Personside - 110

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Kall, Johan Christian, 1795-1858, Jurist, var Søn af Lægen Marcus Wøldike K. (foregaaendes Søn) og Marie Christiane Frederikke Johanne f. Bruun og fødtes i Roskilde 23. April 1795. Han blev Student fra Roskilde 1812, juridisk Kandidat 1816, Lic. juris 1819, s. A. Notarius ved det juridiske Fakultet, 1820 tillige Avditør, Regnskabsfører samt Lærer i Moral og Folkeret ved det kongl. Søkadetkorps, 1822 tillige Sekretær og Bureauchef i Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler, 1828 Dr. juris, s. A. Kammerraad. I Begyndelsen af 1830 konkurrerede han efter Hurtigkarls Død med P. G. Bang om et juridisk Professorat ved Kjøbenhavns Universitet. Bang sejrede i Konkurrencen; K. udnævntes s. A. til Byfoged og Byskriver i Vordingborg samt Birkedommer og Birkeskriver i Vordingborgs søndre Birkedistrikt. 1834 maatte han opgive sit Bo til Skiftebehandling, blev suspenderet, og der blev indledet offentlig Undersøgelse imod ham, som endte med, at der ved Vordingborg Byrets Dom 1839 blev paalagt ham en Bøde for Uorden og Forsømmelighed i Embedsførelse; Uordenerne skyldtes dog til Dels mangelfuld Overleverelse af Embedet fra Formandens Side. Efter Ansøgning bevilgedes der ham s. A. Afsked i Naade med Pension. Derefter levede han i Kjøbenhavn og Frederiksberg, beskæftiget med litterære Sysler og journalistisk Virksomhed, navnlig som politisk Medarbejder ved «Berlingske Tidende». 1822 ægtede han Ellen Barbara Abigael Monrad, Datter af Konferensraad David M. og Clara f. Jørgensen; 1839 bleve Ægtefællerne separerede. 14. April 1858 døde han i Frederiksberg.

Sin ovenomtalte Afskedsansøgning motiverede K. ved Ønsket om at kunne ofre sig til Arbejder, «der stemme overens med min oprindelige Livsplan, mine Evner og min Fortids Forhold». Der kan ikke være nogen Tvivl om, at han i sine første Arbejder, navnlig «Systematisk Fremstilling af den almindelige Retsvidenskab» 1. D. (1825), lagde videnskabelige Evner for Dagen. Men Fortsættelsen kom ikke, hans Udvikling var brudt, og hans Begavelse fandt kun spredte Udtryk i - ofte anonyme og psevdonyme - Smaating, navnlig i Tidsskrifter og Aviser.

Han tog dansk juridisk eksamen 1818. Prokurator i Aarhus 1825 - 42. Ejer af Marselisborg 1835 - 64. Formand for sogneforstanderskabet Viby - Rieset (Kieset?) 1848 - 64. Medlem af Århus amtsråd 1842 - 64. Stænderdeputeret i Viborg 1832 - 48 som deputeret for sædegårdsejerne. Medlem af folketinget 1853 - 54. Medlem af landstinget 1862 - 64. Ejer af Rugård 1830 - 1835.

I 1830 overtog han faderens ejendom, hovedgården Rugård ved Æbeltoft. Han købte den af boet efter faderens død på auktion for 32000 rbdl sølv. I 1832 købte han sammen med general H. Rothe Marselisborg ved Århus, og i 1835 solgte han Rugård til sin svoger for 55000 rbdl. for at kunne købe Rothe ud.

Ved hans død arvedes Marselisborg af hans søn, H. Ingerslev (1831 - 1896), der var student fra Århus, men derefter gået over til landbruget. Han arbejdede først sammen med faderen, siden alene for at gøre Marselisborg til et mønsterlandbrug.

H. Ingerslev havde ingen børn, men havde i sit testamente bestemt, at én bestemt af hans mange nevøer skulle være hans enearving ud fra en betragtning om, at skulle godset kunne drives rentabelt, måtte det bevares som en helhed. Imidlertid besluttede han at sælge hele Marselisborg til Århus kommune. Handelen bekræftedes ved et besøg i indenrigsministeriet i København. Han bemærkede derfor til sin sagfører, at nu måtte testamentet jo så laves om, idet der ikke længere var grund til specielt at tilgodese en enkelt af nevøerne og niecerne. På vejen hjem med damperen til Århus døde han imidlertid af et hjertetilfælde og testamentet stod derfor ved magt. Dette skal efter sigende (Vibeke Nordentoft) have naget nogle af nevøerne og niecerne ganske overordentlig meget, men EI's døtre synes ikke at have taget sagen så tungt.

Han tog 1818 dansk-juridisk Examen og blev derefter Godsforvalter paa Lyngbygård og 1825 Prokurator i Aarhus (indtil 1842). I. overtog 1830 Faderens Ejendom, Hovedgården Rugård ved Æbeltoft, men solgte den 1835 til sin Svoger og kjøbte Marselisborg ved Aarhus (var Medejer siden 1832). Hans Forretningsdygtighed og Arbejds-lyst skaffede ham mange offentlige Hverv, og han øvede sin Virksomhed i en vid Kreds. Han var 1840 Medstifter af Brandforsikringen ”Jylland” og 1842 af Aarhus Amts Landboforening (Kasserer indtil 1858); siden 1842 Kassekontrollør ved Bankkontoret i Aarhus og Medlem af Amtsraadet (desuden i en lang Aarrække Formand for Sogneforstanderskabet); 1851-58 og paa ny 1862-64 Formand i Repræsentantskabet for den nørrejyske Kreditforening. Ogsaa i det politiske Liv gjorde han god Tjeneste, dog uden at indtage nogen fremragende Stilling: han gav Møde som Stænderdeputeret i Viborg 1836-48 og var Folketingsmand 1853-54, valgtes endelig 1862 til Landstinget og 1864 til Rigsraadets Landsting. 1842 blev han Kancelliraad og 1860 Justitsraad. Døde 20. Sept. 1864. - I. ægtede 1828 Marie Meulengracht (f. 1800 f 1857), Datter af Kjøbmand, Agent Harbo M. (f. 1769 f 1853) og Maren f. Schmidt (f. 1775 f 1844).

Fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:¹

Johanne Svanenskjold (1879 - 1965)

1879-1965, missionær.

*7.2.1879 i Kbh., †26.7.1965 på Vallø, Valløby sg.

Forældre: fuldmægtig Johan Valdemar Alexis de S. (1842-95) og Emilie Laura Eleonore Rohde (1854-1910).

JS voksede op som enebarn i et embedsmandshjem på Frbg. Det kristne var ikke fremtrædende i hjemmet, men man gik dog regelmæssigt i kirke. Da JS var 14 år, søgte hendes syge fader hjælp i Norge, hvor han blev plejet af en kristen kvinde. Da han skrev hjem, at han var lykkelig, fordi han havde fået fred med Gud, mente JS og hendes moder, at han var blevet skør. Nogle år efter hans død, da JS var 16 år, blev også hun troende.

JS, der blev uddannet som privatlærerinde på N. Zahles Skole, blev i 1897 huslærer hos provst Georg Andreas Olsen i Ulfborg, en slægtning af missionæren Einar Prip. Her oplevede hun et åndeligt gennembrud, der førte til, at hun oprettede en søndagsskole og udførte andet ungdomsarbejde i Ulfborg. Moderen flyttede over til hende, og de planlagde at rejse til Paris. Imidlertid følte JS sig kaldet til at blive missionær, men fandt det svært at fortælle det til moderen. Men moderen berettede, at Gud allerede havde sagt til hende, at hun skulle opgive sin datter, fordi hun skulle være missionær. Da provstens datter Helga Prip-Olsen i 1901 rejste med missionærparret Maria og Oluf Høyer til Hebron i Palæstina, fulgte JS med som hendes lærerinde med støtte fra Kvindelige Missions Arbejdere (KMA). KMA var blevet stiftet året før efter svensk forbillede af kvinder fra højere sociale lag. Det var nyt, at kvinder optog et selvstændigt missionsarbejde ved siden af de eksisterende missionsselskaber. Fra 1903 arbejdede JS som lærer og siden forstander for kvækernes pigeskole i Brumana i det nuværende Libanon. Hun var i besiddelse af fremragende pædagogiske og administrative evner og kom desuden til at beherske arabisk. Efter kontakt med to missionærer fra Østerlandsmissionen (ØM), Prip og R. Fox Maule, kom hun på deres opfordring i 1906 til det nuværende Syrien. ØM, der var stiftet ved Prips udrejse 1898, havde fra 1903 sin missionsmark i ørkenbyerne nord for Damaskus. Sammen med Prip og Fox Maule må JS anses for grundlægger af ØM, for med hende åbnedes vejen ind til den muslimske kvindeverden.

JSs moder havde fulgt ØM med interesse fra starten. Da nu hendes eneste barn blev knyttet til den, rejste hun ud for at følge arbejdet på nærmeste hånd og støtte det. Hun blev hos datteren indtil 1910, da hun rejste hjem på grund af sygdom og kort efter døde. JSs opgave i Syrien blev at føre tilsyn med ØMs pigeskoler i Nebk, Deratije og Jabrud samt 1907-12 i Karjaten i Kalamundistriktet. Begyndelsen i Nebk var hverken nem eller lovende, bl.a. på grund af muslimernes modstand mod at sende piger i skole. Det var en indgroet opfattelse, at når piger lærte at læse og skrive, ville de bruge deres viden til at skrive trylleformularer. Det blev de lokale kvinder, der gav stødet til, at pigerne efterhånden blev sendt i skole. Pigeskolernes gode udvikling skyldtes i høj grad JS, der havde venner både blandt syrere og de franske delegerede, da Syrien senere kom under fransk mandat. Under hendes ledelse blev undervisningen varetaget af skiftende syriske lærerinder. Fra 1911 fik hun også assistance af forskellige kvindemissionærer, der var udsendt af KMA. JS fulgte undervisningen og underviste selv de ældste klasser i engelsk. Hun lærte de enkelte børn at kende, besøgte hjemmene og tog sig også af lærerinderne og underviste dem i pædagogik. Hun indførte ugentlige og månedlige lærerindemøder, hvor både skolespørgsmål og åndelige spørgsmål blev diskuteret. Med sit heftige gemyt kunne hun virke sårende, men hurtigt fik hun med sin oprigtighed en forsoning i stand, og hun blev betragtet med både ærefrygt og ærbødighed. Efterhånden som skolerne voksede, var problemerne med at få lærerinder en stadig bekymring for JS. Derfor startede hun i 1913 en toårig fortsættelsesklasse, der skulle uddanne lærerinder til ØM.

Under Første Verdenskrig gik tyrkerne, som havde magten i Syrien, ind i krigen på Centralmagternes side. Alle skoler i forbindelse med fjendtlige magter blev lukket, og de danske missionærer rejste hjem. Det meste af tiden under det ufrivillige hjemmeophold var JS syg. Ved krigens afslutning blev tyrkerne drevet ud af Syrien, der nu blev fransk mandatområde. 1919 rejste JS til Libanon og deltog i hjælpearbejdet dér, indtil hun året efter kunne vende hjem til Nebk. Med sig bragte hun hundredvis af Røde Kors-kasser med tiloversblevet tøj fra hæren, der blev syet om og delt ud. Til de piger i fortsættelsesklassen, som boede uden for Nebk, iværksatte hun bygningen af et skolehjem. Lærerindernes Missionsforbund skaffede pengene, og i 1924 stod hjemmet færdigt. Samme år måtte JS dog rejse hjem på grund af svær sygdom, men 1926 vendte hun tilbage til sit kære Nebk. Det blev til 41 år i Syrien, inden hun i 1946 kom til Danmark for at blive. Efter hendes afrejse overtog Kamilla Skule ledelsen. I 1960'erne blev skolerne overdraget til den syriske stat og dermed en del af grundlaget for skoleuddannelsen i det moderne Syrien.

JS nærede stor kærlighed til det folk, hun virkede blandt, især de undertrykte kvinder. Ved siden af sit øvrige arbejde havde hun også håndarbejdsklasser, hvor hun underviste kvinderne, så de selv blev i stand til at tjene penge. Hun var vellidt af befolkningen og gjorde meget for at sætte sig ind i deres tankegang. Hun skrev en række små bøger med nogle meget fine, indfølende skildringer af kvinder og børn, bl.a. Billeder fra Syrien, 1909, En syrisk Kvinde 1933, En træt lille Fyr, 1933, og Skjulte Skatte, 1950. Desuden i 1925 K.M.A.s Arbejde gennem femogtyve Aar 1900-1925 sammen med Ulla Fugl. I 1953 blev JS optaget som stiftsdame på Vallø. Hun havde haft to alvorlige hjerneblødninger, og man optog normalt ikke syge mennesker, men JS var ikke vant til at give op, og hun erklærede: "Det er min ret at blive optaget. Ellers sagsøger jeg Vallø!" Så blev hun optaget. Da hun døde 86 år gammel, var dødsannoncen underskrevet af ØM, som hun havde ønsket det. ØM havde været hele denne pionermissionærs liv.

^{Bruno Bødker Hansen: Blandt muslimerne i Kalamun, 1987.
Harald F. Jørgensen: Ørkenen skal blomstre, 1947.
Chr. Siegumfeldt: Østerlandsmissionen, 1927.}

Inge Tranholm-Mikkelsen