Personside - 7

Fra et brev fra Asger Windfeld Lund til Else Yndgaard, 3. september 2001:

Farligt brobyggeri

På et kort over Engbjerg sogn fra 1838 ses flere gårde som ikke eksisterer i dag. Man kan lige ane, at der på matr. nr. 12 er indtegnet et par streger, som skal forestille en gårds beliggenhed. Gården hed Lille Skidenvad, den eksisterer ikke i dag og allerede 1845 ved folketællingen boede der ikke nogen på gården. Jorden var solgt fra til nabogårdene. Men vejen, der førte over gårdens marker fra Skidenvad til Neirup må være den samme som i dag.

Her på denne vej var der også en dæmning eller en bro og her skete der noget dramatisk op under jul i 1810. Det var skoleholderens pligt at vedligeholde broen med græstørv, sten og grus, men som man kan se af nedenstående blev han skammelig forhindret i sit arbejde. Skoleholderen blev slået ned af ejeren på Lille Skidenvad og måtte holde sengen en uges tid men efter han var kommet på højkant igen, fattede han pennen og prentede med sirlig skrift følgende indberetning til birkedommer Claudi i Lemvig:

Ærbødigst.

Da jeg efter Sg. Hr. Birkedommer Claudis Ordre til mig om at sætte Dæmning ved Broen mellem Neirup og Skidenvad i Engberg Sogn den 19. November sidst afvigte søgte at opfylde min høje øvrigheds Ordre, ved til den Ende at have leiet den fornødne Vogn og Karl foruden det at jeg som sædvanlig deeltog i bemeldte Arbejde; var jeg saa særdeles uheldig at Ole Peiter i lille Skidenvad i bemeldte Engberg Sogn uden mindste given Anledning fra min Side, blot fordi at Jacob Skidenvad som jeg havde leiet til Arbejdet kiørte sin Vogn svingende over bemeldte Ole Peiters Mark da Pladsen at vende paa Vasen er vel snæver, støder in paa mig og skiønt jeg bønligt bad - ikke paa offentlig Veje og i mit Arbejde uforskyldt at anfalde en gammel svag Mand - er han dog haardhiertet nok til at anfalde mig ved at sætte Haanden i mit Halsklæde og ved saadan at betage mig mine Sandsers Brug, at nedstøde mig til Jorden. Hvad videre han foretog sig mod mig er mig ubevidst, da jeg falden i Besvimelse intet synderlig meere kunde fornemme, men da jeg kom til mig selv igien var jeg blodig. Jeg som Skolelærer for Sognet, har formedelst hans uforskyldte voldsomme Adfærd, i flere Dage maatte holde Sengen og ei har kunnet forrette mit Skolehold. Skal jeg iøvrigt tro hvad Rygtet siger, og hvortil der mulig kunde skaffes Vidner maa jeg endnu befrygte Overfald af denne Ondskabsfulde. Af denne Aarsag er det jeg henvender mig til Dem Hr: Forligelses Commissairer, bedende De til næste Commissions Møde indkalde bemeldte Ole Peiter i lille Skidenvad angaaende hans voldsomme Behandling og Fremfærd mod mig, der ikke i nogen Maade har fornærmet ham; og i Fald han da ikke i mindelighed Foreening vil affinde sig med mig, jeg da videre for Domstolen kan søge min Ret.

Høyland i Engberg, den 26. Nov. 1810. H. P. Høyland.

Høyland lå på matr.nr 28 og 3, der var skolens jord.

Claudi indkaldte nu de to mænd til at møde næstkommende tirsdag kl. 10 slet for Skodborg Vandfuld Herreders forligelses­kommission for at forsøge sagen med kommissionens mægling mindelig bilagt eller i mangel deraf at få den henvist til afgørelse ved domstolen.

Den 28. november indestod de 2 edsvorne indkaldelsesmænd Jacob Skidenvad og Simon Engberg for at indkaldelsen var lovligt forkyndt.

Ole Peiter var ikke til sinds at indgå forlig. Han havde ikke på nogen måde fornærmet klageren. Sagen blev så henvist til afgørelse ved domstolen den 19. december 1810.

Den 16. december var stævningsmændene igen ude. Først hos Ole Peiter hjemme i hans hus. Derefter til Niels Eriksen Skidenvad, som boede i et lille hus på Neirup mark og til sidst til Store Skidenvad, hvor Jacob Clemmensen og hans søn Christen også fik forkyndt stævningen. De tre sidste skulle vidne i sagen.

Tirsdag morgen tidlig tog mændene af sted til Lemvig. De er nok ikke kørt i samme vogn. Kl. 10 slet begyndte så retssagen. Prokurator Skaaning har opstillet 7 spørgsmål, som vidnerne skulle svare på. Først blev Niels Eriksen afhørt efter at have aflagt vidneeden. Jo, vidnet så at Ole Peiter kom løbende hen til vognen og sagde til kusken, at han skulle køre ved vasen eller vejen og ikke på hans mark. Han så også at Ole Peiter tog fat i Høylands halstørklæde med begge hænder og da Ole Peiter slog, faldt Høyland til jorden, tilsyneladende besvimet.

Det næste vidne gårdmand Jacob Clemmensen, Store Skidenvad, var beskæftiget med at jævne det tilkørte grus og så ikke hvad der foregik, men han kom dog hen og så Høyland ligge besvimet og med blod i ansigtet. Vidnet havde selv bedt sin søn køre ud på marken for at vende vognen og mente ikke det kunne skade noget.

Jacobs søn Christen Jacobsen blev derefter afhørt. Jo, han havde hørt at Ole Peiter ikke ville have at han kørte på hans mark. Han fortalte, at da Høyland kom til sig selv kunne han ikke hjælpe sig selv op og ville have hjælp. Han havde også hørt at Ole Peiter havde bedt Høyland om at lade være med at køre på hans mark, hvortil Høyland havde svaret, at hvis han ikke havde andet at lave end at sætte ham i rette, kunne han gå hjem.

Sagen blev udsat til den 16. januar, hvor dommen så skal falde. Prokurator Skaaning mente på det tidspunkt, at han havde skabt forlig i sagen, men det mente Høyland aldeles ikke. Det havde han ikke givet Skaaning beføjelse til.

Men efter megen snak frem og tilbage kom der endelig et forlig i stand.

Ole Peiter skulle betale sagens omkostninger og derudover betale 4 mark til dommeren, der skulle sende dem videre til pastor Gleerup i Hygum. Han skulle fordele dem således at Hygums fattige fik 3 mark og Engbergs fattige 1 mark.

Hvordan forholdet mellem de to kamphaner har været i den følgende tid ved vi ikke, men søndagen mellem jul og nytår samme år var Hans Peter Høyland og Ole Peiter Mortensen, Lille Skidenvad, sammen faddere ved Clemmen Jacobsen Skidenvads to børns dåb i Engberg kirke og sikkert også sammen ved en lille festivitas bagefter. Der var ellers født trillinger, 2 drenge og 1 pige, men pigen døde straks. Den anden af disse trillinger, Jacob, døde 4 måneder gammel, så kun Jens overlevede, voksede op og overtog som voksen gården.

Clemmen Jacobsen var ældste søn og havde overtaget gården i 1807. Han blev udlagt barnefader til trillingerne. Moderen var tjenestepige i gården, Marianne Jensdatter. De blev gift i Engberg kirke dagen før barnedåben.

Lad os kigge på hovedpersonerne.

Hans Peter Høyland var født i Vandborg 29.12. 1746, altså nu 65 år. Forældrene var degnen Eskild Pedersen Høyland (1720-1763) og hustru Mette Kirstine Thomasdatter Kragelund. Han blev gift 1783 i Fjaltring med præstedatteren der Ane Magdalene Scavenius (1746-1818). De bor i 1787 i Engberg præstegård hos Hans Peters broder, Peder Høyland (1751-1815) der i 1785 var blevet sognepræst for Harboøre og Engberg menigheder.

H.P. Høyland kaldes i folketællingen 1787 "skrædder og husmand". I folketællingen 1801 boede de i skolehuset og han kaldes nu "skoleholder". Ifølge Engberg kirkebog fik de i 1786 en datter, Mette Kirstine, der døde 8 uger gl. I 1789 fik de en søn, Søren, der dør 1 dag gl.

1818 døde Ane Magdalene Scavenius, 68 år gl., men allerede året efter giftede H.P. Høyland sig igen med Kirstine Clemmensdatter, enke efter Peder Eskildsen, Vester Vinkel i Houe. Han var 69 år og hun var 60. Hun var moder til Sidsel Marie Pedersdatter, (1782-1859), der var gift med sognefoged Gregers Sørensen på Engberggård (1770-1828) ligesom hun også var moder til Eskild Pedersen, Smedshauge (1784-1872), og til Niels Pedersen Vinkel, Vester Vinkel, Houe (1779-1824). Hun var søster til Jacob Clemmensen, Skidenvad, (1746-1814), så degnen var kommet ind i inderkredsen, og fik også penge på kistebunden, hvilket fremgik af skifterne, først efter Kirstine i 1826 og efter ham selv i 1830.

Det kan lige nævnes, at Hans Peters søster Maren Høyland (1756-1838) var gift med birkedommer ved Ryssensten birk Søren Lund (1738-1803), der boede på Grydsbæk i Vandborg sogn også kaldet Lundsgård. Hun blev 2. gang gift i 1825 med kirkesanger Christopher Hansen i Hjerm. I et testamente, Maren og Søren Lund havde oprettet i 1797 var de enige om at den længstlevende skulle beholde alt, og "vi er enige om at denne ikke vil indlade sig i Ægteskab", men det var altså lykkeligt glemt 28 år efter.

Ole Peiter Mortensen var født i Fabjerg 1781 vistnok på Prebensgård. Forældrene var Morten Sørensen og Johanne Pedersdatter. Hun havde været gift med Ole Prebensgaard og havde med ham 3 døtre. Morten Sørensen købte 1785 Engbjerggaard, den mindre, på auktion, og familien flyttede vel til Engbjerg lige efter.

Grunden til at gården kom på auktion var en stor familietragedie. Mand og kone på gården var døde og deres tre små børn blev sat i pleje hos familie og slægtninge.

Men det er en historie for sig.

Ole Peiter blev i 1807 gift i Tørring med Johanne Jensdatter Dahlgaard. De fik i Tørring 2 børn, boede på et tidspunkt i Lykkesgård, men flyttede så i 1809 til Engbjerg til gården Lille Skidenvad, hvor så Ole Peiter et års tid efter hidser sig op og tæver skolemesteren, måske en slags tak for sidst for alle de tærsk, han havde fået i skolen! Senere flyttede familien til Dybe, hvor han købte Store Pugholm, men ifølge folketællingen 1834 er de nu flyttet til Tørring og har overtaget gården Dahlgaard efter konens forældre. En stor familie Dahlgaard stammer fra dem.

Tilbage til Engbjerg.

Det skal oplyses, at degnens 2. kone Kirstine havde en broder, Jeppe Clemmensen (1751-1822), Vester Trillingsgaard i Harboøre. Han havde giftet sig til gården, men da konen døde, fandt han en ny hjemme fra Engbjerg, Inger Jensdatter (1782-1864), som fødte ham en søn, Jens Christian (1807-?). Da Jeppe døde, flyttede enken og sønnen tilbage til Engbjerg. Hun giftede sig med Jens Christensen Nørby (1771-1851) fra nabosognet Hygum, og de købte sammen gården Skov, matr. nr. 15, i Engbjerg. Jens Christians søn Jens Peder Skou (1846-1932) startede et savskæreri på Frederiksbjerg i Lemvig, der senere blev til tømmerhandelen Brødrene Skou i Østerbrogade.

Er De forvirret? Vær vis på, at det er Jens Christians Skous oldebarn med det samme navn i hvert fald ikke Han fik Nobelprisen i kemi 1997.

^{Kilder: Kirkebøger, Ryssensteen Birk Tingbog, Ryssensteens Skifteprotokoller og folketællinger.}