Personside - 304

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Ligesom Broderen Absalon sluttede han sig tidlig til deres Fosterbroder Kong Valdemar og synes alt i Tronstridighederne ved sin ungdommelige Dristighed og Rådsnarhed at have erhvervet det hædrende Tilnavn «Snare». Efter Overfaldet i Roskilde (1157) førte han i et forrygende Vejr Valdemar over til Jylland og udmærkede sig i de følgende Kampe, som skaffede denne Enekongedømmet i Danmark. På Vendertogene omtales E. S. jævnlig som den uforfærdede og utrættelige Stridsmand, der af og til sætter sit Liv i Vove selv for en ringe Ting, men altid lykkelig slipper fra Faren. Han hørte dog tillige til Kongens mest fortrolige Venner og Rådgivere, og hans Råd kunde her være lige så forsigtige, som han selv var forvoven; således, da han på Rejsen til det kejserlige Hof (1162) frarådede at drage videre uden Lejdebrev, et Råd, som end ikke Absalon vovede at fremsætte, og som Kongen tilbageviste med Hån. Blandt hans Krigsbedrifter dvæler Saxe især ved Toget til Kurland (1170), på hvilket han for at redde Kongesønnen Christoffer udviste et beundringsværdigt Mod og en næsten utrolig Hårdførhed over for Sår og legemlige Lidelser, og det ofte omtalte Sammenstød med en vendisk Flåde i Sejerøbugten kort Tid efter. I en stjerneklar Nat søgte E. at slippe forbi en fjendtlig Flåde på 40 Skibe; men den opgående Håne røbede ham, og han så sig snart omringet af den store Overmagt. Han vilde dog ikke give tabt, og efter et heltemodigt Forsvar af det ene Skib mod de mange endte Kampen med, at E. lod en Mand gå til Tops og slå Ild, hvad Venderne anså for et aftalt Tegn til en Hjælpeflåde, hvorefter de trak sig tilbage og lod ham slippe ind til Kalundborg. Her havde E. anlagt en fast Borg med Stentårne til Byens og Omegnens Beskyttelse, ligesom han her opførte den skønne, endnu bevarede Kirke med 5 Tårne som Sognekirke for den opblomstrende Købstad.

Ikke blot i Kampen mod Venderne, men også i andre Livsforhold stod E. trofast ved sin geniale Broders Side. Således nævnes han blandt de Stormænd, som toge sig af Forsvaret af de ærkebiskoppelige Ejendomme i Skåne. I Omsorgen for Sorø Kloster nævnes de 2 Brødre jævnsides; Gavebogen kalder dem for dets Grundlæggere: «de 2 mægtige Mænd, berømte over hele Riget og frem for alle Danmarks Slægter». E. gav store Sjælegaver efter sine Hustruers Død og testamenterede Klosteret sin halve Boslod, den største Gave, nogen måtte bortgive efter sin Død. Ligeledes roses han for, at han uden Indsigelse fandt sig i, at Broderen bortgav så godt som alt sit Jordegods til Kirker og Klostre. Et andet Vidnesbyrd om hans på én Gang kirkelige og ridderlige Sindelag er opbevaret i den Tale, han holdt på Danehoffet i Odense i Julen 1187, da der opfordredes til et Korstog for at genvinde det af Tyrkerne erobrede Jerusalem. Han skildrede heri vore nordiske Forfædres Bedrifter over hele den bekendte Verden og opfordrede Ungdommen til at vise sig dem værdige ved nu at tage Korset. E. var 3 Gange gift; hans 1. Hustru hed Holmfred, den 2. Ingeborg; den 3., en Datter af den svenske Hertug Gutorm, hed Helene. Hun overlevede ham og havde senere en Søn med Kong Valdemar Sejer (Hertug Knud). Han efterlod 3 Sønner og 2 Døtre, af hvilke «Fru Ingeborg af Kalundborg» især er bekendt. E. S. overlevede sin Broder Absalon, som efterlod ham kærlige Mindegaver; han døde 1204 og er jordfæstet i Sorø. «Han haver boet på Sæbygård», siger Huitfeldt, «og tales underlig Snak om hannem, at den onde Ånd skal have taget hannem bort; men han faldt ned ad en Trappe på Sæbygård og på en Møllesten, som lå der under (for Enden af) Trappen, slog sin Hals sønder.»

A. D. Jørgensen

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Asser Rig blev i sit Hjem opdraget sammen med Erik Ejegods Søn Knud. Ved Faderens Død (o. 1114) arvede han sin Part af dennes Rigdomme og blev, hvad ogsaa hans Kjendingsnavn tyder paa, selv en rig og mægtig Mand, Han tog Bolig paa Gaarden Fjenneslev, der laa i Nærheden af Ringsted, og af hvilken man har fundet Rester i det nuværende Fjenneslev lille. Her var det, hans Hustru Inge, som skal have været af kongelig Byrd, fødte ham Tvillingeparret Esbern Snare og Absalon (1128). Alle kjende Sagnet om, hvorledes Inge ved de to Taarne, hun satte paa Kirken i Fjenneslev, gav sin fra Ledingsfærd hjemvendende Husbond den første Underretning om Tvillingernes Fødsel. Hvorvel afgjort urigtigt i en enkelt Henseende er dette Sagn dog, som nyere Tiders Undersøgelser have paavist, ikke ganske uden Hjemmel. Da Knud Lavard 7. Jan. 1131 var falden for sin Fætter Magnus’ Haand, sørgede A. og hans Brødre for den myrdede Fostbroders Begravelse, hvorefter de sammen med andre af Knuds Venner dreve paa, at der skulde tages Hævn over Magnus og hans medskyldige. Under de derpaa følgende, langvarige Uroligheder, i hvilke A. vistnok har taget Del, fandt Knuds unge Søn Valdemar for en Tid et Hjem i Fjenneslev, hvor Grunden blev lagt til det Venskab, der siden bandt Esbern og Absalon til ham. Sine sidste Aar tilbragte A. som Munk i det af ham og hans Brødre stiftede Sorø Kloster, han døde 13. Dagen efter Klosterkirkens Indvielse (o. 1151) og fik i dens Kor sit sidste Hvilested. Hans Hustru, som levede endnu 1157, havde foruden Esbern og Absalon født ham Datteren Ingefred.

^{Estrup, Absalon som Helt, Statsmand og Biskop.
Danske Mindesmærker I.}

C. Weeke

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Skjalm Hvide hørte til en mægtig sjællandsk Stormandsæt. Som hans Fader nævner en sen Overlevering Toke Trylle; stridende mod Saxos Ord og i sig selv værdiløs er Paastanden om Ættens Nedstammen fra Sagnhelten Palnatoke.

S. H. havde Ejendomme vidt omkring paa Sjælland, fremfor alt i Sorøegnen. Tidlig har han faaet det Hverv at være sin Fødeøs Jarl. Som saadan fulgte han Svend Estridsen til Kampen mod Harald Haardraade i Nisaa (1062), hvor han kæmpede tappert, men da Sejeren hældede til Nordmændenes Side, blev han saaret og taget til Fange; ved Gedesø lykkedes det ham imidlertid at slippe fra sine Bevogtere. Nu hører man ikke noget om ham før i Oluf Hungers Kongetid. Under de daværende opløste Forhold blev hans Broder Aute paa Vejen fra Sjælland til Falster overrasket og fældet af vendiske Sørøvere. Uden at ty til Kongens Hjælp samlede S. H. da paa egen Haand en sjællandsk Hær, drog til Julin og tvang Indbyggerne til at udlevere de skyldige, der bleve dræbte under de grusomste Pinsler. Da Erik Ejegod begyndte sine sejerrige Tog mod Venderne, har S. H. staaet ved hans Side. Efter Rygens Erobring blev han sat til Høvding over denne Ø. Da Kong Erik og Dronning Bodil droge ud paa deres store Pilgrimsfærd (1102), overlode de deres lille Søn Knud til S. H.s Varetægt; han blev saaledes Fosterfader for en af Danmarks berømteste Mænd. For øvrigt sendte han nogle Aar efter den unge Kongesøn til Hertug Lothar af Sachsen, og det er tvivlsomt, om han senere har set sin Fostersøn. S. H. maa være død o. 1113, i høj Alder. Han blev begravet i Fjenneslev Kirke, der har hørt til hans Hovedgaard. Senere blev hans Lig af Sønnesønnen Absalon flyttet til Sorø.

Som S. H. havde været Danmarks mægtigste Høvding, blev han ogsaa Stamfader til den mægtigste Stormandsæt, der nogen Sinde har levet blandt de danske. Allerede hans 4 Sønner, Toke, Sune, Ebbe og Asser Rig, vare ansete Høvdinger, og fra de 2 sidste nedstamme mange af vore ypperste Mænd, fremfor alle Absalon, Esbern Snare og Anders Sunesen. Langt mere end nogen som helst anden Æt have S. H.s Efterkommere hævet Danmark, saa længe de virkede sammen med Kongerne; men da Venskabet forvandledes til Fjendskab, voldte «Hvide-Ætten» ogsaa de største Ulykker over Folk og Land.

Foruden Sønnerne havde S. H. 2 Døtre: Cæcilia ægtede Peder Thorstensen paa Borg ved Sorø; Margrethe blev ogsaa gift, uvist med hvem, men tilbragte sin Enkestand i Roskilde Nonnekloster.

J. C. Jacobsen

Skjalm Hvides hustru, Signe Asbjørnsdatter?

Indlæg fra en lang diskussion på DIS-Danmarks diskussionsforum Aneefterlysning:

Sigvard Mahler Dam skrev 09/11-07 19:23:

Jeg er netop meldt til dette forum, da denne spændende meningsudvexling ad omveje er kommet mig for øre. Hvide-slægten forekommer efterhånden på mange private hjemmesider med mere eller mindre korrekte oplysninger, det er også svært at finde vej gennem de genealogiske tåger - vist lige meget om man er historiker eller ej.

Skjalm Hvides hustru Signe er mig bekendt kun nævnt på de konstruerede stamtavler. Det må rigtig nok være Toke Signesen, der har været ophavet til denne antagelse, han nævnes som en af de fremmeste i 1145 ved indvielsen af Lund domkirke, man kan da undre sig, at hans bror kaldes Ebbe Skjalmsen ved samme lejlighed, når de ifl. stifterbrevet ved Sorø kloster kaldes "sønner af samme mor". Vi kunne sikkert konstruere en forklaring på dette forhold, hvis det så ikke lige var, at Toke Signesen optræder lyslevende på tinge i Skåne 1154 flere år efter Toke Skjalmsens død. Så de 2 er næppe samme mand, og argumentet for navnet "Signe" og sågar hendes påståede kongelige herkomst falder til jorden. Det er endvidere meget mistænkeligt, at ingen af Hviderne er blevet opkaldt efter hende, det burde vi have tænkt på for længe siden! I Peder Bodilsens slægt er der flere Bodil'er blandt efterkommerne, skønt vi ikke kender så mange kvinder her, som det er tilfældet med Hviderne.

Udsagnet at "Toke, Ebbe og Asser var sønner af samme moder" er blevet til, at Skjalm Hvide nu også har haft flere hustruer. En søn Sune forekommer, og jeg har læst udtalelser om, "at han nok ikke var så religiøs" eller ad anden grund ikke ville være med i "Sorø-klubben". Nu var det ikke primært religionen, der gav anstød til kirkebyggeriet, det var også politik og prestige. Eller hvorfor skulle han holdes udenfor, fordi han havde en anden mor, når nu man ønskede at lave et dynastisk monument med Skjalm Hvide som stamfar? Efter min mening er Sune er falsum lavet af en nidkær abbed. Mistanken burde være der igen, når navnet Sune kun optræder blandt efterkommerne af Ebbe Skjalmsen, så man kunne mene at fru Regnhild var en "Sunesdatter".

Desuden kan jeg fortælle, at Toke Skjalmsens linie er helt ude af trit med kronologien, og er efterskrevet som sådan i generation efter generation af historikere, men det må I læse om, hvis I tør beskæftige Jer med en bog skrevet af en ikke-historiker, den hedder "Stigs Vedby & Hvideslægten" og er planlagt at udkomme primo december, hvis alt går vel. Og til Lars Bryld: jo, du har næsten ret, jeg var 18 år da jeg begyndte studierne...

I tråden er nævnt slægten Mule. Den linie Christensen nævner, er slægten med den halve, hvide ulv fra Odense, der blev adlet vist sidst i 1400-tallet (se "DAÅ" årgang 1904). Der er flere Mule-slægter i landet, men de har vist intet med Hvideslægten at gøre - ikke hvis kun navnet Mule er argumentet. Vi har: Toke Trylle - Skjalm Hvide - Asser Rig - Esbern Snare - Niels Mule - Esbern Snerling, en veldokumenteret række med personlige tilnavne, ikke slægtsnavne. Esbern Snerling døde i 1233 uden børn, ellers ville han ikke blive arvet af sin mor. Han er af nogle historikere "slået sammen med" Esbern Mule, der er nævnt i Absalons testamente og som vel er den samme, der optræder på en sen skånsk runesten. Esbern Mule var gift med Margrethe, hvis årtid blev fejret i Lund domkirke. Hun var blevet nonne, formodentlig som enke, men indførslen om hendes død er ifl. udgiverne af "Lunde domkapitels Gavebøger" (Weeke) skrevet omkring 1215. Om denne ældre Esbern er af Hvideslægten, siden han optræder med Absalon, kan jeg ikke gennemskue.

Skovgård. Der er pr. tradition 2 linier, der fører Skovgård-våbenet med falken. Når vi nu må acceptere, at Hviderne havde belagt deres bjælkevåben med en falk (Kornerup hævdede at flere af dem "var gamle" eller "fundet under kalken"), så kunne en linie nok have fundet på, at føre denne falk uden bjælker, ganske som slægten Due, der angiveligt nedstammer fra Absalons søster, førte en ørn i tværdelt felt. Den ene Skovgård-linie skulle nemlig nedstamme fra Peder Jurissen eller Peder Jørgensen, som han også kaldes. Juris Stigsen fra Vedbygård nævnes i Sorø-munkenes slægtsregister at have haft en søn Peder. I Ringsted klosterkirke fandtes en Peder Jurissen mindet med sit skjold - i dag står der "Peder Ivensen" og skjoldet er rekonstrueret som Sparre-slægtens skjold. Denne mand skulle være stamfar til den ene gren, og holder dette, er han tip-tip oldebarn af Skjalm Hvide (Skjalm - Ebbe - Toke - Stig - Juris - Peder).

Den anden linie nedstammer fra "Den hellige Margrethe fra Ølsemagle", der blev dræbt af sin mand Herlug (som jeg mistænker at være af Sparre-slægten), som naturligvis ikke blev populær efter denne dåd (han er slet ikke opkaldt!), og hvorfor børnene måske har valgt et våbenskjold inspireret af Hviderne. En af hendes sønner var "Peder kammermester", der fik "Niels kammermester", far til Peder Hoseøl (Skjalm - Ebbe - Sune - Margrethe - Peder - Niels - Peder) altså 3 x tip oldebarn af den gamle. At Peder Hoseøls våben skulle hævdes at være usikkert, kan jeg ikke forstå - hans segl kan ses i "Danske Ad. Sigiller" Petersen, nr. 71, og viser netop falken med de udspilede vinger.

Michael Adeler-Bjarnø skrev 12/11-07 16:39:

Det er ikke nogen hemmelighed, at den såkaldte ”Hvideslægt” m.a.o. efterkommere til Skjalm Tokesen med tilnavnet Hvide gennem generationer har beskæftiget historikere, heraldikere og slægtforskere. Det samme vil sikkert også ske fremover. Slægten eller kollektivet er særdeles spændende at beskæftige sig med og vel også fordi der vides meget lidt eller intet om flere af personerne. Lige nu diskuterer vi igen den ene af Skjalms 2 hustruer med navnet Signe.
Hun kan på mange slægtsoversigter – se blot på DIS’ egen side over ”medlemmernes hjemmesider” – ses som Signe Asbjørnsdatter og datter af kong Svend Estridsens bror Asbjørn jarl. Denne oplysning kan ikke kildeunderbygges, men desværre postuleres hendes familiebaggrund igen og igen – og det ville være til at forstå hvis forfatterne i det mindste ville tilføje, at oplysningen/erne ikke kan kildeunderbygges, i stedet for kritikløst at kopiere ”oplysninger” fra andre slægts-hjemmesider uden nogen form for kritisk sans. Nøjagtig det samme skisma har vi m.h.t. fru Inge kaldet ”Eriksdatter” mor til Ingefred, Esbern og Absalon (Assersøn/datter).

Mit ambitiøse, men vel nok naive ønske er, at alle vi slægtsforskere med rødder i ”Hviderne” ville fjerne de udokumenterede konstruerede slægtssammenhænge og oplysninger om enkeltpersoner. Eller i det mindste klart og tydeligt tilføje under kommentarerne/kildehenvisninger, at oplysningerne bygger på hypoteser. Der er jo intet nyt i, at seriøs slægtsforskning bør hvile på dokumenterede kilder og ikke på ”ammestuesnak” eller ”lånte fjer”. Skal vore egne efterkommere få glæde af vores eget arbejde gør vi dem en ”bjørnetjeneste” ved ikke at holde os til fakta.

Tilbage til Signe. Der er næppe uenighed om, at qua Skjalms status er det meget sandsynligt, at de 2 hustruer begge tilhørte kongeslægten eller en ”jarlslægt”. Dog forbliver det kun teorier, men desværre også grobund for myter og fantasier. Besynderligt er det også, at navnet Signe ikke senere optræder i efterslægten, især hvis hun skulle have været af ”velbyrdig familie”.

Der tales altid om Skjalms 2 hustruer, men hvem var så nr. 2? Igen mangler vi kilder om dette. Jeg har et lille hæfte med titlen: ”Danmarks kongeslægter (tabeller)” forfattet og udgivet 1923 på eget forlag af en R.P. Rosfen fra Tønder. Hæftet er trykt i Tønder Amts Centraltrykkeri.

Her skriver forfatteren på side 12:

(Harald Hejn m.a.o. Hén) ”Haralds dronning var Margrethe, hans søskendebarn, datter af Asbjørn jarl, en broder til Svend Estridsøn..................Børn nævnes ikke. Tilføjet i parentes (Margrethe ægtede senere Skjalm Hvide.)

Forfatteren angiver ingen kilder i sit hæfte, men måske har han anvendt stof fra historikerne Suhm eller Langbeck. Førnævnte er blot medtaget som endnu et exempel på de allehånde udokumenterede oplysninger der findes om slægten. At så Skjalms datter med ukendt mor døbes med navnet Margrethe også kaldet Magga beviser jo ikke, at Margerthe var hustru til Skjalm og mor til førnævnte datter.

Omkring Margrethe findes også følgende oplysning – kilde(r) ukendt(e). Angives i hæftet ”Skånelændsk Krønika” (Från Sagotiden Till Nutid), særtryk af SAXO 1996-1998, forfattet af Carl-Olof Orsander og udgivet på ”Monitor Förlaget”.

Side 130: ”Harald III Hen gift med Margrethe Esbernsdatter (hans kusine)” = datter af Haralds bror Esbern. Et tvivlsomt ægteskab da kirken ikke godtog ægteskaber mellem nært beslægtede. Muligvis var kirken dog på dette tidspunkt endnu ikke stærk nok til at regelen kunne gennemføres, men stadig et tvivlsomt ægteskab.

Samme hæfte angiver også på side 129, at Haralds bror Toke er far til Skjalm ”Hvide” m.a.o. at Skjalm således er barnebarn af skånes jarl Torgils Styrbjørnsen kaldet Sprakaleggr (bredbenet) og Åse Tokesdatter fra Skåne datter af jarl Toke Gormsen. (fremgår af slægtsoversigter side 79). Torgils er som bekendt også far til Ulf jarl gift med Estrid Svendsdatter, prinsesse af Danmark.

Jeg nævner Orsanders hæfte som endnu et eksempel på hvor mange hypoteser der findes om Hviderne og han nævner selv i forordet, at oplysningerne bl.a bygger på diverse krøniker m.a.o. overleverede mundtlige fortællinger. Kort sagt hviler materialet indtil et godt stykke ind i 1300-tallet på tynd grund. Desværre forhindrer dette faktum ikke, at så mange slægtsforsknings-amatører uden kritik afskriver det skrevne som den pure sandhed. Fristende er det, men ikke til gavn for troværdighed og kvalitet i den spændende hobby vi beskæftiger os med.

Sigvard Mahler Dam skrev 15/11-07 01:31:

Jeg kan kun tilslutte mig Michaels ønske om, at folk i højere grad nedskrev deres kilder, eller gjorde rede for deres betragtninger - ikke kun i forbindelse med de fjerne Hvide-aner, men i det hele taget. Der findes mange anetavler i ind- og udland med alenlange rækker af navne, og når vi støder ind i nogle af "vores egne" kunne det være rart at vide, hvor oplyseren havde sine navne fra.

Til Lise: det er rigtigt, vi har ingen anelse om, hvor mange børn, der ikke nåede voksen-alderen, og deres navne er dermed ukendte. Imidlertid holder argumentet ikke, at den eventuelle søn Sune ikke er nævnt, fordi han døde før grundlæggelsen af klostret, for Toke Skjalmsen døde før brødrene var blevet enige om, hvor klostret skulle lægges og han blev begravet i Fjenneslev. Absalon lod da blot hans knogler grave op og overføre til Sorø sammen med farfar Skjalms.

At Hviderne ikke skulle benytte arvenavnene er ikke helt korrekt, for vi skal huske at Hvideslægten ikke holdt sig til den "rene" mandslinie, det begreb fandtes vist ikke dengang, det var et svogerskab. Hvis vi begynder med kvinderne, ser vi hurtigt, at netop de 2 Skjalm Hvides døtres navne, Cecilie og Margrethe, nedarves meget i efterslægten. Det er lige før, at hver familie i enhver generation har deres egen Cecilie.

Af mandsnavnene ses Toke (der senere ved sprogets udvikling blev til Tyge) at være meget populært (undtagen i Esbern Snares linie).

Skjalm var måske gammeldags, men alligevel har vi i Tokes linie Skjalm Skægge med flere af navnet. Asser nedarves via hans datter til Asser Pedersen, og bror Ebbes dattersøn Asser Glug. Navnet Ebbe går også meget igen. Deslige kvindenavnet Gyde.

Som sagt tidligere findes Sune kun i Ebbes linie, men mine argumenter for hans tvivlsomme existens er ikke kun baseret på navnet, imidlertid er de så lange, så den interesserede må konsultere min kommende bog.

Angående navnet Galen, ja, så dukker det lidt spredt op - blandt et par jyder (Vagn Galen) - og så Stig Galen til Vedbygård, der levede ca. 1200. Først sidst i 1300-tallet tilknyttes Galen-navnet den gren af Hviderne, der i dag kaldes "slægten Galen", men oprindelsen eren hustrus afdøde mand, Tue Galen af slægten Krognos, der opkaldes i hendes andet ægteskab.

Den nævnte "Jon Galen" søn af "Sune Skjalmsen", ser jeg som en ligeså stor fantasiperson som sin far.

Udsagnet om Peder Hoseøls usikre våben ses ved billedteksten til hans våben i "Thi de var af stor slægt".

Fru Inge (svar til Michael) - at hun skulle være en datter af jarl Erik vil jeg ikke med O. Brenner begrunde, at hun kaldes "domina", det gør mange ridderfruer, men derimod påpege en passage i Saxo, hvor hertug Karl Eriksens sønner pønsede på et kup mod kong Valdemar, der for øvrigt blev afsløret, hvorefter den ene Karl Karlsen opsøger Absalon "og bad ham, i tillid til deres slægtskab" om at hjælpe ham til at få et len af kongen. Senere tales om "familieforbindelsen mellem Absalon og Karls sønner", og hvis Inge Eriksdatter er en søster til hertug Karl Eriksen vil familieforbindelsen være i orden, for vi må formode efter tekstens ordlyd, at de er nærmere beslægtet med Absalon end med kongen ... kongens far Knud Lavard var nemlig fætter til hertug Karl Eriksens (og dermed Inges) mor Cecilie, Knud den Helliges datter.

Passagerne findes i kapitel 14 i "Saxo" i Peter Zeebergs oversættelse, år 2000.

Michael Adeler-Bjarnø skrev 19/11-07 21:48:

Du citerer ganske rigtigt Saxos beretning om de 2 oprørske hertugsønner Karl og Knud Karlsen. Her bruges ordet (oversættelsen!) slægtskab hvor Karl med denne motivering anmoder Absalon om støtte til at få et len af kong Valdemar. Saxo beretter jo også om "ærkebispevalget" 1177 hvor Eskil ifølge Saxo siger: Så udnævner jeg da min frænde, biskoppen af Roskilde, hvis gode navn og rygte I alle kender".

Slægtskab og frænde betyder vel reelt det samme, dog uden at forklare nærmere om slægtskabet er nært eller fjernt. Historikerne er så vidt jeg ved, enige om at midelalderens slægtskab/slægtfølelese også omfattede familierne til svogre/svigerinder, svigerdøtre/svigersønner. De var alle en vigtig del af "kollektivet".

Læser vi Saxo er konklusionen, at Eskil er morfader til brødrene Karl og Knud Karlsen. Hermed bliver Inge en hypotetisk faster og børnene Ingefred, Absalon og Esbern henholdsvis en hypotetisk kusine og hypotetiske fætre til Karl og Knud. Hypoteser fordi vi stadig mangler det sikre bevis på, at Inge er datter af hertug Erik af Gøtaland og prinsesse Cecilie af Danmark.

Slægtskabet mellem Absalon etc. kan også være via andre medlemmer af Thrugotslægten end netop direkte fra Eskil. Jeg vil vove den påstand, at slægtskabet eller det at være frænde kan skyldes det faktum, at dronning Bodil Thrugotsen (Eskils farfars søster) og kong Erik Ejegod gør sønnen Knud (Lavard) til plejesøn af Skjalm "Hvide". Dette havde en jurididk betydning ikke blot selve opdragelsen, men også en eventuel arvesag både angående deling af arven og valg til konge. Skjalm var som plejefar den der tog alle beslutninger omkring kongesønnen Knud (Lavard). På denne måde blev samme Skjalm også "medlem" af Thrugotslægten og plejesønnen Knud medlem af "Hvideslægten".

Disse kendsgeninger mener jeg også skal medtages når vi forsøger at placere Inge slægtsmæssigt fordi hun både kan stamme fra kongeslægten og fra Thrugotslægten.
Sigvard giver også gode eksempler på navneskikken blandt Hviderne" og her savner jeg,at ingen af "Hviderne" bruger navne som Bodil,Knud,Harald,Svend og Christian netop navne fra Thrugotslægten. Eneste kendte eksempel er Asser og senere Agge=Åge. Navne som bl.a. Knud, Harald, Svend, Erik er nogle af navnene på Inges "forfædre", men disse navne forekommer heller ikke i "Hvideslægten"! Dette var dog tidens måde, at ære forfædrene på!
Det kan så anføres,at navnet Inge på den tid tilsyneladene er mere anvendt i Sverige end i Danmark. Dette kan dog ikke retfærdiggøre, at hun så skulle være en datter af Erik hertug af Gøtaland. Ej heller, at "Hvidernes" hovedgård lå i Fjenneslev ikke langt fra hertug Eriks Haraldsted.

Kort sagt er der flere fortolkninger og svarmuligheder dog uden at vi kan få et kildeunderbygget svar. Vi kan blot ærgre os over, at tidligere tiders historikere ikke fortalte hvor oplysningen om Inge stammer fra. Dette vidste Brenner, og derfor lod han også spørgsmålet stå åbent - han skal i hvert fald ikke kritiseres for at senere slægtsforskere så "ophøjede" oplysningen til den "rene sandhed" - selv Brenner ville have beklaget dette!

Michael Kræmmer skrev 12/02-08 19:48:

Før Skjalm Hvide

Den første kommentar gælder gisningerne om slægtskabsforhold før Skjalm Hvide, hans aner.

De slutninger, der drages om denne meget dunkle periode (den er i øvrigt stadig temmelig grå helt op til ca 1200), bygger på simpelt sammenfald af fornavne. F.ex. at en Toke Signesen fra et 1145-dokument nok er Toke Skjalmsen, blot fordi de fandtes på samme tid. Jeg tør godt påstå, at der har været tusinder af små og store Toker på denne tid, og at der også i den herskende klasse har været så mange, at man skal være mere end almindeligt forsigtig med at slutte af fornavns-sammenfald.

Hviderne og kongeslægten

Et andet emne med mange sidespor er Hvidernes forhold til kongeslægten.

Jeg vil ikke påstå at jeg har nogle gode løsninger. Punkt 1 er: er der en sammenhæng mellem Hvider og kongeslægten?

Saxos bemærkning om at kongeætlingen Karl Karlsen henviser til sit slægtskab med Absalon, vil jeg mene er valid. Hvorfor skulle Saxo, hvad han i øvrigt godt kunne finde på, have fordrejet denne oplysning? Det er her i debatten alternativt anført at 1) Karls slægtskab med Absalon kan gå gennem Trugot-/Trund-slægen, som Karl også var en del af, og 2) slægtskab kan forstås bredere end egentlig blodsbeslægtethed. Begge argumenter er relevante, den sidste tvivler jeg dog lidt på i denne sammenhæng.

Man skal også være opmærksom på, hvornår et evt. slægtskab ikke omtales. Forholdet mellem makkerparret Valdemar den Store og Absalon, der omtales massivt i Saxos beskrivelser, omtales aldrig som et slægtskab, de kaldes højst diebrødre eller fostbrødre (forskellige oversættelser). Ikke engang under beskrivelsen af Absalons sønderknusthed ved Valdemars død og begravelse.

Så jeg vil mene at et evt. slægtskab så må være relativt langt ude. Og jeg kan ikke finde hjælp i kilderne. Assser Rigs kone Inge fremstilles ofte som værende af kongeslægt. men vi ved i realiteten intet om hende. Toke Skjalmsens søn Stig præsenteres i almindelighed som valdemar den Stores svoger, men forholdet er en sen konstruktion. Hvilket selve personen Stig Tokesens eksistens efter min mening også er.

Nu er frekvensen af informationer om kongernes børn og efterkommere i 1100-tallet meget lille, og der kan sagtens være giftet nogen ind i Hvideslægten, uden at det er antydet i nogen kilde. En datter af Harald Hen eller et andet barnebarn af Sven Estridsen. Men nærmer vi os hvem og hvordan er vi henvist til gætteri, enhver sammenhæng er en eventualitet.

Toke Skjalmsens slægt

Toke Skjalmsens efterslægt er, som Sigurd Dam skriver, omgivet af myter og idet hele taget noget rod. Jeg er egentlig overbevist om at det er Absalons slægts Genealogi der har ret (modsat SD). Jeg ser den ikke modsagt i andre kilder. Derimod får Toke i senere fremstillinger (især Sorø-abbeden Morten Pedersens fra 1500-tallet) børn og efterkommere, jeg ikke kan finde i samtidige kilder. Herefter udvikles slægten trin for trin gennem århundrederne, til vi når de moderne slægtstræer, der er helt usandsynlige. For at de gængse (encyclopædien f.ex.) skal passe, skal alle Tokes mandlige efterkommere blive meget gamle og få børn, til de er over 50.

Skjoldefrisen i Sorø

Skjoldefrisen er formentlig malet i slutningen af 1200-tallet. Den er malet helt over i 1500-tallet og igen ved restaureringen af Jakob Kornerup i slutningen af 1800-tallet. De kloge siger, at den også ind imellem de store overmalinger er blevet manipuleret. Problemet med Kornerups restaurering er, at dokumentationen er enormt sjusket. Han har været inde bag 1500-tals pudsen, men har ikke givet os et præcist billede af, hvad han fandt. Jeg tror også, at det, han fandt, kan være tilføjelser lavet mellem den egentlige frise og 1500-tals frisen.

I hvert fald: I sin sønderlemmende kritik af Kornerups arbejde anførte den store heraldiker Henry Petersen at skjoldet med tværbjælker med en fugl (falk?) henover for denne periode er en 'heraldisk umulighed'.

Sune Skjalmsen

Der er rejst spørgsmål om Skjalm havde 3 eller 4 sønner. Om Sune, der ikke var med til at stifte Sorø kloster, overhovedet fandtes. Han nævnes ikke hos Saxo; men det gør Toke Skjalmsen nu heller ikke. Jeg har egentlig aldrig været i tvivl om Sunes eksistens, fordi han står i genealogien, som jeg anser for troværdig. Men spørgsmålet er relevant. Sune er udover genealogien nævnt i listen over Sorøs abbeder, hvor abbed Johannes Kåre nævnes som Sunes oldebarn. Desuden nævner Sorø klosters gavebog, at Absalon købte den sidste del af en bestemt lokalitet af Skjalms 4. søns arvinger, hvor de andre grene af slægten allerede havde givet deres.

Det er hvad vi har af indicier på Sunes eksistens. Men det er såmænd en del sammenlignet med, hvad vi i øvrigt har på denne tid.

Og et PSS:

Jeg tror kun, der findes belæg for en kvindelig Inge i Danmark før 1300. Hun er moder til ærkebiskop Asser, af Trund-slægten. Hvad man kan slutte af det kan jeg ikke helt overskue. Hun betegnes med noget jeg vil oversætte som 'frygtindgydende' i den ældste mindebog i Lund.

Sigvard Mahler Dam skrev 07/03-08 12:01:

1) Toke Signesen og Toke Skjalmsen er ikke samme person, idet sidstnævnte døde som den første af brødrene, altså inden 1150, hvor Ebbe Skjalmsen døde, og førstnævnte redder kong Svend på tinge i Skåne ca. 1154. Nærmere argumentation i ovennævnte bog.

2) Hviderne er indgiftet i flere linier af de svenske kongsemner. Det er værre med den danske, men det er også usikkert, om dronning Bodil overhovedet er af Trund-slægten. Fru Inge (hendes navn kan være en kortform for Ingefred og lignende meget populære Inge-navne i Hvideslægten), men hun er en sandsynlig søster til den hallandske hertug. Nærmere argumentation i ovennævnte bog.

3) Toke Skjalmsens slægt er forkert lige meget hvad du siger, Kræmmer, se udredningen i bogen, der er simpelt hen faldet et par led ud. Når den rettes ind er der personer, der falder på plads.

4) Skjoldfrisen: jeg har også påvist flere fejl og fantasier i bogen.

5) Sune Skjalmsen kan ikke have existeret - den nævnte abbeds nedstamning er en ammestue-historie, der er opstået efter hans død - måske har han selv sagt "af Sunesønnernes slægt", hvilket også kan pege på en uægte linie, ellers ville han have haft en langt mere fremtræsende position. Flere argumenter i bogen.

GOTTSCHALK: hl. Märtyrer, Obotritenfürst, geb. um 1000 in Deutschland, gest. 14.6. 1066 in Lenzen an der Elbe. Fest: 14.6.

Er war Sohn des Obotritenfürsten Uto und wurde zunächst im Michaelskloster zu Lüneburg erzogen. Um das Jahr 1030 wurde er nach England verbannt im Zusammenhang mit der Ermordung seines Vaters, man sagte ihm nach, er hätte einen Aufstand geleitet, um die Ermordung seines Vaters Uto zu rächen. Nach dem Tode des Obotritenfürsten Ratibor und dessen Söhne im Kampfe gegen die Dänen, trat G. das Erbe seines Vaters an. Er schuf seit 1043 ein großes Wendenreich und unterstützte sehr die Glaubensboten bei der Christianisierung dieses Reiches. Besonders die Funktion eines Dolmetschers übernahm er hier. Er gründete mit dem Erzbischof Adalbert I. von Bremen-Hamburg die Bistümer von Mecklenburg und Ratzeburg. Nach dem politischen Sturze Adalberts I. im Jahre 1066 kam es zum Aufstand der heidnischen Wenden. In diesen Tumulten wurde G. am 14. Juni 1066 zu Lenzen an der Elbe erschlagen.

In der Kunst wird er dargestellt in fürstlichen Gewändern mit Speer und Palme.

Missionsvirksomheden fra Hamborg/Bremen ærkebispesædet fortsatte efter Ansgars død målrettet mod såvel slaver som skandinaver. I 948 var Adaldag ærkebiskop af Hamborg-Bremen. I sit følge havde han biskopper fra Slesvig, Ribe og Århus. Ærkebiskop Adaldag oprettede også kirker i Oldenborg og Mecklenborg sammen med abodritternes knees Nakon.

I 962 var Otto den Første blevet kronet til kejser over hele det tyskromerske rige af selveste paven i Rom. Otto grundlagde et nyt ærkebispesæde i Magdeburg med bispesæder i Havelberg og Brandenborg, der skulle missionere i det slaviske område.

I 966 var den polske fyrst Mieszko blevet kristen og en polsk kirkeorganisation var under opbygning med bispesæde i Posen.

I 967 gjorde Vagrierne oprør inden for abodritforbundet mod Nakons søn og efterfølger knees Mistivoi. Kirken i Oldenborg blev ødelagt og en hedensk helligdom indstiftet i stedet. Opstanden blev dog hurtigt slået ned med tysk hjælp og under knees Mistivoi oprettedes i 968 et regulært bispedømme i Oldenborg underlagt ærkebiskop Adaldag af Hamborg-Bremen.

Men slaverne gjorde oprør flere gange. Levtiterne med redarierne i spidsen gjorde f.eks. opstand mod såvel statsdannelser som mission i 983. Bispesæderne i Brandenborg, Havelberg og Oldenborg blev indtaget og ødelagt.

I 987 blev Harald Blåtand sat fra tronen af sin søn Svend Tveskæg. Svend Tveskæg var barnebarn af både abodritternes knees Mistivoi og af den danske konge Gorm den gamle. Harald Blåtand søgte tilflugt hos pommeranerne i det vendiske Jomsborg, det der i dag er Wolin i Polen.

Mistislav, Mistivois søn og Nakons barnebarn blev abodritternes knees omkring 995. I 1018 trængte levtiterne ind på abodritternes områder. Levtiterne afsatte Mistislav og ødelagde de sidste kirker i det abodrittiske område.

Endnu en Nakonide kom til at spille en rolle i Østersøområdet. En af Nakons efterkommere, Gottskalk, Mistivois barnebarn, havde gået i klosterskole i Lüneborg. Gottskalk var opdraget ved det danske hof under Knud den Store og Svend Estridsen. Svend Estridsens datter Sigrid blev gift med Gottskalk. Han blev i 1043 abodritternes leder og grundlagde et større kristent rige med kirker og klostre i tilknytning til Hamborg-Bremen bispesædet. Blandt andet blev der oprettet et regulært bispesæde i Mecklenborg.

Missionen fra Hamborg-Bremen bispesædet rettet mod abodritterne lykkedes således til en vis grad fra tid til anden i samarbejde med nakonideslægten. Til gengæld mislykkedes alle missionsforsøg fra Havelberg og Brandenborg mod levtiterne. Levtiterforbundet var et traditionelt slavisk stammeforbund, løst organiseret med magten placeret hos det hedenske præsteskab. Længere mod øst lykkedes det for Polen at indlemme Pommern under et bispesæde i Kolberg gennem oprettelsen af ærkebispesædet i Gnesen i 1000.

Den sidste store slaveropstand.

I 1066 gjorde abodritterne og levtiterne igen oprør mod missionen og mod Gottskalk. Gottskalk blev dræbt og biskoppen Johan af Mecklenborg blev direkte ofret til den slaviske gud Radegast i det levtitiske stamme- og kultcenter Retra i redariernes område.

I slutningen af 1000-tallet var den daværende ærkebiskop Adam af Bremen ophavsmand til en beskrivelse af Østersøområdet. En af hans vigtigste informanter var den danske konge Svend Estridsen. Adam af Bremen beskrev kirkesituationen i Danmark på følgende måde:

"og nu er Skåne også fyldt med kirker. Skåne har dobbelt så mange kirker som Sjælland, dvs. 300, mens Sjælland kun skal have halvt så mange og Fyn kun en tredjedel."
kilde: Adam af Bremen (tjek den nyeste reference NB NB)

Den danske kirke under ærkebispedømmet i Hamborg-Bremen var inddelt i otte bispedømmer Slesvig, Ribe, Århus, Viborg, Vendsyssel, Odense, Roskilde og Lund. Sydsjælland og Møn hørte til Roskilde Stift, mens Lolland og Falster hørte til Odense Stift.

I 1093 fik Henrik Gottskalksøn (Svend Estridsens barnebarn og Harald Blåtands tip-tip-oldebarn) støtte af saxerne og han gik med danske og slaviske skibe til angreb på Starigard/Oldenborg i Vagrien. Henrik besejrede den hedenske Vagrier fyrste Kruto. Ved et gæstebud lod Henrik Kruto myrde og giftede sig med Krutos kone Slawina. Henrik indtrådte som sin fars efterfølger i spidsen for abodritterne og bosatte sig i Alt-Lübeck. Han underlagde sig ikke kun abodritterne, men også en del af levtiterne, blandt andet fik han beboerne på Rygen til at betale skat.

Efter at der var etableret en relativt stabil statslig organisation i Danmark i 1000-årene kunne Erik Ejegod, Svend Estridsens søn og Henrik Gottskalksøns morbror, omgå den tyske kirke og få oprettet et ærkebispesæde i Danmark direkte under paven i Rom. Ærkebispesædet oprettedes i Lund i 1103, samme år som Erik Ejegod døde på pilgrimsrejse til Jerusalem. Asser indsattes i 1104 som den første ærkebiskop. Asser var nevø til Erik Ejegods dronning Bodil.

Der Slawenfürst Gottschalk, der das weite Gebiet zwischen Trave und Peene beherrschte, bekannte sich seit seiner Jugend zum christlichen Glauben und förderte das Werk des Erzbischofs auf jede Weise. So konnten etwa seit dem Jahre 1050 in Oldenburg, Lübeck, Ratzeburg und an anderen Orten Kirchen und Klöster errichtet werden. In Ratzeburg, dem Mittelpunkt des Gaues der Polaben, nahmen diese Mönche unter Ansverus ihren Sitz am westlichen Ufer des Sees auf dem Georgsberg gegenüber der slawischen Burg. Adalbert erkannte auch, daß für die kirchliche Verwaltung des großen Missionsgebietes ein Bistum allein nicht ausreichte. So beschränkte er das erneuerte Bistum Oldenburg auf das Land Wagrien und beschloß, für Polabien in Ratzeburg und für das Gebiet der Obotriten in Mecklenburg neue Bistümer zu errichten.

Der genaue Zeitpunkt dieser Bistumsgründungen steht nicht fest. Eine Urkunde König Heinrichs IV. aus dem Jahre 1062, durch die dem Sachsenherzog Ordulf die Burg Ratzeburg geschenkt werden sollte, läßt erkennen, daß hier ein Bistum noch nicht bestand, aber bereits geplant war. Ein Grieche namens Aristo, der aus Jerusalem an den Hof des Erzbischofs gekommen war, wurde von Adalbert zum Bischof geweiht. Es ist aber fraglich, ob er überhaupt noch dazu gekommen ist, in seinem Ratzeburger Sprengel nennenswerte Wirksamkeit zu entfalten. Denn wenige Jahre später brach Adalberts Werk zusammen. Als im Jahre 1066 seine deutschen Gegner am Königshof gestürzt wurden, erhob sich im Slawenland eine heidnische Reaktion. Gottschalk selbst wurde erschlagen, seine Witwe und ihr Sohn mußten das Land fluchtartig verlassen. Überall wurden die Kirchen und Klöster zerstört.