Personside - 268

Fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:³

Lise Østergaard (1924 - 1996)
Østergaard, Anna Elisabeth (Lise)

1924-96, professor, minister.

*18.11.1924 i Odense, †19.3.1996 i Kbh.

Forældre: direktør Alfred Ø. (1890-1962) og Martha Kirstine Nielsen (1885-1944).

~3.8.1974 (b.v.) med direktør Gunnar Palle Rosendahl, *14.8.1919 i Paamiut, †11.4.1996 i Kbh., s. af landsfoged Philip R. og Agnes Johanne Erichsen. Ægteskabet opløst 1982.

LØ boede i Odense, indtil hun var 12 år, da familien af hensyn til faderens karriere flyttede til Gentofte. Forældrene stillede ret strenge krav til børnene, og LØ følte sig tidligt i modsætning til dem og den tre år ældre søster, som ubesværet klarede sig godt. I kommuneskolen, hvor begge børn gik, gjorde LØ oprør. Eleverne sad efter karakterer, og sine fremragende evner til trods tilbragte hun i 3. mellemskoleklasse en lang periode som nr. 31 af 31, indtil hendes skolegang blev helt afbrudt. Modstræbende gik forældrene senere med til, at hun opholdt sig et år på Spejderskolen i Korinth. Derefter boede hun atter hjemme og blev student fra Akademisk Kursus i 1944. Samme år begyndte hun på det nye psykologistudium ved Kbh.s Universitet. Da hun mod faderens vilje flyttede hjemmefra, afslog han at støtte hende økonomisk, og hun tjente selv til studierne ved at arbejde som lægesekretær.

I 1947 blev LØ cand.psych. Hun var klinisk børnepsykolog ved Norrtulls børnehospital i Stockholm 1947-49, ved Dronning Louises Børnehospital 1949-50 og 1950-54 ved Kbh.s Universitets Børnepsykologiske Klinik, som Bodil Farup netop havde etableret. LØ sprang derfra over til at arbejde med voksne som klinisk psykolog ved Rigshospitalets psykiatriske afdeling 1954-63, fra 1958 som chefpsykolog. Her fik hun et frugtbart samarbejde med psykiaterne under ledelse af professor Villars Lunn og fordybede sig videnskabeligt i den kliniske psykologi. Hun viste tidligt et stort pædagogisk talent og formidlede velformuleret og begejstret sin omfattende viden. Som leder af Dansk Psykologforenings efteruddannelseskursus i klinisk psykologi 1955-60 udbredte hun det nye fag, ligesom hun i en årrække som den første psykolog underviste og satte sit præg på læger under speciallægeuddannelse i psykiatri. Samtidig var hun inviteret forelæser ved universiteterne i Lund og Bergen. I 1961 udgav hun Den psykologiske testmetode og dens relation til klinisk psykiatri, som blandt psykiaterne førte til en livlig debat om værdien af den nye kliniske psykologi. Under ansættelsen på Rigshospitalet undersøgte LØ en række skizofrene patienter og publicerede resultaterne i afhandlingen En psykologisk analyse af de formelle schizofrene tankeforstyrrelser, 1962, på hvilken hun som den første kvindelige psykolog blev dr.phil. I samarbejde med en forskergruppe ved National Institute of Mental Health i USA fortsatte hun forskningen på dette område. Karakteristisk for hende rakte hendes vide horisont også til, at hun såvel teoretisk som praktisk satte sig grundigt ind i psykoanalysen, der indtil slutningen af 1950’erne blev holdt ude af psykologistudiet. I begyndelsen af 1960’erne gik hun i ca. tre år i klassisk psykoanalyse hos overlæge Thorkil Vanggaard, men hun gennemførte ikke analysen. Senere kritiserede hun de freudianske psykoanalytiske selskabers manglende fornyelse og eksklusive isolation fra samfundets påtrængende problemer. Selv magtede hun at udvikle sit fag både videnskabeligt og praktisk. I 1963 blev hun ved Kbh.s Universitet landets første professor i klinisk psykologi. Med succes etablerede og ledede hun Studenterrådgivningsklinikken 1964-68, og i 1968 grundlagde hun Institut for Klinisk Psykologi ved Kbh.s Universitet. Samme år oplevede hun de studerendes talstærke og tidstypiske antiautoritære oprør med krav om marxistisk og kritisk psykologi. Hun tog sig deres angreb nær, men bøjede sig ikke og arbejdede støt videre, tro mod sin videnskabelige og humanistiske indstilling. Hun var medlem af UNESCOs danske nationalkommission 1970-73. Fra 1973 var hun medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber og 1975-77 af Konsistorium ved Kbh.s Universitet. Hun udgav Testmetoden, 1975.

Fra 1968 deltog LØ i stigende grad i den offentlige debat. Hendes engagement og klare velfunderede tale gjorde hende hurtigt efterspurgt i medierne. Især blev hun kendt, da hun i 1970 som ikke-troende samtalepartner med den tidligere kirkeminister Bodil Koch deltog i radioserien Spørgsmål om livet og døden tilrettelagt af Jørgen Thorgaard. Senere fortsatte hun i samme serie med teologen Karen Horsens. LØ's internationale orientering og medmenneskelige holdning bragte hende ind i arbejdet i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun var formand 1974-77. Da socialminister Eva Gredal opnåede regeringens tilslutning til nedsættelsen af Børnekommissionen, var LØ formand for den 1975-77. I overensstemmelse med sit fag lagde hun vægt på den livsvarige betydning af førskolebarnets tilværelse og så kommissionens opgave som et stort livredningsarbejde. Hun foreslog barselsorlov til fædrene og deltidsarbejde til begge forældre, mens børnene var små og mente, at daginstitutionerne ikke burde være en erstatning for børnenes liv sammen med forældrene, men et supplement.

LØ’s karriere tog en uventet drejning, da statsminister Anker Jørgensen i 1977 pludselig tilbød hende en ministerpost i sit tredje ministerium. Hun fik en times betænkningstid og var derefter minister uden portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål, bl.a. med ansvar for Danmarks bistand til udviklingslandene. Hun stod helt uden partipolitisk erfaring, og det var en overraskelse for alle inklusive statsministeren, at hun end ikke var medlem af Socialdemokratiet. Der var imidlertid ikke tvivl om hendes idealistiske holdning, som hun fastholdt som minister, da hun fx ligeud kritiserede Vesten for at kæmpe for sin status som verdens rige overklasse, der kunne give almisser til de fattige. Og det vakte opsigt, da hun i 1980 gik imod, at Danmark tilsluttede sig NATOs beslutning om en modernisering af Vesteuropas raketforsvar. LØ skabte respekt ved med stor energi at tage de politiske opgaver alvorligt og altid vise hæderlighed og omhu, men hun undgik ikke problemer med at finde det politiske fodslag, ikke mindst i det nære samarbejde med udenrigsminister K.B. Andersen. Politiske kolleger udtalte, at hun kom til Christiansborg uden det panser, som politikere ellers har lært at tage på, og hun blev kaldt “en trane i spurvedans”. Mange værdsatte hende, og hun blev i 1979 valgt ind i Folketinget med et meget stort personligt stemmetal i Gladsaxekredsen. Da kulturminister Niels Matthiasen døde i 1980, overtog hun hans post og forblev kulturminister og minister for nordiske anliggender indtil den socialdemokratiske regerings tilbagetræden i 1982. Hun nåede ikke at gennemføre en visionær bibliotekslov og flere andre mærkesager. I 1980 var LØ præsident for FN's verdenskvindekonference i Kbh. og i 1982 vicepræsident for UNESCO's verdenskulturkonference i Mexico. Hun var medlem af Folketinget indtil 1984, da hun ikke genopstillede ved valget.

I 1984 vendte LØ tilbage til professoratet på Kbh.s Universitet, efter eget ønske med området sammenlignende studier i udviklingslandene med særligt henblik på kvinders rolle i den internationale udvikling. Her opdyrkede hun et perspektivrigt samspil mellem psykologi og politik. Hendes interesse for kvindepolitik blev først vakt gennem det internationale politiske arbejde, og hun udtalte, at i alle ulykkelige situationer er kvinder endnu værre stillet end mænd, fordi de næsten altid har et eller flere børn at slæbe på. Derudover understregede hun kvindernes afgørende betydning for bæredygtigt udviklingsarbejde og var redaktør af håndbogen Gender and Development, 1992. 1987-91 var hun formand for udviklings- og bistandsorganisationen CARE Danmark og vicepræsident for CARE International fra 1990. Hun påtog sig flere andre internationale opgaver og var konsulent for EF-Kommissionen, WHO og DANIDA. I slutningen af karrieren koncentrerede hun sig atter om den kliniske psykologi, og hun var redaktør af Undersøgelsesmetoder i klinisk psykologi, 1992. Efter pensioneringen i 1994 arbejdede hun på en efterundersøgelse af sygdomsforløbene hos patienterne i hendes disputatsmateriale, men arbejdet blev afbrudt ved hendes pludselige død i 1996.

LØ giftede sig først som 49-årig og var barnløs. Hun modtog Ingrid Jespersens Legat i 1971 og Tagea Brandts Rejselegat i 1973. Hun var pioner i opbygningen af dansk klinisk psykologi, som med hende fik respektabilitet som akademisk fag. I enestående grad forenede hun social samvittighed med en kritisk videnskabelig indstilling, og hendes humanistiske organisatoriske indsats satte sig spor langt ud over den kliniske psykologi til gode især for mange børn, flygtninge og kvinder i udviklingslandene.

Jytte Willadsen

Fra Weilbachs kunstnerleksikon²:

Hansen, Frederik Carl Christian, 1858-1923, Arkitekt. F. 8. Febr. 1858 i Thisted, d. 18. Nov. 1923 i Sorø, begr. sst.

Forældre: Branddirektør, Justitsråd, Landstingsmand Carl August Holmer H. og Laurentze Jørgensen. Gift 28. Dec. 1889 i Sorø med Thora Blichert, f. 10. Juni 1865 i Kbh., d. 8. Febr. 1941 i Sorø, D. af Cand. philol., senere Rektor ved Sorø Akademi Peder Knudsen B. og Elise Sophie Amalie Wøldike.

Uddannelse: Realeks.; derpaa i Murerlære i Kbh.; dimitt. til Akad. fra Tekn. Inst. Jan. 18 7 6; Afgang fra Akad. Juni 1884; Tegner og Konduktør hos H. B. Storck, senere hos J. D. Herholdt.

Stillinger: Fra 1886 Bygningskonduktør ved Sorø Akademi. Udstillinger: Raadhusudst. 1901.

Arbejder: Deltaget i Sorø Kirkes Opmaaling og Restaurering (til c. 1910); Frederikssunds Raadhus (1886-87); Teknisk Skole i Sorø (1888-89); Husholdningsskole sst. (1897 ); Amtssygehuset sst. (1901-03); Menighedshus og Alderdomshjem sst. (1910); Børneasyl sst. (1910); Ting- og Arresthus i Skelskør (1895-96), Haslev (1905), Fakse (1906) og Slagelse (1914-16);Teknisk Skole i Ringsted (1890-91); Epidemihuset sst. (1902); Ombygning af Nordkapel til Stenmagle Kirke (1894); Restaurering af Vedbygaard (1900 ff.); Nordruplunds Hovedbyge. (opf. efter Brand 1903); Udst.bygn. til Industri- og Landbrugsudst. i Sorø (1904); Mindesmærke over Biskop Peder Madsen (1912, Ruds-Vedby Kgd.); Ligport ved Reerslev Kirke (1918); Tilbygn. til Borgerskolen i Sorø (1919). Red. Trap, 4. Udg. - Arch., 1903-04, 449-50 (Industri- og Landbrugsudst. i Sorø); V. Christensen: Vedbygaards Hist., 1939, 58, 100-07.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Hansen, Carl August Holmer, f. 1811, Politiker. H., der er en Søn af Apotheker i Frederikshavn Anker Christian H. og Anna f. Green, er født 28. Nov. 1811. Efter at han i 1832 var bleven Student og Aaret efter havde taget 2. Examen, ombyttede han det theologiske Studium med Landvæsenet og ejede i Aarene 1840-52 forskjellige Gaarde i Thisted Amt. I 1852 flyttede han til Thisted, hvor han snart efter blev Branddirektør saa vel for Landbygningernes som for Kjøbstædernes Brandforsikring (indtil 1886). Han har i Folketinget repræsenteret Vestervig-Kredsen 1849-52 og Thisted-Kredsen 1854-59 og 1864-66, og i Landstinget har han som Medlem fra 8. Kreds haft Sæde siden 1870. Han hørte oprindelig til de national-liberale, senere til Mellempartiet («Kammerraadspartiet») og i den senere Aarrækkes politiske Kamp til Højre. H. har paa Rigsdagen taget virksom Del i Behandlingen af alle Sager af Interesse for Nordjylland, særlig Fiskeri-, Jagt-, Rednings- og Sandflugtssager, og han har desuden i en lang Aarrække udfoldet en omfattende Virksomhed til Fremme af stedlige Formaal i Thisted Amt og Thisted Kjøbstad. Disse Fortjenester i Forbindelse med ualmindelig personlig Livlighed og Elskværdighed have gjort Kammerraad (siden 1848), senere (1882) Justitsraad H. til en af de mest populære jyske Politikere, der have siddet i Rigsdagen. -- H. ægtede 10. April 1840 Laurentze Jørgensen, Datter af Proprietær J. til Abildgaard.

^{Barfod, Dansk Rigsdagskal. I, 252.
H. Wulff, Den danske Rigsdag.}

M. P. Friis.

Lotty Roslund var søster til maleren Nell Walden, født Nelly Roslund, og forfatteren Anna Roslund.

Landskrona Museum har en basisudstilling om Nell, der omtales på Landskrona Stad:

Nell Walden och Der Sturm

Prostdottern Nelly Roslund från Landskrona flyttar till förkrigstidens Berlin. Där möter hon Herward Walden, sin blivande make. De driver tillsammans rörelsen Der Sturm, som vill bryta med det traditionella inom kultur och konst. Många av den moderna konstens stora namn ställer ut i Der Sturms galleri och de arrangerar olika kulturhappenings. Nell målade själv och anses vara den förste kvinnliga konstnären som målar abstrakt. Nell blandade gärna både tekniker och material. Utställningen berättar om landskronaflickan Nells liv under en nyskapande och spännande tid i Europa. Utställningen visar verk av ett flertal konstnärer och presenterar också Nells egen produktion.

Fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:⁴

Bodil Begtrup (1903 - 1987)
Begtrup, Bodil Gertrud

1903-87, ambassadør, kvindepolitisk aktiv.

*12.11.1903 i Nyborg, †12.12.1987 i Kbh.

Forældre: dommer Christian Adolph Andreasen (1867-1941) og lærer Carla Sigrid Locher (1876-1938).

~21.2.1929 (b.v.) med speciallæge Erik Worm B., *2.1.1888 i Askov, Malt sg., †13.7.1976 i Vedbæk sg., s. af højskoleforstander Holger Christian B. og Johanne Lange. Ægteskabet opløst 1936.
~14.5.1948 med gesandt Laurits Bolt Bolt-Jørgensen, *6.3.1882 i Roskilde, †6.1.1967 i Bern, Schweiz, s. af stadsingeniør Harald Jørgen Jørgensen og Bertha Christine Jørgensen.

Børn: Marianne (1931).

Størstedelen af BB's karriere udspillede sig på den internationale arena, hvor hun initiativrigt og samvittighedsfuldt ud fra en grundlæggende tanke om at tilgodese kvinders og børns tarv gav det internationale arbejde et humant og kvindeligt ansigt. Hun blev student i 1921 fra Ålborg Katedralskole som eneste pige i en matematisk klasse. Samme år begyndte hun at studere kunsthistorie ved Kbh.s Universitet, men skiftede snart til det mandsdominerede statsvidenskabsstudium for at kunne kombinere sine to interesser, socialpolitik og folkeret. I 1926 kom hun som repræsentant for Studenternes Folkeforbunds Union til Genève, hvor hun i den danske delegation mødte formanden for Danske Kvinders Nationalråd (DKN) Henni Forchhammer. Opholdet i Genève blev således også indgangen til kvindesagen, og ved hjemkomsten blev BB sekretær for Forchhammer. I 1929 blev hun cand.polit. Samtidig giftede hun sig med en enkemand og blev dermed stedmoder til fire børn. Af disse fulgte Birgit B. hende ind i kvindesagen, mens Lena (gift Vedel-Petersen) kom til at sætte afgørende præg på dansk socialpolitik. BB’s egen datter fødtes med en hjertefejl og døde kort efter, at ægteskabet i 1936 var blevet opløst.

I 1929 blev BB medlem af DKN's styrelse, 1931 blev hun næstformand, og i perioden 1946-49 var hun formand. I dette regi ydede hun en væsentlig indsats for kvinders og børns vilkår og samfundsmæssige placering. Således blev hun bl.a. medlem af Mødrehjælpens Fællesråd, da Mødrehjælpen i 1939 blev gjort til en offentlig institution. Mødrehjælpens midler var dog fortsat små, og finansieringen af fx børneudstyr var stadig afhængig af private midler. Derfor stiftedes i 1940 med BB som formand foreningen Vore Smaabørns Beklædning. Under mottoet: “Intet Barn maa fryse til Vinter,” indsamledes tøj til spæde og småbørn. BB interesserede sig også for børneernæring og var derfor i 1935 medstifter af DKN’s udvalg Vore Børns Sundhed, der drev oplysende virksomhed om emnet og lagde fundamentet til sundhedsplejerskeordningen. Dette udvalg støttede ligeledes oprettelsen af skolelæge- og skolesundhedsplejerskeordningen. Ved afslutningen af Anden Verdenskrig stiftede de fire kvindeforeninger DKN, Kvindeligt Arbejderforbund, Danske Kvinders Beredskab og Danske Kvinders Samfundstjeneste den danske afdeling af Red Barnet. Det skete på opfordring af departementschef i Socialministeriet H.H. Koch. Red Barnet hjalp børn i det krigshærgede Europa gennem nødhjælpsforsyninger og anbringelse på hjem og i lejre. BB deltog i dette arbejde og tog sig især af sendingerne til børn i Ungarn. I 1947 tog DKN initiativ til oprettelsen af Danske Husmødres Forbrugerråd, senere Forbrugerrådet, hvor BB var formand de to første år.

DKN havde gennem en årrække arbejdet for, at en af de tre danske filmcensorer blev en kvinde, og i 1939 udnævntes BB til den første kvindelige filmcensor. Frem til 1948 udførte hun samvittighedsfuldt dette hverv, som hun anså for at være af væsentlig socialpædagogisk betydning. Især optog films indvirkning på børn hende, og hun udgav i 1947 bogen Børn og Film. I 1938 havde BB overtaget Forchhammers plads i den danske delegation til Folkeforbundet, hvor hun sad indtil Anden Verdenskrigs udbrud. Efter krigen blev hun valgt som rådgivende medlem af den danske delegation til FN's generalforsamling. Hun var kvindernes repræsentant i delegationen frem til 1952 og sørgede gennem DKN for, at danske kvinder blev holdt informeret om FN's arbejde fra første færd. Ved forhandlingerne om menneskerettighedserklæringen var BB næstformand for det udvalg, der på 85 møder førte teksten frem til vedtagelse i 1948. Denne centrale placering havde hun tilkæmpet sig, efter at hun i 1946 var blevet udpeget som medlem af og derefter formand for FN’s kvindekommission, Commission on the Status of Women. En betydelig indsats fra bl.a. hendes side bevirkede, at denne kommission hurtigt blev selvstændig i stedet for at være en underkommission til menneskerettighedskommissionen. BB var formand indtil 1948, og hun har beskrevet denne opgave som en af de mest betydningsfulde, hun har været med til at løse. Hun var bl.a. ophavsmand til den danske delegations forslag om, at FN skulle stille som krav til medlemslandene om, at kvinder skulle have samme politiske rettigheder som mænd. Det førte endvidere til, at hun gennem statsminister Knud Kristensen sørgede for det sidste skub i retning af, at de grønlandske kvinder fik stemmeret på lige fod med de grønlandske mænd i 1948.

BB udnævntes i 1949 til overordentlig gesandt og befuldmægtiget minister i Island og blev dermed Danmarks første kvindelige ambassadør. Udnævnelsen var ikke blot usædvanlig på grund af hendes køn, hun var også “uden for karriere”, dvs. uden for det normale udenrigsministerielle avancementssystem. Stillingen blev oprindelig tilbudt hendes mand Laurits Bolt-Jørgensen, der havde været gesandt i flere østeuropæiske lande. Men med den begrundelse, at der kun var tre år til hans pensionering, foreslog han i stedet BB til posten. På den måde ville hendes karriere ikke skulle afbrydes til fordel for hans. Udnævnelsen skal imidlertid også ses i lyset af, at kvindeorganisationerne efter Anden Verdenskrig pressede på for at få kvinder i topstillinger, og BB fik i 1953 følgeskab af Agnete Vøhtz som første departementschef og Bodil Dybdal som første højesteretsdommer. Forholdet mellem Danmark og Island var på tidspunktet for BB’s udnævnelse sårbart på grund af Islands ensidige brud med Danmark under krigen. Med stor indlevelse i og interesse for landet og dets forhold samt en væsentlig mængde kreativitet og initiativ bidrog BB til skabelsen af et ligeværdigt forhold mellem de to lande. Hendes virke afrundedes da også symbolsk med, at Frederik 9. og dronning Ingrid aflagde det frie og uafhængige Island deres første besøg i 1956. Også i Island arbejdede BB i kvindesagens tjeneste. Således oprettede hun dér Den Danske Kvindeforening. Foreningen rettede sig mod de danske kvinder i Island, der var islandsk gift. Dem var der en del af umiddelbart efter krigen, da islandske studerende i Danmark havde været afskåret fra at komme hjem under krigen og derfor ofte havde giftet eller forlovet sig med danske kvinder. Efter hjemkomsten fra Island fortsatte BB’s karriere i Udenrigsministeriet, hvor hun 1956-59 var kontorchef samtidig med, at hun var Danmarks faste repræsentant ved Europarådet i Strasbourg. Derefter fulgte posten som Danmarks ambassadør i Schweiz 1959-68 og efterfølgende i Portugal 1968-73. Særlig posten i Schweiz havde symbolsk betydning, idet de schweiziske kvinder på dette tidspunkt endnu ikke havde fået stemmeret til den schweiziske forbundsforsamling. I 1967 fik hun sin første kvindelige kollega, da Nonny Wright blev dansk ambassadør i Ghana. Efter hjemkomsten til Danmark deltog BB bl.a. i forberedelsen af FN’s verdenskvindekonferencer i 1975, 1980 og 1985.

Til trods for en international karriere betegnede BB DKN som sit hjemsted gennem alle årene. Denne betegnelse er da også karakteristisk for en indsats, hvorigennem hun viste sig som en kvindernes ambassadør i Danmarks internationale arbejde. Hun udtalte selv, at hun aldrig havde følt sig som pioner, men blot gjort, hvad hun fandt spændende og naturligt. Hun modtog adskillige anerkendelser for sit virke. I 1949 blev hun udnævnt til æresdoktor på Smith College, Massachusetts, USA, og i 1951 var hun blandt den gruppe af kvinder, der som de første blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. 1955 blev hun ridder af 1. grad, 1962 kommandør og 1973 kommandør af 1. grad. BB modtog også flere udenlandske ordener, heriblandt Den islandske Falk. Erindringsbogen Kvinde i et verdenssamfund udkom 1986.

Pernille Lind Olsen