Personside - 128

Fra Dansk Biografisk Lexikon:⁴

Paulli, Daniel, 1640-84, Avisudgiver og Boghandler, Søn af nedennævnte Simon P. og Elisabeth Fabricius, er født i Rostock 23. Maj 1640, men vistnok opdraget i Kjøbenhavn. 1664 var han ansat ved en Boghandel i Nürnberg, da han kaldtes hjem af Boghandlerenkerne Moltke for at forestaa Kjøbenhavns største Boghandel. 8. April 1665 fik han Bevilling som kongl. Boghandler, men kun kort Tid blev han Bestyrer af Bogladen, da Enkernes Uenighed bevirkede Handelens Ophør. Bryderier og Processer vare Følgen for P., men tvang ham ogsaa ind paa selvstændig Virksomhed. Han skaffede sig Bevilling paa Forlagsret til adskillige Bøger, erhvervede en Del af det Moltkeske Bos Forlagsskrifter, indforskrevne Bøger, Kobbere og Plader for 4000 Rdl, kjøbte 2 Huse i Skindergade og aabnede der sin Boglade. 1667-77 var han Avktionsdirektør. Ogsaa paa Børsen havde han Udsalg og i Frankfurt a. M. en Forlagshandel. Han har forlagt ikke faa danske Værker; hans Forretning har været solid, men ikke storstilet. Kingos aandelige Sjungekor udkom hos ham, og selv foranstaltede han 1680 en Salmesamling: "Den sjungende Gudsfrygt", som staar højt over de samtidige. En i hans sidste Aar forberedt Udgave af en Billedbibel, et Pragtværk, hvoraf Prøveark haves, afbrødes ved hans tidlige Død (Nov. 1684).

Størst Betydning har P. som Avisudgiver. Hans Privilegium er af 22. Okt. 1672, men alt i Juli var den tyske Avis "Extraordinaire Relationes" begyndt at udgaa omtr. 3 Gange om Ugen med mange Tillæg, under Krigen med Sverige ledsaget af en "Oeresundische Relation" med indenlandske Nyheder. Fra Nov. 1672 udkom en dansk Maanedavis og fra Sept. 1675 hver Uge "Dansk Advis". Herved har P. saa at sige skabt en dansk Dagspresse; før bøde tyske Ugeaviser væsentlig et tarveligt Udpluk af Hamborger-Blade. P. havde Korrespondenter i Udlandet, Forbindelser ved Hæren og i Regeringskredsene. Sproget er livligt, de indenlandske Nyheder udførlige og paalidelige, et rigt Materiale af politiske og militære Aktstykker ledsager Aviserne. I kommerciel Henseende vare Meddelelser af Vexel- og Bankokursen i Amsterdam og Hamborg, af Skibs- og Handelsefterretninger en Nyhed, ligesom Maanedsavisens aarlige Bogfortegnelse, "Mercurius librarius Danicus", bød et hidtil ukjendt litterært Hjælpemiddel. -- I Avg. 1667 havde P. ægtet Margrethe Würgers, der overlevede ham og fortsatte Boghandelen.

^{Stolpe, Dagspressen i Danm. II, 97 ff. 338 ff.
Nyrop, Den danske Boghandels Hist. I, 260.}

P. Stolpe

Fra Weilbachs kunstnerleksikon:⁵ om Coenrad Waumans, 1619-81:

A. Omkr. 1675 synes W. at have forladt Wuchters og være traadt i den kgl. Boghandler Daniel Paullis Tjeneste. For denne har han bl. a. stukket Griffenfelds Folio Portræt (1675) i Thomas Bartholins De Eqvestris Ordinis Dannebrogici… Origine, et Kvartstik af Chr. V i J. W. Willius : Tractatus medicus de morbis (1676) og Portrættet af Præsten Villads Nielsen, som findes med W.s Signatur i den portrætteredes Catechismi Postebud oc Brefdragere (1682) med Angivelse af Dødsaaret 1681. Om W.s nære Tilknytning til Danmark taler ogsaa hans Portræt af Thomas Kingo benyttet som Titelkobber i Kingos ”Aandelige Sjunge-Koors Første Part” (1677) og hans udaterede Portrætstik af Jens Bircherod, indsat i 2. Udgave af dennes Synopsis Locorum (1690) vis-avis et usigneret kobberstukket Titelblad bet. ” Hafnia". Sandvig nævner ogsaa et Kvartstik af Griffenfeld.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:³

Paulli, Simon, 1603-80, Læge, Botaniker. Han var en Søn af Professor medicinæ i Rostock Heinrich P. og Catharina f. Papk. Hans Bedstefader, efter hvem han bar Navnet Simon, var Professor theologiæ sammesteds. Han fødtes i Rostock 6. April 1603, men kom allerede det følgende Aar til Danmark, i det Faderen blev Livlæge hos Enkedronning Sophie i Nykjøbing paa Falster. Faderen døde her 1610, og Enken rejste da med Sønnen tilbage til Meklenborg. Efter Skolegang i Giistrow deponerede han 1621 ved Rostocks Universitet, hvor han derpaa studerede de forskjellige Videnskabsfag og særlig Botanik og Anatomi. Den danske Enkedronning interesserede sig for ham og understøttede ham baade i hans Studietid i Rostock og under en Studierejse, han 1623-24 foretog til Holland, hvor han gjorde længere Ophold i Leiden, til Belgien og England. Tilbagevendt til Rostock studerede han her særlig Kemi under Vejledning af Professor Jacob Fabricius. 1626 kom han tilbage til Danmark og blev ved Enkedronningens Anbefaling Hovmester for nogle unge Adelsmænd paa Sorø Akademi, hvor han samtidig drev botaniske Studier under Vejledning af Joachim Burser. Tillige fik han Undervisning i Mathematik af Thomas Fincke i Kjøbenhavn. 1629 forlod han atter Danmark, rejste til Frankrig og tog Ophold i Paris, hvor han navnlig øvede sig i anatomiske Dissektioner hos Riolan, hvis Yndest han vandt. 1630 drog han til Tyskland og fik s. A. i Wittenberg den medicinske Doktorgrad. Her synes hans Udnævnelse til Professor som Successor af den gamle Sennert at have været paa Tale, men der blev dog intet deraf, og han gik da videre til Lybek, hvor han 1631 begyndte at praktisere som Læge. 1632 fik han en Kaldelse til et medicinsk Professorat i Rostock, men overtog først 1635 dette Embede og ægtede s. A. sin tidligere Lærer Fabricius’ Datter Elisabeth, med hvem han fik en stor Børneflok. Han arbejdede her flittig i Botanikken og forberedte Udgivelsen af sit første større Skrift, «Qvadripartitum botanicum» (1640). Men Forholdene vare i Rostock under Trediveaarskrigen meget lidet tilfredsstillende, Regeringen var ikke i Stand til at betale Professorerne deres Lønning, og han vendte da paa ny sin Hu til sit andet Fædreland, Danmark, hvor han efter Enkedronningens Død havde en ny Støtte i sin Svigerfader, der 1637 var bleven kongl. Livlæge.

Efter at P. havde gjort et forgjæves Forsøg paa at blive antagen som Læge hos den svagelige Prins Christian, lykkedes det ham 1639 at erholde Kaldsbrev til et extraordinært Professorat ved Kjøbenhavns Universitet i Anatomi, Botanik og Kirurgi med en Løn af 200 Rdl. fra Kongens Kasse. Ansættelsen var Udtryk for den reformatoriske Bestræbelse hos Regeringen, der var kommen frem i de 1621 emanerede «Novellæ constitutiones» og den dertil knyttede «Ordinatio lectionum» ved Universitetet. Man vilde have den akademiske og særlig den medicinske Undervisning ud af det gamle skolastiske Spor og ind paa mere frugtbringende praktiske Baner, og dette Program skulde P. nu virkeliggjøre, medens Fakultetets ordinære Professorer ud fra deres konservativ-lærde Standpunkt stillede sig uvillig dertil. P. var derfor ogsaa ansat af Kongen og Kansleren, uden at det akademiske Senat var hørt.

Dette maatte bevirke, at P. blev alt andet end velset ved Universitetet og i sit Fakultet. Særlig var Ole Worm, hvis Yndlingsfag, Anatomi og Botanik, den nye, Universitetet paatvungne Professor oven i Kjøbet skulde docere, i høj Grad uvenlig stemt, hvad der noksom fremgaar af hans Breve. Han udtaler sig ikke blot med Ringeagt om P. som Docent, men sværter ham -- uden fyldestgjørende Begrundelse -- som en Person, hvis Hovedegenskab skulde være smaalig Gjerrighed, og som for at tilfredsstille denne Lidenskab søgte at indynde sig hos Magthaverne. Worms Uvilje gaar baade ud over P. selv og Svigerfaderen, hvem Ansættelsen nok nærmest skyldtes. Men P. var nu ogsaa i hele sin videnskabelige Personlighed aabenbart grundforskjellig fra Worm. I Modsætning til dennes tunge, gammeldagslærde Grundighed viser han en vis Ubekymrethed om alt det theoretiske og fundamentale, tager med let Haand paa alt, interesserer sig i Anatomien nærmest kun for den mere tekniske Side, navnlig for Skelettering, i hvilken han med en vis rask Selvros praler af at have gjort vigtige Opfindelser. Han havde aabenbart heller ikke nogen Betænkelighed ved at følge det ham i «Ordinatio lectionum» anviste Program for Undervisningen og beredte sig frejdig paa at docere ogsaa for ulærde Disciple -- Farmacevter og Barberer -- i deres eget Sprog, noget, Worm og hans Kreds forargede havde afvist som værende «Medicorum Ære for nær». Denne hans Uhildethed og Mangel paa Hensyn til den lærde Tradition maatte yderligere forøge Uviljen mod ham.

Henimod Slutningen af 1640 holdt han sin Tiltrædelsestale, hvori han i veltalende Vendinger priser sig lykkelig ved at være kommen til Danmark, et Land, han skylder alt og kan anse som sit Fædreland, og begyndte derpaa sine anatomiske Forelæsninger under Hindringer og Vanskeligheder, som det akademiske Senat stillede ham i Vejen, i et lille, meget uhensigtsmæssigt Avditorium. Men den gode Støtte, han havde i Regeringsmyndighederne, gav sig snart Udslag i Oprettelsen for ham af et smukt anatomisk Theater i det saakaldte gamle Avditorium paa Frue Plads. 1643 var dette saa vidt færdigt, at han i et lille Skrift kunde slaa til Lyd for den nye Æra, som nu skulde oprinde. 1644 udsendte han et Program, der bebuder offentlige anatomiske Demonstrationer i Theatret; men vistnok ved fortsatte Hindringer fra Senatets Side kunde han først bringe dem til Udførelse i Foraaret 1645. De til Demonstrationerne udstedte Adgangstegn til en noget høj Betaling fremhævedes som et Bevis paa hans Pengebegjærlighed, skjønt han dog heri nærmest kun fulgte en ved tyske Universiteter hjemlet Skik. Efter at han i dette Foraar med sædvanlig Pomp havde demonstreret Dissektionen af et kvindeligt og et mandligt Lig, forlyder der intet om nogen saadan Virksomhed fra hans Side i de følgende Vinterhalvaar. At han ikke har været meget ivrig med Fortsættelsen af sin anatomiske Undervisning, er sikkert nok, og for saa vidt er Worms nedsættende Ytringer om ham som Docent ikke ubegrundede. Overhovedet synes Anatomien som Videnskabsfag ikke at have interesseret ham i nogen dybere Grad, medens derimod Botanikken var det Yndlingsfag, som han altid helst viede sig baade litterært og til Undervisning af de unge, hvad ogsaa Udtalelser af ham selv vidne om. Men i øvrigt var han i disse Aar stærkt optagen af anden Virksomhed; han fungerede saaledes som Stadsfysikus -- i hvilken Stilling Worm beskylder ham for at have gjort sig skyldig i Pengeafpresning af Apothekerne --, og desuden vare, hvad Lektionskatalogerne fremhæve, hans Tid og Arbejdskraft optagne af Udarbejdelsen af hans store, rigt illustrerede Pragtværk «Flora Danica» og af en tysk Oversættelse af Bartholins anatomiske Haandbog, der skulde benyttes af de ulærde studerende. Denne, hvis egentlige Udarbejdelse for øvrigt besørgedes af hans Discipel Kirstein, blev fuldført 1648 og vidner om, at han ikke var nogen, egentlig anatomisk Videnskabsmand. Skjønt en Udgave af Bartholins Anatomi den Gang for længst forelaa, i hvilken Harveys banebrydende Lære om Blodcirkulationen fremstilles, udelader han dog ganske dette Afsnit af sin Oversættelse og viser sig i det hele fuldstændig uberørt af hele den store videnskabelige Bevægelse paa Anatomiens og Fysiologiens Omraade, som henved Aarhundredets Midte satte alle Læge- og Naturvidenskabens Mænd i den stærkeste Bevægelse. Ved denne ringe videnskabelige Interesse faldt det ham maaske heller ikke særlig tungt i 1648 at afgive sin akademiske Lærestol til den unge, aktive Medbejler Thomas Bartholin. Han kunde nu ganske frit leve for sine kjære botaniske Sysler, han kunde forsones med sine akademiske Kolleger, og pekuniær Erstatning for Tabet af Embedet fik han ved et Kanonikat i Aarhus. 1650 blev han end videre udnævnt til Hofmedikus, 1656 til kongl. Livmedikus. 1666 fik han, som yderligere Forøgelse af sin Lønning et Prælatur i Aarhus med Løfte om, at det ogsaa skulde tilfalde hans Arvinger.

Den sidste Del af sit Liv henlevede saaledes P. i et vist Otium. Han fremkom med smaa litterære Meddelelser, til Dels trykte i Bartholins «Acta medica», udgav end videre 1667 sit «Qvadripartitum» i Strasburg og Kjøbenhavn i en ny, udvidet og smukt udstyret Udgave. Dets Titelbillede viser Forfatteren i knælende Stilling foran Kongen, hvem han overrækker Værket med Paaskrift: «Deo-Regi» - denne unægtelig vidt drevne, men til Tiden hørende Smiger have hans Fjender ogsaa bebrejdet ham og ladet den fremgaa af uværdige Motiver.

Det var ikke blot litterært, at han vedblev at dyrke sin kjære Botanik, men ogsaa sin Undervisning deri fortsatte han frivillig efter Afskedigelsen fra Universitetet. Lige til den høje Alder var han utrættelig i Foretagelsen af Exkursioner med Disciple, hvorom flere af disse og navnlig Oluf Borch med Taknemmelighed vidne. Han hørte først op dermed, da han under en saadan Udflugt 1661 i Omegnen af Christiania, hvor han opholdt sig som Livlæge hos Kronprinsen, ved et Fald fra en Klippe paadrog sig en alvorlig Beskadigelse af det ene Ben. Men selve de botaniske Demonstrationer opgav han heller ikke nu; han lod derefter de unge komme til sig i sit Hjem, hvor han vejledede dem i Bestemmelsen af de indsamlede Planter og foreviste dem sit store Herbarium. Til Minde om hans botaniske Fortjenester kaldte Linné en Planteslægt «Paullinia». 23. April 1680 døde han. Efter sin første Hustrus Død (1656) ægtede han 1657 Anne Dideriksdatter Bartsker, Enke efter Raadmand i Kjøbenhavn Laurids Mikkelsen Tunge og Datter af en Raadmand sammesteds. Dette Ægteskab var barnløst.

^{Moller, Cimbria lit. II.
Øst, Archiv f. Psychologie, Hist. osv. IX, 299 ff.
Cold, Lægevæsenet og Lægerne und. Chr. IV S. 53.
Ingerslev, Danmarks Læger og Lægevæsen I, 280 ff. 334.
Panum, Det medicinske Fakultets Oprind., og Barndom S. 91 ff.
Allg. Deutsche Biographie XXV.
J. Petersen, Bartholinerne og Kredsen om dem S. 28 ff.}

Jul. Petersen

-- Simon Paulli har som Botaniker Krav paa særlig Omtale. Han var jo ikke alene ansat som Professor i Anatomi og Kirurgi, men ogsaa i Botanik, i hvilken sidste Egenskab han vel endog har indlagt sig størst Fortjeneste. Som Vidnesbyrd om hans Virksomhed i denne Retning kan anføres, at han i de 8 Aar, han beklædte den nævnte Stilling, «hver 8. eller 14. Dag foretog botaniske Vandringer mange Mile i Marken med sine kjære Disciple paa det kongl. Akademi». Som Botaniker har han gjort sig mest bekjendt ved sit Værk «Flora Danica d. e. Dansk Urtebog», der udkom i 1648 paa «Befaling» af Christian IV og er det første paa Dansk udkomne botaniske Skrift, der kan siges at have nogen videnskabelig Betydning. Forfatteren har selv affattet Bogen paa Latin, da han ikke var det danske Sprog tilstrækkelig mægtig, og den blev fordansket af hans Discipel Niels Knopf. Dette omfangsrige Værk er delt i 4 Afdelinger efter Planternes Blomstringstid, og det indeholder Beskrivelser og Habitusbilleder af henved 400 Planter. At Værket ikke er en egentlig dansk Flora i den Betydning, man nu tager dette Begreb, fremgaar af, at o. 150 af de beskrevne og afbildede Planter ikke ere hjemmehørende her i Landet, men kun dyrkes i Haver. Herved har dette Værk imidlertid faaet stor Interesse ved det Bidrag, det giver til Havebrugets Historie i Danmark. Størst Betydning har dette Arbejde dog ved at indeholde en Mængde Oplysninger om Planternes Forekomst i Danmark paa hans Tid samt ved at meddele talrige danske Navne, der dog især ere samlede af hans nævnte Medhjælper. En væsentlig Del af Bogen behandler Planternes formentlig lægende Egenskaber, saa at den baade er en Urtebog og en Lægebog, der har haft en stor Udbredelse ogsaa blandt Lægfolk og gjort Forfatterens Navn populært lige til vore Dage, dog vel mere paa Grund af Bogens medicinske end botaniske Indhold.

E. Rostrup

Fra Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Biblioteks virtuelle udstilling ”Flora Danica”:

Simon Paulli
1603-80. Læge, anatom, botaniker

Simon Paulli var af lægeslægt og blev da også selv læge. Han studerede bl.a. i Leiden og blev dr.med. i Wittenberg i 1630. Efter at have praktiseret i Lübeck, blev han medicinsk professor i Rostock. I 1639 blev han ekstraordinær professor i anatomi, kirurgi og botanik ved univeristetet i København. Botanikken blev på den tid betragtet som hjælpefag til medicinen. Simon Paulli fik oprettet et anatomisk teater, Domus Anatomica, på Frue Plads i København, hvor der blev afholdt offentlige "anatomier", dvs. dissektioner af lig. Paulli indførte også botaniske ekskursioner for de studerende, hvor han demonstrerede vildtvoksende planter af medicinsk interesse.

I 1645 fik Paulli pålagt at udgive det "herbarium", dvs. urtebog, som Christian IV havde befalet det medicinske fakultet at udarbejde.

Paulli blev hof-medicus i 1650, og siden livmedicus hos Frederik III og Christian V. Han udarbejdede forslag til en medicinalordning i 1669 og udgav i øvrigt flere medicinske og botaniske værker.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:³

v. Rosenschild, Jacob Henrik Paulli, 1637-- , Professor og Diplomat, Søn af Dr. Simon Paulli, var født 21. Jan. 1637 i Rostock, hvor Faderen den Gang var Professor. 1640 kom han med denne til Kjøbenhavn, blev privat dimitteret til Universitetet 1655 og studerede først Medicin under sin Faders og Thomas Bartholins Vejledning. 1658-60 rejste han i Udlandet for yderligere at uddanne sig som Læge og levede derefter i nogen Tid i Hamborg som Lærer for Børn af ansete Forældre. Han optraadte ogsaa som Digter i det latinske Sprog og udgav bl. a. et Digt i Anledning af Frederik III’s Hylding som enevældig Konge 1660. Han vandt derved Kongens Bevaagenhed, og 1662 reskriberede denne til Universitetet, at P. skulde være Professor i Anatomi; dog tillodes det ham foreløbig at rejse udenlands for at uddanne sig. Den, som det synes, noget ustadige P. vendte dog snart det medicinske Studium Ryggen; 1663 disputerede han for Magistergraden i det filosofiske Fakultet og drev nu væsentlig historiske og folkeretlige Studier. 1664 udnævntes han til Professor i Historie, men fik kort efter Tilladelse til at holde en Vikar og selv rejse udenlands. I de følgende Aar opholdt han sig i Udlandet, saaledes længere Tid i Strassburg, hvor han udgav et latinsk Digt; 1666 studerede han i Saumur. 1668 blev han kongl. Historiograf og vendte vistnok nu hjem. Hans Virksomhed som Historiker blev dog af ringe Betydning; den eneste Frugt, den har afsat sig i Litteraturen, er hans lille Skrift om den Ulfeldtske Sammensværgelse: «Machinationes Cornificii Ulfeldii», der ogsaa udkom paa Dansk.

P.s Ærgjerrighed var ikke tilfreds med en Professorplads, og som saa mange unge borgerlige Videnskabsmænd paa den Tid gik han ind i praktisk Statsmandstjeneste, der stillede en mere glimrende Løbebane i Udsigt. 1669-76 var han Legationssekretær i Holland, 1678 i England og 1680-82 i Frankrig. 13. Sept. 1682 ægtede han Elisabeth Apollonia Rehder, Datter af Dr. jur. Johannes R. og Margrethe Dorn, vendte nu hjem og blev ansat som Raad i det glückstadtske Kancelli; 1684 blev han Assessor i den pinnebergske Overappellationsret og 1685 Kancelliraad. P. opholdt sig fra 1684 mest i Hamborg, hvor han virkede som den danske Regerings hemmelige Agent. Han indledede her Forbindelser med det demokratiske Parti, der den Gang laa i skarp Strid med Raadet, og lovede Hjælp fra Danmark mod dette, der støttedes af Kejseren og Hertugen af Celle. Da Danmarks egennyttige Planer imidlertid traadte klart frem i Avg. 1686, maatte P. flygte fra Hamborg og lade sine Papirer i Stikken, hvilke senere bleve fundne af Raadet. Dette rettede paa Grundlag af dem stærke Angreb paa P., der udgav flere Stridsskrifter for at forsvare sig. 1690 blev P. Legationssekretær i England og 1694 Resident sammesteds. Danmarks diplomatiske Forhandlinger med dette Land i disse Aar, væsentlig angaaende den engelske Regerings Opbringelse af danske og norske Skibe, vare ofte meget vanskelige og krævede i høj Grad Taalmodighed og Takt, Egenskaber, som P. mindst af alt var i Besiddelse af. Han laa derfor bestandig i Strid med de engelske Ministre og vandt heller ikke synderlig Paaskjønnelse hos sin egen Regering, som han desuden irriterede ved sine paatrængende Forlangender om en højere Rang. I Begyndelsen af 1698 blev han hjemkaldt, udnævntes til Justitsraad og optoges senere hen paa Aaret i Adelstanden med Navnet v. Rosenschild, vistnok nærmest paa Grund af hans eneste Barn Anna Johannes Ægteskab med en Søn af den indflydelsesrige Vicekansler i Glückstadt Conrad Wasmer. Han levede endnu 1702.

^{Moller, Cimbria lit II.
C. F. Wegeners haandskr. Saml. til Fam. Paullis Hist. i Rigsark.}

L. Laursen

Fra Dansk Biografisk Lexikon:³

Paulli, Holger, 1644-1714, religiøs Sværmer, forriges Broder, blev født i Kjøbenhavn. Han immatrikuleredes ved Kjøbenhavns Universitet 1671 fra Odense Gymnasium. Om hans Ungdom vides i øvrigt intet. Han har rimeligvis studeret Theologi og været udenlands. En dansk Salme af ham («Solen udi mørke Klæder viser os til Christus hen») er optagen i en af hans Broder udgiven Salmebog, og sammen med denne Broder traf han vidtløftige Forberedelser til Udgivelsen af en stor og kostbar Billedbibel, men Broderens Død 1684 afbrød Foretagendet. Fra o. 1680 træffes han som Bogholder ved Vestindisk-guineisk Kompagni, Senere blev han selvstændig Kjøbmand, der handlede paa Guinea og Vestindien og samlede sig Velstand, i det ogsaa han tog Del i den hæslige Slavehandel. Han boede i sin Faders Gaard i Læderstræde og var gift med Elisabeth v. Geldern (d. 1727). Men betagen af religiøse Griller forlod han pludselig Hustru og 6 Børn, drog først til Frankrig, hvor han opholdt sig 1694, og kom der fra til Amsterdam, hvor han fra 1697 begyndte at udgive en Masse Flyveskrifter (paa Hollandsk eller Tysk), der havde til Formaal at vække Israels Folk af dets aandelige Søvn og bringe en Forening til Veje mellem det og Kristenheden. Til saadan Opgave følte han sig særlig kaldet, i det hans Oldefader, en Borgmester i Rostock, efter hans Paastand skulde have været en døbt Jøde af Davids kongelige Æt, Han vilde ogsaa stifte et Rige i Palæstina, hvorom han tilskrev flere Herskere i Evropa. Han forsikrede, at Jerusalems Tempel vilde blive gjenopbygget 1720 og Jesus Christus strax derpaa stige ned der som Ypperstepræst. Kongen af Frankrig kunde frasige sig Tronen og Dauphin træde i Forbindelse med Kong Vilhelm af England, for at de under hans Ledelse kunde begynde at tvinge dem, der ikke vilde omvende sig. Paa Grund af disse vilde og fanatiske Sværmerier blev han 1701 indespærret i Tugthuset i Amsterdam. Hans Svoger og en af hans Brødre søgte det følgende Aar med gunstigt Udfald at faa ham løsladt under Paaberaabelse af hans Sindssygdom og mod Løfte om, at han ikke mere skulde komme til Holland. Rimeligvis førtes han til Tyskland, og fra 1704 begynder han atter i Udlandet at udgive Skrifter om Oprettelsen af det 5. Monarki og med vanvittige Skriftfortolkninger. 1706 er han hjemme igjen i Kjøbenhavn. Da Jøderne samledes i hans Hus og opmuntrede ham til fortsat Virksomhed til Gunst for dem, udgik der Kongebreve til Politimesteren og Biskoppen for at forhindre dette Samkvem og faa P. til at forholde sig rolig. Han holdt sig dog ikke Paalægget efterrettelig og fortsatte ogsaa efter den Tid sine Skriverier paa vanlig Vis. Fornyede Tilhold i endnu strængere Form bragte dog Familien til at tage fornødne Forholdsregler for at gjøre ham uskadelig. Han døde i Kjøbenhavn i Begyndelsen af Avg. 1714. Samtlige P.s Skrifter og de Modskrifter, disse have givet Anledning til, findes anførte i Chr. Bruuns Bibl. Dan. I, 246 ff.

^{O. Nielsen, Kjøbenhavns Hist. og Beskr. VI, 96 ff.
Kirkehist. Saml. 4. R. I, 168 ff.
Helveg, Den danske Kirkes Hist. eft. Reform., 2, Udg,, I, 558 f.}

A. Jantzen

Oluf Nielsen fortæller i "Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)":

Holger Paulli, Søn af den bekendte Læge Simon Paulli, blev greben af en særlig Sympathi for Jøderne, hvilken vakte stor Opsigt, som blev ham og hans Familie til megen Fortræd. Han var en oprigtig Kristen og digtede Psalmer, der indførtes i en af hans Broder, Boghandler Daniel Paulli, udgiven Psalmebog; ogsaa deltog han med sin Broder i Forberedelsen af en kostbar Billedbibel, der dog ikke udkom paa Grund af Broderens Død 1686. Holger Paulli var Student, men gik til Handelen og var en Tid Bogholder ved Vestindisk-guineisk Kompagni handlede ogsaa selv og synes en Tid at have været velstaaende. 1684 fik han Bevilling til at sende Skibe til Guinea. Han boede i sin Faders Gaard i Læderstræde og var gift med Elisabeth von Gendern, der døde 1727, og med hvem han havde flere Børn, blandt Andre den Joakim Richard Paulli, der vilde konkurrere med Holberg i Komedieskrivning og gennem hvem Holger er Stamfader for den nulevende bekendte Familie Paulli. Holger Paulli var allerede ældre, da han paa Handelens Vegne forlod Kone og Børn og drog først til Frankrig, hvor han boede 1694, og siden til Amsterdam, hvor han fra 1697 af begyndte at udgive en Række Skrifter, der gik ud paa en Forening af Jøder og Kristne, hvortil han særlig følte sig kaldet, idet hans Oldefader, der var Borgmester i Rostock, var en døbt Jøde af Davids Æt. I et af Bayles Breve fra 1701 karakteriseres hans Meninger saaledes. "Han fordømmer i Almindelighed alle kristne Samfund, og endelig har han vovet at sammenligne Treenigheden med de hedenske Digteres Cerberus. Han troer, at Gud har udseet ham til at omvende Jøderne og har til den Ende ikke behøvet at meddele ham Gaver til at gøre Mirakler, men alene Kundskab om de Mysterier, som ere skjulte under Bibelens Skal, og som Ingen hidtil har kendt. Han troer, at Jerusalems Tempel vil blive fuldkommen genopbygget 1720, og Jesus Kristus strax derpaa stige ned der i Egenskab af Ypperstepræst. Han har stilet en Formaning til Kongen af Frankrig om at frasige sig Tronen og en til Dauphin om at træde i Forbindelse med Kong Vilhelm af Nederlandene, for at de under hans Ledelse kunne begynde at tvinge dem, der ikke ville omvende sig".

Det gik ham imidlertid galt i Amsterdam. I Anledning af en Retssag 1708 udstedte denne Bys Øvrighed (Schout og Schepens) følgende Vidnesbyrd: "at Oliger Paulli, født i Danmark, sidst i Avgust Maaned 1701 er sat udi Bøjen her i Staden, derefter dømt og for en vis Tid sat i det sekrete Tugthus eller Rasphus formedelst en Sag med at skrive, lade trykke og uddele nogle utilladelige og forargelige Bøger, hvoraf samme Oliger Paulli, efter at han nogle Uger havde siddet der, paa hans Venners Ansøgning er relaxeret og til deres Opsigt og Forsørgelse overleveret, og ikke at han der er vorden indsat formedelst noget Tyveri eller Gærninger af deslige Natur, hvorudover han og aleneste er bleven sat i det sekrete Tugthus og har logeret hos de saakaldte hvide Brødres Børn, uden at han har haft Gemenskab med andre kriminelle Fanger eller gjort noget Arbejde af Rasp eller paa anden Maade haft nødig at gøre Noget".

Hans Svoger, den store Handelsmand Joakim Würger i Kjøbenhavn, der var gift med hans Hustrus Søster Johanne von Gendern, fik Underretning herom fra en Handelsven i Amsterdam. Denne meddelte, at Paulli af de velædle Herrer Schepens var dømt til Fængsel paa et af de Steder, hvor man plejer at sætte de Borgerbørn, som føre forargeligt, løst og utilbørligt Levned, det være sig efter Forældres Ansøgning eller Magistratens Ordre. Det var Magistraten bekendt, at han var af skikkelig Familie, og han forekom den anderledes, end en forstandig Mand bør være, ellers var det gaaet ham værre, thi han havde skrevet og talt meget ugudeligt. Brevskriveren mente, at en Begæring fra Kjøbenhavns Magistrat kunde skaffe ham udleveret ombord paa et Skib imod Forsikring om, at den vilde drage Omsorg for, at han ej mere kom iblandt Folk og ikke mere skrev til Guds og hans hellige Evangeliums Skade.

Kjøbenhavns Magistrat betakkede sig sikkert for at virke med til at faa en Borger af den Natur hjem. Men Paulli havde andre Venner. Henrik de Quers Enke skrev 6. Sept. til samme Joakim Würger: "Det er at beklage, at en Mand som Seigneur Paulli er kommen at falde i saadanne forvildede Griller, hvilket gør mig ondt for gammelt Kendskabs og hans Venners Skyld, hvorudover jeg ogsaa, saa snart jeg fornam hans Fængsling, talte med min Søn derom og saa meget mig gørligt betydede ham, at han var forrykt i Hovedet og ikke ved sin Fornuft, ligesom han og paa den Fod er dømt for nogle Aar". Han blev derefter sat ind i en Stiftelse, som hun bestyrede, "og der han for 100 Dukater aarlig at betale har al Magelighed med god Kost og Drik, værende fra alle Menneskers Øjesyn og Ingen til Spot, hvor jeg og, saa snart jeg fik Tidende, at han var der, anordnede vel at forsyne ham med Alting, ligesom han allerede havde betalt 100 Dukater, saa at jeg forsikrer Eder, at han nu saa vel er placeret, som man her skulde kunne placere ham, thi der har ogsaa siddet, imidlertid jeg har været Bestyrerinde, en Herre, hvis Bedstefader har været Borgmester, og som samme Tid, han sad der, havde tvende kødelige Neveuer, som vare Borgmestere".

Holger Paullis Broder, Diplomaten Jakob Henrik, der 1697 var optagen i Adelsstanden med Navnet Rosenschild, kom Aaret efter til Amsterdam og skriver 24. Maj 1702 til Würger, at han samme Aften skal hente Broderen i Fængslet og har i Sinde at tage ham med til Hamborg, men han skulde ikke opholde sig der ret længe, da denne Stads Styrelse var meget forbitret paa ham. Han bad Würger om at sende sig Efterretning, om Broderen uden Forfølgelse kunde komme hjem til sit Hus, da man ellers maatte opsøge et Sted i Nabolavet, hvor han kunde forblive, indtil han kunde faa Kongens Tilladelse til i det mindste at være hjemme, medens hans Affærer bleve ordnede, uden at man offentlig gjorde ham Spot og førte hans Navn paa Prædikestolen.

Han kom ej heller til Kjøbenhavn lige strax, thi 1704 begyndte han igen i Udlandet med Udgivelsen af Skrifter om Oprettelsen af det femte Monarki og Fortolkning af Bibelsteder, og han var neppe den Mand, der kunde holde sig i Ro. Det er derfor sandsynligt nok, at følgende Klage fra Biskop Bornemann af 14. December 1706 til Kongen er skreven snart efter hans Hjemkomst.

"E. K. M. vilde med sædvanlige høje Naade lade sig af Deres allerunderdanigste Tjener i dybeste Ydmyghed berette, at der er kommen en Mand ind fra Holland her til Byen ved Navn Holger Paulli, som er den gamle berømmelige, fordum kgl. Liv- og Hofmedici, Dr. Simonis Paulli Søn, som for noget over 24 Aar siden, da han var Bogholder her i Staden ved det vestindiske Kompagni, giftede sig her i Staden udi en smuk og skikkelig Familie og boer her udi Læderstræde i sin salige Fader, Dr. Simon Paullis Gaard og har baade sin Ægtehustru saa og sine voxne Børn i levende Live foruden andre skikkelige og fornemme Folk, som han paarører, men som han for nogle Aar siden udi sine Negotiers og Trafellers Ærende rejste herfra til Holland og andre Steder, er han der formedelst nogle slemme Jøders og andre onde Menneskers Forførelse geraaden udi saadan fanatisk Vildelse og Raseri, at han endelig vil være Jødernes Defensør og Forfægter, siger sig at have Samtale og Samling med Gud, og endskønt han er en ganske grov og ulærd Mand, der aldrig har studeret, saa understaar han sig dog at sammenskrive og lade i Trykken udgaa adskillige slemme fantastiske og enthusiastiske, ja, imod Skriften selv ganske stridige Skrifter, fulde af megen Gudsbespottelse og al god Ordens og Skiks Splid og Forstyrrelse. Derfor han og nogen Tid i Holland og paa andre Steder har været sat fast og arresteret som et forargeligt Menneske, indtil han ved Venners Hjælp er kommen derfra endelig og forhjulpen hid til sit Hjem her i Staden. Men som han fornemmes nu her i Staden saadan sin Vanart at kontinuere og lader sig endog jævnligen besøge i sit Hus af nogle forføreriske Jøder, ja, fordrister sig endnu her iblandt os at sammenskrive slige forargelige Skrifter, saa han hverken kan eller vil lade sig af Nogen fra slig Narreri og Ugudelighed bekeres eller omvendes. Derudover ej kan vides, hvad Blasfemi eller Forhaanelse imod Vor Frelser Kristum Jesum formedelst hans og slige forhærdede Jøders eller Kristi Benægteres Consociation kan foraarsages, eller hvorledes hans fattige, enfoldige Hustru, Børn eller Tyende fra Kristi rette Kundskab og Bekendelse omsider kan forledes".

Som Følge heraf fik Politimesteren 18. December 1706 Befaling til at kalde Jøderne for sig og alvorlig tilholde dem at afholde sig fra al Omgang med Paulli og henleve stille for sig selv, hvis de ikke vilde anses med exemplarisk Straf. Biskoppen fik samtidig Paalæg om at lade hans Skriftefader, Sognepræsten ved Petri Kirke, og en af Kapellanerne der, formane Paulli til at afholde sig fra Udgivelsen af sine forargelige Skrifter og fra Omgang med Jøder samt fra bespottelig Tale og Udfald imod den hellige Skrift, men leve i sit Hus i stille Ro og Rygte uden videre Forargelse.

Han havde samme Aar udgivet et Skrift paa to Folio-blade, dateret 28. Avgust, hvori han beder Kongen om at opfordre Biskop Bornemann, den kgl. Konfessionarius, det theologiske Fakultet, Brunsman og dennes Discipel Winsløw til hver for sig at levere en Betænkning over, hvorledes Kristi Ord paa Korset: Eli, Eli osv. skulde oversættes, et Emne, som han oftere kom tilbage til i sine Skrifter.

I Marts 1707 udkom igen et Skrift af ham, i hvilken Anledning Biskoppen kaldte ham til sig og i tre Præsters Nærværelse spurgte ham om, "hvor og hos hvem han dette sit sidste fantastiske og forargelige Skrift havde ladet trykke", men han vilde ikke svare herpaa. Da nu Biskoppen paaviste, at vel kunde de første Ark være trykte førend det kgl. Reskr. af 18. Dec. 1706, men den i Slutningen aftrykte Ansøgning til Kongen viste sig at være trykt efter denne Advarsel, tilstod han endelig at have sendt Manuskriptet til en Købmand i Hamborg ved Navn van der Sloot, der havde ladet det trykke for ham. Han sagde ogsaa rent ud, at en stor Herre havde set noget af dette hans Skrift og havde med sær Behag billiget det, men da han blev spurgt om dennes Navn, blev han rasende, overstregede hvad der var optegnet om hans Tilstaaelser, løb ud af Stuen, idet han sagde, at han vilde til Kongen, men blev dog tilsidst talt til rette. Biskoppen mente, at det paa det strengeste skulde forbydes ham at holde Omgang med mistænkte Jøder og at udgive Skrifter.

Fra nu af sørgede Familien vel for at holde ham i Ro.

Tanken om Jødernes Omvendelse sysselsatte paa den Tid mange, og man udregnede Aaret for denne. Holger Paulli profeterede om Aar 1712 og Præsten Hans Guldager i Ramme mente, at Jødernes Omvendelse, Pavens Fald og Tyrkens Undergang vilde ske Aar 1733. Den lærde Præst Tychonius skrev paa Gehejmeraad Plessens Opfordring 1715 en Betænkning om Muligheden af Jødernes Omvendelse, hvilken dog først blev trykt 1770. Der blev dog, som senere skal vises, først gjort alvorlige Skridt dertil 1728.

Paulli døde i Avgust 1714, 70 Aar gammel. Præsterne ved Petri Kirke fik nu Betænkeligheder med Hensyn til hans Jordefærd, men Kongen tilkendegav, at da Paulli i levende Live ikke var bleven dømt for Kætteri eller udelukket fra Kirken, kunde man ikke hindre, at hans Lig blev begravet med samme Ceremonier som andre Kristne. Den stridbare Præst, Dr. Dürkop kunde dog ikke lade være med den tolvte Søndag efter Trinitatis paa Prædikestolen i Petri Kirke at ivre imod Paullis Begravelse, hvorfor dennes Enke klagede til Kongen over den Tort, som Familien havde lidt derved, og det endte med, at Biskoppen og Stiftsprovsten gave Dr. Dürkop en Irettesættelse.

Fra ”Beretning om Skien og Ladestederne ved Skiensfjorden”av Mathias Lyche, Etter en original i Skiens Arkiv, antagelig forfattet ca 1730

1682 er igien en Part af Byen, nemlig Hielden kaldet, afbrendt, og Hands Høye Excellence Hr. Stadtholder Guldenlev har d. 25 April udstæd ordre til Anders Cornish og Philip Adolph Paulli at regulere de afbrendte gader, Tomter og Platzer, som de tid efter anden in Maio og Junio har lagt Haand paa at forrette og efter overleg med Magistraten samt udi Vedkommendes Nærværelse angaaet samme deris Forretning med Platzer og Stædernes afmaaling og afdeling, ligesom om næstforrige 3de Commissarier er forklaret.
De afmaalte Platser er 38 i tallet.