Personside - 130

Fra P.B.Grandjean: Gerhard Graas Forfædre, 1917

JACOB NIELSEN MAGAARD, født ca. 1718. Købmand i Svendborg, etableret før 1743 (Raadstueprotokollen 1700-42 mangler) udmeldes 2. Jan. 1747 til Takserborger for samme Aar (Raadstueprotokol 1743-1800, fol. 7b.), nævnes 1760 som Ejer af en Jagt paa 5 Læster (Acciseregnskab), udmeldes 2. Jan. 1773 til Formand for Aarets Takserhorgere og 25. Jan. 1774 til Byens 2den Overformynder (Raadstueprotokol 1743-18oo, fol. 164 og 172), opsagde imidlertid 4. Marts sidstnævnte Aar sit Borgerskab, hvorefter han 25. s. M. fritoges for at beklæde 0verformynderstillingen, saasnart han havde afleveret de hertil hørende Papirer og Dokumenter (Do. fol. 174). Han boede i Møllergade Nr. 299 (Folketælling 1787). Begravet 13. Sept. 1793 i "den store Gang" i Vor Frue Kirke, 75 Aar gammel (Kb.). Gift 13. Dec. 1743 i Svendborg, trolovet 10. Nov., med JOHANNE OLUFSDATTER, døbt30. Marts 1727 Svendborg(FrueKh.)(udenTvivl Datter af Oluf Pedersen og Glertrud Nielsdatter), død 22. Juni 1799 i Svendborg, 72 Aar gammel, begravet 26. s. M. i vor Frue Kirke (Kb.). Ægtefællerne havde 2. Nov. 1764 faaet Bevilling paa, at den længstlevende maatte sidde i uskiftet Bo (Fynske Registre 1764, Nr. 160). Skifteforretningen efter hende paabegyndtes paa Dødsdagen. Indboet, der var solidt, indbragte ved Auktion 778 Rdlr. 3 Mrk. 1 Sk.; der fandtes intet Sølvtøj, derimod to Guldørenroser og to Guldringe. Blandt Aktiverne anførtes en lang Række Obligationer. Stervboets Gaard havde den afdøde Kone 26. Marts 1798 for 1000 Rdlr. skødet til Dattersønnen Jacob Magaard Krøyer. Der paahvilede ikke Boet nogensomhelst Gæld. Til Deling mellem de to Sønner, Niels og Ole, og den afdøde Datter Giertrud Marie Krøyers Børn blev der 9537 Rdlr. 5 Mrk. 19 Sk., der deltes i tre Parter. Skiftet blev sluttet 24. Dec. 1799 (Svendborg Skifteprotokol 1790-1812, fol. 223, 232, 238).

Han efterlod tre Børn:

Niels:

Købmand og Overformynder i Svendborg, boede i Møllergade, død 21. April 1809, begravet 27. April (Frue Kb.). Gift lste Gang med Zidsel Kirstine Brandt, fik 2. Marts 1781 Bevilling til at sidde i uskiftet Bo med hende (Fynske Registre 1781, Nr. 41); i dette Ægteskab fødtes Døttrene Jacobine Christiana, død 21. Marts 1845, 69 Aar, i Svendborg (Nicolai Kb.), gift med Købmand i Svendborg Hans Rasmussen Thurø, og Karen, gift med Farver i Nykjøbing paa Mors Herman Graff, som Enke bosat i Svendborg, hvor hun blev underholdt af Famillen (Folketælling 1845)ng med Karen Clenimensen eller Nielsdatter, som fødte ham Sønnen Niels Clemmensen Magaard, der døde 18. April 1818, 31 3/4 Aar som Købmand i Svendborg (Frue Kb.). Jvfr. Svendborg Skifteprotokol 1790-1812, fol. 487 ff. døbt 20. Sept. 1744 (Frue Kb.)

Gertrud Marie:

døbt 5.Marts 1747 (Frue Kb.). Ifølge Bevilling af 17.Febr. 1786 (Fynske Registre 1786, Nr. 23) maatte hun gaa lige i Arv med sine Brødre. Hun ægtede Købmand i Svendborg Gomme Krøyer og døde 27. Marts 1798, begravet 2. April i Frue Kirke (Kb.).

Ole:

Døbt 17. Sept 1752 i Vor Frue Kirke i Svendborg, død 5.Nov. 1808 af nervefeber, begravet 12. s. M. (St. Jørgens Kb)

Overlærer Kaj Bonde fortæller i en kronik i Fyens Stiftstidende den 1. marts 2008 om da spanierne kom til Nyborg:

En ung forfatter udgav i 1825 et skuespil om begivenhederne i 1808, da Napoleons spanske tropper blev evakueret fra Nyborg. De efterlod bl.a. stramme pigekjoler

Til det franske nationalteater Comèdie Française's faste repertoire i nutiden hører stadig Prosper Mèrimèes komedie Spaniolerne i Danmark, der næsten er et modstykke til vort heibergske De danske i Paris, som Nyborg Voldspil opførte ved Hesselhuset i 1941.

Prosper Mèrimèe (1803-1870) er nok mest kendt for sin roman Carmen, der kom til at danne basis for Georges Bizets opera af samme navn.

P. Merimèe udgav i 1825 en lille samling skuespil under pseudonymet Clara Gazul, der var navnet på en kendt spansk skuespillerinde. Det første af disse skuespil bærer titlen Les Espagnols en Danemarck og foregår netop i Nyborg!

Forfatteren har ladet sig inspirere af de dramatiske begivenheder i 1808, da Napoleons spanske hjælpetropper lod sig evakuere via Nyborg, for at vende hjem til kamp for Spaniens uafhængighed. De følte sig naturligt nok løst fra deres faneed til Napoleon, efter at denne brutalt havde underlagt sig hele Spanien og placeret sin broder på tronen som Josef d. I. De spanske tropper var som bekendt fordelt over Østjylland og Fyn. Branden på Koldinghus er vel den begivenhed, vi alle husker bedst fra denne periode i danmarkshistorien.

Overkommandoen havde sæde i Nyborg, under ledelse af den højt ansete, majorkinsk fødte general marquis de la Romana. (Hans portræt hænger på rådhuset i Nyborg ved trappen op til borgmesterkontoret.) Danmark var gået i forbund med kejser Napoleon, der sendte franske og spanske tropper herop. De skulle have været til Sverige, men kunne ikke komme videre, da engelske skibe lå og spærrede i Storebælt.

En del af de spanske tropper strandede simpelt hen i Nyborg i 1808. Marquis de la Romana boede på Hotel Postgården, hvor han modtog besøg af en skotsk præst, James Robertson, der meddelte ham, at Spanien havde gjort oprør mod Napoleon. Marquisen trak de spanske tropper sammen i og omkring Nyborg og opfordrede den danske kommandant Gyldencrone til at overgive fæstningen og kystbatterierne, hvad han så sig nødsaget til.

Den spanske marquis satte sig dernæst i forbindelse med de engelske krigsskibe ude i bæltet og aftalte, at spaniolerne kunne gå om bord på dem for at blive sejlet hjem. Udskibningen foregik fra Slipshavn, hvor mange heste måtte slås ned, da der ikke var plads til dem på skibene. Myten siger, at de mange valmuer på Slipshavn skyldes hestenes blod, der vædede jorden. Det var nu nok nærmere valmuefrøene i deres muleposer, der var årsagen.

Det var europæisk storpolitik, der udspillede sig i lille Nyborg, som i nogle måneder var centrum for højdramatiske begivenheder. Byen var som en krudttønde, for spaniolerne begik jo mytteri ved at forlade den franske hær.

P. Mèrimèes skuespil udspiller sig på Hotel Postgården i Nyborg, hvor generalen er indkvarteret sammen med sin næstkommanderende, oberst Don Juan Diaz. Franskmændene aner, at der noget i gære, men den latterlige og lidet handlekraftige franske resident, baron d`Orbasan, (øverstbefalende for de ca. 50 franske soldater i byen) ser og hører intet. Man sender ham derfor et spionpar til hjælp, en moder, Madame de Tourville, og hendes datter, Mademoiselle de Coulanges. Moderen er kynisk, opportunistisk og en ganske god iagttager. Datteren er ikke særlig solid i rollen som spion og lokkedue.

Begge damerne bliver indlogeret på Hotel Postgården, tæt på de spanske officerer, som de netop skal spionere imod. Meget bekvemt!

La Romanas næstkommanderende, den unge, fyrige oberst Don Juan Diaz, gør straks stormkur til datteren, som falder for hans charme og for det heltemod, han udviser ved en rask redningsdåd i det oprørte Storebælt. Det lykkes moderen at opdage, at den spanske general signalerer til et engelsk skib ude i Storebælt, samt at den sømand, der reddes i land af Don Juan, ikke er en gemen smugler, men en ventet engelsk kurer.

Moderen forsøger nu at tilskynde den lidet handlekraftige og svage baron d'Orbasan til at tage affære, men han foretrækker at vente, til der kommer forstærkning af flere franske tropper under kommando af grev Bernadotte, den senere svenske konge.

Sendt af samme Bernadotte indtræffer der nu pludselig en meget barsk, yngre officer ved navn Leblanc, der såmænd viser sig at være søn af moder-spionen og altså broder til den unge spionnovice. Samme Leblanc fyrer op under residenten og truer ham til at arrangere en festmiddag, hvortil de spanske officerer og også danske militærpersoner bliver indbudt. Det aftales, at når Leblanc under middagen udbringer et leve for kejser Napoleon, er det signalet til, at man skal arrestere de to spanske officerer. Et lumsk og ganske æreløst bagholdsangreb.

Men man havde glemt at regne med den almægtige gud Amor. Da den unge, stærkt forelskede datter opdager, at hun skal medvirke til at fælde den flotte spanske officer, der har vundet hendes hjerte, og som har friet seriøst til hende, sejrer hendes ædlere følelser, og hun røber planen for Don Juan. Og da nu moderen erfarer om frieriet og ser, at datteren har en chance for at gøre et virkeligt godt parti ved at blive gift med den meget velhavende og respekterede adelsmand, går hun helhjertet over på de unges parti.

Ved festmiddagen er det ikke spanierne, der bliver arresteret. Det bliver i stedet dem, der arresterer og uskadeliggør Leblanc og den franske resident. Leblanc slipper let på grund af "familieskabet." Residenten hænges ud som syndebukken. Man truer med at hænge ham i et skilt uden for "Postgården".

Residenten har den sidste replik: "Således ender denne komedie. Publikum bedes undskylde de fejl forfatteren måtte have begået."

Ovenstående er et komprimeret og forenklet referat af handlingen i stykket, der karakteriseres ved hurtigt skiftende situationer og rappe replikker med bid og vid - let og elegant.

Stykket er ikke ligefrem nogen turistreklame for Nyborg, for i prologen fortæller en af personerne, at han under det tvungne ophold i Danmark nær havde mistet sin næse på grund af forfrysninger. "Til helvede med dette land med dets tåge og regn!"

På generalens forespørgsel om, hvordan Don Juan befinder sig i Danmark, lyder svaret: "Som i forværelset til skærsilden". Man taler om "denne fandens ø" og "denne forbandede ø". Don Juan og Leblanc synes, danskerne ligner en flok gæs, som man har plukket fjerene af. Pigerne er enten rødhårede eller blonde, aldrig ser man sorte lokker eller små fødder i elegante dansesko som hjemme i Spanien.

P. Mèrimèe har givetvis ikke besøgt Nyborg, som han tror ligger ved en klippekyst. Alligevel har han skrevet dette lidt frivole og friske skuespil om forviklinger, spionage, krig og kærlighed.

Fra H. C. Andersens roman ”O.T”:

»Vinden er nok god!« sagde Otto, som denne Samtale begyndte at kjede.

»Nei stik imod!« sagde Kammerjunkeren. »Fløien derovre paa det lille Huus lyver. Den vender altid mod Nyborg, viser altid god Vind for os, som vil afsted; i Nyborg er ogsaa en Fløi, der staaer lige saa fast som denne, og snakker for dem der ogsaa om god Vind. Jeg regner de to staaende Fløie for et Slags Veivisere, som kun ville sige: der gaaer Veien! Nei, havde vi havt Vind, var jeg gaaet med Børten, ikke med Pjaskemalene, som Søfolkene kalde Dampskibet. - Vognen venter vel de unge Herrer i Nyborg?« vedblev han. »Jeg gjør da Følgeskab, min Brune staaer og venter mig hos Schalburgs. Den skal De see! den har Sener som Staalfjedre og Been, som en Dandsemester. Det er min egen Brune.«

»Ingen veed vi komme!« svarede Vilhelm. »Vi tage derfor Vogn i Nyborg.«
…
Dampskibets Passagerer bleve kaldte ombord, Selskabet vandrede ned til Skibet og snart skjød det Fart over Beltet.

Wilhelm Kruuse besad flere fremtrædende og prestigefyldte poster: Ud over at have været medlem af Nyborg Byråd gennem en længere årrække, var han også svensk-norsk konsul gennem 30 år, og senere fra midtfirserne også engelsk konsul efter Johan Kruuses tilbagetræden.

Kendetegnende for Wilhelm Kruuse var hans evne til at læse de nye tider. I 1873 stiftede han således ”Dampskibsselskabet Nyborg A/S” og med investeringer i de moderne dampskibe, udkonkurreredes hurtigt de mindre stabile sejlskibe. Kruusernes skibe hjembragte spændende og eksotiske varer fra både Vestindien, Sydamerika og Fjernøsten. Andre gange var lasten udvandrere til de nye kolonier i Australien, og andre gange igen noget mere dagligdags som dansk korn. Wilhelm Kruuse huskes vel nok bedst for at have været medstifter af Nyborg Handelsstandsforening, hvis formandspost han bestred fra starten i 1872 til 1884.

I 1866 havde Wilhelm Kruuse valgt at dele den forretning, som han nu drev alene. Selv beholdt han kul-, kalk- og trælastforretningen, mens de andre dele (korn og kolonial) solgtes til Købmand Carl Frederik Sørensen, der lejede sig ind i Købmandsgården i Nørregade. Man må formode, at resten af bygningerne er blevet opført under Kruusernes ejerskab, således at den nu bevarede rektangulære form omkring en langstrakt gård, har eksisteret fra omkring 1850'erne og derfor også ved C. Fr. Sørensens indflytning.

Barken 'Faders Minde' af Nyborg blev bygget i 1859 til den største lokale reder, Johan Kruuse. I de næste par år sejlede den i kystfart på Kina, primært mellem Hongkong og Shanghai. For at skræmme kinesiske sørøvere fra at overfalde skibet havde man taget to små kanoner med, og vi har efterretninger om, at kanonerne faktisk kom i funktion - med held - som skræmmemiddel overfor en kinesisk sørøverdjunk. Da skibet i 1872 blev solgt, blev kanonerne i Nyborg, hvor de senere blev gravet delvist ned i jorden foran en ejendom på Strandvejen, som blev bygget af Johan Kruuses bror, Wilhelm Kruuse. Kanonerne var af støbejern og blev produceret i Sverige i 1798. Kanonernes underlag, raperterne, blev produceret på Nyborg Skibsværft, da kanonerne blev gravet op i 1960erne og fordelt mellem Handels- og Søfartsmuseet og Nyborg og Omegns Museer.

I 1872 var Wilhelm Kruuse hovedmanden bag stiftelsen af Nyborg Handelsstandsforening, hvor han arbejdede som formand i 12 år.

Den første November 1844 13 år gammel blev han Kadet, gennemgik landsakademiet, udnævnt 1 November 1849 som sekundløjtnand ved jægerkorpset (20.batallion), i krigsåret 1850 stod han dels her dels 1 forstærkningsjægerkorps, 1851-53 stod han ved 3 jægerkorps. tog landinspektøreksamen i 1853-56, og kom tilbage til jægerkorpset 1856-58. 1 år a la suite for at arbejde som landinspektør, men var atter i 1859 tilbage i 3 jægerkorps.

Den første Oktober 1863 ansat som Kompagnikommandør ved 4 regiments 8 kompagni. Den 15 August 1858 Premierløjtnand, ved forpostfæstningen den 17 Marts 1864, foran højre fløj af Dybbøl stillingen lærte 4 regiment for alvor prøjserne tændnålsgeværer at kende og ved fremrykningen mod dette mistede hans kompagni snart alle sine officerer, her faldt den tapre kompagnikommandør selv, ramt af en kugle der gik ind gennem højre tinding og ud bag venstre øre så døden optrådte med det samme.

Fjenden lagde hans lig ind i Dybbøl kirke sammen med ligene af 25 prøjsiske officerer. Alt hvad der fandtes på ham af værdisager bragtes samme aften af en prøjsisk officer til forposterne og blev senere tilstilet familien, hans ur var indstøbt i papir i hvilket tillige var indlagt en afklippet lok af den faldnes hår.

Liget førtes til Nyborg hvor det blev modtaget af familien, hans ansigtstræk var ganske som daglig, ikke spor af forandrede og på hans mund ligesom spillede et smil. Han var en meget religiøs mand der havde mange nære venner blandt grundtvigianismens bærere. Han fremhævedes i 2 arme divisions rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen den 17 Marts.

I ansøgning om giftermålstilladelse fra hærens officerer og ligestillede fik han (af kongelig resolution) med daværende grad af sekundløjtnand i infanteriet, ministeriets indstillingsdato 29/7-1858 og allerhøjeste kongelige resulutionsdato 30/7-1858. tilladelse til at gifte sig.

Hustruen og 2 døtre overlevede ham.