Personside - 71

var læremester for Gustav Wied. Dennes praktiske far satte ham i 1873 i boghandlerlære, først i Nakskov, hvor han sov i et klædeskab. Et par år senere - i 1875 - kommer den 17-årige Gustav i lære hos den ansete Fr. Wøldikes Boghandel i Skindergade i København. Klædeskabet bliver udskiftet med en seng hos Tante Marie i Dronningens Tværgade 56, hvor desuden de ældre brødre Carl og John bor. Samme år oplever han ligtoget af nationens store digter. H.C. Andersen bliver bisat fra Vor Frue Kirke og hele København har taget opstilling langs ruten til Assistens Kirkegård for at vise eventyrets konge den sidste ære. Gustav følger optoget fra hjørnet af Sankt Petri og kommer til at græde lidt. Alt er så højtideligt og fint. Men så kommer han til at fnise. Da han forestiller sig digteren inde i kisten - med sine lange, ranglende ben. Satyren begynder så småt at stikke hornene frem. Og i boghandlen, der også er forlag, kommer flere af tidens forfattere, og hver gang bliver Gustav skuffet over at se navnet i virkeligheden. De fleste aftner bruger han selv til at skrive. Han forsøger at få sine smørerier trykt i diverse blade og tidsskrifter, men uden held. De var heller ikke noget af værdi. Arbejdet som boghandlermedhjælperlærling keder ham, da det mest består i at køre ud med bøger og veksler. På sin 20 års-fødselsdag skriver han i sin dagbog: 'I dag er jeg tyve Aar - men det er ogsaa det eneste, jeg er.' Panikken begynder at rumstere. På et ferieophold hjemme på Holmegård virker hans søde mor Catha underligt fjern. Hun sidder på sin plads ved vinduet og kigger ud i haven. Der kommer læge. Apati hedder det. En slags sindslidelse. Gustav bliver bange. Moderen var hans faste holdepunkt, så uerstattelig og ufejlbarlig. Hvis han skulle miste hende? Hvad han ikke ved, er, at hun i sit stille sind sørger over ham. Problemerne vokser: Forlagsboghandler Wøldike giver ham ikke løn. Først da han tager sin afsked og forlanger at få sin løn, betaler Wøldike ham, men vil herefter ikke tale med det unge, rethaveriske bæst. Gustav tager en fin hævn over chefen ved at udstille ham som den fordrukne og latterlige boghandler i successtykket 'Dansemus' fra 1905. [BOLD:] Otto B. Wroblewski skriver om sin tid hos C. A. Reitzel:[:BOLD] Først kom Fr.Wøldike (1848-55), et godt begavet, livligt og godmodigt Menneske, der senere etablerede sig og udfoldede en efter sin Tid betydelig Forlæggervirksomhed (død 1883). [BOLD:]Wied:[:BOLD] Det var lidt efter lidt gaaet op for min Principal, at det ikke betalte sig at have Sortimentsboghandel. Butikken i Skindergade blev derfor opsagt, og efter nogen Søgen lykkedes det os at finde et Lokale paa en lav Mezzanin paa Ny Torv, hvor vi flyttede ind. Jeg var stolt af herefter kun at være Forlægger og ikke ogsaa "Diskespringer". Det var meget besværligt at faa alle Bøgerne transporteret fra det ene Sted til det andet. Men Wøldike fandt paa Raad. Jeg blev sendt rundt paa Bibliotekerne for at laane deres 'Bogkasser', nogle mærkelige Tingester, der mindede om Hospitalernes Sygebaarer. Og som sædvanlig viste Folk sig hjælpsomme imod ham. Omsider kom vi da i Orden. Men nogle Dage før Flytningen gjorde jeg mig skyldig i en "Spøg", som mærkelig nok ikke drog hverken Principalens eller Wienes Vrede, men kun en stille, venlig Formaning ned over mig. Wøldike havde forskrevet fire vældige, levende Hummere, jeg tror fra Norge. De laa og kravlede rundt i en Kasse ude i Køkkenet. Jeg havde faaet Lov til at gaa i Teatret den Aften, og da jeg kom ud for at gøre mig i Stand, ser jeg Dyrene. Jeg tager da den største af dem alle og lader den dumpe paa Halen ned i Baglommen af Wienes langskødede Overfrakke. Det gik som Fod i Hose, og jeg vandrede fro i Teatret. Da jeg stillede næste Morgen, staar Mikkelsen i Butiksdøren: - Naa, Wied, der er til Dem i en god Mening! siger han. Jeg havde ganske glemt Hummeren. - Hvad er der? spørger jeg. - Hummeren! svarede Mikkelsen. - Hummeren! sagde jeg, og der ilte et koldt Gys ned gennem min Ryg. - Hvad er der med den? - Den kunde ikke komme op ... sagde Mikkelsen. Den sidder endnu i Wienes Lomme. - Nej da! Just saa galt var det nu ikke. Men da Wøldike savnede sin bedste Hummer, kom den ganske Boglade paa den anden Ende. Hele Forretningen blev gennemsøgt. Tilsidst gik Principalen selv ud i Gaarden med et tændt Stearinlys og søgte under Rendestensbrættet. Men Dyret var væk. Klokken blev otte, og Wiene gik ned for at tage sin Overfrakke paa. Den var saa mærkelig tung. Han stikker Haanden i Baglommen og udstøder et fælt Skrig: Der sad Hummeren med Kløerne opad og havde nappet ham godt i Langfingeren: - Hvordan Fanden er den kommet derned? Og baglæns! - Saa gik det op for ham, at det maatte være mig, der havde lavet Komedie, førend jeg gik i Teatret. Men det værste var endnu tilbage. Hummeren vilde ikke op af sit Skjul. Den satte alle syvoghalvfemsindstyve Kløer imod. Jo kraftigere man halede, des mere strittede den for at faa Lov til at blive. Tilsidst maatte Bunden sprættes ud af Lommen, og saa gled Dyret jo let nok. Jeg afventede i Frygt og Bæven Wienes Ankomst. Men han sagde ikke andet end: - De kan bare vente Dem, lille Wied, Wøldike er rasende. Jeg maatte altsaa vente om igen. Og Wøldike kom: - Naa, hvordan morede De Dem i Aftes? spurgte han venligt. - Jo .... Tak .... æ.... godt! stammede jeg. - Det gjorde vi ogsaa .... sagde han og saa' polisk paa mig over Brillerne. - Vil De saa gaa ud paa Nørrebro og hente mig et Dusin Flipper! Det var naadigt sluppet! Wøldikes Flipper kunde kun faas i en bestemt Butik paa Nørrebrogade lige for Fælledvejen. Det var et saa uhyre Nummer, han brugte. Han skiftede Flipper et Par Gange om Dagen. Og Strømper (graa Uldstrømper med hvide Borter) 3-4 Gange. Jeg véd ikke hvorfor. Véd kun, at det betød en halv Fridag for mig, naar jeg blev sendt afsted efter disse Ting. Manden kunde godt have sendt enten Karlen eller en af Bydrengene. Men jeg er vis paa, at han sendte mig, fordi han opdagede, at jeg var glad ved Turen. Wøldike var i det hele en god Mand. Da Mikkelsen, som ikke kunde klare sig i Fædrelandet, skulde rejse til Amerika og kom for at sige Farvel, spurgte Wøldike: - Hvor mange Penge er der i Kassen, Wiene? - 50 Kroner. Og vi har en Veksel paa 300, der skal betales inden 12. - Giv Mikkelsen de 50 Kroner, nikkede Wøldike. - Faar vi skrabet de andre sammen, faar vi vel nok de 50 med. Og Mikkelsen fik Pengene. - - - Paa den anden Side var det mig næsten umuligt at hale ud af Principalen de 25 Kr., som jeg skulde have i Gage om Maaneden. I mine Optegnelser fra 3-5-1877 staar: "Hos Wøldike vil jeg ikke blive, naar jeg har staaet min Læretid ud, thi jeg maa jo have mine Penge til bestemte Tider, og det kan man ej faa hos ham; jeg har tilgode for 2 Aar nu - var det mine egne Penge, fik det være, hvad det var, men dem skal Tante Marie have for mit Ophold hos sig i det forløbne Aar." Jeg spurgte Wiene, hvorfor jeg ikke fik mit Tilgodehavende: Wiene svarede: - Wøldike siger, at Deres Tante er rig, saa det gør ikke noget, at hun maa vente. Og da jeg endelig efter 5 Aars Læretid forlod Wøldikes Boghandel, havde jeg 900 Kroner tilgode. Da jeg forlangte dem (og fik dem) blev han saa fornærmet, at han siden ikke vilde hilse mig, naar jeg mødte ham paa Gaden.