Personside - 112

Fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:²

Bene Larsen (1897 - 1962)
Larsen, Benedicte (Bene)

1897-1962, journalist.
*20.4.1897 i Kbh., †4.8.1962 i Hillerød.

Forældre: sognepræst Peter Mathias L. (1862-1917) og Anna Elisabeth Bonnevie Hoff (1869-1950).

BL voksede op i et grundtvigsk hjem i Kbh. Faderen P.M. L. var sognepræst ved Vor Frelsers Kirke, fra 1903 ved Frederiks Kirke, og moderen var datter af ?V.J. Hoff, der var præst ved valgmenigheden i Ubberup og Vartov. BL blev student fra N. Zahles Skole i 1916. To år senere blev hun ansat i Udenrigsministeriets Pressebureau i den daværende censur af pressetelegrammer, og 1919-22 arbejdede hun i presseafdelingerne i den danske legation i London og på generalkonsulatet i Hamburg. I 1922 blev hun ansat i det Berlingske Hus, i første omgang som privatsekretær for chefredaktør Chr. Gulmann. Men snart begyndte hun at skrive, i begyndelsen om “torvekurven”, dvs. om priser og varer til husholdningen. Det førte i 1930 til en ansættelse som journalist ved Berlingske Tidendes morgenavis, hvor hun først skrev om akademiske og kirkelige emner, men efterhånden gik over til at skrive om en bredere emnekreds, om end med en vis vægt på sociale, kulturelle og litterære emner, ligesom hun dyrkede skolestoffet på et højt fagligt niveau. Kirkestoffet blev en del af hendes arbejdsområde, som hun omfattede med en stærk personlig interesse. Hun var dybt religiøs, og hendes åndelige søgen førte hende til at konvertere til katolicismen.

Tidligt blev BL en af bladets mest benyttede portrætinterviewere især af personer inden for det humanistiske område. Også stilistisk udviklede hun sig til en sikker kapacitet, der konstant og konsekvent krævede det bedste af sig selv. Ved adskillige lejligheder var hun udsendt korrespondent, især til England, Finland og Holland, og i den forbindelse beskæftigede hun sig i særlig grad med kvinders sociale forhold, uddannelse m.v. 1934-37 var hun redaktionssekretær ved Berlingske Tidendes søndagsudgave, hvis indhold var mere alment-kulturelt end hverdagsudgaven, der i højere grad var præget af bladets konservative grundholdning. Fra 1945 var hun journalist på Berlingske Aftenavis, der især adskilte sig fra morgenudgaven ved at have mere baggrunds- og kulturstof samt havde karakter af kvalitets- og eliteavis. Her redigerede hun bl.a. damesiden og havde en tid til opgave at få flere kvinder til at bidrage med kronikker. Flere sider af hendes indsats faldt godt i tråd med de store avisers bevidste satsning i disse år på at nå et kvindeligt publikum, især de selverhvervende kvinder, og her blev social- og kulturstof, der var BLs område, benyttet som våben. Hendes faste signatur på begge blade var bene.

I anledning af Kvindelig Læseforenings 75-års jubilæum redigerede BL i 1947 bogen Kvinder ser i Tidens Spejl. Desuden skrev hun bidrag til et mindre antal antologier, heriblandt Dansk Journalistforbunds jubilæumsbog Journalisten og avisen, 1954, hvor hun bidrog med et afsnit om skolejournalistens arbejde. I 1947 var hun blandt forelæserne på journalistkursus ved Århus Universitet, den senere Danmarks Journalisthøjskole, der året før var oprettet som supplement til den journalistiske mesterlære. BL havde flere faglige tillidshverv, bl.a. var hun fra 1939 medlem af Journalistforbundets repræsentantskab og fra 1949 bestyrelsesmedlem i Berlingske Tidendes Medarbejderforening. Desuden var hun fra 1948 suppleant til UNESCOs nationalkommission, fra 1949 ordinært medlem. Endvidere formand for Frivillig kvindelig Ungdomstjeneste 1940-52 og medlem af bestyrelsen for Danske Erhvervskvinders Klubbers Landsforening 1948-50. Efter hendes død udkom Glimt fra 40 års journalistik, 1963. Hun modtog de udenlandske ordener Det finska Lotta Svärds Förtjänstkors, nederlandsk Røde Kors’ Fortjenstkors og ridder af den nederlandske Orden af Oranien-Nassau.

Jette Drachmann Søllinge

Paa Nørager er der ogsaa Spøgeri.

Nørager er en kedelig ny Bygning, men Kældrene og Ydermurene er ældgamle.
Efterat den nuværende Ejers Fader (der var usædvanlig afholdt af alle dernede paa Egnen for sin store Ligefremhed og Hjælpsomhed) var død, stod Slottet i godt en halv Snes Aar ubeboet hen, indtil det toges i Besiddelse af Grev Otto Moltke.

Det er ikke som det skal være paa Nørager.

Der høres ofte uforklarlige Lyde, i Reglen Fodtrin, som to der mødes paa Gangen, saa et Brag i Gulvet og een gaar tilbage.

Ofte vandrer den hvide Dame sin tyste Gang gennem Slottet, og de Gæster, der havde beboet "Spøgelsesstuen", fortalte, at de ved Midnatstide havde set hende komme ind i Stuen i sit hvide Gevandt.

En Herre, der var dernede, paastod, at hun havde vist sig for ham en Aften. Han var blevet meget forbavset over at se en fornem Dame i sit Soveværelse.

Han bukkede dybt for hende og sagde:

"God Aften, Deres Naade".

Da han derefter saa op, var hun forsvundet.

En anden Gæst, der en Tid boede paa Nørager, hævdede bestemt, at han havde set og talt med hende. Han havde gjort et Forsøg paa at tale til hendes arme fredløse Sjæl, men hun forsvandt pludselig, stille, som hun var kommet, og efter den Tid har ingen set hende.

En gammel Kone, der har tjent hos den afdøde Greve, fortæller:

-Di husker jo nok a Grevinden va mejed syg, je sku vaave øver hende.

Noed ud paa Natten blev hun rent skidt veded aa sae:

-Karen', sae hun, "gaa nøer aa kald paa Greven."

Je gik straks nøer for a hent ham, men da je kom nøer i Salen, tog je fejl a Dørene - je blev saanden helt vildfarendes ska je sige Dom, aa je kom ing i Kontes Roses Davligstue, istedenfor ingte Greven.

-Va ædette her', tænkt je, "har Kontessen fremmed saa sent paa Natten."

For ovre i Saafaen, ja nu maa Dit blive bange, je sæel va smænd it ded bitterste bange, for je tænkt jo, a ded va levendes Mensker, ovre i Saafaen sad der trej Damer.

Je saa rejdig paa dom.

Den mitterst va den støst aa pænnest, men di to ånder va smænd os mejed pænne.

Di nikked te mej aa vinked a mej, a je sku komme daøver, aa je gik da os daøver ad, men je hade smænd it gued mer end som ed Par Skridt, førend je sue a di va hielt graae i Ansikted aa røde i Øjnene, saa ku je jo nok tænke, a ded it va rejdig fat mædom, aa ded ka bels nok være, a je fik snorred om aa kom ud a Døren i en Fart aa kom ing te den gamle Greve.

Je ha hels alder før i minne livskafte Dage snakked om ded her te noed levendes Mennesk, for ded ælissom lidt overnaturlig - ded æitte a denne Verden.'

Nytaarsaften (1916-17) hørte alle paa Slottet, baade Grevefamilien og Tjenerskabet et mægtigt Brag eller Bulder i Slottet.

Det var ikke muligt at henføre det til nogen bestemt Aarsag.

Samme Nytaarsnat brændte Godset "Gjeddesdal" ved Taastrup.

Grevinde Moltke paa Nørager er Datter af den mangeaarige Ejer af Gjeddesdal, Etatsraad Valentiner (hvis Søn nu har Gaarden), og den gamle Etatsraad var Gæst paa Nørager den Nytaarsaften Gaarden brændte.
Mange Tanker er jo vandret fra den brændte Gaard til den tidligere Ejer, hvis Fædrenegård det var, og som man mente vilde tage sig det meget nær, at den gamle Bygning var gaaet op i Luer.

Branden var Kl. 10 Aften, medens Braget paa Nørager først hørtes ved Midnat, paa hvilken Tid man paa Gjeddesdal samledes om et Glas Vin, og under disse ejendommelige Forhold ønskede hinanden glædeligt Nytaar, og navnlig mindedes den tidligere Ejer, som elskede Gjeddesdal. (Gaarden var paa det Tidspunkt brændt ned og Rydningsarbejdet begyndt).

For et Par Aar siden var der en Augustaften en Del Gæster paa Nørager.

Et Par af dem overnattede i et Værelse ud mod Haven.

Der var et Par Flagermus inde i Værelset, som de jagede efter fra Kl. 11-12. Endelig lykkedes det dem at faa dem ud.

Af al den Jagen var de blevet saa aarvaagne, at de umulig kunde sove.
Vinduet stod aabent.

Udad Natten hørte de Stemmer nede i Haven, i Begyndelsen troede de, det var Folkene, der gik Aftentur.

Stemmerne kom nærmere og nærmere, og der blev flere og flere.

De talte da om, at det var mærkeligt, at Folkene gik Slottet saa nær paa den Tid (Kl. var nu 3) og var saa højrøstede.

Tilslut var Stemmerne lige ved, og de hørte nu begge to, at det var, som om det var et større Selskab fra Rokokkotiden med aristokratisk og aandfuld Konversation.
De talte og morede sig længe og forsvandt saa længere ned i Parken.

Albert Jensen skriver på ” Leksikon for det 21. århundrede”:

Kai Moltke (1902-79), dansk kommunist, forfatter og folketingspolitiker. Faderen var præst men ud af godsejerfamilie, hvilket i DKP skaffede sønnen tilnavnet ”Den røde greve”. Moltke blev sendt på Stenhus Kostskole ved Holbæk, og kombinationen af den autoritære og reaktionære skole, verdenskrigen, oktoberrevolutionen og Påskekuppet i 1920 anførte Moltke selv som en del af baggrunden for sin vej til kommunismen. I 1920 blev han student, kom til København og begyndte at læse økonomi ved universitetet. Studierne blev dog aldrig fuldført. Han tilhørte den gruppe med Broby Johansen i spidsen, der allerede samme år dannede Kommunistisk Studenterfraktion. Siden tilhørte han kernegruppen i Det Ny Studentersamfund, men ved konflikten i 1924 valgte han side med DKP, og gled efterhånden mere og mere over i partiarbejdet. Fra 1924 begyndte han at skrive om udenrigspolitik i partiets avis, Arbejderbladet, og i 1926 blev han ansat som udenrigsjournalist ved bladet.

I 1926 kom han ind i partiets Københavnsledelse, der var domineret af Thøgersen-fløjen. På kongressen i 1927 vandt denne fløj og Moltke blev valgt ind i Centralstyret, som Centralkomiteen (CK) hed i denne periode. I 1929 greb Komintern ind i partistridighederne, fik Thøgersen-fløjen afsat. Moltke var i denne periode sekretær i CK og ledede under fraktionskampene sin egen fraktion, men uden mulighed for at nærme sig magten pga. sin adelige afstemning. Komintern ønskede ikke en partiformand af adelig afstamning. Efter at Aksel Larsen og Martin Nielsen fløjen havde vundet magtkampen i partiet blev han kørt ud på et sidespor. Thøgersen blev kaldt til Moskva, og Moltke fulgte efter. Han arbejdede i Moskva i 1932-36.

Efter sin hjemkomst blev han atter ansat på Arbejderbladet som udenrigsjournalist. Ifbm. det danske politis arrestation af de danske kommunister - på begæring af besættelsesmagten - blev også Moltke arresteret. Det var den 23. juni 1941. Han tog parti for bombefolkene, og blev isoleret sammen med dem. Bombefolkene var de kommunister, der var blevet frikendt under retssagen i 1941 om bombeattentatet i Frederikshavn, men som alligevel var blevet ekskluderet af DKP. Blandt disse var Thøgersen og Melchior. Sammen med bombefolkene og de andre kommunister blev han i 1943 sendt til Stutthof.

Efter befrielsen vendte han ikke tilbage til partipressen. Istedet helligede han sig forfatterskabet, som han indledte med Krigen købt paa afbetaling (1946), der især handlede om forholdet mellem storindustri, storpolitik og verdenskrig. Forfatterskabet varede i første omgang til 1956, hvor han blev knyttet til partiavisen Land og Folk, og hvor han fik sin faste rubrik, Verden i dag. Ved partiets kongres i 1957 blev han valgt ind i CK og tilhørte under partikampen det mindretal, der støttede formanden Aksel Larsen.

Da Larsen i november 1958 blev ekskluderet, fik han følgeskab af bl.a. Moltke, der spillede en aktiv rolle i opbygningen af Socialistisk Folkeparti (SF). Ved partiets første jordskredssejr i 1960 blev Moltke valgt til Folketinget. Han markerede sig imidlertid i stigende grad på partiets venstrefløj og var i december 1967 med til at bryde ud og danne partiet Venstresocialisterne (VS). Det nye parti tiltrak imidlertid mange ungdomsoprørere, og dets stigende distance til det faglige arbejde fik allerede i sommeren 68 Moltke til atter at forlade partiet. Frem til 1970 var han løsgænger i Folketinget, hvor han bl.a. havde et samarbejde med Hanne Reintoft i Socialistisk Arbejdsgruppe.

Hans partifrihed og afskeden med Folketinget i 1970 gav ham mulighed for at indlede den anden periode i sit forfatterskab. Han skrev erindringsbøgerne Stalins gengangere (1970), Fire år i fangedragt (1973) og Mordet på Komintern (1976). Dertil kom et par historisk-politiske bøger.