Personside - 108

Venstres mangel på markante profiler var allerede kommet til syne i 1916, da borgmester Edv. Lau fratrådte som borgmester. På trods af, at Venstre på dette tidspunkt havde 7 mandater imod Højres 3, blev det en højremand, direktøren for Nationalbankens Koldingfilial, Oluf Bech, som blev den nye borgmester. Reelt havde valget stået imellem ham, socialdemokraten faktor P. Rasmussen og venstremanden, direktør Konstantin-Hansen, men ved afstemningen i byrådssalen blev der kun afgivet stemmer til Rasmussen og Bech. 9 havde peget på Bech, 7 på Rasmussen, mens 3 havde stemt blankt.

Oluf Bech var bankuddannet, kom fra Århus og var i 1901 blevet leder af den ny filial af Nationalbanken i Kolding. I 1908 blev han formand for Højre, og ved byrådsvalget i 1909 blev han indvalgt første gang. Han blev borgmester på et tidspunkt, hvor kommunerne for alvor blev inddraget i problemerne omkring dyrtidsforanstaltninger, arbejdsløshedsbekæmpelse m.m. I sine erindringer skriver han, at borgmesteropgaverne lagde mere og mere beslag på hans tid, dels ved møder, dyrtids- og krigsforanstaltninger og ved de mange byggearbejder.

En af de vanskeligste opgaver var at få skik på kommunens økonomi, som ikke var i den bedste orden. Forgængerne havde været mere interesserede i at have en lav skatteprocent, end i at få iværksat nødvendige investeringer. Resultatet var, at "alle områder trængte til omlægninger, udvidelser og forbedringer. Gade- og vejvæsenet var således stærkt forsømt og trængte i høj grad til at forbedres, vandværket var også for lille, ja, det ene meldte sig efter det andet, fordi man for tiden havde holdt pungen så stærkt lukket, at der på mange måder var sat meget til".

Oluf Bech var en fremsynet mand, og med ham kom Kolding ind i en ny tid.

Borgmesterloven af 1. marts 1919 afskaffede den kongevalgte borgmester. Nu skulle borgmesteren vælges som de øvrige byrådsmedlemmer og udpeges blandt og af byrådets medlemmer. Som omtalt havde Kolding Byråd siden 1914 selv valgt borgmesteren, først Edv. Lau og i 1916 Oluf Bech, hvorefter kongen havde stadfæstet beslutningen, men de havde begge måttet udtræde af deres respektive byrådsgrupper, idet kravet indtil lovens vedtagelse havde været, at borgmesteren skulle lede byrådets forhandlinger upartisk. Fra 1919 skulle antallet af byrådsmedlemmer inklusive borgmester være ulige. De siddende borgmestre, her Oluf Bech, forblev i embedet til det ordinære byrådsvalg i 1921.

Borgmesterloven var en del af det retsreformkompleks, der også omfattede Retsplejeloven og Politiloven. De var vedtaget i 1916, men først trådte i kraft 1. oktober 1919. Hermed adskiltes retsplejen fra kommunernes forvaltning, og domsmyndigheden adskiltes fra politivæsenet. Borgmestrene havde herefter udelukkende ansvar for det kommunale styre. I 1919 vedtog byrådet i Kolding, at borgmesteren skulle aflønnes med 8.000 kr. årligt, så han fik en løn, der var højere end den højstlønnede kommunale embedsmand, kæmner I. O. Brandorff.

Efter 1. verdenskrig var samfundet i opbrud. 1920erne var præget af økonomisk ustabilitet og arbejdsløshed, men også af fremskridt. Økonomisk havde Kolding det særlige problem, at der var oparbejdet en stor gæld mellem 1916 og 1921 og samtidig var skattegrundlaget vigende. Indbyggertallet i byen faldt, fordi mange af de højtlønnede valgte at bosætte sig i de omkringliggende sognekommuner, hvor skatteprocenten var lav.

Ved byrådsvalget i marts 1921 vandt socialdemokraterne et mandat, hvorefter de havde ni. De borgerlige partier bestående af de Konservative og Venstre, fik også tilsammen ni mandater, Venstre beholdt deres fem, mens borgmesterens parti, de Konservative gik et mandat tilbage. Tungen på vægtskålen blev den radikale Aage Bennike, som ligesom ved valget i 1917 pegede på Oluf Bech.

Arbejdsløsheden og faldet i levestandarden som følge af prisstigningerne under og efter krigen havde fået flere til at samle sig omkring Socialdemokratiet. Oluf Bechs konservative bagland havde derimod været meget kritiske over for hans beslutning om sammen med socialdemokraterne at forlænge understøttelsen til de arbejdsløse. Oluf Bech havde i de foregående år ført en udviklingsorienteret politik for at holde hjulene i gang fremfor at føre den økonomisk forsigtige politik, der havde karakteriseret hans forgængere. Mange store anlægsarbejder blev sat i gang i hans borgmestertid, bl.a. kommunale boligbyggerier, Troldhedebanen, det nye domhus, Harteværket, kloakering af den indre by, åforlægning og vejforlægninger i tilknytning hertil. De store investeringer lånefinansieredes, bl.a. optog byen i 1921 sammen med en række andre købstæder et stort amerikansk lån.

I 1922 kom så regningen for de foregående års store investerings- og anlægsprojekter. "Dollarlånet" skulle indfries, og da byen ikke havde tilstrækkelig likvid kapital måtte ligningsprocenten stige til 17,3 %, og det var endda nødvendigt at opkræve 4 måneders ekstraskat. Ligningsprocenten havde i 1920-21 ligget på 9,6 %. Oven i gælden måtte man endvidere slås med store udgiftsstigninger som følge af inflationen. Den høje skatteprocent tilskyndede selvfølgelig endnu flere til at flytte til de omkringliggende landsogne, der havde en skatteprocent på 3-4%.

For at komme ud af denne uheldige udvikling måtte byrådet finde besparelser og arbejde for en indlemmelse af skattelykommunerne eller dele af dem i købstaden.

Man kan gætte på, at det var denne defensive kommunalpolitik, der i april 1923 fik Oluf Bech til at acceptere stillingen som nationalbankdirektør i Århus. Byrådet bevilgede ham afsked den 13. maj 1923, hvorefter byrådet forsamledes den 28. maj for at vælge en ny borgmester.

Fra Bernhard Nordentoft: Bernhards Slægtshjemmeside:

Dansk biografisk leksikon, 3. udg. bd. 10:

Nordentoft var den ældste af en større flok særprægede og begavede børn med yderst forskellige livsskæbner.

Han blev student 1883 fra Aarhus og tog lægeeksamen 1890, var i de flg. år kandidat ved forskellige Kbh.ske hospitaler foruden 1891-92 konst. distriktslæge på Norderøerne, Færøerne.

Efter nogle måneder som reservelæge ved Kommunehospitalet i Århus nedsatte han sig i Thisted og praktiserede der indtil 1901. I denne periode skrev han disputatsen "Om Uretero-Genital-Fister hos kvinden" som han forsvarede for doktorgraden 1899 med P. Plum og Leopold Meyer som opponenter. Forarbejderne til det fortrinsvis på flittige litteraturstudier baserede, men i emnet vejledende arbejde havde han gjort 1896 under et studieophold i Wien hos gynækologen Wertheim.

1901 flyttede han til Aarhus, hvor han ved siden af sin privatpraksis 1903-20 havde en ret stor kirurgisk virksomhed på Skt. Josephs hospital. I hæren blev han korpslæge 1902 og var overlæge 1905-13.

Nordentoft var fortrinligt begavet, jernflittig, energisk og ærgerrig og havde vidtspændende interesser, men manglede selvkritik og sans for nøgtern vurdering, også af sine omgivelser, som han jævnligt kom i konflikt med. Uden tilstrækkelig kirurgisk skoling stræbte han højt og deltog 1906 i konkurrencen om O. Wanschers professorat, hvori O. Blochs elev V. Schaldemose sejrede (afhandling: Den tuberkuløse Peritonitis og dens kirurgiske behandling). Skuffet her kastede Nordentoft sig med glødende initiativ over røntgenologien og oprettede 1910 sammen med broderen Jacob Nordentoft en røntgenklinik, der søgtes af patienter fra hele Jylland.

1920 udnævntes Nordentoft til leder af Århus Kommunehospitals røntgenafdeling og radiumstation, men afskedigedes på grund af kompetencestridigheder 1922. Samme år flyttede han sin virksomhed til Kbh., hvor han døde få måneder efter af en snigende blodsygdom forårsaget af røntgenstrålerne.

Nordentofts uhyre litterære produktion inden for svulstbehandling med røntgenstråler, hvor han gjorde sig til talsmand for brugen af hårdt filtrerede stråler, gjorde ham til noget af en pioner inden for den tids radiologi. Men Nordentofts optimistiske fanatisme og manglende kritiske sans svækkede tilliden til hans virke, ligesom hans "Håndbog i Røntgenbehandling", 1917, den første i Skandinavien, karakteriseredes som fejlfyldt og forhastet. Ikke blot fagfæller, men medicinere og neurologer kunne ikke godkende Nordentofts diagnoser og måtte derfor anse de postulerede helbredelser som urigtige. Dertil kom Nordentofts langstrakte og ofte ironisk-sårende diskussionsfacon. Men i hans arbejde om behandling af hjernesvulster og præoperativ behandling af brystkræft var han med til at fremme nye behandlingsmetoder.

Foruden videnskabelig produktion nåede Nordentoft tillige at publicere tre skuespil, samt arbejder om forsvarssagen og pacifismeproblematik og populærvidenskabelige studier om tuberkulose og sundhedslære.

Knud Nordentoft udgav 1923 romanen Jørgen Laasbys barndom, bind I-III.

Fra oktober 1941 til maj 1945 førte landsretssagføreren og nazisten Knud Nordentoft en detaljeret dagbog over sit liv. I fire år nedfældede han sine tanker om verden og ikke mindst sin egen rolle i den. Det blev til et omfattende værk på over 900 sider, hvori han redegør for sine bekymringer, glæder og tanker: En dansk nazists detaljerede vidnesbyrd fra sin dagligdag i Danmark under Anden Verdenskrig.

Dagbogen blev kort efter krigens afslutning i 1945 skrevet ind på maskine af en kontorassistent ved Københavns Politi. Det skete i forbindelse med Nordentofts anholdelse på grund af sin nazistiske sympati under krigen. Han dikterede sin for andre ulæselige håndskrift, og kontorassistenten skrev ind.

Med ”Forræderens dagbog” har Arne Hardis, som til daglig er politisk redaktør ved Weekendavisen, lavet den første tolkning af Nordentofts lange dagbog.

Knud Nordentoft var ikke kun sagfører. Han var også forfatter og digter, og havde inden krigen fået udgivet nogle bøger. Han havde imidlertid ikke synderlig succes som hverken forfatter eller sagfører, og i 1941 forlod han sin sagførerpraksis i Hillerød, for i stedet at hellige sig det danske nazistparti (DNSAP), hvor han blandt andet fungerede som journalist og en slags kulturel medarbejder og gjorde, hvad han kunne for at få en post som kulturdiktator i Danmark efter den tyske sejr, han længe mente var en realitet.

Senere i forløbet blev han efterretningsagent for Schalburgkorpset, som dog ekskluderede ham, efter at han havde opført sig usømmeligt ved at prøve at overtage den netop likviderede propagandachef for Schalburgkorpset, Aage Petersens, job som redaktør af bladet Maanedens Tilskuer.

Efter krigen blev Nordentoft idømt otte års fængsel, blandt andet for sin tilknytning til Schalburgkorpset. Efter fire år blev han dog benådet. I 1953 tog han sit eget liv, 58 år gammel.

Nordentoft skrev ikke kun dagbog for sin egen skyld. Han mål var at få den udgivet, men først årtier senere. Derfor må man imponeres over den meget ærlige tone, dagbogen holder sig. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når han redegør for sine synspunkter; det gælder blandt andet både med hensyn til ”jødespørgsmålet” og hans mening om det tyske folk. Som når han for eksempel om bombardementet i Hamborg i 1943 skriver: ”Én Million Mennesker eller to dræbte eller saaret i Hamborg? Ja vel, men jeg kender dem ikke.” Og samme steds om et forestående tysk angreb på England: ”Tyve eller tredive Millioner i England om faa Uger - en Stormagt gaaet ned, en Kultur stækket. Men jeg kender dem ikke, de er ikke her.”

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

Philip Nordentoft
Læge
Region II (Midtjylland)
Medlem af regionsledelsen

Tilknytning til undergrundshæren

Region II (Midtjylland) , Regionsledelsen (Region 2)

Notater

Indtrådte i ledelsen af Region II efter befrielsen

Organisationstilknytning

Dansk Samling

Modstandsaktivitet

Militærgruppe

^{Staten stærk og folket frit. Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936-47. (Henrik Lundbak), s. 448 n}

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

I. Nordentoft
Pastor
Mariager
Region I (Nordjylland)

Lokalitet

Mariager

Modstandsaktivitet

Logivært

^{Mariager Fjord, 1940-45 - Træk af besættelsestidens historie (Jørgen Toubro), s. 76}

Hans Kaalø skriver på Hans Kaaløs hjemmeside:

I årene 1986-91 udgav jeg i samarbejde med Damsgaard tryk i Mariager 6 hæfter med temaet "En gade i Mariager". Hæfterne, der omfattede næsten 250 sider, kan ikke længere købes. Jeg har derfor besluttet at lægge et uddrag af dem ud på nettet.
 
…Den sidste præst i den gamle præstegård var Iver Nordentoft (1931-43). Han huskes bedst af eftertiden som den præst, der med stort mod deltog i modstandsbevægelsens arbejde, ligesom han aldrig veg tilbage for at tale besættelsesmagten imod direkte fra prædikestolen. Desværre tillod hans skrøbelige helbred ham ikke at opleve tyskerne kapitulation. En oktoberdag i 1943 døde pastor Nordentoft, og selv om der efter den 21. august også var mange tyskere i Mariager, så bemærkede man den dag, Iver Nordentoft blev båret fra præstegården og op til kirken, næppe en tysk soldat i byens gader. Var det respekt for en falden modstander, tyskerne her viste? Man får det nok aldrig at vide.