Personside - 37

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Bohn, Herman Jensen, 1672-1743, russisk General, født i Rønne, Søn af Kjøbmand Jens Hansen (Stuve) og Barbara Bohn, følte tidlig Lyst til den militære Stand, som han valgte trods Moderens Ønske. Han tog til Kjøbenhavn for at lære Befæstningskunsten og blev 1697 Underkonduktør og 1699 Sekondlieutenant ved det sjællandske Regiment. Med de danske Hjælpetropper drog han 1701 til Sachsen, 1702 til Italien og deltog i den spanske Arvefølgekrig, under hvilken han næste Aar forfremmedes til Generaladjudant-Lieutenant og 2 Aar efter til Generalkvartermester-Lieutenant. Da Peter den Store henvendte sig til Kejseren af Østerrig om en Generalkvartermester, blev B. ham anbefalet, og han traadte henimod 1709 i russisk Tjeneste, deltog bl. a. i Slaget ved Pultava og var med Zarens Tropper i Kjøbenhavn 1716 som Generalmajor; vilde da atter træde i dansk Tjeneste, men trak sig tilbage, da man kun vilde byde ham Majors Bestalling. Han fulgte med Tropperne til Rusland og ægtede 1722 en fornem og rig Dame, Catharina v. Brevern, f. v. Reutern (f. 1679), Enke efter Vicepræsident ved Justitskollegiet i St. Petersborg Hermann v. B., og blev 1723 optaget i det liflandske Ridderskab.

Ved Peter den Stores Begravelse overdrog Kejserinden B. med to andre at lede Ceremonierne, og 1725 fik han Alexander Newski Ordenen. 1726 blev B. General en chef og fik Kommando over en til Persien bestemt Hær, men fratraadte samme og overtog paa Grund af Fyrst Repnins Død midlertidig hans Stilling som Generalgouvernør i Lifland, hvorefter han næste Aar udnævntes til Vicepræsident for Krigskollegiet. 1731 tog han sin Afsked og levede sine sidste Aar dels paa Godset Maart i Estland (hvor han i øvrigt ejede flere Godser), dels i Reval, hvor han døde 7. Juni 1743 og blev begravet i Domkirken. Hans Hustru døde 1746 uden at efterlade Børn af Ægteskabet med B. Efter Sigende var det B.s Dygtighed som Korttegner, der først henledte Chr. Gyldenløves Opmærksomhed paa ham og bidrog til hans hurtige Forfremmelse i dansk Tjeneste under den spanske Arvefølgekrig. I russisk Tjeneste gjorde han sig bekjendt ved sin Deltagelse i Anlægget af Ladoga Kanalen. Paa sin militære Løbebane deltog han i mange Slag og Belejringer, hvorfra han medbragte adskillige Saar.

^{G. v. Brevern, Zur Geschichte der Familie von Brevern II, Berlin 1880.
Personalhist. Tidsskr. II, 69 ff.}

G. L. Grove

Fra Personalhistorisk Tidsskrift, 2. bind, 1881:

En dansk general i russisk tjeneste. Meddelt af Frederik Barfod.

Nedenstående, bogstavret gengivne meddelelse har på foden følgende påtegning: Nota! Forestaaende er forfattet af Hr. Comendeur Capit og Comendant Wolfsen paa Christiansø 1782.

Derunder står endvidere: fundet blandt min Fader Amtmand Jespersens efterladte Papirer. H. A. Jespersen.

Det hele er skrevet med den såkaldte danske skrift, kun det, som her er givet med kursiv, er skrevet med den såkaldte latinske skrift. Tegnsætningen, der var lige så ubunden som retskrivningen, har, ser jeg, skriftudvalget fundet det nødvendigt at rette.

Fr. B.

P. M.

Det var at ynske, at ieg kunde give Hr. Conferentzraad Urne en grundig oplysning om den Rusiske Keyserlig General en cheff Bohn; saa meget som Generalen Selv har fortalt mig, og ieg kand erindre, vil ieg melde. Han var født i Rønne paa Bornholm. Hans Faders Navn var Iens Hansen Stuve en Farbroder af Stadshauptmand Stuve i Kiøbenhavn, Moderen var Barbra Bohn, Søster til Morten Bohn i Hasle. Faderen døde tilig; af Sødskende havde hand allene en Søster, som blev gift med en Præst. Udi hands unge aar, var hand hos hands Morbroder Iörgen Bohn, som var ugift og boede, hvor Herman Bohn Clausen Boede. Da Morbroderen Døde, reyste hand til Kiøbenhavn til hans fædres Famillie, hvor hand gav sig til Krigs Standen. Hos den første Plads Major i Kiøbenhavn, hvis Navn var Reyersen |:om ieg ræt erindrer:| lærde han tillige med General Lieut. Scheel og Oberste Due, som blev paa Skaane, fortificationen.

Da den Engelske Dronning Anne bekom hielpe tropper af Kongen, var hand Second Lieutenant ved det Fyhnske Regiment, som kom til Brabant, hvor de Danske fik Berømmelse, endskiøndt det Regiment, hand var ved, led meget. Vor Konge overlod til den Rommerske Keyser 6000 Mand, som kom til Italien under en Gyldenløvs anfører eller (sål! anførelse?). General Gyldenløv havde befalt General Qvarter Mæsteren af [sål.! at?] forfærdige Kaart over Leyerne og March turen; General Quarter Mæsteren kunde ikke komme dermed afstæd, Søgte Bohn om hjelp. Ved det Gyldenløv paaæskede Kaarten færdig, var Svaret, de skulde komme, hand var stedse dermed i Arbeid. Een Dag at Gyldenløv reed omkring i Leyeren, afsteeg han ved General Quarteer Mæsters Telt, Gik Ind, da stoed Bohn og Arbeidede paa Kaartet. Gyldenløv sagde: Monsr Bohn, er det ham, som forfærdiger Kaartet? bliv ved, at det blir færdigt. Derefter lod Gyldenløv tilføre Bohn en Hæst og befalt, at Bohn uden nogen forhindring kunde i Leyer og uden Leyeren om Ride, og aldting Observere selv at give Gyldenløv rapport.

Ao 1708 anholt Kejser Peter den Store hos den Rommerske Keyser, han vilde sende ham en Person, som forstod General Quarter Mæster Embedet fundamentaliter. Bohn blev sendt. Capitulationen bestoed i 3 Aar; naar de 3 aar var til Ende, skulde han |:om det ikke stod ham an:| faae tilladelse at reyse af Riget |:han var den første General Quarter Mæster som havde været i Rusland:|. Da den Rusiske armee jnden for den Crimske Muur af Tyrkerne vare omringede, Var hand med, hvor den tid blev udøst saa megen blod |:sagde han:|, om [sål.! som?] Ruserne kunde bekomme Vand. Damerne, som vare med, gav villig deres Klenodier til den Tyrkiske Bassa, at der blev giort Stilstand, og Ruserne bekom Luft. Da Kong Carl den 12te var for Pultava, var hand med; hand sagde: Havde Kong Carl strax Indtaget Pultava, havde han havt den; mens han vilde først have Hovet Staden Moscau. Den Rusiske armee Marcherede tilbage over 50 Miil, ødelagde aldting; den Svenske efter. Tilsidst fattedes den Svenske Armee Levnets Midler, hvor over de Marcherede tilbage til Pultava, Russerne Marcherede efter. De Svenske beleyrede Pultava, der skeede udfald af Fæstningen, og den Rusiske armee var i Ryggen paa den Svenske, hvorover de Svenske flugtede I en Skov undtagen nogle 100de, som Kom med Kong Carl til Bendern. Fyrst Menschof [sål.!] med hans Regiment blev sendt mod de Svenske til Skoven, de Svenske nedlagde deres gevæhr og blev 11000 ved et Regiment giort til Krigsfanger; Wendelboe |:siden Løvenørn:| var Tolk. De 11000 Fanger giennem gravede en Landstrækning til 2de Floder, hvor Store Pramme føhrer Vahrer.

Anno 1716 var Bohn General Major ved den Rusiske armee, som var ved Kiøbenhavn; hans Stand quarteer var i Ravnsborg uden Nordre Port. Hos Stads hauptmand Stuve satte han 8 a 10000 ducater i Tanke at komme til Fædrene Landet. Hans Capitulations tiid af 3de Aar var mod Enden; han anholdt hos Gabel, som var Ober Krigs Secretair, at blive Oberst i Danne. Gabel tilbød ham Majors Plads. Keyser Peter den store kom til ham i Ravnsborg, hvor Bohn sagde til ham: Det er i Naturen, eenhver tragter til sit Fædrene Land, ieg er en Dansk undersaat; ieg var hos Gabel om at blive Oberst i Dansk Tjenneste. Kand deres Zariske Majest: vide, hvilken Charge hand vilde unde mig? Ney. Hand vilde unde mig Majors Plads. Pfy, svarede Zaren. Derpaa sagde Bohn: Nu vil ieg opsige min Capitulation og tiene deres Majestet Evig. Got, du er min General Lieutenant; da blev hand General Lieutenant i Rusisk Tieneste. Hand førde de Rusiske Tropper igiennem Poehlen til Petersborg, og strax derefter blev General en Cheff.

Mens General Bohn stod i Ravnsborg, var Poul Bohn Student i Kiøbenbavn, hvor hand fandt Leilighed at tale med ham, som Resolverede at reyse med ham , naar hand havde taget afskeed med sine paarørende. Poul Bohn reyste tii Bornholm, derfra til Dantzig, siden til de Rusiske Tropper, som stoed i Poehlen, vidre til Petersborg, hvor hand et aar eller lidt meere forblev. Generalen havde adskillige Bøger og Skrifter, som hand havde efterladt, viiste mig og sagde: Havde ieg vidst saa meget før som siden, skulde den gode Monsieur faaet forlov at blive. Ieg havde og nogle Bøger og Skrifter, som havde tilhørt P. Bohn, dem viiste ieg Generalen, hvor over hand fattede større Fortrolighed til mig, og aabenbarede hans anliggende snarere for mig, end for nogen anden. Hand fortalte mig, hand havde været med i Storm at erobre 13 Fæstninger og 10 Batallier, viiste mig sine Blessyrer. Han havde et Skiønt Biblioteqve; naar hand var frie for Forretninger, var Biblioteqvet hans opholds sted, og maatte der indfinde mig; hand forstod adskillige Sprog og Elskede Lærde Mænd.

Der var en Præssident i Riga ved Navn Brevern, den kaldte Peter den Store til Petersborg at være Præsses I Iustice Colleget. Han døde og efter lod sig en Enke med 10 Børn; hvert Barn arvede efter Faderen 10000 Rubel. Peter den Store vilde have General Bohn gift; han vidste, hand vilde have Penge, hvorover Keyser Peter giorde det Parti, at Enken kom i General Bohns Vold; skiøndt hun var gammel, vilde hun dog tage en General. Ved den Leiligbed kom hand til Midler; hun var en god Huusholderske, raade for Pungen, gav ikke nogen Cubik til en Betler, uden at den jo blev Indført i hendes Dag Bog. Mens Generalen stod i Tiennesten, var der dagligt dækt bord til 8 a 10 Personer foruden de daglige, undtagen Onsdag og Løverdag, med 12 Rætter. Engang om Uggen skulde der være en Stegt gaas med Bornholms Ifylding til erindring, hand var fra Bornholm, hver Fredag en Grød til erindring, hand var fra Dane, sagde han. De daglige var: Generalinden, Generalen, 2de Majorer, hans adjutanter, hans Secretair, hans Stif Son, Secretair ved de udenlandske Sager, Lieutenanten af Vagten, en Fændrik til Ordinans og ieg, naar ieg var i nærværelse. Ved maaltidet Drak Generalen ikke meer end 2de Glas Fransk Viin; de andre kunde drikke hvilken Viin, de forlangede. Hand havde hans eget Øll, som var brøgt foruden Humble og Malt; han lod hakke Granne Greene med Blader smaat, det lod hand komme i Brøgge Kiedelen at Kaage; naar Suppen havde bekommet sin Bedskhed, blev det øst paa røste Karet at afløbe. Til et Anker Øll blev taget en Pot Honning, om rørt og Giær tilsat. Han forsikre, at det Øll var ikke Ilde Smagende, men Lifligt. Om det var den strængeste Vinter, skulde dog Bottellerne staae i en Ballie med Snee, og om Sommeren i en hast hentes af Iis Kielderen. Naar han vilde Sveede, Spiiste han en Skaal Tyk lunnet melk med fløden, hvorpaa var Revet Brød og Sukker, det var hands Sveede Drik og kunde der ved stærkt Sveede. Hans Navn og Caracteer var German Iagan Bon |:eftersom H er ikke iblandt Rusisk Bogstaver:| General en cheff og Ridder af Alexander Nevsky orden.

En Dag kom Pagen tidlig til mig, at ieg vilde komme til Generalen. Da ieg kom, sagde han: Wolsen! her skeer forandringer; ieg vil see, ieg kand bekomme afskeed, ieg vil tale med Ober Kammer Herre Byron, med Grev Osterman og dem, der er i Geheime Cabinetet, at de vil sige, om Keyserjnden Spørger: om ieg kand være mistelig? de vil sige Ia. Det skeede. Hand gav til Keyserinden Ansøgningen om Afskeed. Prinsen af Hessen Hamborg [sål. !] som var Keyserindens adjutant Kom og befalede Generalen at møde Kl. 1 hos Keyserinden, som Skeede. Om efter Middagen efter 4re kom Generalen fra Hoffet med Afekeeden og var hiertelig fornøyet. Han sagde til mig: Efter som han staar ved det perolavske Regiment, som var under min Commando og hører til urkrajen [såL!], skal han ansøge hos Keyserjnden, at han maae komme under det Archangel Gorodske Feldt Begiment, som staar i Estland, hvor ieg har mit Gods, at han som fremmet ikke skal lide nød, og Brev vexling paa saa mange Miile er ikke altiid Sikker. Det blev efterkommet, og forflødt til det archangel gorodske Regiment.

Generalen reyste til sit Gods i Estland paa en Herre gaard ved Navn Mart Myfe. Myfe¹⁾ er en Gaard, som forhen tilhørte Zar Peter, En Prægtig Pallaj, hvor Keyserinden Elisabeth skal være født; den ligger i S. O. ungefeer 3 a 4 Miil fra Reval; havde desuden i nærværelsen nogle andre Herregaarde og Huuse i og uden for Reval. Efter hans demission var Mart hans opholds Stæd, der fordrev han tiiden med hånds Biblioteqve og Apoteck, som vare ved hinanden. Han holdt en provisor, som tillige med ham Laborerde Medicamenter, hvor med hand hialp hans Syge Bønder uden Betalning, havde og ved Gaarden en Stor Bie Avl med viidere. Han holdt daglig for sig selv en Dag Bog. Det er ikke at tvivle paa, at hans efterladte skrivter ere nok i hans Stif Børns Hænder ; hvor i blant var endeel af Peter (sål. ! Poul ?) Bohns. At jeg kom til Danne, igien, var Aarsag til det han havde staaende i Kiøbenhavn, som sees af hosfølgende brev, hvilket mig igien kan tilstilles²⁾.

^{1) Et bræk, som der her findes i papiret, gør, at jeg ikke er vis på, om jeg har læst disse to ord (det gentagne Kyfe) rigtig. Fr. B.
2) Det ”hosfølgende Brev” er sagtens tilbagesendt, hvad der jo udtrykkelig bedes om; i det mindste har det aldrig været i mit Værge. Fr. B.}

Fra Den Seidelinske Slægtsbog²:

JØRGEN HANSEN SEIDELIN, * c. 1633 i Helsingør. - Slotspræst i Skanderborg. I Giessings ”Jubel-Lærere” (1783) og Wibergs Præstehistorie (1867) angives han at være født 1632. Han er dog vist snarere født 1633 (eller 1634).

I Giessings ”Jubel-Lærere” (1783) nævnes intet om, hvornår Hans Seidelin er født, medens Broderen JØRGEN SEIDELIN angives at være født 1632. I Wibergs Præstehistorie (1867) og i Stamtavlen over Familien SEIDELIN (1877) anføres, at Hans er født den 14. marts 1632, og at Broderen Jørgen er født 1632. Herfra stammer antagelig den almindelig udbredte Mening, at de har været Tvillinger; herom foreligger der dog intet sikkert.

Imod at de 2 Brødre skulde være Tvillinger, taler deres (forskellige) Aldersangivelse i Skiftet efter deres Fader 8. oktober 1640. De benævnes her: ”Hanns Hansen Otte Aar gammell, Jürgen Hannsenn på Siuffuende Aar”. Jørgen er da vel snarere født 1633 (eller 1634).

Sammen med Broderen HANS blev han Student 16. Maj 1653 fra Helsingør. Giessing beretter, at de med Ære fuldendte deres teologiske Studier ved Københavns Universitet og derefter rejste til Udlandet, hvor de traf et Par svenske Studenter, som fik dem til at drage til Upsala Universitet (i hvis Matrikel de dog ikke er indført). Her hørte de, at Karl Gustav havde besluttet at genoptage Krigen, der var standset ved Roskildefreden 1658, og ”gå på Sjælland for at belejre København. Om sådant søgede vore Seideliner at få af deres Upsalske Venner den mueligste Kundskab, og derpå lavede sig hemmeligen til Hjemrejsen. De meldede sig straks ved Hjemkomst hos den Kongelige Cabinets-Secretair, CHRISTOPHER GABEL, som befandt deres medbragte Tidende så vigtig, at han førte dem ind til Kong FRIDERICH selv, som da skal have fattet for dem den første Nåde.” Det er dog tvivlsomt, om dette er pålideligt, da man så ikke kan forstå, hvorledes man i København kunde være helt uforberedt på Fjendens Komme1. Sikrere er det formodentligt, hvad der videre fortælles om dem, at de under Københavns Belejring, ”som duelige Personer, der vare færdige at opofre Liv og Blod for deres Fædreland”, viste sig i høj Grad nyttige ved at modarbejde Fjendens Angrebsforsøg. Takket være deres gode Kundskaber i Matematik og Ingeniørvidenskab, samt deres Evne til at tale Svensk var de gentagne Gange i Stand til at udforske, ”hvad der forhandledes midt i den svenske Lejr”, - ”for sådanne Rapporter vidste Kommandanten fast ikke, hvor højt han vilde agte dem”. De skal også have været med til at opsnappe Målene på Svenskernes Stormbroer og Stiger, hvorfor man lod Gravene gøre bredere, hvilket havde den ønskede Virkning, at da Stormen gik for sig, var Stormbroerne for korte, så at der næsten druknede flere i Gravene, end der dræbtes fra Voldene.

---

Denne historie tillægges i parentes bemærket også snaphanen Lorenz Tuxen; men det er nu også en god historie…

---

”Dette gjorde, at Kongen [FREDERIK III] efter Belejringen i egen Allerhøjeste Person takkede disse to Brødre, og tillod dem at vælge sig Belønning enten i civil, militair eller geistlig Stand. Efter Kommandantens Tilskyndelse skal Kongen gierne have befordret dem i Krigsstanden, hvortil de lode at være skikkede og skabte, som høje og velvoxne Personer, der nu havde ladet se mange Tapperheds Prøver, men de betakkede sig allerunderdanigst, bedende om Kongens Nåde og Befordring i den geistlige Stand at blive Lærere i Guds Kirke, hvortil de fra Ungdom af ganske havde opofret sig, og håbede ved Guds Nåde lige så nidkiær og trolig at tjene Gud og hans Menighed, som de nu efter Formue havde tjenet Kongen og Staden. Denne deres Bestandighed behagede Hans Majestæt, som allernådigst forsikrede dem, at de ej aleneste skulde blive forsørgede med Præstekald, men endog ved forefaldende Vacancer blive Præster i Hovedstaden, for hvis Frelse de havde vovet deres Liv.”

Jørgen Seidelin skal under Københavns Belejring endog have gjort Tjeneste som virkelig Ingeniør og til sidst som Generalkvartermester.

Ved Skiftet efter Moderen 1662 fik Jørgen Seidelin udbetalt sin fædrene Arv, nemlig 300 Dl. For de 176 Dl. 2 Mk. 12 Sk. fik han udlagt Sengeklæder, Linned, forskelligt Husgeråd, 1 Egeskab (10 Dl.), 1 Egeseng (8 Dl.), 1 gammel Kiste (3 Dl.) samt 1 dansk Bibel (6 Dl.); det resterende Beløb modtog han i Form af Husleje, som Lejerne var skyldige, nemlig af SVEND Skrædder 19 Dl. I Mk., af WILLUM JONSEN Skomager 31 Dl. 3 Mk. 8 Sk., af JENS HANSEN Skomager ”Husleje skyldig til Michaeli 1662” 12 Dl. 12 Sk., samt ”annammer hos [sin - fremtidige ? - Svigermoder] ELSE salig NIOKEL KOOKIS, hvis hun resterer af Husleje til S. Michaeli Dag 1662”, - 60 Dl. Hans Arv efter Moderen beløb sig til 716 Dl. 3 Mk. 61/3 Sk., hvorfor der blev ham udlagt Halvdelen af den Gård med 2 Boliger i Kongensgade, som var vurderet til 450 Dl. (og hvoraf Broderen HANS SEIDELIN fik den anden Halvdel); det resterende Beløb blev ham udlagt i hans Moders efterladte Hovedgård på Stengaden. Det fortælles, at Kommandanten i København gerne vilde have beholdt JØRGEN og HANS SEIDELIN i Krigstjenesten, ”men de attråede gejstlige Embeder og fik af Kongen Løfte om med Tiden at blive ansatte i København.”

Jørgen Seidelin var derefter 1662-79 Sognepræst i Sjelle, Skørring og Laasby Sogne mellem Aarhus og Silkeborg. Han blev ordineret 9. juni 1662 af Biskop HANS BROCHMAND. Da Embedet som Sognepræst ved Vor Frue Kirke i København blev ledigt ved ERIK TORMS Død i juni 1667, rejste Jørgen Seidelin til København for at minde om det Løfte, han havde fået, om ved Lejlighed at blive Præst i Hovedstaden. Da han imidlertid mærkede, at man på højere Steder ønskede en anden, gav han frivillig Afkald på Løftets Indfrielse, hvorimod han fik kongelig Bevilling 11. juli 1667 (kgl. Konf. 3. Maj 1670) på at blive Præst ved Skanderborg Slot samt for Skanderup og Stilling Sogne, når den daværende Sognepræst JESPER HANSEN ”enten ved Døden afgår, eller Kaldet i andre lovlige Måder ledig vorder.” Samtidig skal han have fået det Løfte, ”at Kongen efter hans Død vilde have Nåde for hans Hus, og dersom han efterlod sig en værdig Søn, skulde han blive sin Faders Successor.”

1676 blev Jørgen Seidelin tillige Provst i Framlev Herred.

Først 1679 døde Provst JESPER HANSEN i Skanderborg, og Jørgen Seidelin var derefter de sidste 9 År han levede, - 1679-88 - Slots- og Sognepræst i Skanderborg, Skanderup og Stilling; han blev indsat 8. Søndag efter Trinitatis, den 11. August 1679, og blev samme År Provst i Hjelmslev Herred. 17. juni 1680 tog han Magistergraden ved Københavns Universitet; i Universitetsmatriklen benævnes han ved denne Lejlighed ”Dn. Georgius Johannis Seidelinus, pastor regius arcis Scanderburg, et præpositus nomarchiæ Helmsloviensis”.

En Beretning fra 1799 fortæller, efter at have omtalt Jørgen Seidelins Valg til Provst i Magister JESPER HANSENS Sted i Hjelmslev Herred: ”og som dette Herred støder tæt til Framlev Herred, hvor han tilforn var Provst, blev han endnu anmodet om at være Provst i begge Herreder, men han betakkede sig derfor, thi han var en meget årvågen og nidkær Mand i sit Embede, ja flittig og utrættelig i Arbejde, men frygtede for at give sig selv for meget at bestille, så meget mere da han allerede begyndte at føle det onde, han tilforn i sine unge År havde lidt og udstået.

Man fortæller om ham, når nogen vilde tale om hans forrige Bedrifter, eller bringe ham selv til at tale derom, rystede han gierne med Hovedet og sagde: Jam totus mutatus ab illo [Nu er jeg helt forandret fra dengang]. I Schanderborg levede han i 10 År og døde uden Tvivl 1689, efter at han allerede i nogle År havde set sin ældste Søn, Mag. Nicolaj Seidelin, som ordineret Mand i Præsteembede. Han var gift med Ide Nicols Datter, hvis Fader var en meget fornemme Mand fra Polen, som endte sine Dage i Danmark. Magister Jørgen Hansen Seidelin efterlod sig med bemeldte sin Hustru 2de Sønner og 4 Døtre: - Sønnerne bleve Jubellærere og alle Døtrene anstændig gifte.”

1685 - 3 År før Jørgen Seidelins Død - fik han sin 19aarige Søn NICHEL beskikket til Kapellan hos sig; denne blev Sognepræst i Skanderborg efter Faderens Død; det kongelige Løfte om, at Sønnen skulde blive hans Eftermand, blev således opfyldt, medens Faderen levede, så at Jørgen Seidelin, endskønt han blev aldrig Sognepræst i København, havde dog højlig Årsag at prise sin Konges Nåde, og det så meget mere, som Skanderborg Kald (i 1686) blev med Tiender og Tillæg meget forbedret.”

Der er bevaret en Skrivelse af 1. november 1681 til ”Oberzahlmester”, hvori Slotsprædikant Jørgen Hansen Seidelin og Skolens Rektor og Kantor CLAUS SØRENSEN SCHANDORF anmoder om at få udbetalt deres Løn ”for vores Kirke Tjenester på Skanderborg Slot.” Den nævnte Skrivelse lyder:

”Velædle og Velbårne Hr. Cammerraad og Oberzahlmester, Højgunstige Herre og Patron.

Eftersom Hans Kongelige Majst. allernådigst haver tilladt os underskrevne en vis solarium årlig at nyde for vores Kirke Tjenester på Skanderborg Slot, hvilken nådigste solarium vi hos velædle Hr. Land Commissarium haver begæret, men er os benægtet, indtil Velbårne Hr. Cammerraads Ordre derpå udstedes: Da ere vi udi dybeste Ydmyghed af Hr. Cammerraad begærendes, Hans Velbårenhed vilde anse vores store Umage og Besværing med Prædiken og Sang, som sker om Ugen hver onsdag, fredag, søndag og Helligdag, foruden Aftensangs Prædiken, som falder på højtidelige Fester om Året, til hvilke mange Prædikener årlig at udstå jeg selv en ordineret Mand må holde og selv underholde. Formoder derfor den høje Gunst af Hr. Cammerraad, at Ordre til Hr. Land Commissarium maatte gives, at vi vores Løn maatte bekomme, som os resterer fra Philippi Jacobi Ao. 1680 indtil nærværende Tid, sådan Eders Velbyrdigheds høje Gunst mod os fattige Kirke Tjenere Gud vil belønne og vi berømme, forblivendes Velbårne Hr. Cammerraads Vores Højgunstige Herres og Patrons tjenstydmygeligste

Jørgen Hansen Seidelin, Slots Prædikant til Skanderborg Slot.
Skanderborg d. l. Novemb. 1681.
Claus Søffrensen Schandorf Rector i Skolen og Cantor.”

Fra 1686 og 1688 foreligger 4 Ansøgninger, i hvilke ”vi fattige Kirketjenere her til Skanderborg Slot”, Jørgen Hansen Seidelin og SCHANDERUP, anmoder Overrentemesteren om Hjælp til Betaling af de kongelige Skatter. 3. april 1688 tales der om ”store magtpaaliggende Udgifter baade med Consumption-, Kop- og Quægskat og i Synderlighed denne nu allernaadigst paabudne Defensionskat os paabydes uden Ophold at betale, hvortil vi ganske intet haver, uden hvis vi dertil med vores Løn kan svare.” Ansøgningen af 2. marts 1686 lyder:

”Til Højædle og Velbårne Hr. Ober Rentemester.

Det er nu på det højeste for os fattige Kirketjenere her i Skanderborg at desperere om Hjælp i vor store Trang, såsom os dagligstore Udgifter påligger, og trues idelig af Amtsskriveren med Execution for adskillige Kongl. Skatter, hvortil ingen Råd eller Hjælp kan optænkes, medmindre Eders Excell. af medfødte Fromhed sig til Barmhjertighed mod os vil lade bevæge og os noget af forbigangne Aars Løn lade give, hvortil, om Eders Excell. gunstig måtte behage en Ordre til Hr. Land Commissarium at give, vi med noget af Skanderborg Jordebogs Indkomster, som Korntiender eller andet, kunde behjælpes, såsom Eders Excell. selv alene derudi haver at disponere, og til hans gode Villie allerydmygste henstilles. Vi ere så udborgede, at fast ingen os mere vil creditere. Hr. Ober Rentemester vilde dog for Guds Barmhjertigheds Skyld høre vores uafladelig Råb og Suk, såsom han igen vil formode sig Løn og Bønhørelse af den allerhøjeste Gud, hvorom vi daglig vilde bede såsom

Eders Excellences allerydmygste Tjenere Jørgen Hansen Seidelin, Schanderup”

Død 1688 eller 1689, kun c. 55 År gammel.

Gift IDE NIKKELSDATTER KOCK, * c. 1638-39 på Christianshavn. Datter af Generaltoldvisitør NIKKEL HELMER (HOLMER) KOCK Død 1645, begr. 16. februar i St. Mariæ Kirke i Helsingør) og Hustru ELSE JENSDATTER (død 3. september 1690, begr. 10. s. M. på den danske Kirkegaard i Helsingør).

Der vides intet om, hvornår hun døde.