Personside - 169

Følgende oplysninger stammer fra T.O.Achelis: Haderslev i gamle dage. Personalhistorisk tidsskrift 1925, 233 - 254 og fra Peter Christian Rhode: Samlinger til Haderslev amts beskrivelse, 1775.

Efter sin hjemkomst til Wittenberg, fra Holland og England, hvor han måtte lide nød, blev han i porten af hververe opsnappet, men en af hans gamle venner mødte disse "galeatos Martis lepores", idet de ville bringe ham til kommandanten, de rev Wøldike af deres magt, og afpryglede dem til fornødenhed. I 1680 blev han som conrektor kaldet til Haderslev latinskole. I kaldsbrevet til latinskolen stod, at han skulle få et præstekald, når han havde tjent skolen i 10 á 12 år; alligevel søgte han allerede i 1682 bort fra skolens arbejde. Han kunne jo nok tænke sig et liv med kone og børn; men hertil var der ingen udsigter for en konrektor i Haderslev, særlig efter at borgmestre og råd med provstens samtykke i året 1671 havde solgt konrektorens hus i Nørregade, og han kun fik 8 mark årligt til erstatning. Borgerne i Haderslev var imidlertid meget tilfredse med den unge konrektor og søgte at beholde ham. Kong Christian V opfyldte da på en måde begge parters ønsker, idet han 1682 gav Wøldike en "ekspetance" på det første efter tre års forløb ledigblevne pastorat i provstiet, således at han altså i de første år vedblev at være konrektor. Nu døde i 1684 sognepræsten i Sommersted, Hans Jacobsen Buch, hvorefter Wøldike fik dette kald, idet han en af de sidste dage i året tilskrev kongen herom, skønt fristen jo ikke var udløbet, og blev bønhørt. Den 1. oktober viedes han til sin forgængers datter, Cathrina Magdalena Buch.

Med hende fik han 10 børn, af hvilke 5 sønner blev voksne. Rhode skriver: Så lille Wøldickes embede var, så store blev han sønners: Andreas biskop i Viborg, Johannes præst i Odense, Peter faders efterfølger i Sommersted og senere provst i Haderslev, Jørgen (Georg) rektor ved Frederiksborg skole og Markus professor i theologi ved Københavns Universitet.

I begyndelsen var Wøldike ikke særlig tilfreds i Sommersted. I en latinsk ansøgning af 18. februar 1687 klager den unge ægtemand over at være kasted fra Haderslev Latinskoles sikre havn til Sommersted kirkes urolige hav, men efterhånden som hans børn voksede til, er han blevet mere og mere tilfreds.

Samtidig med, at han underviste sine egne børn, sendte efterhånden adskillige folk i Haderslev og andensteds deres børn til ham i Sommersted, hvor de fik undervisning og bolig i præstegården.

Hans søn Andreas dimitteredes af faderen i 1702; men i årene 1697 - 99 vides han tillige at have undervist en nabopræsts søn. Efterhånden blev antallet af "studenterne fra Sommersted" større og større. Rektor ved Haderslev latinskole var utilfreds med denne konkurrence og sendte 1712 en bønskrivelse til amtmanden, Christian Detlef Reventlow. Amtmanden læste rektorens ydmyge og angerfulde bønskrift og henvendte sig så til provsten, mag. Michael Stichelius, der havde opsyn med skolevæsenet, og krævede en nøjagtig revision af skolens kår. Med dette brev var amtmanden imidlertid kommet til den forkerte. Provsten havde nemlig, ligesom borgmesteren, en søn i Sommersted latinskole, og så trak han sagen i langdrag.

I 1725 sendte lærerne i Haderslev på ny et langt klageskrift til amtmanden. I Sommersted var den gamle Peter Wøldike død, og nu håbede lærerne at få bugt med skolen der, men forgæves.

Forældrene, der havde sendt deres børn til Sommersted, ønskede ingen afbrydelse i undervisningen og bad den unge Peter Wøldike, som nu blev faderens efterfølger på prædikestolen, om at fortsætte i faderens spor, og han opfyldte deres ønske med stor glæde og for mange børns vedkommende med et særdeles godt resultat.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹⁰

Wøldike, Andreas, 1687-1770, Biskop, var født 26. Avg. 1687 i Sommersted i Haderslev Amt og Søn af Præsten Peder W. (d. 1725). Moderen Cathrine Magdalene Buch (d. 1749) var Præstedatter fra Sommersted. Gjennem sin Farmoder nedstammede W. fra den bekjendte Hussiterfører J. Ziska. Faderen, der var en velstuderet Mand, forberedte selv sine Sønner til Universitetet. W. blev indskrevet som Student i Kjøbenhavn 1702. Men efter at have taget Bakkalavrgraden 1703 rejste han ud for ligesom sine Brødre at studere i Wittenberg - Tysk var deres Modersmaal. 1707 opholdt han sig i kort Tid i Hamborg og studerede orientalske Sprog og deres Litteratur. 1708 vendte han tilbage til Kjøbenhavn og tog s. A. theologisk Examen. 1709 blev han Kapellan ved den tyske Menighed i Helsingør og ved Kronborg Slotskirke, og samtidig dermed tjente han tillige som Feltpræst for de syge og Saarede tyske Soldater, der overførtes fra Skaane til Helsingør. 1711, da Pesten havde bortrevet begge Byens Sognepræster, blev han Sognepræst ved St. Olai Kirke og kom saaledes til ganske alene at udføre alle gejstlige Forretninger i den haardt hjemsøgte By, hvor han ufortrøden færdedes ved Dag og Nat med Trøst for syge og døende -- en Virksomhed, som synes at maatte overstige en Mands Kræfter. Først da Pesten var i stærk Aftagende, fik han sendt 2 Vikarpræster til Hjælp. 1732 blev han Viceprovst i Lynge-Kronborg Herreder og 1733 Præst ved Holmens Kirke i Kjøbenhavn og Provst ved Land- og Søetaten. Men hans Standpunkt over for Pietisterne var meget uklart, og disse betragtede ham som deres Modstander. Dertil kom, at han var uheldig som Prædikant, da han ikke havde let ved at udtrykke sig paa Dansk. Christian VI ønskede ham derfor fjærnet og udnævnte ham 1735 til Biskop i Viborg. Her mødte han de samme Vanskeligheder som hans Formand, J. Trellund (XVII, 490). De vare begge lige upraktiske og havde samme ihærdige Modstander i Stiftsprovst Chr. Tychonius (XVII, 610), der ansaa sig som selvskreven til at beklæde Viborg Bispestol. Over for ham fandt W. dog en god Støtte i Generalkirkeinspektionen, som han ellers ikke stod i noget godt Forhold til. Den tildelte ham ret skarpe Irettesættelser paa Grund af hans Optræden først over for Støttruperne (XVI, 547) og senere over for Præsten B. Taulov (XVII, 98). W. har faaet det Vidnesbyrd, at han sørgede omhyggelig for, at Menighederne bleve forsynede med duelige Lærere, at han var en flittig Visitator og i Stilhed viste megen Godgjørenhed mod faderløse og trængende; men de mange Vanskeligheder, han havde at kæmpe med i Viborg, fremkaldte dog hos ham Ønsket om at kunne ombytte Bispestolen med et Præstekald. 1754 søgte han Præsteembedet ved Helliggejstes Kirke i Kjøbenhavn, men Forsøget mislykkedes. 1769 fik han Stiftsprovst V. A. Worsøe til Vikar i Embedet. W. døde 13. Okt. 1770. 1712 havde han i Kjøbenhavn ægtet Anna Marie Christophersdatter Kruse (f. 1688 d. 1748).

^{Kjøbenhavnske lærde Efterretninger 1770, S. 833 f.
Giessing, Jubel-Lærere I, 529 ff.
Progr. fra Helsingør Realskole 1866, S. 56 ff.
Saml. til Jydsk Hist. og Topogr. IV, 303.}

S. M. Gjellerup

Fra "Rinds Herreds Knaber:

…ligeledes Hr. Andreas Wøldike, som gik med sit eget Hår, blev befordret fra Helsingør til Holmens Kirke i København, men da han buldrede mod Pietisterne, blev han forflyttet til Biskop i Viborg og omendskønt slig, Forflytning skede til disses Fordel, så holdt dog de fleste for, at sligt alene skede for at udrydde den orthodoxe Lærdom, særdeles udi København.

C.M. FABER - En temperamentsfuld Bjerregravpræst i 1700-tallet

Christian Mathiasen Faber var præst i Bjerregrav-Aalum-Tånum pastorat i tiden 1731-59. Han blev født i Roskilde i 1692 som søn af en klejnsmed, blev teologisk kandidat i 1720 og kom til Bjerregrav efter en tid som kapellan i Ring-Føvling ved Brædstrup.

Han giftede sig med sin forgængers enke, som mange præster dengang gjorde, og efter hendes død med Anne Sophie Nielsdatter fra Råsted. 17. september 1759 døde han.

I Viborg bispearkiv findes en række breve og andre skrivelser, som tegner et billede af C.M. Faber, om end ikke entydigt.

Da brevene er skrevet i et meget gammeldags og snørklet juridisk-kirkeligt sprog, har jeg tilladt mig at omskrive dem en del. I den forbindelse er jeg Harald Bertelsen, Ø. Bjerregrav, stor tak skyldig for hans udskrift af papirerne og bestræbelser på at gøre dem mere læservenlige. Jeg har arbejdet videre med dette, men samtidig forsøgt at bevare så meget af sprogtonen, at man får et indtryk af tidens stil.

Enkelte breve har jeg måttet nøjes med at referere, helt eller delvis, da de ville være umulige at gengive på et moderne dansk. Ensartethed i gengivelsen må altså ikke forventes.

Om brevenes rækkefølge skal det nævnes, at den ikke er strengt kronologisk. Dette skyldes to forhold. For det første udvikler den oprindelige retssag til flere forskellige, hvoraf den første tilmed indledes af såvel en stævning som en modstævning (kontrastævning). For det andet var de kirkelige myndighedsforhold på dette tidspunkt temmelig uklare, idet magten var delt mellem adskillige organer og personer i indbyrdes rivalisering.

I brevene møder vi i første række Andreas Wøldike, biskop i Viborg i hele 35 år. Kirkehistorikeren Bjørn Kornerup karakteriserer ham som "en hæderlig og velmenende Mand, udmærket ved uhyre Arbejdsomhed og værdifulde menneskelige Egenskaber, men lidet egnet til at magte de vanskelige kirkelige Situationer, han oftere blev ført ind i. Ved sin uklare og vaklende Holdning over for Pietismen havde han skadet sig selv en hel del, og han var ikke godt anskrevet hos Kirkekollegiet."

Pietismen var en vækkelsesbevægelse med vægt på det personlige fromhedsliv. Den havde sine rødder i Tyskland og var under den enevældige konge Christian d. 6. blevet en vigtig faktor i kirke- og samfundslivet. Kongen, der selv var stærkt grebet af pietismen, søgte af al magt at fremme fromhedslivet, blandt andet ved at få ansat præster med sympati for pietismen. Desuden iværksattes en massiv kontrol med kirke, skole og offentlig forvaltning i hele riget.

Til dette formål oprettedes den såkaldte "Generalkirkeinspektion" ved forordning af l. oktober 1737 (i brevene her kaldt "kircheinspektionen"). Dette organ bestod reelt af kongens håndplukkede rådgivere og fik i perioder en særdeles vigtig rolle og greb ofte ind, også i enkeltsager, på tværs af den officielle forretningsgang. Det almindelige ministerium, Danske Kancelli, og dettes departement for kirkelige anliggender, Kirkekollegiet, eksisterede nemlig fortsat og var den officielle kommandovej.

Det er ned baggrund i disse modsætninger mellem pietistiske og mere traditionelt indstillede kredse inden for såvel bisper som Generalkirkeinspektionen og Kirkekollegiet, vi må se de uklare myndighedsforhold i følgende breve:

Til sognepræst Christian Mathiasen Faber

Det har gjort mig meget ondt, at jeg to gange har været fraværende, da Deres Velærværdighed har villet gøre mig den fornøjelse at besøge mig.

Men for at svare på indholdet af Deres meget ærede skrivelse til mig af 21. oktober, da er min mening om de til mig gjorte forespørgsler angående dets l. punkt:

at kræve krohold afskaffet efter love og forordninger, enten af hensyn til købstædernes ret, eller fordi det finder sted i domhuset, er ikke en præsts sag. Han skal alene anmode de verdslige myndigheder om at borttage anledningen til eder, banden, fulderi, uforligelighed og deslige ugudelighed, som krohold giver, ikke alene for gæster, som besøger krostuerne, men også for værterne selv.

Vil de verdslige myndigheder ikke gøre det, som præsten ønsker, da er det deres eget ansvar over for Gud og mennesker. Men fremturer værterne med disse onde handlinger, da viser loven klart, hvad præsten skal gøre mod sådanne syndere, og når en præst nøje retter sig derefter og tager sig nøje i agt at udvise både tålmodighed og varsomhed, som loven befaler, da går han den tryggeste og bedst forsvarlige vej.

Vil en præst da prøve til slige menneskers forbedring at gøre noget, som ganske vist ikke er nævnt i loven, men dog ikke er imod loven, førend han skrider til den yderlighed, som loven endelig ommelder 1), da kan han gøre følgende:

Når personerne anmelder som sædvanlig otte dage før at ville gå til Herrens bord 2), da kalder præsten dem til sig og formaner dem at holde sig borte fra sakramentet, indtil de ved alvorlig omvendelse atter er beredte dertil.

Når de derpå kommer i kirken for at gå til skrifte med andre, kan præsten, før noget skriftemål begynder, træde frem og i menighedens påhør spørge dem, om de agter at gå på den dag til skrifte, fremdeles: om de foruden deres andre synder have med anger overvejet den og den vitterlige synd, i hvilke de hidindtil have levet og ville herefter med alvor ved Guds nåde holde sig fra den. Svarer de ja, så ønskes dem velsignelse og bestandighed til at opfylde deres løfte, og de nærværende kræves til vidne over dem både for Gud og menneske, dersom de ikke holder deres løfte. Men dersom de begynder at sludre om deres skrøbelighed o.a. sligt, da foreholdes dem omvendelsens nødvendighed og formanes offentligt at holde sig så længe borte fra skriftestolen og sakramentet, indtil de erklærer sig til omvendelse, så antages de. Forbryder de sig alligevel, kan dog denne måde bruges endnu nogle gange med dem, førend der gås til den yderste konsekvens efter loven, som desmere kan ankes. Dog er det ikke let at formode, at slig handlemåde under Guds inderlige og idelige påkaldelse for sådanne mennesker skulle være aldeles frugtesløst.

Angående 2. punkt:

Ved berygtelse og mistænkelse må en præst meget vel vogte sig, at han ikke tænker anderledes end ment i loven: Der skal være gyldige vidner, som kan og vil vidne, hvis de bliver lovligt stævnede, at de har set dem alene sammen på enlige steder.

Er en præst ikke forud sikker og tilforladeligt forsynet med sådanne vidner, da vil jeg ikke råde ham til, kun på baggrund af mistanke og rygter, at holde nogen borte fra nadveren 3).

Bortvisningens tid er påskedag og mikkelsdag 4), når vedkommende ej selv vil finde sig i anden tid.

Imidlertid ser jeg ikke, at Deres Velærværdighed kan undgå at tage dem til skrifte og til alters, når de erklærer over for Dem at have holdt sig borte fra hinanden og fortsat at ville gøre det.

Angående 3. punkt:
Er det vel, at De har gjort det, som De i Deres brev til mig har meddelt, men fordi den forurettede har beklaget sig over for sin præst, skal forliget ikke nødvendigvis ske i hans overværelse, men det må være nok for ham, at begge parter vedgår forliget.

Den, som gør uret, burde efter Matthæus 5 gå hen og forlige sig med sin broder. Er han ikke at bringe til det, men alligevel indrømmer at have gjort uret og begærer tilgivelse, da bør en præst, når ingen anden dertil er for hånden, regne sig selv frem for alle andre berettiget til at være angelus pacis (="fredens engel").

Også, når den uretfærdige alene med munden taler om fredelighed og forsoning, men mener det ikke af hjertet, da er det først og fremmest Gud, som ransager hjerterne, og dernæst, når en præst har foreholdt en synder, hvad sjælefare og fordærvelse, han styrter sig udi ved at være uoprigtig, og han ikke desto mindre vil anses for at mene det af hjertet, hvad han taler med munden, da får han for sin egen regning at antages til Herrens bord, og præsten kan på sin side have en frelst samvittighed.

Angående 4. punkt:

Da bør præsten/provsten indsende beretning om det årlige syn til herskabet med erindring om reparation - hjælper det ikke, da forelægger provsten tillige med præsten forsømmelsen for stiftsamtmanden og bispen tillige, som da er skyldige at påminde ejerne en og anden gang, og når sligt alligevel ikke bærer frugt, da at forelægge det for kongen.

Angående 5. punkt:

Her er, hvad N.N. skole angår: …her burde lige strax ved allerførste skolesamling af amtmanden eller fuldmægtig og provsten samt andre vedkommende være fastsat, hvad som befindes at være gavnligt til ungdommens undervisning. Bagefter kommer tyndt øl… Det eneste middel til at få den sag bragt i bedre stand er og bliver det, som jeg både mundtligt og skriftligt altid haver tilrådet, nemlig en fornuftig og uden anstødelige vendinger forfattet memorial (=erindringssskrivelse) til kongen, enten fra Deres Velærværdighed på sine tilhøreres vegne, eller som jeg på den tid agter tjenligere (=mere hensigtsmæssigt), fra nogle af menighedens medlemmer på egne og de øvriges vegne… Thi sligt memorial bliver uden tvivl forelagt stiftsamtmanden og undertegnede til udtalelse, hvorved der gives lejlighed til at demonstrere tingene bedst muligt og derpå forvente udfaldet.

Angående 6. punkt:

Der er ganske vist ingen kgl. befaling kommet, hvorved de fattigvæsenet skulle være ophævet, men for resten kan hverken stiftsamtmanden eller jeg hverken rette eller gennemtvinge rettelser, så længe ingen regnskaber kommer os for øje, samt anden nærmere forklaring af, hvori urigtigheder består.

Når vi får fornøden underretning om dette, skal der til vedkommende blive gjort af os behørig påmindelse.

Viborg, d. 7. december 1744.
Andreas Wøldike.

Til hr. Chr. Faber i Bierregrav.

På Deres Velærværdigheds til mig gjorte anmodning anerkender jeg hermed, at jeg fra Dem har fået brev, dateret 21. oktober næstafvigte år 1744, hvorudi De iblandt flere poster forespørger om Deres forholden Dem ved den berygtelse, hvorudi forvalter Christian Kollin og hans nuværende husholderske Anne D. Tønnes skal for hverandre, hvorpå jeg ej havde lejlighed at svare førend 7. december. Men eftersom jeg meget ugerne forstår, at aftalen mellem Dem og forvalter Kollin om at afvente mit svar ikke er blevet efterkommet, men forinden samme tid er rejst sag af forvalter Kollin og husholderske for bortvisning fra privat skriftemål og alterets sakramente, så ser jeg ikke, at jeg uden at krænke retten kan nægte Deres Velærværdighed frihed til sit forsvar ved contrastævning, og anfører ved førelse samt attesters og andre bevisligheders fremlæggelse for retten at godtgøre, hvad grund De formener at have haft til bemeldte personers bortvisning fra privat skriftemål og sakramentet. I den forbindelse haver De alligevel ifølge lovens pag. 287, art.6, så vidt muligt at afholde Dem fra at komme til tinge, men antage en kyndig og duelig procurator, men i mangel af en sådan kan de rimeligvis anses som nødt til selv at møde for retten.

Jeg forbliver Deres Velærværdigheds tjenstberedvillig i Herren

Viborg d. 5. febr. 1745
Andreas Wøldike.

Til biskoppen

Siden jeg behøver i den rejste sag mellem mig Kollin og husholderske ved Fussingø at føre nogle vidner for provsteretten, så falder min ydmyge begjæring til Deres Højærværdighed, at De vil således foranstalte det, at jeg for bemeldte ret kan føre nogle vidner udi edeligt forhør.

Og eftersom jeg også skal behøve provst Olufsens vidnesbyrd i ovennævnte sag, så må jeg og udbede mig dette af Deres Højærværdighed, at de imidlertid vil forsyne retten med en sættedommer 6) i bemeldte provst Olufsens sted.

Jeg i det med det øvrige med al velsignelse ønsker over Dem og Deres ganske hus og ydmyg hilsen lever jeg altid

Velædle hr. biskoppens gunstige patron, ydmyge tjener
C.M. Faber
Bjerregrav d. 6. juli 1745.

Resolution.

Efter forestående begæring og angående nødvendigheden af vidners førelse for den gejstlige ret i Sønderlyng herred tillades herved en provsteret at måtte sættes, hvis administration provst, Velærværdige hr. Peter Olufsen med assistance foretager sig på et belejligt sted efter det kgl. allernødigste rescript af 18. oktober 1743, så snart vidnerne for ham bliver indstævnede.

Og skulle hr. Chr. Faber behøve hr. provst Olufsens eget vidnesbyrd, beskikkes og autoriseres herved Velærværdige magister hr. Jens von Haven, sognepræst for Vester Velling og Skjern menigheder, til at betjene retten i hans forfald …

Vesterbølle præstegård, 21. juli 1745.
Andreas Wøldike.

Til biskoppen

Siden jeg ikke kan fremme min rejste sag mod forvalter Kollin og husholderske bedst muligt for provsteretten, medmindre Deres Højærværdighed forunder mig en mere omfattende tilladelse, så begærer jeg herom, at den måtte forundes mig tilbage med dette bud. Jeg… forbliver

Deres Højtærede Højærværdigheds etc.
C.M. Faber
Bjerregrav d. 10. maj 1745.

Resolution.

(Ifølge denne resolution, dateret 21. august 1745, nedsættes provsteretten i skolehuset i Hammershøj, for at tage stilling til sagen mellem Kollin og Faber, som beskrevet i resolutionen af 21. juli 1745).

Til biskoppen.

(Kollin skriver, at han forgæves har forsøgt at udtage kontrastævning mod Faber i sagen hos provsten i Ørum, men han har henvist ham til biskoppen. Omgående rejste han til Viborg. Men…)

Men da hverken Deres Højærværdighed, stiftsprovsten eller famulusen 7) fandtes hjemme, var jeg nødt til at lade dette brev afsende omgående for herved at bede Dem meddele mig tilladelse, såvel som hr. Chr. Faber har fået, så at provsteretten må sættes også til min kontrastævning.

Herefter forventer jeg fremmelse af samme sag… og at budet kan være hos mig inden i morgen tidlig, da jeg ellers bliver hindret og krænket i min rets fremme, så at jeg kan blive højnødtvungen at påanke.

Forbliver jeg Deres Højædle Højærværdigheds etc.
Chr. Kollin
Viborg d. 9. august 1745 om eftermiddagen kl. 6, da budet afred.

Tjenstligt svar.

Deres rekvisition er kommet mig i hænde i dag formiddag kl. 7. at provst hr. Peter Olesen og enhver undersåt retter sig efter Hs. Kgl. Majestæts allernådigste befalinger er ej at laste, men at rose.

Min og min amanuensises fraværelse fra Viborg mener jeg at være lovlig, såsom jeg ikke i andet ærinde er udrejst end den på visitats efter loven… og stiftsprovsten beviser og gerne sin fraværelse at være lovlig, om nogen behager den at påtale.

Men for at mons. Kollin ikke ved tidens forhaling skal have årsag til at føle sin ret krænket og derfor højnødvunget at anke, som han truer, så gives her min tilladelse til, at provsten, hr. Peder Olesen, udsteder den forlangte kontrastævning.

Andreas Wøldike
Smorup præstegård på min visitatsrejse den 10. august 1745 kl. elleve formiddag, da det til monsieur Kollins udsendte bud tilbageleveres.

Bjerregrav præstegård

Til kirkeinspektionen.(= generalkirkeinspektionen, se indledn.)

Sognepræsten for Bjerregrav, Ålum og Tånum menigheder her i Viborg stift, hr. Chr. Faber, er gerådet i en vidtudseende proces med Christian Kollin, forvalter ved Fussingø, fordi han har nægtet at antage ham og hans husholderske, Anne Dorthe Tønnes, til privat absolution formedelst et udspredt rygte om usømmeligt levned med hverandre.

Præsten har i den forbindelse allerede mødt temmelig megen uro og ulejlighed ved stævning og contrastævning samt begyndt rettergang.

Det tegner sig også til en meget vidtløftig, langvarig og kostbar proces. Iblandt andre ting har det også behaget forvalter Kollin til at hævne sig desmere på præsten ved at påkaste ham en skammelig beskyldning, - at han i sin forrige enkemandsstand selv skulle have været i et ondt rygte for sit barns amme. Denne beskyldning vil forårsage endnu flere vidtløftigheder samt tids- og pengespild.

Præsten, hr. Chr. Faber, har ikke nogensinde været tilbøjelig til strid og processer 8). Der er heller aldrig kommet mig det allerringeste rygte for øre om præstens forhold til ammen eller noget anden, før Kollin haver tillagt ham det.

Mandens alvorlige, ædru, eksemplariske levned og lærdom, - nidkær for Guds ære -, tillader mig heller ikke at tro en så dan hæslig beskyldning. Der er mig i det hele taget intet uanstændigt eller lastværdigt om ham bekendt, medmindre man vil kalde det lastværdigt, at han plejer at sige og skrive sin mening rent ud til hver mand uden undseelse og persons anseelse.

Derfor kan jeg ikke unddrage mig hans begæring om at ledsage hans vedlagte ansøgning for Deres Excellence og samtlige høje herrer med min ydmyge forbøn, at det nådigst og gunstigst måtte behage at fremme sagen og, såfremt De finder, at præsten har retten på sin side, at afkorte den, så at han ikke på grund af sin modparts snedighed, snedige påfund og sagens langdrag helt skal føres ud i økonomisk ruin som følge af sin indsats for at afskaffe forargelser og hindre ugudelighed.

Deres Excellences og høje herrers rosværdige omsorg for retskafne og redelige præsters bevarelse og forsvar giver mig det visse håb, at også denne gode mand finder i sin underdanige ansøgning en nådig og højgunstig bønhørelse, hvormed jeg ønsker Dem al åndelig og legemlig velsignelse.

Andreas Wøldike
Storvorde præstegård i Fleskum herred på visitats den 26. august 1745.

Resolution.

(Ved provsteretssagen mellem Faber og forvalter Collin er der åbenbart sket noget, som har affødt en klage fra provsterettens dommer, provst Peter Olufsen, over Faber. Forlig mellem Faber og Olufsen er ikke muligt, idet Faber afviser det. Biskop Wøldike må derfor (7. oktober 1745) nedsætte endnu en provsteret, denne gang naturligvis med en anden provst som dommer, da Olufsen ikke kan dømme i en sag, han selv har rejst. – Denne sag kører herefter, ligeledes i Hammershøj skolehus, parallelt med den oprindelige sag.)

Concept (=udkast) til erklæring på hr. Chr. Fabers memorial (=bønskrivelse) om fattigdoms understøttelse udi hans sag med forvalter Collin. 10)

(Sagen mellem Faber og Collin har på dette tidspunkt kørt i to år og øjensynlig udgjort en stor belastning for Faber, både helbredsmæssigt og økonomisk. Derfor har han ansøgt de kirkelige myndigheder om økonomisk hjælp i forbindelse med sagen.)

Da sognepræsten for Bjerregrav-Ålum-Tånum menigheder udi Viborg stift har begæret min attest (=udtalelse), som han agter at bruge i forbindelse med sin allerunderdanigste ansøgning, dateret 14. dennes, om beneficio paupertatis udi den sag, som svæver mellem ham og forvalter ved Fussingø, Chr. Collin, så kan jeg ej nægte ham dette.

Mit vidnesbyrd er, at

1. Jeg aldrig har befundet andet, end at han både i lærdom og levned har lagt vind på at forrette sit hellige embede med troskab og opbyggelighed.

2. Så vidt mig hidindtil af sagen er blevet bekendt, skønner jeg ej rettere, end at retten må være på præstens side.

3. At præstens tilstand er af den beskaffenhed, at han både før processens begyndelse har været af meget slet helbred, og også under processen er blevet endnu skrøbeligere, skønt ikke altid sengeliggende, så at han derfor er blevet nødt til at antage en personlig kapellan 11), ja, endogså i sommer har været nødt til at rejse til København for at søge hjælp for sit slette helbred, som kun synes at være bedret lidt derved. Til med har også den bedrøvelige kvægsyge i høj grad ramt hans sogne, men også hans eget hus. 12)

Og når disse omstændigheder overvejes, kan det lettelig sluttes, at nødvendigheden tvinger ham til at indgive en sådan Allerunderdanigst ansøgning om beneficio paupertatis og af kgl. Majestæts sædvanlige mildhed at vente en allernådigst bønhørelse.

København august 1747.

Dette blev ikke det sidste, biskop Wøldike og myndighederne kom til at høre til den temperamentsfulde Bjerregravpræst.

Blandt andet blev han i slutningen af 1750´erne part i en ulykkelig strid med sin kapellan, Christian Henrichsen Lemmiche, som endnu ikke var bilagt, da Faber døde.

For så vidt angår sagen mellem Faber og Collin, tabte Faber og blev dømt til at betale en større bøde til Collin, dels for sine udtalelser om dennes forhold til sin husbestyrerinde, dels for at have nægtet dem adgang til at deltage i altergangen.

I Fabers eftermæle indgik ifølge Wibergs Præstehistorie følgende elementer: "heftig, lidenskabelig, vanskelig ægtefælle. Streng fader og husbonde. Kan ikke fritages for hierarki (her=magtlyst) og hævngerrighed. Ellers flere gode egenskaber, lærd og duelig."

NOTER

1) I yderste konsekvens: bandlysning. – Danske Lov 9. kapitel: "Om Præsternes og deris Medhielperis Embede/ og Kirkens Myndighed imod de Ubodfærdige."

2) Man kunne ikke gå til alters uden at have anmeldt det en uge i forvejen.

3) Som det fremgår af de øvrige breve m.v., drejer denne forespørgsel sig om forvalter Collin på Fussingø og hans husholderske. – Bemærk i øvrigt, hvor omhyggeligt biskoppen advarer Faber mod at gå for ivrigt frem. Han må næsten have haft på fornemmelsen, hvor galt det kunne gå.

4) Mikkelsdag: 29. september.

5) Ifølge Danske Lov 11. kapitel, art. 6 burde præster så vidt muligt ikke møde personligt i retten. Man anså det for uforeneligt med deres embede. – Omvendt kunne en præst pålægges at rejse sag for at rense sig for ærekrænkelse/injurier, som i øvrigt enhver tjenestemand stadig kan. Måske er det derfor, myndighederne ifølge de sidste dokumenter optrykt her overvejer at yde Faber økonomisk bistand.

6) Sættedommer: en dommer, der hentes ind udefra, når den siddende dommer vurderes at være inhabil i den pågældende sag.

7) Famulus: også kaldet amanuensis: biskoppens juridisk sagkyndige.

8) En påfaldende udtalelse, indtil man erindrer sig, at biskoppens henvendelse til kirkeinspektionen har til formål at få den til at skære igennem og få ro over gemytterne.

9) Hvad ansøgningen præcist går ud på, er uvist, men formodentlig drejer det sig om indgriben i sagen til fordel for Faber. Det synes fremmed for moderne tankegang. Men for datidens tankegang var der intet urimeligt i det. Enevældens retssystem åbnede helt klart mulighed for, at den enevældige konge/hans nære fortrolige kunne gribe ind i afgørelser. Netop dette gjorde kirkeinspektionen ofte, og tilsyneladende vilkårligt. Derfor var det indlysende for Faber at bede om biskoppens hjælp til at henvende sig til denne myndighed.

10) Som i note 9 er der tale om en direkte appel til de højeste myndigheder. Her er det om økonomisk hjælp, "beneficio paupertatis", bogstaveligt oversat: "fattigdomsunderstøttelse". Formentlig er det denne gang kongen selv, der rettes henvendelse til, jf. slutbemærkningen om "kgl. Majestæts sædvanlige mildhed".

11) En personlig kapellan (hjælpepræst) skulle aflønnes af sognepræsten selv og betød derfor en økonomisk belastning for denne.

12) Kvægsygen var frygtet. Faber er ramt af dels dalende velstand hos sine sognefolk og dermed mindskede indtægter fra dem, dels af faldet i indtægterne fra præstegårdens egen avling.

^{Afskrifter af sager i Viborg bispearkiv, orig. på landsarkivet i Viborg.
Danske Lov (Christian den Femtes Danske Lov), opr. 1683, optrykt 1983.
Den danske kirkes historie. Bd. 5. Johs. Pedersen og Bjørn Kornerup. København 1951.
Poul Johs. Jørgensen: Dansk retshistorie. Kbh. 1974.}

Erik Johansen

Der foreligger ganske meget skriftligt materiale om Andreas Wøldike, bl. a. i Dansk biografisk leksikon, Brickas biografiske leksikon, Svend Aakjær: Viborg Købstads Historie og P. Severinsen: Viborg Domkirke. Da hans historie giver et interessant indblik i forholdene på hans tid skal der her fremdrages en del af oplysningerne om ham.

Efter forberedelse af sin lærde fader blev Andreas dimitteret til universitetet i København 1702, men efter at have taget Baccalaureusgraden i 1703 rejste han ud for lige som sine brødre at studere i Wittenberg tysk var deres modersmål. 1707 var han en kort tid i Hamborg og studerede orientalske sprog og deres litteratur. I 1708 vendte han tilbage til København og tog samme år theologisk eksamen. 1709 blev han kapellan ved den tyske menighed i Helsingør og ved Kronborg Slotskirke. I 1711 da pesten havde bortrevet begge byens sognepræster vakte han betydelig opmærksomhed ved sin nidkære, uforfærdede optræden blandt syge og døende. I 1733 blev han udnævnt til præst ved Holmens kirke og provst ved Land- og Søetaten.

Men hans standpunkt overfor pietisterne var uklart, og disse betragtede ham som deres modstander. I øvrigt fandt man som prædikant hans langtrukne prædikener i dårligt dansk, fremført med læspende stemme, kedsommelige, og de urolige kirkeforhold i denne kamptid førte ham stadig ind i situationer, han ikke kunne magte. Meget mod sit ønske blev han i 1735 udnævnt til biskop i Viborg, idet Chr. VI med stor bestemthed krævede hans forflyttelse.

Som biskop kom han ud i mange bryderier, men han synes alligevel at have fået en vis anseelse. Han havde noget læspende og langsomt ved sin tale, og det var hørligt, at tysk var hans modersmål, men alligevel omtales af flere med ærbødighed det indtryk som den fromme og ærværdige mand gjorde på prædikestolen, som han stod der med sine egne grå hår (et særsyn i paryktiden) og tog sin kalot af til bøn. Især synes han med nidkærhed at have kastet sig over forbedringer indenfor skolevæsenet.

I 1735 bad kancelliet stiftsøvrigheden indberette skolesagens tilstand i stifterne. Stiftsamtmand Güldencrone og biskop Wøldike skrev 19/9 1735, at det stod meget slet til i Viborg stift. Der var 23 skoler foruden de danske skoler i købstæderne, mens der var 217 sogne. Den 20/3 1738 skriver biskoppen og stiftamtmanden til generalkirkeinspektionskollegiet: Vi ser aldeles ingen Frugt at være fulgt paa den Paamindelse, som vi nu for faa Aar siden på Foraars-Landemode ved Provsterne lod gøre til kirkeejerne udi Stiftet i Anledning saavel af hans Majs. Allernaadigste Lov som allerhøjstpriselige Vilje om Skolernes Indretning, om de mangfoldige Degneboligers Opbyggelse, som hid og did i Stiftet fattes. Hvilken Mangel at remedere ingen haver lagt Haand paa Gerningen med nogen Alvor uden alene Proprietær Anders Kjærulfs Enke paa Sødal her udi Nørlyngs Herred, som, som foruden Bolig til Degnen haver ogsaa oprettet en ny Skole.

Han tog meget ivrigt del i oplysningsarbejdet. Også i gudstjenesten skulle der undervises ved katekisation. På landemode i 1739 gav han følgende formaning:

Naar Præsterne efter Prædiken selv forretter Catechisationen, da bør Degnen, naar de har læst i Chordøren pro exitu, gaa ned til Kirkedøren, at hindre dem, som før og under Catechisationen ville gaa ud af Kirken, siden mange af de gamle lige saa højt behøve at give Agt på Undervisningen som de Unge; dog bør frugtsommelige Koner samt gamle og svage Folk ikke formenes at gaa bort. Han rejste meget rundt og holdt lange katekisationer i kirkerne. Han fortæller selv derom, hvordan han først taler over en frivalgt tekst og derpå eksaminerer ungdommen i de gamles påhør og passer på, at det ikke skal være noget, de kan udenad, men noget de forstår. Og herudi gaar jeg ikke lettelig noget Barn forbi, ihvor talrig Forsamlingen end er, siden jeg saa, at baade Forældrene og Børnene glæde sig derover, at de ikke forbigaas, og derved opmuntres til des større Flittighed efter min Bortrejse. Og da dette alt sammen sker med Kærlighed og Venlighed, saa sker det idelig, at de Gamle i Stolene af egen Drift bryde også frem at svare, naar de Unge ikke straks ere færdige

Andreas Wødlike er omtalt i Hugo Matthiessens meget morsomme bog om snapstinget i Viborg (Snapstinget. Jydsk Termin. Marked og Mennesker. København 1946). Snapstinget har en lang historie bag sig og var en blanding af et almindeligt marked og et forum for terminshandler, lånevirksomhed (mod pant i fast ejendom) og ikke mindst handel med fast ejendom.

Hugo Matthiessen skriver, side 82:

Det mørke, gamle Domhus, som trak sig ind i Skyggen under Nordsiden af Kathedralen længst mod Øst i Nærheden af Bispegaarden og saa klods op ad Kirken, at kun et enkelt Menneske kunne knibe sig ind derimellem, havde ofte fra ældre Tid gæstfrit stillet sin Sal til Raadighed for farende Komediantner, Gøglere og Linedansere som i Terminen og ofte længere endnu forlysted Tilskuerne.

Mangen Gang var dog Bølgerne gaaet højt blandt Publikum, at da den tunge Religiøsitet i Christian den Sjettes Tid tog Magten og søgte at ihjelknuge al Livsglæde og Friskhed, forstummede ogsaa Morskaben her. Dør om Dør med Domhuset residerede jo en Alvorsmand som Biskop Andreas Wøldike, der i sine stille Stuer kunde høre Spektaklet og føle sig forarget over at Satan selv dristede sig til at have sit Capel næst ved Kirken. Nu mente Bispen Tiden moden til at kvæle Uvæsenet, og den Klage over Klammeri og Tumulter, han indsendte til Kongen, fandt villigt Øre; thi det lod sig ikke nægte, at det af og til kom til stormende Optrin, og Stiftamtmanden mente ligeledes at kunne paastaa, at Snapstingsforestillingerne hverken tjente til Opbyggelse eller Belæring, ja tilmed kun antændte onde Lyster og Begærligheder, da de til Tider trak ud paa Natten og derfor troligt nok kunde give Anledning til debauche blandt gemene og unge Folk Følgen af disse Klager blev Forordningen af 21. Marts 1738, som forbød alle Slags Komedianter, Linedansere, Taskenspillere, Lykkepottefolk og lignende at indfinde sig og vise deres Kunst baade i Danmark og Norge.

Hugo Matthiessen fortæller i "Snapstinget":

Det mørke, gamle Domhus, som trak sig ind i Skyggen under Nordsiden af Kathedralen længst mod Øst i Nærheden af Bispegaarden og saa klods op ad Kirken, at kun et enkelt Menneske kunne knibe sig ind derimellem, havde ofte fra ældre Tid gæstfrit stillet sin Sal til Raadighed for farende Komediantner, Gøglere og Linedansere som i Terminen og ofte længere endnu forlysted Tilskuerne.

Mangen Gang var dog Bølgerne gaaet højt blandt Publikum, at da den tunge Religiøsitet i Christian den Sjettes Tid tog Magten og søgte at ihjelknuge al Livsglæde og Friskhed, forstummede ogsaa Morskaben her. Dør om Dør med Domhuset residerede jo en Alvorsmand som Biskop Andreas Wøldike, der i sine stille Stuer kunde høre Spektaklet og føle sig forarget over at Satan selv dristede sig til 'at have sit Capel næst ved Kirken'. Nu mente Bispen Tiden moden til at kvæle Uvæsenet, og den Klage over Klammeri og Tumulter, han indsendte til Kongen, fandt villigt Øre; thi det lod sig ikke nægte, at det af og til kom til stormende Optrin, og Stiftamtmanden mente ligeledes at kunne paastaa, at Snapstingsforestillingerne hverken tjente til Opbyggelse eller Belæring, ja tilmed kun antændte onde Lyster og Begærligheder, da de til Tider trak ud paa Natten og derfor troligt nok kunde give Anledning til 'debauche' blandt 'gemene og unge Folk'

Følgen af disse Klager blev Forordningen af 21. Marts 1738, som forbød alle Slags Komedianter, Linedansere, Taskenspillere, Lykkepottefolk og lignende at indfinde sig og vise deres Kunst baade i Danmark og Norge.

Otto Christian von Stricker kom til Trankebar d. 23. juli 1778. Blev gift med Charlotte Amalia Sundt i Zions Kirken i 1782 og fik 15 børn. Han blev udnævnt til oberstløjtnant og kommandant på Dansborg 30. januar 1805. 12. februar 1808 måtte han på guvernørens ordre overgive Dansborg til englænderne. Han blev på Trankebar under okkupationen og nød gage, som ligestillede officerer i den engelsk-indiske hær. Indsattes atter som kommandant 20. sept. 1815. Afsked 18. februar 1818, beholdt sin gage i pension. Døde 29. juli 1819 og blev begravet på Trankebar (Zions Kirken).

Hans ældste søn Johan Ditlev von Stricker var militærkaptajn på Trankebar.

En af hans døtre - Mette Marie Stricker - blev gift med Johannes von Rehling (guvernør på Trankebar).

En datter af Johan Ditlev von Stricker - Charlotte Mathilde Stricker - blev gift med Christian Tiemroth (også guvernør på Trankebar en kort tid).