Personside - 176

Fra Dansk Biografisk Lexikon:³

Richardt, Ernst Christian, 1831-92, Digter, var Søn af Varemægler Emanuel R. (f. 22. Jan. 1799 d. 12. Maj 1873) og Elisa Margretha f. Christensen (f. 11. Avg. 1791 d. 26. Febr. 1855). 25. Maj 1831 fødtes deres her omtalte Barn og arvede Faderens Paalidelighed, tørre Lune og musikalske Evne, medens han fra Moderen fik den stille, dybe, fromme Natur, men des værre ogsaa den legemlige Svaghed. I et lykkeligt, meget religiøst Hjem voxede han op, tidlig interesseret for Theater- og Versekunst, men for Resten – ligesom sin Søster og Broder – tavs og artig. Efter først at have været undervist i en mindre Skole kom Chr. R. i sit 7. Aar ind i den christianshavnske Borgerdydskole, hvis Lærere snart fremhævede hans gode Evne, stadige Flid og Opmærksomhed, samtidig med at hans Kammerater saa op til ham, fordi de nok kunde spore noget fremragende ved ham. I sit 10.-11. Aar fik han Skarlagensfeber, og i sin Rekonvalescenstid skrev han da under sin Faders Tilsyn 2 lunerige Vaudeviller, i hvilke navnlig Sangene røbede Talent. I 1842 blev M. Hammerich Skolens Bestyrer og fik snart Kig paa R., hvis Udvikling han ledede med kyndig Kjærlighed, hvorved denne Elevs Smag og Sans for Modersmaalet og Formen meget vaktes, ligesom han ogsaa under Hammerichs Vejledning fik Interesse for de latinske Digtere. Snart var han Skolens Poet, og hans Kammerat P. Heise satte Musik til hans Viser; de to bleve Venner for Livet.

17 Aar gammel blev han Student i 1848. Af udpræget religiøs Interesse gav han sig til at studere Theologi. Ikke længe efter blev han Medlem af en Studenterklub «Oasen», hvor han med forskjellige senere fremragende Mænd samledes om at skrive Afhandlinger, holde Foredrag og dyrke ungdommelig Glæde, og i dette Øjemed skrev han flere Viser, som gave ham Anseelse blandt Kammeraterne. Sin særlige Udvikling og Anerkjendelse fik han dog i Studenterforeningen. Allerede i sit Rusaar digtede han Viser til Soldene, og det varede ikke længe, før han til «Nordisk Højtid» skrevSangen «Danmark», der aabner hans «Smaadigte» og bl. a. skaffede ham Hostrups Venskab. I Efteraaret 1851 forfattede han som Studenterkomedie Vaudevillen «Deklarationen»; nogen Plan hertil havde han ikke forud lagt, saa det kneb med Slutningen, som Hostrup var med til at lave, og i Maj 1852 opførte Studenterne den saa 3 Gange paa Hoftheatret sammen med Plougs «Et Besøg», hver Gang med Frederik VII som Tilskuer. 1861 blev den bragt frem paa det kongl.Theater, hvor den har naaet o. 80 Opførelser. 1854 digtede hansammen med Hostrup den uforgængelige Ruskantate, hvis anden Del skyldes R. 1852 var han bleven Senior, snart ogsaa ledende Senior,og var 1858-64 Dirigent i Studentersangforeningen; han søgte at sammensmelte disse 2 Foreninger, og saa vel i Tale som i Sang ydede han meget væsentlige Bidrag til at højne Niveauet i dem begge. Han deltog i Studentertogene 1851, 56, 69 og 75, og navnlig paa de 2 sidste udførte han ærefuldt Hvervet som de danskes Digter og Taler, som han da ogsaa her var disses Æresgjæst.

I sin Studentertid havde han undervist i sin gamle Skole og tillige i Begyndelsen af Halvtredserne været Huslærer for Alfred Hages Børn. 1857 tog han endelig den theologiske Embedsexamen, men med et tarveligt Resultat; selv mente han – og vistnok med rette –, at Udfaldet ikke var noget korrekt Udtryk for hans Modenhed; men han indrømmede tillige, at hans theologiske Viden havde mange Huller. Flere Aar igjennem levede han nu af at informere.

Ved Juletid 1860 debuterede han i Litteraturen med «Smaadigte», der strax gav ham Rang i de ægte Poeters Række. Snart fik han det Anckerske Rejselegat (1. Gang, det blev uddelt), og da tillige «Deklarationen» skaffede ham god Indtægt fra det kongl. Theater, kunde han trøstig give sig paa Vej mod Syd. Ned ad Rhinen drog han til Schweits og Italien; Vinteren 1861-62 tilbragte han i Rom. «Hjemve efter Jordans Vover, Zions Høj og Bethlehem» drev ham til Palæstina, hvor han drog om i 1 1/2 Maaned, hvilket Ophold han har skildret i sin Bog «Det hellige Land, Dagbog og Digte» (1870). Over Smyrna, Konstantinopel, Athen, Venedig og Tyrol vendte han efter 13 Maaneders Fraværelse tilbage til Danmark. Saa kom vor sørgelige Krig, og han var da den, der fyldigst og inderligst formaaede at give vort Folks Smerte Udtryk i Sang og tillige opmande og trøste. I «Nyere Digte», der udkom til Julen 1864, findes der 2 store Afsnit: «Fra Rejsen» og «Et Aar», som ere det poetiske Resultat af hans Oplevelser paa Udlandsfærden og i Krigstiden.

17. Nov. 1865 holdt han Bryllup med Martin Hammerichs ældste Datter, Marie Koés H. (f. 31. Okt. 1842). I 1865-66 var han Musik- og Theateranmelder ved «Dagbladet». Tilfældige Forhold i Forbindelse med en oprigtig Lyst til efter Evne at virke med til Danmarks folkelige Gjenoprejsning bragte ham i 1866 til at modtage Pladsen som Forstander for den da oprettede Michael Gjøes Folkehøjskole paa Sletten mellem Taastrup og Kjøge. Om sin Opfattelse af Folkehøjskolens Opgave holdt R. under Studentermødet i Christiania 1869 et med stærkt Bifald hilst, interessant Foredrag, som er aftrykt i Beretningen om Mødet (S. 85 ff.). I Praxis var han ikke egentlig skikket til at være Folkehøjskolelærer eller Leder. Hans Foredrag, som vare iklædte en jævn, ligefrem Form, havde Dybde, Fantasi og Personlighed, de grebe de mere udviklede, men gik mange, som vare tilbage, forbi. Over for de prosaiske Elementer af Arbejdets Stof mærkede man, at hans Interesse ikke fuldt var tilstede, og at han derfor hurtig blev træt. Elevantallet formindskedes snart saa betydelig, at der maatte ske en Forandring; Højskolen blev omdannet til Landbrugsskole, og R. forlod den i Sommeren 1871.

Han vilde nu gjerne have levet som Forfatter; men paa den anden Side var han – efter sine egne Udtalelser – ved sine Foredrag paa Folkehøjskolen og ved sine personlige Forbindelser med Landbefolkningen langt mere, end han før havde tænkt sig, kommen ind paa Tanken om at blive Præst. Flere Gange havde han i denne Periode prædiket, og i den Digtsamling, han under sin Højskolevirksomhed havde udgivet, nemlig «Texter og Toner»(1868), sporedes der et indre kristeligt Livs Væxt. Da han i 1870 udarbejdede sin Bog om det hellige Land, fik de mange deri forekommende Digte den Betydning for ham, at han kom til Klarhed over, at hans Digtervirksomhed, langt fra at hemme eller modarbejde, snarere vilde kunne ægge og udfylde en præstelig Gjerning for ham, blot at denne ikke blev for omfangsrig. Tillige modnedes i ham Frygten for, at han ikke ved litterær Virksomhed skulde kunne skaffe sig det daglige Udkomme, og det saa meget mere, som Kultusministeriet paa denne Tid nægtede ham i aarlig Understøttelse 800 Kr., som han søgte om. Han bestemte sig da til at give sig ind paa kirkelig Virksomhed. Et Aar igjennem forberedte han sig dertil under et Ophold hos sin Hustrus Onkel Pastor Dorph i Øster Egesborg ved Vordingborg. 2. Sept. 1872 udnævntes han til Kapellan pro loco i Store Heddinge (under Egede Glahn). Her fra forflyttedes han i Okt. 1876 som Sognepræst til Ørsted ved Aarup i Vestfyn og udnævntes endelig i Okt. 1886 til Præst ved Vemmetofte Kloster, hvor han blev til sin Dødsdag.

R. var en alvorlig, sanddru, kjærlig og samvittighedsfuld Præst, der selv mere og mere troede paa sit Kald til denne Gjerning. Men her som i sin Højskolevirksomhed formaaede han ikke ret at tale til Bønder; han var for kort i Udtrykket, for knap i Formen. Enfold, Jævnhed og Inderlighed vare hans Karaktermærker som Prædikant; «Digteren» gjorde sig ikke gjældende – en «æsthetisk» Prædiken var ham en Gru –, men desto mere den dybe Grebethed af Guds Ord, og i den Grad prædikede han for sin egen Person, at det tit var, som om han glemte, han havde Tilhørere. Han var over for den enkelte en erfaren Trøster og en følsom Deltager i Sorg og Glæde. Med stor Samvittighedsfuldhed drev han kirkelige og kristelige Studier. Der er kun trykt én Prædiken af ham, nemlig «Skattens Mønt» (i «Kristelig Kalender» 1877).

Omtrent hvert Aar blev R.s Præsteliv afbrudt af en Sommerrejse til Norge, Schweits eller Tyrol. Fra tidlig Tid af havde hans Helbred ikke været stærkt, og aldrig ventede han at blive gammel. Den Svimmelhed, han ofte led af, bedredes meget i Bjærgluft, og han nød ret Rejselivet. I Foraaret 1891 mærkede han den Sygdom, der skulde lægge ham i Graven; det følgende Foraar indlagdes han til en Nyreoperation paa Kjøbenhavns Kommunehospital og var da Døden nær; men der indtraadte en Bedring. Et stærkt Tilbagefald i Slutningen af Aaret endte med hans Død 18. Dec. 1892.

Foruden de alt nævnte Bøger har R. forfattet og udgivet Digtsamlingerne «Billeder og Sange» (1874), «Halvhundrede Digte» (1878), «Billedtexter» (1879), «Kantater og Digte» (1880), «Vaar og Høst»(1884) og «Blandede Digte» (1891). For P. Heise skrev han «Drot og Marsk», tragisk Sangdrama i 4 Akter (opført 1. Gang paa det kongl. Theater 25. Sept. 1878 og senere o. 50 Gange; udg. 1878).Alle disse Værker ere udkomne i forbavsende mange Oplag. Endvidere har han skrevet «Fra Kysthospitalet paa Refsnæs» (illustreret,1887), «Vort Land, et geografisk Digt» (illustreret, 1889) og«Fadervor» (Digte med Tegninger, 1891). Sammen med sin Ven G. Rode har han udgivet «Fortællinger og Vers for store og smaa» (1866)og «En Billedbog, Fortællinger og Vers» (1868). Han har samlet «Vintergrønt, danske, norske og svenske Fortællinger og Digte» (1866), «Fra danske Forfattere» (1867) og «Danske og norske Romancer og Digte» (1882). Ogsaa nogle Oversættelser har han leveret, saaledes ypperlig versificerede af Lenaus «Savonarola» (1876) og Wallins «Dødens Engel» (1889). Efter hans Død udgaves hans «Samlede Digte» i 3 Bind (1895).

R. begyndte med at være Studenternes poetiske Tolk og endte med at være hele Folkets. Hans Digterskalas Omfang naaede fra den kraftige, ægtefødte Pathos til det pudsigste skjælmske Lune, fra det dybtfølte kristelige til Soldets legende Spil. Det oprindelige træder os strax imøde fra hans runde, malmfulde og dog bløde Rhytmer som fra hans fuldttonende, udprægede Rim, der begge ere saa yderst musikalske. Aldrig er han søgt eller uskjøn, ofte ny og slaaende i sine vel overvejede Udtryk, og han har en særegen Evne til at træffe den ægte danske Ordlyd. Altid er han fuldt ud Kunstner med samvittighedsfuld Opmærksomhed for Detailler som for Helhed. Det dramatiske ligger ikke for ham; han er egentlig udelukkende Lyriker. Hans Lyrik har ingen Lidenskab – han er saaledes ikke Erotiker. Han er ægte dansk: han skyr storartede Effekter og højstemte Udbrud, ynder ikke stærke personlige Udtalelser og ejer baade Humor og Vemod. Hans dybe musikalske Sans gav ham en særlig Evne til Kantaten og til med fin Takt at skrive Texter for Komponister. Han løftede Lejlighedspoesien op i en højere Sfære og blev i usædvanlig Grad benyttet paa dette Omraade, uden dog nogen Sinde at blive banal. Hans mandige, modne Personlighed, der var saa sand og kærlig, saa ethisk, naturlig og lunerig, havde fuld Avtoritet blandt alle hans Landsmænd. Paa hans Lyre kunde der skrives: «Strængen er af Guld».

^{Sjællands Bispearkivs Vita-Bog. G. Brandes, Æsthetiske Studier.Kirkebladet 1893. A. Sørensen, Studentersangforeningen 1839-89. Lund, Studenterforeningens Hist. Illustr. Tid. 1876, Nr. 884 ff.; 1893, Nr. 14.}

Nic. Bøgh.