Personside - 186

Fra Dansk Biografisk Lexikon om hans fader:¹

Nielsen, Niels, 1636-1708, Godsejer, er født 16. Juni 1636 «paa» Lundø i Fjends Herred, hvor hans Forældre vare Bønderfolk. Han kom tidlig i Tjeneste hos forskjellige Adelsmænd i Vestjylland. 1656 var han Skriver eller lignende paa Riberhus, 1667 Foged paa Kjærgaard, senere Forpagter paa Øllufgaard, og 1671 blev han tillige Provstiskriver. 1674 blev han. Forpagter af Endrupholm, der tilhørte den stærkt forgjældede Vibeke Rosenkrantz. N. N. var en virksom og pengebegjærlig Mand, der i sine forskjellige Stillinger samlede sig Formue, og da han forstod at benytte sig af Forholdene paa en Tid, hvor det gik stærkt tilbage for de adelige, samlede han sig snart betydeligt Jordegods. 1679 kjøbte han Hennegaard, 1684 Hesselmed (i Forening med Anders Nielsen til Søvig) og 1686 Endrupholm, som Vibeke Rosenkrantz maatte sælge for Gjæld. N. N. samlede det adsplittede Gods til sine Gaarde og fik dem kompletterede, til Dels gjennem talrige Processer, der vise ham som en stridbar Natur, der ikke var bange for at begaa Overgreb. Han døde under et Besøg i Odense 4. Sept. 1708. I 1671 havde han ægtet Anna Stephansdatter, Datter af Borgmester Stephan Nielsen i Varde; hun døde paa Endrupholm 1717. Deres Børn antoge efter Fødegaarden Navnet Endorf; en af dem, Stephan Nielsen, der senere ejede Endrupholm, blev adlet med Navnet Ehrenfeld.

^{O. Nielsen, Skadst Herred. Danske Saml. I.}

Chr. Villads Christensen.

Arne Bjørn Jørgensen refererer fra Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft:

Thomas er født i Nors som søn af Christen Christensen.

Hans fødselsår kendes ikke, men da han i 1649 fik en søn, kan han være født omkring 1625.

I 'Designationer paa Gaarde og Boel fra Sognekaldene i Vendelbo Stift' ses han 1657 som
fæster i Nors af en helgård og en fjerdinggård. I kommissionsmatriklen af 1661 findes han ligeledes dette år som fæster samme steds af 2 gårde. Den ene gård, der mærkelig nok betegnes som et boel og som er identisk med den førnævnte fjerdinggård, tilhørte Jens Bjerring i Viborg. Den må have haft god jord, da dens hartkorn både i matriklen i 1661 og i 1664 sattes til 7 td. 2 skpr. Den landgilde, han årlig måtte svare deraf var 6 td. byg, 1 td. havre, 1 pund smør, 1 svin og 1 daler i gæsteri. Udsæden sattes til 3 td. byg og 3 td. havre. Helgården, der tilhørte Mogens Høeg til Todbøl, men efter hans død i slaget ved Nyborg i december 1659 solgtes til Jørgen Lykke til Søgaard, var den gård, der allerede år 1600 nævnes som Westergaardt, og som gav dens beboere og dermed slægten navnet Vestergaard.

Vestergaard lå ca. 1 km NV for kirken i Nors og ligger endnu den dag i dag på sin gamle plads. Hvorledes den har set ud vides ikke. I 1736 omfattede bygningerne foruden stuehus i hvert fald et såkaldet Øster Hus samt en lade- og staldbygning og i 1787 fem bygninger, hvoraf de fire lå i firkant uden at være sammenbyggede. Det er derfor ikke udelukket, at gården allerede i Thomas´ tid kan have været en firlænget gård. Nu er gården, der med have spænder over et areal på 1 td. land, dog ombygget. Den nuværende hovedbygning stammer fra ca. år 1800.
På Thomas´ tid så terrænforholdene i gårdens nære omegn anderledes ud end nu om stunder. Nors Sø rakte da en godt 2 km lang og 200-600 m bred arm ud i østlig retning helt ind til kirkegårdens vestre dige, og fra denne arm, omtrent midt mellem søens nuværende østre bred og kirken skød en 800 m lang udløber, kaldet Søhale, ud mod nord tæt vest om Vestergaard.

Ca. 400 m nord for Vestergaard og på dennes jord lå bymændenes fælles nu nedlagte grusgrav, gennem hvilken vor tids vej fra Nors til Hinding tilsyneladende er blevet ført. Den gamle Hindingvej gik fra landsbyens nordvestre hjørne mod nord gennem sadlen i bakken umiddelbart nord for byen før, den bøjede mod vest, og nord for Vestergaard ramte den nuværende vej, hvis spor fra Nors i retning af Vestergaard vel eksisterede på Thomas´ tid, men kun for at tage færdslen mellem hans gård og byen.

Efter kommissionsmatriklen var gården vurderet til 6½ td. hartkorn og i udsæd ansat til 2o td. rug, 5 td. byg og 2 td. havre; i landgilde svarede han årlig 6 td. byg og 1 svin, men da gården omvurderedes til hartkorn til brug for amtsstuematriklen af 1664 (protokol 1836, fol. 175), sattes gårdens hartkorn væsentligt i vejret, nemlig til 12½ td., og dens udsæd beregnedes for byg og havres vedkommende til 5td. af hver sort. Hans landgilde ses ved samme lejlighed at være forhøjet til 12 td. byg og 1 svin.

Disse tal fortæller os imidlertid noget mere. De siger ikke, hvad man måske kunne fristes til at tro, at den første hartkorns-vurdering har været helt ved siden af sandheden eller, at den jord, han hidtil havde drevet, var blevet så meget mere ydedygtig, at hans landgilde af den grund kunne sættes i vejret. Nej, de kan sige, at han ved den anden hartkornsvurdering foruden sin egen hidtil hafte gård drev yderligere noget jord, som tilhørte Jørgen Lykke. Og dette kan man slutte ved at se landgilden forhøjet fra 6 td. byg og 1 svin til 12 td. byg og 1 svin. Det var nemlig en hævdvunden, nøje overholdt regel, som iøvrigt senere optoges i Chr. V´s Danske Lov, at der ikke kunne fordres højere landgilde af en fæster end den, der fra gammel tid var svaret af den pågældende ejendom med mindre vedkommende fik et til forhøjelsen passende, øget jordtilliggende, ret til at hugge i hovedgårdens skove eller lignende; og da udsædens mængde i det foreliggende tilfælde samtidig blev større, kunne der være mulighed for, at Thomas havde fået overdraget yderligere jord til dyrkning, en omstændighed der i så fald gjorde ham til den største jordbruger blandt sognets bønder. Men da der samtidig i Nors fandtes en anden gård, som også vurderedes til 12½ td. hartkorn, og som i 1688 bebos af Søren Jensen med tilnavnet Vestergaard, ligeså vel som at denne gårds senere beboere, uden at være ætlinge af Søren Jensen, kaldes med samme tilnavn, ligger det nærmere at antage, at Thomas´ jordtilliggende ikke er blevet øget, men at 'Westergaardt' oprindelig var en af de store dobbeltgårde, som ikke er så sjældne i Thy, men hvis opståen og udvikling i øvrigt endnu ikke er klarlagt.

I Thomas´ tid tog sandflugten rigtig fat, og Vestergaards jorder fik også sin part heraf, ja det er vel endog højst rimeligt, at store dele af gårdens senere 36 td. hedeland er opstået oven på sand, der er fløjet ind over gammel agerjord, hvis underlag iøvrigt nu overalt på ejendommen er rødler oven på kalk.

Det vides ikke nu, når Thomas blev gift, ej heller, hvad konen hed, kun at hun begravedes 1681 i Nors, 75 år gammel. På dette tidspunkt må Thomas have lagt op og opgivet sit virke til fordel for sønnen Anders, der allerede i 1677 ses som bruger af gården. Hvor han har tilbragt sine sidste leveår kan ikke angives med sikkerhed; men sandsynligheden taler for, at han er blevet boende på gården til konens død og derefter har tilbragt sine to sidste år i Hinding hos en datter.

Han døde 1683 og begravedes i Nors under navnet Thomas Vestergaard af Hinding.
Et minde om ham findes endnu på egnen i stednavnet Thomasbakke, en bakke, som lå og endnu ligger på en af Vestergaards agre, ca. 1 km nord for gården.

Hillerslev herreds tingbog 1671:

Niels Jensen Østergård i Vorring fremfører en person, Niels Pallesen af Tingstrup, som havde med sig et levende får, et fåreskind og en brun hest og en jerngreb. Han bekendte, at han havde stjålet greben og det får, som skindet var af, hos Mads Pedersen i Vorring og bar det øster i marken til en hest, som han selv havde sat i tøjr ved et dige. Desuden bekendte han, at han gik tilbage til byen igen og stjal et får fra Niels Jensen i Østergård i Vorring, hvorved han blev grebet. Tomas Christensen i Vestergård i Nors og vedkendte sig hesten, som tyven tilstod selv at have lagt tøjret på. Tyvens husbond er Jacob Sparre til Råstrup. Herredsfogeden befalede de tre bestjålne at hjemføre tyven og holde ham i forvaring. (15/10).

15/10 1671:

Tomas Vestergård i Nors og Niels Jensen i Vorring fremlægger tingsvidne af 8/10 angående tyven Niels Pallesen eller Andersen af Tingstrup, som også nu er til stede i retten og tilstår mange flere tyverier. Herredsfogeden spurgte, om nogen var til stede, som kunne befri tyven fra galgen med forordninger eller anden kgl. befaling, men ingen svarede.

Så tog herredsfogeden til sig otte domsmænd, og dømte med dem, at da tyven stod ledig og løs her for retten og bekendte sine tyverier med koster ved hånden, tilmed overflødige tyverier havde vedgået, kan vi ikke rettere deri kende, end tyven at lide til galgen og bonden sine koster.

---------------------------------

Studiosus Christen Øland på hr. Oluf Jacobsen i Hunstrup hans vegne fremlægger Jørgen Lykkes skøde til hr. Oluf på en gård i Nors, Vestergård, som Tomas Christensen ibor, dateret 28/11 1671. (11/11 1673).

Peter de Hemmer Gudme voksede op i et traditionsbundet miljø, nationalt såvel som kristeligt; slægten havde nær tilknytning til grænselandet. I skoletiden medlem af KFUM og spejderbevægelsen. Efter studentereksamen i 1915 fra Marselisborg Skole begyndte han at studere teologi. Han meldte sig straks ind i Akademisk Skytteforening. I 1918 meldte han sig som frivillig i Finlands frihedskrig og gjorde året efter fronttjeneste i Dansk-Baltisk Auxiliær-Korps i Estland. Efter sin hjemkomst færdiggjorde han studiet i 1922 og studerede derefter orientalsk filologi i Leipzig, Uppsala og Paris. De følgende år helligede han sig journalistikken: Ved Ekstra Bladet 1925-29, Berlingske Tidende 1929-34 og Nationaltidende 1934-40, for hvilket han var krigskorrespondent i Finland 1939-40 og 1941. Sideløbende hermed udgav han en lang række bøger og oversættelser. Fra sommeren 1940 levede han af foredragsvirksomhed. Allerede inden krigens start havde hen vendt sig skarpt mod det tyske ”Neuropa” i pjecen ”Danmarks skæbne under Europas nyordning”. I september 1942 blev han efter tysk krav af Højesteret idømt fire måneders hæfte for antitysk agitation. Efter løsladelsen helligede han sig helt det illegale arbejde, og især inden for bladarbejdet indtog han en fremtrædende plads som medarbejder ved flere blade og modstandsgrupper: ”Hjemmefronten”, ”Dansk Ungdoms Samvirke”, ”Dansk-Nordisk Ungdomsforbund”, ”Nordisk Front”, ”Information” og ”Nordens Frihed”, hans eget blad, hvor han især tog til orde for forståelse for Finlands vanskelige stilling. I Frihedsrådets bladudvalg indtrådte han fra februar 1944 som repræsentant for bladgrupperne bag pressebureauet ”Nordisk Nyhedstjeneste”. Fra oktober 1944 ledede han Information efter Børge Outzes arrestation. Herved kom han på en meget udsat post; tyskerne havde længe været ude efter ham, men uden held, og nu fik de ham indkredset. Han arresteredes den 28. 11. 1944 og indsattes i Shellhuset. For ikke at røbe sig for tyskerne under forhørene tog han sit liv ved at styrte sig ned i trappeskakten.

Poul de la Cour var en intellektuel lyriker, hvis digte mere var en frugt af tankens virksomhed, end af umiddelbar inspiration. Han var landvæsenselev, boghandler og maler, før han i 1922-24 udgav to digtsamlinger, som han dog senere slettede af sit forfatterskab. I 1923 tog han til Paris og blev der i syv år, hvor han bl.a. var filmarkitekt på Carl Th. Dreyers film Jeanne d'Arc. I digtsamlingen Den galliske Sommer (1927), og de følgende Den tredje Dag (1928) og Menneskets Hjem (1929), finder han langsomt frem til sit eget tonefald. Mellemkrigstidens uro og fremtidsangst præger Regn over Verden (1933). Dette er vort Liv (1936), Alt kræver jeg (1938) og De hundrede Somre (1940), er både hans og tidens ypperste digte. I Levende Vande (1946) udtrykker han befrielsens tro på en bedre fremtid. I Fragmenter af en Dagbog (1948) fremlægger han sine tanker om poesiens væsen og betydning. Den fik afgørende betydning for tidens yngre generation. Han skrev også en enkelt roman Kramer bryder op (1935).

Bruun voksede op i et musikalsk hjem. Faderen var cellist i Det Kongelige Kapel og lærer ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Moderen var søster til komponisterne Roger Henrichsen og Edgar Henrichsen og Kai Aage dermed fætter til jazzpianisten Børge Roger-Henrichsen. Bruun begyndte allerede som 6-årig at spille cello, blev student 1917, var en tid på musikalsk studieophold i Leipzig, men valgte at studere musikvidenskab. Han var dog også deltager i det praktiske musikliv: 1925 som medstifter af Studentermusikforeningen hvor han dirigerede et par år; 1926-1927 som dirigent i Studentersangforeningen og senere, 1930-1931, som dirigent i Akademisk Orkester. Desuden virkede han som musikanmelder og assistent på Musikhistorisk Museum.

1927 var han imidlertid blevet ansat i statsradiofonien som programsekretær, og indledte hermed en over 30-årig tilknytning til et medium hvor hans evner som formidler kom til fuld udfoldelse gennem talrige foredrag og udsendelser af oplysende musikkulyurel karakter. I 1949 blev han souschef fra 1951-1955 chef for DR’s musikafdeling og derefter virkede han endnu en halv snes år som musikkonsulent.

I 1969 udgav Bruun sit hovedværk Dansk musiks Historie, men han havde tidligere skrevet andre musikværker. Bl.a. Om Schuberts Liv og Værker (1928), Tre Komponister (Haydn, Kuhlau, Carl Nielsen - 1932), Musikkens Grundbegreber (1942), Musikordbog (1943), Kammermusik fra Haydn til den unge Beethoven (1960) og Kammermusik fra Beethoven til Schubert (1962) foruden talrige artikler i tidsskrifter og dagblade m.m.

Som komponist var hans virke begrænset til en række korsange og romancer samt nogle bearbejdelser af kammermusik fra 1700-tallet.

Arne Bjørn Jørgensen refererer fra Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft:

Anders fødtes 1649 i Nors som søn af Thomas Christensen.

Han overtog inden faderens død Vestergaard og kan derfor ligesom denne have været fæster under Søgaard; men da denne herregård ret hyppigt skiftede ejer - 1683 tilhørte den assessor Henrik Jørgensen til Visborggaard (død 1686) - og der skete bortsalg af dens bøndergods, gik også Vestergaard fra hånd til hånd.
Uvist når, men før 1677 solgtes den således til præsten i Hunstrup, velærværdige Hr. Christen Pedersen Agerholm eller Øland, som den 7/8 1686 videresolgte den til ejeren af herregården Nørtorp, Hans August von Pagelsen (d. 1723); men dens tilliggende var da mindsket så meget, at hartkornet ved salget kun regnedes til 5 td. 4 skp.

Ved opmålingen til brug for matriklen 1688 fandtes dens agerjords areal at være ca. 321000 kvadratalen (sjællandske alen). Heraf var 1/3 middelmådig og 2/3 skarp jord, hvilket medførte, at jorden sattes i 3. og 4. af de 6 brugte boniteringsklasser. Foruden agerjorden havde han en lille eng og mosestrækning, som årlig gennemsnitlig kunne give 1 1/8 læs hø og græs til 3 høveder. På hvilende jord og 'paa fælles Uddrift' kunne fås græsning til henholdsvis 2 og 3 høveder.
Hartkornet sattes derefter til 4 td. 5 skp. og 1 fjdk.

Som følge af landbrugets daværende driftsform lå hans agre på flere forskellige af sognets åse. Han måtte søge sine 10 forskellige steder. Men da bønder ofte havde agre på 20-30 forskellige steder, var der således langt fra noget påfaldende i hans agres tilsyneladende stærkt spredte beliggenhed. Hvis man ydermere eftersporer de gamle marknavne og stedfæster deres beliggenhed i den udstrækning, det er muligt, når man endog til det resultat, at ca. halvdelen af hans jord lå forholdsvis samlet og tæt ved gården, nord, vest og øst for denne, på Søfald norden byen, Daasfald, Skadbakkefald og gårdens toft. Andre agre fandtes på Søagerfald sønden byen, mellem Venbjerg og Bosbjerg, (ca. 1 km syd for byen) og på Skibsted Højs Ager (1 km øst for byen). De resterende agre, hvis belig-genhed det ikke er lykkedes at stedfæste, lå på Fladhøjfald, Vestenskovs Bjergfald og Nørre Vrat-fald. Har man ret i gisningen om, at de to sidstnævnte agerfald lå nær eller på den nuværende Tved Plantages grund, har over halvdelen af hans jord ligget nogenlunde samlet.

Agrene var som hos de andre bymænd af højst forskellig størrelse, men næsten alle var lange og smalle med længder varierende fra 43 til 540 alen og bredder fra 12 til 175 alen og således, at længde og bredde stod i ret tilfældigt forhold til hinanden.

I almindelighed kan siges, at gården ligesom andre gårde i Thy dreves som alsædebrug eller med envangsdrift. Jorden deltes i alsædejord, brødjord og havreland. Bondens bedste jord, alsædejorden, lå nærmest gården, gav kornafgrøde 3 år i træk, hvorefter den gødedes; brødjorden, som optog den resterende del af indmarken, dyrkedes efter jordens godhed 3-6 år i træk, hvorefter den gødedes og hvilede lige så længe. Hovedparten af havrelandet eller udmarken, som det ellers almindeligvis kaldtes andet steds, lå syd for Nors, hvor områdebetegnelsen endnu lever og med sit navn den dag i dag minder om gamle driftsformer. Det gødedes aldrig, men hvilede efter 2-3 års drift, alt efter forholdene i 5-10 år eller mere. Brakning kendtes ikke. Pløjningen var gennemgående god, men 'for lidet og for grundet', 8-10 cm, højst 12-13 cm tykke furer. Gødningen var 'klægmøg', gødning blandet med aske, tørvesmuld eller jord, da al halm blev fodret op. kornet blev på kalkjorden sædvanligvis kort i strået, kunne synes tyndt, men med kornrige aks.

Som de øvrige bymænd drev Anders sine agre på højst forskellig vis. Var det 'god Jord af mere Muld end Sand', som på Søfald norden byen og til dels på Søagerfald sønden byen, holdtes de i drift 3 på hinanden følgende år, besåedes med korn, skiftende fra byg over rug til havre, hvorefter de hvilede et år.

På 'middelmaadig Jord af mere Sand end Muld' og heraf fandtes 25650 kvadratalen på Søagerfald, veksledes på tilsvarende måde som ved den gode jord 3 år i træk mellem de samme kornsorter, men med en påfølgende 3-årig hvileperiode. Jo ringere agrenes godhed var, des større blev hviletiden. Var det f.eks 'middelmaadig Havrejord af sand og noget Muld' som 63000 kvadratalen på Daasfald eller 153000 kvadratalen 'ond jord af Sand og død Muld' på Vestenskov Bjergfald, kunne hvile-perioderne blive op til både 8 og 12 år, ja endog til 14 år efter kun at have været i drift 2 a´3 år.

Hvad kreaturerne angår, så græssede de om sommeren på hvilende jord, i udmarken eller på går-dens eng. Om vinteren blev de, der slap levende gennem den store nedslagtning i november, slagte-måneden, på grund af bondens ringe foder-mængde sat på sultekost. En del af hestene, udgangs-øgene, gik ofte ude om vinteren og måtte klare dagen og vejen på egen hånd. En bonde, der sørgede godt for sine dyr, gav dog, når han kunne, hver hest 2 td. havre årlig. Køerne måtte, når de ikke var på græs, nøjes med rughalm, dog ikke helt rentærsket, og fik, når det gik højt, sine steder et tilskud på ½ fjdk. havre pr. mund. Deres ydeevne var derfor også ringe, måske 6 potter mælk daglig i den bedste græstid og 20-25 kg smør, 11-20 kg ost årlig. Fårene gik ligesom hestene ude det meste af vinteren, men fik iøvrigt, når de kom i hus, det bedste hø og fin lyngtop. Et får gav med sine to år-lige klipninger ialt kun ca. 2 kg uld og i slagtet stand næppe over 25 kg. kød. Svin holdtes fortrins-vis som friluftsdyr, tumlede sig forsultne i mark og gård, levede af mere eller mindre tilfældig føde, men fik dog nu og da korn eller ærter. De blev forkrøblede i væksten, var ofte 2-4 år om at blive slagtefærdige og præsterede derefter kun 15-25 kg flæsk. Da opfodringen for de fleste bønder var forholdsvis dyr, holdtes svin kun til husbehov, men dette var heller ikke lille, særlig i Thy, hvor kravet om flæsk var stort.

Gæs holdtes der almindeligvis en del af i fælles uddrift.

Efter amtsregnskaberne, ekstraskattemandtallerne for 1682, -84, -86, -87, -90, -91, -99 at dømme drev han gården alene kun hjulpet af konen og en tjenestepige. I halvfemserne havde han en dreng på gården, muligvis - i 1699 i hvert fald - sønnen Christen Andersen.

I følge samme regnskaber for 1677, -78, -82, -84, -86 og 87 talte hans besætning 1 hoppe og 1 a´2 plage, 1 a´2 køer og 1 ungnød, 1 so og 2-8 får. Desuden havde han en bistok.

Målt med vore øjne synes denne besætning at være såre liden, og dog var den ganske normal i forhold til, hvad der fandtes hos sognets øvrige bønder, som med deres 70 husstande i 1677 tilsammen kun rådede over '101 Bæster' og 96 køer.
Medens Anders sad på Vestergaard, væltede den ene ekstraskat efter den anden, år efter år, ned over hans og stands-fællers hoveder. I 1677 kom ildsted-og kvægskatten, hvortil han måtte svare ialt 4 mark for sine to ildsteder, 3 mark for heste og 8 skilling for 1 ko. I 1678, -82, -84, -86 og 87 måtte han i kop- og kvægskat rykke ud med noget varierende beløb. For ham selv og hustru lød taksten på fra 3 mark til 1 rdl.; for besætningens vedkommende skiftedes fra følgende minimumstal i 1682 og -84 til det dobbelte i 1678, - 86 og -87, nemlig: 1 pige 12 skilling, 1 hoppe 8 skilling, 2 plage 8 skilling, 2 køer 1 mark, 1 ungnød 3 skilling, 5 får og 1 svin 6 skilling og 1 bistok 4 skilling. I 1688 krævede en kop- og ildstedskat 1 rdl. tilsammen for mand og hustru og 4 mark for deres ildsteder. året efter dukkede samme skat op, men denne gang betaltes kun for 1 ildsted. Det samme gjaldt iøvrigt hans bysbørn med undtagelse af præsten og Niels Skinderup, som hver især mêatte punge ud for 2 ildsteder. Og sådan blev det ved med små variationer. I 1690 slap han med 1 rdl og 3 mark, men da måtte han også i kop-skat betale 2 mark for 1 dreng over 10 år; og 1699 krævede tjenestekarle- og drengeskatten 2 rdl. af ham.

De foregående statistiske oplysninger om Vestergaard og dens beboere frister til en uddybning, til et indblik i økonomien på stedet. Vel er talmaterialet ufuldstændigt, og forbehold må tages overfor flere enkeltheder; men der er dog holdepunkter nok til at danne et billede af forholdene. Indtægten afhang hovedsagelig af korn- og høavlens udbytte, det ringe kvæghold og landbrugsprodukternes markedspris. Udgiften bestemtes så godt som udelukkende af landgildens, tiendens, ekstra-skatternes og folkelønnens højde, af foder- og fødevaremængden til henholdsvis dyr og mennesker samt af udgiften til såsæd.
En beregning af indtægten hviler i første instans på et skøn over foldudbyttet, der uagtet dette ses på baggrund af Thy-jordens gode ydeevne, i betragtning af landbrugets yderst ringe kornudbytte i hovedparten af det øvrige land på denne tid, gennemsnitlig næppe kan sættes højere end til: Rug 3, byg 4 og havre 5 fold. Med en udsæd på 20 td. rug, 5 td byg og 2 td havre giver en gennemsnitshøst følgelig: 60 td. rug, 20 td. byg og 10 td. havre.

Omregnet i kroner, men uden hensyn til pengenes nuværende værdi, efter en gennemsnitskapitalstakst for den sidste trediedel af århundredet til 8,05 for rug, 6,03 for byg og 3,60 for havre udgør


Indtægten
af kornhøsten 645,60 kr
Samtidig giver:
1-2 køer i mælk, smør og ost 36,00
1 hest a´24 kr solgt hver 3-4 år 6,00
1 ungnød a´20 kr solgt hvert 3-4 år 5,00
30 grise a´2,56 76,80
8 får og lam (1 får a´0,80) 4,80
Uld: 10-16 kg (a´1 rdl 4 skl Lpd) 1,70
Gæs og høns 3,24
Hø: 1 1/8 læs a´40 Lpd: 360 kg Halm Ærter
Fiskeri, heraf 48 snese ål a´22 øre, mindst 10,56
Bier, ca. 4 kander honning a`16 skl 1,28
-------------------
Ialt 790,98 kr.

En undersøgelse over behov til skatter, afgifter, underhold m.v. giver følgende billede af
Udgifterne:
Landgilden 24,00 kr.
Tiende 78,80
Ekstraskat 3,20
Indfæstningsafgift 1,00
Tabt arbejdsfortjeneste ved hoveri: 3 dage a´8 skilling 0,48
Folkeløn til 1 pige og 1 dreng 12,48
Såsæd: 20 td rug, 5 td byg, 2 td havre 198,35
Foder til 2-3 heste a´2 td havre 18,00
Foder til 1-2 køer a´½ fjdk havre 0,15
Foder til svin, ca. 4 td byg 24,00
Foder til gæs og høns
Husholdning
Brødkorn (6 personer a´0,5 kg pr. dag: 8 td. rug) 64,40
Korn til øl (6 personer a´2½ l pr. dag, 2 kg byg pr. dag: 730 kg: 8 td byg) 48,24
Byggryn (6 personer a´100 g pr. dag: 219 kg gryn: 3 td 4 skp byg) 11,10
Flæsk 400 kg 20,20
Fårekød 150 kg 5,00
Ærter, høns, gæs 10,56
Honning 1,28

Vedligeholdelse og afskrivning på 6% af følgende værdier:
Inventar i stuerne 23,28 kr
Inventar i 'Buret' 12,36
Inventar i bryggers 31,86
Inventar på loftet 9,40
Landbrugsredskaber, vogne m.v. 57,16
Fiskeredskaber 24,32
---------------------
kr. 158,38-6% --
9,50
Reparation af bygninger 2,00
------------------------
532,54 kr.

Til ovenstående beregning skal bemærkes, at den dels er opstillet på basis af de tidligere givne statistiske oplysninger dels på grundlag af et skifte på gården i 1736. Dette sidste gælder for de benyttede priser på heste, køer, får og svin samt for værdien af inventar og redskaber, hvilket selvfølgelig influerer på billedets korrekthed. Men afvejes for-holdet mellem pengenes synkende værdi og viden om, at skiftets priser lå under tidens gennemsnitspriser i fri handel, er denne omstæn-dighed næppe i stand til at forrykke helhedsbilledet. Forbruget i husholdningen er en skønssag; dog må anføres, at flæskeforbruget er opført under hensyn til det antal kg (360-400), som man ved, en gårdmandsfamilie på øerne gennemsnitlig årligt brugte . Prisen på flæsket er sat efter en anslået foderværdi; skulle prisen sættes efter kapitel-takst pr. kg, ville forbruget koste 80 kr. Fårekødet er vurderet efter prisen på et får i det nævnte skifte. Da ål i fersk og saltet form var en nødvendighedsartikel for alle i Thy og på Mors i langt højere grad end i senere tider, og da man så sent som i begyndelsen af det 19. århundrede på en almindelig præstegård på Mors endnu brugte 1000 ål årlig, er Vestergaards forbrug af denne fisk for sikkerheds skyld kun opført med 48 snese og prisen beregnet efter egnens gæng-se takst: 24 snese til 1 td. hartkorn. Hovedparten af den forbrugte fiskemængde blev hentet i Nors Sø.

Vedrørende indfæstningsafgiften skal bemærkes, at dennes fastsættelse beroede på forskellige omstæn-digheder som forholdet mellem tilbud og efterspørgsel, øde gårde eller gård i drift, jordens ydeevne, landgildens stør-relse, bygningernes tilstand, fæsterens økonomiske evne o.lign. Den kan som følge heraf ikke som almindelig regel gøres afhængig af hartkornets størrelse. Rådes der ikke over det konkrete tal, er man derfor henvist til gætteværk for hver enkelt gårds særlige tilfælde. Men med hold i det for Gessingholm i Historisk Tidsskrift 1935 herom anførte, hvor-efter indfæstnings-afgiften på dette gods i første halvdel af det 17. århundrede hovedsagelig svingede mellem 1 og 4 rdl. pr. td. hartkorn, kan man med føje tro, at Anders, hvis gård synes at have været i god drift, kan have svaret ca. 15 rdl. Afgiften betaltes almindeligvis kort efter gårdens overtagelse, men er her i regnskabet fordelt på 30 år.

Regnskabet viser et overskud på kr. 258,44, et beløb, som dog må mindskes yderligere, dels fordi enkelte af de opførte poster ikke er fuldt belyst, dels fordi der ikke er taget hensyn til indkøb af forskellige ting, som ikke fremstil-ledes pêa gården: Brændsel (10-12 læs tørv), sko, træsko, salt (til ca. 1 rdl pr. skp. - og heraf kunne bruges flere), Humle o.lign., men navnlig fordi det pågældende beløb, der jo ikke forelå i penge, men eksempelvis i 31-32 td. rug, hvis det skulle omsættes til kongens mønt, sjældent solgtes efter kapiteltakst, men til en pris, der kunne ligge op til 50 % lavere. Herved reduceredes den pengesum, der kunne lægges på kistebunden, men almindeligvis ikke blev det, da al handel på den tid for bondens vedkommende skete med naturalier, meget let til under 200 kr. Og dog må dette udbytte, set i sam-menligning med resultater fra tilsvarende brug på Sjælland, siges at ligge over middel, selv om det kun repræsenterer 1 fold af den samlede kornhøst og er så lille, at det ville være blevet forvandlet til underskud, hvis høsten havde givet 1 fold mindre end forudsat i beregningen.

Indtægten var imidlertid ikke jævnt flydende, men underkastet kraftigere udsving end almindeligt nu om stunder. Har Anders siddet på gården i ca. 35 år, har han oplevet misvækst i 1670, -75, -84, -93 -95 og-99, ja i 1693 så udtalt, at man i Jylland måtte plukke de tynde aks med hånden og lade leen blive hjemme. Og er ekstraskattemand-tallerne pålidelige vidnesbyrd om størrelsen af hans kreaturhold, hvis righoldigheden igen er et udtryk for høstens godhed, så ramte misvæk-sten i 1675 og 1684-85 ham hårdt, thi i de nærmest påfølgende år var hans kreaturhold væsentligt mindre end i tiden 1678-84. Men i betragtning af, at kornprisen i hele hans levetid lå ganske godt, - for rugs vedkommende til tider endog dobbelt så højt som i 1730-35 - , må hans økonomiske forhold alt i alt have været meget tilfredsstillende.

Henimod århundredeskiftet må Anders have følt sig svagelig og mærket, at han ikke kunne klare gårdens drift alene. Vi ser derfor i ekstrakt af Nørtorp Jordebog 1683-1702 (Rigsarkivet), at han i fællesskab med sønnen Laurits står som bruger af gården. Han levede kun få år endnu og døde 55 år gammel. Hans begravelse fandt sted på Nors kirkegård den 30/5 1704.

---

Hillerslev herreds tingbog, 1666:

1672, 5/8:

Søren Nielsen af Thisted på hr. Mikkel Nielsen, sognepræst til Tæbring, hans vegne har ladet stævne Jørgen Lykke for Gudum Klosters port og for Søgårds port. Desuden er stævnet Christen Tomsen og Anders Tomsen, som bruger Øster Vestergård i Nors, og stævningsmændene talte med deres fader. Desuden er stævnet Peder Madsen, Christen Nielsen og Niels Andersen, som bruger halvparten af den gård i Nors, som Christen Laursen boede i år 1664. Irettelagt en obligation fra Jørgen Lykke til hr. Mikkel Nielsen på 260 rdl. af 1664 med pant i efternævnte bøndergårde i Nors, en gård, som Peder Madsen påbor, skylder 12 td. og 1 svin, og Christen Laursen, skylder 4 td. byg, 2 td. havre.

Da gælden ikke er betalt, sætter Søren Nielsen i rette, at gårdene bør følge hr. Mikkel Nielsen til brugelighed.

Dom: Gårdene bør følge hr. Mikkel Nielsen og svare til ham, til de bliver lovligt indløst. (Sagen fortsætter).

Søren Nielsen forbyder ovennævnte bønder at bortgive, bortflytte eller andetsteds lade fortære noget af dette års avl, og byder dem herefter at svare til hr. Mikkel Nielsen.

30/9:

Unge Christen Christensen i Nors på hr. Mikkel Nielsens vegne i Tæbring, har ladet mænd syne ¢ster Vestergård i Nors. Indstævnet er Christen Tomsen og Anders Tomsen, Tomas Vestergårds sønner.

1688:

Anders Tomsen Vestergård i Nors på samtlige 8 mænds vegne, som 1687 har betjent retten begærer tingsvidne om, at de flittig har betjent retten, som de burde gøre.