Personside - 269

”Fri mig fra befrielsen”

Jakob Holm i Kristeligt Dagblad, 5. maj 2000

Fortællingen om besættelsen og befrielsen er ikke i sig selv mytisk, men brugen af den er, fordi den fjernes fra de historiske og politiske realiteter, siger Claus Bryld, der er søn af topnazisten Børge Bryld.

At det ikke var alle danskere, der følte sig befriet den 5. maj, er historikeren Claus Bryld et levende vidnesbyrd om. Claus Bryld, der blev født i maj 1940, er nemlig søn af den prominente og nu afdøde danske nazist Børge Bryld, der i besættelsens første tre år tilhørte inderkredsen omkring Frits Clausen i Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP). I den første uge af maj 1945 blev København for »varmt« for familien Bryld, der flyttede på landet til en gård ved Birkerød, nord for København, men heller ikke her kunne familien vide sig sikker i den ophedede stemning, som landet befandt sig i tiden umiddelbart efter befrielsen. Forældrene søgte tilflugt i et karmelitterkloster i Helsingør, mens Claus Bryld og hans tre søskende blev sat i familiepleje hos bekendte, indtil stormen havde lagt sig. Denne løsning var imidlertid heller ikke holdbar for familien Bryld, og forældrene meldte sig kort efter til politiet, hvorefter de blev interneret. 6 uger senere blev Børge Bryld så formelt arresteret, hvorimod moderen blev løsladt og genoptog livet på gården med de fire børn.

-Vores familie oplevede bestemt ikke 5. maj som en befrielse. Allerede inden vi flyttede til Birkerød, var far gået under jorden, og jeg husker ham dårligt nok fra den periode. Jeg har nogle svage erindringer om nogle besøg, hvor far var på prøveudgang. Men vi kunne ikke rigtig genkende ham. Han var forandret og sådan lidt uligevægtig. Jeg er ikke sikker på, at han var en knækket mand, for han havde sådan set mod nok på at fortsætte livet, fortæller Claus Bryld.

-Det, der var hårdest for ham, var ikke den økonomiske ruin, men det at være udstødt. På en måde tror jeg, det var værre for far at komme ud end at sidde inde, hvor han havde et fællesskab med de øvrige indsatte. Som mange andre følte min far sig meget uretfærdigt behandlet. Han var jo politisk fange, og hans forbrydelse bestod reelt i, at han havde været medlem af DNSAP. Han prøvede faktisk at melde sig ud i 1943, fordi han var imod terroren og den nye SS linje, som blev indført.

Ifølge Claus Bryld var udstødelsen en af hovedgrundene til, at familien i 1949 emigrerede til Tanger i Marokko. Det nordafrikanske eventyr blev imidlertid kort for familien. Ni måneder for Claus, moderen og hans søskende, mens faderen holdt ved i cirka to et halvt år. Men Marokko var simpelthen for kulturelt fremmed for familien.

-Min far holdt mere af Marokko end den øvrige familie, og det er egentligt lidt barokt, fordi Marokko dengang var et rigtig multikulturelt og multietnisk samfund med afrikanere, franskmænd, jøder og homoseksuelle briter, der her havde fundet et fristed. Et mareridt for en nazist, skulle man mene.

Manglende tolerance

Familien Bryld vendte derpå hjem til Danmark efter det skuffende eksil. Ikke mindst moderen var bitter over de kort, som skæbnen havde tildelt familien, og Claus Brylds forældre blev skilt i 1953. Faderen døde fem år senere, 49 år gammel.

-Begivenhederne sled hårdt på min far, hvis autoritet i familie og samfund fuldstændig forsvandt efter fængselsopholdet. Det var specielt hårdt for ham, fordi han selv var så autoritær. Man bliver jo ikke nazist, medmindre man er meget autoritær.

-Jeg nåede aldrig rigtig at få talt ud med ham om, hvorfor han var blevet nazist, og det er da heller ikke sikkert, at han ville kunne have svaret enkelt på det. Men han var en skuffet og bitter mand. Jeg skal ikke undskylde nazismen, men de blev straffet meget, meget hårdt. Hvis man i stedet havde idømt dem bøder, tror jeg en senere resocialisering ville have lykkedes i langt højere grad. Men det var der ikke nok tolerance til i Danmark dengang, og det er der fortsat ikke. Mange tænker jo stadig: engang nazist, altid nazist, og de skelner ikke mellem dem, der begik krigsforbrydelser, og dem, der blot var ideologisk overbeviste.

Claus Bryld blev som 21-årig gift med socialrådgiveren Tine Bryld, der kom fra en familie, som sympatiserede med modstandsbevægelsen.

-Tines familie satte lys i vinduerne, så det gjorde vi også i mange år. Men på et tidspunkt blev det mig for meget, fordi der simpelthen var for stor forskel på festlighederne og realiteterne bag krigen. Men i grunden var det nemt nok. Man skulle blot tie stille om egne erfaringer. Det var et overlevelsesinstrument i et samfund, der ser sort og hvidt på tingene.

Du har jo om nogen pillet ved myten om »det gæve lille folk, der alle stod sammen i kampen mod den fæle nazisme«. Du har så at sige befriet dig fra myten om besættelsen og befrielsen. Hvad har det betydet for dig personligt?

-Det har først og fremmest betydet en personlig afklaring, og jeg har det simpelthen bedre i dag, end jeg havde det for 10 år siden.

Men i og med, at myten om besættelsen og befrielsen er blevet punkteret, er der opstået et tomrum i befolkningens fælles erindring, som du andetsteds har beskrevet som et midlertidigt fænomen. Er du sikker på, at det ikke er permanent?

-Ja, jeg tror vi er på vej væk fra den nationalistiske tolkning og på vej mod en på en gang mere individualistisk og multikulturel tolkning, hvor det bliver muligt at skildre billedet i dets helhed, så man ikke kun skildrer modstandsfolk og samarbejdspolitikken. Men mange vil jo gerne fastholde, at kun modstandsfolkenes nationalistiske version af begivenhederne skal være kendt.

Men har du slet ingen sympati for det synspunkt?

-Jo, men det synspunkt hører en bestemt periode til, og vi er på vej ind i en anden og mere internationalistisk epoke, som vil ændre historieskrivningen meget. Fokus vil flytte sig fra det patriotiske, og man vil i højere grad koncentrere sig om de forfulgte, først og fremmest jøderne, men også dem, der blev forfulgt efter krigen. Krigen sluttede jo ikke i 1945.

Myte og løgn

Du bruger ordet myte, som om det er lig med løgn. Er det nuanceret nok? Grundtvig talte f.eks. om myterne som »poetisk-historiske« sande.

-Fortællingen om besættelsen og befrielsen er ikke i sig selv mytisk, men brugen af den er, og det bliver den, når den fjernes fra de historiske og politiske realiteter. En myte kan vel principielt ikke dekonstrueres, men en historisk opfattelse, der har fået mytisk karakter, kan man godt dekonstruere. Siden 1945 har vi bevæget os fra historie til myte og nu tilbage til historie igen.

Men du og andre er da i gang med at afmytologisere begivenhederne omkring besættelsen. En dansk teolog har engang sammenlignet afmytologisering med at skrælle løg. Man fjerner lag på lag, og til sidst er der ingenting tilbage. Tror du ikke, at myterne tjener et formål for den danske identitet?

-Nej, det mener jeg ikke. Når det gælder menneskeskabte forhold, kan myter ikke have nogen berettigelse overhovedet. Myten kan jo spærre for erkendelse og indsigt, selvom den for en tid kan producere en følelse af fællesskab. At de fleste danskere var antityske og havde været det lige siden 1864, er jo ikke en myte, men en realitet. Men vi må ikke tale om besættelsen i så mytiske vendinger, at ingen af os rigtigt tror på det, vi siger. Så bliver den mytiske forståelse et problem, og så ender vi med et virkelighedssyn som det, der præger Dansk Folkeparti. Vi må befri os fra myterne for at blive frie borgere. At myterne skulle være vigtigere end historiske kendsgerninger er jo i virkeligheden en nazistisk historieopfattelse. De var jo ligeglade med, om historien var rigtig rekonstrueret, så længe den viste de rigtige ting om heroismen og fædrelandsfølelsen og så videre. For mig at se er der ingen »urørlige myter« eller viden, som vi bør holde os fra. Al viden er principielt gavnlig. Spørgsmålet er blot, hvordan vi bruger den.

Vores statsminister kan ikke bebrejdes, at hans far var nazist, og det kan du selvfølgelig heller ikke. Men som historiker har du jo opsøgt besættelsestiden. Er du den rette til at revidere danskernes forhold til nazismen?

-Det er en provinsiel problemstilling. De bedste historikere i dag er folk, der har oplevet tingene på egen krop. De bedste koldkrigshistorikere i dag er østeuropæere, der er flygtet fra kommunismen. Og de bedste nazihistorikere er tyskere, hvis fædre var nazister.

Så synes du også, at det er i orden, at Søren Mørch i sin sidste historiebog skildrer den tidligere politiske ballade omkring Ritt Bjerregaard, der var og er hans kone?

-Nej det er vel lige lovlig tæt på, men hans præmisser er jo lagt frem. Jeg har skrevet et stort værk om besættelsestiden sammen med Anette Warring, hvis far var modstandsmand. Hun er aldrig blevet anklaget for inhabilitet af den grund, hvorfor skulle jeg så? Det går jo imod al fornuftig historiesnak. Det er en anklage, jeg tit er løbet på fra gamle modstandsfolk, men det er lige så vanvittigt som at kræve Nyrup til ansvar for hans fars gerninger. Det er et barbarisk samfund, som kræver, at sønnerne skal sone fædrenes skyld.

Hvordan vurderer du i dag din far? Var han landsforræder?

-Det har jeg det stadig lidt svært med, og jeg kender flere jurister, der vil hævde, at det var han og andre ikke. Men jeg anerkender forbrydelsen landsforræderi under besættelsen, og jeg har for nylig skrevet i en artikel, at det var han. Det er en uhyggelig erkendelse på et personligt plan og svær, fordi jeg har det så blandet med den anklage. Samtidig ved jeg, at far og hans brødre aldrig selv anså sig for at være landsforrædere.

Leif Graff-Nielsen fortæller:

Hermanda fik jo Hertha & Ellen med Mortensen. Ellen blev gift med en svensker, Gösta Henriksson, der havde en tobaksforretning i Holmbladsgade på Amager. Curth blev adopteret af Hermanda.

Ellen fik så Birgit (senere gift Groftved med Kaj, og har et par børn) og så Lisa, som var meget yndig. Hun blev på et tidspunkt gift med en meget flot fyr ved navn Paul Glud eller noget lignende, men det gik ikke ret længe, og Lisa er forsvundet for os siden dette, - synd, for hun var virkeligt meget sød!

Dengang Ellen døde, giftede Gösta sig med Edel, der tog sig af pigernes opvækst. Jeg husker at have besøgt Gösta, Edel og Lisa med mine forældre, da jeg var ca. 5-8 år, og vi har også besøgt Birgit og hendes familie.

Heidi Vinther Ilsøe meddeler:¹

Kirsten Andrea Nørbye og Peder Hansen Mortensen fik ud over datteren Ane Hansine Mortensen også sønnen Anders Jensen Mortensen (født: 08.04.1868 i Nordby, død: 17.06.1948 i Nordby)

Anders blev gift i Nordby 13.10.1893 med Anne Pedersen (født: 23.07.1871 i Nordby, død: 13.06.1948 i Nordby).

Hun var datter af Kirsten Andrea Nørbyes søster Karen Andrea Nørbye (født: 24.11.1848 i Nordby, død: ?) og husmand Niels Hansen Pedersen (født: 17.06.1841 i Nordby, død: ?). Niels var søn af Ane Marie Mathiasdatter (født: 20.11.1810 i Nordby, død: ?) og gårdmand Peder Andersen Clausen (født: 10.12.1809 i Nordby).

Karen og Kirsten er døtre af Anne Nielsdatter (født: ca. 1808 i Nordby, død: ?) og gårdmand Anders Jensen Nørbye (født: 13.10.1806 i Nordby, død: ?).

Anders Jensen Mortensen og Anne Pedersen fik sønnen Peder Christian Mortensen (født: 24.09.1903 i Nordby, død: 17.04.1976 i Grimstrup sogn).

Peder blev gift 28.10.1928 i Grimstrup med Marie Margrethe Jensen (født: 14.04.1909 i Grimstrup, død: 17.04.2001 i Grimstrup).

Som tilføjelse kan jeg oplyse at Peder Hansen Mortensen er søn af Ane/Anne Hansdatter (født: ca.1809 i Nordby, død: ?) og gårdmand Hans Peder Mortensen (født: ca.1809 i Nordby, død: ?).

Fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:³

Birgit Begtrup (1915 - 2004)
Begtrup, Birgit

*1915, seminarierektor, kvindepolitisk aktiv.

*7.10.1915 i Ullerød, Tjæreby sg., Frederiksborg amt.

Forældre: speciallæge Erik Worm B. (1888-1976) og Lotty Anna Kristina Emerentia Roslund (1889-1925).

~18.9.1940 med komponist Børge Roger Henrichsen, *4.10.1915 i Kbh., †20.7.1989 smst., s. af pianist Roger H. og Hilleborg Ipsen Arup. Ægteskabet opløst 1943.
~9.4.1947 med læge Karl Andreas Teilmann, *9.4.1915 i Vejen sg., †1.9.1956 i Give sg., s. af overlæge Folmer T. og Nanna Lange.
Bofælle 1980-86: landsretssagfører Erik Tange Demant, *6.7.1915 i Vejle, s. af overretssagfører Hagbard Michael D. og Margrethe Tange.

Børn: Eva (1947), Nina (1948), Martin (1950).

BB fik tidligt forbindelse med kvindebevægelsen gennem sin stedmoder, den senere ambassadør Bodil Begtrup og dennes kreds af stærkt engagerede kvinder. Selv blev BB aktiv i Dansk Kvindesamfunds Kbh.ske Ungdomskreds (DKKU), der fra midten af 1930'erne fungerede som en kritisk opposition til moderforeningen. 1946-48 var hun formand for DKKU og var her bl.a. med til at rejse debat om småbørnsfamiliernes vilkår i Efterkrigstiden, herunder behovet for en mere retfærdig arbejdsdeling i hjemmet, kortere arbejdstid for alle, rationel husførelse og bedre boliger.

Efter studentereksamen 1935 fra Ingwersen og Ellbrechts Skole valgte BB økonomistudiet, igen med stedmoderen som forbillede, og i 1942 blev hun færdig som cand.polit. ved Kbh.s Universitet. I de følgende år var hun ansat dels i Mødrehjælpen 1942-46, dels i Arbejds- og Socialministeriet 1946-48, ligesom hun sideløbende underviste på flere børnehaveseminarier. Efter et kort ungdomsægteskab giftede hun sig i 1947 med lægen Karl Teilmann, med hvem hun i hurtig rækkefølge fik tre børn. I 1951 fik ægtefællen stilling i Århus, og BB fulgte med. Året efter begyndte hun at undervise på Specialkursus i Husholdning, og kort efter blev hun også tilknyttet Social-Pædagogisk Seminarium, det senere Århus Børnehaveseminarium. I de første år underviste hun de pædagogstuderende i bl.a. sociallovgivning og regnskabsføring. 1958 avancerede hun til viceforstander, og 1960-82 var hun seminariets rektor. BB's mand døde allerede i 1956, og som eneforsørger måtte hun herefter søge at kombinere familieliv med en krævende karriere. Senere rådede hun altid unge mødre til så vidt muligt at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Social-Pædagogisk Seminarium var oprettet 1944 som et progressivt alternativ til Jydsk Børnehaveseminarium, der hvilede på et kristent og mere autoritært grundlag. Social-Pædagogisk Seminariums første rektor Marie Benedicte Gregersen var ligesom de øvrige initiativtagere optaget af moderne pædagogiske teorier, der betonede barnets iboende evner og frie udfoldelse. Det betød, at vægten blev lagt på psykologiske teorier og elevernes frit skabende arbejde. I denne sammenhæng passede BB godt ind, og under Marie Benedicte Gregersens tiltagende sygdom i slutningen af 1950'erne tog hun gradvist over. I 1960 var hun selvskreven som ny leder af seminariet. Hendes godt 20-årige rektorperiode blev præget af stærk ekspansion og omstrukturering på børnepasningsområdet og i pædagoguddannelserne. Fra at være et lille overskueligt seminarium med ét spor og to klasser udvidedes det til tre spor og ni klasser, og Seminarieloven af 1969 forlængede uddannelsen fra to til tre år. Selve uddannelsen blev underkastet en strammere styring, og BB måtte kæmpe hårdt for at bevare dele af seminariets særpræg. Under hendes ledelse flyttede institutionen to gange, til Højbjerg 1967 og til Risskov 1981. Med sit stærke engagement og demokratiske sindelag lykkedes det hende at føre seminariet gennem de store omvæltninger med de progressive idealer i behold. Få år efter hendes afgang blev seminariet imidlertid nedlagt ifølge Seminarieloven af 1989.

I de travle karriereår blev der ikke tid til det store kvindesaglige og politiske engagement, men BB holdt dog fast ved Dansk Kvindesamfund (DK), selvom hun var kritisk over for foreningens snævre sociale rekruttering og apolitiske ståsted. Selv placerede hun sig på venstrefløjen og var i en periode medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, som hun forlod i protest, og senere af Socialistisk Folkeparti (SF). En af de nære arbejdsfæller var i øvrigt SF'eren Ebba Strange, der fra 1964 arbejdede som praktikleder på seminariet. I 1950'erne var BB desuden aktiv i Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, der arbejdede mere politisk end DK og især markerede sig på fredsområdet. Gennem mange år tog hun del i debatten om kvinde- og familiespørgsmål og støttede i 1960'erne kravet om fri abort, som hun så som meget væsentligt, ikke mindst for arbejderkvinderne. BB, der allerede i 1950'erne havde gjort forsøg på at etablere kollektivbebyggelse i Risskov, var i 1987 med til at oprette et bofællesskab i Stavtrup ved Århus. Hun havde altid betragtet det som tåbeligt, at hver især stod og rørte i sin egen lille gryde, og for hende har det været opfyldelsen af en ønskedrøm at blive del af et fællesskab med mennesker i alle aldre.

Hanne Rimmen Nielsen

Pianist, komponist og arrangør. Tidlig undervisning i klassisk klaverspil og klaversolist i Tivolis Koncertsal i 1933. Senere interesseret i jazz og var 1937-39 periodevis med Svend Asmussens orkester. 1940-47 havde han egne ensembler, og blev fra 1941 desuden tilknyttet flere revyer som kapelmester og har skrevet musik til teater, film og hørespil. Fra 1952-81 ansat ved Danmarks Radio som ansvarlig for programlægningen på jazzområdet.

Med sin Swingtet, der i foråret 1941 efterfulgte Svend Asmussen i Skandia, spillede han fast samme sted til foråret 1944, og besætningen var ret stabil i hele perioden med Poul Olsen violin, Helge Jacobsen solo-guitar, Jørn Grauengaard rytme-guitar og Freddy Albeck bas og sang, mens kapelmesteren foruden klaver også spillede trompet.

Orkestret var ret tæt på Svend Asmussens i klangmæssig henseende, men repertoiret var jazzmæssigt mere rendyrket og tillige præget af Henrichsens alsidige jazzkunnen med Duke Ellington som et af forbillederne. Gruppens indspilninger hører til periodens bedste, prægede af Henrichsens begavede og idérige klaverspil og Helge Jacobsens solide og opfindsomme guitarsoli.

Børge Roger Henrichsen medvirkede i flg. film: "Tante Cramers Testamente", Børge Roger Henrichsens Swingtet, Palladium 1941 "Naar Man Kun Er Ung", Børge Roger Henrichsens Orkester, Nordisk Films Kompagni 1943.

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

Karl Teilmann

Død 1956
Læge
Askov
Region III (Sydjylland)

Modstandsaktivitet

Almen illegal aktivitet

Litteraturhenvisninger

Dagværk og natarbejde (Johannes Rosendahl), 52 og 96

Fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:²

Lena Vedel-Petersen (1920 - 1976)
Vedel-Petersen, Hilda Magdalena (Lena)

1920-76, socialrådgiver.

*7.3.1920 i Kbh., †17.6.1976 i Skotland.

Forældre: speciallæge Erik Worm Begtrup (1888-1976) og Lotty Anna Kristina Emerentia Roslund (1889-1925).

~4.6.1943 (b.v.) med programchef Jørgen V.-P., *21.4.1918 på Frbg., †30.8.1984 i Kbh., s. af lektor Knud Otto V.-P. og Ellen Margrethe Schack-Schou. Ægteskabet opløst 1968.

Børn: Stina (1947), Sissel (1949), Laulo (1954).

LVP var en af de første markante socialrådgivere, der stillede sig til rådighed som talerør og rådgiver for ressourcesvage og udsatte befolkningsgrupper. Det skete bl.a. i Danmarks Radios (DR) meget hørte sociale brevkasse Hvad er min ret, og hvad er min pligt, som hun startede i 1950 og redigerede frem til sin død. Barndomshjemmet var præget af grundtvigianske højskoletraditioner med mange og åbne diskussioner og et righoldigt socialt liv. Hendes moder døde under tragiske omstændigheder, da hun var fem år gammel, og det var meget traumatisk for hende. Hun var nært knyttet til sin fader, som var læge og stammede fra en gammel højskoleslægt. Han giftede sig igen to gange, og LVP fik flere halvsøskende, som hun fik et nært forhold til, heriblandt Tine Bryld. I 1938 gennemførte hun Sofie Rifbjergs toårige Kursus for Småbørnslærerinder og blev børnehavelærer, inden hun nogle år efter begyndte at læse på Den Sociale Højskole, hvor hun i 1943 tog eksamen som socialrådgiver. Samme år giftede hun sig med Jørgen V.-P., som hun fik tre børn med.

Efter sin eksamen blev LVP ansat på Mødrehjælpen i Kbh. Hun satte pris på den nære menneskelige kontakt, som var forbundet med stillingen, men opgav den i 1950, fordi hun ikke kunne forene arbejdet med at have små børn. Hun havde tidligere arbejdet med radioprogrammer om sociale problemer og foreslog nu DR at producere en social brevkasse. Programmet var placeret under den afdeling, hvor hendes mand var programsekretær og senere blev programchef. Dette familiesammenfald blev flere gange kritiseret offentligt og førte til forslag om at udelukke hende fra ansættelse. Kritikken forstummede imidlertid, fordi brevkassen blev et af de mest populære programmer. Hun havde indset radioens muligheder for at nå brede grupper i befolkningen, og hun skabte med sin dybe stemme en intensitet og intimitet i besvarelsen af lytternes spørgsmål. LVP var en meget efterspurgt foredragsholder og redigerede og skrev mange bøger om sociale forhold, fx om problemer ved skilsmisse eller alderdom. Hun satte ofte fingeren på urimeligheder i det sociale system, bl.a. de store forskelle mellem kommunernes sociale ydelser, og hun synliggjorde Danmark på vrangen, 1963, som en af hendes bøger meget sigende hed. LVP gjorde en betydelig indsats for at oplyse befolkningen om sociale rettigheder og pligter, og mange pensionister blev fx klare over, at de havde ret til ydelser, de ikke fik. I 1960’erne pegede hun på manglen på børneinstitutioner, og i 1967, da debatten om fri abort var på sit højeste, skrev hun i en artikel i Aktuelt, at det var hykleri at gå imod fri abort, når pasnings- og hjælpemuligheder for enlige mødre var så ringe.

I 1968 blev LVP ansat på Nærum Nylon som socialrådgiver. Hun var først blevet tilbudt ansættelse som personalekonsulent, men takkede nej, fordi hun ikke ville være knyttet direkte til ledelsen. Det var dengang nyt at have blik for, at der kunne være et stort behov for socialrådgivning blandt de ansatte på en arbejdsplads, og hun blev en af de første virksomhedssocialrådgivere i landet. LVP afholdt sig længe fra at deltage aktivt i politik, men var medlem af Socialdemokratiet. I 1954 stillede hun op til kommunalvalget. Efter eget ønske var hun dog meget lavt placeret på listen og blev da heller ikke valgt. Ved folketingsvalget tre år senere anbefalede hun i dagbladsannoncer vælgerne at stemme på Socialdemokratiet, men med tiden voksede hendes kritik af partiets politik over for de dårligst stillede befolkningsgrupper. 1950-55 var hun medlem af børneværnsudvalget på Frbg., og hun sad i en periode i bestyrelsen for Det Frie Gymnasium.

LVP talte i mange år mod skilsmisser, som hun mente var en dårlig løsning, især for børnene, medmindre der var tale om meget konfliktfyldte ægteskaber. I 1968 blev hun til sin store sorg selv skilt, og de kommende år var hårde for hende. Hun opholdt sig en del i Sverige, hvor hun skrev flere af sine bøger. I sine senere år genvandt hun sit livsmod og tilbragte lange perioder i Skotland hos sin nye ven. Her døde hun i 1976, kun 56 år gammel. LVP modtog 1971 PH-prisen for sit sociale arbejde og blev samme år også hædret med Omsorgsprisen.

^{Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.}

Anette Borchorst