Personside - 123

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

Helmer Wøldike er optaget tre gange i modstandsdatabasen under tre forskellige navne, der her er samlet.

Helmer Andreas Fabricius Wøldike
Født 25-09-1913
Død 12-06-1944
Kreditforeningsassistent, Sparekasseassistent, Kreditforeningsmand
Hornslet, Viborg
Region II (Midtjylland), Region I (Nordjylland), Region V (Sjælland)
Leder af modtagegruppe


Notater

1943, Leder af Stoholm gruppen
13-01-1944, Arresteret af Gestapo, dømt til døden og henrettet i Ryvangen
MW blev arresteret i Viborg Handelsbank
1944, Henrettet
12-06-1944, Henrettet af tyskerne på denne dato
14-01-1944 - 12-06-1944, arr 14/1 og henrettet i Ryvangen 12/6

Lokalitet

Viborg

Organisationstilknytning

Dansk Samling
Viborg Stoholm gruppen

Modstandsaktivitet

Almen illegal aktivitet - leder af Stoholmgruppen
Militærgruppe
Modtagegruppe
Sabotage (fængslet)

^{Danmark under jorden (Niels Ebbesen (Aage Heinberg)), 54
Faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45 (Ib Damgaard Petersen (red.)), s. 453-454
Faldskærmsfolk og modstandskampen (Erik Lottrup), 137
Jeg har levet mit liv i lyset - Christian Ulrik Hansen 1921-1944 (Elith Olesen), 237
Modstandsgruppen Hvidsten (Jørgen Røjel), s. 77
Staten stærk og folket frit. Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936-47. (Henrik Lundbak), s. 454, 455 b
På eget ansvar 1944-45 (Erling Foss), 109,110}

Han var medlem af Stoholmgruppen (Birkesø-gruppen).

Dog kan man se, at selv hvor initiativet til gruppedannelsen var udgået fra Dansk Samling, som for de jyske modtagegruppers vedkommende, var det ikke ensbetydende med, at grupperne udelukkende eller blot overvejende bestod af organiserede Dansk Samling folk. En modtagegruppe ved Stoholm var således dannet af kreditforeningsassistent Helmer Wøldike fra Viborg, som var medlem af Dansk Samling og desuden tidligere finlandsfrivillig. Men kun et enkelt af gruppens øvrige medlemmer kan med sikkerhed sættes i forbindelse med Dansk Samling. Gruppen blev revet op d. 13. januar 1944, og Wøldike blev henrettet d. 12. juni 1944.

Bornholms Tidende skrev i en nekrolog den 17 okt 2000:

"Gunnar Dam Kofoed var født på Lillegård i Nyker.

Han overtog mange af de værdier hjemmet på Lillegård allerede dengang byggede på. Et grundtvigsk livssyn med højskolen og valgmenigheden som en del af hverdagen og med en fast forankring i andelsbevægelsen og partiet Venstre.

De første skoleår tilbragte Gunnar Dam Kofoed hjemme på gården, hvor forældrene, på grund af utilfredshed med læreren i den kommunale skole, drev en lille privatskole for deres egne børn og nogle nabobørn. Senere kom han i realskole, men det var landbruget, han havde lyst til, og han forlod skolen efter fjerde mellem.
Senere var han elev på Rødding Højskole og på Ladelund Landbrugsskole.

I besættelsestiden var han tilbage på Bornholm, hvor han hjalp til hjemme på Lillegård og var aktiv i modstandsbevægelsen.

I 1946 overtog Gunnar Dam Kofoed Lillegård. På det tidspunkt var han blevet gift med Elna Kofoed, der blev hans hustru og samarbejdspartner i næsten 50 år.

Gunnar Dam Kofoed var meget fremsynet og åben for forandringer, og det medførte, at han ud over at drive gården moderne og rationelt, hurtigt blev involveret i forskelligt organisationsarbejde.

Tiden på højskolen og ikke mindst hans opvækst og opdragelse hjemme på Lillegård gav ham selvværd og tro på at kunne udrette noget.

På et tidspunkt var han medlem af ca. 30 foreninger, og sad i bestyrelsen for otte, hvoraf de fleste var indenfor andelsbevægelsen. Derimod var han ikke aktiv indenfor partipolitik, det overlod han til hustruen, der repræsenterede Venstre i sogneråd og kommunalbestyrelse.

Samlingen af de mange små grovvareselskaber i BAF, Bornholms Andels Foderstofforretning, blev Gunnar Dam Kofoeds livsværk.

Fra sin formandspost i Nyker Pakhusforening så han hurtigt, at et ødækkende grovvareselskab ville være langt mere rationelt og kunne tilbyde landbruget helt andre priser. Efter flere års kamp, hvor Gunnar Dam Kofoed kørte fra møde til møde og talte for en sammenlægning, lykkedes det i 1965. Gunnar Dam Kofoed blev BAFs første formand og sad på posten indtil 1979.

Da sammenlægningen af pakhusforeningerne var overstået påtog Gunnar Dam Kofoed sig også formandsposten i Bornholms Brandforsikring, der oplevede en rivende udvikling med ham som formand.

Indtil 1970 var Gunnar Dam Kofoed også sandemand, men trods sit travle virke tog han sig også tid til fritidsaktiviteter. Han var medlem af Hjemmeværnet fra starten og til sin død. I de unge år var han aktiv i gymnastikforeningen, og jagt hørte hele hans voksenliv til fritidsinteresserne.

Gunnar Dam Kofoed mistede sin hustru i 1993. I 1986 overlod de gården til deres yngste datter, og flyttede selv til Solhøj, en ejendom tæt ved Lillegård. Der boede Gunnar Dam Kofoed, indtil han for to år siden flyttede til Tejn sammen med veninden Valborg Blangshøj. Hans ungdoms kæreste, som han efter 56 år kontaktede, da han var blevet alene.

Ud over veninden efterlader Gunnar Dam Kofoed sig to døtre og en søn, samt svigerbørn og børnebørn. Den ældste datter, Anne Katrine (Trine) Dam Kofoed bor i Gentofte, sønnen Poul Dam Kofoed i Frankrig og den yngste datter, Ellen Grønnegård, på Lillegård."

Fra "Le protestantisme en Lorraine":

Metz est le grand centre protestant de la région de Lorraine.

Les thèses de Luther sont connues à Metz dès 1520; elles reçoivent un accueil favorable dans le clergé et l'aristocratie. Mais la condamnation de ces idées par l'empereur Charles Quint à Worms en mai 1521 est promulgée à Metz. Et, régulièrement jusqu'en 1552, les autorités messines vont garder une ligne catholique, souvent assez dure, avec des bûchers et des expulsions.

Par suite de l'accord entre Henri II et les princes réformés allemands, la France occupe à des fins stratégiques les villes de Metz, Toul et Verdun ( avril 1552 ). C'est en vain que Charles Quint tente de reprendre la ville de Metz. La protection française ne change rien au statut des réformés.

Le court règne de François II (juillet 1559 fin 1560) est une période noire pour les réformés messins (expulsion d'une soixantaine de familles vers Strasbourg).

Sous la régence de Catherine de Médicis, plus tolérante afin de contre-balancer le pouvoir des Guise, les messins obtiennent l'autorisation de construire un temple en dehors de la ville, puis dans la ville (en décembre 1561).

En février 1567, le roi Charles IX arrive à Metz, il ordonne la destruction des temples et l'interdiction du culte. L'Edit de paix de Saint Germain (1570), le massacre de la Saint Barthelémy (août 1572), la mort du roi Charles IX (mai 1574), ne changent rien pour les messins. La période allant de 1576 à 1597 va être une période de crises et de persécutions contre les réformés messins.

Ce n'est que le 12 mars 1597 que des lettres royales permettent l'exercice de la religion réformée à Metz. Un temple est inauguré au centre ville dans d'anciens bâtiments (un temple neuf sera construit 18 ans plus tard). Un lieude culte est également accordé pour les habitants des villages.

Les persécutions vont s'amplifier à partir de 1622. En 1648, le traité de Westphalie reconnaˆit la souveraineté de la France sur les Trois Évêchés (Metz, Toul et Verdun). En 1662, les réformés sont contraints de construire un nouveau temple dans les faubourgs de la ville.

L'ultime persécution est la révocation de l'Edit de Nantes enregistrée par le Parlement de Metz le 22 octobre 1685. De nombreux protestants, qui exerçaient un rôle de premier plan dans la banque, le commerce et l'artisanat, quittent Metz dès le lendemain du jour où la rutions amènent une abjuration quasi générale à Metz et dans les villages, des fugitifs sont envoyés aux galères. La plupart de ces abjurations ne sont pas sincères: certains réformés n'attendent qu'un moment favorable pour s'enfuir (plusieurs princes allemands ont pris des dispositions pour les accueillir). D'autres 'nouveaux convertis' pratiquent la résistance passive (absence à la communion, instruction religieuse des enfants en secret, mariages clandestins à l'étranger). La révocation de l'Edit de Nantes fut catastrophique pour la ville de Metz. Le commerce chuta considérablement. Une part de ses meilleurs marchands, artisans, magistrats, militaires, s'installèrent à l'étranger.