Personside - 107

J. W. de Rehling-Quistgaard brød som ung med sin fader og dennes forventninger om en tilværelse ved landbruget. I stedet indledte han en karriere som selvlært miniature- og portrætmaler, der skulle bringe ham til tops i USA som højthonoreret kunstner med et prominent klientel. Et tidligt hovedværk er miniaturen af Prins Hans, 1911, der viser stor teknisk tilegnelse af den gamle kunstart. De senere olieportrætter gav ham en succes uden sidestykke blandt århundredets danske portrætmalere i udlandet. Tre præsidenter i USA, en række senatorer og industrielle ledere lod sig portrættere. Værkerne viser en næsten fotografisk, men ind imellem banal portrætlighed. Hvad de kan savne i særpræg og sjælelig dybde, erstattes af detaljerigdom og elskværdig forskønnelse. Denne fejrede kunst blev underkendt, da R.-Q. vendte tilbage til Danmark og indleverede et udvalg til Charlottenborgs Forårsudstilling 1958. Til kunstnerens store fortrydelse faldt portrætterne for censuren. I to retrospektive udstillinger i København i 1958 og 1961 viste han højdepunkter fra sin karriere, og han forstås bedre nu om dage som en elegant, aristokratisk indstillet, alsidig portrætmaler, der holdt sig væk fra den danske samtids moderetninger og eksperimenter.

Johann Waldemar de Rehling Quistgård (1872-1962) portrait artist and miniaturist. Born at Oersoltgård, Denmark and a brother of Harald E. E. Quistgård. Student of Joh. Rohde in Copenhagen. He exhibited his first portrait at the St. Louis World's Fair in 1904. Success in the next few years enabled him to return to work in London and Paris. Works were commissioned by the King and Queen and other members of the Danish Royal Family. On a visit to the United States in 1912 he met and married Margaret Bogle of Montclair, New Jersey and settled in the U. S. In 1918 he served as Chairman of the American Portrait Foundation of 1918, an organization whose aim was the establishment of a national American portrait gallery. As a result of his work in Washington he received commissions from the government for portraits of President Wilson's cabinet. In 1919 at the age of 42 Quistgård received the great honor of being made a Knight of Dannebrog (an order established in the Thirteenth Century) by King Christian X of Denmark. In 1926 on the recommendation of the Luxemburg Museum, the French government made him a chevalier of the Legion of Honor in appreciation of his one-man exhibition, given at the Durans a member of the Salmagundi Club.

(Catalog, The Newcomb Macklin Art Gallery, Exhibition of Paintings by Quistgård, October 1/31, 1949, with commentary by Edward W. Johns, Manager, in the Society's files; Who Was Who in American Art, 1985, p. 501)

Efter forgæves i to år at have søgt et passende sted at udstille er det endelig lykkedes mig at få tre udstillingssale stillet til min. rådighed på Charlottenborg, men kun for tolv dage - fra den 30. august til den 10. september.

Desværre står dette korte tidsrum næppe i rimeligt forhold, hverken til bekostningen eller anstrengelserne ved at sætte en udstilling på benene, der på værdig måde skulle kunne give mit fødeland et indtryk af mit arbejde som maler i næsten 60 år, hvoraf ca. 54 har været tilbragt i udlandet. Når jeg alligevel har været glad for at modtage Charlottenborg bestyrelsens tilbud om plads for en kort udstilling nu, er det dels fordi det ikke er lykkedes mig at arrangere en udstilling før, og dels fordi fem portrætter, som jeg sendte til Charlottenborgs forårsudstilling i år, blev kasseret.

Jeg har selvfølgelig ikke fået et navn som maler i udlandet uden at udstille, og nar jeg tænker på de steder, hvor jeg har vist mit arbejde i årenes løb, og det antal gange, jeg er blevet inviteret til at udstille både i Europa og Amerika, og de æresbevisninger. jeg har modtaget, må jeg tilstå, at det faldt mig lidt for brystet at blive ”smidt ud”, som det hedder så smukt, af Charlottenborg.

Skønt jeg ville male fra barnsben, Lykkedes det mig ikke at bryde løs fra hæmmende familiebånd, før jeg som landbrugskandidat i 22-års alderen endelig fandt det muligt - ved andres hjælp - at begynde at male på egen hånd. Efter ca. halvandet års anstrengelser uden mindste undervisning viste jeg et par af mine billeder til Johan Rohde, som foreslog mig at blive hans elev. Jeg modtog hans tilbud, men allerede efter tre ugers forløb, i hvilken tid jeg kun havde tegnet et par gipsafstøbninger, kikket på et par gange af Johan Rohde, fandt jeg en uventet lejlighed til at komme til Amerika med en onkel, der var skibskaptajn, og jeg havnede i New York den 5. maj 1901. Jeg var 24 år. Jeg havde en formue på $ 53. Jeg skal ikke komme ind på den første sommers begivenheder. De var ikke skønne. Jeg matte gribe til alle slags hundekunster for at ernære mig, og det var først i 1902, at jeg fik held til at male - stadig som autodidakt. Et knæstykke i naturlig størrelse af Mr. Paulding Farnham malet i det år, er det første jeg nogensinde udstillede . Det blev antaget på Verdensudstillingen i St. Louis i 1904, hvor kun ca. 250 billeder blev udvalgt af mere end fire tusind sendt ind fra New York Stat alene.

Sådan var det første skridt på min bane som portrætmaler. Der har været digressioner som f.eks. en periode, hvor jeg til min store overraskelse blev kaldt den mest talentfulde moderne miniaturemaler af Dr. George C. Williamson, den velkendte engelske kunsthistoriker (se hans artikel om miniaturemaling i Encyclopædia Britannia for 1907).

Samme år blev jeg inviteret til at deltage i den store danske maleriudstilling i Guild Hall, London, hvilket får mit til at tænke med taknemmelighed på Berlingske Tidende, hvis chefredaktør, afdøde Christian Gulmann, den 22. april 1907 skrev en tre spalters artikel om min ringe person på forsiden af Berlingske Aftenavis.

Det gjorde mig berømt hjemme i Danmark på 24 timer og spillede uden tvivl en rolle som baggrund for visse begivenheder, der resulterede i bestillinger fra forskellige medlemmer af det danske kongehus og andre. - Men jeg må standse mine tidligere erindringer her og komme tilbage til nutiden.

Jeg skal ikke nægte, at jeg blev lidt gal i hovedet på censurkomiteen, der ikke ville antage mine billeder, men jeg betvang min vrede. Hvis disse otte mennesker var i god tro og ærligt mente, at mine arbejder ikke var så gode som deres, hvorfor skulle de så ikke være villige til at underkaste sig publikums omdømme ved en sammenligning?

Jeg skrev til formanden, herr Laurits Larsen som følger:

”Kære herr Larsen.

Først lad mig takke Dem hjerteligt for Deres personlige medvirkning og indflydelse, som har gjort en separatudstilling mulig for mig i den kommende september måned. Skønt jeg nu har været i Danmark i to år, er det ikke før Lykkedes mig at arrangere en udstilling under værdige forhold og på en passende årstid.

Da, som De ved, de 5 portrætter jeg sendte ind til Charlottenborgs forårsudstilling i år alle blev kasseret, vil De forstå, i hvor høj grad jeg er taknemmelig for denne lejlighed til at udstille, som jeg i første række må takke Dem og fru Weilbach for.

Jeg skal ikke nægte, at Censurkomiteens afvisning af mine arbejder gav mig et betydeligt chok. Så vidt mig bekendt er der ingen dansk portrætmaler siden Krøyers og Tuxens dage, der tilnærmelsesvis har vundet så anerkendt et navn i udlandet som jeg. Da jeg må formode, at Charlottenborgs Censurkomite er udvalgt for medlemmernes kunstforstand, går jeg ud fra, at de ikke har manglet forståelse af visse egenskaber i mit arbejde, der har skaffet mig æresbevisninger fra forskellige lande, som f.eks. Ridderkorset af Dannebrog 1919 og Ridderkorset af Æreslegionen efter min første separatudstilling i Paris 1925. Jeg er blevet beæret med portrætbestillinger fra det danske kongehus, kabinetministre og mangfoldige verdensberømte personer, inviteret specielt til deltagelse i mange udstillinger og sået høj ros af så velkendte kritikere som f.eks. Camille Mau-clair, Arsene Alexander af det franske blad ”Figaro”, som den 23. november 1925 sammenligner mig med malere som Bronzino og Holbein, eller Thiebault-Sisson af ”Le Temps”, der under samme dato siger: ”Portrætmaleren er i sandhed uden ligemand”. Dette er des mere interessant, som de to sidste er kendt som ivrige tilhængere af såkaldt moderne kunst, men som samtidig er kultiveret nok til at påskønne sandheden af Mauclairs ord: ”Un bon tableau est. toujours å la page”.

Nar Charlottenborgs Censurkomite alligevel har afvist mine billeder, må jeg slutte, at de anser deres egne billeder for langt bedre end mine, og det er derfor faldet mig ind, at komiteens medlemmer med glæde ville gribe en lejlighed til at demonstrere deres overlegenhed ved en udstilling, der ville give publikum mulighed for at sammenligne deres egne arbejder med mine.

Jeg har derfor den ære at indbyde Dem. herr formand, og de øvrige syv medlemmer af Censurkomiteen til at deltage i min separatudstilling, men på grund af pladsmangel er jeg nødt til at indskrænke de herrer og damers udstilling til et enkelt billede, og jeg beder derfor hver især udvælge, hvad han eller hun anser for det bedste billede blandt dem, de udstillede på forårsudstillingen i år.

Deres arbejder vil selvfølgelig blive placeret ligeså fordelagtigt som mine egne og på lignende betingelser som på Charlottenborg-udstillingen, dog således at jeg personlig vil godtgøre bekostningen af forsendelse og afhentning af de indsendte billeder.

Af hensyn til kataloget må jeg udbede svar på denne indbydelse så snart som muligt, og hvis den modtages, vil jeg bede udstillerne om venligst at indsende deres udvalgte billede den 25. august til portneren, herr Jansen, Nyhavn 2.

Med venlig hilsen

Deres hengivne
(underskrift) . ”

Og til hver især af de øvrige medlemmer skrev jeg en høflig indbydelse. Disse invitationer synes at have overrasket komiteen. Når man er kasseret på Charlottenborg, er man formodet i skam og ydmygelse som en muldvarp at skjule sit hoved i jorden, og jeg kunne godt tænke mig, at der er folk, i hvis bevidsthed Charlottenborg efter 200 års eksistens endnu har tilstrækkelig prestige til at ødelægge en malers navn, hvis arbejde ikke er blevet godkendt der. Hvis komiteen fandt sig i forlegenhed for et passende svar på min indbydelse, blev medlemmerne imidlertid reddet af deres formand, herr Larsen, som efter nogle dages forløb sendte mig følgende svar:

”Herved takker jeg Dem for Deres brev af 31.7.1958. Med hensyn til Deres invitation til Censurkomiteens medlemmer og mig til at udstille sammen med Dem under Deres lejemål på Charlottenborg bliver jeg nødt til at gøre opmærksom på, at ifølge kontraktens betingelser kan et sådant arrangement ikke finde sted. Kontrakten lyder på en separatudstilling for Dem alene. Angående Deres henvisning i rundskrivelsen til Censurkomiteens medlemmer om fru Weilbach's og min medvirken til Deres lejemåls indgåelse, må jeg oplyse . at dette er en beslutning, som Charlottenborgs bestyrelse har taget.

Med venlig hilsen er jeg Deres Laurits Larsen. 24-12-1998

Herr Larsens geniale fortolkning af det lille ord ”alene” henstiller jeg til bedømmelse af andre mennesker. Den paragraf i mit lejemål, hvor det lille ord ”alene” forefindes, lyder således:

”Lejesummen, der indbetales med halvdelen straks og resten ved indflytningen, giver alene lejeren ret til at besidde og bruge de lejede lokaler til udstillingsformål (maleri og skulpturudstilling). Den omfatter ikke opvarmning, belysning” o.s.v., o.s.v.

Med andre ord, man kunne ligeså godt have brugt ordet ”kun” for ordet ”alene”. Hvad der efter min mening er tydeligt angivet her, er, at jeg kun kan bruge udstillingslokalerne til udstilling, men ikke til at bo i eller give et bal i eller andre lignende udskejelser.

At jeg, ligesom herr Larsen, tilfældigvis selv er Ridder af Dannebrog ( 1929), at jeg modtog den sjældne udmærkelse efter min første separatudstilling i Paris 1925 at blive udnævnt til Ridder af Æreslegionen, og at jeg så tidligt som 1910 udstillede på selve Charlottenborg, betyder øjensynlig intet for den nuværende Censurkomite, undtagen måske som bestyrkning af medlemmernes mening, at jeg var for dygtig til at vise mine arbejder sammen med deres.

Thi medens dygtighed hos en læge eller en luftpilot f.eks. ingenlunde er foragtet, selv af en maler, så er dygtighed i malerkunsten herhjemme blevet et smædeord. Hvorfor? Fordi dygtighed kræver tid, flid og slid, medens man kan blive ”moderne maler” uden at kunne hverken male eller tegne. Jo mindre man ved om disse ting, jo mere ”moderne” er man.

Det er imidlertid min overbevisning, at levedygtig nutidskunst, som alle tiders ægte kunst, må være underbygget af respekt for naturen, forståelse, sandfærdighed, kærlighed og dygtighed.

J. W. de Rehling-Quistgaard.

Fra Weilbachs kunstnerleksikon¹:

de Rehling-Quistgaard, Johan Waldemar, f. 1877, Maler. F. 9. Febr. 1877 paa Ørsholt ved Helsingør.

Forældre: Godsejer, Hofjægermester Harald Herman Qvistgaard (fra 1903 Rehling-Quiatgaard) og Thora Marie Louise Neergaard. Broder til Harald Quistgaard (a. d.). Gift 1° 6. Aug. 1901 i New York med Caroline Cathrine Clemmensen, f. 9. April 1873 i Odense, d. 9. Marts 1943 i Kbh., D. af Skibsmægler Hans Christian C. og Hedevig Caroline Vilhelmine Mangor. 2° 16. Dec. 1913 med Margaret Bogle, f. 25. Aug. 1889 i Montclair, New Jersey, D. af William Yates B. og Alice Boyd Crane.

Uddannelse: Studerede Landbrug i Lyngby og ved Landbohøjskolen i Kbh. 1897-99, men helligede sig fra omkr. 1901 Malerkunsten; Elev af Johan Rohde.

Rejser og Ophold: Udvandrede til U.S.A. 1901; i Paris 1906-09, i Danmark 1909-10 og tilbage til U.S.A. 1912; i Frankrig 1923-26; fra 1927 bosat i U.S.A. Udmærkelser og Hverv: Medl. af det franske Miniatureselskab 1906; Formand for The American
Portrait Foundation of 1918; Mention honorable, Paris, 1924 (for Portræt af Catherine Calvert).

Udstillinger i Danmark: Charl. 1910 (m. 5 Arb.); Miniatureudstilling hos Ole Haslund 1910.

I Udlandet bl. a.: St. Louis World's Fair 1904; Guildhall. Art Gallery, London, 1907; Salonen, Paris, 1908-09, 1924-26; Royal Academy, London, 1908; Walker Art Gallery, Liverpool, 1908 og 24; American Miniature Society 1912; International Udst. i Gent 1913; Chicago Arts Club 1943-46; Sep.udst. New York 1906, 14, 27 og 49; Paris 1925 (burand Ruel); Chicago 1942.

Arbejder: Malede Landskaber, Blomster og især Portrætter i Olie, fra 1904 fortrinsvis i Miniature. Oliemalerier: Kaptajn Harald Neergaard (1901); Mr. Paulding Farnham (udst. 1904); Præsident Theodore Roosevelt (1913, Skitsen tilh. The New York Genealogical and Biographical Society); Skibsreder Christoffer Hannevig (1918); Folketingsmand Arnold Fraenkel (1926, Rigsdagen). Miniaturer: Prinsesse Marie (1909); Fr. VIII og Dronn. Louise (begge 1910); Prins Hans (1911, Rosenborg); Gesandt Grev Preben Ahlefeldt-Laurvig (1930); desuden en lang Række amerikanske Notabiliteter; udførte paa Foranledning af den norske Skibsreder Christoffer Hannevig i Amerika 6 Portrætter af amerikanske Officerer fra den første Verdenskrig.

T.H.C.

Berl. Tid. 22. April 1907 (Chr. Gulmann).

Fra Weilbachs kunstnerleksikon²:

Quistgaard, Harald Erik Einar, f. 1887, Bhgr. F. 1. Febr. 1887 paa Løgismose, Fyn.

Forældre: Godsejer, Hofjægermester Harald Herman Qvistgaard (fra 1903 Rehling-Quistgaard) og Thora Marie Louise Neergaard. Navneforandring til Rehling-Quistgaard 24. Juni 1903, til Quistgaard 27. April 1918. Gift 24. Maj 1918 med Lilli Ester Berg, f. 7. Maj 1890 i Aarhus, D. af Grosserer Søren Peter B. og Caroline Vilhelmine Hansen. Ægteskabet opløst 1934.

Uddannelse: Tekn. Sk., Randers, 1904-05; dimitt. fra V. Simesen, Randers, opt. paa Akad. Jan. 1906, Elev til Foraaret 1909 under Vilh. Bissen og C. Aarsleff; i Stenhuggerlære Somrene 1906-08, Svend 1908.

Stipendier: Hjelmstjerne-Rosencrone 1914; Ronge 1916; Raben-Levetzau 1916, 18; Dronn. Alexandra 1921, 25; Ancker 1947.

Rejser: 1909 Finland, England; 1911-12 Paris (8 Mdr.); 1913 München, Merano, Innsbruck; 1923 Tyskland, Italien; 1925 London.

Udstillinger: Charl. 1910-11, 14-16, 18-21, 23-25, 28-36, 38-50; Charl. Eft. 1933; Salonen, Paris, 1912; Kunstn. Eft. 1913, 15-16; Forum 1929; Nordjysk Kunststævne, Aalborg, 1933; Soransk Kunst 1936; 18. Nov.Udst. 1936; Udst. i Haveselskabets Have 1943. Udmærkelser: Hertzogs Pr. 1915; Eckersbergs Med. 1934; Carlsons Pr. 1934.

Hverv: Medl. af Best. for Billedhuggerforeningen og Dansk Bhgr.samfund, af Censurkomiteen ved Charl. 1948, af Akad.raadet fra 1949; Næstformand for Kunstnersamfundets Bhgr.sektion 1946-49.

Arbejder: Stemning (Gips, udst. 1911); Kalchas (Hertzogs Pr. 1915; opst. i Bronze for Freunds Legat i Idrætsparken 1917; Eckersbergs Med. 1934; Forstudier hertil (Bronzestatuetter) i Randers Mus. og Fyns Stiftsmus.); Hera (Bronzefigur, 1918, Ribe Mus.); Eos (Statuette i Bronze udst. 1918 (Forarbejde); Statue i Gips 1931, Bronze 1934, Carlsons Pr., opst. som Springvand i Vordingborg 1936). Portrætbuster og -relieffer: Overlæge Chr. Saugman (sortmalet Gips 1913, Medicinsk-hist. Mus.; Bronze, opst. 1920 foran Vejlefjord Sanatorium); A. S. Ørsted (Bronze, opst. 1922 foran Landsretsbygningen, Viborg); Stiftsfysikus P. W. Heiberg (Bronze, opst. 1923 foran Amtssygehuset i Viborg); Gustav Esmann (Bronzerelief, 1934, Det kgl. Teater); Chr. X (Portrætrelief, udst. 1942; Ekspl. i syntetisk Kalksten tilh. bl. a. Randers Statsskole og Det kgl. Skydeselskab, i Bronze i Ringkøbing Raadhus); Mindesmærke for ORSagf. Carl Becker (Paradisgranit med Portrætrelief af Marmor; tidl. opst. i Utterslev Mose, nu ved Skovbrugsmus. i Hørsholm; Forarb. udst. 1942); Forfatteren Georg B. Quistgaard (Stentøjsrelief, 1946, Fr.borg); Mindesmærke for Havnebygmester, Borgmester H. C. V: Møller (1949, slebet Paradisgranit og Bronze, Idrætsparken); Fr. IX (Relief i syntetisk Kalksten, 1950); Oberst S. B. Paludan-Müller (Stentøjsrelief 1951, Fr.borg.).

Quistgaards Hovedværk er Kalchas, en Mand, der sidder paa Hug i en aktiv Balance, med levende og fri Bevægelse i Armene og stærk Spænding i de sammenbøjede Ben. Det var den skæve Balance og Musklernes Fjedring under Lemmernes Samspil, der interesserede Q., og denne Vekselvirkning mellem Figurens Balance og Lemmernes Bevægelse under en kompliceret Stilling er blevet karakteristisk for ham. Han har forfulgt den i to Kvindefigurer, den knælende Eos, der binder sit Haar, et kvindeligt Sidestykke til Kalchas, og den staaende Hera, hvor Balanceproblemet betinger Legemsformernes Udfoldelse paa karakteristisk Maade.

Q. har skrevet kritiske og polemiske Artikler til Billedhuggerbladet, For. af 18. November's Medlemsblad, Politiken (bl. a. 7. April og 4. Juni 1919 om A. M. Carl Nielsens Rytterstatue) og Vordingborg Dagblad, undertiden under Mærket R.H.H.B.

Johan Rehling Qvistgaard fortæller:

Christen Rehling Qvistgaard blev født 8. maj 1908 på professor le Maires klinik, Hauser Plads 32, Trinitatis sogn.

Den 29. maj blev han hjemmedøbt i sin mormors, fru Helma Engelsteds lejlighed i Rørholmsgade 2A, den 22. november fremstillet i St. Jakobs kirke på Østerbro. Han var søn af Peter Christoffer Qvistgaard og Ingeborg Engelsted.

Christen Rehling Qvistgaard blev efter moderens død sendt på kostskole hos jesuitterne på St. Andreas Kollegium i Ordrup, i 1921 blev han kostelev på Birkerød Statsskole, hvorfra han blev student i 1928.

Han blev cand. theol. fra Københavns universitet 1935, ordineret 6. marts 35 i Viborg domkirke, 1935-36 kapellan i Tostrup og Roum, Viborg amt.

I 1936 blev Christen sammen med hustruen Marie (Misse) for en 4-årig periode udsendt af Dansk kirke i udlandet som sognepræst for den danske menighed i Necochea, Argentina. På grund af krigen blev opholdet forlænget med yderligere 5 år.

Ved tilbagekomsten i 1945 slog Misse og de 4 børn sig ned i Birkerød, mens Christen fra 1945-1959 var udsendt af Brødremenigheden i Christiansfeld som missionær i Tanganyika.

Den 29. juli 1962 blev han i Kipalapala ved Tabora optaget i den katolske kirke. Fra 1962-66 var han missionær hos De hvide Fædre, først i Kahama og siden Kipembawe. Fra 1966-1969 fik han katolsk teologisk uddannelse på Pontificio Collegio Beda i Rom. 22. marts 1969 blev han ordineret til katolsk præst af kardinal Amleto Cicognani i Basilica San Paolo fiori le Mura i Rom med efterfølgende privataudiens hos pave Paul VI.

Derefter ansat som kapellan ved den katolske domkirke Sankt Ansgars Kirke i København 1969-1978 og præst for menighedens ældre til sin død.

Christen v. Rehling-Quistgaard fik 24. august 1935 kgl. bevilling til at føre navnet Christen Rehling Qvistgaard. Han blev gift 25. august 1936 med Marie (Misse) Volf, datter af Stefan Johannes Volf og Petra Koch. Han døde 28. november 1998 i en alder af 90 år i præsteboligen i Bredgade 64 København K.

Fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:³

Berthe Qvistgaard (1910 - 1999)

1910-99, skuespiller, rektor.

*11.8.1910 i Kbh., †23.10.1999 på Frbg.

Forældre: maler Johan Waldemar de Rehling Q. (1877-1962) og Caroline Cathrine Clemmensen (1873-1943).

~7.6.1935 (b.v.) med pianist Ole Willumsen, *7.9.1908 på Frbg., †3.6.1972 smst., s. af skuespiller, presseattaché Valdemar W. og sanger Aÿoe Gilbert Jespersen.

Børn: Berthe Marie (1950), Jan (1951).

Efter at have taget studentereksamen fra Falkonergårdens Gymnasium i 1929 kom BQ i 1931 ind på Det Kgl. Teaters elevskole, hvor hun efter eget udsagn var mere tålt end elsket. Hun debuterede her i 1933 som eskimopigen Atidak i forfatteren og polarforskeren Peter Freuchens Osakrak og var i de følgende år ansat på Dagmarteatret, Det Ny Teater og Folketeatret. Sit overbevisende gennembrud fik hun i 1940’erne på Frbg. Teater og på Riddersalen. Den flotte langbenede, intelligente pige med den karakteristiske ru, lidt hæse stemme og varme erotiske udstråling svarede godt til tidens sofistikerede kvindeideal, som Lauren Bacall og Katherine Hepburn repræsenterede i de amerikanske filmkomedier, der samlede et stort publikum i Besættelsens første år. Det angelsaksiske lystspil var ikke alene populært på det hvide lærred, men også hos teatergængere, og BQ viste sig at være den perfekte Amanda i Noël Cowards elegante, erotiske komedie Privatliv. Efter at stykket i 1933 nærmest var blevet en fiasko på Dagmarteatret, spillede hun det sammen med skuespilleren Knud Rex til succes på Frbg. Teater i 1944, og senere kom hun til at optræde i denne komedie mere end 500 gange. Året før havde teaterdirektør Stig Lommer haft bud efter den unge skuespillerinde, der 1943 i Hornbækrevyen demonstrerede, at hun også mestrede revyens mere direkte publikumskontakt. Forfatteren Mogens Dams og komponisten Amdi Riis’ vise Jeg ved et Spil om en Vej blev i hendes udlægning et af årets største revyhits. Skønt hun var en udpræget moderne skuespiller, viste hun imidlertid i 1941 i W. Wycherleys kyniske 1600-tals-stykke En kone fra Landet sit talent også i den historiske stilkomedie.

BQ var imidlertid ikke kun lystspilskuespiller. Hendes kunst havde langt dybere strenge, og i 1940’erne forøgede hun sit repertoire med så komplicerede kvindeskikkelser som Strindbergs Frøken Julie, 1941, på Riddersalen, Inès i Sartres Lukkede Døre, 1946, på Frbg. Teater og gentaget i TV-Teatret 1959 og som Lucienne i M. Aymés Lucienne og slagteren, 1948, på Alléscenen. I perioden 1950-63 blev BQ en af de kvindelige hovedkræfter på Det Ny Teater, der under Peer Gregaards ledelse oplevede en glanstid og virkede som en magnet på tidens bedste skuespillere: Bodil Kjer, Ghita Nørby, Mogens Wieth, Henrik Bentzon og mange andre. Her spillede hun en perlerække af hovedroller i det moderne udenlandske repertoire, bl.a. Shaws Candida, Roberte i Aymés Retten på vrangen, Elisabeth Proctor i Arthur Millers Heksejagt, Paola i J. Giraudoux’ Lucretia, generalinden i Anouilhs Toreadorvalsen og Madame Irma i J. Genets Balkonen. I Molières Misantropen spillede hun den mandegale, men snerpede Ardinoë over for Kjers kokette Celimène og i 1964 Martha i E. Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? Uden for Det Ny Teater fremstillede hun bl.a. den groteske Mrs. Peachum i Bertolt Brechts Laser og pjalter på Aveny Teatret i 1956.

I 1967 blev BQ udnævnt til rektor ved den nyetablerede Statens Teaterskole, der åbnede det følgende år. Det var lidt af en uriaspost. Før skolen overhovedet var startet, blev den mødt med voldsomme protester fra teaterfolk, der var imod at isolere skuespilleruddannelsen fra de professionelle scener, og inden for murene truede en konflikt mellem to forskellige lærergrupper i det første år med at sabotere skolens arbejde. I de 12 år, BQ beklædte rektorposten, lykkedes det hende med diplomati og takt at føre skolen frelst gennem stormene. Samtidig med at hun var respekteret i teaterverdenen, havde hun også ungdomsoprørernes tillid, og hun var kendt for sine venstreorienterede holdninger. Efter Anden Verdenskrig havde hun meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, og hun forblev partiet tro, selvom hendes kommunisme var mere idealistisk end partipolitisk. Som rektor holdt hun en lav profil udadtil og blandede sig sjældent i den ofte overophedede debat, der var affødt af bl.a. studenter- og ungdomsoprøret, og som i høj grad politiserede forholdene på skolen. Derimod koncentrerede hun sig om at udklække nye talenter, der bedre end ord beviste skolens eksistensberettigelse. Hun fik i denne periode kun momentant lejlighed til at vise sig på scenen, fx som den arbejdsløse arbejderske i Ulla Ryums Myterne på Det Kgl. Teaters lille scene Comediehuset i 1973.

Efter sin afgang som rektor i 1979 nåede BQ at spille en række store roller, bl.a. Leonora Christina i Sven Holms Leonora på Bådteatret, en af de afdankede primadonnaer i Cowards Sidste akt på Amagerscenen, den aldrende Sarah Bernhard i Sarah og den snu og afstumpede bedstemoder i Ö. von Horvaths – men musikken er af Strauss på Odense Teater. Foruden de mange teaterroller medvirkede hun i ca. 30 film. Allerede i 1942 indledte hun sin filmkarriere i Sven Methlings Regnen holdt op, og i 1944 medvirkede hun i Besættelse, der var instrueret af Bodil Ipsen. Hun leverede endvidere glimrende præstationer i Elisabeth Rygaards, Mette Knudsens og Li Vilstrups Ta’ det som en mand, frue!, 1975, og ikke mindst i Morten Arnfreds meget roste film Johnny Larsen, hvor hun som Johnnys bedstemoder ydede en præstation, der i 1980 indbragte hende en Bodil-pris for bedste birolle. Endvidere spillede hun flere roller i Radio- og TV-Teatret. Til de betydeligste på tv hører Fru Alving i Henrik Ibsens Gengangere, som hun også spillede på Det Danske Teater, Alice i Strindbergs Dødedansen og ammen i Faderen af samme forfatter. Da hun fyldte 80 år, trak hun sig tilbage fra scenen.

BQ modtog i 1944 Teaterpokalen, Johanne Luise Heibergs Mindelegat 1963, Tagea Brandts Rejselegat 1965 og Olaf Poulsens Mindelegat 1975. I 1982 modtog hun Henkel-Prisen og i 1983 Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen. Hun udnævntes i 1984 til æresmedlem af Dansk Skuespillerforbund.

Kela Kvam

Hun døde kort efter, at hendes yngste barn Marie (Mitte) blev født. På grund af en underlivslidelse rejste hun til København for at lade sig operere på professor Howitz's klinik, men operationer af denne art var denne gang endnu ret uprøvede og højst usikre.