Personside - 139

Fra Carl Svenstrups Grenaa Bys Historie (Storegade Nr. 25-27-29):

Da Krigen i 1864 udbrød, blev Graff straks indkaldt. Han var bleven gift kort før, og næppe var han kommen hjem fra Krigen, før hans Hustru (Josephine) døde.

Da Selskabet "De Danske Vaabenbrødre" stiftede en Afdeling i Grenaa, var Graff et meget ivrigt Medlem og i flere Aar i Bestyrelsen. Det samme gælder Haandværkerforeningen. Og der er navnlig Grund til at mindes, at Graff var en af de første og mest utrættelige i Arbejdet for at faa oprettet en Haandværkerskole.

Det var dengang kun en Søndagsskole, hvor Haandværkslærlinge Søndag Eftermiddag kunde faa nogen Undervisning og høre belærende Foredrag. Den opretholdtes ved frivillige Bidrag, og i mange aar var Graff den, der tog mod Indmeldelser og - sammen med et Par andre - havde Tilsyn med Skolen.

Graff var en typisk Haandværker af den "gamle Skole", en anset, brav og grundredelig Mand, som med Flid passede sit Haandværk og den lille Farverbutik, som laa ud mod Storegade, og over hvilken det sorte Farverflag var udhængt efter datidens Skik. Men Tiden blev efterhaanden trang for de smaa Farverier, og det var en Støtte for Graff, at han saa fik Udsalg fra Stampes Væverier i Aarhus.

Da de 2 tidligere frasolgte Naboejendomme henholdsvis i 1871 og 1896 var til Salg, købte Graff dem tilbage. En Broder til Graff (Valdemar Emil Theodor) var den gamle Kobbersmed i Ebeltoft. Deres Søster (Adelaide) var gift med Urmager Rasmussen.
Efter Graff og Hustrus Død solgtes Ejendommen i 1923 til Smed Hartvigsen.

Benny Graff Mortensen fortæller:

E.E.H. Graff deltog i krigen i 1864. Ansøgning om fortjenstmedaljen (GB 20/6 15):

"Emil Eberhardt Hermann Graff
2. Februar 1831
Hvilket Aar deltaget i Krigen: 1864
Ved Hvilken Afdeling: 3die Infanteriregiment
Ved hvilket Kompagni: 1ste Kompagni
Hvilket Nummer: No. 0127 (0/27?)
Tjenestegørende: 18 Januar til 15tende Mai (1864)
Tjeneste som: Undercorporal og fung. korporal
Saaret: Nei, Ligget paa Lazareth: Nei, Fanget: Nei, Pension: Nei
Medlem af De Danske Vaabenbrødres Selskab: Ja, Grenaa N. 1152 F
Nuværende Stilling: farver
Bopæl: Grenaa
Nuværende Adresse: E.H. Graff
(tilføjelse: Berettiges Schroll)"

Erindringsmedalje for deltagelse i krigen 1864

Det blev allerede i 1848 besluttet at indstifte en medalje for tapperhed i krigen 1848-50, og den blev præget, men i 1851 blev det besluttet, at de ikke skulle uddeles, og de blev alle indsmeltet igen.

Det samme skete i 1864. Igen blev der indstiftet en tapperhedsmedalje med spænder for kampene ved Sankelmark, Mysunde og Dybbøl, men de blev aldrig uddelt. I 1872 ansøgte en komite under våbenbrødreforeningen om en erindringsmedalje for deltagerne i begge krige. Det blev vdtaget i 1875 og i februar 1877 uddeltes 40.000 eksemplarer for deltagelse i 1840-50, 58.000 for 1864 og 3.000 for deltagelse i begge krige. Medaljerne er af bronze og blev præget i Paris (se billede for 1864-medalje).

På medaljen står: "Christian IX Konge af Danmark" og "For Deltagelse i Krigen 1864". Medaljerne uddeltes i små hvide papæsker uden navn.

Lidt om forstærkningsmænd

Efter udskrivning på sessionen, ved 22 års alderen, stod vedkommende til rådighed for militæret 8 år som soldat ved linien, deri var indeholdt 16 måneders samlet tjenestetid efterfulgt af korte mønstringer.

Efter 8 år modtog man sit forstærkningspas, og ville kun blive indkaldt i forbindelse med krig.

I Januar 1864 indkaldte man forstærkningsmændene og hjemsendte dem i forbindelse med våbenhvilen i Maj måned. Forstærkningsmændene var ved indkaldelsen fra 32 til 35 år gamle, altså fødte mellem 1829 og 32 (E.E.H. Graff var født i 1831)

Ernst Eberhard Herman Graff

Ernst E.H. Graff gjorde tjeneste i 1. infanteridivision, 2. brigade, 3. regiment, 1. bataljon, 1. kompagni. Han havde nr. 0/27 (eller 027).

Ernst var født i Svendborg (i 1831) og boede ved indkaldelsen i Grenaa, hvor han var farvermester. Han var tjenstgørende fra den 18. januar 1864 (blev indkaldt som forstærkningsmandskab) frem til den 15. maj 1864. Han var 33 år gammel, da han blev indkaldt. Han må have aftjent sin værnepligt inden for perioden 1853-1856. Da Ernst blev indkaldt lå 1. division ved Dannevirke. Divisionen havde forsvaret af stillingens venstre side. Hans regiment deltog i Kampen ved Mysunde, tilbagetrækningen fra Dannevirke, slaget ved Sankelmark, den lange tur til Dybbøl via Flensborg, bevogtningen og kampene foran Dybbøl fæstningen og til sidst selve Slaget ved Dybbøl.

Ernst oplyser i sin ansøgning om en erindringsmedalje, at han tjente som underkorporal - og også som fungerende korporal. Han oplyser, at han hverken blev såret, lå på lazaret eller blev taget til fange.

Under den første våbenhvile efter Slaget ved Dybbøl den 18. april valgte ministeriet at hjemsende forstærkningsmændene. Det skete den 15. maj 1865. Efter hjemsendelsen blev Ernst medlem af De Dankse Våbenbrødres afdeling i Grenaa. Han havde nr. 1152. Han var desuden næstformand i bestyrelsen.

Ernst blev udnævnt til Dannebrogsmand den 18. april 1914 (på 50-års dagen for Slaget ved Dybbøl).

Om Ernst Eberhard og hans bror Waldemar E. Th. Graffs deltagelse i krigen i 1864

Jeg har valgt at omtale 1. infanteridivisions bevægelser under krigen 1864, fordi min tipoldefar Ernst Eberhard Herman Graff og hans bror Waldemar Emiel Theodor Graff begge deltog i krigen i denne division. På grund af deres indsats blev begge brødre senere udnævnt til Dannebrogsmænd - og de fik også begge tildelt en erindringsmedalje. En beskrivelse af hvad der hændte 1. infanteridivision - og specielt brødrenes regimenter eller det kompagni, hvori de tjente, må derfor kunne give et godt indtryk af, hvad de må have oplevet i denne periode. Jeg har lavet en beskrivelse, der går mere i detaljer. Her i slægtsbogen er der blot medtaget et uddrag af denne. De fleste steder i beskrivelsen refereres til 3. regiment (Ernsts regiment) og 17. regiment (Waldemars regiment).

Optakten til krigen

Den danske regering fandt det i oktober 1863 pga. Presussens og Østrigs truende holdning nødvendigt at skride til en delvis mobilisering af hæren. I første omgang var det kun fodfolket, der fordeltes til divisionerne. Langt den overvejende del af vore soldater havde - når indkaldelserne medregnes - tjent 1½ år og derover under fanerne og var fortrinligt uddannet. Der havde aldrig været arbejdet bedre på den krigmæssige uddannelse end netop i årene mellem begge krige (1848-50 og 1864).

Den 27. november befaledes det, at de eksisterende infanteribataljoner fra den 1. december skulle formeres som infanteriregimenter. I sidste del af november og begyndelsen af december beordredes regimenter hjemmehørende i Kongeriget og Hertugdømmet Slesvig til at indkalde samtlige 8 årgange af uddannet liniemandskab (fredstidsstyrken, hvilket omfattede Waldemar Graff). Det må være årgangene fra 1856-1863. Waldemar tiltrådte tjenesten den 12. december 1863 ved 17. regiment. I løbet af december afmarcherede regimentet til Sydslesvig. I dette regiment fandtes også holstensk mandskab, der blev regnet for illoyalt og senere skulle afgives og suppleres med mandskab fra De Kongerigske og Slesvigske afdelinger. Udskiftningen fandt sted de sidste dage i januar 1864.

Mobiliseringen fortsattes i januar 1864. Man skred nu til forstærkningsmandskabets indkaldelse, bla. for at supplere og udskifte det holstenske mandskab. Da det, da krigens udbrud var nært forestående, ikke kunne lykkes at uddanne yngre mandskab i rette tid, og da det holstenske mandskab skulle erstattes, greb man til "Forstærkningens våbenøvede klasser" og så sig nødsaget til at medtage forstærkningsmændene af årgangene 1853 (11. årgang), 1854 og 1855. Ernst Graff tiltrådte tjenesten den 18. januar 1864 ved 3. regiment. På dette tidspunkt lå 1. division ved Dybbøl. Forstærkningsmændene skulle først møde i København og afgik ca. 1. februar med tog til Korsør, herfra videre med damper til Flensborg, for herefter omkring 3. februar at tilgå regimenterne.

3. regiment udgjorde sammen med 18. regiment den 3. brigade. Denne blev (også af fjenden) regnet som en af de mest slagkraftige brigader i den danske hær.
- I et citat fra danske artillerister, der stod i skanserne, hedder det: "Nu har vi 3. og 18., så må vi passe på, for nu får vi nok ballade".
- I Generalstabens beskrivelse af krigen står der:" Afdelingerne bevarede gjennemgaaende en mønsterværdig Holdning og gennemlevede det lange Afsnit (belejringen), fuldt af Farer, Savn, Lidelser, med en Udholdenhed, der søger sin Lige. Atter her er det vanskeligt at fremhæve Enkelte uden at forurette Andre; med det skal dog nævnes, at d. 16. April, da Beskydningen var paa sit Høieste, og Stormen, som det kunde vides, nærtforestaaende, stredes 3. og 18. Regiment ved Passagen over Broerne ud til Stillingen, hvor de næste 4 Døgn skulde tilbringes, om Æren af at have Teten i 2. Brigade, idet hver Afdeling vilde hævde sit Ry som den første i Brigaden."

Hvad der hændte brødrenes regimenter lige fra kampen ved Mysunde, over tilbagetrækningen fra Dybbøl, slaget ved Sankelmark, turen til Dybbøl via Flensborg, bevogtningen og kampene foran skanserne frem til selve slaget ved Dybbøl er ikke medtaget her men kan læses andet steds.

I Generalstabens beskrivelse er følgende beskrevet:

"Overkommandoen var 14. april 1864 ikke i tvivl om, at man nu var kommet til grænsen af, hvad der kunne forlanges af tropperne. Derfor telegraferedes samme dag til Krigsministeren, at det pga. den voldsomme beskydning ikke længere var muligt at holde skanserne i forsvarsdygtig stand, og at den derfor anså det tilrådeligt at forberede tilbagetoget. Senere indløb et telegram fra Krigsministeren, der refererede til Regeringens holdning om vigtigheden af at holde stillingen selv om det skulle resultere i forholdsvis betydelige tab".



Brødrenes regimenter indgik i en turnusordning og skiftedes sammen med andre regimenter til at besætte skanserne og hvile ud i Sønderborg området. Skanserne besatte de skiftevis i venstre og højre side af stillingen. Da 8. brigade blev tilført som forstærkning den 13. april, indførtes der en ændret turnus for tjenesten i stillingen. Det kom for brødrene til at betyde, at Waldemars regiment under stormen på Dybbøl den 18. april var opstillet i stillingens højre side (fra skanse 7 - 9) i stedet for at skulle stå i skanserne på venstre side (1 - 6), hvor hovedangrebet blev sat ind (her havde Ernst' regiment stået dagen før). Waldemars kompagni stod i løbegraven mellem skanse 8 og 9. Og Ensts' regiment lå nu, i stedet for at stå ude ved skanserne, i en teltlejr i brohovedet ved de to pontonbroer, der førte over til Sønderborg. Det kompagni Ernst tilhørte lå dog fremskudt i bivouak ca. 900 meter bag skanse 10. Det blev så opgaven for 3. regiment (inkl. Ernsts kompagni) at dække tilbagetoget for 17. regiment (Waldemars). Begge regimenter havde, da stormen på Dybbøl blev indledt allerede været ude i stillingen i 2 døgn.

Stormen indledtes med et voldsomt og uafbrudt artilleribombardement fra kl. 4 om morgenen frem til kl. 10, hvor stormen på skanserne med infanteri påbegyndtes. Under tilbagetoget fra skanserne, der foregik under voldsom beskydning, blev Waldmars kompagni trukket tilbage gennem linierne i Ernst' kompagni, der sikrede tilbagetoget. Da alle var gået igennem gik Ernst' kompagni som det sidste langs stranden til Als Sund tilbage til brohovedet. Her forblev det og optog kampen og sikrede de øvrige enheders overgang via broerne. "En enkelt afdeling af fjenden søgte at nærme sig brohovedet på højre fløj men blev kastet tilbage med store tab af 3. regiment (Ernst'), som med stor ro og koldblodighed lod fjenden komme ind på kort afstand og derpå rettede en levende ild mod ham". Da alle øvrige enheder var gået over pontonbroerne og tilbage til Sønderborg gik Ernst' regiment som det sidste over broerne. Kampen ved Dybbøl varede helt frem til kl. 18, hvor de sidste danske styrker var nået over til Sønderborg og havde ødelagt pontonbroerne bag sig.

Efter Dybbølstillingens fald omgrupperedes de danske enheder, og de hårdest medtagne tropper overførtes til Fyn. Den 1. maj 1864 befandt Waldemars brigade sig på Fyn og Ernsts brigade var på Als.

Våbenhvile

Den 11. maj 1864 traf Krigsministeriet beslutning om i hovedsagen at samle hæren på Fyn (man var indstillet på at opgive Als og Jylland). Ministeriet besluttede bl.a.: "Det til infanteriet indkaldte forstærkningsmandskab af årgangene 1853, 54 og 55 permitteres (hjemsendes) så vidt gjørligt d. 15. Mai. Overkommandoen havde uftrykt betænkelighed ved at hjemsende fodfolkets forstærknings-mænd (af årgangene 1853, 54, 55), eftersom det måtte frembyde vanskeligheder at få dem gen-indkaldt, hvis der skulle blive behov herfor ved fjendtlighedernes genåbning. Ministeriet agtede dog ikke at genindkalde det ældre mandskab. Ernsts sidste tjenestedag var således den 15. maj 1864. Forstærkningsmændene blev sejlet til Korsør for derfra at afgå med tog til København. Nogle dage efter blev de hjemsendt. Kort efter Ernsts hjemsendelse blev hans tidligere regiment involveret i ganske voldsomme kampe (den 29. juni), hvor Als faldt. Herefter overførtes regimentet til Fyn.

Den anden våbenhvile

Den anden våbenhvile indtrådtes den 20. juli 1864 kl. 12 middag. På dette tidspunkt lå Waldemars regiment i reserve på Fyn sydøst for Hindsgavl ved Lillebælt. Den 2. august kundgjordes det for hæren, at en våbenstilstand fra samme dag var afsluttet. Krigen 1864 var dermed endt. Den 30. oktober undertegnedes fredstraktaten i Wien. Waldemars sidste tjenestedag var den 7. november 1864.

Efterskrift

Det var så beretningen om 2 regimenters aktiviteter i krigen 1864 og dermed sikkert også, hvad de to brødre Graff må have oplevet. I mange situationer var brødrenes regimenter på march eller i aktion nær hinanden. Ofte stod det ene regiment i optagelsesposition (sikrede det andet regiment under tilbagetrækning). Under belejringen af Dybbøl må de to brødre, når de lå i kantonnement (væk fra fronten) måske have haft mulighed for at mødes.

Efter Dybbølfæstningens fald skiltes deres veje, idet Waldemars regiment afgik til Fyn, hvorimod Ernsts regiment forblev på Als, indtil han hjemsendtes den 15. maj. Waldemars regiment blev senere forflyttet fra Fyn til Sjælland, hvorfra han blev hjemsendt den 7. november.

Ernst genoptog sit virke i Grenaa som farvermester, og Waldemar blev kobbersmedemester i Ebeltoft. De to brødre må have haft meget at tale om, når de mødtes.

Ernst var blevet gift kort før krigen. Hans kone døde 24 år gammel den 29. august 1864, dvs. kort efter hans hjemsendelse. Han giftede sig senere med sin kusine. De oplevede at holde guldbryllup. Ernst døde den 1. juli 1917 85 år gammel. Ernst og Waldemars far Johan Frederik Graff (farver-mester) døde i Grenaa den 27. februar 1867.

^{Ref.: Der er mange beskrivelser af Krigen i 1864, bl.a.: Den Dansk Tydske Krig 1864, Generalstaben, 1891 (meget detaljeret beskrivelse af alle enheders bemanding, bevægelser og kamphandlinger).
Fra disse beskrivelser har jeg udtrukket information, som specielt vedrører 3. og 17. regiment og dermed Ernst og Waldemar.
Det giver stof til eftertanke, at hvis ændringen i turnusordningen ikke var sket, havde begge regimenter stået ude ved skanserne, da hovedangrebet fandt sted den 18. april - og denne slægtsbog var måske aldrig blevet skrevet.}

Torben Garmer fortæller på Mit Fanø:

Christian Graff er født i Svendborg 1832. Han lærte skibsbyggeriet i Randers. Kom til Nordby i 1854 for at søge arbejde ved skibsbyggeriet. Graff havde fået en god skoleundervisning og under sin uddannelse som skibstømrer, erhvervede han sig kundskaber i matematik, tegning og konstruktion af skibe, hvilket han til fulde fik brug for på Fanø. Han arbejdede som svend til 1857, da han overtog at fuldføre bygning af skonnert "Cathrine" til N. P. Svarrer. Dette skibs bygning var påbegyndt af Mechlenburg, men standset på grund af hans afrejse til Kina. Året efter byggede han galeasen "Margrethe" til P. M. Lauridsen; men så kom der en standsning i skibsbyggeriet, og Graff søgte arbejde ved husbygning, men der var intet arbejde. Han besluttede sig derfor til at rejse udenlands og forsøge lykken der; men forinden måtte han søge om fritagelse for militærtjeneste, og hans ansøgning fik følgende anbefaling fra birkedommeren af 17. april 1859:

"Andrageren er meget duelig i sit Fag, men for Tiden uden Arbejde og Erhverv paa Grund af, at Skibsbyggeriet her, som i hele Landet, næsten er standset, dels af Pengemangel og dels, fordi Fragterne er saa daarlige og lave, at det ikke kan betale sig at bygge, og han har ikke Evne til at byge dem for egen Regning. Hans Karakter er meget agtværdig, og hans Opførsel og Vandel har i den Tid, han har opholdt sig her, været eksemplarisk god og i enhver Henseende rosværdig. Idet jeg overensstemmende med Sandheden bevidner foranstaaende, beklager jeg, at han maaske af Mangel på Erhverv maa forlade dette Sted, hvor hans Flid og Dygtighed er anerkendt."
 
Graff kommer vist ikke til at rejse; i hvert fald er han i 1860 beskæftiget med at bygge to fiskefartøjer sammen med I. N. Christensen, af en ny type, hvor man havde store forhåbninger om forbedret sødygtighed.

Birkedommeren indstiller dem derfor til et rentefrit lån til hjælp ved bygningen af de to både. 

Det blev atter opgangstid, og Graff får efterhånden bygget [18]… skibe…

Desuden byggede han i 1859 en toldkutter til Nordby toldsted, i 1860 fortømret skonnert "Dorthea", samt skipper Mads Brincks to fiskebåde, i 1863 fortømret skipper M. J. Mortensens galease, H. A. Svarrers skib, Anth. J. Kromanns kuf og påbegyndt nybygning af briggen "Christian", 98 K.L., til Chr.H. Nielsen, da han i december 1863 bliver indkaldt til militærtjeneste, blev taget som fange og fængslet i Spandau, og var inde til 20. august 1864, hvorfor Chr. Schrøder måtte fuldføre arbejdet med skibet. 

Graff lavede i 1864 tegning og afslag til et skib der blev bygget i Ribe til Poul Bertelsen, Ho. I 1868 byggede han Skibbroen og Færgebroen i Nordby. I 1869 fortømrede han skonnerten "Dan" for skipper Toft.

I 1870 ombyggede han en galease for skipper P. Hjorth, fortømrede en pram for L. P. Larsen, fjernede "Billebøjen" fra Havnebroen og klædte broen med nye planker. Samme år var han med til at udsætte et engelsk strandet skib lidt nord for Nymindegab. I 1871 byggede han to store pramme og to pontoner til ingeniør Carlé i Esbjerg.

I 1877 byggede han en fiskebåd, i 1878 var han på Harboøre i Svitzers tjeneste ved bjergning af et strandet skib.

I 1879 byggede han den nye Havnebro i Nordby. Dermed var det slut med hans virksomhed på Fanø, året efter flyttede han til Esbjerg, og anlagde et hvidtølsbryggeri, som senere blev overtaget af sønnen N. M. Graff.

Benny Graff Mortensen fortæller om Fredrich Carl Christian Graff:

Chr. Graff som redningsmand

Kæntringsulykke ved Fanø

Fra en genfunden kilde (et manuskript af vicekonsul Anthon Andersen, senere redningsvæsenets leder i 40 år) skal her refereres hans opfattelse af ulykken. Titlen på hans værk ligger i jumbo-klassen: ”Fremstilling af det danske Redningsvæsens udvikling og virksomhed fra dets organisation efter lov af 26. marts 1852 i de påfølgende 50 år fremkommet ved landbrugsministeriets foranstaltning og for Jyllands vedkommende udarbejdet af bestyreren for det nørrejydske redningsvæsen: Vice Consul A. Andersen.” Gengivelsen af ulykken stammer fra en artikel af Anders Bloksgaard i Maritim Kontakt 26.

”Den 3die Juli 1863 indtraf den ulykke at stationen Rindbys redningsbaad kæntrede under en øvelse, hvorved 2 af baadmandskabet tilsatte livet. Vejret og havet var uroligt af VNV. For indgaaende og omtrent en ½ mil fra kysten ramtes redningsbaaden pludselig og uformodet af en braadsø, der bevirkede kæntring.

Det skyldtes nærmest baadmand Chr. Graffs optræden, at tabet af menneskeliv indskrænkedes til de forulykkede 2 mand. Efter at han og de øvrige overlevende vare komne udenfor baaden og søgte at holde sig paa dens bund, hvilket ikke vilde have lykkedes i længden for alle, fordi det nødvendige støttepunkt fattedes, dykkede Graff ned under essingen af den kæntrede baad og fik fat paa et af dens drægtoug. Tampen førtes derpaa gjennem nogle af udenbordslinernes bugter hen over klædningen og kjolen og fastgjordes. Derved gaves de paagjældende et fast og for deres sikkerhed nødvendigt holdepunkt, indtil baaden ved en heldig strømsætning drev til land. Det reddede mandskab erklærede, at ulykken ikke kunne tilskrives nogen dem bekjendt fejl ved redningsbaaden men en ren hændelig begivenhed. Fornævnte kæntring den 3die Juli 1863 af redningsbaaden ved stationen Rindby under øvelse medførte, at baaden, som til forsøg var bygget af jern, sendtes til Kjøbenhavn for ikke mere at tages i brug. Indtil en anden baad kunde tilvejebringes, blev bemeldte redningsstation midlertidig nedlagt.”

Benny Graff Mortensen fortæller:

Waldemar gjorde tjeneste i 1. infanteridivision, 3. brigade, 17. regiment, 2. bataljon, 6. kompagni. Han havde nr. 6.

Waldemar var også født i Svendborg (i 1837). Han stod i lære som kobbersmed i Grenaa i 1855. Hvor han opholdt sig, da han blev indkaldt vides ikke. Efter krigen blev han kobbersmedemester i Ebeltoft. Han var tjenstgørende fra 12. december 1863 til den 7. november 1864. Han var altså 27 år gammel, da han blev indkaldt (og har sikkert aftjent sin værnepligt forinden, dvs. mellem 1857 og 1863). Han deltog i krigen 1864 fra start til slut. Da Waldemar blev indkaldt i december besatte 1. division Dannevirkestillingens venstre fløj øst for Slesvig til Sli-mundingen. Det var her hans bror Ernst stødte til, da han blev indkaldt i januar.

Waldemar oplyser i sin ansøgning om en erindringsmedalje, at han tjente som midlertidig korporal. Han oplyser, at han hverken blev såret, lå på lazaret eller blev taget til fange.

Efter hjemsendelsen blev Waldemar medlem af De Danske Våbenbrødres afdeling i Ebeltoft. Han havde nr. 3360 og var formand i 30 år. Han var desuden medlem af kommunalbestyrelsen i 25 år.

Waldemar blev udnævnt til Dannebrogsmand den 26. maj 1892.

Leif Graff-Nielsen fortæller:

Ang. Hermanda har vi talt om, at hun var en meget modig dame efter sin tid - Hun fik min mor Vera uden at være gift med faderen, og adopterede også Curth som ugift kvinde - begge ting meget specielt for disse tider…

Ang. Hermanda husker jeg også, at hun af og til besøgte os i København, og jeg har spillet Ludo med hende. Hun blev meget ophidset, da hun opdagede at jeg snød! Kært minde.

Caroline Marie Hermanda fik datteren Vera uden for ægteskab. Vera Lykke Zenia Graff blev født på Jydske Fødselsanstalt, Sct. Johannes sogn i Århus den 24. marts 1913. På dette tidspunkt var Hermanda fraskilt (7. maj 1907). Hun er registreret som strikkerske (dvs. på Grena Dampvæveri). Veras fader var: Udl. Bf. Sporskifter Niels Bønding Nielsen af Hvidemose ved Skive. Faddere ved dåben var: Eleverne Agnes Laursen Levring ved Kellerup, Andrea Nielsen, Randers. Vera var registreret i Grenaa ved folketællingen i 1916.

Benny Graff Mortensen fortæller:

Hermanda skulle ifl. datteren Hertha Graff, som jeg tit besøgte, være meget interesseret i navnet Villaume. Hun kunne ikke føre slægten ret langt tilbage - bl.a. "fordi en kirke der skulle være brændt og med den kirkebøgerne".

Hermanda boede fra før 1942 og frem til sin død i 1954 i Villa Frydensbo på Hornsleths Allé 8 i Grenaa. Om huset vides det, at: Arkitekt Peter Bang i 1944 på vegne af Hermanda søgte om tilladelse til kloakering og toilet (ansøgningen var i ministeriet for godkendelse). Hermanda stod som ejer af huset. Dette er den ældste byggesag på huset, der er opbevaret i Grenaa Kommune.

Det vides ikke, hvornå huset er opført - og hvem der financierede det. Curth Graff skrev: "Hermanda har nok arvet lidt penge, da Graff døde, som hun har købt hus for."

Fra Hermanda har jeg en sang og et billede om Villa Frydensbo. Det vides ikke, til hvilken lejlighed sangen blev trykt:

Bent Kokborg meddeler:

Min oldefar Niels og sønnen August, som er listet op under Søgade i Silkeborg, men kun under navnet Rasmussen, fik sammen med flere af Niels´ børn fik ved navneloven af 1904 tilladelse til at føre navnet Kokborg  med begrundelse i, at de alle var kendt under det navn, og at både Niels´ far og farfar også var kendt under navnet Kokborg. Den første bærer af navnet skulle ifølge overleveringen have fået navnet efter at have deltaget i et slag ved et sted der hed Kokborg. Jeg har forgæves søgt en forbindelse til både Kokborg ved Thyregod og Kokborg ved Rask Hovedgård.

Niels Rasmussen Kokborg var såkaldt oekonom, og altså leder af Amtssygehuset i Silkeborg sammen med sin kone Ellen Poulsen, som også er opført under Søgade i Silkeborg, hvor sygehuset lå i nr. 2, iøvrigt altid omtalt som Kokborgs Hospital. Niels havde mange tillidshverv i den unge handelsplads Silkeborgs første år, og han blev Silkeborgs sidste sognefoged, indtil den 1. januar år 1900, hvor handelspladsen blev købstad.