Personside - 254

Arne Bjørn Jørgensen refererer fra Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft:

Laurits blev døbt den 21/3 1681 og antagelig opkaldt efter en ældre afdød broder. Som faddere havde han Jens Kløv, Christen Døvhald og Maren Thomasdatter, hvilken sidste antagelig var hans faster.

Efter faderen død overtog han Vestergaard. Han var da ugift, men havde hos sig i huset sin søster Anna, der imidlertid var så ' meget syg af Flod i Ansigtet ', at hun ej kunne tjene fremmede. Ham hjalp hun dog, så godt hun formåede, uden at de dog derfor alene kunne klare gårdens drift. Han måtte som regel holde en tjenestepige og en dreng, hvilke i følge det til ekstraskatten for 1711 knyttede mandtal over Nors sogn (RA) i 1710-11 hed Maren Nielsdatter og Peder Christensen, og som i løn fra Mikkelsdag til Påske fik henholdsvis 2 rdl 1 mark 8 skilling og 1 rdl.

Da kongen i efteråret 1710 i anledning af den Store Nordiske Krig lod udskrive ekstraskatter bl.a. på tyende, måtte han for tjenestepigen skatte 1 rdl 3½ mark og for drengen 4 mark. Med nogen forbavselse erfarede han, at der også krævedes tyendeskat af den syge søster. At han ikke helt kunne slippe, indså han dog snart og tilbød derfor at betale 'til den første Termin 8 Skilling' for hendes vedkommende. Slet så billigt slap han dog ikke. Han måtte rykke ud med 3 mark for hende og endda være glad til, at autoriteterne dog havde taget hensyn til hendes særlige stilling og forhold.

Hans underskrift på dette tilbud kan endnu ses i Rigsarkivet i 1 pakke vedrørende ekstraskatten for 1711 for Dueholm, Ørum og Vestervig amter.

Muligvis i Laurits Andersens tid blev Vestergaards tilliggende noget øget, uden at det nærmere tidspunkt herfor eller årsagen hertil kendes; men i hvert fald var dens hartkorn under hans efterfølger, i sønnen Christens tid, vurderet til 5 td 3 skp 3 fjdk og 2 album, og dens udsæd var ansat til 30 td. rug. Landgilden svaredes ikke længere i naturalier, men i penge og beløb sig til 14 rdl 16 sk. årlig. Det hoveri, der krævedes af ham, og som altid havde været nøje specificeret og efter sigende aldrig vilkårligt eller havde givet grund til klage omfattede kun ' to Rejser om Aaret, 4 a´5 Mile Tour og Retour' samt 1 dag årlig udkørsel af gødning fra herregården. Ægtkørslerne bestod som regel i transport af korn fra Nørtorp til Klitmøller, Vigsø eller Thisted og i hjem-kørsel af træ eller lignende fornødenheder fra disse steder. (Hoverireglement for Nørtorp 1770. R.A.)

Det ses ikke, at gården nogensinde har været lagt i Rytterlægd, men da Fr. IV i 1701 indførte landmilitsen, har Laurits vel måttet bidrage sit til de 7 karle, som Nors sogn skulle stille til Hillerslev-Hundborg Herreds Kompagni, og som om søndagen kunne ses til øvelse på deres eksercerplads ved Nors kirke tillige med 4 karle fra Tved, 4 fra Vester og 3 fra Øster Vandet.

I 1724, da kongen agtede at opstille infanteriregimenter i militsen på det bøndergods, der ikke var udlagt i rytterlægd, blev Laurits, som lægdsrullen for dette år for Aalborg og Viborg stifter viser, lagt i lægd med 12 andre nærboende bønder. Tilsammen udgjorde de med deres 32 td. hartkorn, som forordningen kræ-vede for et sådant lægds størrelse, det 30. lægd, og skulle 'i Fællig' stille en karl til ovennævnte kompagni i 'Aalborg Stifts Regiment'.

Han blev lægdsmand, uvist når; men i hoved- og lægdsrullen over Dueholm, Ørum og Vestervig amter for 1733 ses han som bestyrer af det 58. lægd, der stillede soldat til 'Nordre Jydske Nationale Infan-teriregiment'.

Sine jorder, der var 'inddelt i 4 Marker, hvoraf noget er godt Muld med Ler beblandet og noget slet Muld med grus', drev han, som det ses af et skifte i sommeren 1736, med 6 'Plougbæster'. Hans hestehold omfattede yderligere 3 hopper i alderen 5-8 år, heraf 1 med føl, og 4 plage i alderen 1-3 år.

Af kreaturer havde han 5 køer i alderen 3-7 år, 4 stude, 1 studekalv og 2 kvier. hans fårehold talte 15 får, 8 lam og 3 væddere og var således stort i modsætning til svineholdet, som udgjorde ' 1 Aarings Galt, 1 Soesvin og tvende grise' og tydeligt nok ikke var anlagt med baconproduktion for øje, men gårdens samlede besætning var dog blevet væsentlig større end i faderens tid. Fjerkræ, hvorimellem 4 gamle gæs og 1 gase, havdes til husbehov.

Af vogne, agerbrugsredskaber o.lign. rådede han over: 'En beslagen Vogn, en Kornvogn med Hecker, Stænger, Reb og Stang, en Vogn med Tilbehør, en gammel Møgvogn, 1 Hyfvel Baare (Hjulbør), tvende Plove med behørig Dræt og 1 Par Jærn, 1 gammel Bagplov med Jærn, 4 Træharver'.

Til mejning af korn, til brug i lade og stald ejede han 'Tvende Høleer med kroge og Drau, tvende gamlere dito, 5 River, 3 Forke med Skafter, 2 Plejle, 1 Kasteskovl, 1 Skærekniv med Kiste, tvende gamlere dito, 2 Træskovle, 3 Staalgrebe med Skafter samt 3 Spader med Skafter'.

At han også har været indstillet på selv at kunne udføre forefaldende træarbejde viser følgende værktøjsbeholdning: 'Tvende Øxe-Hammere, 1 Sav, 3 Navere, 3 Spegerbarer, 3 Huggejærn, 1 Baandkniv, 1 Hammer, 1 Huggeskammel samt 1 Slibesten med Trug'. Træ har han ikke manglet, men på gården haft et rigeligt forsynet lager af 'Tømmer og Deler'.

Fiskeredskaber ejede han også, nemlig: '1 halvt Søvaad med Ribe, 1 liden helt dito med Ribe samt 4 gamle Veed (Vaad) og 3 Algerstænger med Jærn (ålejern).'

Efter redskabernes art at dømme havde fiskeriet interesse for gården, og han havde ret til at fiske i Nors Sø, hvor han havde 'Søbaad, hvortil behøvelig Aarer, samt en gammel ubrugelig dito'. I sommerhalvåret fangede han gedder, skaller og aborrer og om vinteren, når Algerjærnet havde sin glanstid på frossen sø, toges talrige fede 'Stangaal', der betragtedes som en nødvendig spise i hver Thybondes husholdning.

Der foreligger kun lidet om, hvorledes stuehuset var indrettet, men vi kan dog se, at det i hvert fald indeholdt opholdsstue, storstue, bryggers og et 'Bur'. Opholdsstuen var i det store og hele indrettet som forhen beskrevet. Vi genfinder langs vinduerne ud mod gårdspladsen et langt 'Fyrretræsbord med aaben Fod', en 'dito Skammel ved Bordet' samt en 'Bagstol' (lænestol). Desuden fandtes et skab med såkaldt kandbænk, en hylde med rum for neden til spande og kedler, ovenfor til fade og øverst til tallerkener.

I samme stue opbevaredes husets bibliotek, hvis indhold imidlertid indskrænkede sig til '1 Psalme-Bog, 1 Bibelske Kierne samr 4 andre, smaa, gamle Bøger', som samlet i handel og vandel vurderedes til 1 rdl og 1 mark eller omsat efter anden stedlig værdimålestok til 2 grise og 1 lam. Gik man ikke i seng med solen, kunne stuen oplyses af tællelys i 4 'Messing Liussestager'. I storstuen stod et sengested og sandsynligvis konens 'Fyrrekiste med Laas, Hængsler samt Haandgreb', en fyrretræskiste uden lås, et gammelt vognskrin og et egetræsskrin med lås.

Det vides ikke, hvor familiens medlemmer sov om natten, men det kan ses, at der foruden senge-stedet i storstuen stod en 'liden Seng udi det lidet Kammer i Øster Hus i Gaarden', at man har haft 'en liden Seng til nogle af Børnene' og disponeret over to andre sengesteder, uden at der dog er angivet noget om, hvor de tre sidstnævnte senge har været anbragt; men da opholdsstuen normalt var både varme-, sove- og mælkestue, kan der næppe være tvivl om, at det var her familien i skøn forening også tilbragte natten. Sengen i storstuen, der sikkert har været beregnet for gæster, var udstyret 'med Dyner, Hovedpuder og tvende Hørgarns Pudevaar, item et Par dito Lagener'. og vurderedes til 8 rdl eller godt og vel 15 får og 8 lam. De øvrige senge var kun 'Vadmels Dyner, Vaar og Puder', en enkelt dog i tilgift et 'broget Sængeklæde' og vurderedes til 2rdl 3 mark stykket.

Til daglig spistes på trætallerkener, hvoraf man rådede over 16, ved højtideligere lejligheder på hvide stentallerkener, dog ikke alle, men kun særlig udvalgte, da huset kun formåede at sætte 4 sådanne og 2 hvide stenfade på bordet. Godt at naturen normalt udstyrede hvert menneske med 10 fingre, thi udvalget af spiserekvisitter synes ikke at have omfattet gafler, men at have indskrænket sig til '12 Hornskeer og tvende brugelige Knive'.

Benytter man på grundlag af de foran givne oplysninger (samt oplysningerne om skifte ved konens død) lejligheden til at kaste et blik på Laurits´s virke, i særdeleshed som landmand, og sammenligner hans og faderens landbrug, vil man se, at der på dette område har fundet en udvikling sted. besætningens størrelse er på alle punkter, undtagen for svinenes vedkommende, øget. Hesteholdet er steget fra 2-3 til 14 'Bæster', hopper, plage og føl; koholdet fra 2-3 køer og ungnød til 12 køer, kvier og kalve og fåreholdet fra 2-3 får til 18 får og væddere, en naturlig udvikling som følge af korn-prisens vedvarende fald gennem den første menneskealder i det 18. århundrede. Han har som så mange andre standsfæller i Thy set sin fordel ved, som bonden lunt udtrykte det: 'Hellere trække end køre sit korn af gård', nemlig ved at skifte om fra ren agerdyrkning til heste- og studeavl og noget mejeribrug og følgelig fodret sit korn op frem for at sælge det.

Men med denne driftsændring fulgte en forøget gødningsmængde og en samtidig intensivere dyrkning af jorden, hvorved foldudbyttet steg så meget, at man gennemsnitlig regnede 'god Frugtbarhed' til 6 fold rug, 8 fold byg og 9-10 fold havre, et resultat, der lå dobbelt så højt som på Sjælland. Efter den tidligere nævnte fordeling af udsæden på de tre kornsorter, skulle dette altså give ham et høstudbytte på: 120 td. Rug, 40 td. Byg og 18-20 Td. havre. Men sandsynligvis har han af hensyn til fodringen også på dette punkt foretaget en omlægning og mindsket rugmængden fortrinsvis til fordel for byggen.

Det vil føre for vidt at søge et driftsregnskab opstillet, men det skal dog anføres, at heste fra Thy var gode og solgtes til priser fra 30-60 kr. stykket samt, at vurderingsmænd i 1736 ikke vovede at byde Laurits under 32 kr. for en 2-års plag. Køernes mælkeydelse var steget noget, de skarpe Thybo-oste var i god kurs, men smørret gennemgående mindre fremragende. De fleste tyrekalve blev lagt til, de var meget efterspurgte, og Laurits kunne sidstnævnte år sælge 4-års stude til en mindstepris af 54 kr. parret.

Kort og godt man får indtryk af, at Laurits var en dygtig og energisk landmand, der ligesom talrige standsfæller på ingen måde var kuet hverken af herremænd eller stavnsbånd, og hvis arbejde havde båret så megen frugt, at han må karakteriseres som en efter forholdene velstillet mand, hvis evner og karakteregenskaber rakte så meget op over gennemsnittet, at både den gejstlige og verdslige øvrighed hver på sin vis, kunne bruge ham som tillidsmand.

...

Som nævnt døde Laurits´s kone, Karen Sørensdatter, i 1736, da Laurits var 55 år gammel. Hvornår han selv døde vides ikke, men da han ikke var forlover ved sønnen Peders bryllup i 1764, er han formentlig død før dette år, og da denne søn i februar 1753 som 23-årig ung mand kunne præstere en udbetaling på 160 rdl., som han næppe kan have erhvervet på anden måde end ved arv, ligger det nær at tro, at Laurits dødsår ikke kan sættes senere end til 1752.. Om han kom til at opleve kvægpestens frygtelige hærgen i årene 1745-52 får stå hen. Farsoten kostede det danske landbrug 2 millioner stykker hornkvæg, men ramte ikke Vestergaard, hvorfor den, som da sad på gården, ikke alene gik fri for tidens ulykke, men oven i købet indrulleredes i den række af landmænd, som drog fordel af den. (Jyske Saml. 1933, si 264 o. flg.)

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

Johan Christian Kall

Født 05-09-1926
Død 14-02-1984
Gymnasiast
Silkeborg
Region II (Midtjylland)

Tilknytning til undergrundshæren

Region II (Midtjylland), Sektion L, Silkeborg Distrikt (O) , 1. Kompagni, 2. Deling

Lokalitet

Silkeborg

Modstandsaktivitet

Militærgruppe

^{Rigsarkivet, 1010, Styrkeliste for Silkeborg, Pk. 37, side 311
Rigsarkivet, 10201, Styrkeliste for Silkeborg, Pk. 2}