Personside - 194

Fra “Stamtavler over danske slægter Fich” af Peter, Benta og Poul Fich:

Neeltje Fichs Mand, Johan Rehling, Søn af Herredsfoged Gerhardt Rehling i Odder, var Læge og virkede som sådan i 40 År i en stor Praksis i Kvarteret omkring St. Kongensgade. Han var Typen på den afholdte gamle Huslæge, som kendte alle, han kom til i de mange forskellige Hjem — og ikke alene deres Sygdomme, men også deres store og små Sorger. Ved hans Begravelse holdt hans Søn, Pastor Rehling, en stærk personlig følt Tale og takkede for det Eksempel, han havde givet sin Børn og Børnebørn: »flittig, beskeden, hensynsfuld og retfærdig«. Han havde et kærligt Sind og en dyb, menneskelig Forståelse. Hans Hustru har igennem mange År været knyttet til Frederikskirkens Menighedsråds Arbejde og kom således til at virke i samme Kvarter, hvor hendes Mand virkede som Læge.

David Rehling skrev i Information 3. juli 2011 om sin far i Drengen, der blev opdrættet til at elske sproget:

Der var engang en dreng, som blev opdrættet til at elske sproget, og den dreng var jeg.

Min mor var bibliotekar, og min far var forfatter og magister i litteratur. De havde mødt hinanden, da min far kom for at låne en bog.

Mit barndomshjem blev peppet op af, at min mor hjembragte de mest interessante af bibliotekets nyindkøbte bøger. Så læste min far dem og gav min mor og mig råd om, hvilke af dem vi burde læse.

Min fars egen debutroman var udkommet til blandet modtagelse i 1943. Den bar titlen En dag er det glemt og handlede om rastløs og letsindig ungdom. Siden morede min far sig over titlen, i betragtning af den skæbne, der overgik bogen. Heller ikke jeg har læst den, for jeg har været bekymret ved udsigten til, at den afslører noget, som en søn ikke bør vide om sin far.

På linje med bogen lå min fars valg af emne til sin magisterkonferens: Flanøren i dansk litteratur. Altså de selvspejlende skildringer fra typer som Gustav Esmann, Peter Nansen og Herman Bang, der lapsede op og ned ad Strøget i 1880’ernes København.

Min far udfoldede sig ikke på Strøget, men susede rundt i en åben sportsvogn og gengældte pigernes smil. Nu og da forbarmede han sig over mig og tog mig med i bilen.

Når min far havde råd til sportsvognen, skyldtes det, at han afstod fra at leve af sin magisterkonferens. En af hans ungdomsvenner var blevet ansat som romanredaktør på Familie Journalen og skaffede min far ind. Først som oversætter fra tysk og engelsk; så begyndte min far selv at skrive roman-føljetoner, for til sidst at blive romanredaktør for Aller-koncernes ugeblade i Skandinavien.

Dengang i 1960’erne og 70’erne var ugebladenes romaner, hvad tv’s løbende serier er i dag. Oplagene var svimlende, og udgivelsen en guldgrube mest for familien Aller, men lidt dryppede også på min familie.

Min far havde en vis ironisk distance til sit givtige håndværk. Det har vel udøverne af enhver profession. For at holde hverdagen ud må murerne nødvendigvis grine ad de skæve hjørner og lægerne ad de døende patienter. Men min far tog det også alvorligt.

»Der skal snot på ærmet,« sagde han.

Hvis der ikke var lagt en ægte følelse i romanerne og deres menneskeskildringer, ville læseren sidde tilbage med tomhed.

Det hele lå i sproget, forklarede min far mig: Den måde, ordene var kædet sammen på, enkelte udtryk, der brændte som en fakkel i teksten, og så frem for alt »verberne«, som min far kaldte dem. I mine skolebøger hed de udsagnsordene.

»Verberne er de vigtigste,« sagde min far. »Det er dem, der driver sætningen frem og river læseren med.«

Som eksempel nævnte han:

»Hvis man om en pige, der går over til en fyr, skriver: ‘Hun gik over til ham’, så er der er ingen, der kan se hende for sig. Det kan de derimod, hvis man skriver: ‘Hun gyngede over til ham.’«

Min far havde som motto: »Elsk sproget og sproget vil elske dig igen.«

En af mine skolebøger rummede en samling brudstykker fra danske forfatteres skriverier. Min far og jeg begyndte den leg, at jeg læste tre-fire linjers tekst op for ham, og så skulle han gætte, hvem der havde skrevet det. Jeg var himmelfalden over, at han praktisk talt altid ramte rigtigt. Teksterne var ikke andet end en lille penneprøve, der sjældent indeholdt navne på personer eller steder, der kunne hjælpe med afsløringen. Hvis de endelig gjorde, måtte jeg gerne udelade navnet. Det var på sprogtonen, min far kendte forfatteren.

»Det er ligesom med fingeraftryk,« forklarede min far mig. »Der er ikke to mennesker, der er ens.« Når han havde frydet mig ved at gætte rigtigt, viste han mig, hvor det var i teksten, han havde fundet aftryk af forfatten: Sætningskæden, de markante udtryk og de gyngende verber.

Min far forklarede mig også, at det er nødvendigt, at man lærer sig mindst et sprog til.

»Ellers kan man ikke værdsætte sit eget,« sagde han.

Fra
Information :

Padleturen til den sidste ø

Et telefonopkald om et blomstrende gravsted på øen Strynø er en dønning fra befrielsessommeren 1945, hvor et smukt nygift par padlede ud af Skovshoved Havn

Skrevet af: David Rehling

Min desværre afdøde fætters dejlige enke ringer mig op for at sige, at mine forældres gravsted har det godt.

Hun har været på besøg på Strynø, den ø i Det Sydfynske Øhav, hvor mine forældre ligger i jorden.

Hun fortæller, at min kusine, der bor på Strynø, sidste år flyttede to gule blomsterplanter fra sin have og op til mine forældres gravsten.

»Og nu har de bredt sig over det hele. Det ser vældigt flot ud,« siger min fætters enke.

Mens jeg siger, at jeg er glad for, at mine forældres gravsted ser flot ud, kigger jeg åndsfraværende på et fotografi, der hænger på min væg.

Det går op for mig, at der er noget absurd i situationen. Fotografiet er af mine forældre. De er unge, i midten af 20’erne.

De padler i kajak ud af Skovshoved Havn. Min mors kajak er påmalet navnet K56. Min fars K57.

Det er det eneste billede, jeg har af mine forældre sammen.

Jeg var ikke til stede, da billedet blev taget. Det var i befrielsessommeren 1945. Det år, mine forældre blev gift, og fire år forud for min ankomst blandt de levende.

Mine forældre er på fotoet slående smukke. Min mor er både vilter og porcelænsagtig. Min far er følsomt maskulin.

Min mor har fortalt mig, at når de rejste sammen i Tyskland lige efter Anden Verdenskrig, spurgte folk, om de var danske filmskuespillere.

Det måtte de jo svare nej til — al den stund, at min mor var bibliotekar og min far journalist.

Lykkelige, fjerne år

Når mine forældre ligger begravet på Strynø, skyldes det, at min farfar var sognepræst på øen fra 1925 til 1930.

Det må have været en lykkelig tid. Min far, hans lillesøster og hans storebror ønskede sig resten af livet tilbage til øen.

De endte alle tre med få sig et hus på Strynø; min forældres var et bittelille, hvidkalket stråtækt bindingsværkshus fra 1610.

Min farmor blev ved med at komme på Strynø højt oppe i sine enkeår. Efterhånden blev hun den eneste sommergæst på Strynø Afholdshjem. På øen var der respekt om min families navn. Min farfars prædikener må have gjort indtryk.

Da jeg og en kammerat i foråret 1968 lånte mine forældres hus på Strynø, insisterede Afholdshjemmet på, at vi hver dag kom og spiste et ordentligt måltid dér. Afholdshjemmets indehavere havde i generationer været to ugifte søstre, der i 1968 var omkring de 90 år. Folk bliver gamle på Strynø.

Den ene af søstrene underholdt os med, hvad hendes bedstefar havde fortalt hende om sine oplevelser under krigen. Det var den danske søkrig mod England 1801-14, bedstefaderen havde fortalt erindringer om.

De to søstre havde selv været i krigstjeneste. Under den tyske besættelse af Danmark havde de på deres afholdshjem givet husly til modstandsfolk, der var på flugt fra nazisterne. Strynø var et godt sted at gemme sig. Besættelsesmagten nåede aldrig at indtage øen.

Jordens dejligste sted

Min fars opvækstår på Strynø fik øen til at stå for ham som jordens dejligste sted. Han mistede sin dømmekraft, når det drejede sig om Strynø. Det grinede min bror og jeg ad. Jo, jo, der var da smukt på Strynø, markerne og digerne ombølget af hav, landsbyen med de stramt disciplinerede hvidkalkede huse, min farfars kirke knejsende over den vemodigt blide kirkegård.

Men når man er gået turen den ene vej øen rundt og turen den anden vej øen rundt, hvad skal man så lave? Især min bror blev grebet af en næsten desperat rastløshed, når sidste færge var sejlet fra Strynø Havn ved 17.30-tiden.

Efter aftensmaden gik strynboerne rundt og drak kaffe hos hinanden og talte lavmælt strynsk-sydfynsk om dagens begivenheder og gamle dage.

Min far havde en plan om at virkeliggøre sig selv. Når han fyldte 60, ville han gå på pension og flytte over i det bittelille bindingsværkshus. Min mor gjorde det klart, at hun ikke ville følge med. Hun ville ikke på pension på Strynø. Hun var glad for at arbejde som bibliotekar og bo i et nutidigt hus i Dragør tæt ved København.

Trods det sagde min far, at han ville flytte til Strynø.

Den sommer, min far fyldte 60, holdt mine forældre ferie på øen. Min mor kom hjem alene. Min far var blevet tilbage som fastboende.

De næste måneder hørte vi ikke noget fra ham. Der var ikke telefon i bindingsværkshuset.

En dag var min far hjemme igen. Han kommenterede ikke sit afbrudte otium, og vi sagde ikke noget. Min fars arbejdsplads havde ikke fået besat hans redaktørjob, så han vendte tilbage til sin egen stilling.

Varm erindring

Jeg har en varm erindring om et sommerbesøg hos mine forældre på Strynø. Det må have været i 1978, nogle år inden min fars mislykkede bosætningsforsøg.

Vi havde aftalt, at jeg tog til Rudkøbing, hvor de ved sidste busankomst ville ligge med deres sejlbåd og vente på mig ved den langelandske havnekaj. På den lange rejse fra København — indbefattet storebæltsfærge — holdt jeg mig munter ved at læse en bog, som min far havde anbefalet. Den handlede om den klassiske oldtids orakel i Delfi. Bogen var gribende: Poesien; sandsigersken på sin trefod i euforiserende dampe; de intrigante tempelpræster, der tolkede hendes tågede ord til tvetydige spådomme.

Min tur til Rudkøbing blev en rejse ind i den levende græske fortid.

Ved havnekajen lå som aftalt mine forældre. Det var en lun sommernat med lys i horisonten. Med en brise gled vi mod Strynø så rapt som en snekke på kryds i Ægæerhavet.

Vi drak varm kaffe og tynd whisky. Mine forældre var unge og glade.

Oppe i det bittelille bindingsværkshus havde min mor på forhånd stillet natmad klar. Vi spiste og spøgte. Da min mor gik i seng, sad min far og jeg til langt ud på morgenen og drøftede oraklet og lavede vores egne Delfi-spådomme om aktuelle begivenheder. Profetierne skulle være som originalen: Ikke advare tydeligt og dog passe uanset hvor tragisk udfaldet; teksten rytmet og rimet. Det sidste var min far god til, hvorimod jeg var bedre som tvetydig spåmand. Vi lo. Den sommer forlod jeg Strynø med en glad følelse af at tilhøre en familie.

Udmattet ironi

Da min far ti års tid senere, i 1988, lå på hospitalet efter sin store og ikke vellykkede operation, sagde han udmattet ironisk: »Jeg har to huse, to biler og to både, og så ligger jeg her.«

Han tilføjede, at han håbede at komme over på Strynø: »Bare sidde på bænken i gårdhaven, i en sprække sol.«

Min far kom til Strynø igen, men det var i sin kiste. Gravkaffen holdt vi i bindingsværkshuset.

Min mor blev ved i sit bibliotekarjob, indtil hun fyldte 70. Da vi fejrede hendes fødselsdag, nævnte gæsterne meget min far i deres taler. Mere end jeg brød mig om. Min mor endte med at drikke sig beruset, hvad hun ellers aldrig gjorde. Jeg måtte slæbe hende hjem og lægge hende i seng. Da jeg vendte tilbage til det noget opløste fødselsdagsselskab, sagde nogle af gæsterne, at de ikke mente, at min mor havde drukket sig fuld, men at hun snarere var blevet ramt af en lettere hjerneblødning.

Hvorom alting var, gik min mors helbred hurtigt ned ad bakke. Min far havde ellers sagt til mig — i sin vante ironiske form: »Vor mor er stærk som en okse. Hun lever, til hun bliver 90.«

Det gjorde min mor ikke, men i sine sene svækkede år gav hun sig til at sige sandheder om sit ægteskab: »Vi var en skuffelse for hinanden. Det blev vi hurtigt klar over.«

Det kunne min bror og jeg ikke lide at høre. Heller ikke, at min mor sagde: »Jeg har været en ravnemor.«

Nej, nej forsikrede vi hende. Selv om der var noget om snakken. Hun havde haft vigtigere ting at tage sig til end os.

For alvor utilpas

Når min mor kom i nærheden af at tale om de kærester, mine forældre havde haft ved siden af ægteskabet, blev jeg for alvor utilpas.

En dag måtte jeg bringe min mor den nyhed, at min fars bedste ven var død. Jeg havde set annoncen i avisen. Hun fortalte, at vennen havde ringet hende op fra sit dødsleje.

»Det var jo ham, jeg elskede,« sagde hun.

Det gav en slags forklaring på nogle mærkelige stemningspust i mit barndomshjem, hvor min fars bedste ven boede to husnumre fra vores. Min mor hadede hans kone med en vildskab, jeg ikke kunne begribe.

De sidste 23 år har jeg kun været på Strynø til jordefærd. Min fars, hans søsters mands, hans søsters, min mors. Min far fandt fortrøstning i, at han som kistebegravet blev til strynsk muld. Min mor affandt sig med at komme i jorden på Strynø, men insisterede på at blive brændt og nedsat i urne. Selv i det hinsidige er mine forældre ikke på fælles form.

For mig er Strynø blevet en dødeø, som jeg skæver over til, når jeg passerer Langelands-broen. Et besøg har jeg ikke lyst til. Det er derfor, jeg ikke har set min kusines smukke gule blomster, der slynger sig om mine forældres grav.

Til gengæld sidder jeg og ser på fotografiet af mine unge og smukke forældre, der i kajak fra Skovshoved Havn stævner ud i verden 1945. Hvad ville det delfiske orakel have spået dem? Havde oraklet fanget, at mine forældre nok drog ud sammen, men at de gjorde det i hvert sit fartøj? En spådom i retning af:

Som I padler nu
mod den krappe sø
hver for sig
skal I pø om pø
nå den sidste ø.

Fra “Stamtavler over danske slægter Fich” af Peter, Benta og Poul Fich:

Johan Christian Fich løste den 24. 4. 1862 Borgerskab som Tømmerhandler i København og den 9. 11. 1871 Borgerskab som Grosserer og Detailhandler i Tømmerbranchen. Han skildres som et hjælpsomt og gæstfrit Menneske, »fra hvem ingen er gået uhjulpet bort«. Efter i nogle År at have boet på Hjørnet af Frederiksberggade og Nytorv flyttede han til sin Villa i Lykkesholms Allé på Frederiksberg, hvor han ofte samlede Familie og Venner til hyggelige Middagsselskaber. Han blev Lillejuleaften 1886 pludselig syg og døde efter en Operation den 30. 12. 1886.

Hans Hustru var Datter af Møllermester Kierboe i Helsingør, hvor hun var vokset op blandt mange Søstre. På sine gamle Dage kunde hun ofte fortælle sine Børnebørn om sine egne Barndomsår på Møllen i det gamle Helsingør. Til Trods for at hun efter sin Mands Død måtte leve i beskedne Kår, var det hende en Glæde til sine sidste År at se sine Børn og Børnebørn og den øvrige Familie til Middagsselskaber i sit Hjem. For Børnebørnene står disse hyggelige Sammenkomster i Skæret af brændende Lys, blinkende Krystal og Sølvtøj ved det festlige Bord, som det smukke Symbol for en svunden Generations Festglæde og Familiesammenhold. Selv var hun en meget dygtig og sparsommelig Husmoder. Det var en stor Sorg for hendes nærmeste at se hende i de sidste Leveår, hvor hun led af Hjerneforkalkning. Med hende døde det sidste Samlingspunkt af Slægten, hun var da 86 år.