Personside - 40

Benny Graff Mortensen sammenfatter:

Andreas Norman blev født den 29. Juni 1666 i Landskrona.
Han var gift med Anna Margrethe Paulli (1672-1756).
Fik borgerskab som Guldsmedemester i Kbh.1695;
Kongens Guldsmed fra 1700
Andreas Normann betegnes ogsaa som Hofjuvelér og nævnes ofte i Kammerregnskaberne før og efter 1696 for udført guldsmedearbejde.
Han døde den (15?) 5. Januar 1727 og mindes ved et prægtigt Epitafium i kapellet ved Skt. Petri Kirke i København, hvis "Vorsteher" (kirkeværge) han var fra 1715.

^{F. R. Friis: Bidrag til dansk Kunsthistorie (Khn. 1890-1901) S. 42.
Ph. Weilbach: Nyt dansk Kunstnerlexikon II S. 182, kalder ham urigtigt: Anton Normann
October Maaneds Nye Tidender S. 75.
Louis Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen 1925. Portrait efter Oliemaleri gengivet s. 160. Epitafiet afbildet s. 241, dets Indskrift meddelt s. 368 f.}

Vedr. portrættet af Andreas Normann

Portrætminiature af Guldsmed Andreas Norman lavet ca. 1715
(findes på Kunstindustrimuseet, inv. nr. B 23/1908, en gave fra 1908)
Det er malet af Georg Saleman, (ca. 1670-1729, miniaturemaler).
Han var ikke blot sin tids bedste miniaturemaler, han var i det hele en af de bedste portrætmalere på sin tid. Saleman synes at have været venskabeligt knyttet til guldsmed Andreas Norman. Han boede i dennes hus (på Ulfeldts Plads), indtil det brændte ved Københavns brand 1728, hvorved han mistede sine ejendele.

Lidt om Københavns Brand og Ulfeldts Plads i 1728

"Fra Gammeltorv havde ilden spredt sig til Ulfeldts Plads, det nuværende Gråbrødretorv. Skamstøtten over Corfitz Ulfeldt mistede i heden fra de brændende bygninger et par bogstaver. Et par timer senere nærmede ilden sig Helligåndskirken og omkring kl. 20 gik kirkens klokkespil i gang og spillede som sin egen begravelsessalme Thomas Kingos: Vreden din afvend, herre Gud, af Naade."

Vedr. Andreas Normanns arbejder

Fra Weilbachs kunstnerleksikon. Normann har bl. a. udført:
- Rytterstatuette i Sølv af Fr. IV (1700, Rosenborg)
- Oblatæske (1700, Brarup Kirke);
- Medaille til Pr. IV.s Fødselsdag 1702; formentlig Sølvstol og Sølvbord med Sfinxer o. a.
- Figurer i drevet Arbejde (1715, Rosenborg).
Andreas Hansen Normanns enke fik 3. April 1731 betaling for ændringen af det kgl. navnetræk på nogle skilte. G.B. G.G.

^{Weilb. 2. Udg. (som Anton Norman).
E. Hannover: Det danske Kunstindustrimuseums Virksomhed, 1908, 26;
Hist. Medd. om Kbh., IV, 1913-15, 356 f.;
Jørgen Olrik; Danske Guldsmedes Mærker, 1919;
Hj. Friis: Rytterstatuens Historie i Europa, 1933;
G. Galster: Danske og norske Medailler, 1936;
Chr. A. Bøje: Danske Guld- og Sølvsmedemærker, 1946, 55.}

Fra Rosenborg Slot

De Danske Kongers Kronologiske Samling, Slottets mindeværelser:

Når man træder ind i Frederik 4.s sal på slottets første sal, hilses man velkommen af kongen til hest. Rytterstatuetten af Frederik 4., der fremstiller kongen som romersk imperator, blev skænket kongen som nytårsgave i 1701 af dronning Louise. Imperatorfremstillingen var et yndet motiv blandt de oldenborgske konger, der gerne lod sig sidestille med antikkens magtfulde kejsere.

Fra Georg Galster (om guldsmeden Andreas Normann)

Danske og norske Medailler og Jetons ca. 1533-ca. 1788, København 1936 side 170-171:
"Kongens guldsmed paa Ulfeldts Plads (nu Gråbrødre torv) " (note 364) kan indføjes blandt Medailleurer, for så vidt som han har signeret en enkelt medaille i anledning af Frederik IV's fødselsdag den 11. Oktober 1702. I den vidtløftige skildring af Majestætens fødselsdagsfest "som Kiøbenhavns Post-Rytter frembar Aar 1702" beskrives ogsaa denne "anseelige Skuepenge" (note 365). Den lille krone hentyder til Kronprinsen.

Indskrift på medaljen

NON FECIT ITA VLLI GENTI. PSALM. CXLVII. V. XX. - NATALIS TRIGESIMVS SECVNDVS XI. OCT. A. ”Han har ikke gjort saaledes for noget Folk. Psalme 147 v. 20. ”

Frederik IVs 32te Fødselsdag 11. Oct. 1702, se Galsters værk - nr. 41 i tekstbindet, tavle VII nr. 2. Fig. 288. Note. ”Kjøbenhavns Postrytter” var den ene af to danske aviser i 1700-tallet.

Begravelse

Krypter i Skt. Petris Sydfløj

Krypt nr. 24 i Sydfløjen. Den blev solgt i 1705, Andreas Normann var dens første ejer.

I krypten:
- Andreas Normann 1727 hofjuveler, kirkens værge 1715-1719
- Margarethe Würger 1732 (hans svigermor)
- Anna Margrethe Normann 1756 (hans kone, født Paulli)
samt
- Elisabeth Cretschmer 1766 (Se Louis Bobe, side 391 under Joachim Würger)
sidst, derefter er krypten tilmuret.

Gravkapeller af denne art er ret almindelige i Sydeuropa, men Sankt Petris gravkapeller, oprettet fra år 1681, er de eneste i hele Norden. Tre fløje omslutter den såkaldte urtehave (menighedens gamle kirkegård) med mange gravpladser, hvoraf kun ganske få kan bestemmes. Sydfløjens udvidelse (mod højre) blev tilføjet i 1740 og er rejst på pladsen af et mindre kapel, som nedbrændte.

Der er opsat et famile epitafium i kirkens kapel med følgende indskrift:

“Epitaphien: Über Hofjuwelier Andreas Normann (Nr. 10).

Ein Hellspielender Diamant eingefasst im Schönen Metall war vormahlen die Seele in dem Cörper des Edlen Gros Achtbaaren und Wohlvornehmen Herrn ANDREÆ NORMANN Königlich Dänschen Hof-Juwelirers und Vorstehers dieser Teutschen Gemeinde, gezeugt von Christlichen Eltern in LandsCron d. 29. Junii Anno 1666 und von Gottes Gnaden Hand Als ein Sonderbahres Gnaden-Zeichen zur Ehr und Zierde der Grossachtbahren und Tugentsamen Frauen ANNA MARGARETHE gebohrne VON PAVLI geliehen, welchen sie auch in die 30 Jahr im Ehelichen Band mit gröstem Seegen und Vergnügen getragen Nebenst sieben andern mit Christi Blut erkaufte Juwelen So Gott und die Natur nach gerade von ihm abgesetzt Indem Sie von Ihm gezeuget 2 Söhne und 5 Töchter. Als Ihm aber der Grosse Gott, dem er zugehört, wider foderte Und Ihn am 15 Januar Ao 1727 aus Seinen Schwachen Gehäuse aufbrach, Und unter die Edelgesteine des Himlischen Jerusalems versatzte, Hat man den Leib als ein vergängliches Gehäuse nahe bei diesem Stein ein Zeit lang wollen bewahren biss er herlich Renoviret Seinen Diamant wieder umfassen kan. Die aber die in diesem Leben als ein Eh-Schatz getragen, hat von Ihm nicht weder der Seelen noch dem Leibe nach wollen getrennet sein. Sie ist gebohren allhier in Coppenhagen d. 23 Maii 1672 und sturbe d. 26 Juli 1756.”

^{Ref.: Louis Bobe (s. 368-369)}

Fra Dansk Biografisk Lexikon:³

Møller, Palle, 1677-1757, Industridrivende, skal have hørt til Familien Lasson (den bekjendte Jurist Peder Lassens Slægt), men brugte aldrig dette Navn. Oprindelig var han Landmand; han er saaledes Forpagter først af Hagsholm lidt nord for Frijsenborg og derpaa af Hvolgaard lidt nord for Grejs, men hans Interesser gik væsentlig i industriel Retning. 1702 kjøber han nogle Huse i Hylke Sogn ved Skanderborg, muligvis med et industrielt Maal for Øje, sikkert er det, at han opretter et Jærnmanufaktur for Høleer, Skæreknive, Nagler og Søm i Nørremølle, Bryrup Sogn, vest for Mossø. Det er vistnok i Virksomhed 1707, og det forøges med et lignende Værk med Privilegium af 1716 i den nærliggende Bryrup Mølle; efter Privilegium af 1730 udvidedes dette sidste Værk til ogsaa at være et Kobberværk. M. skal ved disse for Datiden betydelige Virksomheder have givet Brødet til 70-100 Personer (Kvinder og Børn medregnede), og han maa selv være bleven en velhavende Mand; i Krigsstyr skal han for sig og sine «ved sidste Krig med Sverige» have betalt over 7000 Rdl. Mærkeligt er det ogsaa at høre, at han endog 2 Gange skal have afslaaet en ham tilbudt «Karakter». Han blev begraven 19. April 1757. Han var gift med Ide Nicolsdatter f. Seidelin (f. 1688 d. Juni 1739), Datter af Præsten i Skanderborg Mag. Nicol S. og Cathrine Hansdatter f. Luxdorph.

^{Giessing, Jubel-Lærere II, 2, 284. 305.
Saml. t. Jydsk Hist. og Topogr. 3. R. I, 140 ff.}

C. Nyrop.

Sammenblandingen af Nørre Mølle og Bryrup Mølle

I mange beskrivelser af Palle Møllers virke fremgår fejlagtigt, at han anlagde to jernmanufakturer og et kobberværk ved den nedlagte Bryrup Mølle. Det skyldes hovedsagelig, at de alle refererer til samme fejlagtige kilde.

Bryrup Mølle blev aldrig en del af Palle Møllers fabrikker, hvilket desværre fremgår af de fleste tidligere bogværker, hvor møllerne er nævnt. Man kan måske undre sig over, at så mange har taget fejl, og at kun Kristian Vestergaard i sin bog Vandmøller i Gl. Skanderborg Amt korrekt gør Bryrup Mølle og Krude Mølle til samme mølle, men også han får dog Palle Møller blandet ind i Bryrup Mølle, ligesom han angiver, at Palle Møller yderligere oprettede både jernmanufakturer og kobberværker ved Kæmpes Mølle i Grædstrup Sogn, hvilket ikke synes at være korrekt. Det er ikke undersøgt, men intet i Palle Møllers korrespondance omtaler Kæmpes Mølle. Erik Pontoppidans “Den Danske Atlas” må dog bære noget af skylden, når der står: “Ved Bryrup Mølle ligger Møllersdal, hvorved findes trende værker, som drives ved vand, anlagte af Palle Møller, nemlig en kobberfabrik, et Hø-Le værk og et Nagelsmedværk.” Strengt taget er det ikke forkert, da “Ved Bryrup Mølle” kun udtrykker en lokalitet og ikke et sammenfald af møller, men der burde have stået “Ved Nørre Mølle”. Da Nørre Mølle på det tidspunkt var øde, mens Rytterdistriktets kornmølle, Bryrup Mølle var i fuldt vigør, er formuleringen forståelig.

Erik Pontoppidan udgav kun selv de to første bind 1763 og 1764, mens det fjerde og aktuelle bind er “skrevet i Fridericia på Hans Kongelige Majestets allerhøieste fødselsdag d. 29 januar 1768” af Erik Pontoppidans svoger, Amtmand Hans de Hofmann, efter Pontoppidans forarbejder. Ifølge Salmonsens Leksikon havde biskop Erik Pontoppidan ikke nogen kritisk metode, men hans betydning lå i hans samlerflid. (Erik Pontoppidan: Den Danske Atlas. 1763-74.)

I O.J. Rawerts ”Kongeriget Danmarks industrielle Forhold”, som udkom i 1850, står der: ”1716 oprettede Palle Møller en fabrik til færdiggørelsen af høleer, og skæreknive i Møllersdal, fordum Bryrup Mølle, i Bryrup Sogn, Thyrsting Herred, Skanderborg Amt. Den fortsattes af ham indtil han døde 17 år efter.” Som det fremgår af det foregående, kom navnet Møllersdal først til omkring 1728, og Palle Møller døde i 1757. At Bryrup Mølle blandes ind, kan skyldes Erik Pontoppidans ”Danske Atlas”, men også, at ingen tilsyneladende har været opmærksom på, at det var Caspar Lohmann, som etablerede en hølefabrik på Bryrup Mølle, hvilket først skete i 1776, hvor han jo netop gjorde opmærksom på, at værkerne ved Nørre Mølle var nedlagt.

Emil Fischers tidligere citerede “Bidrag til Bryrup Mølle og Nørre Mølles topografi og historie” er vel for alvor den artikel, der leder på vildspor, for det er oftest den, man finder i senere kildeangivelser. Emil Fischer kendte Rawerts: ”Kongeriget Danmarks industrielle Forhold”, og han tog måske opfattelsen af, at Palle Møller købte Bryrup Mølle, til sig. Det volder Emil Fischer en del kvaler, at den nedlagte Bryrup Mølle ind imellem dukker op som hjemsted for faddere ved de mange barnedåb, der finder sted, for kirkebogen for Bryrup Sogn er en af Fischers hovedkilder. Emil Fischer har ikke anlagt matrikulære betragtninger, og han har ikke taget hartkornsopgivelserne alvorligt. Havde han det, ville han ikke have været i tvivl om, at han var galt på den med Bryrup Mølle. Men selv her er den lumske faldgrube, at hartkornet for ager og eng til Bryrup Mølle og Stiftsprovstiets “Fløjlshøj” var nøjagtig ens, hvorfor man let kan blande Bryrup Mølle og Fløjlshøj sammen og derved anbringe Bryrup Mølle ved Fløjlshøj, hvilket for at kunne passe med de bedst kendte arkivalier kræver, at vandet i Salten Å løber modsat vej, hvad Emil Fischer da også får det til. At Bryrup Mølles hartkorn aldrig har optrådt i Palle Møllers skøder og opgørelser, burde have fået alarmklokkerne til at ringe hos Fischer. Det gør de ikke i tilstrækkelig grad.

Senere forskere har i forhold til Fischer været privilegeret af bogrækken “Kronens Skøder”, hvor bindet med handlerne 1720-1730 udkom i 1950. Disse bøger har gjort det let at få et vist overblik over køb og salg af krongods, og det er netop her, det anføres, at Bryrup Mølle solgtes af Rytterdistriktet, men forlangtes tilbage. Bryrup Mølles beskedne mølleskyld på 2 td. 1 skp. mod Nørre Mølles 4 td. 1 skp. burde selvfølgelig også have antydet, at de lå ved forskellige vandløb.

J.P. Trap Danmarks store 5. udgave gentager, med henvisning til Fischer, historien om, at Palle Møller anlagde sit 2. manufaktur på den nedlagte Bryrup Mølles plads. Lokalhistorikeren Aage Markussen, som var førstelærer ved Velling Skole, er dybt i tvivl om Fischers konklusioner og svinger i sin opfattelse, mens bibliotekar Chr. Heilmann i Århus Stifts Årbøger begår samme fejl, med kildehenvisninger til Fischer.

Aksel E. Christensen, som i øvrigt har kendskab til vigtige dokumenter i Rigsarkivet om Palle Møller, drager i ”Industriens Historie i Danmark” bind 1 fra 1943 samme fejlagtige konklusion, nemlig at Palle Møller erhvervede Bryrup Mølle klos op ad Nørre Mølle. Hovedkilde hos Axel Christensen er ligeledes Emil Fischer, men også indberetningerne til Kommercekollegiet, hvoraf det ellers fremgår, hvor møllerne lå. Christensen nævner yderligere, at Palle Møller opførte en lille hammermølle ved jernværket, men som nævnt var vandhamrene på kobberværket.

Palle Kousgaard

Leif Erichsen fortæller

Han producerede bl.a. hønsesalat, der blev opreklameret som 'lavet med æg'. Dvs. at de lavede en kæmpebalje salat, og så kom han og slog et enkelt æg ud i baljen med en betydningsfuld mine. Det skulle også være ham, der solgte varer til 8 øre stykket, men 12 for en krone!

Fra Den Seidelinske Slægtsbog²

Stamfaderen til den danske Slægt SEIDELIN er MICHEL SEIDEL, der er født omkring Midten af det 16. Aarhundrede. Ifølge Helsingør Tingbog (15. Juli 1605) er MICHEL SEIDEL ”barnefødt udi Kiøbstaden Verder, udi en Ægte-Seng, af gode, fine og ærlige Forældre, som hans Geburtsbrev klarlig og vidtløftig indeholder.” Antagelig er hans Fødebyen af de tyske Byer Werder i Pommern eller Østpreussen, men Undersøgelser, der i dette Øjemed er foretaget paa Universitetsbiblioteket i Greifswald, har desværre været uden Resultat. Undersøgelse af MICHEL SEIDELs Herkomst vanskeliggøres i høj Grad af, at kun faa Arkivalier er bevaret fra Tiden før Trediveaarskrigen, samt deraf at SEIDEL var et meget almindeligt forekommende Navn.

Herudover vides intet om Michel Seidel, før han den 4. August 1589 fik Skøde paa en Gaard i Helsingør, hvor han var Handelsmand og senere som Raadmand og Byfoged kom til at høre til de fornemste Borgeres Kreds.

9. December 1594 blev Michel Seidel udnævnt til Byens Kæmner for det følgende Aar. 8. November 1596 blev han Raadmand, og 12. Juli 1602-August/Oktober 1611 var han Byfoged i Helsingør. 21. Oktober 1611 blev han atter Raadmand. Han døde i August 1616. Michel Seidel var gift 2 Gange; medens hans sidste Ægteskab var barnløst, havde han i første Ægteskab 1 Søn, der døde barnløs, og 7 Døtre, af hvilke den enes 2 Sønner antog Morfaderens Navn med Hunkønsendelsen -in: SEIDELIN.

Michel Seidels Navn er langt hyppigst skrevet Michell Seidell, men desuden træffes Formerne Michel, Michil, Michill ; Seidel, Seydel, Seydell og enkelte Gange Seidill, Zeidel Qg Zeidell. 1 hans Segl, der desuden indeholder Mærket MS, staves hans Navn MICHEL SEIDEL. Undertiden kaldes han MICHEL GREVE, hvilken Betegnelse - Greve = Foged - hidrører fra hans Byfogedvirksomhed. Michel Seidels eneste Søn antog Navnet GREVE som Slægtsnavn.

De helsingørske Arkivalier er bevaret fra et usædvanligt tidligt Tidspunkt; saaledes er Tingbogen, der begynder 1549, den ældste bevarede Tingbog i Danmark, og Skifteprotokollerne er bevarede allerede fra 1571; det har derfor - væsentligst ved Gennemgang af de lange Rækker af Tingbøger og Skifteprotokoller samt af Byens og Kirkernes Regnskaber - været muligt at samle en Del Oplysninger, dels om Michel Seidel og hans Familie samt de andre gamle helsingørske Slægter, dels om Livet, som det formede sig i Helsingør paa den Tid. Da Tingbøgerne dog væsentligst var Retsprotokoller og derfor især indeholder Arvestridigheder, Drabs-, Tyveri- og Injuriesager, faar man naturligvis et noget fortegnet Indtryk af Helsingør-Borgernes daglige Liv.

Michel Seidel kom til Helsingør omtrent paa den Tid, da Christian IV blev Konge, eller maaske snarere nogle Aar før Frederik II’s Død. Helsingør havde paa dette Tidspunkt c. 5000 Indbyggere. Efter at det 15. Aarhundrede havde været en Blomstringsperiode for Byen, fra hvilken Tid bl. a. dens 2 Kirker og 3 Klostre stammer, begyndte med det 16. Aarhundrede en Nedgangsperiode, da Byen hjemsøgtes af Ulykker: den plyndredes af Lübeckerne 1523, der atter 1535 under Grevens Fejde indtog den, hvorpaa den Aaret efter blev tilbageerobret. Gentagne Pestepidemier hærgede Byen i dette Aarhundrede, saaledes bortrev Epidemien i 1583. c. 1200 Mennesker, medens Antallet af Døde under normale Forhold kun beløb sig til c. 60 aarligt. Trods alt dette kom Byen dog atter til Kræfter i Slutningen af det 16. Aarhundrede, dels ved Sundtoldens stigende Betydning, dels ved Frederik II’s Opførelse af Kronborg 1574-83, saa at den omkring Aar 1600 var en ret anselig By.

Den danske Borgerstand, som Michel Seidel nu kom til at tilhøre, var i sidste Halvdel af det 16. Aarhundrede en Stand, der var i god Fremgang, og hvis Medlemmer baade var i Besiddelse af Dygtighed og Virkelyst.

Første Gang Michel Seidels Navn træffes, er den 4. August 1589, da han faar Skøde fra JENS CHRISTENSEN, Skriver i Køge, paa en Gaard ”liggende paa østre Side udi Kampergaden her udi Helsingør, næst norden op til David Wedderborns Gaard og sønden op til Salig Claus Nielsens Arvingers Gaard.”

Den nuværende Kampergade i Helsingør ligger lige Nord for Axeltorvet; den har Navn efter en Mand ved Navn ANDRIS KAMPEN (antagelig fra Byen Kampen i Holland), der omkring 1550 boede ved det nordøstlige Hjørne af Axeltorvet. Paa Michel Seidels Tid brugtes Navnet Kampergade blot for at betegne en Gade, der førte op til Andris Kampens Hus, hvorfor Navnet dengang foruden om den nuværende Kampergade ogsaa anvendtes om dennes Fortsættelse Groskenstræde samt om den nordligste Del af Bjergegade. Da det imidlertid af Helsingør Bys Regnskaber (1590/91 ff.) fremgaar, at Michel Seidel boede i 2. Fjerding Byen var af de 3 Syd-Nord forløbende Gader St. Annagade, Bjergegade og Stjernegade inddelt i 4 Fjerdinger, af hvilke 2. Fjerding udgjorde den Del af Byen mellem St. Annagade og Bjergegade - har Michel Seidels Gaard antagelig ligget i det nuværende Groskenstræde eller paa den østre Side af den nordligste Del af Bjergegade (derimod næppe i den nuværende Kampergade, der hører til 3. Fjerding).

JENS CHRISTENSEN i Køge havde kun ejet Gaarden i faa Maaneder, idet han havde købt den ved Skøde af 16. Juni s. A. af Abraham Jensen, Rigens Skriver.

Af de 2 Nabogaarde ejedes den ene af David Wedderborn, der havde faaet Skøde paa den nogle faa Maaneder tidligere - 14. April - af sin Fader Richardus Wedderborn, den anden af Arvingerne efter Byfoged Claus Nielsen.

Skødet af 4. August 1589 fra JENS CHRISTENSEN, Skriver i Køge, til Michel Seidel lyder:

”Vi Borgemestre, Raad og Byfoged udi Helsingør gøre vitterligt for alle med dette vort aabne Brev, at Aar Christi 1589 Mandagen den 4. Augusti paafaldt, paa vort Raadhus, nærværende menige Borgere [som] den Dag Ting søgte, opstod ærlig velagt[ede] Mand Oluf Pedersen vor Medbroder og Raadsforvandt med os her ibidem, med skriftlig og forseglet Fuldmagt af ærlig Mand Jens Christensen Borger i Køge, som nu til Tinge blev oplæst og findes udi Bys Forvaring indlagt, var nu i Dag det fjerde forfulde Ting, han lovlig opbød en Gaard, Hus, Bygning, J ord og Grund, som for.ne Jens Christensen af velbyrdig Abraham Jensen Rigens Skriver nogen Tid siden købt og bekommet haver, og han nu igen fra sig solgt og afhændet haver til ”fornumstig Mand Michill Seidill” og hans Arvinger, liggende paa østre Side udi Kampergaden her udi Helsingør, næst norden til David Wedderborns Gaard og sønden op til Salig Claus Nielsens Arvingers Gaard. Og ingen Gensigelse var mod samme Lovbud udi nogen Maade. Thi fremstod bemeldte Oluf Pedersen inden Tinge og nu i Dag udi lovlig Tingslyd efter for.ne sin Fuldmagts Indhold skødte og afhændte for.ne Gaard, Hus, Bygning, Jord og Grund fra forbemeldte Jens Christensen, hans Hustru og deres Arvinger, fødte og ufødte, og indtil for.ne Michill Seidell og hans Arvinger, den ene efter den anden til evig Tid at have, nyde, bruge og beholde til evindelig Ejendom eje skullendes, med al sin Rettighed og Tilliggelse udi Længde og Bredde oppe og neder, som den nu bygget, begreben og forefunden er, efter Adkomme og Købebrevs Lydelse derpaa tilforn gaaen og given er, intet undertaget i nogen Maade. Efter at dette Skøde er saa for sig gaaet, da er det ogsaa stadfæstet blevet, fuldbyrdet og ved Magt meldt inden Tinge, efter Loven og Bys Skik, som det sig bør udi alle Maade. Til hvis ydermere Vidnesbyrd, at saa for os til Tinge gaaet og faret er, som forskrevet staar, vi haver ladet hænge vor Stads Sekret her neden under og for.ne Oluf Pedersen haver herhos beseglet til Stadfæstning. Actum ut supra. Dette for.ne Skøde stadfæster Morten Skriver, Frantz Pedersen og Peder Holst.”

Raadmand OLUF PEDERSEN, der var JENS CHRISTENSENS Fuldmægtig ved Gaardens Salg til Michel Seidel, var Morbroder til dennes første Hustru.

Af Helsingør Bys Regnskaber fremgaar, at Michel Seidel fra 1589/90, altsaa aabenbart før han købte ovennævnte Gaard, betalte 3 Sk. aarlig i Leje af en Have i 4. Fjerding, den vestlige Del af Byen, Vest for Stjernegade.

Michel Seidel blev gift første Gang mellem 1586 og 1592; da hans første Hustru MARGRETHE BALTZERSDATTER havde forskellige Slægtninge i Helsingør - saaledes var hendes Morbroder OLUF PEDERSEN som nævnt Raadmand dér - og utvivlsomt selv er opvokset i Helsingør, har Michel Seidel sikkert først truffet hende efter at være kommet der til Byen. Hun døde 1611, altsaa efter c. 20 Aars Ægteskab. I dette Ægteskab var 8 Børn; i Overensstemmelse med Tidens Skik og Brug har Michel Seidel holdt Amme til sine Børn; Kirkeregnskaberne for St. Olai Kirke anfører saaledes, at ”24 Julius 1601 ringedes med de smaa Klokker for Michel Seidels Ammes Barn” (ved dets Begravelse).

Hvornaar Michel Seidel blev Borger i Helsingør, vides ikke bestemt, da Navnene paa dem, der aflagde Borgered, paa denne Tid indførtes i en speciel ”Borgerskabsbog”, der ikke længere er bevaret. Næste Gang man træffer ham i Helsingør Tingbog, optræder han imidlertid i Egenskab af Borger, idet han og 11 andre Borgere i Helsingør ”med dette vort aabne Brev gør vitterligt for alle, at Aar Christi 1591 Mandagen den 8. Novembris paa Helsingørs Raadhus vare vi med Dannemænd flere, [som] samme Dag Ting søgte, forsamlede; da var skikket udi Rette for ærlige, vise og velagte Mænd, Borgemestre, Raad og Kongens Foged en Skipper ved Navn HAAGEN DIRICHSEN, hjemme udi Kongelv, som er befunden for nogen Tid siden at have stjaalet en Baad med tvende Tove og et Anker, og det tilsammen ført over Borde ned udi sin Krejer og det nederlagt udi Baaden, hvorover for.ne HAAGEN DIRICHSEN med samt en hans Baadmand var indsat udi Stadsfængsel.” Nu blev først Baadsmanden ført for Retten og bekendte, hvordan han og Skipperen havde erhvervet de nævnte Tyvekoster, som Skipperen dog havde sagt, at han havde købt. Skipperen søgte først at bortforklare Tyveriet, men maatte snart ”gaa til Sandhed og bekendte sig at have’ stjaalet samme Anker og Tov og Baad og dermed at have ilde gjort og forset sig og var begærende for Guds Skyld Naade og ikke Ret, og at han maatte nyde sit Liv og komme til Løsen for Sølv og Penge.” Da det blev tilkendegivet, at HAAGEN DIRICHSENS Hustru var i Besiddelse af ”velbyrdig HENRICH .GyLDENSTJERNES og andre gode Mænds Skrivelser om Benaadning paa hans Liv”, blev HAAGEN DIRICHSEN igen indsat i Stadsfængslet, idet Domsafsigelsen udsattes indtil videre, men den naaede aldrig at finde Sted; thi om Sagens ejendommelige Afslutning beretter den følgende Indførseli Tingbogen: ”Ikkun siden nogen kort Tid efter at for.ne HAAGEN DIRICHSEN var igen indsat, haver han undergravet de nederste store Sten udi Grundvolden i Fængslet og opgravet sig paa den anden Side i Raadhus Porten, og er saaledes bortkommen ”oc Rømt sin Weeyg”.”

Al Magten i Købstæderne, der ved Overgangen fra Middelalderen til den nyere Tid havde et udpræget Selvstyre, Var samlet hos Raadet - der bestod af 2 Borgmestre og 10 Raadmænd - i Forening med Byfogden. Da Borgmestrene valgtes ud af Raadmændenes Kreds, og da Rådet ydermere supplerede sig selv, maa Byforfatningen absolut karakteriseres som aristokratisk. Den indeholdt dog et ikke ringe demokratisk Element, idet ”Menigheden” (Borgerskabet) i en vis Grad deltog i det offentlige Liv; denne Borgernes Deltagelse kunde dels foregaa paa den Maade, at de optraadte in pleno som ”Menighed”, hvilket i Reglen vist foregik saaledes, at Øvrigheden paa Tinge forelagde Sagen for de Borgere, der den Dag søgte Tinget, og æskede disses Mening om Sagen; dels førtes visse Forhandlinger mellem Raadet paa den ene Side og et Udvalg paa 6, 8, 12, 16, 24 eller 30-40 Borgere paa Borgerskabets Vegne paa den anden Side. I Reglen udnævntes disse Borgere kun med et enkelt bestemt Formaal for Øje, og naar dette bestemte Hverv var fuldført, vendte de tilbage til de almindelige Borgeres Rækker. I det mindste tilsyneladende blev Helsingør styret paa meget demokratisk Vis, idet næsten intet sattes i Værk, uden at Menigheden først gav sin Mening til Kende; det gælder næsten alle Anliggender af finansiel, økonomisk og merkantil Natur eller vedrørende Byens Forfatning (Valg af Borgmestre, Raadmænd og Byfoged, Forandring af Kæmnervæsenet, Ansættelse af Hørere, Organister og kommunale Bestillingsmænd samt Forhøjelse af deres Løn, og Ordning af Lavsvæsenet). Hvor stor en Del af Magten der i Virkeligheden laa hos Borgerne, og hvor megen reel Betydning alle disse Forhandlinger med Menigheden eller Udvalgene havde, er det meget vanskeligt at blive klar over. Alene det, at Borgerne i de 99 af 100 Tilfælde gaar med Raadet og samtykker i dettes Bestemmelser og Forslag, viser, at Borgernes Deltagelse i Bystyrelsen sikkert har været af mere formel end reel Natur.

Fra 1592 træffes Michel Seidel nu jævnligt blandt de Borgere, der søgte Tinget, - i Helsingør var der normalt Tingdag hver fjortende Dag, ofte dog noget hyppigere. I Løbet af 4 Maaneder i 1592 udnævntes han saaledes til at overvære ikke mindre end 9 Skifteforretninger; og 14. Marts 1592 foretog han sammen med 7 andre ”Dannemænd”, der var udnævnt dertil den foregaaende Tingdag, Opmaaling af 9 Jorder, hvoriblandt ”Margrethe Clausdatters Gaard paa Kampergaden næst norden op til Michel Seidels”.

16. Oktober 1592 er Michel Seidel blandt de 8 Mænd, der udnævntes til ”at besigtige, hvis Skade gjort er paa Bys Jord” ved Gravning, og 14 Dage senere meddelte de 8 Mænd som Resultat af deres Undersøgelse, ”at der er meget ilde gravet imellem begge Adelveje, saa der synes stor Farlighed synderlig for dennem, der fremkommer agende om Nattertide, og siger ydermere at være gravet ulovligen.”

Michel Seidel var nu blevet Rodemester. Byen var som nævnt delt i 4 Fjerdinger, og i hver af disse var 8 Rodemestre. I en Lavsskraa fra 1606 (fra København) gives en Oversigt over disses Virksomhed: De skulde hver i sit Distrikt kende Menighedens Vilkaar og Tilstand, have Opsyn med rejsende og paase, at ingen mod kgl. Majestæts Mandat husede Hudstrøgne, Løsgængere, Selvfødinge og andet ”skadeligt og fordærveligt Gesinde”. Aarlig skulde de skrive Mandtal over Menigheden, hvorefter Indkvarteringen fordeltes, og Skatten og andre offentlige Byrder paalignedes. Selve Fordelingen og Opkrævningen tilkom det ligeledes Rodemestrene at udføre. De eftersaa 2 Gange aarlig alle Ildsteder og havde Tilsyn med Slukningsredskaberne i deres Rode; opstod der Ildløs, ”hvilken Gud naadeligen længe afvende”, skulde de give Møde med deres Spande og Stiger samt sørge for, at der fandtes tilstrækkeligt Vand, og at Husejerne ophængte Lygter, for at man kunde skelne mellem hæderlige Folk og alskens løst Pak, der kun indfandt sig for at plyndre. Rodemestrene fik ikke egentligt Vederlag for deres Arbejde, men i flere Stæder var de fri for aarlig Byskat.

22. Maj 1592 blev alle 32 Rodemestre i Helsingør - hvoriblandt Michel Seidel som Rodemester i 2. Fjerding - tilsagt ”at have god Opsyn med Fyrstederne”.

Som nævnt var Michel Seidel Handelsmand; der er næppe Tvivl om, at han som saadan har handlet med alle Slags Varer. Da der 6. Juni 1592 blev gjort Udlæg i CHRISTEN BAGERS Bo, gjorde Michel Seidel Fordring paa 4 Daler l Ort for 2 Tønder Mel; Grunden til, at Christen Bagers Kreditorer fik gjort Udlæg i hans Bo, var, at han skulde forlade Byen; om Aarsagen hertil oplyser Tingbogen: ”Samme Dag blev CHRISTEN BAGER og JENS PEDERSEN forvist af Byen, at rømme inden trende Solskin for et slemt Hus, de haver oppeholdet, den kristne Menighed til stor Forargelse.”

Foruden Mel hørte Øl til de Varer, Michel Seidel solgte, thi 30. Oktober s. A. ”paaminder Borgemestre og Raad og alvorligen tilsiger efterskrevne Borgere [af hvilke 13 nævnes ved Navn, hvoriblandt MICHEL SEIDEL, CLAUS ”RWKOP” (S. 30) og JACOB LANG (S. 61)], som sælger ”Tydstøll” [tysk Øl], at enten de forskriver eller sender deres Bud efter Rostocker Øl, da skulde de forskaffe det, som godt er, og skal vrages af nogle Borgere, som Borgemestre og Raad vilde dertil betro, og dersom findes Mangel og Brøst, skal det tilbagesendes igen.” LAURITZ LUKASSEN, PEDER RHAMSØ, PEDER SKRÆDDER og ANDERS PEDERSEN SNEDKER blev af Øvrigheden ”tilbetroet at prøve Tydstøl, naar det udskibes her for Byen, ved den Ed, de haver svoret Kongen og Byen.”

Samme Dag blev Michel Seidel og 3 andre Borgere tilsagt ”at forlige ANDERS og DAVID BÝSVEND om den Skade, David har udi hans Øje bekommet af Anders Bysvends Spyd.”

Michel Seidel er nu aabenbart ved at blive velhavende, thi 11. Juni 1593 køber han ”en Havejord paa Bys Grund, liggende vesten for Hans Nielsens Vejermaal”; 26. November s. A. faar han af Rasmus Skrædder Skøde paa ”en Havehævd, liggende ud mod Gammel Kloster [Navnet paa det Sted, hvor oprindelig Sortebrødrenes St. Nicolaj Kloster laa, ved den nuværende Munkegade i den sydvestlige Del af Byen] paa Hellig Geistes [Hospitalets] Grund”, og 28. Januar næste Aar faar han af Lauritz Schallerød, boende i Sørup, Skøde paa ”et Hus og Bygning liggende paa Bys Grund sønden for den ny Kirkegaard [Kirkegaarden ved Nygade, anlagt 1580] og vesten for Lauritz Smed.” 25. Februar blev 8 Mænd ”til Tinge udnævnt til at maale den Bys Jord, som Michel Seidel haver købt af Lauritz Schallerød.” Ved Maalingen 2 Dage efter fandtes ”Bredden af vester i øster” at være 22 sjællandske Alen, ”Længden af Nor i Sønder” c. 40 Alen, hvilket ”giver en Daler Jordskyld.”

En Del Aar senere, efter at Michel Seidel var blevet Byfoged, fik han 8. November 1602 Skøde af ”Else Salig Hans Mulis Efterleverske, som bor i gammel Kro i Frederiksborg”, paa ”tvende Boliger paa Hospitals Grund.”

Senere ejer Michel Seidel en Gaard ved ”Svingelen”, et Led, der fandtes ved den sydvestlige Ende af den nuværende Stengade (ud for Nr. 3), og som skulde hindre Kreaturerne i at løbe udpaa Alfarvej og ind i Byen. Den 8. Februar 1604 maaltes ”Michell Seydells Jordsmon, som ligger hos Svingelen. Bredden langs Adelgaden imellem Oluf Glarmesters og Peter Skomagers Hus af Øster udi Vester var 22 Alen, og Længden igennem Gaarden og til Oluf Hagensens Jordsmon var 59 Alen.” Og 14. Marts 1608 omtales en Bolig (som Rasmus Olsen Spillemand sælger til Michel Pedersen Skomager), ”liggende paa Hospitals Grund norden for Stengaden imod Svingelen, imellem Michel Seidels, kgl. Majst.s Byfogeds Gaard og Carsten Skomagers Hus.”

Ved sin Død boede Michel Seidel i ”Hovedgaarden imod Slottet”. Da det ikke er lykkedes at finde Michel Seidels Skøde paa denne Gaard, drejer det sig sikkert om den i 1610 afdøde Raadmand CLAUS RUHOFDTS Gaard paa Stengades Sydside i Nærheden af Slottet, hvilken Gaard Michel Seidel kom i Besiddelse af ved sit andet Ægteskab med RUHOFDTS Enke. Hermed passer det ogsaa godt, at denne Hovedgaard efter Michel Seidels Død tilfaldt RUHOFDTS 3 Børn.

Desuden ejede Michel Seidel ved sin Død 3 Gaarde, af hvilke den ene laa ved Svingelen, samt 2 Boliger ved det gamle Kloster og 1 Bolig ved Stranden (S. 19).

15. Juli 1594 ”paaklager” Michel Seidel paa Raadhuset ”nogen Sæd, hannem er sket for nær af hans Nabo”, og 3 Mænd ”udnævnes af Tinge at bese Sæden, om den er lovlig”, men Resultatet af deres ”Besigtigelse” er ikke indført i Tingbogen.

9. December 1594 ”tilskikkedes Michel Seidel sammen med PEDER POULSEN at være Bys Kæmner udi tilkommendes Aar”. Som saadan havde han bl. a. med Køb og Salg af Byens Jorder at gøre.
6. Juli 1596 blev Michel Seidel sammen med 3 andre Mænd udnævnt at forlige PEDER SKRÆDDER og KNUD IBSEN. Striden mellem disse 2 skyldtes, at ”Knud Ibsens Hustru Else Poulsdatter haver ilde talet paa Peder Skrædders Hustru Ingeborrig Pedersdatter, kaldet hender en Vindranker, en Drukkensæk og anden Uquemsord.” Peder Skrædder havde derfor ”givet Klagemaal over Else Poulsdatter”, og denne tilspørges da 21. Juni for Retten, ”om hun ved andet med Peder Skrædder og hans Hustru, end hvis ærlig og godt er, da skal hun det sige, svarer dertil, hun ved intet andet end hvis ærligt og godt er om dennem at sige.” ”Peder Skrædder skyder da sit og sin Hustrus og Datters Skudsmaal, om nogen ved med dennem enten Fuldskab eller Drukkenskab eller andet, som deres Ære kunde være for nær, begiærer, de vilde give hannem Skudsmaal, som han og de haver fortjent til. Borgere og menige Tingmænd gave hannem et godt ærlig Skudsmaal og Vidnesbyrd, de aldrig haver andet hørt eller spurgt om dennem andet end hvis ærligt er.” Ligeledes skyder Knud Ibsen og Else Poulsdatter deres Skudsmaal, ”om nogen haver dennem at beskylde.” Da der intet yderligere foreligger om denne Sag, er det antagelig lykkedes Michel Seidel og de 3 andre Borgere at faa et Forlig bragt i Stand mellem Modstanderne.

8. November 1596 blev Michel Seidel - samtidig med CLAUS RUHOFDT, hvis Enke Michel Seidel siden ægtede - udnævnt til Raadmand i Helsingør. Tingbogen fortæller herom: ”Den 8. Novembris vare i Jesu Navn paa Helsingørs Raadhus med hveranden forsamlet ærlige, vise og velagte Mænd FREDERIK LEJEL, GUDMIND NIELSEN Borgemestere, MADS LAURITZEN, ANDERS HESS, J ENS HOLM, PEDER HOLST, CONRAD BUVINCKHUSEN Raadmænd og MICHELL SNØCHELL Kongens Foged.” Efter at en Del Sager var forhandlet, ”æskedes frem CLAUS RWHOFFD og MICHELL SEIDELL at skulle gøre deres Ed, efter der fattedes Raadmænd, og svore og lovede med oprakte Fingre, at de vilde være Kongelig Majestæt huld og tro, hjælpe den fattige saavel som den rige, hvis Lov og Ret var, bad dennem saa sandt Gud skulde hjælpe.”

Efter at have været Raadmand i 5½ Aar blev Michel Seidel i Slutningen af Juni eller Begyndelsen af Juli 1602 udnævnt til Byfoged i Helsingør, hvilken Stilling han beklædte i 9 Aar, hvorefter han atter var Medlem af Raadet til sin Død 5 Aar senere.

Vi vil nu se lidt paa Raadet, som Michel Seidel blev Medlem af, samt paa Byfogedembedet, som han kom til at beklæde.

RAADET, som, naar det var fuldtalligt, bestod af 2 Borgmestre og 6-8 Raadmænd, sad inde med saa godt som hele Magten i Byen, og dets Medlemmer tilhørte Byens mest velhavende og indflydelsesrige Købmandsfamilier, ialtkun nogle ganske faa Slægter; i Almindelighed stod de fleste af Raadets Medlemmer hinanden nær ved Slægt- eller Svogerskab.

En væsentlig Aarsag til den næsten enevældige Magt, Raadet sad inde med, var, at Raadet supplerede sig selv; de valgte blev ganske vist derefter fremstillet paa Tinge, og Menigheden tilspurgtes, om de udvalgte ”kendtes duel,ige at sidde i Raad og Ret”, hvorefter ”den ganske Almue samtykte og kendte dem gode nok.” Selvom Styret tilsyneladende var temmelig demokratisk, har det sikkert reelt været ret aristokratisk, idet ”Almuen” saa godt som altid ”samtykte” Raadets Bestemmelser .

En vis Grad af Velstand maa have været en absolut Betingelse for at kunne komme ind i Raadet, da Bestillingen var ulønnet bortset fra de næppe store Sportler, og megen Tid kunde desuden ved Bestillingen stjæles fra det private Erhverv. Rigdom alene var dog ikke tilstrækkelig, den maatte ogsaa være erhvervet paa en særlig Maade, idet Haandværkere var udelukkede fra Sæde i Raadet, der saaledes ene rekrutteredes fra Købmandsstanden.

Hvad Valg af Borgmestre angaar, da foretoges disse undertiden af Kongen, men da det hørte til de meget store Sjældenheder, at en Ikke-Raadmand blev Borgmester, betød dette ikke reelt nogen Indskrænkning i Raadets Magt.

Efter Valget fandt Edsaflæggelsen og Indsættelsen Sted; drejede det sig om en Raadmand, foretoges denne Højtidelighed af Borgmestrene; var Talen derimod om en saadan, tilkom det Lensmanden at indsætte ham, og Kongen eller Lensmanden at edfæste ham.

I Almindelighed forblev baade Borgmestre og Raadmænd i Embede til deres Død, øn Regel fra hvilken der dog, hyppigst for Borgmestrene, haves adskillige Undtagelser; Aarsagen hertil kunde være Alder og Svagelighed eller hyppigere ”Afgang i Næring og Bjærgning”.

Hverken Borgmestre eller Raadmænd oppebar nogen egentlig Lønning, men der var dog til Embedet - som betegnende nok jævnlig kaldes ”en Tynge” - knyttet en Række Indtægter, af hvilke de hyppigst forekommende var Embedsjord og det Udbytte, Raadet havde af denne, Eneret til at holde en Vinkælder ” Raadhuskælderen) med Detailhandel og Udskænkning, Afgifter af Øl og Vin, som indførtes i Byen; endvidere Vejerpengene - Indtægten af Byens Vægt, paa hvilken adskillige Varer skulde vejes, - og Maale- eller, som de ogsaa benævnes, Tøndepengene, der betaltes for Udmaalingen af Korn. Endelig var Magistraten fritaget for aarlig Byskat.

Raadets Hovedopgave var Byens Styrelse, men foruden denne administrative Virksomhed tog det ogsaa Del i Retsplejen. Raadet repræsenterede Byen i Forholdet udadtil, skulde haandhæve og forsvare Borgerne, havde Overopsyn med Kommunens Finansvæsen, medvirkede ved Skatteligningen, bestyrede Skifte- og Overformynderivæsenet; endelig var det dets Pligt at ”holde god Orden og Politi” og at paase, at de kongelige Forordninger overholdtes.

BYFOGDEN - eller ”Kongens Foged”, som han ofte kaldes, - var ikke Medlem af Magistraten (Borgmestre og Raadmænd). Han var Kongens Repræsentant over for Byen og var Kongens eneste virkelige Embedsmand i Købstaden.

Medens Borgmestrene og Raadmænd som omtalt normalt beklædte deres Embede paa Livstid, synes det modsatte ofte at have været Tilfældet med Byfogden.

Byfogden var først og fremmest Retsbetjent; hans vigtigste hverv var at forestaa Bytinget, paa hvilket han var Dommer, ”Han skal skaffe hver: Mand Lov og Ret”, hedder det i Bestallingerne; men foruden de heraf følgende Forretninger som Opkrævning af Sagefald, d. v. s. de Retsbøder, der tilfaldt Kongen, Udpantning m. m. havde han tillige Opsyn med den offentlige Orden og Sikkerhed i Byen og skulde sammen med Magistraten tilse, at Regeringens Foranstaltninger som f. Eks. de talrige Udførselsforbud overholdtes, Paa Kongens Vegne oppebar Byfogden forskellige Indtægter som den store Told (Udførselstold for Øksne) og den lille Told ”ndførseltolden for Varer til Byen), Accisen af Øl og Vin, Møllernes Maltafgift, Sagefald, Førlovspenge (Afgift af Gods, der førtes ud af Byen), Danearv (den Kongen tilfaldne Arv efter en afdød, der ikke efterlod sig Arvinger) o. l., saaledes som det fremgaar af de bevarede Regnskaber

En Gang aarligt skulde Byfogden gøre Regnskab for sine Oppebørsler, der paa forsvindende faa Undtagelser nær indbetaltes direkte til Rentekammeret, men næsten hvert Aar maatte Regeringen gennem lensmændene give Byfogderne Tilhold herom.

En god Oversigt over ByfogdensVirksomhed i en større By giver en Række enslydende, københavnske Bestallinger fra Slutningen af det 16. Aarhundrede. Han skulde, hedder det, overalt ramme Kongens og Rigets Gavn og Bedste, forhjælpe hver Mand til Lov og Ret, have flittig Tilsyn med, at Kongens Sager i Byen ikke undersloges og fortiedes, samt forhøre alle Sager, af hvilke der kunde tilfalde Kongen noget Sagefald, og paase, at dette udrededes. Skete dernoget Manddrab i Byen, var det hans Pligt at sørge for, at Gerningsmanden blev paagrebet.

De bevarede Byfogedregnskaber viser, at Byfogden foruden sine egentlige Hverv meget ofte fik overdraget de mest forskellige Kommissioner af Kongen, som at betale dennes Regninger af de kongelige Indtægter i Byen eller gøre Indkøb for ham; dette var særlig Tilfældet paa et Sted som Helsingør, der frembød en saa enestaaende Lejlighed til at forsyne sig med udenlandske Varer.

Oprindelig maa Byfogden som Kongens Repræsentant have været den kommunale Øvrigheds overordnede eller i det mindste ligestillede, men ved denne Tid var Rækkefølgen Borgmestre, Raad og Byfoged.
Byfogedbestillingen lagde Beslag paa ikke ringe Tid. Bytinget holdtes mindst 1 Gang hver fjortende Dag, ofte 1 Gang ugentlig, og hertil kom Udpantning og lignende Forretninger samt Deltagelse i Magistratens Forhandlinger og Byens almindelige Styrelse. Da Byfogden ligesom Borgmestre og Raadmænd var næringsdrivende, influerede hans Stilling som Embedsmand ofte lidet heldigt paa hans Købmands eller øvrige Erhverv.

Som kongelig Embedsmand modtog Byfogden Løn; en meget almindelig anvendt Lønningsmaade var at give Byfogden Andel i Sagefaldet, hyppigst vistnok en Tiendedel; men i Slutningen af det 16. Aarhundrede gik man mere over til at give Byfogden en fast aarlig Pengeløn, og dette var vistnok Tilfældet i Helsingør paa Michel Seidels Tid. Disse Lønninger toges af Sagefaldet og de andre kongelige Indtægter, der gik i Byfogdens Kasse - en Ordning, der selvfølgelig let kunde give Anledning til Bedrageri.

De Betingelser, der krævedes for at kunne blive Byfoged, var ikke mange eller store. Selvom det ikke udtrykkelig fordredes, har Byfogden som oftest før sit Valg været Borger i Byen. Desuden skulde han være ægte født, noget der jo endog fordredes ved Indtrædelsen i Lavene. Da ALEXANDER LEJEL under en privat Retssag, som MICHEL SEIDEL havde anlagt mod ham, udtalte, at han ikke vidste, om Byfogden (MICHEL SEIDEL) var ”god nok at gaa imod udi Rette, efterdi han ikke vidste hans Herkomst, og om han var ærlig og ægte født”, kunde MICHEL SEIDEL straks tilbagevise denne Fornærmelse ved at fremlægge sit ”Geburtsbrev”. Juridiske Kundskaber var naturligvis uundværlige for Byfogden, men ofte var det smaat bevendt i saa Henseende. Ja, i 1603 blev saaledes Byfogden i Odense ”forskaanet” for sin Bestilling, da han hverken kunde læse eller skrive, - og han havde dog trods disse Mangler siddet i Embedet i 6 Aar .

I Helsingør holdtes Raadets Møder i et mindre Rum paa Raadhuset, ”Raadstuen”, hvor Borgmestre og Raadmænd samledes ”inden lukte Døre”, medens en større Sal benyttedes til Bytinget. I Helsingør holdtes Raadstuemøderne i Reglen sammen med Bytinget, hyppigst hver fjortende Dag, og saaledes at der først forhandledes Sager ”paa Raadstuen” og dernæst ”Ude paa Raadhuset for den menige Mand”. Ved Raadsmøderne skulde alle Medlemmerne være til Stede, og man maatte betale Mulkt for Udeblivelse; gennemgaaende synes man dog efter de Lister over de tilstedeværende ved Møderne, der findes indført i Tingbøgerne, at have været ret paapasselig til at møde.

Til de allervigtigste af Raadets mange Hverv hørte dets Deltagelse i Retsplejen. Der fandtes paa denne Tid 2 Domstole i Købstæderne: Bytinget - Underretten og Borgernes egentlige Værneting - og Raadstueretten, der bestod af Borgmestre og Raadmænd. I Helsingør var Jurisdiktionen gennem hele det 16. Aarhundrede dog ordnet saaledes, at baade Byfogden og den samlede Magistrat mødte saavel paa Tinge som i Raadstuen, Byfogden forekommer stadig som Medudsteder af alle retslige Dokumenter og opfattes næsten som Medlem af Raadet.
Ligesom begge Retter som nævnt holdtes paa Raadhuset, omend i forskellige Lokaler, indførtes Raadstue- og Bytingssager i samme Protokol, ”Tingbogen”. Dette vedblev indtil 1611 - da Michel Seidel gik af som Byfoged - efter hvilken Tid de 2 Retter fik hver sine Protokoller, og Magistraten kun i særlige Tilfælde overværede Forhandlingerne paa Bytinget, der fra da af bestod af Byfogden, Byskriveren, Raadskæmneren og de 8 Tingmænd, der fra nu af aarlig udtoges af Raadet.

Angaaende Forholdet mellem Byting og Raadstueret oplyser en Vedtægt fra 1606, at alle ”Store” eller ”Svære” Sager skulde forelægges Raadstueretten, uden at det nærmere oplyses, hvilke disse Sager har været. I Helsingør synes Raadstueretten dog at have været en Slags Sø- og Handelsret, under hvilken f. Eks. Toldsvigsager sorterede, og som tillige i mangfoldige Tilfælde virkede som Forligskommission. Undertiden foregik blot Forhørene i ”Raadstuen”, medens selve Dommen fældedes paa ”Raadhuset”, d. v. s. Bytinget.

Foruden de 2 nævnte Former for Retsmøder: Byting og Raadstuemøde, eksisterede der i enkelte Købstæder, hvortil ogsaa Helsingør hørte, endnu en tredie Domstol, der synes at være indrettet for at lette især Bytingets Arbejde. Det er det saakaldte ”Fogedbord”, til hvilket Byfogden, nogle Raadmænd og Byskriveren mødte, derimod aldrig hele Magistraten. Det holdtes, som Navnet siger, i Byfogdens Hus og synes at have været en Slags Politiret, i det mindste behandledes der hovedsageligt Injuriesager samt Forvisning af Løsgængere og utugtige Kvinder, som det vrimlede af i Helsingør. De Sager, der ikke kunde føres til Ende ved Fogedbordet, skulde fortsættes paa Bytinget.

Nogle Uddrag af Helsingørs Tingbøger fra Michel Seidels Byfogedtid vil kunne give et Indblik i hans Byfogedvirksomhed samt bidrage til at danne et Tidsbillede fra Helsingør omkring Aar 1600. De nedenfor refererede Sager bidrager til at give et Billede af Byfoged MICHEL SEIDEL; saaledes tyder hans Eftergivenhed over for ALEXANDER LEJEL og hans Adfærd over for Tyven, der frøs i Arresten, paa at han har været en nogenlunde forstaaende og human Mand i en ikke alt for human Tidsalder .

Det vides ikke bestemt, om MICHEL SEIDEL er blevet udnævnt til Byfoged i Juni eller Juli 1602. 12. Juli var han første Gang som ”Kongens Foged” sammen med de 2 Borgmestre og 3 Raadmænd ”paa Helsingør Raadhus forsamlede at holde Ting”. - I de 2 foregaaende Aar havde Michel Seidel flere Gange ”siddet i Byfogdens Sted”, naar den daværende Byfoged PEDER HANSEN KOLLING ”ikke var hjemme” og til tider maaske ogsaa p. G. a. Sygdom var forhindret i at passe sit Embede.

I August 1602 ”lader Borgemestre, Raad og Kongens Foged tilvare Borgerne, som holde Svin, at de skal dennem holde af Byen og udi Skoven; dersom de findes paa Gaden, skulde de inddrives i Hospitalet, og ikke bekomme dennem igen.”

I Oktober ”advarer Borgemestre, Raad og Byfoged Borgerne, at de ikke skal bruge udi Salg og Køb at maale med end de Tønder og Skæpper, som kgl. Majestæt naadigst haver forordnet, og ingen skal udlaane deres Tønder til Fremmede, men de skal leje dem paa Vejerboden, og dersom nogen fordrister sig derimod at gøre, stande sin egen Eventyr [selv staa til Ansvar derfor] efter kgl. Majestæts Brevs Lydelse.” Samtidig advarer Myndighederne Borgerne, ”at de skal lade fremkomme deres Skat, Jordskyld, Husleje, Haveleje og hvis andet de ere Byen skyldige, item deres Frøkenskat, de ere taxeret og skreven for, og dermed møde i Morgen paa Raadhuset Klokken slet 8, Borgemestre og Raad vilde selver der være til Stede.” 13. Januar 1603 giver Michel Seidel, Kongens Foged, paa Helsingør Raadstue (altsaa ved Raadstuemøde) ”Klagemaal over KIELD VOGNMAND, at han med mange onde og Uquems Ord haver hannem overfaldet, skjældet hannem og talet hannem meget ilde til. Sættes i Bys Kiælder til videre Beskeden.” Januar-Marts ”Opbyder” Michel Seidel paa 4 Ting ”et hvidt Drifte-Svin, som er ridset i det venstre Øre; desligesten ogsaa et Sosvin med 4 Grise, som ogsaa er Drift; om nogen kendes derved, haver god Vitterlighed og Bevis, da kan de bekomme deres eget igen.”

…

Ikke mindre end 4 Gange i Løbet af 1610 og 1611 henvendte Kongen sig til sin Byfoged i Helsingør, MICHEL SEIDEL, med Ordre til at skaffe Lensmanden JOKIM BULOW et fornødent Antal Tønder til Øl, som denne skulde lade brygge; den fornødne Mængde Humle skulde Tolderne i Helsingør skaffe til Veje. Det drejede sig de 3 Gange om 4, 4 og 9 Læster Malt (1 Læst = 22 Tønder), som JOKIM BULOW ”skulde lade brygge i Øl til Kongens Orlogsskibe” og ”til Holmen og Skibene, da der ikke her i Byen [København] kan brygges saa meget Øl, som behøves.”

21. Juni 1611 udgik der kgl. Missive til Byfoged MICHEL SEIDEL om hos Smedene i Helsingør at lade lave 40 Økser efter det Mønster og af det Staal og Jern - 15 Lispund Jern og 20 Skaalpund Staal- som sendtes ham,” saa Økserne iligen og uden al Forsømmelse kunde blive forfærdigede og sendte til Kiøbenhavn til Anders Hansen, Skriver paa Bremerholm.”

25. Maj 1608 valgte Danmarks Rigsraad samt Ridderskabets og de gejstlige og borgerlige Stænders Fuldmægtige Kong Christian TV’s 5aarige Søn CHRISTIAN til Tronfølger. Den helsingørske borgerlige Stands Fuldmægtige ved denne Lejlighed var de 2 Borgmestre GUDMAND NIELSEN og CONRAD BUWINCKHUSEN, Byfoged MICHEL SEIDEL samt Raadmanden JOHAN WILLUMSEN.

I Efteraaret 1611 fratraadte Michel Seidel sit Byfogedembede og blev atter Raadmand. I den Anledning ”skyder Michel Seidel Raadmand, fordum kgl. Majst.s Byfoged, paa fire Ting [i Oktober og November] hans Skudsmaal, hvorledes han sig udi samme sin Bestilling haver foreholdet; om nogen ved hannem med Billighed noget at beskylde, vil han svare hver Mand lige og ret. - Menige Mand gav hannem et godt Skudsmaal og Vindesbyrd.”

Michel Seidel er paa dette Tidspunkt aabenbart den mest kendte Beboer i den Gade, hvor han bor, hvorfor denne nu benævnes efter ham, - egentlige Gadenavne er jo af langt nyere Dato. St. Olai Kirkes Regnskab over Begravelsespenge anfører saaledes, at ”6. Januar 1614 ringedes Spirklokkerne for en Quindes Barn i Michel Greves Stræde”.

I August 1616 døde Michel Seidel. Dødsdatoen kendes ikke, men ligger mellem d. 19. og d. 26. August. ,

Den 20. November s. A. holdtes der i Helsingør Skifte efter ham mellem hans Enke TRINE REINHOLDTSDATTER og hans efterladte 8 Børn af første Ægteskab, af hvilke de 2 ældste Døtre ANNE og MAREN var gift henholdsvis med ERIK NIELSEN BAGER og HANS OLUFSEN; Formynder for Enken var Jens Ravn, og de 6 yngste Børns Formyndere var: for LISBETH MICHELSDATTER hendes trolovede Fæstemand Hans Jørgensen, for JACOB MICHELSEN Trud Behnen, for KAREN Hans Nielsen, for MARGRETHE den ældste Søsters Mand Erik Nielsen Bager, for DORETHE Christen Søffrensen, og for ELSE den næstældste Søsters Mand Hans Olufsen. Byfoged Michel Seidels Bo beløb sig ialt til en Værdi af omkring 7.000 Rd. Gældsposterne udgjorde tilsammen c. 5.900 Rd., saaledes at der blev godt 1.000 Rd. tilovers til Deling mellem Arvingerne.

Michel Seidel efterlod sig følgende Jordegods :

”Den Hovedgaard imod Slottet, som salig Michel Seidel iboede”. Hovedgaarden, der af de 8 Vurderingsmænd vurderedes til 2.000 Rd., overdroges til Michel Seidels 3 Stedbørn - Enkens Børn af hendes første Ægteskab med Raadmand CLAUS RUHOFDT - som Arv efter deres 6 Aar tidligere afdøde Fader. Med Hovedgaarden fulgte ”Bryggerredskaber (Kedel og Kar), Jernkakkelovnen i Stuen, 1 Tresur i Stegerskammeret, Panelværket og Bænke, som er nagelfast”. - Den ældste Stedsøn CHRISTOPHER RUHOFDT fik endvidere 3 Messing-Lysestager, 13 Gryder, 2 Kedler, 2 Bækkener, 2 Bordkranse, 1 Kobberpande m. m. til en Værdi af 20 Rd., ”eftersom han haver paa nogen Tid været udi Hispanien, og Michel Seidel midlertid intet haver kostet paa hannem at underholde.”

”Den Gaard, [Svigersønnen] HANS OLUFSEN udi bor, med Bryggerredskab, Kakkelovn, Panel og andet mere” solgtes til HANS OLUFSEN for 1.000 Rd., og , ”Den Gaard, Didrik Mahr ibor, med Bryggerredskab og andet mere” solgtes til Svigersønnen HANS JØRGENSEN for 1.000 Rd.

I ”den Gaard ved Svingelen, Søffren Lund ibor,” og som var vurderet til 600 Rd., fik Sønnen JACOB MICHELSEN sin mødrene Arv paa 500 Rd. ; de resterende 100 Rd. i Gaarden deltes ligeligt mellem Michel Seidels Enke paa den ene og hans 8 Børn paa den anden Side.

”2 Boliger ved det gamle Closter [160 Rd.], 1 Have derhos [45 Rd.] og 1 Bolig ved Stranden, som Flasken udhænger [60 Rd.],” tilfaldt alle Niels Hammer, Foged paa ”Skieldinge”, der havde 300 Rd. til gode.

”Tegelwongen [130 Rd.] og 1 stor Have ved Christen Søffrensens Wong [60 Rd.]” tilfaldt ligeledes halvt Enken og halvt de 8 Børn.

De ved Salget af de ovenfor nævnte 2 Gaarde til de 2 Svigersønner indkomne 2.000 Rd. fordeltes saaledes, at Michel Seidels 4 Døtre LISBETH, KAREN, DORETHE og ELSE hver fik udbetalt 250 Rd. som Arv efter deres Moder, og den 5. Datter MARGRETHE 180 Rd., ialt 1.180 Rd., og Resten betaltes til forskellige Kreditorer.

Datteren MARGRETHE fik de resterende 70 Rd. af sin mødrene Arv udbetalt i 12 Sølvskeer, 26 Taffelskeer, 1 Krus med et Sølvlaag og 1 Stob.

Efter at endnu c. 50 Kreditorers Fordringer paa c. 1.000 Dl. var honorerede, fordeltes det resterende Gods saaledes, at Enken fik Halvdelen, og af den anden Halvdel fik hver af de 7 Døtre en Niendedel, nemlig 57% .Dl. 1 Mk. 5 Sk., og Sønnen de resterende 2 Niendedele, 115 Dl. 2 Mk. 10 Sk.

Den Halvdel, som saaledes udlagdes til de 8 Børn som deres fædrene Arv, udgjordes af : Linklæder for ialt 74 Dl., nemlig 15 Par Lagen, 20 Duge, hvoraf en var besyetmed Silke, 1 ParVuggelagen, 5 Haandklæder, 5 Par Pudevaar, 6 Pudevaar, 5 gamle Duge, 1 Haardug at rejse med, 14 Alen Lærred (74 Dl.).

Senge- og Bænkeklæder: 7 Hoveddyner, 8 Puder, 6 Dyner, 3 Dundyner, 3 Bænkedyner, 2 Glindingsdyner, 2 grønne ”Mandelsnidtz” Dyner, lo Hynder, 1 grønt Dækken, 7 Sengeklæder, 2 Stykker grønt Sperlagen, 2 Stk. rødt Sperlagen og 3 Stk. gult Makei Sperlagen; 1 grøn og brun Silkekappe og 1 grøn og hvid Silkekappe”alt 84 Dl.).

2 Messingkedler, hvoraf den ene var en Fodkedel, 3 smaa Kedler, 1 Par Stager, 6 Pund gammelt Messing samt en liden Gryde ”alt 4½ Dl.).

Trævarer: 4 Trækister, 1 langt Bord, 1 Slagbænk, 2 Bagstole, hvoraf den ene var grøn, 1 Kurvestol, 2 Skiver, 1 Sengested, noget adskilligt gammelt Træfang paa Loftet, 2 Tønder Salt, nogle gamle Tønder og Kar i Kiælderen og 2 Blokke i Gaarden, 1 lang forbenet Bøsse [beklædt med Ben], 1 Skivsav [Rundsav ?] samt 1 Træsværd og 1 Slagsværd” alt 57 Dl.).

Jernfang (lo Dl.): 1 Harnisk med Stormhage[?] og Staalhandsker, 1 Økse, 1 Kedelhage og 1 Ildfork. Michel Seidels Gangklæder, vurderet til 49 Dl. 3 Mk.: 1 gammel, sid [lang, vid] Ulveskinds Kjole, 1 gammel Fjældfras Hue, 1 gammel Sobels Fløjels Hue, J Kappe med slidt Fløjel under, 1 gammel Kappe, 1 Par ”Kafps” [Kaffa, en Art Fløjl] Bukser, 1 gammel foret Kjole, 1 gammel Tafts Trøje, 1 Klædetrøje, 1 Par gl. Klædebukser, 1 blaa Atlaskes Munster Klædning besat med Guldsnore, 1 gammel Saiens Trøje og 1 gammel indsprængt Klædetrøje.

Og til Slut Glas og Tavler for 5 Dl. 2 ½ Mk. og 4 Faar for 2 Dl. 3 Mk. 12 Sk.

...

MICHEL SEIDEL har næppe været Enkemand ret lang Tid, før han atter indgik Ægteskab, nemlig med TRINE REINHOLDTSDATTER, Enke efter Raadmand i Helsingør CLAUS RUHOFDT. Hun havde i sit første Ægteskab (mindst) 3 Børn, hvorimod hendes Ægteskab med Michel Seidel var barnløst.

Om TRINE (KAREN) REINHOLDTSDATTER, ogsaa kaldet GERDSDATTER, vides saa godt som intet. Hun overlevede Michel Seidel, der døde i 1616, men det vides iøvrigt ikke, hvor og hvornaar hun døde.

Hendes Fader hed GERD (eller GERLICH) REINHOLDT, men derudover vides der iøvrigt heller intet om ham, ikke engang om han boede i Helsingør. Det har ikke været muligt at identificere ham med Nogen ved Navn GERD, GERLICH eller REINHOLDT i Helsingør; (alene i 1. Fjerding boede der i 1591/92 7 Personer ved Navn Gert).

Torben Garmer fortæller på sin webside Guide til Fanøs historie om Salt og saltværker på Fanø:

Tolden var stadig høj på salt, og smugleriet fortsatte, men endelig i 1838 får apotekets bestyrer, J. P. Fischer, på Fanø den 7. august tilladelse til at anlægge et saltværk i Nordby, og "at maa sælge det fra bemeldte Raffinaderi fremstillede Salt til alle og enhver i store og smaa Partier".

Råsaltet havde dog så stor en toldafgift, at Fischer havde svært ved at konkurrere med det importerede salt. Dette foranlediger samtlige fiskere i Nordby, ialt 20, til at ansøge kongen om toldfri import af råsaltet. Denne ansøgning er dateret 29. marts 1839 og lyder:

Til Kongen!

Til Fiskeriet her paa Fanø (d. e. Nordby) forbruges der aarlig omtrent 6 a 700 Tdr. Salt. Dette Salt maa vi, der er fattige Folk, købe her paa Øen, hvilket gør, at det bliver os kostbart, da hver Td. nemlig kommer paa 3 Rdl. a 3 Rdl. 2 Mk~ Holst. Kur. Fiskeriet har i de senere Aar desværre kun været maadeligt, og Prisen paa Fiskene har ligeledes været ringe, og den møjsommelige Næringsvej har ondt ved at ernære os og vore Familier. ­Da der nu her paa Øen af cand. pharm. J. P. Fischer er anlagt et Saltraffinaderi, saa havde vi ventet at erholde Saltet for megen billigere Pris end hidtil; men da Fischer ikke selv kunde, paa Grund af Indførselstolden af de raa Saltsten afhænde det synderlig billigere, saa vove vi paa egne og øvrige Fiskeres Vegne at nedlægge allerunderdanigste Bøn for Deres kongelige Majestæt om det ikke allernaadigst maa blive Fischer forundt toldfri Indførsel af saa stort et Kvantum raa Saltsten og Søsalt, som der kan medgaa til Fabrikationen af ovennævnte 6 a 700 Tdr. Salt, og hvortil der efter Kyndiges Angivelse vil medgaa fra 150 til 160.000 Pund Saltsten og 20 a 24 Tdr. raa Søsalt, da nævnte Fischer saa har lovet at levere os Saltet mod billig Erstatning for hans Udlæg og billig Godtgørelse for hans Arbejde.

(Underskrifterne)

Fischer får dog ikke den ønskede toldlettelse, men får alligevel oparbejdet saltværket ganske godt. I 1858 arbejder værket med to pander og der indvindes 2.700 tønder salt om året.

Foruden mesteren selv arbejder der 9 mand plus 8 - 9 daglejere i værket. Fischer havde selv et par skibe, der hentede saltstenene og kullene hjem, og med et par mindre fartøjer afskibede han salt og kul til Ringkøbing, Varde, Ribe og byer i Slesvig-Holsten. Han anlagde også en smedje, så hans samlede virksomhed gav arbejde til mange mennesker.

Efterspørgslen på salt blev efterhånden så stor, at Fischer ikke kunne dække markedet, og dette fik købmand Simon Johnsen til også at anlægge et saltværk i 1848.

Markedet var nu ikke stort nok til 2 saltværker, så Fischer flytter til Ribe og overtager der en købmandsforretning. Han indrykker en annonce i Berlinske Tidende den 17. november 1849 for at sælge saltværket. I annoncen hedder det:

"Saltværket bestaar af 31 Fag grundmuret og teglhængte Bygninger med 3 Kogepander, hvoraf den største Bygning med 2 Pander er forrige Aar opført af nyt. En solid Beboelseslejlighed paa 13 Fag, ligeledes grundmuret med dels malede, dels tapetserede Værelser. Køkken og Bryggers, Stald til 2 Heste og 3 Køer med Lo, tvende mindre Pakhuse, en Smedie med Værktøj, en Mølle til at trække Vandet op med og alt til Værket hørende Inventar samt en Del Jorder. Der kan ugentlig raffineres 100 Tdr. Salt og derover og finder god Afsætning til de nærmeste Købstæder, ligesom man billigt kan forsende Saltet til Østkysten af Jylland og Bælterne med de Fartøjer, som om Foraaret søger Fragt der."

Fischer får dog ikke solgt saltværket, men i 1853 sælger han fjerdeparten til P. Duysen, der samtidig forpagter hele værket.

Brødrene C. V. Kolvig, Nordby, og konsul Fr. Kolvig, Ribe, købte i 1855 de tre fjerdeparter og driver værket fra 1855 til 1875.