort Slot Kjøbenhavn d. 14de Octobr. 1699.

At Beboerne i Gram, der ligger i Skanderup Sogn, søgte til Stillinge Kirke, var et Faktum; Årsagen hertil var dog ikke, at Skanderup Kirke var for lille, men at Stillinge Kirke laa dem meget nærmere. At gamle Folk og frugtsommelige Kvinder kunde have ondt ved at naa fra Byen til Skanderup Kirke, var sikkert ogsaa rigtigt, men Vejen til Slotskirken gik dog ligeledes tæt forbi Søen, hvor Storm og Slud ofte gjorde Passagen meget vanskelig. Det sandsynligste er vel, at den honnette Ambition har været den væsentligste Grund til Skanderborg Indbyggernes Ønske om at faa Gudstjenesten flyttet tilbage til Slotskirken.

Den 31. Juli 1697 ansøgte Magister Nichel Seidelin om at faa de første 2 Kongetiender, som blev ledige i Skanderborg Amt eller Lysgaard Herred i Silkeborg Amt, i Fæste. Under 7 August s. A. bevilgede Christian V hans Andragende ”udi allernaadigst Henseende til den Afgang, han haver haft udi hans Kalds Indkomster.”

1702 opkom der Strid om en Afgift bestaaende af 18 Skp. Byg og 12 Sk. Engpenge af Blegind Sognekald, som fra gammel Tid havde ligget til Sognepræsten i Skanderborg. Den daværende Præst i Blegind NIELS HIRTZNACH vilde ikke svare den. Tingsvidnerne udsagde, at ”fra 1621 og al hans Tid til 1639 havde salig Magister JØRGEN PEDERSEN til Skanderborg oppebaaret denne Afgift. Mag. JESPER HANSEN havde ligeledes faaet den af Præsten i Blegind, salig Hr. ESPERN MALLING.” Magister Nichel yandt Sagen, og Hr. HIRTZNACH blev dømt til at betale ham Afgiften.

Efter at et stærkt Uvejr i Efteraaret 1691 havde anrettet betydelig Skade paa den kongelige Præsteresidens i Skanderborg, ansøgte Magister Nichel Seidelin om Hjælp til dens Reparation. I Ansøgningen9, der er stilet til Overrentemesteren og dateret Skanderborg 13. Oktober 1691, hedder det: ”Saasom den stærke Vind og Blæst næst forleden d. 8. Octob. om Natten haver meget beskadiget Hans Kongelige Majestæts Præste-Residens, som jeg ibor, nedblæst det bedste af Overet paa tvende Huse, indslaget tvende Gavle, overalt afblæst de fleste Tagstene, som mestendel ere sønderslagne, indslagen Vinduerne, som allesammen var meget gamle, og gjort megen anden stor Skade, som den er gammel og meget forfalden. Saa beder jeg ydmygeligst Eders Excellence vilde være mig behjælpelig, at jeg hos Hans Kongelige Majestæt nogen Hjælp til dens Reparation kunde bekomme, . .” og han ansøger da om, at Kirketienden af Skanderup Sogn maatte lægges til Præsteresidensens Vedligeholdelse; om dette bevilgedes, vides ikke sikkert, men Sandsynligheden taler herimod.

En halv Snes Aar senere indsendte Magister Nichel Seidelin Ansøgning til Kongen med det Resultat, at Kongen tillod ham at Sælge Præstegaarden ved offentlig Auktion, en Auktion som fik et noget ejendommeligt Udfald. Magister Nichel Seidelins Ansøgning, der var ledsaget af en Erklæring fra Biskop over Aarhus Stift JOHAN BRAEM, lyder:

Allernaadigste Arve Herre og Konge,

Til Slots Præsten ved Skanderborg Slot er destineret en Præste Residens, hvilken siden Slots Kirkens første Stiftning er af fremfarne højpriselige Konger allernaadigst bleven repareret og vedligeholdet til i Højlovlig Amindelse Kong Friderich den Tredies Tid, da Højstbemeldte Hans Kongelige Majestæt efter den der da værende Slots Præstes afgangne Mag. JESPER HANSENS allerunderdanigste Ansøgning allernaadigst af Dato 28. Okt. Ao 1650 bevilgede aarlig 10 Rdl. dertil, hvorimod Slots Præsten, saa længe samme allernaadigste Bevilling varede, skulde være tilforpligtet bemeldte Præste Residenses Bygning selv at vedligeholde. Men som min afgangne Formand og Fader siden Aar 1679 og jeg siden 1688 ej haver nydt samme 10 Rdl. eller nogen anden Hjælp til dens Vedligeholdelse, og samme Residens ligger afsides fra Byen for alle Slags Storme Vinde, hvorover det ofte er bleven afblæst og sønderslaget, som kort Tid tilforn er bleven repareret, saa haver jeg ej kunnet konservere dens Bygning, ihvorvel jeg Tid efter anden haver anvendt saa meget derpaa, at jeg langt lettere kunde have tilhandlet mig en af Byens Gaarde, og siden det ene Hus i Gaarden den 5. Novemb. 1698 om Natten ved et stort Guds Uvejr blev omblæst, Materialerne Mestendelen deraf sønderslagen, og Gaardens øvrige Bygning meget svækket og ruineret, haver jeg højligen vaaren tilnødt den at fraflytte og maa derfor aarlig give 16 Rixdaler til Husleje.

Thi fremkommer jeg i allerdybeste Underdanighed med denne min allerunderdanigste Ansøgning, at Eders Kongelige Majestæt allernaadigst vilde hjælpe mig noget til samme Residenses Reparation og Opbyggelse eller og allernaadigst bevilge, at Bygningen med Gaards og Have Rum enten under eet eller og hver for sig selv ved offentlig Auktion maatte sælges, og Slots Præsten, af hvis derfor kan bekommes, nyde Renten til nogen Hjælp til Husleje. Gud lyksaliggøre Eders Kongelige Majestæts Regimente og velsigne Eders Kongelige Majestæt med langvarig Liv og ønskelig Førlighed til det ganske Kongelige Arve Huses uafladelige Flor og Fremgang. Jeg forbliver

Skanderborg den 19. April Anno 1702.

Eders Kongelige Majestæts allerunderdanigste Tjener og trofaste Forbeder N. Seidelin.

Denne Ansøgning besvaredes med Kong Frederik IV’s Resolution af 13. Maj 1702 :

Eftersom Biskoppen over Aarhus Stift Os elskelige Doct. JOHAN BRAEM ved hans allerunderdanigste Erklæring paa Supplikantens til Os indgivne Supplik af 19. April 1702 allerunderdanigst foredrager, at Præste Residensen i Skanderborg er saa forfalden, at den ikke uden stor Bekostning igen kan indrettes til at beboes, og fordi den ligger saa afsides fra Byen, desforuden udkræves ikke lidet aarlig til Vedligeholdelse, hvorfor han allerunderdanigst formener, at det var bedst, at Præstegaarden med tilliggende Have blev solgt paa Auktion, og hvis derfor kunde bekommes, Slots Præsten tilstilles, som Mand efter Mand Bvarede hverandre til den Kapital prioriteret af deres Bo, og imidlertid kunde nyde Renten til Hjælp til at leje Sig Hus for, da have Vi samme hans allerunderdanigste Forslag hermed saaledes allernaadigst approberet, at Præstegaarden med tilliggende Have ved offentlig Auktion maa sælges, og at itzige [nuværende] Sogne Præst udi Skanderborg og hans Efterkommere [Efterfølgere] maa nyde Renten af den Kapital, som Præstegaarden bliver solgt for, til at leje Hus for igen, hvorimod hverken itzige Sogne Præst eller hans Efterkommere nogen Pretention paa nogen Præste Residens herefter haver at gøre, men Kapitalen maa ikke nogen betroes, medmindre derfor sættes saa fornøjelig Pant, at man altid om Kapitalen kan være forsikret, til hvilken Ende Stiftamtmanden, Biskoppen og Sogne Præsten der paa Stedet skulde drage tilbørlig Omsorg, at forbemeldte Kapital paa foromskrevne Maade vorder udsat, saafremt de ej vil indestaa og svare, ifald Kapitalen enten blev uvis, eller derudi noget skulde afgaa, hvilken Vores allernaadigste Resolution Os elskelige Vores Deputerede ved Vores Finanser vedkommende til allerunderdanigst Efterretning haver at kommunicere. Givet paa Vores Kongelige Residens udi Kiøbenhavn den 13. Maj Ao 1702.

Friderich R.

Beretningen om Auktionen, der fik et noget ejendommeligt Udfald, lyder saaledes:

Efter at Proklama er udgangen d. 10de næstafvigte, om Slots Præstens Residens i Skanderborg i Dag, som er d. 20de Juli 1702, at auktionere, da var nærværende i Provstens Sted Magister HANS LØNBORG af Fruering, samt Hr. JAKOB MØLLER af Sveistrup som Notarius, item Hr. NIELS HIRTZNACH af Blegind som Assessor bemeldte Auktion at foretage. Og efter at (som ved Huses og Gaardes Auktionering et Lys antændes, saa skete ogsaa ved denne Auktion ligesaa) og da det antændte Lys var udbrændt, blevefter adskillige foregaaende Bud forbemeldte Slots Præstens Residens med sin tilliggende Have endelig den Højstbydende, nemlig Madam CATHARINE HANSDATTER, Magister NICHEL SEIDELINS, tilslagen for 300 Rd. 4 Mk. Daturo Skanderborg d. 20de Juli 1702.

Kongen solgte Præstegaarden efter Præstens Indstilling, fordi den var forfalden, og Præstens Kone købte den! Magister Nichel Seidelin er formodentlig blevet boende ganske roligt i den gamle Præstegaard, som nu var hans Ejendom.

(3 Aar efter Magister Nichel Seidelins Død opførte hans Eftermand Provst CHRISTIAN HØGH 1740 den nuværende Præstegaard i Adelgade, hvilken han 1762 testamenterede til Embedsbolig for sine Eftermænd).

1722 blev Ladegaardsjordene for en Del udlagte til Bøndergods, og derved bortfaldt Kongetienden af Gram By, som Slotspræsten i Skanderborg hidtil havde nydt. Herom fik Magister Nichel Seidelin følgende Rentekammerskrivelse af 1. September 1722:

Angaaende Tienden af Gram By, som Sognepræsten i Skanderborg Magister Seidelin oppebærer i Stedet for Præstetienden af Skanderborg Ladegaards Jorder, der er Hartkorn 39 Td. 2 Skp. 1 Fjkr., er det Kongens allernaadigste Villie, sub Dato 24. August sidstleden, at siden Ladegaardsjordene nu til Bøndergods igen ere udIagte, Præsten da fra nu af hans Tiende af de 4 Bønder igen at skulle nyde ligesom før, og at Gram Bys Kongetiende derimod til ham at leveres maatte cessere [ophøre], efterdi han ikkun samme for den Tid har nydt, da disse 4 Bønder under Ladegaarden vare henlagte.

Som nævnt var Nichel Seidelin Kapellan hos sin Fader i Skanderborg 1685-87. I den Tid, da Nichel Seidelin var Sognepræst der, - 1688-1737 - havde han følgende Sognekapellaner:

1687-91 NIELS PEDERSEN RØNNING, 1691 død eller forflyttet.

1691-1711 ANDERS KNUDSEN THOUSTRUP, der var gift med Nichel Seidelins Søster ELSE; blev derefter Sognepræst i Aarslev og Tilst.

MIKKEL CHRISTIAN WISCHEFELDT, * c. 1680, død Februar 1725.

JØRGEN HANSEN SEIDELIN, Nichel Seidelins Brodersøn; blev derefter Sognepræst i Eltang og Vilstrup.

CHRISTIAN JENSEN HØGH, som derefter blev Sognepræst i Skanderborg efter Nichel Seidelins Død.

Fra Den Seidelinske Slægtsbog²:

CATHRINE HANSDATTER LUXDORPH, * 1662. Datter af HANS OLUFSEN BOLLERS (Fuldmægtig over Viborg Domkapitels Tjenere. gift 22. Juli 1648, død 24. December 1676) og Hustru ELSE BOLLESDATTER (* 7. Oktober 1623, t 31. August 1712 i Skanderborg). Om CATHRINE HANSDATTER LUXDORPH hedder det - i Giessings ”Jubel-Lærere”³ (1783) - at hun var ”en respektabel og sanddru Kone”, og at hun ”blev ej alene Jubel-Brud [Guldbrud], men levede efter Mandens Død over 20 Aar, og bragte sin Alder (skiønt med megen Skrøbelighed i hendes Enkestand) langt over 90 Aar. Hun var en vakker Kone af rare Sindsgaver og megen Læsning: Hun kunde udenad nu af BORDINGS, nu af ROSTGAARDS, nu af REENBERGS og andres Skrifter til Ende opregne hele Vers.”

I ”Seideliniana” (1799, ”Seidelinernes Genealogie”, S. 29 f.) hedder det om hende, der ”var en Søsterdatter af CHRISTEN BOLLESEN LUXDORPH, som siden blev nobiliteret [adlet]”, at hun ”overlevede ham [sin Mand] i 20 Aar og blevover 90 Aar gammel; hun var i sin Enkestand meget skrøbelig formedelst en forunderlig Sygdom, som alle 6 Uger omskiftede sig, saaledes at hun i 6 Uger var ved sig selv, men var idelig svag, holdt sig inde, og hængte bestandig ved Gud i Bøn og Andagt, som altid havde været hendes Hovedsag og det ene fornødne for hende, men andre 6 Uger lignede hun sig fast ikke selv, var munter, som et ungt Menneske, gik ud og var meget lystig i Tale og Omgang, sagde Folk dristig deres Fejl i Øjnene, som dog skete med saadanne levende Indfald og paa saadan spøgefuld Maade, at det ikke blev ilde optaget, thi alle havde stor Højagtelse og Godhed for denne ældgamle og meget æreværdige Kone. - Hun overlevede ogsaa alle sine Børn, endskiønt at hun havde haft 11 med sin Mand, af hvilke dog ikkun 3 Døtre levede og kom i Ægtestand, men de samme 3 bleve Mødre til 3 Dusin Børn. De øvrige 8 døde, nogle i Ungdommen, andre fuldvoksne.”; De 20 Aar CATHRINE HANSDATTER LUXDORPH overlevede sin Mand, er hun utvivlsomt blevet boende i Skanderborg, hvor hun ogsaa døde.

Død 5. November 1757, begravet 11. s. M. i Skanderborg, 94 Aar gammel.

Fra Den Seidelinske Slægtsbog:

Christopher Bøgh blev 20. April 1689 kaldet til at blive Sognepræstens Efterfølger i Brabrand og Kasted, Aarhus Amt, men naaede ikke at tiltræde, da Sognepræsten først døde 1712. 28. Januar 1693 udnævntes han til Sognepræst i Trige og Ølsted I Mil Nord for Aarhus. Han blev ordineret 31. Marts s. A.11. Den 11. Oktober 1719 blev han Provst i V. Lisbjerg Herred.

I nøjagtig 100 Aar herefter var Medlemmer af samme Familie Præster i dette Embede. Christopher Bøgh var selv Sognepræst i Trige og Ølsted i 43 Aar - derefter var hans Svigersøn LAURIDS SØRENSEN WAARSØE Vicepræst her i 2 Aar og hans Søn HANS JØRGEN BØGH Sognepræst her i 35, hvorefter dennes Svigersøn JØRGEN CHRISTENSEN SADOLIN var Sognepræst her i 20 Aar til sin Død 1793.

1719 oprettede Christopher Bøghs Kusine MAREN PEDERSDATTER Testamente, dateret København 2. Juli 1719 (kgl. Konf. 25. August s. A.). Hun var Enke efter Sognepræst til Trøgstads Præstegjæld i Aggershus Stift NIELS BROMAN, og da hun ingen Livsarvinger havde, men havde opnaaet ”en temmelig høj Alder og derhos med Legems Svaghed er beladt”, bestemte hun i sit Testamente, at ”min kiære Fætter hæderlig og vellærde Hr. Christopher Nielsen Bøgh, Sognepræst til Trige og Ølsted Sogne udi Jylland, hans Hustru, deres Børn og Arvinger skal ubehindret nyde og beholde den halve Del af alle mine efterladte ringe Midler, som jeg mig efterlader, i Henseende at han er en gammel affældig Mand [han var 56 Aar !] og haver mange smaa umyndige Børn, som kunde komme dennem til nogen Hjælp udi deres Opfostring og Fremvækst; den anden halve Del af mine ringe efterladte Midler skal samtlige mine andre rette Arvinger /: hvilke tilhobe fast næppe haver saa mange Børn som min forhen benævnte Fætter og Arving :/ imellem dennem selver skifte og dele”. Christopher Bøgh ejede Trige Sogns Konge-, Korn- og Kvægtiende, som han ved Skøde, dateret Trige Præstegaard 4. Februar 1736 (læst paa Viborg Landsting 22. s. M.), solgte til sin Svoger Krigsraad NIELS LANGBALLE, Vejer og Maaler i Aarhus.

Død 14. Februar 1736 i Trige, begravet 21. s. M. i Trige Kirke. Hans Svigersøn LAURIDS WAARSØE har i Trige Kirkebog skrevet om Christopher Bøghs Død: ”1736, den 14. Febr. Klokken 3 om Morgenen døde den salig gammel, længe og vel udi og for Herrens Menigheder fortjente Guds Mand, velærv. og højlærde Hr. Christopher Bøeg /: min højstærede og elskelige Svigerfader:/ efter at han som Sogne Præst for disse 2de Menigheder udi 43 Aar og Provst over Vester Lisbjerg Herred udi 17 Aar havde her i Verden som en retsindig Præste Mand Gud og sin Næste tjent, og blev d. 21. Febr. her i Trige Kirke hos sine salig 2de Hustruer nedsat hans efterladte Legeme, Æt. 74, og gjorde Hr. Oluf Willadsen i Grundfør hans LigPrædiken Text Lucæ 2 Cap. ultim. [sidste] Vers. Men han havde sig selv udvalgt til Lig Text over sig 2 Cor. 1, V. 12.”

CHRISTOPHER NIELSEN BØGH giftede sig med Enken efter de 2 foregaaende Sognepræster i Trige og Ølsted DOROTHEA ANDERSDATTER WINDING, * c. 31. Marts 1657, død 3.12 April 1708 i Trige, begravet 12. s. M. i Trige Kirke. Hendes Mand tilføjer i Kirkebogen: ”Gud lad os snart findes udi Guds Rige. Her levede hun i Verden 50 Aar, 7 Maaneder og 3 Dage.”

Norman Lee Madsen skriver:

Hans Olufsen Uf inherited his father's farm Simblegård, a proprietairgård in Klemensker, circa 1530. In 1542 Hans Olufsen Uf was among the signers of a document written to complain about Bernt Knop, who was Lübeck's chief representative stationed at Hammershus fortress.

...Sigvard Mahler Dam also speculates in the article 'De bornholmske væbnerslægter Uf og Splid - noget nyt om deres våbener' that Peder Hansen Uf's mother might have had a coat-of-arms with a 'hummerklo'(lobster-claw) on it. This is based on the description by the historian Thurah of an engraving on a bell donated by Peder Hansen Uf's daughter Margrethe and her husband Jørgen Gagge: 'Paa den største Klokke findes tvende Vaabener, det ene med et Spende udi, som ventelig er de Adelige Koefoders; Det andet med en Giedde Kieft udi.' Also based on a description of a pew door in Klemensker Church found in a journal: 'Clement's Church: door to pew, carved oak framed with smooth fir planks- showing helmeted coats-of-arms with vesselhorn and the following markings: a shield with an upside down 'gavlsparre' (chevron) design, and the other shield sporting a half 'hummerklo' (lobster-claw), Chief Justice Peder Hansen Uf and wife Margrethe Hansdatter.

The evidence that Peder Hansen Uf's wife Mette Hansdatter is the daughter of Hans Pedersen Myre, of Fuglsangsgård, is fairly conclusive. The Uf-family coat-of-arms depicts a chevron, while the coat-of-arms of the Myre-family depicts three ants, so how does the lobster-claw coat-of-arms fit in? Since it can not belong to Mette Hansdatter, possibly it belongs to Peder Hansen Uf's mother?

The following is a translation of the article 'De bornholmskevæbnerslægter Uf og Splid - noget nyt om deres våbener', written by Sigvard Mahler Dam.

A Pew in Saint Clement's Church

After leafing through numerous journals, I casually looked over the description of St. Clement's Church (Klemensker parish), when suddenly my eyes caught a poorly done drawing of two coats-of-arms. The text read:'Clement's Church: door to pew, carved oak framed with smooth fir planks- showing helmeted coats-of-arms with vesselhorn and the following markings: a shield with an upside down 'gavlsparre' (chevron) design, and the other shield sporting a half 'hummerklo' (lobster-claw), Chief Justice Peder Hansen Uf and wife Margrethe Hansdatter. The door was painted green, the coats-of-arms and the door frame painted red and white. Height 84 centimeters, length 56 centimeters. . .'

An earlier description from 1947 tells more: '. . . the pew-door from the 1700s is made of fir with three insets: the top one made of oak with two beautifully carved coat-of-arms decorated with helmets, vesselhorn, andfeathers, and with the inscription: PHMHD. On the back of this inset in the pew-door can be vaguely seen traces of two black-painted coats-of-arms below a layer of grey paint, the same as carved on the front.' In a copy of 'Danmarks Kirker' from 1954, the date has been altered to the end of the 1500s, which better suits the persons involved and the style of the time.

This sounded very enticing! And I decided (in 1979) to approach the clergy of Bornholm, pastor for Klemensker C.W. Røboe Dam, about these coats-of-arms, and he very kindly sent me some colour-photos of the pew-door, which had been hung in the entry ot the church. Since the red and white paint on the door frame sounded a bit odd to me, I decided to pay a visit to the church, which is situated on top of a hill in beautiful surroundings. And found that it appeared that the pew-door had received several coats of paint through the years! But you can clearly see that the earliest coat of paint on the inset was black - later it was covered with a gruesome green color! The Uf coat-of-arms, both the shield and the helmet, appeared to have been covered with a dark-red oilpaint - after a fairly thorough removal of the earlier layers of paint; but we can still see traces of the earliest layer: red on the vesselhorns; and white in the shield; the chevron has white paint on top of a coat of red. The wife's coat-of-arms shows white paint remnants on the vesselhorns; her shield has two layers: white over an old layer of red paint, and the 'hummerklo' (lobster-claw) has red paint on top of an old layer of white. It is peculiar that an upside-down chevron is shown in the shield - Peder Hansen (Uf) was the only one on Bornholm using an upside-down chevron. Was the carving done from a faulty design of his seal? Mette Hansdatter was the last member of the Bornholm Myre-family, she was the daughter of Hans Myre, they had a design with three black ants on a white shield in their coat-of-arms, and the helmet had two white vesselhorns (15).

An Old Church-bell:

Peder Hansen (Uf)'s coat-of-arms seem to have brought some confusion for researchers, because it appears that Jørgen Gagge and his wife Margrethe put up yet another memorial to honour Peder Hansen (Uf) and Mette Hansdatter. In 1601 they had cast a new large church-bell (which later disappeared) for Klemensker Church. Thurah quotes the following (12): 'Paa den største Klokke findes tvende Vaabener, det ene med et Spende udi, som ventelig er de Adelige Koefoders; Det andet med en Giedde Kieftudi.' The engraving reads: 'Anno 1601 Lod Claus Kames denne Klokke støbe til St. Clemmens Kirke paa Bornholm, efter Velbyrdige Hr. Jörgen Gages og Hr. Lars Nielsens i den Tiid Sogne-Herres Befalning, af Rheinholt Benning i Lübeck'.

Unfortunately nothing is noted about an upside-down chevron, but there is a reference to the Kofoed-family, who carried a blue chevron on a red background with 2 white vesselhorns. 'Danmarks Kirker', volume 7, Bornholm, tells the same, but lists those coats-of-arms as the property of the Gagge and Splid families.

M.K. Zahrtmann (well versed in all the Bornholm-families) writes (16): 'Jørgen Gagge gave a beautiful memorial in honour of his parents-in-law Peder Hansen Uf and Mette Hansdatter Myre, because in 1601 he had cast alarge churchbell, engraved with the Uf-family's chevron-emblem and the Myre-family's crawling ant.' Yes, Zahrtmann knew very well which families this pertained to, and has deliberately made the correction from the 'Giedde Kieften' (lobsterclaw) to one crawling ant - but as we know the Myre coat-of-arms carried three ants! Zahrtmann never did see the bell for himself, so we must believe Thurah's impartial account of the above, and say that the very same set of coat-of-arms which today can be seen on the pew-door must have been engraved on the church-bell! Thus we are ensured that it can not be a mistake incurred later if the pew is acopy of the original.

But who then is the rightful owner of the pew's sinister coat-of-arms? We are not entirely clueless: the Splid-family carried a half (or sometimes a whole) lobster-claw (hummerklo) in their coat-of-arms, but how do they enter the picture here? Since the above coat-of-arms can not belong to Peder Hansen (Uf)'s wife, maybe it could belong to his mother? The initials could possibly have been carved later; we do not know anything about his father Hans Olufsen (Uf)'s wife (17). She might have been of the Splid-family - which would have been the last chance! For the last member of the Splid-family, Jep Splid, was mentioned in 1508 as deceased, whereupon his widow gives 200 Lübeck-marks to Lund Cathedral for purchase of land in Skåne. Among the witnesses signing the document is Peder Hansen Uf's grandfather Oluf Ottesen Uf, who at that very time had just succeeded Jep Splid as chief justice of Bornholm (18). Therefore the timing disproves the theory of the coat-of-arms belonging to another wife of Peder Hansen (Uf) - maybe the pew carried the emblems of both his parents?

The Splid-family was not very prolific - neither did they leave very many written accounts compared to other Bornholmer-families. We have already met the first Splid on the island: Jacob Splid, known to be King Valdemar Atterdag's commander (hovedmand) for Hammershus fortress in 1361 and1362. The Splid-family did not likely originate from Skåne (where the archbishop recruited his commanders), but from another region. On Sjælland and in Norway we find two (inter-connected?) families, both carrying the lobster-claw in their emblems. In Norway the most important was Siewerd Bjørnsen, known to be a bishop in 1458. On Sjælland we have a Jep Nielsen (Splid) in Gumløse in 1492, his seal with the helmet is from 1503, his seal from 1492 looks like the Bornholmer Splid-family's 'giedde kieft'. A Jep Splid was chief justice of Bornholm in 1497. On a document dated the 10th of August 1497 we find him using his father'sseal - the inscription states: 'andreas split'. The colours on the coat-of-arms are not known, but now we can see that the 'hummerklo' (lobster-claw) was white on a red background - if we accept the identification of the female's coat-of-arms from Klemensker church.

<sup>12) Thurah's 'Bornholmskbeskrivelse'

15) The family known as 'Myre on Bornholm' and the coat-of-arms is known from Hans Myre's seal. He died in 1518 as the last male of that family on Bornholm, but he had a sister, Bodil, who married a man named Jacob of the family Kyrning-Myre. Their descendants took the name Myre only, and some of them resided on Bornholm as well.

16) M.K. Zahrtmann: 'Optegnelser om Almegård i Knudsker sogn', in 'Bornholmske Samlinger', volume 21.

17) Not to be mistaken with the Hans Olufsen (Uf), mentioned in note 11, as being the Uf-family's last male. This man is his father's father.

18) Thiset's files in State Archives under Jep Splid. The original is said to be in the Swedish State Archives.</sup>

Asger Edvard Bonnevie gik i Frederiksborg lærde Skole 1880-84, men da denne ikke førte den matematisk-naturvidenskabelige Linie, blev han Student fra Roskilde Kathedralskole 1886 ; begyndte at studere Medicin, men forlod p. Gr. af disse Aars alt for store Tilgang til Studiet sammen med mange andre dette Fakultet og blev 18. Febr. 1892 cand. polit.; ansattes 1. Juni 1892 som Volontær ved Nakskov Toldkammer, blev 1893 Toldmedhjælper og 1894 Toldassistent sammesteds, forflyttedes ved Frihavnens Aabning Nov. s. A. til København, fungerede fra 1903 som Toldkontrollør, udnævntes hertil 1906, og var fra 1. Okt. 1915 til sin Død Chef for Københavns Toldkammers Pakhusforvaltning (kgl. Pakhusforvalter). Han var bl. a. Sekretær i Toldraadet og dettes Appeludvalg (Tolddomstolen) 1910-16 og Lærer ved Toldvæsenets Fagkursus i sit Speciale: Tarifering 1914-19 og foretog i disse Egenskaber to Studierejser (1909 og 1911) til Udlandet med offentligt Stipendium; var Formand for "Den danske Toldetats Forening" 1910-13, gav Anledningen til de siden 1910 aarligt afholdte dansk-svenske "Sundtoldermøder" og sad i Bestyrelsen for Civiletaternes Sommerhuse (i Kobæk pr. Skjelskør). Var Medforfatter til en "Lærebog i Toldloven" og "Købmandens Haandbog" og skrev en længere Række toldtekniske og etatsmæssige Fagbladsartikler. R. af Dbg. 1922.