Personside - 171

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Strangesen, Peder, o.1170-1241, Stormand, vistnok Søn af Knud Valdemarsens Staller Strange, ses allerede 1193 selv at have hørt til Kong Knuds fornemste Mænd og synes i de næste Aar at have lært Hofskik hos Greverne af Orlamiinde og Gleichen.

Under Valdemar II steg hans Magt yderligere, og næst Jacob Sunesen var han Danmarks anseteste Adelsmand. Hertil bidrog hans Ægteskab med Esbern Snares Datter Ingeborg, saa meget mere som han gjennem hende arvede Esberns berømte Ejendom, det stærke Kalundborg. Han maa derfor være den "Peder af Kalundborg", som Valdemar II skjænkede 12 Bol eller "Hove" paa Femern, efter ham kaldte Petersdorf. Sammen med andre danske Stormænd virkede han i 1225 for Kong Valdemars Udfrielse af Fangenskabet og gik i Borgen for Forliget, uden dog personlig at være tilstede; ligeledes gik han i Borgen for det endelige Forlig med Schwerinerne (1230), hvorved de unge Kongesønner udløstes, og denne Gang medbeseglede han Overenskomsten.

Med Sorø Kloster havde P. S. langvarig Strid. Esbern Snares Søn Johannes, Valdemar II's Marsk, havde paa sit Dødsleje skjænket Klosteret Stenløsemagle med Tilliggende (1213), men hans Broder Absalon Bælg tilbageholdt Godset indtil kort før sin Død (1232). P. S. og Anders Grosen, der var gift med en anden af Esbern Snares Døtre, Cæcilie af Tersløse, vilde dog ikke godkjende Klosterets Ret og tilegnede sig det omstridte Gods (1234), ja, skjønt Kirkens Dom gik dem imod, beholdt de det for Livstid. Ikke des mindre synes P. S. at have haft kirkeligt Sindelag. Da den store Kong Valdemar var død, valgte han at drage paa Pilegrimsfærd til det hellige Land; men just som han var ved at begynde Rejsen, døde han i Ribe (1241).

Blandt hans talrige Børn kunne nævnes Anders, som blev Abels Marsk, og Ingeborg, gift med Grev Ernst af Gleichen. I sit Skjold førte P. S. en Sammensætning af Ørn og Ulv, det samme Vaaben, som senere var Ulfeldternes.

Hans Olrik.