Personside - 265

Åse Leifer fortæller i sine erinderinger ”Under regnbuen” fra 1972

I barndomshjemmet kom Johan Skjoldborg, Henrik Malberg, Axel Frische, Peter Fjelstrup, Storm Petersen, Peter Sabroe, billedhuggeren Kaj Nielsen og Knud Rasmussen.

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

Leifer
Frue, Husmoder
Region VI (København)

Modstandsaktivitet

Ruteaktivitet (hjælper)

^{Under jorden i Borgergade (Carlo Christensen), s. 17, 19}

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

Vilhelm Leifer
Født 12-06-1904
Død 26-04-1993
Politifuldmægtig, Jurist
København
Region VI (København), Region V (Sjælland)

Modstandsaktivitet

Administration
Almen illegal aktivitet
Andet
Andet - Skaffede falske papirer via arbejdet på Visumkontoret
Kurer
Ruteaktivitet

^{De illegale sverigesruter 1943-45 - Studier i den maritime modstands historie (Henrik Dethlefsen), 25
De illegale sverigesruter 1943-45 - Studier i den maritime modstands historie (Henrik Dethlefsen), s. 25, 124
Efter drabet (Peter Øvig Knudsen), 164,183-186,188,193,194,196,198,199,202,206,207,210,220,221,223,225,284,364,365
Gads Leksikon Hvem var hvem 1940-1945 (Hans Kirchhoff m.fl. (red.)), s. 233f
Portræt af Jutta og Flemming Juncker (Peter Laursen), 15
Under jorden i Borgergade (Carlo Christensen), 5ff, 17}

Leifers eget syn er fremlagt i erindringsbogen ”Min Tid” fra 1987

Han beretter selv, at han holdt kontakt med tyskerne lige fra besættelsens begyndelse og ved hjælp af frækhed, smidighed og gode tyskkundskaber: ”Tager man sig en gang imellem et glas øl sammen med fjenden, er det undertiden ganske nyttigt.”

Han beskriver det som, at han fandt anledninger til at gøre små tjenester til magtfulde tyskere, som gav en goodwill, der kunne benyttes til at hjælpe modstandsbevægelsen og til at redde flygtninge til Sverige i kraft af hans stilling på Visumkontoret.

Hans kritikere hævder, at han tog sig godt betalt herfor, og at han lod modstandsbevægelsens likvidatorer skaffe ham af med tyskere, der skulle have vidst for meget om, hvad de betegner som værnemageri og lyssky gerninger. Selv hævder han, at han organiserede hjælpen uden betaling og i mange tilfælde af egen lomme finansierede fattige jøders ophold hos mennesker, der gerne ville indkvartere dem, men ikke havde de økonomiske midler dertil.

Sammen med ritmester Jørgen Rantzau købte han skibet ”Mågen” til flygtningetransport ved at belåne sine livsforsikringspolicer. Det blev taget af tyskerne den 12. januar 1944.

Interessant nok fastholder Leifer, at Gilbert – som han skulle have ladet likvidere – havde været Danmark en god mand, som tilhørte den ikke-nazistiske opposition omkring Canaris og attentatmændene mod Hitler. Han antager, at det var tyskerne, der fik modstandsbevægelsen til at likvidere ham.

Fra "Kasler-Journal", websider tilhørende journalist Mogens Kasler

Den store guldtransport 25

Vilhelm Leifers og ritmester J. H. Rantzaus bådrute Mågen, modtog mange gaver; (6). Ritmester Rantzau kunne for øvrigt ikke føre et automobil. Vilhelm Leifer, politifuldmægtig, blev den 5. marts 1946 sigtet for manddrab 14. okt. 1944 på oberst i tysk hemmelig tjeneste, redaktør Horst Gilbert, dansk gift. Drabet på Gilbert var udført af tre likvidatorer, heraf Flammen og kvinden Two Gun Fanny, måske Ella von Cappeln, eller "frøken Lange" Gudrun Johansen. 

En af frøken Langes vagter, sandsynligvis selv morder ved andre drab, den 16-årige, senere chefredaktør for Kristeligt Dagblad, Bent A. Koch. 

Hvem var den tredie? Motivet er ukendt; (1). Den tredie var ritmester J. H. Rantzau, (6), dansk officer, meddeler til hærens efterretningstjeneste, agent for bl.a. Ligaen i Stockholm, og OSS, det senere CIA.

Hvad vidste Gilbert om Leifers økonomi? Leifers samarbejde med Gilbert/ Abwehr, og Hermann Seibold/Gestapo, skete: "i forståelse med J.H. Rantzau og Ebbe Munck, bekræftet af Mogens Fog"; (7). 

Seibold overlevede et attentat. Seibold og hans frue genkendte den ene af attantatmændene, "Ole B", som identisk med den, der få dage før attentatet afleverede et brev fra Leifer til Seibold. Heri undskyldte Leifer sin flugt til Sverige; (7). Ole B blev i 1946 dømt som anstifter af et ubegrundet stikkerdrab på en kvinde, en jødinde, der fik frarøvet sine guldsmykker; (8). Leifer hævder, at attentatet på Seibold skyldtes Flammen og J.H. Rantzau, uden at nævne Ole B; (6). Seibold påstod, at Leifer ønskede ham likvideret for at skjule deres samarbejde, og Seibolds betaling til Leifer; (8).

Attentater på tyske officerer forekom ikke, bortset fra to tilfælde. Leifer, Rantzau og Flammen var måske impliceret i dem begge? Frode Jakobsen kan frigive oplysninger om en likvidering.

Leifer beretter, at han som chef som visumkontoret udstedte visum til mange, der havde illegale opgaver i udlandet, undtagen til én, Frode Jakobsen, der ikke ville omskrive et ansøgningsskema; (6). 

Leifer hævder, at han i foråret 1944, da det polske spionagenet blev revet op i Danmark, sendte Flammen til Eckernförde nord for Kiel, for at hente en polsk kurer og følge ham til Sverige; (6).

Den 19. nov. 1948 myrdes fotohandler Vladimir Pinski i København. Han var agent for den polsk-britiske efterretningstjeneste. Dette mord omtaler Leifer, ikke, i sin bog i 1987: (6).

Da Leifer i 1946 blev beskyldt for mordet på Jane Horney, foruden Gilbert, dementerede polisindendant Martin Lundquist i radioen samme dag: "Det er ikke Leifer, der er morderen, eller den for mordet ansvarlige"; (6). Hvordan kunne Martin Lundquist vide det, da sagen Jane Horney i 1946 var et mysterium for polisen i Sverige?

Under afhøringen af Leifer 13. okt. 1944 lod en svensk politimand Leifer læse forhøret over Jane Horney, før han selv udtalte sig om hende. Til støtte for Leifers egen anmeldelse mod hende som spion, sendt til Martin Lundquist; (8).

Retssagerne omkrinq Leifer til 1948 afspejler tiden: Redaktør Leif Hendil, Ekstrabladet, havde været tøvende, men slog om, da Leifer havde besøgt ham. Hvad sagde Leifer til Hendil? Børge Outze støttede i Information: "En justitsminister, der lyver, er det nyttesløst at spørge".

Vennerne Flemming Juncker, Per Federspiel, Aage Schoch og kaptajn N.B. Schou, Ligaen, vidnede i retten med N.B. Schous ord: 

"Hr. Leifer er vores mand"; (6).

Leifers ven fra skoleårene, Flemming Juncker, SOE, tog i jan. 43, sig af en rapport på privat omvej til Gestapo, sendte den til Leifer, bad ham nedlægge protest over for Gestapo. Juncker modtog en undskyldning fra Gestapo.

Leifer hjalp Juncker med visum til Sverige; (5).

Hvem kunne og ville støtte Jane Horney?

I sept. 1943, fra ægteskab, luftangreb og nyhedsjagt i Berlin med ægtefællen, svensk journalist Herje Granberg, kom Jane Horney Granberg i kontakt med Horst Gilbert i København. Gilbert er med i officerskredsen omkring admiral Canaris, som advarede Danmark, han var chef for Abwehr, værnemagtens kontraspionage, (1), hængt efter attentatet på Hitler, juni 1944.

Gilbert henviste Jane Horney til Leifer vedrørende visum, og opfordrede hende til at kontakte redaktør Pavlov, attache ved den russiske legation i Stockholm. Sandsynligvis en tysk-russisk fredsføler. Kontakten Pavlov/Gilbert blev etableret 27. jan 1944; (7).

Et par dage forud mødtes Leifer og Jane Horney og Gilbert i Stockholm. Da var Leifer få dage før ankommet som flygtning. Fortalte Gilbert, Leifer om forsøget på fredsføleren til russerne? Nej, Leifer skriver, at Gilbert ville have ham tilbage til København; (6). Bad Gilbert, Leifer returbetale et stort beløb? Ville Gilbert undgå Leifersubversion af fredsføleren, efter attentatet på Seibold?

Jane Horney, kreativ, hjælpsom, attraktiv pige, 27 år, oplever at være den, der skal forbinde håb om fred fra januar 1944.

Nej, vil formentlig Frode Jakobsen svare: "Jane Horney fortalte, at hun ville lære russisk af Pavlov"; (11).

Hun oplyser polisen om mødet Pavlov/Gilbert; (8). Resultatet af denne og formentlig senere Gilbert/Pavlov-kontakt foreligger næppe oplyst. 

Har Frode Jakobsen eller regeringen og folketinget spurgt i Vesttyskland og Sovjet? Ole Askmanns film om russerne på Bornholm 1945-46, viste, at

Sovjet gerne taler om krigens hændelser. Derimod var englænderne og hovedparten af modstandsbevægelsen klart borgerligt antikommunistiske, imod en tysk-russisk fredsføler.

Frode Jakobsen hævder at han først, efter besættelsen kendte grundlaget for Jane Horneys død.

Påstanden er pur løgn. 1972, Frode Jakobsen: 

"I juli-august 1944 fortalte Flammen mig, at han fra englænderne i Stockholm via faldskærmsfolkene havde fået ordre til at dræbe Jane Horney. Flammen var overbevist om hendes skyld som spion og stikker. Jeg havde aldrig hørt damens navn før. Det er, hvad jeg kendte til sagen under krigen"; (2).
Her lyves groft. Taktik? Hvorfor? Frode Jakobsen talte ofte med Flammen og Citronen: "Med de to mødtes jeg en eller to gange om ugen indtil deres død"; (2). De døde i okt. 1944.

Razziaen på Forchammersvej 24. juli 44, sendte en chokbølge gennem Studenternes Efterretningstjeneste ved Arne Sejr, Bopa, Holger Danske, og, formentlig Frode Jacobsen. 

"Tom" fulgte Frode Jakobsen "fra Vandtårnet på Amager ud til Bernhard"; (4). Når Flammen var i Stockholm boede han hos Leifer; (6). De har talt om Leifers problemer: Jane Horney / Gilbert / Seibold / en polsk agent fra Eckernförde til Sverige. Flammen taler ofte med Frode Jakobsen. 11. aug. 1944 konfiskerer Nordentoft og Schou, Flammens pistol i Stockholm; (1).

29. aug. 1944 skriver Sveriges ambassadør, von Dardel, til den svenske udenrigsminister: "Jane Horney er dømt til døden ved en illegal domstol, Flammen skal eksekvere dommen".

I oktober 1944 var Ebbe Munch i København og traf Frode Jacobsen; (11). Sagen Jane Horney må være drøftet af hensyn til Sverige. Samtidig advarede Herman Dedichsen, akklimatiseret nordmand, ved arv aktionær i dagbladet Politiken, englænderne mod: "Tre desperados: Jakobsen, Houman og Arne Sørensen"; (2). 

Makaber virkelighed flyder sammen med rygter i Pløresund. Frode Jakobsen om Store Bjørn og Lille Bjørn: "Tvivlsomme frihedskæmpere, der pralede og slog mønt ved at sælge usandfærdige artikler til svenske aviser"; (2).

De to personer fulgte Jane Horney i toget fra Stockholm til Malmø, spiste sammen med hende, 19. jan. 1945, aftenen før mordet; (7). Den ene Bjørn fortalte at han havde skudt Jane Horney. Det fortrød han. Det fremkom da polisen 4. okt. 1947 foreholdt ham konsekvenserne:

"Och han fick tala i telefonen till Frode Jakobsen och skrek: Jag vill ha advokat, jag er oskyldig, hjalp"; (8). Den anden bjørn blev myrdet i 1968.

Det kan bero på rygter fra Leifer fra de 9 måneder, han sad indespærret i selskab med frikorpsfolk og tyske politifolk; (6). Hertil kom budbringere mellem parterne. Blandt dem Ole B. Og Roho, ansat i et forsikringsselskab, Leifer stiftede i 1945; (8).

Dertil rigeligt med penge, illegal eksport af minkskind, guld, m.v. En trafik der belastede de illegale ruter, men også var indtægtskilde. 

Modsat Leifer, der under krigen var værnemager i forlagsbranchen og medejer af et maskinfirma, (6), var Jane Horneys private forbrug kun småpenge.

Den store guldtransport 26

Gamle dokumenter fortæller nemlig, at 'Flammen' blandt andet udførte flere likvideringer for politiadvokat Vilhelm Leifer, lederen af det danske visumkontor.

I kraft af sin stilling havde Leifer et tæt samarbejde med ledende tyske officerer. Men ved at bruge 'Flammen' som håndlanger og udpege kontakterne som likvideringsmål, var Leifer i stand til at fjerne belastende vidner der kendte til hans egen dobbeltrolle og samarbejde med besættelsesmagten.

Venskabet mellem Leifer og 'Flammen' lignede mest af alt et far-søn forhold. 'Flammen' så op til Leifer og stolede blindt på ham, også når han gav ham likvideringslister.

Men for nogen af de overlevende frihedskæmpere, der i sin tid arbejdede tæt sammen med 'Flammen', er det i dag klart, at 'Flammen' i god tro lod sig bruge af Leifer.

Den unge frihedskæmper fulgte Leifers ordrer, - og myten fortæller, at 'Flammen' forestod ikke mindre end 22 likvideringer på ca. 12 måneder.

Ligaens kaptajn Schou og løjtnant S.A. Mathisen skriver 1. aug. 1944 til det svenske forsvars efterretningstjeneste et makværk af anbringender mod Jane Horney, delvis på grundlag af Lotte/Bodils oplysninger; (8). Mathisen var kriminalbetjent under Leifer, da Leifer var i sikkerhedspolitiet; (6).

Oplysningerne om Gilbert og Jane i Schou/Mathisens rapport skyldes Leifer og Lotte-Bodil. Lotte/Bodil, centralt placeret i modstandsbevægelsen, en af Duus Hansens telegrafister.

Efter Lotte/Bodils flugt fra Gestapo, hun løb ned ad trappen i Shellhuset, aug. 44, er hun telegrafist for Minestrone i Halsingborg; (1). Lotte/Bodil advarer mod Jane Horney Granberg i tidstypiske rapporter, hvor antagelser erstatter viden; (8). Lotte/Bodils bekymring kan være jalousi, Jørgen W og Jane Horney er forelskede. Ubegrundet påstår Lotte/Bodil, at Jane bl.a. er skyld i Gestapos razzia på Forchammersvej.
14. sep. 1944 flygter Lotte/Bodil til Sverige, afhøres 3. okt. af polisen: "Jørgen er svag for kvinder og sprit. Samma dag fru Granberg reste från Danmark blev "Tom", Robert Jensen, skjuten"; (8). 11. juli 1944 beskyldes Jane Horney for angiveri og spionage i Frie Danske, Svenska Dagbladet og Aftontidningen.

Verner Gyberg, "Tom" Robert Jensens kompagnon, såvel illegalt, som fag- ligt i Bang & Olufsen radioforretning, Gyberg & Jensen, København. Telegrafisten Duus Hansen var ingeniør hos B&O.

12. sept. er Jane Horney hos sine forældre i Stockholm. 22. sept. 44 skriver Leifer til polisen og anmelder Jane Horney som spion. Leifers anmeldelse til polisintendent Martin Lundquist, Polishuset, Stockholm; (7). "Jeg vidste der lå en likvidationsordre på hende fra begyndelsen af 1944". Bemærk foran, hvad den svenske ambassadør skrev til sin udenrigsminister den 29. august 1944.

En dødbringende anklage skubbes på plads: Fotos fra Stockholm visende Jane Horney og Heinz Thorners møde 22. aug. 1944. Et møde tilskyndet hende af handelslærlinge m.v. "studenterne" Erik Kjær, "mr. Andersen", og Arne Sejr, tilrettelagt af N.B. Schou, Ligaen. Et falsk bevis; (7).

Derpå fuldstændig grotesk: De samme fotos fremlægges af Herman Dedichsen i retten i 1947 i Leifer-sagen, som bevis mod Leifer og Jane Horney, på vej sammen til en tysk dames bopæl; (6).

Fra 22. sept. til 14. okt. 1944 sad Jane Horney fængslet. Blev afhørt om alle detaljer i hendes liv. Chokeret gør hun rede for sine rejser og færden fra dec. 1940 til juli 1944, bekendtskaber og økonomi.

Polisen: "Hun betragter sig som neutral svensk, halvt dansk"; (8). Hendes pas blev inddraget. Samme dag hun løslades, skydes Gilbert.

14. okt. møder Jane Horney "mr. Andersen", Erik Kjær, og dagen efter sender "mr. Andersen". Jane Horney et kilo chokolade. Mødet arrangeret af N.B. Schou.

Hvad sker i København?

Situationen var alvorlig. Gestapo kendte Frihedsrådets medlemmer. Kun Børge Houman og Frode Jakobsen på fri fod. Houman indlagt syg på hospital.

Politigeneral Pancke og hans medarbejder, Mayr Arnold, forstærkede nettet af egne agenter, fordi Abwehrs og Gestapos rapporter gik til Berlin, uden om Pancke; (8).

2. sept. 1944 arresteres Aage Schoch; 14. sept. flygter "Lotte" til Sverige; 19. sept. interneres det danske politi; 22. sept. Leifers brev til Stockholmpolisen; 3. okt. afhøres Lotte af polisen; 22. sept.- 14.okt. er Jane H. fængslet i Stockholm; 14. okt. arresteres Mogens Fog; 14. okt. falder Citronen; 14. okt. myrdes Gilbert; 18. okt. begår Flammen selvmord; 20. okt. falder Havbirk; 23. nov. likvideres Knud Skov, Erik Crone såres af Ligaens folk; Jørgen Staffeldt er i kz-lejr; Erling Foss i Sverige; Børge Outze løslades af Gestapo.

Den 28. maj 1957 fortalte Weiss, polisen: "Jeg er ikke overbevist om hendes skyld. Den følgende morgen kom likvidatoren Jens fuldkommen nedbrudt tilbage til Malmø. Ved Jens nervøse opførsel anede Jane hvad som forestod. Da hun gik op fra kahytten sagde hun til ham, at nu kunne han godt skyde hende, hvis det var meningen. Jens tabte kontrollen over sig selv og skød i desperation hende i baghovedet, da hun vendte ansigtet fra ham"; (8). Oplyser "Jens" og Max Weiss sandheden?

Leifer påstår at drabet skyldes en kvinde; (7). Efter likvideringen lå Max Weiss syg i tre dage; (8). Fordi han var chokeret? Fordi "Lotte/Bodil" skød Jane Horney? Og derfor "likvidator Jens" ophidselse? Jens var ikke ophidset da han kørte Bodil og Jane til Höganas via Hälsingborg, siger han; (7). Kørte Storebjørn og Lillebjørn med i bilen? Båden lå i Höganas ved Halsingborg. (7).

Lotte var telegrafist for Minestronen, Ligaen/SOE i Hälsingborg. (1) Er Lotte det: "højt betroede medlem af modstandsbevægelsen", som afhører Jane Horney ombord på båden, jvf. Frode Jakobsens erklæring 4. juli 19 46 til den svenske regering? Lotte, en pige, som sandsynligvis var jaloux på Jane Horney.

Rødhårede damer skulle agere som Jane Horney: Bodil/Lotte, der var med i båden. Lily Kjær, der slørede Jane Horneys ophold i Malmø. Ketty, Leifers veninde, tidligere danserinde på Apollo Teatret; (6).

Ketty var agent for gestapochef Karl Hoffmann, (7), og af gestapofolk påstået at være Flammens angiver; (8). Ketty var i kontakt med Max Weiss, der 5. dec. 44 gav hende en check på 20.000 d.kr.(7). Til hvad? Hvad er værdien af 20.000 d.kr 1944, omregnet til d.kr år 2002?

Og som i enhver spionthriller med agenter på kryds og tværs: Det seksuelle element. Leifer, polisen 13 okt 44: "Hon var spion om dagen och luder om natten".

Og i samme rapport: "Det var tydligt att Leifer på ålle satt ville forsoka stalla sig sjalv i så fordelaktig dager som mogligt"; (8).

6: Vilhelm Leifer, Min tid. 7: Erik Nørgård, Jane Horney, med 8: svenske polisrapporter.

Arkiver i Rigsarkivet fra kommissionsdomstole mv., der indgår i ministeriernes arkiver:

"Leifer-sagen": Kommissionsdomstol vedr. de af politifuldmægtig Vilh. Leifer fremsatte beskyldninger mod forskellige polititjenestemænd for deres holdning under besættelsen (kgl.res. 6.8. og 10.9.1948): Justitsmin. 6. Kt., j.nr. 1948/980.

Fra Peter Øvig Knudsens bog "Efter Drabet"

Uddrag af kapitlet 'Flammens far'

I Danmark fulgtes Vilhelm Leifers flugt i januar 1944 af dramatiske begivenheder. I de følgende uger blev et par af de mennesker, som kendte mest til hans samarbejde med tyskerne, udsat for attentatforsøg. 'Flammen' holdt i en periode Hubert Gilberts hjem under observation, men det lykkedes ikke at komme på skudhold. Til gengæld var det nær ved at lykkes for 'Citronen' at få likvideret Gilberts kvindelige medarbejder.

Siden 1942, da forfatteren Elisabeth Lorentzen kom til Danmark efter nogle år i Norge, havde hun udført arbejde for Hubert Gilbert, blandt andet oversættelser. Leifer havde som visumchef personligt hjulpet hende til at få en opholdstilladelse. Ved flere lejligheder havde Elisabeth Lorentzen overværet møder mellem Leifer og Gilbert og kendte derfor til deres samarbejde. Den 22. januar 1944 blev hun skudt ned i sin lejlighed af to Holger Danske-folk. Den ene var 'Citronen', der ved den lejlighed skal have været på sin første likvideringsopgave. 'Citronen' fortalte bagefter, at han havde tømt sin revolver i Elisabeth Lorentzen, uden at hun mistede bevidstheden. Alle - også Leifer - var dog bagefter sikre på, at Elisabeth Lorentzen måtte være død af de mange skud. I virkeligheden havde hun mirakuløst overlevet og var kort efter attentatforsøget blevet dansk gift. Efter besættelsen påtog modstandsbevægelsen - ved minister for særlige anliggender, Per Federspiel - sig ansvaret for likvideringsforsøget på Elisabeth Lorentzen, der angiveligt skulle have været til fare for modstandskampen. Senere dementerede ministeriet dog i vage vendinger denne beskyldning.

To uger efter Vilhelm Leifers flugt blev endnu en af hans vigtigste kontakter, spionagechef Seibold, alvorligt såret ved et attentat uden for sit hjem på Phistersvej i Charlottenlund. Attentatmanden var 'Flammen', der havde Jørgen Rantzau med for at udpege offeret.

Ifølge de svenske politiafhøringer af Seibold var han kort før likvideringsforsøget vendt tilbage fra en tjenesterejse til Berlin, og han havde allerede samme aften bemærket mistænkelige personer omkring sin bopæl. Næste morgen afleverede en ung mand et brev fra Leifer til ham. I brevet forklarede Leifer om sin flugt til Sverige og sluttede med at skrive, at han håbede, at han og Seibold efter krigen kunne træffes 'under bedre forhold'.

Tre dage senere blev Seibold skudt ned, da han forlod sin bopæl på vej til et møde med den rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best. Det lykkedes ham dog at få sin tjenestepistol frem og såre en af attentatmændene, før han selv sank til jorden.

Seibold blev bevidstløs indlagt på et hospital, hvor han efter at være kommet til bevidsthed straks advarede en række andre tyskere - en af dem var Hubert Gilbert - mod Leifer. Både Seibold og Gestapochef Hoffmann var overbeviste om, at Leifer fra Sverige havde beordret likvideringen, fordi Seibold kunne bevidne Leifers samarbejde med tyskerne. Hoffmann underbyggede teorien med, at Leifer var en af de ganske få, som kendte Seibolds hemmelige adresse - "vi var næppe mere end en håndfuld mennesker, der kendte den," har Leifer i øvrigt selv skrevet i sine erindringer. Også Hoffmanns chef, lederen af det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensiepen, forklarede efter besættelsen over for dansk politi, at Leifer efter hans mening stod bag likvideringsforsøgene på både Seibold og Elisabeth Lorentzen, fordi han "ville skaffe medvidere om sin virksomhed af vejen". Efter Bovensiepens opfattelse begyndte Leifer først at "samarbejde med modstandsbevægelsen, da spillet med tyskerne blev ham for farligt, og han derfor måtte dække sig."

En af kuglerne fra Seibolds tjenestepistol havde ramt 'Flammen' i underlivet. Stærkt blødende slap han dog væk fra stedet, og vennerne i Holger Danske fik ham indlagt på en privatklinik. Et røntgenbillede viste, at kuglen var gået gennem underlivet og ind i bækkenknoglen uden at forårsage alvorlige læsioner. Operation var ikke nødvendig, og efter et par dages indlæggelse kunne 'Flammen' forlade klinikken. Flere forskellige, herunder et par kvinder, har taget ansvaret for i den følgende tid at have plejet den sårede sabotør. Ifølge Leifer tog han i februar på fjorten dages rekreation i det leiferske hjem i Stockholm.

Henrik Johansen ønskede at høre noget mere om Afdeling D's arbejde på Københavns politigård.

I en replik udtrykte Stevnsborg forundring over, at den tyske spion i Danmark Louis von Kohl kunne nå så langt op i politiets rækker og blive chef for et underjordisk politikorps. Han var varmt anbefalet af chefen for dansk sikkerhedspoliti, Emil Strøbech. Stevnsborg karakteriserede chefen for det danske visumkontor Vilhelm Leifer for "gådefuld", uden at udbygge det nærmere.

Fra ”Blomster til Gilbert”:

Redaktør og Abwehr-major Hubert E. Gilbert blev dræbt af den danske modstandsbevægelse som den eneste tyske officer under Besættelsen. Kort forinden var han blevet betegnet som en meget farlig SS Standartenführer. Men dem, der kendte ham personligt undrede sig – han var jo erklæret anti-nazist og havde hjulpet både jøder og modstandsfolk på flugt.
 
Hvem var han i virkeligheden, denne Gilbert? Og hvorfor skulle han skydes?
 
Journalisten Henrik Krüger, der også er medforfatter til bogen Flugtrute Nord om topnazisters flugt gennem Danmark efter Anden Verdenskrig, har skrevet denne historiske roman om en af modstandskampens gåder og krigens gråtoner.

'Flammen' er en af de mest myteomspændte unge helte fra modstandskampen. Talrige er historierne om den unge mesterskyttes koldblodige aktioner og likvideringer. 'Flammen', med det borgerlige navn Bent Fauerschou-Hviid, kom som 22-årig i efteråret 1943 i kontakt med modstandsorganisationen Holger Danske, hvor han var aktiv til sin død i oktober året efter. Men billedet af 'Flammen' er måske mere sammensat. Gamle dokumenter fortæller, at 'Flammen' blandt andet udførte flere likvideringer for Vilhelm Leifer, leder af det danske visumkontor. Leifer havde under krigen et tæt samarbejde med ledende tyske officerer, og nogle af likvideringerne skulle ramme netop disse samarbejdspartnere - bl.a. den tyske leder af Skandinavisk Telegrambureau, Hubert Gilbert. De tyske officerer mente, at Leifer forsøgte at skaffe sig af med ubehagelige vidner til sit samarbejde med tyskerne.

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-81

Klager ønskede genmæle overfor en tv-udsendelse. I udsendelsens speak blev der blandt andet bragt en oplysning om, at klagers far under besættelsen gav modstandsmanden "Flammen" en liste over, hvem han gerne ville have slået ihjel i København, herunder en tysk telegramredaktør, der efterfølgende blev dræbt.

Pressenævnet fandt, at den oplysning, der ønskedes genmæle over for, fremstod som et forsøg på en analyse og vurdering af et historisk handlingsforløb. Nævnet havde i den forbindelse bemærket, at klagers far, som var indblandet i retsopgøret efter Den Anden Verdenskrig, hverken ved denne lejlighed eller senere hen udtrykte sig klart om forholdet mellem ham og Flammen i relation til de likvideringer, der fandt sted under krigen. Nævnet fandt derfor, at der ikke var grundlag for et genmæle.

Tekstens ordlyd:

[K] har klaget til Pressenævnet over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle i anledning af et afsnit i en udsendelsesrække, der bar titlen "Med ret til at dræbe". Afsnittet, der blev sendt som 2. del, bar undertitlen "Flammen" og blev sendt på DR 2 den 28. marts 2004.

Udsendelsen omhandlede Bent Fauerschou-Hviid, kaldet "Flammen", der under besættelsen som modstandsmand likviderede et større antal stikkere. Udsendelsen var baseret på Peter Øvig Knudsens bogen "Efter drabet", som udkom i 2001.

I udsendelsen hed det blandt andet:

Speak: "Efter arrestationen af John havde Flammen overtaget Johns illegale kontakter på Politigården. En af dem blev en ny faderfigur for ham og kom til at spille en stor og dobbelttydig rolle resten af hans liv. Flammens nye faderfigur var en ledende politimand, [A].

Tidligere modstandsmand Gunnar Dyrberg: Vi har aldrig talt med [A]. Det må jeg straks sige. Det var en af Flammens gode forbindelser på Politigården. Han var jo politiadvokat og kunne skaffe ham mange oplysninger og hjælpe ham med udrejsetilladelser - hvad nu sådan en kunne, ikke. Og ham stolede Flammen meget på. Det gjorde han.

Interviewer: Hvorfor kalder du ham Flammens åndelige far?

G.D.: Det var ham, Flammen altid hældede sig til, ikke. Flammen var jo i virkeligheden ikke så gammel. Han var ikke så moden, som vi troede. Det var han ikke.

Interviewer: Kunne du ikke fortælle hvilken rolle, [A] havde under besættelsen?

Tidligere politifuldmægtig og modstandsmand Volmer Nissen: Han var chef for visumkontoret. Det vil sige, alle rejser til Sverige skulle igennem ham, og han arbejdede selvfølgelig sammen med tyskerne, forelagde tyskerne, og hvis de så kunne godkende og sådan noget. Det var hans rolle.

Interviewer: Og hvilken indflydelse gav det ham?

V.N.: En enorm indflydelse. Fordi tyskerne var jo også korrupte. Og de kunne hjælpe… det var den ene hånd, der vaskede den anden, ikke. Han var et højt begavet menneske. Det er der ingen tvivl om. Han havde en meget hurtig hjerne. Men altså han havde ingen selvkritik og en meget fordelagtig opfattelse af sig selv. Men altså bortset fra det så var han en farlig mand, fordi han var dygtig. Og han havde en masse kontakter.

Interviewer: Han havde kontakter til begge sider?

V.N.: Ja, ja.

Speak: I januar 1944 måtte [A] flygte til Sverige. Hans dobbeltrolle med kontakter til både modstandsfolkene og flere af de ledende gestapoofficerer havde fået jorden til at brænde under ham. I de kommende måneder besøgte Flammen ofte [A] i det fri Sverige. Med sig hjem fra opholdene i Stockholm fik Flammen besked om, hvem [A] gerne ville have slået ihjel hjemme i det besatte København.

G.D.: [A] kendte jo hele den dersens kreds af misliebige mennesker, ikke.

Interviewer: Men du har jo engang fortalt, at han kom tilbage fra Sverige med en liste fra [A].

G.D.: Jamen, det er også rigtigt. Det er også rigtigt.

Interviewer: Og hvad stod der på den liste?

G.D.: Der stod nogle navne. Det gjorde der.

Interviewer: Kan du huske nogen af navnene?

G.D.: Ja, der stod blandt andet Gilbert og Erik V. Petersen og nogle flere. Jeg kan sgu ikke huske, hvad det var for nogen.

Interviewer: Og det opfattede Flammen som besked om, at de sku´ slås ihjel?

G.D.: Ja, at der var grund til det, ja, det er klart.

Tidligere modstandsmand Jørgen Kieler: Jeg tror egentlig, at han som helhed regnede med, at de ordrer, han fik, var velbegrundede, og jeg tror ikke, at han satte sig hen og forestillede sig, at han selv skulle finde ud af, om det var berettiget det her eller ej. Han handlede efter ordrer.

Interviewer: Og det indebærer en risiko for at udføre en forkert ordre?

J.K.: Jeg tror, han optrådte som soldat i den sammenhæng - det tror jeg.

Speak: Nogle af de mennesker, som [A] opfordrede Flammen til at likvidere, var tyskere, som [A] selv havde arbejdet sammen med i sin tid som politichef i København. Et eksempel på et af ofrene på [A]s likvideringsliste er Hubert Gilbert. Gilbert var redaktør af Skandinavisk Telegrambureau med kontorer her på Sortedams Dossering.

Interviewer: Havde [A] nogen grund til at ønske, at Hubert Gilbert blev slået ihjel?

V.N.: Ja, han havde arbejdet sammen med ham og trykt bøger til den tyske værnemagt. Det er værnemageri, når man ikke har fået tilladelse, og det vil medføre hans afsked fra det danske politi. Og det var en af grundene. Og den anden grund var jo - den samme udmærkede - at hvis han bliver skudt, så kan han ikke vidne mod [A].

Speak: Det lykkedes ikke for Flammen og hans ensomme ulve at komme på skudhold af Hubert Gilbert. I stedet gav Flammen nu opgaven til en kvinde, Ella von Cappelen. Hun havde tidligere hjulpet de ensomme ulve, da hun mødte op med en stofrulle før likvideringen af Hedvig Delbo. Flammen instruerede Ella von Cappelen i, hvordan hun skulle likvidere Gilbert.

Speak: Gestapo intensiverede nu jagten på Flammen. For efter ordre fra [A] havde Flammen ikke alene stået bag likvideringen af Gilbert, men også forsøg på at likvidere flere tyske officerer."

Ved breve af 29. marts, 11. maj og 10. juni 2004 klagede [K], der er søn af afdøde [A], til Danmarks Radio i anledning af udsendelsen. Han anmodede i brevet af 11. maj 2004 Danmarks Radio om at tilbagekalde påstanden om, at hans far under besættelsen skulle have gjort sig skyldig i mord ved at beordre personer, der var ubekvemme for ham, dræbt af modstandsbevægelsen.

Ved breve af 28. april, 8. og 25. juni 2004 afviste Danmarks Radio [K]s klage.

[K] har krævet genmæle, idet han mener, at udsendelsen tegner et inkriminerende billede af hans far. I udsendelsen er det fremstillet som et faktum - ikke blot som vidneudsagn, der refereres, - at [A] under besættelsen gjorde sig skyldig i mord ved at beordre personer, som var ubekvemme for ham ved at sidde inde med belastende kendskab til hans "dobbeltrolle", dræbt af modstandsbevægelsen.

[K] har videre anført, at sigtelserne for at have arbejdet for både modstandsbevægelsens og besættelsesmagtens interesser i nogle tilfælde blev frafaldet af anklagemyndigheden, mens der i andre tilfælde blev afsagt frifindelsesdom. Dette nævnes ikke i udsendelsen, ligesom [A]s afvigende opfattelse af hans egen rolle gengivet i hans erindringsbog "Min tid" ej heller nævnes.

[K] har oplyst, at han i en artikel uden held har forsøgt at korrigere det hændelsesforløb, som Peter Øvig Knudsen har beskrevet i en artikel den 23. marts 2001. Det samme har hans søn [B] forsøgt efter bogudgivelsen i en artikel den 27. juli 2001.

Danmarks Radio har oplyst, at udsendelsen bygger på Peter Øvig Knudsens bog "Efter drabet", som udkom i 2001. Der fremkom ikke i forbindelse med udgivelsen nye oplysninger, som kunne tilbagevise bogens beskrivelse af de faktiske omstændigheder omkring "Flammens" og [A]s rolle i likvideringen af Hubert Gilbert. Der er ikke nye oplysninger i udsendelsen i forhold til i bogen, idet udsendelsens beskrivelse først og fremmest bygger på to vidner og har bogen som baggrundsresearch. De to helt centrale vidner, Volmer Nissen og Gunnar Dyrberg, udgør en ganske særlig dokumentation og er - sammenholdt med de øvrige oplysninger - særdeles troværdige.

Danmarks Radio har anført, at [K] siden bogudgivelsen i 2001 har haft anledning til at dementere og korrigere det hændelsesforløb, som bogen og dermed udsendelsen beskriver. Dette er imidlertid ikke sket.

Danmarks Radio har bestridt, at udsendelsen tager stilling til spørgsmålet "at [A] gjorde sig skyldig i mord", idet den ud fra en række mundtlige og skriftlige kilder beskriver, hvordan tanken og planen om at likvidere Hubert Gilbert opstod, og hvem der førte den ud i livet.

Danmarks Radio har endelig anført, at udsendelsen blandt andet beskæftiger sig med likvideringen af Hubert Gilbert, men tager ikke stilling til de spørgsmål, der i øvrigt kom op i forbindelse med, at politiet efter krigen rejste sigtelser mod [A]. Udsendelsen forholder sig således ikke til de sager, hvor der - som det fremgår af [K]s krav om genmæle - skete frafald af sigtelser eller blev afsagt frifindelsesdom. Der foreligger således ikke fejlagtige faktiske oplysninger som tema for korrektion.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Det fremgår endvidere af § 36, stk. 2, at anmodning om genmæle kan fremsættes af den, oplysningerne vedrører, eller efter dennes død af de nærmeste pårørende. Afdødes søn, [K], opfylder dette krav.

I udsendelsens speak blev bragt en oplysning om, at [A] under besættelsen gav "Flammen" besked om, hvem han gerne ville have slået ihjel i København. Det blev endvidere i speaken oplyst, at Flammen stod bag likvideringen af Hubert Gilbert efter ordre fra [A]. Tidligere modstandsmand Gunnar Dyrberg bekræftede i udsendelsen, at Flammen kom tilbage fra Sverige med en liste fra [A], og at Hubert Gilbert stod på listen. Gunnar Dyrberg svarede derudover bekræftende på et spørgsmål om, hvorvidt Flammen opfattede navnene på listen som en besked om, at personerne skulle slås ihjel. Tidligere modstandsmand Volmer Nissen udtalte som svar på spørgsmål om mulig grund for [A] til at ønske Hubert Gilbert slået ihjel, at denne i så fald ikke ville kunne vidne mod [A] i en eventuel sag om værnemageri.

Nævnet finder, at den oplysning, der ønskes genmæle over for, fremtræder som et forsøg på en analyse og vurdering af et historisk handlingsforløb. Nævnet har i den forbindelse bemærket, at [A], som var indblandet i retsopgøret efter Den Anden Verdenskrig, hverken ved denne lejlighed eller senere hen udtrykte sig klart om forholdet mellem ham og Flammen i relation til de likvideringer, der fandt sted under krigen. Nævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for et genmæle.

Carl Madsen skriver i ”Fortids møre mur”:

I betragtning af det dårlige ry, Leifer senere har fået, vil jeg notere min viden om, at han – der mistænkeligt nok i 1939 opnåede ansættelse i det nyoprettede ”Sikkerhedspoliti” (SIPO), som jeg har fortalt indgående om i andre bøger – har reddet flere af sine ungdomskammerater ved simpelthen at udtage deres kort af de hemmelige kartoteker, som han i sit embeds medfør havde adgang til. Havde han fundet mit, ville han bestemt have stukket det til sig, for jeg var i nogle år god ven med ham og hans kone. Efter krigen blev der rettet mange og grove beskyldninger mod ham, blandt andet for værnemageri og for meddelagtighed i drab. Han sigtedes, fængsledes, men frifandtes.

På grund af det tusmørke, der ligger over ham, og over hans meriter, synes jeg, at det er min pligt og skyldighed at fremhæve den kendsgerning, at han har reddet mange menneskeliv – blandt andet jødiske – og at han har ydet modstandsbevægelsen betragtelige tjenester, ikke mindst ved under krigen at udnytte sin stilling i politiet til at skaffe rejsemuligheder til Sverige for modstandsbevægelsens kurérer.

At det forholder sig således, ser jeg senest bekræftet i Ebbe Munchs erindringsbog ”Døren til den frie verden”, hvor han skriver:

”...Det er i øvrigt forbløffende, så mange, der endnu formåede at ”snyde” tyskerne og skaffe sig legal udrejse, men det havde nok heller ikke været muligt uden politifuldmægtig Leifers opfindsomhed og afgørende medhjælp...”