Personside - 191

Carlo Louis Isak Hertz havde en bror, der rejste til USA:

Henrik Lamartine Hertz. I USA kaldet 'Henry'. (1847-1926) married Mary Patricia Power (1860-1944)at St Patrick's Church in Chicago in 1880. Henry was an accountant and Republican politician from Cook County, elected Coroner of Cook County, Illinois State Treasurer and Illinois Collector of Revenue. He was also Commodore of the Pistakee Lake Yacht Club. Henry Hertz was a very powerful political boss in Illinois from 1892 to 1905. For a time he was head of the Republican Party in Cook County, Illinois. Instrumental in the election of President McKinley in 1896, and President Theodore Roosevelt in 1904. Henry and Mary very likely attended the inauguration ball, and were guests of the President at the White House. Henry owned a summer home 45 miles north of Chicago on the Fox Chain of Lakes. along with other affluent Chicagoans. Racing sailboats was a major pastime at the resort. Henry owned a 7 meter racing scull, that was actually skippered in races by a professional sailor. Commodore of the yacht club was a position of high social and political significance.

Fra M. L. Ahern: "Political history of Chicago (covering the period from 1837 to 1887) Local politics from the city's birth; Chicago's mayors, aldermen and other officials; county and federal officers; the fire and police departments; the Haymarket horror; miscellaneous":

Henry Lamartine Hertz, the Cook County Coroner, was born in Copenhagen, Denmark, November 19, 1847. He attended the Metropolitan school, and at twenty graduated from the University of Copenhagen . His first business experience in Chicago, the city of his adoption, was as teller in a Scandinavian bank . He was subsequently-connected with the Commercial Loan Company . In 1872 he entered the Recorder's office, where he in 1873 was elevated to the grantor of index clerk . In 1876 he was elected West Town Clerk . Mr . Hertz is very prominent in Scandinavian circles especially. He has been president of the Freja Scandinavian Singing Society, and of the Dania Society. He represents the fourteenth ward in the Republican City Central Committee.

Han var ejer af Skikkild, Veirum sogn nær Struer, men tilkøbte forskellige andre gårde. Før han købte Skikkild havde han Nør Qvistgård i fæste.

Dette fæste under Qvistrup gods afstod han 1.maj 1727 til sin broder Niels Pedersen Qvistgård. I 1743 angav han sin formue alt iberegnet til 277 rigsdaler. Han synes således gradvist af have forbedret sin økonomiske stilling, således at der nok ikke er noget mærkeligt i, at hans to sønner Morten Iversen Qvistgård og Mads Iversen på Nørgård, der er stamfædre til den såkaldte Gjerdruplinie og Nørgårdlinie af familien Qvistgård synes at være rundet af en temmelig velstående familie; men alligevel må der vel siges at være tale om en bemærkelsesværdig social opstigen fra rytterbonden Peder Andersen Qvistgård til godsejeren Morten Iversen Qvistgård. Dette afspejler formentlig en betydelig landbrugsfaglig dygtighed og nok også et samfund uden så skarpe sociale skel, som mange tror.

Det spiller nok også ind, at sidste halvdel af 1700 tallet var præget af voldsomme prisstigninger på landbrugsvarer, der, som det altid er tilfældet, trak endnu stærkere stigninger i jordpriserne med sig, og således skabte grundlag for et stærkt spekulationspræget ejendomsmarked.

Medvirkende til prisstigningerne var nok også en række liberaliseringer i adgangen til oprettelse af selvejerbrug samtidig med at statsmagten stillede kreditmidler til rådighed for bønder, der ville købe deres jord til selveje.

I alt havde Iver og Kirsten 7 børn.

Rich. Willerslev skriver om ”Dansk studehandel fra 1560 til 1660” i Jyske Samlinger, Ny række, 2 (1952 - 1954):

Karakteristisk såvel for dansk landbrugs primitive stade som for transportvæsenets ufuldkommenhed fra middelalderen til ind i 1800-tallet er den væsentlige, i flere århundrede gennemgribende, betydning, som tilkom produktionen af magre og halvfedede stude. Studedriften med dens krav til vide, mere eller mindre opdyrkede græsgange, enge og moser, hvor dyrene kunne græsse og foderet til en nødtørftig vinterstaldning slås, er en typisk ekstensiv brugsform. Den matte falde naturligt i et land, hvor vejvæsenet var lidet udbygget. Okserne stillede nemlig få krav til samfærdselsmidlerne. De transporterede fortrinsvis sig selv.

Vi ved ikke, nar en udførsel af stude i større omfang tog sin begyndelse, men vi ved, at i 1200-tallet var en udførsel til Tyskland og i 1300-tallet til Holland et faktum. I 1475 udstedes den første forordning, som omtaler studehandelen. Udførselen blev herefter bundet til forskellige byer i kongeriget. I 1500-tallets begyndelse gik regeringen et betydeligt skridt videre ad reguleringens vej. Den betragtede det herefter også som sin opgave at gribe ordnende ind med hensyn til udførselens kvalitet, idet der fra 1520'erne gentagne gange udstedtes forbud mod eksport af græsoksne for derved at begrænse Udførselen til kun at omfatte staldøksne. Fra omkr. 1550 til 1660 bestod et stedsevarende, kun undtagelsesvis lempet, forbud mod udførsel af græsstude, d. v. s. de magre, ikkestaldede stude, som hidtil havde været eksporteret om efteråret. For at forbudet ikke skulle omgås ved nedslagtning, suppleredes det med et ligeledes til stadighed gældende forbud mod udførsel af saltet kød. I den her behandlede periode omfattede Udførselen derfor næsten uden undtagelse kun staldstude, d. v. s. okser — vistnok fra fjerde år og opefter — som efter en ca. fire måneders staldning fra omkring Mortensdag til begyndelsen af marts var tjenlige til eksport.

De staldfodrede stude må altså opfattes som et mere forædlet produkt end græsstudene. I modsætning til disse kan staldstudene nemlig betragtes som halvfedede, men ikke som helfedede, idet de i dette tidsrum kun undtagelsesvis fik korn at æde; hø og halm var det gængse staldfoder. På den anden side må studestaldningen af flere grunde betragtes som et mindre udviklet produktionstrin end mejeridrift med kohold, bl. a. fordi køerne krævede en længere vinterstaldning end studene. Det er i øvrigt betegnende for de danske halvfedede studes foderstand, at markedet i Wedel ved Elben, hvor størsteparten af okserne solgtes, blev kaldt »Magermarkt«.

Ikke blot Udførselen, men også den indenlandske handel og staldningen blev i denne periode underkastet en mængde forordninger og regulativer; ingen anden næringsgren kan fremvise en sådan række af minutiøst affattede og gennem lange tider bestående produktionsordninger. Her var tale om »planøkonomiske« foranstaltninger, som såvel ud fra et administrativt som ud fra et politisk og socialt synspunkt er af største interesse. De afslører — næsten brutalt — et klassedelt samfund, hvor overklassen, d. v. s. adelen i forening med kongen, forsøgte og i vidt omfang gennemførte en række indgribende og detaillerede bestemmelser i egen økonomisk interesse. Formalet med disse reguleringer var frem for alt at komme bøndernes staldning til livs, idet disse »med deres umådelige stalden (ville) gøre stor skade og afbræk« Kampen mod bønderne indledtes med recessen 1547, hvor den traditionelle bestemmelse om, at enhver kun matte stalde okser på sit eget indavlede foder for adelens vedkommende udvidedes til, at deres fæstere var pligtige til at holde fodernød, d. v. s. yngre okser. Bestemmelsen blev i praksis udvidet til, at kronens og adelens fæstere skulle stalde stude for herskabet. Kampen mod bøndernes staldning kulminerede i forbudet af 8. juni 1639 mod udførsel af bønders staldstude, og i periodens slutning stammede så godt som alle eksporterede stude fra adelens og kronens godser.

Inden for godsøkonomien var staldningen af vital interesse. Det mangler ikke på udtalelser fra adelig side, som understreger dette. I den skånske adels supplik af 1629 udtales, at »den købmandskab med oksen at stalde har hidtil været med de bedste middel, hvorved adelen her udi riget penge til deres rostjeneste og anden udgifter kunne tilvejebringe«; i 1641 udtales, at adelens bedste indtægt består i oksenhandelen, og i 1647 hedder det På det sjælland-lollandske adelsmode, at adelens bedsteindkomst består udi oksenhandel og korn…

Okseeksporten var overladt borgerlige — i denne periode indenlandske såvel som udenlandske — samt adelen. Men adelens andel i Udførselen var ringe — denne risikable næringsgren overlod man helst borgerlige købmænd…

Den jyske studeeksport nåede sit højdepunkt i tiåret 1610—19. Man var formentlig aldrig tidligere kommet op på sådanne udførselskvanta, og nåede dem i hvert fald ingensinde senere. 1610—19 er studehandelens gyldne årti. Vi vil senere se, at det ikke alene gælder Jylland, men også de andre landsdele.

Forklaringen på studehandelens enestående opsving i 1600-tallets første årtier findes dels i Hollands økonomiske ekspansion, dels i de fredelige forhold for varehandelen.

Efter Antwerpens fald i 1585 fremtrådte Holland som verdenshandelens betydningsfuldeste nation. Fra 1590'erne blev Nederlandenes handelssamkvem udvidet til Ostindien, senere til andre oversøiske steder. For studehandelen var dette ikke uden betydning. Den oversøiske handel stillede store krav såvel til provianteringens kvalitet som kvantitet. et skib På den ostindiske rejse måtte nemlig indtage proviant for mindst et år, og for at kødet ikke skulle ødelægges af saltet krævedes hertil det bedste og fedeste oksekød. Da forvalterne ved det dansk ostindiske kompagni omkr. 1620 blev bebrejdet, at øksnene var dyrt indkøbte, svaredes, at »de bedste og fedeste oksen forbruges på sådanne rejser både af de englændere og de hollændere«. Og i 1622 blev til de danske ostindiefareres proviantering på kongens ladegårde i Malmøhus len udvalgt150 staldøksen »af de allerbedste, største og fedeste, som der sammesteds var staldet og fedet på hø, havre og hakkelse«…

Om end de danske okser bl. a. på grund af deres kvalitet har været særlig efterspurgt af hollænderne, må det på den anden side understreges, at Danmark kun var et af Hollands markeder og tilmed det mest afsides liggende. Der blev tillagt stude bade i hertugdommerne og i Nordtyskland. Fordi Danmark var et fjerntliggende supplementsmarked, var fredelige handelsforhold af særlig betydning for os. De langsomt drevne og vanskelig skjulte oksehorder var naturligvis et let og kærkomment bytte for fremmede soldater. Derfor kunne krig lamme oksehandelen totalt for en tid, men kunne også tilføje den danske studeudførsel skade på længere sigt, netop fordi landet var et supplementsmarked.

Mellem 1625 og 1660 blev Danmark indviklet i krig gentagne gange. Fra 1625—29 deltog Christian IV i 30-årskrigen, fra 1643—45 har vi Torstensonskrigen og endelig efter 1657 til 1660 krigen mod Karl X Gustav. Under alle tre krige blev Jylland, oksestaldningens kærneland, hærget.

---

Helge V. Qvistorff fortæller om ”Studehandel i Himmerland”:

Der er et aspekt ved udviklingen i Himmerland, der ofte er overset. Silden i Limfjorden var en økonomisk indsprøjtning af format indtil 1825, da havet brød igennem ved Agger Tange og gjorde fjorden salt. Men mindre kendt er det, at studedriften på samme måde har været af afgørende betydning for landsdelen, og ligesom med silden er det svært at pege på de enkeltpersoner, der var igangsætterne, om end vi her er på fastere grund…

Blandt de nordjyske stude-handlere var købmanden Jens Bang langt den største. Han købte okser inden for et område, der strakte sig fra herregården Gjessinggaard ved Randers til Odden ved Hjørring. Men også en lang række jyske herregårde tog del i handelen med stude, og den velstand, der ofte var kendetegnende for disse gårde, beroede i høj grad på studedriften. Det mest kendte eksempel er herregården Nørre Wosborg mellem Lemvig og Ringkøbing, hvor familien Tang slog sig op på studedriften.

Da H.C. Andersen bor på Nørre Wosborg i 1859, besøger han en dag nogle af ”de rige bøndergårde”, som han siden hen omtaler i ”Jylland mellem tvende Have”. Det var velhavende hedebønder, der havde slået sig op på studedriften. For dem var heden en fordel, fordi den gav godt vinterfoder til studene.

Også i Nordjylland var der gårdmænd, der blev velhavende på studedriften, og som blev foregangsmænd for landsdelens bønder. En af de nordjyske bønder, der stod ry om, var Jacob Hjorth (1772- 1846), der købte hovedgården Thustrup ved Fræer i Himmerland i 1818. Han var vist nok uddannet som gartner. I hvert fald kom han til Willestrup som sådan. Han må have gjort et godt indtryk på baron Rosenkrantz, der ejede herregården, for han ledsagede denne på en stor udlandsrejse. Siden forpagtede han Willestrups Mølle, og han købte Rold Kro. Det sidste kom han imidlertid til at fortryde bitterligt.

---

 
Albert Olsen fortæller om ”Steffen Rodes Regnskabsbog over Studehandel 1637—1650” i Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 1 (1918 - 1920):

Prisen har også voldet vanskeligheder. 1635 skriver kongen til rentemestrene, at „dy Øxen betreffende, daa bør Staffen Rode at tage dem an for en redliig Priiss, Saframdt han wyll handle lenger med mig". Det var ikke let for Steffen Rode at trykke prisen, idet kongen samtidig solgte til andre; 1633 f. x. fik Johan Bram 256 af kongens øksne, 1634 fik Steffen Rode 134 par, Henrik Rosenmeyer 128 par og det ostindiske kompagni 50. Desuden begynder nu de udenlandske opkøbere at trænge stærkere frem, dette gjorde det endnu vanskeligere at holde priserne nede.

Kongen var Steffen og Marie Rodes største leverandør, idet han en del år fik studene fra ladegårdene. Kongen interesserede sig meget for studehandel, og hans interesse viser sig i en række forordninger ladegårdene „anrørende". 1621—25 skaffer han sig de øksne, han skal bruge, ved en kompliceret forsendelse at stude fra Skåne, Roskilde, Ringsted, Kalundborg, Holbæk og Tryggevælde, da det viser sig, at han langtfra kan få det antal stude i lenene, han havde beregnet; til ladegården i Vordingborg len skulde skaffes 550 stude, lensmanden kan kun skaffe 250. Samtidig opfordrer kongen lensmændene til at trykke priserne ved regelmæssigt at sende dem for få penge til opkøb af stude og påbyde dem at købe til „nøjeste" pris. Resultatet bliver da også, at bønderne på Sjælland ophører med at lægge stude til3, da de skulde tilbyde lensmanden eller deres herskab studene, før de solgte til andre og således var nødt til at sælge til den lave pris, der blev budt dem…

Desuden købte Marie Rode 15 par af præster samt en stud af en bonde. Bønderne var så godt som helt afskåret fra at få noget ud af studehandel ved de omtalte forordninger, som de ikke kunde omgå ved at slagte studene, da der var forbud mod at udføre saltet kød. En forordning af 24. novbr. 1623, der befalede, at et kronet C skulde indbrændes i hornene på de øksne, lensmændene og deres fogder købte til kongen, og at fogderne ikke måtte tvinge bønderne til at sælge øksne derudover, men at disse frit kunde sælge resten til adel og borger, der staldede på eget foder, var vist i første række dikteret af mistillid til fogderne, som selv drev studehandel, og som vel ikke glemte at forsyne sig, selv om det så også kneb for kongen at få de stude, han skulde bruge, og ikke udstedt af hensyn til bøndernes vel. Forordningen er netop udstedt det år, hvor det kneb allermest for kongen at skaffe sig det tilstrækkelige antal øksne.

Bodil Madsen, Nyråd, fortæller på DIS-Danmark:

Vintapper Peder Lohmann Hoff

I 1775 bor han i Vordingborg. Ved folketællingen 1787 bor han der stadig, men i 1796 bor han i Falkerslev, hvor han også dør i 1799.

Han er født ca. eller 1729. Ved sin i død i 1799 angives han at være 73 år. ( der er rettet i tallet, så det ser ud som om der først har stået 63) Han var søn af forpagter Simon Petrus Hoff og hustru Anna Benedicta Prom, der nævnes at have været forpagtere af Skjørringegård.

Peder Lohmann Hoff var ved folketællingen 1787 vintapper i Vordingborg.

Dom. 22. p. trinit. 1796 er Hr. Peder Hoff fra Falkerslev fadder til capellanen Hr. Gottfred Gymoes søn Hans Jacob Borch i Karleby kirke (denne søn er opkaldt efter sognepræsten Borch i Karleby).

Peder Hoff døde 1799 på Annexgården i Falkerslev på Falster hos sin bror Niels Johann Hoff og blev begravet i Falkerslev den 27. oktober 1799, 63 eller 73 år gl.

Forældre:

Simon Petrus Hoff: Døde 1779 på Annexgården i Falkerslev, 95 år.gl. og blev begravet den 19. juli 1779 i Falkerslev.

Anna Benedicta Prom: døde 1783 i Falkerslev og blev begravet den 18. marts 1783 i Falkerslev. Hun nævnes som salig Hoffs enke fra Falkerslev. I den ene kirkebog angives hun at være 82 år gl. og i den anden 82 år 3 mdr. gl.

Søskende:

Laurentius Hoff:

Se under Carolus.

Forpagter Laurentius Hoffs kiæreste Madam Hoff født Wohnsen fra Moseby Præstegård bærer den 20. april 1792 i Karleby kirke degnen Sr.Niels Lunds og hustru Benedikta Lykkes søn Laurentius Benedictus ved dåben.

Niels Johan Hoff:

Hans hustru døde 1799 i Falkerslev Annex Præstegård 76 år gl. og blev begravet den 28. september 1799 . Hun nævnes Mad. Hoff.

Den maj 1800 blev Hr. Niels Johann Hoff og jomfru Margaretha Juel viede i Falkerslev efter forevist Kongeligt vielsesbrev.

Den 10.12.1810 døde fhv. inspektør Niels Johann Hoff. Kilde: Richters : Dødsfald i Danmark.
Hans død ses ikke i Horbelev/Falkerslev kirkebog.

Hans Christian Hoff:

Skoleholder i Falkerslev
Død 1788 i Falkerslev 61 år gl. Begravet 4. januar 1788.
Er antagelig også en bror.

Wilhelm Hoff:

Se om ham i efterfølgende om Carolus.

Horbelev – Falkerslev kirkebog mikrokort nr. 1-645-2 1/7 side 90

Carolus

Dom. VII p. tr.
d. 30 July 1775

Saa vidt Joh. Nicolaus veed, skal hand paa denne Tiid være 24 Aar gammel.

Ogsaa døbt en Morian, som var født paa Kysten Guinea, der taget fra sin Moder, solgt og ført til Vestindien, hvor hand har tient først hos Hr. Doctor Hallein, dernæst hos Mons. Stærgraf, og til sidst hos Hr. Wilhelm Hoff, Kongel: procureur og Byefoged i St. Thomas som for næsten7 fierding Aar siden bragte ham til Dannemarck, og efter at ermeldte hds. sidste Herre var død i Helsingør faae Dage efter sin Ankomst, blev denne Hedning, der tilforn var kaldet Carolus, af familien ført til Falster, og da den afdødes Forældre kort tilforn havde havd Schiørringe Gaard i forpagtning, deres yngste Søn derimod endnu boede i mit Annex paa Præstegaarden i Falqverslef, saa havde de gamle forældre fattet kierlighed og fortrolighed til mig, hvorover de med øvrige Sønner i Sjælland, Falster og Lolland blev enige at sette ermeldte Morian i kost hos denne yngste Søn og Broder Niels Johann Hoff, hvor hand har været siden først i Fasten 1774, er gaaet derfra 2 a 3 Gange om Ugen til mig for efter hands egen og Deres begiæring at vorde underviist i de christelige Lærdomes Sandheder; Ved Guds bistand, hans egen Vindskibelighed, da Hand er et meget got Menneske, og Madame Hoffs fliid som ogsaa hiemme igien tog de foreskrevne Lærdomme med ham, er hand lovet være Gud komme saa vidt, at jeg ham i Dag, ( udi en meget talrig forsamling, ej alene fra begge disse og omkringliggende Sogne, men og fra begge Kiøbstæder uden Indbydelse, efter at Hand nogle Uger tilforn af Provsten, og i Dag af mig med stor Glæde og til alles fornøjelse var bleven examineret af den naturlige og aabenbarede Theologie ) fore kundet ved Daaben indlemme vores felleds forløser, hand fik da det navn Johannes Nicolaus ¸som indbuden faddere vare der i Falqverslef kirke, hvor forretningen skete tilstæde:

1.) Hr. Cammer-herre og Amtmand i landet von Walmoeden
2.) Frue Cammer-herrinde (fød v. Lehn) von Walmoeden
3.) Hr. Justice-raad Ole Stampe, Herre til Schiørringe Grd.
4.) Frue Justice-Raadine Stampe
5.) Hr. Provst Wedderking Provst i Sønder Herred og Sognepr. i Nyek.
6.) Provstinde Wedderking
7.) Hr. Jacob Borch Sognepræst til Carlebye etc.
8.) Mad. Borch
9.) Hr. Magister Christian Henr: Biering Sognepr: til Aastrup
10.) Madame Biering
11.) Monsieur Peder Lomand Hoff Vintapper i Vordingborg )
12.) Monsiur Laurentius Hoff Candidat: Theolog: fra Kippinge )
de 2 sidste afdødes brødre
13.) Jomfr. Anna Benedicta Lÿkke fra Kippinge en Søster Datter af ermeldte
sal. Wilhelm Hoff.

Test: Horbeløv d 30. July 1775
Hans Peter Koch. past: l.