Personside - 202

Erik F. Rønnebech fortæller:

Bone Falck Rønne havde sit barndomshjem i et lille fritliggende hus, som tidligere lå ved Sct. Michaelis kirke i Vendersgade (Fredericia). Faderen Albert Rønne, var klokker, maler og forgylder.

Efter overstået teologisk embedseksamen blev Bone lærer for arveprins Frederiks børn, deriblandt den senere Christian VIII . Han fik siden præsteembede i Tjæreby og Alsønderup og blev nogle år efter præst i Lyngby.

Han var påvirket af sin tids rationalistiske oplysningsidealer, der pålagde præsterne at gå foran i oplysning om rent praktiske forhold. Senere kom han ind i en gæringsperiode, der i 1813 afsluttedes med et personligt gennembrud, præget af vækkelsestoner og gammeldags bibelkristendom.

Hans hovedindsats var stiftelsen af Det danske Missionsselskab i 1821. Selskabets første opgave gjaldt hjælp til grønlandsmissionen, som dog var begyndt 100 år tidligere med Hans Egedes indsats. Virksomheden udvidedes efterhånden til forskellige andre ydre fronter.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Janson, Hector Frederik, 1737-1805, Prokansler, Biskop, er født 2. Okt. 1737 i Golzwarden i Grevskabet Oldenborg. Faderen, Gustav Ludvig J., var Præst og Assessor i det oldenborgske Konsistorium; Moderens Navn var Elisabeth Beate f. Schløifern. J. studerede Theologi i Gøttingen indtil 1758, tog Examen i Oldenborg og blev Hovmester for Grev D. Reventlows Børn, først i Holsten, senere i Kjøbenhavn. Formodentlig ved dennes Indflydelse blev han 1766 tysk Slotspræst i Kjøbenhavn. 1772 udnævntes han til Hofprædikant og 1774 tillige til Professor ordinarius i Theologi, saaledes at hans Løn skulde udredes af Kongens Kasse. 1782 blev han Medlem af Kirkeinspektionen, og da Balle Aaret efter blev Biskop, var han den første theologiske Professor; han fik da Rang med Konfessionarius. Han var ved sin Ansættelse i Kjøbenhavn bleven fritaget for atunderkaste sig dansk theologisk Embedsexamen, men 1774 disputerede han for den theologiske Doktorgrad.

J. følte sig vistnok helt hjemme i Danmark; han lærte saa godt Dansk, at han endog skrev det ualmindelig let og flydende; men hvor hurtig han end forfremmedes, havde han dog mange Vanskeligheder at kæmpe imod. Som Hofprædikant sattes han i Skygge af den af alle saa højt beundrede Bastholm, og som Professor blev han ikke vel modtaget af sine ældre Kolleger, der med P. Holm i Spidsen endog gjorde et Forsøg paa at formene ham Sæde og Stemme i Konsistoriet og Fakultetet. Hans Theologi var orthodox, omtrent paa samme Maade som Balles; i de oplyste Tider klagedes der over, at hans ”ubegribelige” Forelæsning over Dogmatik havde nødt selv de flinkeste Studenter til at søge Manuduktør. Han synes ikke at have kunnet trække Studenterne til sig; en af hans Beundrere, Præsten Laurids Smith, fortæller, at han ofte var selv anden paa hans Examinatorier. Uagtet han i den Guldbergske Tid forfremmedes saa hurtig, havde han ingen Tro til de Reformer af Skolevæsenet og Kommunitetet, som den Gang gjennemførtes; naar nogen af de theologiske Professorer hørtes i Anledning af disse, var det især Balle.Heri skete der en stor Forandring ved Regeringsskiftet 1784, der kaldte J. frem paa den første Plads. O. Thott blev strax udnævnt til Patron for Universitetet, og da han døde Aaret efter, blev Schack-Rathlou hans Eftermand. Det besluttedes nu tillige at forandre Christian VI's Universitetsfundats, og J. udsaas til at udføre dette Arbejde; han udnævntes 1786 til Prokansler. At Schack-Rathlou og J. have kunnet arbejde godt og enig med hinanden, viser baade, at J. har været en konservativ Mand, og at han har levet sig saaledes ind i danske Forhold, at han er bleven anset for en dansk Mand. Det var i og for sig et vanskeligt Hverv, som her blev betroet J., og det blev ikke lettere ved, at der fra flere Sider var Misfornøjelse med, at han skulde udføre det. Det er vel tvivlsomt, om han havde tilstrækkelig Overlegenhed og Dygtighed til at styre gjennem saa vanskeligt et Farvand; men det vil ikke kunne nægtes, at han i det mindste i nogle Stykker havde det rette Blik for, hvori Manglerne i den daværende Ordning laa.

Først maatte der bringes Orden i Universitetsformuens Bestyrelse, og det var en hensigtsmæssig Forberedelse hertil, at J. 1786 udgav ”Beskrivelse over det kjøbenhavnske Universitets Midler”. Det var første Gang, Offentligheden underrettedes om, hvilken Formue Universitetet ejede, og hvorledes denne anvendtes. Skriftet vakte Opsigt nok, men den offentlige Forhandling, det fremkaldte, blev dog ikke meget frugtbringende. Hvad selve den akademiske Undervisning angaar, kom det først og fremmest for J. an paa at faa Professorerne til at opfylde deres Pligt, saaledes at de ikke nøjedes med at avertere Forelæsningerne, men virkelig holdt dem, og det i en Form, saa de kunde blive til Nytte for Studenterne. De skulde derfor begrænse deres Længde, i hvilket Øjemed Universitetsaaret blev delt i 2 Semestre, og der skulde træffes Foranstaltninger til, at Examinerne kunde blive en paalidelig og retfærdig Prøve. Men dernæst vilde han give Embedsstudierne større Fylde ved at fremdrage Bividenskaberne. I dette Øjemed ansattes der adskillige extraordinære Professorer. Dette var et utvivlsomt Fremskridt, i det Forelæsningerne hidtil alt for meget havde nøjedes med at give Videnskabernes Resultater; men det kan ikke nægtes, at naar der bortses fra Embedsstudierne, var Fremskridtet kun ringe. Hvad der bidrog til at gjøre Reformen upopulær, var et, rigtignok mislykket, Forsøg paa at gjenindføre en Art Censur og gjøre Prokansleren til Overcensor. — Ved Kommunitetet vilde J. afskaffe Øvelserne samt Studenternes Ret eller Pligt til at bære Lig. Ogsaaudarbejdede han et Forslag til en Reform af det lærde Skolevæsen; men den Kommission, der nedsattes, naaede ikke at faa afgivet Betænkning over andet end Fundatsen for Universitetet, der udkom 7. Maj 1788. — Faa Uger efter tog Schack-Rathlou sin Afsked, og Hertugen af Augustenborg blev Universitetets Patron. Der kunde ikke være Tale om, at han kunde arbejde sammen med J., og det næste Aar beskikkedes denne derfor til Biskop i Aarhus. Det blev altsaa en Mand, der var uvillig stemt mod Universitetsfundatsen, som kom til at føre den ud i Livet; men dette forhindrede ikke, at den fik sin store Betydning for Universitetets Udvikling, ligesom den jo ogsaa har bestaaet indtil vore Dage.

J. døde først 4. Febr. 1805; han har saaledes i 16 Aar været Biskop, uden at det vides, at hans Virksomhed i denne Stilling har været forskjellig fra det sædvanlige. Har han en Gang haft Mod og Lyst til at foretage Reformer, er han sikkert bleven afkølet ved at se, hvilken Gang disse toge efter hans Velynders Fald, og ved hele den Tone, der ansloges i Litteraturen. Han stod nu paa en venskabelig Fod med Balle, forargedes med ham over Hornemans Bibelfortolkninger og delte hans Frygt for, at Almueskolevæsenets Reform skulde berøve Biskopperne deres Indflydelse paa dette. — J. har ikke skrevet meget. Næst den alt omtalte Udsigt over Universitetets Indtægter er hans ”Compendium theologiæ naturalis” (1779) hans betydeligste Skrift. Luxdorph kalder det en meget god Bog, om end somme Steder kunde have været mere bestemte og ordentlige. — J. blev 1771 gift med Anna Marie Stendrup (f. 1752 d. 1806), Datter af Forstander for Vartov, Etatsraad Jacob S.

^{Molbech, Hist. Aarh. III, 188 f.
Hist. Tidsskr. 6. R. IV, 142 ff.}

L. Koch