Ole Hein1
M, f. 13 august 1935, d. 4 juni 1985
Senest redigeret=15 Aug 2009
Ole Hein blev født 13 august 1935 i Skagen, Horns, Hjørring. Han var søn af Jens Hein og Jenny Marie Jensen. Ole Hein tog eksamen som student i 1955 i Tønder. Han tog eksamen som cand. med. i 1965. Han var før 1970 neurokirurg i Odense. Han døde 4 juni 1985 i en alder af 49 år.2
- Tavler
- Slægten Wøldike
Far-Nat* | Jens Hein f. 16 Maj 1905, d. 13 Nov 1980 |
Mor-Nat* | Jenny Marie Jensen f. 19 Mar 1906 |
Familie: Ole Hein og Inger Gynther Nielsen
Kildehenvisninger
- [S312] Elisabeth Jeppesen, Lægestanden 1965-1982.
- [S401] Lundholm Arkiv, online http://www.gulle.dk/lundholm_arkiv/forside.htm
Niels Hein
M
Senest redigeret=1 Jul 2007
- Tavler
- Slægten Wøldike
Far-Nat* | Jens Hein f. 16 Maj 1905, d. 13 Nov 1980 |
Mor-Nat* | Jenny Marie Jensen f. 19 Mar 1906 |
Inger Gynther Nielsen
K
Senest redigeret=7 Maj 2012
- Tavler
- Slægten Wøldike
Familie: Inger Gynther Nielsen og Ole Hein
Kay Reinhard1
M, f. 30 maj 1871, d. 17 juli 1928
Kay Reinhard
Portrætsamlingen, Det Kongelige Bibliotek
Portrætsamlingen, Det Kongelige Bibliotek
Fra Dansk Biografisk Leksikon:2
Reinhard, Kay, 1871—1928, Søofficer, Rederidirektør. F. 30. Maj 1871 i Hillerød, d. 17. Juli 1928 i Kbh., begr. i Taarbæk. Broder til Joachim R. (s. d.). Gift 4. Aug. 1896 i Taarbæk med Julie Vett, f. 10. Dec. 1872 i Aarhus, D. af senere Gehejmeetatsraad Emil V. (s. d.) og Hustru. R. blev Sekondløjtnant i Marinen 1891, Premierløjtnant 1895 og gennemgik efter en Række Søtogter Hærens Officerskoles ældste Klasse, hvorefter han 1902—07 var Lærer i Søkrigshistorie og Taktik ved Kadetskolen og 1903—07 Lærer ved Flaadens Officersskole. 1906 udgav han de fortjenstfulde sømilitære Arbejder »Kortfattet Haandbog i almindelig Søkrigshistorie« og »Foredrag i Strategi«, men allerede n. A. tog han sin Afsked fra Marinen og virkede siden som Rederidirektør, først 1907—20 i Dansk-Russisk Dampskibsselskab, indtil dette Selskab gik op i Det Forenede Dampskibsselskab, og derefter 1920—25 som Direktør i sidstnævnte Selskab. Som Rederidirektør gjorde R. sig hurtigt bemærket ved sin Dygtighed, og i Kraft af sin alsidige Uddannelse og repræsentative Fremtræden kom han desuden tidligt til at ind tage en fremskudt Stilling inden for sin Stands Organisationsliv. Saaledes var han 1912—21 Medlem af Dansk Dampskibsrederiforenings Bestyrelse, ligesom han 1916—20 var Medlem af Fragtnævnet og dettes Forretningsudvalg. Ved Bestridelsen af disse Hverv gjorde R. sig i høj Grad gældende ved sin Intelligens, Hurtighed og Beslutsomhed, samtidig med at han var almindelig afholdt. Særlig bør det nævnes, at han var en af Fragtnævnets Repræsentanter under de vigtige Forhandlinger med England i Forsommeren 1917, der førte til Afslutningen af en Overenskomst mellem den britiske Regering og Fragtnævnet 20. Juni s. A. Ligeledes førte R. sammen med Skibsreder A. O. Andersen de meget vanskelige Forhandlinger med U. S. A. i Sommeren 1918, der resulterede i Overenskomsten mellem War Trade Board og Fragtnævnet 18. Sept. s. A. Ogsaa uden for Rederierhvervet gjorde R. sig bemærket paa forskellig Maade; saaledes var han bl. a. Formand i Bestyrelsen for baade Akts. Otto Mønsted og Akts. A. M. Hirschsprung & Sønner og Medlem af Bestyrelsen for Akts. Wessel & Vett.
R. 1910. DM. 1918.
Tidsskr. for Søvæsen, IC, 1928, S. 370 f. Dansk Dampskibsrederiforening 1884-17. Januar-1934, 1934.
Jens Vestberg.
Reinhard, Kay, 1871—1928, Søofficer, Rederidirektør. F. 30. Maj 1871 i Hillerød, d. 17. Juli 1928 i Kbh., begr. i Taarbæk. Broder til Joachim R. (s. d.). Gift 4. Aug. 1896 i Taarbæk med Julie Vett, f. 10. Dec. 1872 i Aarhus, D. af senere Gehejmeetatsraad Emil V. (s. d.) og Hustru. R. blev Sekondløjtnant i Marinen 1891, Premierløjtnant 1895 og gennemgik efter en Række Søtogter Hærens Officerskoles ældste Klasse, hvorefter han 1902—07 var Lærer i Søkrigshistorie og Taktik ved Kadetskolen og 1903—07 Lærer ved Flaadens Officersskole. 1906 udgav han de fortjenstfulde sømilitære Arbejder »Kortfattet Haandbog i almindelig Søkrigshistorie« og »Foredrag i Strategi«, men allerede n. A. tog han sin Afsked fra Marinen og virkede siden som Rederidirektør, først 1907—20 i Dansk-Russisk Dampskibsselskab, indtil dette Selskab gik op i Det Forenede Dampskibsselskab, og derefter 1920—25 som Direktør i sidstnævnte Selskab. Som Rederidirektør gjorde R. sig hurtigt bemærket ved sin Dygtighed, og i Kraft af sin alsidige Uddannelse og repræsentative Fremtræden kom han desuden tidligt til at ind tage en fremskudt Stilling inden for sin Stands Organisationsliv. Saaledes var han 1912—21 Medlem af Dansk Dampskibsrederiforenings Bestyrelse, ligesom han 1916—20 var Medlem af Fragtnævnet og dettes Forretningsudvalg. Ved Bestridelsen af disse Hverv gjorde R. sig i høj Grad gældende ved sin Intelligens, Hurtighed og Beslutsomhed, samtidig med at han var almindelig afholdt. Særlig bør det nævnes, at han var en af Fragtnævnets Repræsentanter under de vigtige Forhandlinger med England i Forsommeren 1917, der førte til Afslutningen af en Overenskomst mellem den britiske Regering og Fragtnævnet 20. Juni s. A. Ligeledes førte R. sammen med Skibsreder A. O. Andersen de meget vanskelige Forhandlinger med U. S. A. i Sommeren 1918, der resulterede i Overenskomsten mellem War Trade Board og Fragtnævnet 18. Sept. s. A. Ogsaa uden for Rederierhvervet gjorde R. sig bemærket paa forskellig Maade; saaledes var han bl. a. Formand i Bestyrelsen for baade Akts. Otto Mønsted og Akts. A. M. Hirschsprung & Sønner og Medlem af Bestyrelsen for Akts. Wessel & Vett.
R. 1910. DM. 1918.
Tidsskr. for Søvæsen, IC, 1928, S. 370 f. Dansk Dampskibsrederiforening 1884-17. Januar-1934, 1934.
Jens Vestberg.
Fra “Pengemagt og Ruslandspolitik” af Kai Moltke:
ØK var iøvrigt ikke det eneste danske skibsfartsselskab, der tilstræbte en førende og indbringende position indenfor søtransporten til og fra det gamle Rusland. En lignende rolle spilledes frem til revolutionens udbrud ligeledes af en af Privatbankens aflæggere: »Dansk-russisk Dampskibsselskab«, der i perioden 1907-1920 stod under direktør Kay Reinhardts ledelse. Ligesom ØK havde også dette rederi for at opnå en priviligeret stilling tilpasset sig russisk lovgivning og havde i Petersburg oprettet datterselskabet »Nordisk Dampskibsselskab«, der var registreret som russisk firma for under tsarflaget at drive en omfattende skibsfart på havnene i det europæiske Rusland. Danske søfartskredse havde så aktivt engageret sig i sejlads på de russiske havne både i Østersøen og Hvidehavet, at den danske reder Chr. Sass fra selskabet »Myren« i hele perioden 1912-1922 fungerede som formand for den internationale skibsfartssammenslutning: »The Baltic and White Sea Conference«, der specielt interesserede sig for sejladsen i disse farvande…
I den russiske revolutions første fase blev der - trods den danske regerings fjendtlige holdning - taget de mest vidtgående hensyn til legale danske interesser i landet. Kun visse danske skibsfartsinteresser blev direkte berørt af de første nationaliseringslove: d. 9. februar udsendtes et dekret om nationalisering af alle russiske dampskibsselskaber, og formelt ramte dette både ØK´s russiske datterselskab og »Dansk-russisk Dampskibsselskab« aflægger i Rusland. I stedet for at forhandle om en erstatningsordning søgte de to danske firmaer at trodse den Sovjetiske lovgivning ved efter revolutionen og i interventionsårene at føre de omstridte skibe bort fra russisk område. Ellers blev de danskejede virksomheder og forretningsforetagender ikke beslaglagt eller hindret i deres legale virksomhed. De måtte blot underordne sig Sovjetisk social- og arbejdslovgivning. Det var ikke udfordrende eller ensidige skridt fra Sovjetmagtens side, der fremkaldte den senere krise i dette spørgsmål. Det var, da den danske regering i december 1918 dekreterede indstilling af arbejdet i Rusland og hjemkaldelse af de danske forretningsfolk…
Der fandtes visse større danske foretagender, der hovedsagelig virkede i de af de hvide generaler eller af invasionshærene besatte områder af det tidligere russiske rige, eller i områder, der stødte op til disse: I første række direktør Hjerl Hansens koncern »Det sibiriske Kompagni« og »Det almindelige Handelsselskab«, der virkede i de af admiral Koltjak besatte områder, til dels »Store Nordiske« og måske også Jørgen Sehesteds dansk-norske tømmerkoncerner, hvis skovdistrikter støtte lige op til de af englænderne besatte provinser i nord-Rusland (Murmansk og Archangelsk). Det er sandsynligt, at sådanne selskaber måske har spekuleret i en konsekvent intervention for at sikre en hurtig »hvid« sejr. Hertil må vel yderligere tilføjes et par større rederier med russiske datterselskaber, der gennem Sovjetregeringens lov af d. 9. februar 1918 var underkastet nationalisering. De forventede rimeligvis ikke en kompensation for skibene under russisk flag svarende til skibsaktiernes fantastiske himmelfart i den kapitalistiske verden. Det drejede sig her i første række om »Dansk-russisk Dampskibsselskab« med den russiske aflægger »Nordisk Dampskibsselskab« (Petrograd-Archangelsk) og om H. N. Andersens´ ØK med det russisk indregistrerede datterselskab »Russisk Østasiatisk Dampskibs Selskab«. For begge disse foretagender gælder det, at de havde foretrukket at trodse den nye sovjetiske lovgivning, havde holdt de skibe, der skulle nationaliseres, tilbage i udlandet eller havde bemægtiget sig skibene i de af de allierede magter besatte havne (Murmansk, Archangelsk, de finske havne og Vladivostok). At disse selskaber ingenlunde var interesserede i en normalisering af forholdene mellem Danmark og Sovjetrepubliken siger sig selv. Det er derfor meget muligt, at deres ledere efter evne har søgt at fremme bruddet med Sovjetstyret ud fra rent forretningsmæssige synspunkter.
ØK var iøvrigt ikke det eneste danske skibsfartsselskab, der tilstræbte en førende og indbringende position indenfor søtransporten til og fra det gamle Rusland. En lignende rolle spilledes frem til revolutionens udbrud ligeledes af en af Privatbankens aflæggere: »Dansk-russisk Dampskibsselskab«, der i perioden 1907-1920 stod under direktør Kay Reinhardts ledelse. Ligesom ØK havde også dette rederi for at opnå en priviligeret stilling tilpasset sig russisk lovgivning og havde i Petersburg oprettet datterselskabet »Nordisk Dampskibsselskab«, der var registreret som russisk firma for under tsarflaget at drive en omfattende skibsfart på havnene i det europæiske Rusland. Danske søfartskredse havde så aktivt engageret sig i sejlads på de russiske havne både i Østersøen og Hvidehavet, at den danske reder Chr. Sass fra selskabet »Myren« i hele perioden 1912-1922 fungerede som formand for den internationale skibsfartssammenslutning: »The Baltic and White Sea Conference«, der specielt interesserede sig for sejladsen i disse farvande…
I den russiske revolutions første fase blev der - trods den danske regerings fjendtlige holdning - taget de mest vidtgående hensyn til legale danske interesser i landet. Kun visse danske skibsfartsinteresser blev direkte berørt af de første nationaliseringslove: d. 9. februar udsendtes et dekret om nationalisering af alle russiske dampskibsselskaber, og formelt ramte dette både ØK´s russiske datterselskab og »Dansk-russisk Dampskibsselskab« aflægger i Rusland. I stedet for at forhandle om en erstatningsordning søgte de to danske firmaer at trodse den Sovjetiske lovgivning ved efter revolutionen og i interventionsårene at føre de omstridte skibe bort fra russisk område. Ellers blev de danskejede virksomheder og forretningsforetagender ikke beslaglagt eller hindret i deres legale virksomhed. De måtte blot underordne sig Sovjetisk social- og arbejdslovgivning. Det var ikke udfordrende eller ensidige skridt fra Sovjetmagtens side, der fremkaldte den senere krise i dette spørgsmål. Det var, da den danske regering i december 1918 dekreterede indstilling af arbejdet i Rusland og hjemkaldelse af de danske forretningsfolk…
Der fandtes visse større danske foretagender, der hovedsagelig virkede i de af de hvide generaler eller af invasionshærene besatte områder af det tidligere russiske rige, eller i områder, der stødte op til disse: I første række direktør Hjerl Hansens koncern »Det sibiriske Kompagni« og »Det almindelige Handelsselskab«, der virkede i de af admiral Koltjak besatte områder, til dels »Store Nordiske« og måske også Jørgen Sehesteds dansk-norske tømmerkoncerner, hvis skovdistrikter støtte lige op til de af englænderne besatte provinser i nord-Rusland (Murmansk og Archangelsk). Det er sandsynligt, at sådanne selskaber måske har spekuleret i en konsekvent intervention for at sikre en hurtig »hvid« sejr. Hertil må vel yderligere tilføjes et par større rederier med russiske datterselskaber, der gennem Sovjetregeringens lov af d. 9. februar 1918 var underkastet nationalisering. De forventede rimeligvis ikke en kompensation for skibene under russisk flag svarende til skibsaktiernes fantastiske himmelfart i den kapitalistiske verden. Det drejede sig her i første række om »Dansk-russisk Dampskibsselskab« med den russiske aflægger »Nordisk Dampskibsselskab« (Petrograd-Archangelsk) og om H. N. Andersens´ ØK med det russisk indregistrerede datterselskab »Russisk Østasiatisk Dampskibs Selskab«. For begge disse foretagender gælder det, at de havde foretrukket at trodse den nye sovjetiske lovgivning, havde holdt de skibe, der skulle nationaliseres, tilbage i udlandet eller havde bemægtiget sig skibene i de af de allierede magter besatte havne (Murmansk, Archangelsk, de finske havne og Vladivostok). At disse selskaber ingenlunde var interesserede i en normalisering af forholdene mellem Danmark og Sovjetrepubliken siger sig selv. Det er derfor meget muligt, at deres ledere efter evne har søgt at fremme bruddet med Sovjetstyret ud fra rent forretningsmæssige synspunkter.
Senest redigeret=25 Mar 2018
Kay Reinhard blev født 30 maj 1871 i Hillerød. Han blev døbt 20 august 1871 i Frederiksborg Slotskirke, Frederiksborg Slot, Hillerød. Han var i 1891 sekondløjtnant i marinen. Han var i 1895 premierløjtnant. Kay blev gift 4 august 1896 i Tårbæk, Sokkelund, København, med Julie Vett. Kay Reinhard var i 1907 direktør for Det Dansk-Russiske Dampskibsselskab. Han var mellem 1921 og 1925 administrerende direktør i DFDS. Han døde 17 juli 1928 i Bergensgade 10, København, i en alder af 57 år. Han blev bisat fra Frihavnskirken, Willemoesgade 68, København, på Bispebjerg Krematorium 20 juli 1928.3
Barn af Kay Reinhard og Julie Vett
- Erik Kay Reinhard+ f. 22 Feb 1901, d. 7 Mar 1967
Kildehenvisninger
- [S114] Kraks Legat, Kraks Blå Bog, REINHARD Kay Direktør, R.; f. 30. Maj 1871 i Hillerød; Søn af Overlærer J C T Reinhard og Hustru f. Bentzon; gift m. Julie R., f. 10. Dec. I Aarhus, Datter af Grosserer Emil Vett (se denne).
Sekondløjtnant i Marinen 1891; Premierløjtnant 1895; Afsked 1907. Direktør for Det dansk-russiske Dampskibsselskab; Medlem af Bestyrelsen for Kbhvns Flydedok og Skibsværft. - [S67] Vilhelm Richter, Dødsfald i Danmark.
- [S3] , Kirkebog.
- [S423] Registerblade, online http://www.politietsregisterblade.dk
- [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside
- [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside, Midlertidig ophold: Norge.
- [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside, Erik Kay Reinhard er midlertidigt fraværende i London.
Julie Vett
K, f. 10 december 1872, d. 1 marts 1959
Senest redigeret=25 Mar 2018
Julie Vett blev født 10 december 1872 i Immervad, Århus. Hun blev døbt 19 januar 1873 i Vor Frue Kirke, Frue Kirkeplads 3, Århus.1 Julie blev gift 4 august 1896 i Tårbæk, Sokkelund, København, med Kay Reinhard. Julie Vett døde 1 marts 1959 i en alder af 86 år.
Barn af Julie Vett og Kay Reinhard
- Erik Kay Reinhard+ f. 22 Feb 1901, d. 7 Mar 1967
Kildehenvisninger
- [S3] , Kirkebog.
- [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Emil Vett, 41, Gift, Grosser, Rødby, Husfader, M, 33, Kjøbenhavn
Caroline Vett, 35, Gift, , Aarhus, Husmoder, K, 27,
Carl Vett, 13, Ugift, , Aarhus, , M, 5,
Julie Vett, 12, Ugift, , Aarhus, , K, 4,
Olga Vett, 9, Ugift, , Aarhus, , K, 1,
Agnete Vett, 7, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, K, ,
Vilhelm Vett, 5, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, M, ,. - [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside, Midlertidig ophold: Norge.
- [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside, Erik Kay Reinhard er midlertidigt fraværende i London.
- [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside
Carl Nielsen
M
Senest redigeret=1 Jul 2007
Carl Nielsen var grosserer. Carl blev gift med Frieda Wilhelmine Dorothea Hellner.
Barn af Carl Nielsen og Frieda Wilhelmine Dorothea Hellner
- Ingeborg Charlotte Hellner-Nielsen+ f. 1 Feb 1896, d. 2 Jun 1970
Frieda Wilhelmine Dorothea Hellner
K
Senest redigeret=16 Apr 2008
Frieda blev gift med Carl Nielsen.
Barn af Frieda Wilhelmine Dorothea Hellner og Carl Nielsen
- Ingeborg Charlotte Hellner-Nielsen+ f. 1 Feb 1896, d. 2 Jun 1970
Harold Greville Hanbury
M, f. 19 juni 1898, d. 12 marts 1993
Fra Wikipedia:
Harold Greville Hanbury (19 June 1898 at Compton Verney House, Warwickshire – 12 March 1993 at Pinetown, Natal, South Africa) was Vinerian Professor of English Law at the University of Oxford from 1949 to 1964.
Biography
He was the only child of Basil Hanbury and his wife, Patience, née Verney, a daughter of Henry Verney, eighteenth Baron Willoughby de Broke.
He was educated at Charterhouse and took up a Classical Scholarship at Brasenose College, Oxford, in 1915, but interrupted his studies for military service in the British Army in 1916, returning to complete his degree after the end of the war. In 1921 he was elected a Fellow of Lincoln College, and an Honorary Fellow in 1949.
In that year he was appointed Vinerian Professor of English Law, which carried with it a Fellowship at All Souls College. He remained there until his retirement in 1964, after which he was Dean of the Law Faculty of the University of Nigeria until 1966. He was afterwards a champion of the Biafran cause, and published in 1968 "Biafra: A Challenge to the Conscience of Britain".
In 1980 Margaret, Hanbury's wife, whom he had married in 1927 (a niece of the Danish pathologist Georges Dreyer), died, and he left England to live with a god-daughter in Natal, South Africa, where he died in 1993.
Hanbury was a highly-regarded figure in the Oxford of his day, on account of his accessible lecturing style and affable personality, and immensely popular with his undergraduates. He was also known for his great fondness for cats, and for years was the Vice-president of the Oxford Cat Club.
Works
His publications were not numerous, but included "Modern Equity", first published in 1935, which ran to 13 editions. Hanbury was a follower of Sir William Holdsworth, England's leading academic lawyer between the wars, and as his literary executor collaborated in the editing and publication of the last four volumes of Holdsworth's "History of English Law" (1952–66).
Harold Greville Hanbury (19 June 1898 at Compton Verney House, Warwickshire – 12 March 1993 at Pinetown, Natal, South Africa) was Vinerian Professor of English Law at the University of Oxford from 1949 to 1964.
Biography
He was the only child of Basil Hanbury and his wife, Patience, née Verney, a daughter of Henry Verney, eighteenth Baron Willoughby de Broke.
He was educated at Charterhouse and took up a Classical Scholarship at Brasenose College, Oxford, in 1915, but interrupted his studies for military service in the British Army in 1916, returning to complete his degree after the end of the war. In 1921 he was elected a Fellow of Lincoln College, and an Honorary Fellow in 1949.
In that year he was appointed Vinerian Professor of English Law, which carried with it a Fellowship at All Souls College. He remained there until his retirement in 1964, after which he was Dean of the Law Faculty of the University of Nigeria until 1966. He was afterwards a champion of the Biafran cause, and published in 1968 "Biafra: A Challenge to the Conscience of Britain".
In 1980 Margaret, Hanbury's wife, whom he had married in 1927 (a niece of the Danish pathologist Georges Dreyer), died, and he left England to live with a god-daughter in Natal, South Africa, where he died in 1993.
Hanbury was a highly-regarded figure in the Oxford of his day, on account of his accessible lecturing style and affable personality, and immensely popular with his undergraduates. He was also known for his great fondness for cats, and for years was the Vice-president of the Oxford Cat Club.
Works
His publications were not numerous, but included "Modern Equity", first published in 1935, which ran to 13 editions. Hanbury was a follower of Sir William Holdsworth, England's leading academic lawyer between the wars, and as his literary executor collaborated in the editing and publication of the last four volumes of Holdsworth's "History of English Law" (1952–66).
Obituary: Professor H. G. Hanbury af D. C. M. YARDLEY i The Independent, 30 March 1993:
Harold Greville Hanbury, law scholar, born 19 June 1898: Fellow, Lincoln College, Oxford 1921-49; Fellow, All Souls College, Oxford 1949-64; Visiting Professor, University of Ife 1962-63; Dean of Law Faculty, University of Nigeria 1964-66; married 1927 Margaret Dreyer (died 1980); died Pinetown, Natal, South Africa 12 March 1993.
HAROLD GREVILLE HANBURY was one of the last great characters of 20th-century academic law teaching.
Born in 1898, he arrived at Brasenose College, Oxford, in 1915 with a classical scholarship gained at Charterhouse, but his studies were interrupted by army service in the First World War (he was again in the Army in the early years of the Second World War). On his return to Oxford he completed his first degree in 1920, was top of the list of those completing the BCL in 1921, and then forthwith elected to a Law Fellowship at Lincoln College.
Lecturing was not his best mode of communication, though his audience profited from the wide range of information given in his frequent rambling asides; but his comments in tutorials could be keen and incisive, and the success rate among his pupils was high.
At Lincoln Hanbury held at various times a string of college offices, ending as Sub-Rector; and he was twice elected university Senior Proctor, in 1933 and 1944, an achievement very rare then, and impossible under present university rules.
In 1948 be became briefly Reader in Equity, and then in 1949 was elected to succeed Geoffrey Cheshire as Vinerian Professor of English Law, with its attendant Fellowship of All Souls, the post he was to hold until his retirement in 1964.
His most enduring influence upon the law was achieved both through his books and by his wise guidance of generations of pupils, many of whom went on to distinguished careers. His best-known book is the substantial Modern Equity, first published in 1935 and now in its 13th edition, having been carried on by other scholars after he relinquished his own work on it. English Courts of Law, first appearing in 1944, was by contrast a short and lively account of its subject set in its historical context. It went into five editions, the first three prepared by himself. The Vinerian Chair and Legal Education (1958) was a work of mature reflection.
On the death of Sir William Holdsworth, another former Vinerian Professor, Hanbury and Arthur Goodhart acted as his literary executors, and saw the last four volumes of Holdsworth's monumental History of English Law through to publication. Holdsworth had left quite a lot of his vast enterprise unfinished, and the final (16th) volume had to be compiled from boxes containing a mass of scrappy notes and jottings. Through all Hanbury's published works ran the thread of literature, classical, English, French, Scandinavian, and his writings were brought alive for the reader by striking allusions and metaphors. His books brought him a DCL, and in due course a QC honoris causa.
Some tutors consider their task over when their pupils graduate, but Hanbury retained a burning interest in the expectations and careers of all his pupils for the rest of their lives. He always knew the whereabouts of a Lincoln man (not, of course, a mixed college in his day) and what his career had been, and he outlived so many of them. In his retirement he often wrote obituaries for the Lincoln College Record, and no Lincoln graduate was allowed by him to depart this life without some neatly turned account of his virtues.
He and his Danish wife, Margaret, were the souls of generosity. Unable to have children, they interested themselves in both Hanbury's pupils and his younger colleagues. Countless numbers of them were entertained to dinner, and many, together with their spouses, were privileged to spend a few days stay as guests in their attractive house at Falmouth. Hanbury took great pleasure in dinners, surrounded by friends. He ate little, but loved conversation and reminiscence.
He was a tall, spare man, and his physical movements were somewhat uncoordinated. Yet, perhaps as a relic from his army days, he had a compulsion when walking with anyone to keep in step. Unfortunately his natural stride was long, and the jockeyings and contortions contrived by Hanbury when he was trying to get into step, and by his companion in seeking to avoid disappointing him by breaking step, were often wonderful to see.
He loved animals, especially cats; and he enjoyed cricket. Even in his sixties he could strike the ball with remarkable power. He established an annual fixture between the Lincoln College 1st XI and Professor Hanbury's XI which continued until his retirement from the Vinerian Chair. His team comprised old Blues, county-class players and two or three participants of rather more modest cricketing pretensions. The match would start at 11am, and the day's programme would include an excellent lunch provided at Hanbury's expense. The canny players always hoped to be batting after lunch, when somehow the bowling seemed to have lost much of its venom.
At various times, before and after retirement, Hanbury contributed to the arbitration of industrial disputes and the fostering of legal education in emerging countries, especially Nigeria. He was deeply affected when Margaret died in 1980, and thereafter went to live with his goddaughter in South Africa, from where he continued to correspond with all his friends - friends upon whom he showered advice, affection and help throughout his long life.
Harold Greville Hanbury, law scholar, born 19 June 1898: Fellow, Lincoln College, Oxford 1921-49; Fellow, All Souls College, Oxford 1949-64; Visiting Professor, University of Ife 1962-63; Dean of Law Faculty, University of Nigeria 1964-66; married 1927 Margaret Dreyer (died 1980); died Pinetown, Natal, South Africa 12 March 1993.
HAROLD GREVILLE HANBURY was one of the last great characters of 20th-century academic law teaching.
Born in 1898, he arrived at Brasenose College, Oxford, in 1915 with a classical scholarship gained at Charterhouse, but his studies were interrupted by army service in the First World War (he was again in the Army in the early years of the Second World War). On his return to Oxford he completed his first degree in 1920, was top of the list of those completing the BCL in 1921, and then forthwith elected to a Law Fellowship at Lincoln College.
Lecturing was not his best mode of communication, though his audience profited from the wide range of information given in his frequent rambling asides; but his comments in tutorials could be keen and incisive, and the success rate among his pupils was high.
At Lincoln Hanbury held at various times a string of college offices, ending as Sub-Rector; and he was twice elected university Senior Proctor, in 1933 and 1944, an achievement very rare then, and impossible under present university rules.
In 1948 be became briefly Reader in Equity, and then in 1949 was elected to succeed Geoffrey Cheshire as Vinerian Professor of English Law, with its attendant Fellowship of All Souls, the post he was to hold until his retirement in 1964.
His most enduring influence upon the law was achieved both through his books and by his wise guidance of generations of pupils, many of whom went on to distinguished careers. His best-known book is the substantial Modern Equity, first published in 1935 and now in its 13th edition, having been carried on by other scholars after he relinquished his own work on it. English Courts of Law, first appearing in 1944, was by contrast a short and lively account of its subject set in its historical context. It went into five editions, the first three prepared by himself. The Vinerian Chair and Legal Education (1958) was a work of mature reflection.
On the death of Sir William Holdsworth, another former Vinerian Professor, Hanbury and Arthur Goodhart acted as his literary executors, and saw the last four volumes of Holdsworth's monumental History of English Law through to publication. Holdsworth had left quite a lot of his vast enterprise unfinished, and the final (16th) volume had to be compiled from boxes containing a mass of scrappy notes and jottings. Through all Hanbury's published works ran the thread of literature, classical, English, French, Scandinavian, and his writings were brought alive for the reader by striking allusions and metaphors. His books brought him a DCL, and in due course a QC honoris causa.
Some tutors consider their task over when their pupils graduate, but Hanbury retained a burning interest in the expectations and careers of all his pupils for the rest of their lives. He always knew the whereabouts of a Lincoln man (not, of course, a mixed college in his day) and what his career had been, and he outlived so many of them. In his retirement he often wrote obituaries for the Lincoln College Record, and no Lincoln graduate was allowed by him to depart this life without some neatly turned account of his virtues.
He and his Danish wife, Margaret, were the souls of generosity. Unable to have children, they interested themselves in both Hanbury's pupils and his younger colleagues. Countless numbers of them were entertained to dinner, and many, together with their spouses, were privileged to spend a few days stay as guests in their attractive house at Falmouth. Hanbury took great pleasure in dinners, surrounded by friends. He ate little, but loved conversation and reminiscence.
He was a tall, spare man, and his physical movements were somewhat uncoordinated. Yet, perhaps as a relic from his army days, he had a compulsion when walking with anyone to keep in step. Unfortunately his natural stride was long, and the jockeyings and contortions contrived by Hanbury when he was trying to get into step, and by his companion in seeking to avoid disappointing him by breaking step, were often wonderful to see.
He loved animals, especially cats; and he enjoyed cricket. Even in his sixties he could strike the ball with remarkable power. He established an annual fixture between the Lincoln College 1st XI and Professor Hanbury's XI which continued until his retirement from the Vinerian Chair. His team comprised old Blues, county-class players and two or three participants of rather more modest cricketing pretensions. The match would start at 11am, and the day's programme would include an excellent lunch provided at Hanbury's expense. The canny players always hoped to be batting after lunch, when somehow the bowling seemed to have lost much of its venom.
At various times, before and after retirement, Hanbury contributed to the arbitration of industrial disputes and the fostering of legal education in emerging countries, especially Nigeria. He was deeply affected when Margaret died in 1980, and thereafter went to live with his goddaughter in South Africa, from where he continued to correspond with all his friends - friends upon whom he showered advice, affection and help throughout his long life.
Senest redigeret=13 Maj 2012
Harold Greville Hanbury blev født 19 juni 1898 i Compton Verney House, Compton, Hampshire, England. Han var søn af Basil Hanbury og Patience Verney. Harold blev gift 21 juli 1927 i Kronborg Slotskirke, Kronborg 1B, Helsingør, med Anna Margaret Geelmuyden Dreyer, datter af Hannibal Dreyer og Anna Geelmuyden. Harold Greville Hanbury var mellem 1949 og 1964 Vinerian Professor of English Law i Oxford University, Oxford, Oxfordshire, England. Han døde 12 marts 1993 i Pinetown, Natal, Sydafrika, i en alder af 94 år.
- Tavler
- Slægten Wøldike
Far-Nat* | Basil Hanbury f. 7 Okt 1862, d. 20 Dec 1933 |
Mor-Nat* | Patience Verney f. 14 Okt 1873, d. 27 Apr 1965 |
Familie: Harold Greville Hanbury og Anna Margaret Geelmuyden Dreyer
Kildehenvisninger
- [S246] Folketælling. Household Members: Name Age
Alfred Maximilian Wilkinson 54
Jone Mary Wilkinson 46
James Shuckbugh Carter 30
Henry Vigne 13
Harold Hanbury 12
Reginald Burn 13
Francis James 12
James Chitty 12
Ralph Sewell 13
Gerald Drummond 12
William Agnew 12
Henry Renzton Wilson 12
Thomas Clutterbrick 12
Chow Kavila Wougse 13
Philip Dawson 12
Myle Bomke 12
Aubrey Graham Wigan 13
Raymond Stephenson 12
Charles Baillie Hamilton 10
Odo Russell 12
Humphrey Wrigley 10
John Evans 9
Joseph Hay 9
Lewis Graham - Wigan 10
Basil Rennert 12
Alexander Mitchell Fine 9
Ronald Shaw 9
Guy Belloried 9
Victor Chetwynd 8
Richard Ver Moyle 9
John Lewis Jones 12
Richard Durtacker 10
Ralph Critton 11
Duncan Harrey 11
Jame Heriot 10
Edward De Graz 11
Geoffrey Clifton - Brown 11
George Scott - Chad 11
Auker Atherton 11
Gerace Verney 10
Denis Verrchoyle 10
Henry Brandt 9
Claude Sandwith 11
Arnold Gamble 11
Anthony Sherlock 11
Edward Moore 10
Roderick Leveson Gower 10
Percival Stephson 10
Bruce Pike 10
Edmond Dullacher 9
Roy Eeeles 10
Alan Martyr 9
Robert Seton 10
Dudley Gench 9
Sarah Phillips 29
Margaret Brown 59
Evelyn Smith 37
Barbara Mackay 60
Annie Ticehurst 35
Ina Mackay 21
Amy Hide 16
Alice Frost 18
Jessie Madean 26
Mary Newlands 23
Mary Bishop 46
Albert Felton 27
William Westgate 20
Horace Playford 18
Denis Wigan 17
Daisy Whale 28
Ethel Pearce 22.
Christian Teilman Geelmuyden
M, f. 20 oktober 1840, d. 11 marts 1889
Senest redigeret=30 Dec 2008
Christian Teilman Geelmuyden tog eksamen som cand. phil. Han var udgiver og ejer af Bergens Adresseavis. Han blev født 20 oktober 1840 i Bergen, Hordaland, Norge. Han blev døbt 13 december 1840 i Bergen, Hordaland. Christian blev gift 1 maj 1872 i Vor Frue Kirke, Nørregade 8, København, med Anna Kristine Wienberg.1 Christian Teilman Geelmuyden døde 11 marts 1889 i Bergen, Hordaland, i en alder af 48 år.
Barn af Christian Teilman Geelmuyden og Anna Kristine Wienberg
- Anna Geelmuyden+ f. 10 Mar 1874, d. 7 Jun 1951
Kildehenvisninger
- [S199] International Genealogical Index (IGI).
Anna Kristine Wienberg
K, f. 1 maj 1848, d. 3 maj 1919
Senest redigeret=3 Feb 2017
Anna Kristine Wienberg blev født 1 maj 1848 i Nakskov. Hun blev døbt 9 august 1848 i Nakskov. Anna blev gift 1 maj 1872 i Vor Frue Kirke, Nørregade 8, København, med Christian Teilman Geelmuyden.1 Anna Kristine Wienberg døde 3 maj 1919 i New York City, New York, New York, USA, i en alder af 71 år.
Barn af Anna Kristine Wienberg og Christian Teilman Geelmuyden
- Anna Geelmuyden+ f. 10 Mar 1874, d. 7 Jun 1951
Kildehenvisninger
- [S199] International Genealogical Index (IGI).
- [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christian Peter Viinberg, 30, Gift, Murermester, Helsingøer
Martine Abildgaard, 28, Gift, Hans kone [Christian Peter Viinberg], Nakskov
Thorvald Matias Viindberg, 5, Ugift, Deres baren [Christian Peter Viinberg og Martine Abildgaard], Nakskov
Eduard Alfred Viindberg, 4, Ugift, Deres baren [Christian Peter Viinberg og Martine Abildgaard], Nakskov
Constansia Viindberg, 3, Ugift, Deres baren [Christian Peter Viinberg og Martine Abildgaard], Nakskov
Anna Christine Viindberg, 2, Ugift, Deres baren [Christian Peter Viinberg og Martine Abildgaard], Nakskov
Olaf Peter Viindberg, 1, Ugift, Deres baren [Christian Peter Viinberg og Martine Abildgaard], Nakskov. - [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Chr. Peter Wienberg, 36, Gift, M
Martine Abildgaard, 34, Gift, hans kone, K
Thorvald Wienberg, 10, Ugift, deres søn, M
Edvard Wienberg, 9, Ugift, deres søn, M
Constansie Wienberg, 8, Ugift, deres datter, K
Anna Kirstine Wienberg, 7, Ugift, deres datter, K
Peter Olaf Wienberg, 6, Ugift, deres søn, M
Emanuel Wienberg, 4, Ugift, deres søn, M
Christian Wienberg, 2, Ugift, deres søn, M
Julie Martine Wienberg, 1, Ugift, deres datter, K.
Horace Bride
M, f. 19 oktober 1865
Senest redigeret=3 Jul 2007
Horace Bride var skolebestyrer. Han blev født 19 oktober 1865 i Middlesbrough, Yorkshire, England. Horace blev gift i 1895 i Dunmore, Argyll, Skotland, med Alvilda Dreyer, datter af Georg Hannibal Napoleon Dreyer og Alvilda Dagmar Emma Elise Qvistgaard.
- Tavler
- Slægten Wøldike
Familie: Horace Bride og Alvilda Dreyer
Carl Andreas Hansen
M, f. cirka 1865
Senest redigeret=6 Jul 2007
Carl Andreas Hansen blev født cirka 1865 i København; Ikke fundet i Vor Frelser 1865. Han var søn af Jens Edvard Hansen og Caroline Marie Wøldike.
- Tavler
- Slægten Wøldike
Far-Nat* | Jens Edvard Hansen f. 1 Jun 1823 |
Mor-Nat* | Caroline Marie Wøldike f. 18 Aug 1831 |
Kildehenvisninger
- [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Jens Edvard Hansen, 56,Gift, Snedkersvend, København
Marie Caroline Wøldike, 48,Gift, Hans hustru, Sundbyvester, Kbh.
Carl Andreas Hansen, 15,Ugift, Deres søn, København
Marie Cathrine Hansen, 10,Ugift, Deres datter, København
Hanne Edvardine Hansen, 6,Ugift, Deres datter, København. - [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Jens Eduard Hansen, 62, Gift, Snedkersvend, Kjøbenhavn, , Husfader, M, Kjøbenhavn C
Marie Caroline Hansen, 53, Gift, Sundby paa Amager, Husmoder, K, 1860,
Carl Andreas Hansen, 21, Ugift, Kjøbenhavn, , Barn, M,
Marie Caroline Hansen, 15, Ugift, Kjøbenhavn, , Barn, K,.
Marie Cathrine Hansen
K, f. 31 januar 1870
Senest redigeret=4 Dec 2016
Marie Cathrine Hansen blev født 31 januar 1870 i København. Hun var datter af Jens Edvard Hansen og Caroline Marie Wøldike. Marie blev gift 28 april 1895 i Citadelskirken, Kastellet 50, København, med Carl Søren Vilhelm Færdig, søn af Heinrich Christian Færdig og Jensine Wilhelmine Kirstine Nielsen.1
Far-Nat* | Jens Edvard Hansen f. 1 Jun 1823 |
Mor-Nat* | Caroline Marie Wøldike f. 18 Aug 1831 |
Børn af Marie Cathrine Hansen og Carl Søren Vilhelm Færdig
- Carla Johanne Henrica Færdig+ f. 9 Sep 1895
- Dorthea Olivia Færdig f. 21 Jan 1909
Kildehenvisninger
- [S3] , Kirkebog.
- [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Jens Edvard Hansen, 56,Gift, Snedkersvend, København
Marie Caroline Wøldike, 48,Gift, Hans hustru, Sundbyvester, Kbh.
Carl Andreas Hansen, 15,Ugift, Deres søn, København
Marie Cathrine Hansen, 10,Ugift, Deres datter, København
Hanne Edvardine Hansen, 6,Ugift, Deres datter, København. - [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside
Hanne Edvardine Hansen
K, f. cirka 1874
Senest redigeret=20 Jan 2013
Hanne Edvardine Hansen blev født cirka 1874 i København. Hun var datter af Jens Edvard Hansen og Caroline Marie Wøldike.
- Tavler
- Slægten Wøldike
Far-Nat* | Jens Edvard Hansen f. 1 Jun 1823 |
Mor-Nat* | Caroline Marie Wøldike f. 18 Aug 1831 |
Kildehenvisninger
- [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Jens Edvard Hansen, 56,Gift, Snedkersvend, København
Marie Caroline Wøldike, 48,Gift, Hans hustru, Sundbyvester, Kbh.
Carl Andreas Hansen, 15,Ugift, Deres søn, København
Marie Cathrine Hansen, 10,Ugift, Deres datter, København
Hanne Edvardine Hansen, 6,Ugift, Deres datter, København. - [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Jens Eduard Hansen, 62, Gift, Snedkersvend, Kjøbenhavn, , Husfader, M, Kjøbenhavn C
Marie Caroline Hansen, 53, Gift, Sundby paa Amager, Husmoder, K, 1860,
Carl Andreas Hansen, 21, Ugift, Kjøbenhavn, , Barn, M,
Marie Caroline Hansen, 15, Ugift, Kjøbenhavn, , Barn, K,.
Karen Sophie Frederikke Theilgaard
K, f. 17 maj 1821, d. 2 juni 1844
Senest redigeret=19 Jun 2017
Karen Sophie Frederikke Theilgaard blev født 17 maj 1821 i Middelfart. Hun blev døbt 18 maj 1821 i Middelfart.1 Hun var datter af Hans Theilgaard og Marie Sophie Kindler. Karen Sophie Frederikke Theilgaard blev konfirmeret 10 april 1836 i Skt. Michaelis Kirke, Am Ochsenmarkt 40, Flensborg.1 Hun døde 2 juni 1844 i Ålborg i en alder af 23 år.2 Hun blev bisat fra Budolfi Kirke, Algade 40, Ålborg, 7 juni 1844.1
- Tavler
- Slægten Wøldike
Far-Nat* | Hans Theilgaard f. c 1774, d. 11 Jul 1832 |
Mor-Nat* | Marie Sophie Kindler f. c 1780, d. 7 Dec 1854 |
Kildehenvisninger
- [S3] , Kirkebog.
- [S344] Nygaards sedler.
- [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Marie Sophie Hindler, 56, Enke, Børne Underwisning, K
Karen Sophie Theilgaard, 13, Ugift, Datteren, K. - [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Morten Strandgaard, 73, Enkemand, , Justitsraad og Toldinspecteir,
Bentine Catrine Amalia [Strandgaard], 23, Ugift, , hans Datter,
Niels Julius Emil [Strandgaard], 20, Ugift, , hans Sønner og Disipler,
Chrisopher Sophus Wilhelm [Strandgaard], 14, Ugift, , hans Sønner og Disipler,
Karen Sophie F: Theilgaard, 19, Ugift, , Huus Jomfrue,.
Jørgen Christian Møller
M
Senest redigeret=6 Jul 2007
Jørgen Christian Møller var møllebygger.
Barn af Jørgen Christian Møller
- Anne Cathrine Møller+ f. 24 Nov 1795, d. 18 Maj 1868
Michael Rasmussen1
M, f. 1 august 1743, d. 31 juli 1810
Senest redigeret=7 Jan 2010
Michael Rasmussen blev født 1 august 1743 i Urne, Horslunde, Lollands Nørre, Maribo. Han tog eksamen som student i 1765 i Nakskov. Han var i 1766 lærer i Nakskov. Han tog eksamen som cand. theol. 24 november 1778. Han var 20 december 1781 residerende kapellan i Vestenskov, Lollands Sønder, Maribo. Michael blev gift 21 maj 1783 i præstegården, Landet, Lollands Sønder, Maribo, med Dorthea Sophie Pedersdatter Busch. Michael Rasmussen var 18 maj 1798 sognepræst i Bogø, Mønbo, Præstø. Han gik på pension 2 december 1808. Han døde 31 juli 1810 i Bogø, Mønbo, Præstø, i en alder af 66 år.
Barn af Michael Rasmussen og Dorthea Sophie Pedersdatter Busch
- Jens Lassen Rasmussen+ f. 22 Aug 1785, d. 30 Mar 1826
Kildehenvisninger
- [S35] S. V. Wiberg, Wiberg.
- [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Mickel Rasmusen, 44, Gift, Residerende Capelan, Husbond, M
Dorthe Sophia Busch, 34, Gift, Madmoder, K
Jens Lassen Rasmusen, 2, Ugift, Deres Søn, M
Magrete Mikels Datter, 57, Ugift, Husbondens Halv Søster, K. - [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Michal Rasmussen, 58, Gift, Sognepræst, 2, Husbonde, M
Charlotte Amalie Schiern, 48, Gift, , 1, hans kone, K
Marie Sishilie, 14, Ugift, , , hans Datter, K.
Dorthea Sophie Pedersdatter Busch
K, f. 4 august 1754, d. 1 november 1790
Senest redigeret=6 Jan 2010
Dorthea Sophie Pedersdatter Busch blev født 4 august 1754 i præstegården, Langebæk, Kalvehave, Bårse, Præstø. Dorthea blev gift 21 maj 1783 i præstegården, Landet, Lollands Sønder, Maribo, med Michael Rasmussen. Dorthea Sophie Pedersdatter Busch døde 1 november 1790 i Vestenskov, Lollands Sønder, Maribo, i en alder af 36 år barselsfeber.1
Barn af Dorthea Sophie Pedersdatter Busch og Michael Rasmussen
- Jens Lassen Rasmussen+ f. 22 Aug 1785, d. 30 Mar 1826
Kildehenvisninger
- [S3] , Kirkebog.
- [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Mickel Rasmusen, 44, Gift, Residerende Capelan, Husbond, M
Dorthe Sophia Busch, 34, Gift, Madmoder, K
Jens Lassen Rasmusen, 2, Ugift, Deres Søn, M
Magrete Mikels Datter, 57, Ugift, Husbondens Halv Søster, K.
Friderica Lovise Quist
K, f. 16 december 1745, d. 22 januar 1818
Senest redigeret=20 Okt 2016
Friderica Lovise Quist blev født 16 december 1745 i København. Hun blev døbt i Holmens Kirke, Holmens Kanal 21, København. Hun var datter af Hans Quist. Friderica blev gift 30 juni 1762 i Roskilde Domkirke, Domkirkepladsen 3, Roskilde, med Asmus Christian Tjørnelund, søn af Jacob Jacobsen Tjørnelund og Dorothea Asmussen Schrøder. Friderica Lovise Quist døde 22 januar 1818 i en alder af 72 år.1
Far-Nat* | Hans Quist |
Familie: Friderica Lovise Quist og Asmus Christian Tjørnelund
Kildehenvisninger
- [S174] Den almindelige enkekasse, online http://www.fogsgaard.org, Policenummer: 890
Friderica Lovise Quist
Født: 1745-12-16 Holmens Kirke, Kiøbenhavn Stempelmærke: Danmark
Død: 1818-01-22
Notat: Dåbsattest i RA.
Ægtefælle
Pensionspolice oprettet: 1781-08-10
Årlig Pension: 40 Indbetalt: 223 Afdragsordning: 0
Enkekassenummer: 890
Asmus Christian Tiørnelund Skoleholder
Født: 1723-05-22 Soderup Stempelmærke: Danmark
Død: 1808-02-17
Notat: Dåbsattest i RA. - [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Asmus Christian Tromelund, 64 , gift, Hosbonde, Dansk Skoleholder,
Frideriche Lovise, 42 , gift, Hands Kone, ,
Hans Asmussen, 14 , ugift, deres Søn, ,.
Hans Quist
M
Senest redigeret=27 Jul 2007
Barn af Hans Quist
- Friderica Lovise Quist f. 16 Dec 1745, d. 22 Jan 1818
Otto Herman Stellmacher
M, f. 1849
Senest redigeret=30 Jul 2009
Otto Herman Stellmacher var barber i Ålborg. Han blev født i 1849 i Wölfersberg, Steiermark, Østrig. Otto blev gift 20 februar 1872 i Budolfi Kirke, Algade 40, Ålborg, med Oline Dorthea Fabiansen. Otto Herman Stellmacher og Oline blev skilt.
Barn af Otto Herman Stellmacher og Oline Dorthea Fabiansen
- Olga Hermanda Stellmacher f. 17 Dec 1873, d. 30 Nov 1922
Conni Nielsen Sørensen1
K
Senest redigeret=15 Sep 2019
Far-Nat* | Arne Edvard Due |
Mor-Nat* | Erna Marie Sørensen |
Far-Ado | Tage Hansen |
Kildehenvisninger
- [S635] Birgit Elbæk, Birgit Elbæks Slægtsforskning.
Grete Annie Wøldike
K
Senest redigeret=30 Sep 2019
- Tavler
- Slægten Wøldike
Far-Nat* | Karl Gustav Thøstesen f. 15 Jan 1912 |
Mor-Nat* | Karen Dagny Wøldike f. 7 Feb 1913 |
Bruno Bøje Thøstesen
M
Senest redigeret=30 Sep 2019
- Tavler
- Slægten Wøldike
Far-Nat* | Karl Gustav Thøstesen f. 15 Jan 1912 |
Mor-Nat* | Karen Dagny Wøldike f. 7 Feb 1913 |
Tove Elisabeth Wøldike
K
Senest redigeret=30 Sep 2019
- Tavler
- Slægten Wøldike
Far-Nat* | Karl Gustav Thøstesen f. 15 Jan 1912 |
Mor-Nat* | Karen Dagny Wøldike f. 7 Feb 1913 |
Peder Kristian Bak Lauritsen1
M, f. 26 maj 1907, d. 1987
Henning Kristensen fortæller:
Peder Christian Bak Lauritsen var i 1930-31 præstegårdsbestyrer i Skyum, han blev i 1932 vejlebestyrer, og bosiddende i Sindrup Vejle, Ydby sogn, Thy. I 1934 bestyrer og 1935 arbejdsmand i Ydby By. Han var de følgende år arbejdsmand.
Peder Christian Bak Lauritsen var i 1930-31 præstegårdsbestyrer i Skyum, han blev i 1932 vejlebestyrer, og bosiddende i Sindrup Vejle, Ydby sogn, Thy. I 1934 bestyrer og 1935 arbejdsmand i Ydby By. Han var de følgende år arbejdsmand.
Senest redigeret=23 Mar 2017
Peder Kristian Bak Lauritsen var teglværksarbejder i Ydby, Refs, Thisted. Han blev født 26 maj 1907 i Nørregade 39, Thisted.1 Han var søn af Martinus Lauritsen og Anine Bak. Peder Kristian Bak Lauritsen blev døbt 7 juli 1907 i Thisted Kirke, Vestergade 3, Thisted.1 Peder blev gift 29 oktober 1929 i Skjoldborg Kirke, Langebeksvej 27, Skjoldborg, Hundborg, Thisted, med Ingeborg Kathrine Pedersen, datter af Jens Christian Pedersen og Johanne Kathrine Andersen.1 Peder Kristian Bak Lauritsen døde i 1987 i sygehuset, Herning.1 Han blev bisat fra Nordre Kirkegård, Gullestrupvej 30, Herning, i 1987.1
Far-Nat* | Martinus Lauritsen f. 10 Okt 1874, d. 26 Mar 1937 |
Mor-Nat* | Anine Bak f. 25 Maj 1882, d. 7 Dec 1954 |
Børn af Peder Kristian Bak Lauritsen og Ingeborg Kathrine Pedersen
- Elly Margrethe Lauritsen+
- Laurits Arthur Lauritsen+ f. 29 Aug 1931, d. 6 Dec 1995
- Irene Kathrine Lauritsen+ f. 27 Nov 1932, d. 31 Dec 1995
- Jens Martinus Lauritsen+
- Christian Richardt Lauritsen+
- Poul Lauritsen+
- Knud Erik Lauritsen+
- Jørgen Bach Lauritsen f. 10 Aug 1943, d. 24 Feb 2005
Kildehenvisninger
- [S118] Henning Kristensen, "Henning Kristensen," e-mail til Michael Erichsen.
- [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside
Jens Peter Lauritsen
M, f. 15 december 1908
Senest redigeret=4 Feb 2017
Jens Peter Lauritsen blev født 15 december 1908 i Alleen 60, Thisted.1 Han var søn af Martinus Lauritsen og Anine Bak. Jens Peter Lauritsen blev døbt 9 marts 1909 i Thisted.1
Far-Nat* | Martinus Lauritsen f. 10 Okt 1874, d. 26 Mar 1937 |
Mor-Nat* | Anine Bak f. 25 Maj 1882, d. 7 Dec 1954 |
Børn af Jens Peter Lauritsen og Marna Sørensen
Kildehenvisninger
- [S118] Henning Kristensen, "Henning Kristensen," e-mail til Michael Erichsen.
- [S276] Ingrid (Lauritsen) Sørensen, "Ingrid (Lauritsen) Sørensen," e-mail.
- [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside