Personside - 198

Fra ”Kendtes Gravsted”:

Han blev student i 1899 og cand.jur. i 1905. Han havde forskellige juridiske stillinger, som fuldmægtig og dommer, før han tog springet til instruktør af hørespil i Statsradiofonien. Som forfatter debuterede han med skuespillet Kristiern den 2., som blev opført på Dagmarteatret i 1921. I de følgende år viste han sig som en produktiv og behændig dramatiker, der i en vedkommende og levende stil, tog aktuelle emner under behandling, så det påvirkede samfundsdebatten: Det sidste ord (1924), Dommeren (1925), Kvinden paa Fyrre (1927), Ære (1927), Fru September (1933) m.fl. Betydeligt var det bibelske drama Judas, der blev opført på Det Kgl. Teater i 1935. Med Nævning Olsen på Folketeatret i 1939 og Gudernes gave på Det Kgl. Teater i 1943, fik han sine største succeser. Eroica, om Beethoven, blev sendt som hørespil i 1944. En enkelt roman Byen fra 1924, giver et levende og bredt billede af København, under 1. verdenskrig. Et af hans sidste arbejder, blev en biografi om skuespilleren Eyvind Johan-Svendsen, der udkom i 1947. Oluf Bang selv medvirkede i en enkelt film: Det sande ansigt fra 1951.

Kjersti Hustvedt skriver i Store Norske Leksikon:

Einar Skavlan, Einar Kielland Skavlan, født 30. juli 1882, fødested Frogn, Akershus, død 16. august 1954, dødssted Oslo. Redaktør. Foreldre: Professor Olaf Skavlan (1838–91) og Dagmar Kielland (1855–1931). Gift 6.7.1907 med musikkpedagog Margrethe (“Grete”) Bartholdy (1.11.1883–1965), datter av kantor og komponist Conrad Johan Bartholdy (1853–1904) og Octavia Tørsleff (1854–1945). Far til Merete Skavlan (1920–); brorsønn av Sigvald Skavlan (1839–1912).

Gjennom sine 39 år som sjefredaktør spilte Einar Skavlan en viktig rolle for utviklingen og utbredelsen av Dagbladet. Han var også en betydningsfull teaterkritiker og var sjef for Nationaltheatret 1928–29.

Skavlans barndomshjem var et sentrum for nasjonal og radikal venstrepolitikk i Kristiania, og han ble tidlig politisk engasjert. I studietiden ble han sterkt opptatt av unionsfeidene, og 1905 ble han en av Georg Stangs og Gunnar Heibergs unge beundrere. Skavlan tok examen artium 1900 ved Otto Anderssens skole, studerte deretter jus ved universitetet i Kristiania og ble cand.jur. 1906. Etter studiene ville han inn i venstreavisene Dagbladet eller Norske Intelligenssedler, men fikk ikke innpass og startet derfor som journalist og litterær medarbeider i Verdens Gang 1907. Tre år senere ble han med redaktør Ola Thommessen over i det nystartede Tidens Tegn. 1914 ble Skavlan redaksjonssekretær i Dagbladet, og etter Hans Volckmars død 1915 ble han sjefredaktør, en stilling han hadde helt til sin død, med unntak av årene han var sjef for Nationaltheatret og av okkupasjonstiden.

Da Skavlan kom til Dagbladet, var det en utpreget politisk avis, med et lite opplag og dårlig økonomi. Som sjefredaktør ledet han avisen i en mer radikal retning, ofte i skarp opposisjon til Venstres offisielle politikk. Under hans ledelse gikk Dagbladet fra å være et politisk blad med moderat interesse for annet enn nyhetsstoff til en moderne avis. En av Skavlans største bragder var å erobre tilbake Dagbladets stilling fra 1880- og 1890-årene som ledende kulturorgan for venstresiden. På få år gjorde han avisen til en utpreget osloavis og et allsidig journalistisk blad som ble et sentralt forum for radikal debatt. Han hadde en egen evne til å knytte til seg dyktige medarbeidere som kunne bidra til utviklingen av Dagbladet, blant andre Johan Borgen, Axel Kielland og Trygve Hjorth-Johansen. Sistnevnte startet sammen med Skavlan det berømte “Ukens portrett”.

Skavlan virket som teater- og litteraturkritiker da han kom til Dagbladet, og han fortsatte som teaterkritiker etter han ble redaktør. Han var levende opptatt av teater og var en av landets klareste og skarpeste kritikere. Da Bjørn Bjørnson trakk seg tilbake som teatersjef ved Nationaltheatret 1927, ble Skavlan hans etterfølger. Skavlan tiltrådte nyttår 1928 og fungerte som sjef til utgangen av 1929, da Dagbladets styre ikke ville innvilge ham forlenget permisjon. I løpet av sin korte tid i sjefsstillingen ble Skavlan kjent som de unges teatersjef; gjennom fornyelser av ensemble og repertoar satset han på de yngre skuespillerne.

Skavlans interesse for litteratur og politikk kom også til uttrykk gjennom hans bøker om Knut Hamsun (1929) og Gunnar Heiberg (1950), som han beundret så sterkt at bøkene bærer preg av heltedyrking.

Sommeren 1940 ble Skavlan avsatt som sjefredaktør i Dagbladet fordi han nektet å etterkomme tyskernes diktat angående hva avisen skulle trykke. Han fortsatte å arbeide i avisen som skribent, men hans rolle ble ytterligere marginalisert frem til mars 1942, da han ble fjernet. Avsettelsen ble begrunnet i hele hans redaksjonelle profil, fra Dagbladets artikler i 1935 til fremme av Carl von Ossietzkys kandidatur til fredsprisen til avisens omtale av NS-mannen Johan Hauge som gjest på Nationaltheatret like i forveien. 1. april 1942 ble Skavlan arrestert og sendt til Grini, hvor han satt i 19 måneder. Etter frigjøringen gikk han tilbake til jobben som sjefredaktør.

Skavlan preget gjennom alle år Dagbladet i skarp, polemisk ånd, og i løpet av sin sjefsperiode gjenreiste han avisen økonomisk og innholdsmessig. Dagbladet gikk fra et opplag på 4000 eksemplarer da han overtok ledelsen for avisen 1915, til en moderne storavis, som ved Skavlans død forlengst var landets nest største med et opplag på omkring 100 000 eksemplarer.

Verker:

Georg Brandes 1842–1912. Fra Norge paa syttiaarsdagen (red. sm.m. A. Krogvig), 1912
Knut Hamsun, 1929
Gunnar Heiberg, 1950
Norsk teater 1930–1953 (teaterkritikker i utvalg ved P. Gjesdahl), 1960

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

S. er født i Kjøbenhavn 7. Okt. 1816. Hans Fader, Fuldmægtig ved Søetatens Proviantgård, Adam Reutz S., døde allerede 1818. Hans Moder var Dorothea Marie f. Langeland. Efter at være forberedt i Schouboes Institut dimitteredes han 1834 privat til Universitetet, tog 1835 2. Examen og i 1839 polyteknisk Examen i Mekanik. 1841-45 var han under C. Ramus Repetent i Mathematik ved Polyteknisk Læreanstalt. 1843 kom han ind paa Borchs Kollegium, hvor han var et fremtrædende Medlem af den glade og dygtige Kreds, hvortil ogsaa P. Faber og J. F. Hagen hørte. Samtidig havde han begyndt at undervise i Mariboes og Friis' Realskoler. 1845 erhvervede han Magistergraden (Dr. phil. fra 1854), rejste 1846-47 med offentlig Understøttelse og opholdt sig navnlig i Paris. Derefter holdt han nogle Forelæsninger som Privatdocent ved Universitetet. 1848-49 deltog han frivillig som Sekondlieutenant i Krigen. I 1847 havde Ramus indstillet ham til en ny Plads ved Polyteknisk Læreanstalt som Lærer i Mathematik for Kemikerne, men efter Indstilling af Bestyrelsens Flertal besattes denne Plads med en Fysiker, C. Holten. Dette gav S. Anledning til en heftig Polemik mod Bestyrelsen. I den omstridte Stilling afløste S. dog Holten 1850, og 1857 blev han fast Lærer og Medlem af Bestyrelsen; samtidig overtog han frivillig Undervisningen ved Anstaltens nye Ingeniørkursus, ved hvis Oprettelse han havde været meget virksom. Lærergjerningen ved Anstalten fortsatte han til 1885, dog fra 1861 i Egenskab af Professor ordinarius i Mathematik ved Universitetet, hvor han afløste C. Jürgensen. 1869 indtraadte han i Konsistorium. 1854-63 var han Lærer i Mathematik ved den militære Højskole, 1855-62 og 1855-63 var han Medlem af Examenskommissionen henholdsvis for Landinspektører og Forstmænd. 1862 optoges han som Medlem af Videnskabernes Selskab. 1875-86 var han Formand for Undervisningsinspektionen for de lærde Skoler og de højere Realskoler. 1884 fik han Kommandørkorset af 2. Grad.

Det er som Lærer i Mathematikken paa dens forskjellige Stadier og ved sin hele Virksomhed for Undervisningen, særlig i dette Fag, fra den mest elementære til den videst gaaende, at S. har indlagt sig de største og varigste Fortjenester. Han hørte til dem, der forlange meget af sig selv; han bearbejdede Undervisningsstoffet saaledes, at det paa ethvert Standpunkt kunde være tilgængeligt ogsaa for de Elever, som ikke vare særlig mathematisk anlagte, meddelte det med stor formel Klarhed og indøvede det ved omhyggelig indsamlede og vel afpassede Opgaver. Derefter vidste han, at han ogsaa kunde forlange en klar Redegjørelse og sikker Anvendelse hos sine Elever, og saa forlangte han det ogsaa med Bestemthed baade ved den daglige Undervisning og ved Examiner. Ved disse forstod han med stor Sikkerhed ved vel stillede Spørgsmaal baade at faa det frem, som Examinanden vidste, og at gjøre klart, hvad han ikke forstod. Disse Fortrin som Examinator kunde dog forspildes over for Examinander, der ikke kjendte ham, og som lode sig skræmme af en barsk og heftig Tone, der for let kom frem hos ham.

Ved i saa mange Aar selv at undervise paa denne Maade, og ved den Vejledning og de Raad, han særlig som Undervisningsinspektør har givet andre Lærere, hvoraf efterhaanden mange havde været hans Elever, har S. skabt en Overlevering, som her til Lands i Mathematikken tillader ret store Fordringer i Retning af virkelig Tilegnelse af det lærte. I hans egen Levetid var den knyttet til en meget udbredt Anvendelse af hans talrige Lærebøger, som derfor jævnlig udkom i nye Oplag, nemlig: ”Elementær Arithmetik” (1843), som maaske er den mest selvstændige af hans Lærebøger, og som viser, hvor tidlig han besad sit Herredømme over Formen; ”Ren Mathematik” (1847), ”Analytisk Plangeometri” (1854; i 2. Udg., 1868, tillige Rumgeometri), ”Sfærisk Trigonometri” (1858), ”Oversigt over Hovedformerne i Rummet” (1858), et Arbejde, som er knyttet til S.s Bestræbelser for at faa Geometriundervisningen indledet ved en saadan Oversigt; ”Elementær Algebra” (1859), ”Differential- og Integralregning” (1860), ”Grundtræk af Sandsynlighedsregning” (1864), ”Elementær Plangeometri” (1865) og Opgavesamlinger paa de forskjellige Omraader.

Saa vel i forskjellige Kommissioner som i Bestyrelserne af Læreanstalt og Universitet og i Undervisningsinspektionen fik S. stor Indflydelse paa alle mulige Undervisningsspørgsmaal. Derfor bærer han vistnok et Ansvar for nogle af de uheldige Sider ved den med Loven af 1871 indførte Skoleplan for de lærde Skoler; nen til Gjengjæld har han en meget stor Del af Æren for, at Undervisningen efter denne Plan strax blev sat saa godt i Værk.

S.s videnskabelige Virksomhed har størst Betydning ved sin Tilknytning til hans egen Undervisning. Spørgsmaal, der vare behandlede i denne, førte han videre paa en Maade, der maatte virke ansporende paa hans fremmeligere Elever. En Del af hans Arbejder gaa ud paa Dannelsen af integrable Differentialligninger eller Integration af Saadanne ved Kjædebrøk eller bestemte Integraler. Han skrev i Videnskabernes Selskabs Skrifter og Oversigter, Universitetsprogrammer og i ”Mathematisk Tidsskrift”, i hvis Grundlæggelse (1859) og heldige Optræden han havde væsentlig Del.

S.s Herredømme over Formen og en Del Hensynsl 1860 R. Nielsens dristige Brug af Mathematikken i sin Filosofi. Striden, som fra begge Sider førtes med formel Glans, endte med, at S., der da var Professor paa Læreanstalten, i en Gjenoptagelse paa Folke-theatret af ”Gjenboerne” med omtrent den Rollebesætning, den oprindelig havde haft som Studenterkomedie, deriblandt S. som Kobbersmedden, tillige overtog Søren Torps Rolle og i denne tydelig kopierede Universitetsprofessoren. Den varme og aabne Ærlighed, hvormed S. førte sine Kampe, efterlod dog ikke Nag, og ofte har han bag efter arbejdet godt sammen med fordums Modstandere. Hans vederhæftige Personlighed vandt Tillid baade hos Kolleger og Elever, og de holdt af ham. Polyteknikerne saa gjærne den barske Lærer ogsaa i deres muntre Lag, og de yngre Mathematikere vedblev han at yde en trofast Støtte paa deres videre Bane.

Med sin praktiske Sans og Forretningsdygtighed gjorde S. ogsaa Mathematikken frugtbar udad til, særlig som Medstifter af er en kort Sygdom, indtil hvis Udbrud han med fuld Kraft og Flid havde fortsat sin omfattende Virksomhed.

12. Nov. 1853 ægtede S. Anna Arctander (f. 30. Sept. 1830), Datter af Fuldmægtig i Nationalbanken Wilhelm August A. og Caroline f. Linstow. Hun døde 1897.