Personside - 56

Da faderen 1842 blev byfoged i Varde sendtes han til Odense for at få en bedre skoleuddannelse. 1846 blev han optaget på landkadetakademiet.

IQ var premierlieutenant, hofjægermester og ejer af Tousgård nær Århus.

Han kom på officersskole, men forlod militærtjenesten og blev 'installeret' som tobaksfabrikant, idet han ejede den Funderske Tobaksfabrik 1862 - 1869.. Men fabrikken gik ikke så godt, ifølge Oluf Bech (hans svigersøn) fordi man havde glemt at sikre sig opskriften på en bestemt slags skrå, der vist havde været en hovedartikel for fabrikken.

IQ opgav tobaksfabrikken og flyttede til Skovdal, en lille gård i Viby nær Århus, hvor han af sin svoger godsejer, senere indenrigsminister Ingerslev på Marselisborg fik uddannelse i landbruget før han i 1871 overtog Tousgård, der lå 'langt uden for Århus med dejlig udsigt gennem haven til Århusbugten'. Han ejede Tousgård til 1906, hvor han flyttede til en lejlighed i Århus.

Tousgård var en lystgård, dvs. at jordtilliggendet ikke var tilstrækkeligt til at ejendommen økonomisk kunne løbe rundt, således at det var nødvendigt at ejeren besad en vis formue. En overgang var IQ amtsrådsmedlem og 1877 - 89 formand for Århus Amts landøkonomiske selskab og han syntes i øvrigt at have drevet Tousgård 'med stor dygtighed'. I 1884 blev han Ridder af Dannebrog, i 1891 hofjægermester og i 1902 Dannebrogsmand.

IQ og EI havde i alt 6 børn: Marie Juliane, der døde som spæd, Juliane født 1862, Mathilde født 1865, Elisabeth født 1867, Axel født 1868 og endelig Marie (Mitte) født 1870. Moderen Elise døde 1871, hvorefter IQ giftede sig med hendes kusine Clara Emilie Friis, datter af hofjægermester Johannes Friis på Lyngbygård ved århus og Sophie Dorothea Meulengracht. I dette ægteskab var der ingen børn. Clara var en habil landskabsmaler, der har malet en del billeder fra Tousgård og omegn. På Tousgård boede også til 1890 IQ's moder Juliane Marie født von Føns, der blev enke 1876.

Ingen af døtrene gik i skole, men man havde skiftende gouvernanter, hvoriblandt både en tysk og en fransk, og især Mathilde og Mitte var stærkt interesserede i historie og litteratur. Begge skrev digte, og Mathilde skrev et par udmærkede børnebøger og nogle noveller, bl.a. baseret på stof fra folkene på gården.

Juliane og Mathilde forblev ugifte, men Juliane havde plejedatteren Elsa Groneman. IQ modsatte sig vistnok at hun fik navnet Qvistgård. Elsa blev gift med lektor Ivan Stchellkunoff og blev en kendt person på Bornholm.

Elisabeth blev gift med den senere bankdirektør Oluf Bech. De fik sønnerne Holger (med børnene Ole og Kirsten) og Gustav, der døde ung af blindtarmsbetændelse. Axel blev gift med Frede Launy. De fik børnene Jørgen og Grethe, der begge blev tandlæger. Jørgen fik to børn, og Grethe blev gift Holvert og fik fire børn.

Mitte blev gift med overlæge Severin Nordentoft. De fik børnene Knud, Philip, Iver, Elise, Benedict og Vibeke. Langt de fleste af IQ's og EI's efterkommere nedstammer fra disse seks søskende.

Q. blev født 22. april 1830. Døbt 16. juni Aarhus Domkirke. Fader: daværende overauditør og regimentskvartermester Theodor Martin Sofus Q. Moder: Juliane Marie f. von Fønss. Da faderen 1842 blev borgmester i Varde, sendtes sønnen til Odense for at få en bedre skole-uddannelse. 1846 optaget på Landkadetakademiet. 1.-11.-1846 kadet, 31.-7.-1850 løjtnant med ancienitet fra 1.-11.-1849 og ansat ved 1. jægerkor, der lå ved Frederikstad. Erindringmedaljen for deltagelse i krigen. 24.-1.-1852 forsat til 3. dragonregm. i Aarhus. 5.-5.--1861 premierløjtnant. 28.-2.-1862 å la suite på 2 år uden gage. 11.-12.-1862 afsked i nåde efter ansøgning. S. å købte Q. den Funderske Tobaksfabrik i Aarhus. 1869 solgte han fabrikken. I denne periode ejede og drev han gården Skovdal i Viby S. og fik af sin svoger, godsejer, senere indenrigsminister Ingerslev på Marselisborg, uddannelse i landbruget, hvorefter Q. i 1871 købte Tovsgaard, Brabrand S., som han ejede til 1906. Denne ejendom drev han med stor dygtighed og valgtes 1877 til formand for Aarhus Landboforening, som han med takt og fasthed ledede under de vanskelige provisorier Da han i 1889 valgtes til næstformand i De samvirkende jyske Landboforeninger, nedlagde han sit mandat i Aarhus Landboforening og blev dens æresmedlem.

Af Aarhus amtsråd var han medlem i 3 valgperioder fra 1880-98. Af direktionen for Aarhus Sindssygehospital valgtes han til medlem 1879 og forblev der til nogle år før sin død, der indtraf 23. august 1910 i Aarhus, hvortil han var flyttet. Endelig kan nævnes, at han fra 1882 var leder af ”Understøttelsesforeningen for trængende jyske Landmænd og deres Efterladte” først som vicepræsident og fra 1898 som præsident. Ved sin tilbagetræden 1903 blev han foreningens æresmedlem.

Qvistgaard var en mand med den gamle officerstypes bedste egenskaber: Samvittighedsfuldhed, pligtopfyldelse og punktlighed, når dertil føjes en velvillig imødekommenhed, blev resultatet, at han var ligeså afholdt som respekteret. 2.-12.-1884 r. af d., 1891 hofjægermester, 30.-8.-1902 dbmd. Q. var gift 1. 22.-5.-1857 med Severine Elisabeth Ingerslev f. 5.-11.-1835, død 6.-5.-1871, dtr. af justitsråd I., Marselisborg. 2. 1.-9.-1872 med Clara Emilie Friis, f. 13.-6.-1834, død 6.-2.-1911, DtB. af hofjægermester F., Lyngbygaard.

Citeret efter Fredi Paludan-Bendtsen:

Niels Christensen Bøg blev student i Viborg og blev i 1644 indskrevet på universitetet i København. Som student prædikede han i 1654 som afløser for øverste kapellan ved Viborg Domkirke Christen Nielsen, der var syg i 9 uger. Fra januar 1655 til midt i april 1655 var han medhjælper ved nederste kapellan i Viborg Domkirke, men blev så kaldet til sognepræst i Fjellerup og Glæsborg på Djursland, hvor han i 1691 blev konstitueret til provst i Djurs Nørre herred.

Da Jylland et par år efter Bøgs indsættelse blev besat af svenske tropper og senere befriet af tyske og polske lejetropper, der var ligeså hensynsløse som de svenske fjender, gik det hårdt ud over egnen ved Fjellerup. Hans forgænger i embedet Hans Hansen Viinholt var tidligere blevet fritaget for at betale skat af kongetienden af Fjellerup sogn, da indtægterne var meget små i det fattige kald. Da man så fra 1680 igen ville opkræve denne skat klagede Bøg til kong Christian 5., der i 1686 fritog Bøg og hans efterfølgere for skatten. Helt fattig har Bøg dog ikke været, idet han bl.a. arvede faderens gård og markjorder i Viborg.

Niels Bøg havde i sine sidste leveår en del besvær med enkefruen på Østergård Eva Margrethe Pentz og hendes bror Adam Ernst Pentz på Mejlgård. I 1697 var uoverensstemmelserne blevet så store, at Pentz og hans hustru fik kongelig tilladelse til at benytte en anden præst, sålænge uenigheden med Bøg bestod. Pentz førte bl.a. en retssag mod Bøg om, hvorvidt Bøgs husmand Niels Andersen Kirkemand var fritaget for militærtjeneste eller ej. Søsteren Eva Margrethe Pentz på Østergård førte flere retssager mod Bøg, bl.a. om en sæk, som hans husmand havde stjålet, og om vejen til Bøgs kålhave, der lå på Østergårds mark. Sagerne blev dog forligte på Østergård i 1700. Senere drejede stridighederne sig om et læs brænde, som Bøgs tjenestekarl Simon Nielsen havde hentet på Præsteengen. Ikke uden grund beklager Bøg sig i en af sagerne over, at han som en gammel og fattig mand skal besværes med disse retssager, men selv efter Bøgs død lagde fruen på Østergård sag an mod arvingerne for noget rugsæd, som hun mente var ulovligt høstet og kørt hjem til præstegården.

Fra ”En Herremand og en Herremands Frue, Et Billede fra Slutningen af det 17de Aarhundrede” af Præst til Fjellerup og Glæsborg C. F. K. Reiersen i Historisk Tidsskrift, Bind 3. række, 1 (1858 - 1859):

At det ikke maatte være nogen let Sag at være Præst i to Sogne, hvor Pentz og hans Søster vare de mest formaaende,erlet at begribe, og det kom ogsaa deres Præst, Hr. Niels Christensen Bøgh¹⁾ i Fjellerup, til at formærke. Saaledes stævnede Pentz ham, fordi han havde »understaaet« sig at afvise Pentz's Tjener, Søren Sørensen Degn i Glesborg (en af Hovedmændene i Tyvebanden), fra Skriftemaal og Altergang i Glesborg Kirke, og flere af Bøghs Sognemænd indstævnedes for i samme Anledning at aflægge Vidnesbyrd imod ham. Allerede tidligere havde han havt en Sag med Fruen paa Østergaard, fordi en af hans Huusmænd havde stjaalet en Sæk fra Fruen. Siden vilde hun ikke lade ham faae Adgang til hans Kaalhave, der laae paa Østergaards Mark, Tornevangen, og for at faae Tilladelse til at komme til den, maatte han renoncere paa Tienden af noget Jord, som kaldes Brændhave eller Brendmose Jord, som var blevet indtaget under Østergaards Mark. Den værste Sag fik han, fordi hans Datter, Ane Cathrine, Søndagen den 31te Juli 1701 sendte Avlskarlen udi Præsteengen for at hente et Læs Brændsel. Da han kom kjørende hjem med Brændselet, og Fruen havde faaet det at vide, sendte hun sin Pige ud paa Veien, at hun skulde passe paa, hvor det blev kjørt hen, og da Pigen nu meldte, at det var kjørt ind i Præstegaarden, lod Fruen strax Præsten, hans to Døttre og hans Folk indstævne. Det kom til at gaae ud over Datteren, Ane Cathrine, som den egentlige Skyldige. Det hjalp ikke, at hun i sit Indlæg yttrede sin Forundring over, at Fruen, der vel som Kirkens Patronesse skulde have Opsigt med Skoven, »som en Patronesse af hævngjærrige Affecter vil tragte efter Præstens og hans Folks Ruin for saadant, som Intet er bevendt, og som af enhver Retsindig kan kjendes, det ikke er den Umag eller Fortræd værd.« Fruen lod sig ikke røre, og ved Dommen forpligtedes Præstens Datter til, foruden en Mulkt for Helligdagsbrøde, at skulle betale 8 Daler for hvert af de to Elletræer, hun havde ladet fælde, og desuden for hvert 2’ Lod Sølv, da hun ingen unge Træer har ladet plante i stedet for.
Fruens Vrede mod Præsten synes fornemmelig at have havt sin Oprindelse fra, at han under hendes Sag med Generalinden paa Overgaard for Frovslereileu maatte aflægge et Vidnesbyrd i hendes Disfaveur, hvilket hun ikke kunde glemme ham. Hun formerede ham derfor ogsaa en ny Proces, fordi han uden at have Ret dertil havde taget Rømningsmændene fra Overgaard til Alters. I sit Indlæg yttrer Bøgh, der da var 80 Aar gammel, at han efter den velbaarne Frues eget gunstige Tilsagn havde formodet, at hun i hans høie Alderdom vilde have forskaanet ham for Proces og Trætte; men da hun ikke vil det, henviser han Sagen til mere conveniens forum end Nørre Herreds Thing og yttrer til Slutning: »jeg ønsker kun at jeg fattig gammel udældrende mand maa nyde fred og ro i min Alderdomb och iche bemoyes med slig unødig fortræden«. Fred fik han snart, thi Herren kaldte ham til sig ved Midsommerstid det følgende Aar 1702. Men da den naadige Frue ikke længer havde ham at lade sin Vrede gaae ud over, vendte hun sig mod hans Børn. Det hjalp ikke, at den yngste Søn, Hr. Christopher Bøgh i Thrige, paa Arvingernes Vegne under Skiftet efter Faderen yttrede det Ønske, at »den Uvillie, som den velbaarne Frue til Østergaard havde fattet mod deres Fader, med hans Aske maatte være begravet og ikke fortsættes mod hans fattige Arvinger, da hun med mange Processer fast i alle optænkelige Maader har angrebet den salig Mand i hans levende Live.« Fruen begyndte alligevel i Naadensaaret et Par Processer mod Arvingerne, dels fordi deres salig Fader ikke havde holdt Orne for Bymændene i Fjellerup, hvortil han efter hendes Formening var forpligtet, fordi han havde havt noget Jord i Rogaarden til Afbenyttelse, deels i Anledning af en Karl, der tjente Arvingerne, og som disse vilde have fri for Enrolering, men hun derimod vilde have stillet.

^{1) Han var Præst i Fjellerup fra 1655 til 1702. Hans Fader var Christen Jensen, Borger og Tømmermand i Viborg. Denne havde en Stifsøn, Kjeld Bøgh, senere Borgemester i Viborg og Fader til Mag. Just Bøgh, Præst i Viborg. Sin egen Søn lod han i Daaben kalde Niels Bøgh efter sin Formand i Ægteskabet og »satte ham som en Tømmermands Søn i Viborg Skole, paa det han skulde sin Frelser, den Herre Jesus, helliget være, som og selv kaldes en Tømmermands Søn i den hellige Skrift« (af Kjerteminde Sogns liber daticus). Bøgh blev gjennem sine to Sønner, Hr. Christen Bøgh, Præst i Storring, og Hr. Christopher Bøgh, Præst i Thrige, Stamfader til den i Danmark og Norge talrig udbredte Bøghske Familie, fra hvilken er udgaaet mange Præster. Den nuværende Directeur for Casino hører til samme Familie.}