Personside - 75

Babette Bentley fortæller:

Lis Tove Jørgensen, gift med Arne Wøldike Schmith, var boghandler. Hun ejede således Kleins Boghandel på Frederiksberg fra 1958 til 1979. Hun var uddannet i bankelev og havde været på Sorøs Husholdningsskole i 1937/1938. Hun var ligeledes som sin svigermor en sorgløs og glad kvinde, højt værdsat af alle, der kom i hendes nærhed.

Babette Bentley fortæller:

Marie var blevet gift med Knuds tvillingebror Gunnar, men sidstnævnte var rendt fra Marie, og var i stedet flyttet sammen med Carly, der var mor til en af Gunnars sønners klassekammerater.

Om Marie Olsen, gift Wøldike Schmith, kan jeg fortælle, at hun var en meget afholdt og geschæftig dame. Da hun blev forladt af sin mand i starten af 30'erne, stod hun uden penge, og med tre drenge at forsørge. Hun åbnede en boghandel i Istedgade, hvor hun og de tre drenge måtte bo oppe i baglokalet. Det var i denne tid Farbror Knud kom den lille familie til hjælp. Hun åbnede også et pensionat, og lavede glimrende mad. Hun fik med tiden en stor dejlig lejlighed i Stampesgade på Vesterbro, hvor der altid var venner på besøg, og min mormor, gift med hendes ældste dreng - Arne - fortæller, at bedre svigermor kunne ikke fås. Alle hendes tre sønner elskede hende livet igennem meget højt.

John Wedell Horsner fortæller i artiklen ”Orgelbevægelsen - ideologisk og klangligt” i Organistbladet:

Jens Peter Larsens indlæg i Dansk Musik Tidsskrift har form som en anmeldelse af den lille håndbog, ”Orglet”, som orgelbygger Poul-Gerhard Andersen udgav i 1929. Andersen var på det tidspunkt 25 år, han var på det unge, fremadskuende hold ligesom Hamburger og Larsen og havde været ansat hos firmaet Marcussen & Søn i 4 år, altså i den turbulente overgangsperiode mellem tradition og nytænkning. 

Jens Peter Larsen nævner i sin anmeldelse, at ”der i Tyskland for Øjeblikket [er] en stærk Bevægelse, der tilsigter en Fornyelse af Orgelbygning (og Orgelspil), en Tilnærmelse til eller snarere Genoplivelse af den klassiske Type…Bestræbelserne gaar ikke mere ud paa at lave udtryksfulde Solostemmer (franske Rørstemmer, overblæsende Fløjter, udprægede Strygestemmer og Celester), saakaldte ”Karakterstemmer”, i Modsætning til de almindelige Stemmer, Principal, Gedakt o.s.v., men at give disse sidste, som er og maa være grundlæggende for hele Orgelklangen, en virkelig karakteristisk Udformning. Det ledende Princip ved Mensurering og Intonation bliver Klangsammensmelteligheden, ”Mixturen” i overført Betydning”.

Larsens udsagn viser, at orgelbevægelsen allerede i dette tidlige stadium søger at forklare/forsvare sig ved at opstille præmisser og definitioner, der ikke er holdbare. Udviklingen af karakterstemmer er foregået siden Praetorius’ dage og ikke ”i Modsætning til”, men altid i samspil med orglets øvrige stemmer. Og klangsammensmelteligheden var selvfølgelig også i det 19. århundrede en afgørende faktor ved mensurering og intonation. Der er intet principielt nyt i dette. Det nye er, at man nu simpelthen ikke kan lide messing-blæsere, strygere og svævende stemmer i orglerne, fordi de oser af en fortid, man undsiger med dens ”orkester-” eller ”fabriks-orgler”. Man vil nøgtern, ”objektiv”, lys klang under genoplivning af ”det klassiske orgel” med dets håndværksmæssige dyder fra tiden før der gik ”fabrik” i tingene. En egen form for yderligtgående romantisme.

Larsen mener videre i sin anmeldelse, at hvis der skal vælges mellem det ”klassiske” og det ”moderne” orgel, ”maa Valget falde paa den klassiske Type”, og det finder han ”egentlig ret indlysende” ud fra det noget begrænsede synspunkt, at ”baade til Gudstjenestebrug (det altovervejende Synspunkt for et Kirkeorgel) og til al Orgelmusik til og med Bach er denne Type langt at foretrække, mens de moderne Stemmer kun har deres Berettigelse i romantisk præget Musik”.

Det er jo let at påvise, at – ud fra et autenticitets-synspunkt – ikke blot al musik efter 1750, men endogså den største del af Bachs musik må være ladt i stikken hvis henvist til orgelbevægelsens (og Larsens) nordgermanske, racerene orgeltype. Begrænsninger i koncertrepertoiret har imidlertid næppe bekymret folk som Larsen, Hamburger eller Wöldike, da de næppe var kapable til koncerterende orgelspil i større stil. Og i gudstjenestesammenhæng kunne de ikke drømme om at spille efter-barok musik, med mindre Laub eller de selv havde skrevet den. Endog Bachs musik var i denne sammenhæng uacceptabel, fordi den var for ”subjektiv”. Også idolet Carl Nielsen’s små præludier op. 51 erklæredes uegnede til gudstjenestebrug, fordi ”Carl Nielsen ikke har formaaet at holde sin egen Individualitet tilstrækkeligt i Ave”.

J.P. Larsen konkluderer på tidstypisk og opdragende vis, at ”Organisterne maa opgive deres Lyst til Legetøj, baade det tekniske og det musikalske” og ligeledes deres ”særeste Ønsker om Trykknapper og Svævestemmer og alt muligt usædvanligt og spændende, og da de måske ikke er villige til det ad frivillighedens vej, formaner han, at ”man burde fra Konservatoriets Side foretage en lille Udvidelse af Eksamensfordringerne og indføre den foreliggende Bog [P.-G. Andersens ”Orglet”] som obligatorisk Lærestof for enhver, der indstiller sig til Organisteksamen”. Så kunne de lære det!

Det er interessant, at Larsen mener, at de tekniske hjælpemidler i form af faste og indstillelige kombinationer, under ét kaldet ”Trykknapper”, bare kan karakteriseres som noget ”Legetøj”, som åbenbart infantile eller musikalsk udrangerede organister kan tænkes at betjene sig af, uagtet at de faktisk var forudsætning for gengivelsen af den meste musik fra engang i 1850-erne og langt ind i det 20. århundrede og uagtet, at der var tale om hjælpemidler, der skulle levendegøre spillet ved at gøre hurtige klangnuanceringer mulige, ikke mindst i gudstjenestelig sammenhæng.

Men noget sådant var der ikke behov for i en ny tids simplicitet, der gjorde sig gældende ved få og enkle spillemæssige og klanglige virkemidler. Kun ”terrasse-dynamik” var acceptabel og ”orgelmæssig”. Simplicitetens højdepunkt nåedes i 1960-erne, da man uden noget plausibelt musikvidenskabeligt grundlag lancerede den omsiggribende idé at undlade manualskifter i Bachs præludier og fugaer (formidlet til danske organister af Povl Hamburger, og endnu i denne sene fase af orgelbevægelsen kunne en sådan klanglig indskrænkning af det interpretatoriske virkefelt vinde gehør, hvad den i øvrigt stadig i vidt omfang har.

Historisme, minimalisme, snæversyn og ensretning blev nogle af orgelbevægelsens (og Laubbevæ-gelsens) spor i dansk kirkemusik. De få, der ikke kunne eller ville indordne sig, havde vanskelige tider. De gjaldt de to markante kirkemusikere: Rued Langgaard og N. O. Raasted. Langgaard kunne naturligvis ikke eksistere på normal måde inden for dansk kirkemusiks daværende vilkår med udtalelser som f.eks. ”det er haardt at være Orgelspiller i Danmark, naar man ikke er Laubianer” og ”man har ødelagt, forfladiget vore Orgler med de stemningsforladte, skrigende Stemmer, der hørte til i Tiden før Bach. Tænke sig, at saadan noget faar en Renæssance”.

N.O. Raasted, som da kunne se gode sider af bevægelserne, fik i 1931 bygget et 84-stemmers orgel til Københavns domkirke, som i modsætning til tidens tendenser ikke var ”rent”, men som var et blandt de rettroende forhånet ”kompromis-orgel”, indeholdende elementer fra mange stilperioder. Han blev – som Langgaard – nedgjort i dags- og fagpresse med mere eller mindre ufine metoder. Efter besættelsen måtte han endda i Københavns byret værge sig mod beskyldninger om nazisme, fremsat i Dansk Musik Tidsskrift ( i en vittighedsspalte!). Raasted blev frifundet, og tidsskriftets redaktører (Gunnar Heerup og Søren Sørensen) måtte gå af.

Jens Peter Larsen studied at Copenhagen University and taught there, 1939-70. He worked on Danish music and Handel, but his central interest was Haydn, on whom he published many articles and did much to provide a sound base for future study.

Larsen, Jens Peter
Die Haydn-Überlieferung / Jens Peter Larsen. - Kopenhagen : Munksgård, 1939. - 335 sider

Den danske koralbog [node] : melodisamling til Den danske salmebog : i 4-stemmig udsættelse / ved \Jens Peter Larsen\ og Mogens Wöldike. - 3. reviderede udgave / ved Henrik Glahn. - Copenhagen : Wilhelm Hansen, 1992. - 346 sider ; 22-30 cm

Kildefortegnelse og kommentar: side 315-325

Larsen, Jens Peter, 1902-88
Messetoner efter gammel kirkelig tradition

Ideen om at DR skulle have en kendingsmelodi blev rejst i et dagblad allerede i 1929, da en sådan var gængs flere steder i udlandet. Radiorådets forretningsudvalg tog sagen op i 1931, og kendingen var altså første gang i æteren i slutningen af august samme år.

Det var musikhistorikeren Jens Peter Larsen, der foreslog, at man benyttede den ældste danske folkevise med tilhørende melodistrofe, man kender - nemlig ’Drømte mig en drøm i nat’. Strofen findes i et gammel lovhåndskrift fra cirka 1300, der bliver omtalt som ’Codex runicus’.

Harald Kofoed Thorsager og modstandsbevægelsen

I Frihedsmuseets Modstandsdatabase omtales

”H. Thorsager

Sognepræst
Region VII (Bornholm)

Modstandsaktivitet
Likvidering (situationsbetinget)”

Det kom dog ikke så vidt. Under hele besættelsen fandt der kun én likvidation sted på Bornholm, og den havde ikke med pastor Thorsager eller denne situation at gøre.

Jørgen H. Barfoed fortæller⁴:

Kort forinden var man blevet opskræmt af en landskendt stikkers ankomst til øen. Han var indlogeret på Dams Hotel som grosserer Sørensen, men vakte snart mistanke ved sin færden på øen, og Johs. Müller fik under et besøg i København identificeret ham som Arno Oskar Hammeken, der var gået i tysk tjeneste og var eftersøgt af modstandsbevægelsen overalt i landet som en særdeles farlig person. Müller fik i København at vide, at han endelig måtte sørge for at få ham skaffet af vejen på en eller anden måde.

Müller fortæller selv: ”Jeg rejste hjem og gik med pistolen og havde masser af lejlighed til at knalde ham ned, men jeg var et skrog. Jeg kunne ikke. Så kørte jeg op til pastor Thorsager og forklarede situationen og sagde: ’Jeg kan ikke, hvad skal jeg gøre?’ ’Lån mig pistolen,’ sagde han så. ’Nej,’ sagde jeg. ’så kan jeg selv. Så fej vil jeg dog ikke være.’ Så kørte jeg hjem.”

Pludselig var han blevet væk, men så optrådte han igen i Rønne, og med kongemærket i knaphullet gik han bl. a. på torvet og afkrævede folk deres legitimationskort. Han truede folk med sin revolver og slog på andre, der gjorde vrøvl. Nogle klagede til amtmanden, der atter klagede til Morath over Hammekens meriter. Denne erklærede imidlertid, at Hammeken var tolk for det tyske politi, og han havde ikke myndighed over ham. Da folk til sidste var blevet tilstrækkeligt irriterede, gik den en aften til angreb. Der samlede sig et stort opløb, og under indtryk af borgernes truende holdning trak han sig tilbage forfulgt af menneskemængden, der fulgte ham helt ned til missionshotellet, hvor han denne gang boede. Atter blev amtmanden indblandet, og da han kunne illustrere situationen over for Inselkommandanten ved at holde telefontragten ud af det åbne vindue, så Morath kunne høre det hujende menneskehav, der netop passerede uden for amtmandens vinduer, blev han åbenbart klar over, at der kunne opstå en uønsket situatione. Omgående kørte Morath til Missionshotellet, hvor han for øjnene af menneskemængden fjernede sig med provokatøren. Efter nogle dages ophold på Galløkken blev han sendt tilbage til København.

På ”Drabssager i Danmark” oplyses:

Torsdag den 15. september 1949 klokken 01.00 blev den 32-årige Arno Oskar Hammeken
(11. november 1906 - 15. september 1949) henrettet ved skydning i København.
Han var under krigen tolk og medhjælper ved Gestapo i København. Desuden deltog han i flere drab, og var med ved aktionen den 26. februar 1945, hvor 20 frihedskæmpere fra Holger Danske-gruppen blev anholdt i Skindergade 44 i København. Senere blev seks af dem henrettet i Ryvangen af Gestapo.

Erling Kristiansen fortæller om ”En Bornholmsk sognepræst”:

Da jeg i efteråret 1950 blev lærer ved Bornholms Højskole, kom jeg til at bo i Åker sogn. Min sognekirke var den store grå bygning, jeg havde set både fra toget og fra landevejen. Selvsagt havde jeg også læst om Å Kirke, bl.a. om den prægtige gotlandske døbefont med billederne af Jesu fødsels- og lidelseshistorie og teksten, som er skrevet med runer.

En af de første søndage jeg var på højskolen, var jeg for første gang inde i kirken. Jeg har været der mange gange siden. Jeg er ordineret i Å Kirke, og i flere år holdt jeg gudstjeneste i kirken engang om måneden. Jeg har også været der ved andre lejligheder, ved kirkelige handlinger og som guide for besøgende.

Ikke desto mindre står denne første gang tydeligt for mig. Det var en mørk formiddag, ret kølig. I hvert fald føltes det godt at komme i læ i den lune oplyste kirke. Det passede fint, syntes jeg, at vi skulle begynde med at synge "Hyggelig, rolig, / Gud, er din bolig, / inderlig skøn" (DDS 378).

Der var mange i kirke. På hver bænk sad der nogle. Der var ægtepar og enlige, unge og ældre. Meget forskellige mennesker, fælles om at være til gudstjeneste. Der var også en god sang. I nogle kirker hører man kun kirkesangeren - eller koret. Her var der mange, der sang med.

For alteret stod sognepræsten, pastor H. K. Thorsager. En høj statelig mand med en kraftig stemme. Man kunne tydeligt høre, hvad han sagde, både når han på menighedens vegne bad den såkaldte kollekt, fællesbønnen, og når han læste epistelen og evangeliet.

Under sidste strofe af salmen før prædiken trådte kirkesangeren hen og åbnede døren til prædikestolen. Han bukkede let, da præsten passerede, og lukkede derefter døren igen. Og nu stod præsten på prædikestolen. Han begyndte med at bekende troen og læste derefter dagens tekst.

Af Kristine og Aksel Lauridsen på højskolen havde jeg fået at vide, at H. K. Thorsager var en betydelig prædikant. Det havde de ret i, syntes jeg. Han havde noget på hjerte, og han havde omhyggeligt forberedt sig på at få det sagt.

Engang imellem fremhævede han et ord, han ligesom understregede det, men ellers brugte han ikke sådanne ydre virkemidler. Han gestikulerede ikke, og han hverken råbte eller hviskede. Ved at tænke tilbage kan jeg endnu genkalde mig hans rolige stemme med den klædelige bornholmske accent.

Han udlagde dagens tekst, så tilhørerne følte, at her var noget, der kom dem ved. Derfor var der meget stille i kirken. De forkølede glemte helt, at de skulle hoste! Efter prædikenen fulgte som andre steder kirkebønnen og den apostolske velsignelse.

Før præsten forlod prædikestolen, havde man i Å Kirke den skik, at man sang Niels Brorsons vers: "Amen, siger nu tilsammen: / Amen, Herren gøre så! / Amen, Jesus, svar nu amen! / Amen er dit segl derpå!/ Amen! sig: Kom i min favn! / Amen! ja, i Herrens navn! " (DDS 394).

Gudstjenesten fortsatte med altergang. Der var slet ikke så få, som gik til alters, hvad der i 1950 var noget af et særsyn. I løbet af 1930'erne og 1940'erne var antallet af altergæster mange steder gået stærkt tilbage. Der var de kirker, hvor der på grund af manglende tilslutning kun blev holdt altergang med flere måneders mellemrum.

Anderledes i Å Kirke. Her var der tradition for altergang ved gudstjenesten. Det var et af højdepunkterne, mærkede man, også for præsten. Pastor Thorsager anvendte en meget enkel liturgi, han var ikke højkirkelig, endsige ritualist, men over hans tjeneste ved alteret var der en egen værdighed.

Da jeg gik fra kirke den dag, var det med en beslutning om at komme igen. Det havde været en god oplevelse for mig at deltage i gudstjenesten i min sognekirke. Jeg var også glad for det indtryk, jeg havde fået af min sognepræst.

Harald Koefoed Thorsager var født den 15. juli 1893 i Svaneke som søn af købmand Carl Nikolaj Jensen Thorsager og hustru Anine Helene Koefoed. I 1910 blev han student fra Statsskolen i Rønne og godt otte år senere teologisk kandidat fra Universitetet i København.

Han blev ordineret den 11. maj 1919 i Helligåndskirken i København og kunne derefter overtage sit første embede som, hvad der kaldtes "præsteviet medhjælper" på Thurø i Svendborgsund. Her var han til 1923, da han blev sognepræst i Herrested på Østfyn. I 1926 blev han gift med den fire år yngre præstedatter Johanne Ilsøe, som var født og opvokset i Jylland.

I Gylling har jeg mødt en af hans konfirmander fra Herrested, en ældre mand, som døde for nogle år siden. Når han fortalte om sin barndom, plejede han også at komme ind på den tid, da han gik til præst. Det havde været en meget givende periode, forstod jeg.

I efteråret 1933 blev H. K. Thorsager sognepræst i Åker-Åkirkeby. Det var et større og derfor også mere krævende embede med mange kirkelige handlinger. Det sled på sin mand. Men trods arbejdsbyrden og en tiltagende skrøbelighed fik han alligevel kræfter til at blive i embedet i godt femogtyve år - til januar 1959, da han tog sin afsked og til fleres overraskelse igen forlod Bornholm for sammen med sin kone at bosætte sig i Næstved. Her døde han den 20. august 1971.

Teologisk følte pastor Thorsager sig hjemme i den grundtvigske fløj af folkekirken. "Døbefonten er dog stedet i menigheden", skrev han engang til mig. I sine første præsteår var han også blevet påvirket af Karl Barth. Ikke uden et vist glimt i øjet kunne han sige: "I dag er vi jo alle barthianere!"

Da han var kommet til Åkirkeby, viste det sig hurtigt, at også andre end grundtvigianerne kunne bruge ham. Mellem de trofaste kirkegængere var der medlemmer af såvel Luthersk som Evangelisk-luthersk Missionsforening. Han havde også venner i Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Ved hans død skrev en af dem - J. Kjær Frederiksen - bl.a. følgende:

"Da jeg i 1947 kom til Åkirkeby som indremissionær, mødte jeg straks pastor Thorsager. Han blev min sjælesørger. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret opgaven som missionær i Åkirkeby, om ikke jeg havde haft ham at tale med.

"Hvor var det festligt hver søndag til højmesse i Å Kirke, når pastor Thorsager prædikede. Han var en meget dygtig prædikant, og kirken var fyldt af en lovsyngende menighed. Vi var næsten naboer, og tit fulgtes vi ad fra kirke. Undertiden var jeg med indenfor i præstegården, og jeg har set, hvordan han tog det lille prædikenmanuskript, han havde i lommen, og puttede det i kakkelovnen. Det skulle brændes. Jeg undrede mig derover, men han kunne ikke bruge den samme prædiken mere end én gang."

J. Kjær Frederiksen nævner også et eksempel på Johanne og H. K. Thorsagers gæstfrihed: "Missionsboligen var solgt, og en overgang så det ud til, at vi ingen steder havde at bo. En dag jeg var i præstegården, sagde pastor Thorsager: De kan flytte ind hos os. På det tidspunkt havde vi fire børn hjemme. Den kærlighed og det vennesind, vi dér mødte, glemmer vi ikke i vor familie." (Indre Missions Tidende 10.oktober 1971)

Thorsagers kom ret ofte på Bornholms Højskole, dels for at deltage i møder, dels som venner af familien Lauridsen. Ved adventsmødet var der tradition for, at sognepræsten i Åker-Åkirkeby holdt det ene foredrag og valgmenighedspræsten det andet. Særlig husker jeg Thorsager sammen med Andreas Hansen. De supplerede hinanden så smukt. De kunne også drille hinanden i al godmodighed.

Som regel bidrog H. K. Thorsager til højskolens årsskrift med en betragtning. Det skete også, at Aksel Lauridsen fik vristet et prædikenmanuskript fra ham, før det blev puttet i kakkelovnen! I årsskriftet fra 1954 kan man læse hans prædiken ved en aftengudstjeneste i anledning af Dansk Kirkesangs årsmøde. Her omtaler han alterbilledet "hjemme i Svaneke", som han siger. Det er et maleri af Kristus og synderinden (Joh. 8: 3-11):

"En sensommeraften i min studentertid var der aftengudstjeneste. Vi var kun meget få i kirken...men vi fik en fælles oplevelse, som vi senere talte om. Præsten prædikede meget længe. Det skumrede mer og mer, men jo mørkere det blev, des klarere strålede de høje alterlys, og til sidst så vi intet andet end Jesu ansigt fra altertavlen... Synderinden så man ikke, kun Herrens ansigt, stærkere og klarere, lysende mere og mere, jo mørkere det blev på den regntunge aften."

I maj 1958 blev jeg opfordret til at blive præst for Bornholms Valgmenighed. Jeg sagde taknemmeligt ja til opfordringen, men på det tidspunkt var jeg endnu ikke færdig med mine studier, så der ville gå nogle år, før jeg kunne tiltræde stillingen. Da fik Aksel Lauridsen den tanke, at man skulle foreslå H. K. Thorsager at tage sin afsked som sognepræst og blive præst for Valgmenigheden.

Imidlertid blev Thorsager syg og indlagt på sygehuset. "Jeg har aldrig fået hans ja til mit forslag," skriver Aksel Lauridsen i årsskriftet fra 1958. "Men jeg tror selv på, at jeg ville have fået det, hvis ikke sygdom kom til at spille så stærkt ind i hans overvejelser. Og jeg følte, at jeg havde eller i hvert fald ville få hele Valgmenigheden med i opfordringen til Thorsager. Og jeg var sikker på, at Valgmenighedens medlemmer ville slutte op om Thorsager og om Erling Kristiansen, når han til sin tid kom."

I juni opfordrede Valgmenigheden Aksel Lauridsen til at blive præst. Han aflagde de nødvendige prøver og blev ordineret den 7. december i Å Kirke. En måned senere tog H. K. Thorsager sin afsked og rejste som nævnt til Næstved. Han blev altså ikke valgmenighedspræst på sine gamle dage. Han og jeg kom ikke til at arbejde sammen i Valgmenigheden. Derimod vekslede vi en række breve.

Efter at jeg var blevet ordineret - den 28. februar 1962 - modtog jeg et lykønskningsbrev, som for en stor del handler om forkyndelsen. Her skriver H. K. Thorsager bl.a.:

"Tænk altid, at det, der siges, kan blive mennesker til frelse eller fald - og skal blive det. Ellers er det bare noget hjemmestrikkeri uden interesse. Forudsætningen for at kunne prædike - det er ikke klogskab, der skal til - er at gengive, hvad ordet har sagt mig selv. Det kan føles som en afklædning til ens eget inderste, men "afklædte Gud sig ikke helt i Jesus Kristus?" Skulde vi som ordets forkyndere have det bedre?..

"Jeg ønsker Dem, at De altid må være ophængt mellem følelsen af ikke at slå til og glæden over at blive brugt... I øvrigt en gammel fyrs råd: arbejd med teksten hele ugen hver dag. Lad den slumre, lad den virke - ubevidst, og giv så, hvad der blev.”