Personside - 158

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Kall, Abraham, 1743-1821, Historiker, var Søn af nedennævnte Professor J. C. K. og fødtes 2. Juli 1743 i Kjøbenhavn. Kun 13 Aar gammel blev han Student og i sit 19. Aar theologisk Kandidat (1762). Derpaa rejste han i o. 4 Aar udenlands, men opholdt sig kun i Tyskland, især i Gøttingen. Under sin Rejse udnævntes han til Universitetsbibliothekar (1765) og blev efter Hjemkomsten tillige Professor designatus i Græsk (1770). Da imidlertid Professorposten i Historie og Geografi blev ledig, og ingen syntes mere værdig hertil end K., medens den græske Professur lettere lod sig besætte, maatte K. 1781 overtage denne Stilling, som han beholdt i 40 Aar til sin Død. S. A. blev han tillige Professor i Mythologi og Kunsthistorie ved Kunstakademiet.

K. havde en Hukommelse, der intet slap; han var end videre en overordentlig flittig Læser og Tilhører, og da omtrent ethvert Fag faldt lige let for hans store Tilegnelsesevne, naaede han tidlig en overordentlig Viden. Han havde i Ungdomsaarene haft størst Kjærlighed til Mathematik, men paavirket af sine Omgivelser skød han disse Studier til Side for at kaste sig over den græske Filologi. Hans første Arbejder vare da ogsaa Udgaver af græske eller romerske Forfattere eller Afhandlinger i disse Æmner, og selv efter at Historie var blevet hans Embedsfag, kom han gjærne tilbage til de græske Studier og sine lexikalske Samlinger. Hans første historiske Arbejde var «Den almindelige Verdenshistorie til Skolernes Brug» (1776), der skulde afløse Holbergs «Historia universalis» og i mange Udgaver holde sig gjennem et halvt Aarhundrede som den almindelige Lærebog i de lærde Skoler. Det var haard Kost, der bødes Disciplene; den med Enkeltheder overfyldte Bog meddelte paalidelig Kundskab i god Aand, men den stræbte kun i ringe Grad efter at lette Tilegnelsen, de store Mænd og de betydelige Begivenheder traadte ikke klart frem, og Fantasien kunde Bogen ikke sætte i Bevægelse.

K. har skrevet nogle faa Afhandlinger og udgivet en Del Aktstykker, men et større Arbejde foreligger ikke fra hans Haand. Han besad ingen selvstændige Synspunkter og arbejdede mest efter ydre Opfordring; hans gode kritiske Sans ledede ham ikke ud over Løsningen af de enkelte Spørgsmaal til videnskabelige Sætninger af større Vidde eller til systematisk Behandling af almindeligere Opgaver. Der manglede K. Udholdenhed til at føre et selvvalgt Maal til Ende; nye Interesser kvalte de ældre, og Ærgjerrighedens Drivefjeder besad han ikke. Hans Undervisning fra Kathedret var efter alles Vidnesbyrd lidet beaandet, i formel Henseende mangelfuld. Ikke des mindre blev K. af sin Samtid, til Dels med gode Grunde, opfattet som en af Universitetets største Prydelser, han var ogsaa en af de sidste Repræsentanter for de gamle Tiders ubegrænsede Erudition. Den Viden, som bar saa liden Frugt for K. selv, kom ved hans sjældne Redebonhed og Arbejdsvillighed til at tjene mangfoldige. Ikke blot Universitetet benyttede i høj Grad hans Kundskaber ved Programmer og andre Skrifter - 1798 beregnede han endog Almanakken -, enhver spørgende og søgende kunde være sikker paa hos K. at faa Hjælp og vejledende Vink. Han paatog sig Udgaven af 8. og 9. Bind af Suhms Danmarkshistorie og ledsagede dem med værdifulde kritiske Noter. I Videnskabernes Selskab, hvori han optoges 1780, gav han nogle Meddelelser, og i Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, hvoraf han blev Medlem 1793, og hvis Formand han var fra 1816, gav han en Række Bidrag til «Nye danske Magasin».

Humanitet, Velvilje og Frimodighed vare Hovedegenskaber i K.s Karakter, og de lyste ud af hans venlige Ansigtstræk; de bragte ham ogsaa til jævnlig at tage fat paa sociale Opgaver. Han var en af Stifterne af Selskabet for Borgerdyd (1785), han skrev efter Branden 1795 om den kjøbenhavnske Brandkasse, efter Bombardementet 1807 om samme Æmne, 1802 om et Understøttelsesselskab for ugifte Fruentimmer, 1810 udgav han en Advarsel mod Livrenteselskaber, og samtidig holdt han Forelæsning over Enkekassernes Theori.

K. var ualmindelig agtet og afholdt af sin Samtid. 1808 udnævntes han til Ordenshistoriograf, 1811 til Etatsraad, 1816 fritoges han for sin Forelæsningspligt. Universitetet fejrede 1817 med Program, Kantate og Tale hans 52 Aars Embedsjubilæum, og nogle Dage senere hyldedes han paa sin Fødselsdag af et stort Antal Borgere ved en Fest paa Skydebanen, hvor man i Sang og Tale priste den lærdeste Mand siden Grams Dage.

K. var gift med Marie Anna Sophie f. Rosenstand-Goiske (gift 1774 d. 1825), Datter af Professor P. R.-G.; han døde 5. Dec. 1821. Han efterlod sig foruden et stort Bibliothek en betydelig Formue. Hans Haandskriftsamling kjøbtes til det store kongl. Bibliothek og udgjør en særlig Afdeling af dettes Manuskriptsamling.

Fra Illustreret dansk Litteraturhistorie:⁵

Om ABRAHAM KALL (1743-1821) hedder det i NYERUPS biografiske Skizze, at denne Lærde maa nævnes som »Repræsentant for en nu uddød Erudition, den sidste af Borchers, Sperlingers og Grammers Æt, hvis Lige de kommende Slægter ej faae at se, før de samme Betingelser igjen forene sig i et Individ. Desuden havde et langt Livs Erfaring og mangehaande Forhold og Forbindelser beriget hans vidunderlige Hukommelse med en saadan Mængde af Partikulariteter og Anekdoter til vort Fædrenelands politiske og kirkelige, Personal- og Litterair-Historie i det forløbne Aarhundrede, med saamange karakteristiske Træk, som ingen Læsning, men kun mundtlig Overlevering kunde forskaffe, at man kan sige, vort Fædrenelands traditionelle Historie i det 18. Aarh. bevaredes i Kalls Hoved og gik i Graven med det«. Han var en Søn af Orientalisten Prof. J.C. Kall og allerede som Barn saa lærd, at han ni Aar gammel i Overværelse af nogle hertil indbudne Professorer og Videnskabsmænd holdt en i Anledning af Frederik V.s Formæling med Juliane Marie udarbejdet latinsk Tale om de ældre Forbindeiser mellem det danske og det brunsvigske Fyrstehus. Faa tre Omraader var han lige eminent: som Græker, Mathematiker og Historiker. I sidstnævnte Videnskab blev han Professor ved Universitetet og forenede dermed i nogle Aar Professoratet i Kunsthistorie og Mythologi ved Kunstakademiet, ligesom han var Universitetsbibliothekar og Ordens-Historiograf, holdt Foredrag over dansk Krigshistorie for Generalstabens Officerer, beregnede Almanaken i Prof. Bugges Fraværelse, ordnede Portraitsamlingen paa Frederiksborg, oprettede Kreditkassen for Husejere i Kjøbenhavn, udarbejdede en Enkekassernes Theori m. m. Hans mange videnskabelige og praktiske Embedsforretninger lagde Beslag paa saameget af hans Tid, at han ikke fik noget større Værk udgivet; ligesom Gram skulde han helst bevæges til Produktion af ydre Omstændigheder, og mange saaledes fremkomne lærde Afhandlinger findes i Videnskabernes Selskabs Skrifter og Universitets-Programmer. De to Bind, Kall udgav af Suhms Danmarkshistorie, vidne om hans sjeldne Kjendskab ogsaa til den nordiske Historie og gjøre det dobbelt beklageligt, at den hos ham legemliggjorte Forening af Skarpsindighed og Lærdom ikke blev anvendt selvstændigt paa et herhenhørende Emne. Det mest bekjendte af hans Skrifter er den paa et tydsk Grundlag udarbejdede »Almindelig Verdenshistorie«, 1777, der i et halvt Aarhundrede var Lærebog i de lærde Skoler.

Fra ”Realkredittens 200 årige historie”:⁶

I år er det nøjagtig 200 år siden, at det første danske realkreditinstitut blev oprettet. Årsagen hertil var Københavns brand. I 1795 udbrød der brand på Holmen, flådens areal i København. Her var der en overflod af brændbar materialer som træ, sejldug og tjære. En meget autoritetstro officer nægtede brandvæsenet adgang til Holmen, hvor civile ikke havde noget at gøre. Da brandvæsenet endelig fik adgang, var ulykken sket. Branden havde bredt sig så meget, at ilden ikke kunne slukkes og ikke mindre end en fjerdedel af København brændte ned,

En kreds af velstående personer med borgersind tog da initiativ til oprettelsen af det første danske realkreditinstitut, nemlig Kreditkassen for Husejerne i Kjøbenhavn. Det er måske værd at bemærke, at det var en kreds af långivere og ikke låntagere, der tog dette initiativ. Umiddelbart kunne man måske tro, at det afslørede en helt umådelig idealisme, siden långiverne jo alt andet lige måtte have en fordel af et mindre end perfekt fungerende kreditmarked. Helt så simpelt var det dog ikke. Datidens maksimalrentebestemmelser gjorde, at långiverne ikke kunne nyde godt af kreditmangel, da de ikke måtte kræve mere end 4% rente. Oprettelsen af en kreditkasse med solidarisk låntageransvar gav dem altså bedre sikkerhed for samme rente. Der synes dog god grund til at tro, at der også lå idealisme bag initiativet. Kreditkassen blev oprettet med en vis offentlig støtte i form af skattebegunstigelse. Tilsyneladende havde ideens fædre ikke større tillid til ideens bærekraft, end at den kunne bruge den ekstra fordel, der ligger i offentlige subsidier!

Professor Abraham Kall var en af initiativtagerne til oprettelsen af Kreditkassen for Husejere i Kjøbenhavn i 1797.

Kreditkassen ydede lån på basis af udstedelse af obligationer og kan derfor siges at være det første egentlige realkreditinstitut. Kreditkassen havde dog ikke mange andre af de karakteristika, der normalt gælder for realkreditinstitutter. Lånene var opsigelige fra kreditors side, hvilket begrænsede fordelen ved realkredit. Endvidere havde man ikke adgang til lån, blot man ville betale markedsrenten, for der gjaldt dengang maksimalrentebestemmelser. Der måtte maksimalt kræves 4% i rente. Det var altså et særdeles primitivt og ufuldkomment realkreditsystem, der blev startet for 200 år siden. Det var endvidere begrænset til at virke i København. I godt 50 år var det landets eneste realkreditinstitut.

Virkelig fart tog realkreditsystemet først efter at Danmark havde fået en ny Grundlov med foreningsfrihed i 1849. Denne foreningsfrihed blev i de første, liberale år opfattet meget bredt, og der blev derfor givet relativt fri adgang til oprettelse af kreditforeninger. Kreditforeninger var foreninger af låntagere, der hæftede solidarisk og som følge heraf var særdeles kreditværdige, og som optog lån ved udstedelse af obligationer. Man havde nu lært af fortiden og gjorde lånene uopsigelige fra kreditors side. Foreningsbevægelsen kom til næsten enerådigt at præge dansk realkredit i over 100 år. I slutningen af 1950'erne kom de såkaldte realkreditfonde (bl.a. BRF og Dansk Landbrugs Realkreditfond) på banen. De var ikke foreninger af låntagere, men derimod selvejende fonde med en anden målsætning end foreningerne. Foreningerne havde til målsætning at varetage medlemmernes interesser. Det gav sig bl.a. udslag i, at foreningens formue tilhørte medlemmerne, som fik udloddet deres andel af foreningens formue ved udtræden efter ganske komplicerede regler.

Denne foreningstankegang blev i langt over 100 år opfattet ganske snævert, således at kreditforeningerne varetog de til enhver tid værende medlemmers interesse. Det gav sig bl.a. udslag i en meget tilbageholdende lånepolitik. For så snart kreditforeningen havde nået en vis størrelse, havde foreningens medlemmer ikke den store interesse i yderligere udlån, idet de nye låntagere jo typisk ville være mere risikobehæftede end de låntagere, der allerede var i foreningen. Kreditforeningernes historie var derfor præget af en meget forsigtig udlånspolitik, og underbelåning snarere end overbelåning kan siges at have været kreditforeningernes afgørende svaghed. Det var da også baggrunden for, at staten tog initiativet til oprettelsen af de ovenfor nævnte reallånefonde.

Fra begyndelsen af 1970'erne skete der en væsentlig ændring, idet kreditforeningerne bevægede sig i retning af fondskonstruktionen. Der påbegyndtes opbygningen af en selvstændig foreningsformue, der ikke tilhørte medlemmerne. I dag står det direkte i realkreditloven, at kreditforeningernes formue ikke kan udloddes til medlemmerne. Siden er der så yderligere sket det, at de "gamle" realkreditinstitutter er gået over til aktieselskabsformen, omend de 100% ejes af foreninger/fonde. Men det er sandsynligt, at de på et tidspunkt vil gå et skridt videre og sælge en del af aktierne til tredjemand og således blive "almindelige" aktieselskaber, med profit og ikke varetagelse af låntagerinteresser som formål. Derudover har vi i de seneste år fået oprettet egentlige realkreditaktieselskaber, som ejes af pengeinstitutterne.

Denne udvikling kan give anledning til at spørge, hvad der egentlig skal forstås ved realkredittanken. Der er næppe tvivl om, at svaret på dette spørgsmål har ændret sig ganske meget over tid. Går man blot 40 år tilbage, er der ingen tvivl om, at foreningstankegangen blev opfattet som værende et helt afgørende idegrundlag bag det danske realkreditsystem. Fra 1851 og mere end 100 år fremefter mente man, at de bærende principper var:


I dag er situationen den, at foreningstanken dels har ændret afgørende indhold, dels er kraftigt på retræte. Ændringen i foreningstanken er sket ved, at foreningsformuen ikke længere er medlemmernes ejendom, og at der ikke længere sker udlodning af reserveandele undtagen for et mindre antal ældre lån. Retræten giver sig udslag i, at alle nye realkreditinstitutter er aktieselskaber, og at de gamle realkreditinstitutter i stadig stigende grad betragter sig som aktieselskaber. Man kan i hvert fald ikke tale om foreningstanken som en bærende del af dansk realkredit. Men udviklingen minder om, hvad der er sket i sparekassesektoren, der jo også har skiftet ideologisk grundlag. De små sparekasser reklamerer ikke længere med, at de er sparekasser, men med at de er lokale.

Det solidariske ansvar er på vej ud. Det er blevet gjort over flødigt takket være, at de tidligere kreditforeninger nu har fået opbygget en så stor egenkapital, at det solidariske ansvar ikke er nødvendigt, samtidig med at eksistensen af realkreditaktieselskaber sikrer, at der altid kan skaffes risikovillig egenkapital, således at obligationsejerne er sikre.

Balanceprincippet er blevet blødt op. Der er i dag visse om end meget små - muligheder for afvigelse fra balanceprincippet. De er dog så små, at de ikke indebærer nogen som helst risiko. Balanceprincippet er stadig så snærende, at de kun åbner meget små muligheder for produktudvikling. Det må formodes, at udviklingen vil gå i retning af, at man i stadig stigende grad tillader afvigelser, blot realkreditinstituttet på total basis sørger for ikke at påtage sig nogen stor risiko. Der kan være så meget desto mere grund til at tillade dette, som at realkreditinstitutterne nu har fået en betydelig egenkapital og at lovgivningen kontrollerer anbringelsen af instituttets egne reserver. Det har mindsket behovet for den meget stringente overholdelse af balanceprincippet, ligesom vore dages EDB-systemer tillader en mere effektiv styring af risikoen. Det er i god overensstemmelse med moderne porteføljeteori, at man forsøger at analysere og styre den totale risiko. Det svarer fuldstændig til udviklingen på pengeinstitutområdet. Hvor man tidligere havde et egenkapitalkrav i forhold til balancen, har man nu forfinet risikomålene betydeligt, med inddragelse af porteføljeovervejelser. Man kan diskutere, om det er pengeinstitutterne, der har bevæget sig i retning af realkreditten eller omvendt, fordi der i dag er en styring af pengeinstitutternes renterisiko, der overordnet set kan minde om balanceprincippet. Pointet er, at risikostyringen i stadig stigende omfang vil ske på identiske måder i pengeinstitutter og realkreditinstitutter og ud fra en porteføljebetragtning.

Belåning ud fra "murstensværdien" alene uden nogen personbedømmelse er ikke længere det sine qua non, som det engang var for danske realkreditinstitutter. Det startede med, at man undersøgte om folk var registreret i RKI , og gik videre til, at man så på, om folks privatøkonomi hang sammen, om de havde betalt deres terminer til tiden osv. Der er vel grund til at antage, at man kan forestille sig en glidende tendens, hvor forskellen over til banker bliver stadig mindre. Dvs. at realkreditinstitutterne bruger "murstensvurdering" på lån langt inden for lånegrænsen og så bruger personvurdering i stadig stigende grad, jo større lånet er i forhold til ejendomsværdien. I og med, at vi har fået pengeinstitutter med eget realkreditinstitut er en sådan udvikling logisk. Realkreditlån og efterstående personlån i pengeinstituttet vil blive betragtet som en pakkeløsning.

Uopsigeligheden fra kreditors side er der ikke nogen tegn på vil blive ændret.

De eneste virkelig gennemgående principper i realkreditsystemet synes således at være finansiering med obligationsudstedelse og uopsigelighed fra kreditors side.

Disse forskydninger i systemets virkemåde kan man alt efter behag opfatte som om, systemet ikke har virket, eller tværtimod som et bevis på, at systemet er tilpasningsdygtigt. Man kan måske se en parallel med det danske demokrati. Vi danskere plejer vel typisk at sige, at vi fik demokratiet med junigrundloven i 1849. Men afflængig af temperament kan man argumentere for, at vi ikke fik demokrati før vi fik det parlamentariske princip fastslået i begyndelsen af 1900-tallet, nemlig at regeringen ikke måtte have folketingsflertallet imod sig, at vi ikke fik demokrati før kvinderne fik stemmeret (1915) eller at vi først fik demokrati, da vi fik afskaffet Landstinget, hvor kun de 35-årige havde stemmeret. Det er sundt og naturligt, at institutioner tilpasser sig løbende, også selvom de kommer langt væk fra deres oprindelse.

Hvilken "dom" skal man fælde over det danske realkreditsystem i anledning af dets 200 års jubilæum?

Realkreditsystemet var et betydeligt fremskridt, da det kom og obligationsfinansiering er stadig i dag en særdeles fiks og hensigtsmæssig finansieringsform. Fremskridtet var ikke kun i forhold til låntager, der fik et billigt låneprodukt, men måske fuldt så meget i forhold til långiver, der nu fik øget sikkerhed og øget omsættelighed af sin formue. Der kan specielt være grund til at fremhæve, at balanceprincippet i det store og hele forhindrede det i at falde i de risikofælder, som mange andre finansielle institutter både i Danmark og udlandet faldt i med hensyn til mismatch mellem aktiver og passiver. Der kan være grund til at fremhæve, at realkreditsystemet, omend det ikke har været fuldstændig forskånet for katastrofer, har haft langt færre kriser end finansielle institutioner generelt i sine 200 års eksistens. Det har ikke været nødvendigt med omfattende statstilskud i krisetider.

Realkreditsystemets skæbne har på godt og ondt hængt sammen med den statslige regulering af sektoren. Det blev nævnt i indledningen, at en tjenestemands stivhed gav anledning til oprettelsen af det første danske realkreditinstitut, men at staten til gengæld fremmede oprettelsen gennem tilskud. Statens dobbelte rolle som velgører og stivsindet beslutningstager har været gældende i samtlige 200 år. Der er forskellige områder, hvor lovgivers stivhed har givet realkreditsystemet problemer; bl.a. er realkredittens produktudvikling og organisationsudvikling noget hæmmet af offentlig regulering. På den anden side har det offentlige ved forskellige lejligheder reddet realkreditten fra dumheder, som kunne have været særdeles kostbare. F.eks. kan nævnes, at realkreditinstitutionerne for mange år siden i fast tiltro til datidens ØMU udstedte dobbeltmøntede obligationer, med det resultat at en dansk devaluering i 1920'erne var ved at ruinere flere kreditforeninger. Kun statslig indgriben reddede foreningerne. Men det kan ikke undre, at hverken stat eller realkreditinstitutioner har handlet optimalt i 200 år. Vi har imidlertid haft et system, der fungerede og har tilpasset sig til ændrede tider og forhold. Og større krav kan man næppe stille til noget menneskeskabt.

Paa en Sandstensstøtte læses:

Abrahamus Kall natus die 2 Julii 1743, denatus die 5 Decembris 1821. Merenti coronam lauream musæ, querceam cives porrexere;

— og paa en sort Marmorplade:

Her hviler Støvet af Maria Anna Sophia Rosenstand Goiske, fød 7 Juli 1749, gift d. 11 Novbr. 1774 med Professor A. Kall, død 11 Nov. 1825. Hun var det ædleste Menneske, den frommeste Kristen, den kjærligste Ægtemage, den ømmeste Moder. Hun gik i Fred til sin Gud, for at høste sine Gjerningers Frugter.⁷

Fra ”Selskabet for Borgerdyd og Borgerdydskolen”:⁶

Slutningen af 1700-tallet var en opgangsperiode i Danmarks historie. Handelen blomstrede. Landet fik der ved tilført kapital, hvilket var med til at skabe økonomisk baggrund for, at reformideer kunne føres ud i praksis.

Det var oplysningstidens tanker, der slog igennem, og her var det nok det humane aspekt, som fik flest praktiske udtryk: forbedring af bondestandens kår, en mere human strafferet, forbud mod handelen med negerslaver og reform af skolevæsenet. Ud over at nå praktiske, resultater inden for videnskab, økonomi og politik fandtes et udbredt ønske om at påvirke, opdrage og formidle holdninger. Det blev først og fremmest byernes borgerskab, der fungerede som katalysatorer for oplysningen og dens forestillinger om skabelsen af nyttige samfundsborgere. Revolution var der ikke tale om. Kun i begrænset omfang blev der sat spørgsmålstegn ved det enevældige monarki, og den oplyste enevælde som formidler af befolkningens velstand var og blev idealet.

Borgerne følte, at det var dem, der skaffede staten den økonomiske fremgang. Denne selvopfattelse bidrog til, at de følte et ansvar for at virke til den almene nyttes fremme. Foreninger med alskens formål dannedes som udtryk for denne nye sociale selv forståelse, der tilstræbte at skabe nyttige borgere, dydige og nyttige. for sig selv og dermed for nationen!

En opfordring til dannelse af et sådant selskab fremkom den 21. marts 1785 i Adresseavisen - et tillæg til tidens mest læste publikation Kiøbenhavns Aftenpost:

»I mange aar have vi læst og hørt tale om Overdaadigheds ulyksalige Virkninger paa ethvert Folk. Vi danske, og især Kjøbenhavns Indvaanere, have nu endelig bragt det saa vidt, at vi kiendelig se og føle vor Ulykke; men ere vi endnu ikke de samme Daarer? Tænke vi paa at udvikle os af den Fortryllelse, i hvilken vi ere besnærede og indviklede? Vi forurette og plyndre vort Afkom, vi synke under Modens og Yppighedens trykkende Aag, men gribe ikke til Midler, disse sikre og ubedragelige Midler, som vor Fornuft og Hensyn til de ældre Dage fremstiller.

Vi se oprettede iblandt os mange Selskaber, Klubs og Foreninger; lader os endnu forøge disses Antal med ét! Skulde det ikke være muligt, at nogle Familier her i Byen kunde blive enige om at sammentræde i et Selskab, der ville foreskrive sig selv nogle Sparsommeligheds Love, søge ved sit Exempel at forøge Medlemmernes Antal, arbejde sig Tid efter anden alt længere og længere frem til den Grad af Tarvelighed, som kan passe sig paa vor Tidsalder.

Lader os gjøre et Forsøg!..«
Henvendelsen var anonym, men behandlede et spørgsmål, som netop da var genstand for debat: mode og luksus. Og resultatet udeblev da heller ikke. Godt 70 personer meldte sig som deltagere, og allerede den 15. april kunne stiftelsesmødet holdes.

74 medlemmer blev optaget og den 20. april endnu 84. Og tilstrømningen skulle blive endnu større: frem til 1789 optoges ialt 500 personer i selskabet. En del udtrådte ret snart som følge af de uoverensstemmelser, der prægede arbejdet. Hvem den oprindelige initiativtager var, vides ikke, men det fremgår af medlemslisten, at tilslutningen er kommet fra et bredt udsnit af først og fremmest det københavnske borgerskab. Af de mest initiativrige kan nævnes Kiøbenhavns Aftenposts redaktør Emanuel Balling, etatsråd Tyge Rothe og professor Abraham Kali.

Balling optrådte som selskabets sekretær, og på et møde den 2. maj 1785 døbtes det af hovedtaleren, Tyge Rothe. Efter meget vidtløftigt og temmelig uklart at have beskæftiget sig med selskabets hovedformål sluttede han sin tale med ordene:

»..Og saa ikke for at ville være den, der gav Selskabet Navn, men for at udtrykke den Tanke, det ønske, det Haab,Men Udsigt, der i denne Stund opfylder helt min Sjæl kalder jeg vor Forening Selskabet for Borgerdyd. Et saadant ser jeg her, m.H., i hver af eder ser jeg en Borgerdydsven! Med hver af eder ønsker jeg vort Fædreland til Lykke. Og saaledes tænkende, saaledes haabende, er jeg da højmodigen glad i denne Stund; jeg vil alstedse være det, saalænge vi i Gjerning og med Kraft, og med Visdom udgjøre et den 'danske Stats, et vort elskede Fædrelands
Selskab for Borgerdyd!«

I løbet af maj måned debatteredes lovene for endeligt at blive udformede i august. Selskabets formål og hensigter er formuleret her:

»Selskabet skal være Borgerdyd i Almindelighed og Tarvelighed i Særdeleshed helliget Kjærlighed til al borgerlig Dyd skal være den fælles Drift, som bevæger og berettiger enhver god Mand til at indgaa i Selskabet:

og Tarvelighed skal være det første og vigtigste Formaal for dets Bestræbelser, da den for nærværende Tid kan anses som den Borgerdyd, hvorved alle øvrige kunne fremmes, den offentlige og den huslige Lyksalighed betrygges, og den alt for meget herskende fordærvelige Tænke- og Levemaade hæmmes.«

Lovene om medlemmernes forpligtelser udformedes omstændeligt, men der kom til at herske stor uenighed om måden, hvorpå ideerne skulle udformes. Et alment formål kunne man vel enes om, men når det kom til underskrift mod at indkøbe Nürnberger dukketøj og forbud mod at være medlem af teaterselskaberne, reagerede medlemmerne ved at udtræde af selskabet i stort tal.

Store planer udformedes og effektueredes delvist -bl.a. en forsørgelseskasse og et bibliotek, men de fik alle kun en kort levetid (som selskabet, der ophørte 1791) bortset fra et enkelt initiativ: oprettelsen af den skole, der endnu bærer selskabets navn. Tanken om at oprette en skole lå i forlængelse af den oplysende virksomhed, som selskabet drev gennem en række forelæsninger og foredrag om praktiske videnskaber. På et møde den 20. december 1786 forelagde Abraham Kall et forslag om at oprette en realskole. To anonyme mænd tilbød at betale et eventuelt underskud, og allerede den 2. februar 1787 offentliggiordes planen i Adresseavisen. Der skulle undervises i »tjenlige Kundskaber«, dvs, religion og sædelære, fædrelandets sprog, at skrive en smuk og flydende hånd, at regne færdig og efter faste og rigtige grunde, historie og geografi, fritegning og arkitektur, det nyttigste af naturhistorien, matematik, tysk, engelsk og fransk. Det var en efter tiden meget fremsynet fagrække. Hertil kom, at tilegnelsen af viden skulle fremmes ikke ved hug, men ved karakterer.

Selskabet valgte en direktion til bestyrelse af skolen, til bestyrer Jens Bertel Møller, og den 1. maj 1787 åbnedes da Borgerdydskolen med omtrent 60 elever i Købmagergade, hvorfra man i oktober samme år flyttede til Pilestræde. I 1788 erhvervedes en gård på hjørnet af Skidenstræde (Krystalgade) og Nørregade, og ved indflytningen her deltes skolen, således at flertallet på næsten 60 disciple forblev i Nørregade, mens de resterende nogle og tyve fik til huse i et lejet lokale i Laxegade. Det er denne udflytterskole, der senere blev til Borgerdydskolen på Christianshavn, Borgerdydskolen i Helgolandsgade, fra 1919 Vestre Borgerdydskole, fra 1970 beliggende på Sjælør Boulevard.

Om årsagen til delingen af den oprindelige skole er fremsat flere forklaringer: at beliggenheden på Nørregade skulle være for afsides for dem, der boede i den østlige del af byen, og at der var for dårlig plads til de omkring 80 elever. Disse mere officielle forklaringer anfægtes af Johannes Helms i hans beskrivelse af skolens barndom og ungdom, forfattet i anledning af skolens hundredårsfest. Her tilskriver han delingen en indre splid i selskabet, hvor professor Scheel (senere direktør ved Skoleseminariet) og pastor Hansen fra Hellig Geist Kirke søgte at fortrænge Abraham Kall fra direktionen. Hans teori understøttes af den kendsgerning, at Kall i den følgende tid væsentligst og siden alene beskæftigede sig med den mindre udvandrerskole.

Hvorledes undervisningen er foregået i disse første år, foreligger der så godt som ingen oplysninger om. At de smukke idealer om human motivation ikke altid har været lette eller mulige at gennemføre, vidner nogle biografiske optegnelser fra kommandør J.J. Paludan om. De omhandler tiden lige inden skolen flyttede til Christianshavn:

»I mit 4de Aar var jeg kommen til Kjøbenhavn, hvor min Fader blev Provst ved Frelserens Kirke på Christianshavn. Nu blev jeg sat i Borgerdydskolen, hvor jeg ingen Ting lærte, da jeg var doven, Lærerne slette og barbariske, og min Fader, som var i fortrykte Omstændigheder, og som maatte skrive Bøger, som tog hele hans Tid, ikke kunde paasee den forkerte Skolegang. Regelmæssig fik jeg hver Dag mine Prygl i Skolen og i Hjemmet,.og jeg satte mig for at trodse mine Tugtemestre.--- Prygl brød jeg mig ikke om og læste aldrig paa mine Lektier.--- Jeg var nu en stor Dreng paa 11 Aar. Intet var mig utaaleligere end min Skolegang, hvor jeg drev Tiden hen uden at lære noget og fik mine reglementerede 4 å 6 Haandtager af et Birkeris's omsnoede Ender tillige med den inhumane Benævnelse: »Du Naturens Afskum! ræk ud« Jeg passede paa, at min Tormentor fik for det meste lige saa mange Slag over sine Been, som jeg i Hænderne ved behændig at trække Haanden bort, naar han hivede til, hvad der vakte megen Fornøjelse i Classen, især naar han gav sig og gned sine Knæer. Jeg lo med, og Spadsen gjentoges, til han og jeg vare kjede deraf. En Lærer tog mig engang ud og rev mig i Haaret. Jeg stillede mig op imod Væggen og spyttede paa ham. Han foer rasende ind paa mig, men jeg satte mit Ben mod hans Mave, saa han vaandede sig forfærdeligt og opgav Striden. At dette kunde gaa godt, begriber jeg ikke, men formentlig turde Læreren ikke klage, fordi han havde slæbt mig ud paa Gulvet i Haarene.«

Det må både håbes og antages, at kun få elever var som Paludan. I modsat fald havde skolen sikkert ikke nu kunnet fejre sit 200-års jubilæum.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Rasmussen, Jens Lassen, 1785-1826, Orientalist, blev født 22. Avg. 1785 i Vestenskov paa Laaland, hvor hans Fader, Michael R. (f. 1743, d. 1810 som Sognepræst paa Bogø), da var resid. Kapellan. Hans Moder var dennes første Hustru, Dorthea Sophie f. Busch (f. 1754 d. 1790). 1802 blev han Student, dimitteret fra Vordingborg Skole, og tog 1806 theologisk Examen. 1809 vandt han Universitetets Guldmedaille for en historisk Prisopgave. For Historie nærede han overhovedet stor Interesse. En kort Tid (omtr. 1810) underviste han i dette Fag ved Borgerdydskolen i Kjøbenhavn og roses som en fortræffelig, baade vækkende og samvittighedsfuld Lærer i en Periode, hvor denne Skole ellers befandt sig fuldstændig i Forfald. Mere og mere bleve dog de orientalske Sprog hans Hovedstudium, og efter at have taget Doktorgraden i Okt. 1811 tiltraadte han med offentlig Understøttelse en længere Udenlandsrejse for ved fremmede Universiteter at uddanne sig videre i disse Sprog, navnlig Arabisk. I April 1813 vendte han hjem og blev derpaa samme Efteraar udnævnt til Lektor ved Universitetet i de østerlandske Sprog, 1815 til Professor i samme Fag. I denne Stilling virkede han indtil sin Død, 30. Marts 1826.

Af rent sproglige Arbejder udgav han forskjellige Behandlinger af den hebraiske Grammatik, der i en Aarrække benyttedes ved Undervisningen i dette Sprog. Men hans egentlige Hovedarbejder vedrøre Orientens Historie. I 1814 tilkjendte Videnskabernes Selskab ham sin Sølvmedaille for et Arbejde om «Arabernes og Persernes Handel og Bekjendtskab med Rusland og Skandinavien i Middelalderen». Denne Afhandling, der af Molbech betegnes som «upaatvivlelig et af de lærdeste Arbejder, som har været Selskabet meddelt siden Grams Dage», skulde egentlig have været optagen i Selskabets Skrifter, men Forfatteren foretrak at offentliggjøre den i Tidsskriftet «Athene» (II, 1814). Den vakte betydelig Opsigt, blev oversat baade paa Svensk, Engelsk og Fransk og 1825 af Forfatteren selv omarbejdet paa Latin og udgivet som Universitetsprogram («De Orientis commercio cum Russia et Scandinavia medio ævo»), og den fortjener endnu stedse at læses og kjendes. 2 andre, for sin Tid vigtige og fortjenstfulde Arbejder af ham ere «Historia præcipuorum Arabum regnorum rerumqve ab iis gestarum ante Islamismum» (1817, med «Additamenta» 1821) og «Annales Islamismi s. Tabulæ synchronistico-chronologicæ chalifarum et regum Orientis et Occidentis» 0825), og begge faa forøget Værdi ved de i dem efter Haandskrifter paa vort kongl. Bibliothek meddelte Texter med Oversættelse og Noter. End videre kan fremhæves «Det danske afrikanske Kompagnis Historie» (1818). Af en dansk Oversættelse fra Arabisk af «Tusend og én Nat» udkom kun det 1. Bind (1824).

18. Sept. 1814 ægtede han Johanne Jacobine Christiane Henriette Kall (f. 20. Okt. 1786 d. 15. Jan. 1860), Datter af Orientalisten Nic. Chr. K. En Søn af dette Ægteskab er ndfr. nævnte M. N. C. Kall R.

Fra Illustreret dansk Litteraturhistorie:²

Dyrkelsen af de semitiske Sprog fortsattes med Dygtighed af Kall, der bl. a. udgav en arabisk Grammatik,... og navnlig af Professor JENS LASSEN RASMUSSEN (f. 22. Aug. 1785, d. 30. Marts 1826). Rasmussens Hovedværker ere »Historia præcipuorun regnorum ante Islamismum« (1817) og »Additamenta ad historiam Arabum ante Islamismum« (1821). Det sidste Værk gav Anledning til en Mistanke om, at Forfatteren havde benyttet Reiskes Samlinger i langt videre Omfang, end han selv havde angivet. Mistanken, der forklaredes ved Mangelen af en redegjørende Fortale til Additamenta, blev udtalt af selve Arabologernes Stormester, S. de Sacy, der ogsaa havde været Rasmussens Lærer (i Journal des Savants 1821 p. 686). Rasmussen afviste med Indignation og Energi Mistanken (i Fortalen til »Annales Islamismi« 1825)- Jeg har ved en Undersøgelse af Reiskes Samlinger, der opbevares paa det store kongelige Bibliothek, overbevist mig om, at der ikke foreligger nogen Grund til at tro, at Professor Rasmussen har misbrugt disse Samlinger, der overhovedet, bortseet fra Abulfedas Annaler, have langt ringere Betydning, end fremmede Lærde - f. Ex. Frähn - have antaget.