Personside - 369

Peder Udesen oplyser, at i "Vejle Bys Historie" af C.V. Petersen fra 1927 kan man på siderne 365-366 finde følgende:

Vejle Cementvarefabrik

Murermester og Cementvarefabrikant C. Christoffersen (død 17. Juli 1922) var en Mand, som i fremtrædende Grad har været medvirkende til at skabe "det nye Vejle". Han var Vejlenser af Fødsel (Søn af Tømrermester Christoffersen) og nedsatte sig -- efter 7 Aars Uddannelse i København -- som Murermester i Vejle i Aaret 1882, hvor han snart ved Energi og Dygtighed oparbejdede en stor Virksomhed. I Løbet af 40 Aar opførte han den ene store Bygning i Vejle efter den anden. Et af hans første større Arbejder var Opførelsen af St. Nicolaj Kirkes nye Taarn (1886-88).

Derefter fulgte en Række af andre større Byggeforetagender, hvoriblandt kan fremhæves: Vejle Margarinefabrik og Fabrikant H. Steensens Villa, Vejle Amts og Bys Sygehus, Kommuneskolen ved Langelinie, Vejle Saalelæderfabrik, Vejle Banks nye Bygning, Fabrikant Hess' nye Fabrik og Villa, "De danske Blodfoderfabrikker"s Bygning, Konsul Windfeld-Hansens Privatejendom, St. Maria Hospital, Vejle Bolte- og Møtrikfabrik, Vor Frelsers Kirke, Vejle nye Gasværk, Worning & Petersens Jernbeton-Fabriksbygning, "Paladsteatret" osv. Ogsaa uden for Vejle By har han udført store Byggearbejder.

Allerede i 1892 havde Christoffersen anlagt en Cementtagstensfabrik ved Havnepladsen, i 1896 Cementvarefabrikken ved Strandgade, og endelig købte han i 1905 Cementvarefabrikken "Svanholm". Fremhæves bør det, at han var den første, der i Jylland begyndte at udføre Jernbetonarbejder, og "Vejle Cementvarefabrik" har i Aarenes Løb udført en Mængde større og mindre Arbejder af denne Art Landet over.

Sønnerne Aage og Arne Christoffersen fører nu den store dobbelte Virksomhed videre.

Mindeord på Birger Grøsfjelds Blog om Ældrepolitik:

En sand hædersmand og aktiv fighter er gået bort. Peter Ilsøe døde fredag på Roskilde Sygehus efter kort tids sygeleje og dermed mistede byens svage ældre en indsigtsfuld talsmand.

Efter deltagelse i modstandsbevægelsen (Holger Danske) og den britiske hær (SOE) samt været med ved befrielsen af Danmark fik den tyveårige cand.polit. ansættelse i forsvaret og havde en flot "civil" karriere sluttende som direktør for NATO Defence College i Rom og som Forsvarschefens sikkerhedspolitiske rådgiver.

Peter Ilsøe trådte sine første barnesko i Roskilde og vendte tilbage som pensionist. Efter en mislykket rygoperation blev han og hustruen beboere på Frihedsfondens plejehjem, Bernadottegården. Det skete omtrent samtidigt med, at Bernadottegården fra at være et privat plejehjem blev et ældrecenter i den ny integrerede kommunale ordning. Peter Ilsøe stillede op til valg til det lovpligtige bruger- og pårørenderåd, blev valgt ind og var næsten til sin død en aktiv, dygtig og sikker formand for rådet.

Peter Ilsøe kæmpede for at bevare alle de gode ting fra den gamle Bernadottegård mod jantelovs tendenser. Han arbejdede aktivt for en madordning, hvor der på plejehjemmet atter kunne brede sig den liflige duft af mad, tilberedt i plejehjemmets eget køkken. Han ønskede at beholde beboerbussen, hvor man med en ansat eller frivillig bag rattet kunne køre småture med beboerne. Han ville bevare beboerbanken, så svage beboere kunne få styr på lommepengene. Han ønskede flere hænder til pleje og omsorg og advarede mod, at statens penge til ældreområdet forsvandt i administration, kontrol og tilsyn.

Typisk nok handlede arbejdet i rådet aldrig om Peter Ilsøe og hans egne problemer. Præcis, saglig, ordholdende og dertil et varmt menneske altid parat til at slås for de gamle KZ-fanger og tidligere modstandsfolk, men uden at glemme de øvrige beboere. Et fint menneske er kaldt bort. Bruger- og Pårørende Rådet på Bernadottegården vil vide at ære hans minde.

Olav Mernild refererer fra et møde i Roskilde Østre Rotary Klub 13.07.2005:

Vor præsident bød først velkommen til dagens Rotary møde – incl. vor foredragsholder
Peter Ilsøe og vore 3 gæster fra Roskilde Rotary Klub.

Herefter gik vi omgående i gang med vores smørrebrød – vi var åbenbart meget sultne.

Sang nr. 148 – ”En yndig og frydefuld sommerdag” blev herefter sunget i et lidt for lavt toneleje,
så hvor godt det lød, må guderne vide, men det gik nu meget godt alligevel.

Herefter introducerede Niels Bundgaard dagens foredragsholder Peter Ilsøe.

Peter Ilsøe er Roskildenser og født i 1923 og han er døbt i Roskilde Domkirke.

PI har en bror – han er også Roskildenser, men på hans dåbsattest står, at han er født i Roskilde Domkirke - en fejl, som de har moret sig over.

PI er ridder af dannebrog af første grad.

Det PI fortalte om, var jo hans tid i modstandsbevægelsen i gruppen ”Holger Danske nr. 4”

PI’s lille barnebarn spurgte ham en gang om, om han havde kendt Holger Danske.

Under krigen gik PI under jorden, men blev senere anholdt i Glostrup - af Gestapo.

PI undslap – og Gestapo var efter ham. Han bankene på døren på til en lejlighed på 3. sal. Her boede en bager og kun konen var hjemme. PI spurgte hende, om hun ville skjule ham et sikkert sted, og det blev i bagerkonens seng. Gestapo troede det var bagerkonens mand, der lå der.
Herefter flygtede Peter Ilsøe til Sverige – og kom herfra til England hvor han skulle uddanne sig til de allierede tropper.

PI uddannede sig i militære færdigheder så som faldskærmsudspring – sprængning – fysisk udholdenhed m.m. – alt sammen meget målrettet.

PI vendte tilbage til Danmark i 1945, lige før krigen stoppede.

PI fortalte om mange spændende episoder under besættelsen og meget detaljeret om sin flugt til Sverige.

PI gik på pension i 1993 og bor i dag på plejehjemmet Bernadottegården i Roskilde.

Her boede han sammen med sin kone, der døde for ca. 2 år siden.

Bernadottegården er bygget i 1976 og er bygget til krigsveteraner.

I dag bor der ca. 60 modstandsfolk samt ca. 60 alm. plejehjemsbeboere.

Bernadottegården er i dag kommunaliseret – og underlagt Roskilde Kommune.
Det er ikke altid lige heldigt fortalte PI.
Der er ikke den ledelse og de forhold, som der tidligere har været.
Roskilde kommune har skåret ned og ned – bl.a. på personalet.
PI påpeger, at ledelsen på Bernadottegården er meget dårlig, men at personalet i den udstrækning der er tid – gør alt hvad de kan for beboerne.
PI fortalte, at personalet er nede på 0-punktet – hvilket betyder, at der er 2 personaler for hver 20 beboere.
Hvorimod på det nye Christiansminde er det helt anderledes – her er der 3 personaler for hver 10 beboere.
Det er beboerne meget utilfredse med på Bernadottegården.

PI er i dag handicappet og sidder i kørestol, men har det ellers godt og er fantastisk frisk, bortset fra sit fysiske handicap.
PI oplyste, at de meget gerne ville have nogle besøgsvenner på Bernadottegården – måske her blandt vore Rotary-medlemmer.
Rigmor Kildemoes – står for besøgsvenner på plejehjemmet og vil meget gerne kontaktes, hvis nogen her skulle få lyst til at blive besøgsven på Bernadottegården.

Et meget spændende foredrag af en gammel krigsveteran, som havde en masse at fortælle, og samtidig gjorde det på en meget dygtig måde.

Peter Ilsøe blev interviewet af Claus Arboe-Rasmussen, informationschef i Folk & Forsvar, i ”De Befriede os”:

Uddannelse til Jedburg på kun 14 dage

Den 23. marts 1944 bliver stud.polit. Peter Ilsøe, der er flygtet til Sverige efter at have haft Gestapo i hælene, indkaldt til et afgørende møde i sit liv. Ilsøe har meldt sig til Den Danske Brigade den 28. juni 1943, der lå i lejr ved Sofielund i Konga, Småland. Forinden havde Peter Ilsøe været med til flere aktioner i Danmark, og havde allerede som 17-årig og 2. G. på Sct. Jørgens Gymnasium i København meldt sig som Finlandsfrivillig. Han fik dog besked på, at han var for ung. Så hjertet bankede lidt hurtigere den dag i 1944, da han som ung rekrut i 3. bataljon, 2. kompagni af The Munterian Commandos, som de kaldte sig for sjov, pludselig stod øje til øje med den legendariske kaptajn P. Bosse, der var hans bataljonschef.

Bosse startede med at spørge Ilsøe, om han gik til engelskkursus. Ilsøe svarede, at han havde tænkt på at melde sig. Bosse spurgte igen om Ilsøe kunne tale engelsk. »Jeg kan ikke andet end det, jeg har lært i skolen. Men jeg er student om end matematisk, så lidt hænger der vel ved,« svarer Ilsøe. »Nå, er De bange for at blive slået ihjel,« spørger Bosse.»Det er jo lidt svært at svare på. Det afhænger vel bl.a. af hvilket formål, der ligger bag«, svarer Ilsøe. »Kunne De tænke Dem at komme over på den anden side dammen, lære et og andet og så dale ned derhjemme,« spørger Bosse. »Absolut«, svarer Ilsøe. Det var jo enhver brigadesoldats store ønske at komme ud, hvor der foregik noget mere end i de svenske fyrretræsskove. Langt de fleste havde jo selv, men forgæves prøvet at komme af sted.

Så gik det pludselig stærkt. Peter Ilsøe var sammen med en kammerat (68) udtaget. I øvrigt som de to eneste ud af kompagniets tre studenter. De mødte op i Stockholm hos Kommandoen for militære flygtninge, hvor de mødte brigadens chef, generalmajor Kristian Knudtzon. Det var indledning til en uges forhør hos oberstløjtnant E. M. Nordentoft, hr. Albertsen(OSS) fra den amerikanske legation og major Ray (SOE) fra den britiske samt ritmester N. Leschly og kaptajn E. Wolff fra brigadestaben. Her fik de at vide, at inden afrejsen til London burde de købe alle de barberblade, de kunne få fat i, da der var mangel på disse i England samt ligeså mange silkestrømper. »Men lyt til vort råd. Forær aldrig mere end en strømpe ad gangen«, sagde officererne.

Efter en sorteringsproces var der nu kun premierløjtnant H. E. Hansen, løjtnanterne S. O. Nielsen og Overgaard, sergent Schøndorff og underkorporalerne Lange, Loft, Grundtvig Christensen, Mogens Auning-Hansen og Peter Ilsøe tilbage. Men så blev Schøndorff, Grundtvig Christensen, Auning-Hansen og Ilsøe den 5. april 1945 sendt tilbage til deres enhed. Der var ikke pt. brug for dem. Det samme var sket for (68). Skuffelsen var stor.

Af sted igen

Større blev glæden da Ilsøe den 11. april igen blev sendt af sted. Hurtigt fik han visum og nyt pas. Hans gamle pas var blevet opsnappet af tyskerne, der havde infiltreret det svenske postvæsen. Det blev i øvrigt efter krigen fundet i den tyske censur i Sønderborg.

»Vi skulle gennem mange formaliteter og bl.a. skrive under på, at vi var indforstået med, at ligegyldig hvilken rang vi havde i den danske hær, så måtte vi starte som menige i den engelske. Det havde vi som underkorporaler ingen problemer med. Det var trods alt sværere for vore officersvenner«, siger Ilsøe.

Den 14. april bliver danskerne kørt til Bromma, der var Stockholms officielle lufthavn. Blandt de nyankomne var bl.a. skuespilleren Mogens Wieth, der tidligere som elev på Det kgl. Teaters elevskole havde været instruktør på skolekomedien på Sct. Jørgens Gymnasium, hvor også Ilsøe havde gået. Peter Ilsøes udrejse af Sverige var dog lige ved at blive forpurret af en emsig svensk pasembedsmand, da der ikke i hans nye pas var stemplet en opholdstilladelse i Sverige. Det hjalp ikke meget, at Ilsøe på et separat dokument havde opholdstilladelse i Stockholm. »Jeg gjorde vedkommende opmærksom på, at Stockholm var beliggende i Sverige, og så måtte jeg jo i sagens natur også have haft opholdstilladelse her,« fortæller Peter Ilsøe med et smil. Situationen blev reddet ud og Ilsøe gik ombord i en DC3 Dakota med tilkalkede ruder. Da maskinen var i luften skiftede besætningen deres British Airways uniformer ud med Royal Air Forces. Turen gik over Trondhjem i Norge og de landede i Skotland. Herfra fortsatte danskerne videre med tog til London.

Destinationen var SOE og en uddannelse som Jedburgs. Ordet stammer fra en lille by i den sydøstlige del af Skotland umiddelbart nord for grænsen til England og begrebet dækkede over de såkaldte Jedburg-teams.

Disse teams, der bestod af tre mand, blev kastet ned over Frankrig og Holland. Holdene i Danmark skulle bestå af en allieret officer, en allieret officer af dansk nationalitet og en radiotelegrafist. I Danmark skulle Jedburgs nedkastes inden egentlige kamphandlinger opstod som en slags forbindelsesofficerer til modstandsbevægelsen. De skulle optræde i uniform og indsamle efterretningsstof om troppebevægelser og styrkekoncentrationer. Deres overlevelseschancer blev i de officielle papirer betegnet som minimale. Inden vi går videre med Peter Ilsøes uddannelse til Jedburg, er det på sin plads lige at sætte hans forhistorie i relief.

9. april 1940 på Frederiksberg – et tilbageblik

Den 9. april 1940 stod Peter Ilsøe på øverste etage af Sct. Jørgens Gymnasium på Frederiksberg og så de tyske fly smide flyveblade ud. Peters far var rektor for skolen og Peter boede derfor i faderens tjenestebolig.

»Jeg gik i 3. g og løb straks ned for at samle et flyveblad op. På den ene side læste jeg, at budskabet i Opropét kun gjaldt Norge. Heldigvis tænkte jeg, men da jeg vendte bladet om kunne jeg læse, at det også var beregnet til Danmark,« siger Peter Ilsøe.

Meget hurtigt kommer Ilsøe ind i illegalt bladarbejde. Han er efter studentereksamen begyndt at læse til cand.polit. på Københavns Universitet og kommer her i kontakt med en korrekturlæser på Dagens Nyheder, der forsyner ham med alle de historier, tyskerne har censureret fra i de daglige aviser. Ilsøe oplever også det engelske angreb på B&W værftet på afstand og hører senere om, hvordan ingeniørerne på værftet havde sprøjtet saltvand på motorerne, der anvendtes i de tyske ubåde. Meget hurtigt begynder disse motorer at ruste, og tyskerne tror fejlagtigt, at årsagen hertil er, at B&W-værftet ligger så tæt på Øresund, at saltvandet havde ødelagt motorerne.

Han begynder også i Akademisk Skyttekorps Terrænsportsafdeling og får her en både god fysisk uddannelse og mulighed for at lære at skyde på skydebanerne på Amager. I 1941 har tyskerne intet imod skytteforeninger. Ilsøe bliver gruppefører og deltager også i de to ugentlige gymnastiktimer for at holde sig i form. Egentligt modstandsarbejde bliver det ikke til. Ilsøe og mange andre må slå sig til tåls med at træde ind i ventegrupperne.

»Det var et generelt tyskerhad i den danske befolkning. Årsagen kan føres helt tilbage til 1864. Jeg kommer med i Holger Danskes gruppe 4., hvor jeg møder Bob Ramsing. Min største aktion var den berømte biografboykot. Her møder vi på samme dag op i elleve københavnske biografer og truer filmoperatøren til at stoppe filmene. I stedet vises et karikaturlysbillede af Hitler og der afspilles en grammofonplade med opfordring til at hjælpe den danske modstandsbevægelse. De steder, hvor biografen viste en tysk film, beslaglagde vi denne. Hvor det var en dansk film, låste vi den blot inde. Tyskerne blev rasende og lukkede de københavnske biografer i tre uger,« siger Peter Ilsøe.

Aktion i H. C. Ørstedsparken den 29. april 1944

Næste gang Ilsøe er i aktion er den 29. april 1944. Den dag fødes prinsesse Benedikte. Da tyskerne havde lukket Sixtusbatteriet på Holmen kunne der ikke affyres en 21 skuds kongesalut. Det ville Holger Danske drengene gøre i stedet.

De affyrer 21 sprængladninger i H. C. Ørstedsparken, der får ruderne til at splintres i naboejendommene. Så aktionen bedømmes som en betinget succes hos københavnerne.

I mellemtiden forsøger andre fra Holger Danske-gruppen at befri deres leder, idol og forbillede Christian Ulrik Hansen, der sad fanget hos Gestapo i Aalborg.

Modstandsfolkene når helt ind til hans celle iklædt murertøj, men Christian Uha (som de kaldte ham) ville ikke flygte, da det kunne betyde døden for de øvrige tilfangetagne kammerater (de blev dog alle skudt alligevel). Gestapo får trævlet yderligere op i Holger Danske-gruppen, der må gå under jorden.

Efter i en uge at have sovet på en feltseng i et kontorlokale på Sct. Jørgens Gymnasium, tør Peter Ilsøe godt vende tilbage til forældrenes tjenestebolig på øverste etage, men kl. 6. næste morgen ringer det på døren. Gestapo vil tale med Peter Ilsøe. Han går selv ned til den låste dør, men råber tilbage til tyskerne, at han først lige skal se om Peter Ilsøe er hjemme og finde nøglen. Den tror de på, så Ilsøe skynder sig kun iført pyjamas at få samlet lidt tøj, løber ned i gymnastiksalen og finder et par brugte sko.

»Dernæst lykkedes det mig at slippe ud over nogle plankeværk og jeg løber ind i en bagerforretning og beder bagersvendene hjælpe mig. De ser på mig, som om jeg er faldet ned fra månen og foreslår, at jeg i stedet går op til bageren selv på 3. sal. Her lukker bagerens kone op. Hun forstår straks situationens alvor og gemmer mig i sin seng. Dog uden hende selv. Bagersvendene har i mellemtiden fået skik på sig selv, og det lykkes dem at nå helt op til min far med morgenbrød og beskeden om, at jeg er i live. Jeg skifter tøj og låner en cykel af bagersvendene og opsøger en farbror på Østerbro, advarer nogle kammerater, går under jorden og gemmes på et husmandssted uden for Roskilde. Her hører jeg om D-dagen den 6. juni 1944, og jeg når atter lige at undslippe, da Gestapo en dag pludselig dukker op på husmandsstedet«, fortæller Ilsøe.

Med til historien hører også, at Peter Ilsøes far og søster tages af Gestapo som gidsler, men at det lykkes Undervisningsministeriet at få dem fri. Peter Ilsøe får herefter besked på at flygte til Sverige. Det foregår via Wilders Plads ombord på en fiskerkutter, hvor Ilsøe og en engelsk pilot bliver gemt godt af vejen bag et skjult panel. Tyskerne kommer ombord med hunde men opdager intet.

Ankomst til Den Danske Brigade i Sverige

»I Malmø modtages jeg af en dansk kriminalbetjent, der instruerer mig i at fortælle svenskerne, at jeg har været med til bombningen af Forum. Det var der alligevel to tusinde andre, der også havde brugt som undskyldning, når de søgte asyl i Sverige. I Sverige kommer jeg først til flygtningelejren Nissafors i juni 1944 og siden videre til brigaden. Her møder jeg også fire af mine kammerater fra Holger Danske. De andre fra gruppen som Gestapo i mellemtiden har optrævlet bliver henrettet ved Rorup den 9. august 1944«, siger Peter Ilsøe.

Men hvad var egentlig baggrunden for den uddannelse som Jedburg, Peter Ilsøe i 1944 begynder på i England? Winston Churchill skabte den 22. juli 1940 »SOE-Special Operations Executive« også kendt som »Special Forces«. Med ordene: »Set Europe ablaze« lanceres en organisation som i de kommende år skal hjælpe og understøtte modstandsfolkene på kontinentet. »SOE« oprettes med en række country sections bemandet med folk, der kendte disse lande. I den skandinaviske sektion er det den kendte Lt-Commander R. C. Hollingworth, der i foråret 1940 bliver chef for den danske sektion. Hans første medarbejder bliver journalisten og diplomaten Ronald Turnbull, der hurtigt finder sammen med et kendt dansk navn, Ebbe Munck. Turnbull bliver leder af Stockholmskontoret. Derudover kommer Reginald Spink til sektionen og dansk-amerikanerne Kai Winkelhorn kommer til fra OSS. Den første danske chef for SOE bliver Carl Johan Bruhn, hvis faldskærm ikke folder sig ud, da han i december 1941 springer ud sammen med Mogens Hammer ved Haslev. Hans efterfølger Chr. Michael Rottbøll dræbes af dansk politi i september 1942. Først da Flemming B. Muus i marts 1943 kommer til Danmark, bliver der sat system i efterretningsarbejdet og der kommer bedre tilgang af sprængstof og våben.

I 1944 fusionerer SOE med OSS, Office of Strategic Services, der er en amerikansk søsterorganisation til den britiske hemmelige tjeneste MI6. Samme år råder SOE over 13.000 mand, hvor 5.000 virkede bag fjendens linjer i 30 lande. I Danmark blev der overført 57 agenter og 8000 ton materiel i løbet af besættelsen.

Ifølge historieprofessor Knud J. V. Jespersens bog »Med hjælp fra England« og »Den væbnede kamp« var der i 1941 kun to agenter i Danmark, der som sagt begge bliver dræbt. I 1942 er tallet syv, hvoraf tre fanges og to dræbes. I 1943 er der 20. Fire fanges og to dræbes.1944 er der 20, hvoraf seks fanges og en dræbes. I befrielsesåret 1945 er der i alt otte. Alt i alt har der været 57 SOE folk i Danmark. 11 evakueres, 13 fanges og seks dræbes.

I 1943/44 ændres SOEs opgaver i Danmark som optræk til invasionen i Normandiet. Hidtil havde det været brandstifteropgaver, nu bliver der øget fokus på jernbanesabotager, opbygning af undergrundshæren etc. I december 1944 må Muus lade sig evakuere og efterfølges af den sidste SOE-chef i Danmark, faldskærmschefen Ole Lippmann. SOE arbejder også i disse år på at få Danmark anerkendt som en allieret nation. Det får således feltmarskal Montgomery til at udtrykke de berømte ord om den danske efterretningstjeneste. »Second to none« godt hjulpet på vej af Ebbe Muncks indflydelse fra Stockholm via hans indberetningerne til SOE i London.

Et liv som Jedburg er et farligt liv

»Da jeg sagde ja til at blive Jedburg, sagde jeg samtidig ja til et farligt liv. SOE havde brug for mandskab og primært officerer som var hovedbestanddelen i Jedburg-grupperne. Englænderne havde bedt om ti officerer fra Den Danske Brigade i Sverige, men havde kun fået to. Derfor manglede de officerer og ville gerne udnævne os, da vi endelig kom derover. Vi var meget glade, da vor rang jo på det tidspunkt kun var underkorporaler. Vi fik fire Peps, to til hver skulder og var dermed premierløjtnanter. Magen til karriere skulle man lede længe efter. Samtidig kunne vi godt glemme, at vi i Sverige havde skrevet under på, at uanset rang skulle vi starte som menige. Det kostede os ikke mange overvejelser at skrive under. Vi blev også bedt om at udfylde en ansøgning til Kong George den 5. om en Temporary Commision i the Emergency Reserve. Vi fik i øvrigt aldrig svar tilbage fra kongen«, fortæller Ilsøe.

De kommende Jedburgs var nu på »agentløn« og fik et pund om dagen. Ilsøe og kammeraterne følte sig som verdens rigeste med første ugeløn udbetalt. Det var ti gange mere, end de havde regnet med. Den 18. april 1945 kørte holdet til hærens depot i Camberley, hvor de blev udstyret med uniform, skjorter, undertøj, sweater, sokker, støvler, kappe, våben, bælte, pistolhylster og køjesæk.

»Vi blev derefter overflyttet til Hatherop Castle, STS 45, Special training School, et gammelt engelsk herresæde. Jeg følte mig som Jeppe i Baronens seng. For os var det en luksustilværelse med hver dag, der ofte sluttede i baren, som tilsyneladende ikke kunne tømmes for øl eller whisky. I Sverige kunne man først få lov at drikke, når man var enten gift og 21 år eller 25. Vi gik rundt i engelske uniformer med Dannebrog på den ene skulder og Denmark på den anden. Englænderne var meget glade for os, og det betød virkelig noget for os, at de nu accepterede, at danskerne også var villig til at slås som allierede. Vore informationer om tilstanden i Danmark, fik vi enten fra de militære efterretninger eller fra den danske radioudsendelse hos BBC. Chefen på skolen var en engelsk oberstløjtnant, der havde været professor i latin og græsk på Oxford Universitetet og ekspert i Roman Order of Battle.

Før han kom til Hatherop havde han været leder i den franske modstandsbevægelse Maquisen. For ham gjaldt det først og fremmest om at få gjort os kampduelige i en gevaldig fart«, siger Ilsøe.

Arbejdsdagen startede kl. 9. og sluttede kl. 16.30. Undervisningen var pistolskydning, våbenlære, sabotage, motorlære, motorcykelkørsel, guerillataktik, orientering, felttjeneste etc. Sikkerhedsforanstaltningerne var meget stramme, og sikkerhedsafstanden ved sprængninger var den dobbelte af, hvad danskerne havde lært i Brigaden. Englænderne ville ikke på et så sent tidpunkt i krigen miste mandskab for en bagatels skyld.

Filosofien bag uddannelsen var »hit and run« og aldrig at lade sig provokere til åben kamp, hvor man var dømt til at tabe. Derimod hurtigt videre til næste baghold og lade fjenden bruge kræfter til at rense området. Den tyske hærs feltreglement for bekæmpelse af modstandsstyrker var en god hjælp for underviserne på skolen. Det var nemlig sjældent set, at tyskerne afveg fra reglementets anvisninger.

Uddannelse på to uger til faldskærmssoldat

Den fysiske træning af kandidaterne blev der lagt meget lidt vægt på. Englænderne gik ud fra, at danskerne allerede i Brigaden var helt på toppen. Derfor var det kun een daglig gymnastiktime, hvor halvdelen foregik med fodbold og den anden halvdel med rugby af hensyn til de amerikanske elever.

I midten af marts 1945 var man ved at forme de danske Jedburg-teams. På det tidspunkt rådede man over ni briter, seks amerikanere og to danskere. Der var sat en tidsfrist til den 18. april 1945 for afslutning af træningen. Denne tidsfrist kunne naturligvis ikke nås, da danskerne først ankom til Hatherop Castle den 18. april. Det gik derfor meget hurtigt op for de danske elever, at de snart skulle sendes til Danmark i fuld uniform, som man havde gjort det med Jedburg-holdene i Frankrig. Danskerne argumenterede dog for, at de hellere ville nedkastes i civil, for så kunne de bedre udføre deres forbindelsesarbejde. Modargumentet var, at så var de ikke beskyttet af Genevekonventionen og kunne blive henrettet øjeblikkelig af tyskerne. Det lykkedes dog at overtale englænderne til at danskerne skulle nedkastes i civil og de fik derfor falske legitimationskort.

»Med til forholdene dengang skal også bemærkes, at omtalte kongelige skuespiller Mogens Wieth var med på uddannelsen. I starten var det med lidt betænkelighed fra os andre, fordi vi syntes det trak vores standard ned, men Wieth duperede virkelig vore engelske foresatte. Han havde før krigen spillet teater i London og havde erhvervet sig en skræddersyet udgangsuniform, mens vi andre gik rundt i battledress og han talte et formfuldt engelsk. Med til rollen havde Mogens Wieth også forsynet sig med kasket, stav og lædertøj, så han af skolens ledelse blev opfattet som den mest kvikke af os. Han var en god kammerat, men det var ideen, der var dødfødt. Han var jo i Danmark kendt af Gud og hvermand. Hvordan skulle han kunne fungere som forbindelsesofficer i det skjulte? Han havde nok en endnu mindre chance end os for at komme fra indsatsen med livet i behold«, siger Peter Ilsøe.

Den 22. april rejste holdet til Wilmslow en af flyvepladserne omkring Ringway nær Manchester. Her skulle de have grunduddannelse i faldskærmsspring.

»Vi ankom søndag aften og fik grundtræning mandag formiddag. Vi skulle blandt andet lære at springe fra tårne af forskellige højde med faldskærmsseler på. Vi så også en film om, hvordan man skulle springe. Om tirsdagen fortsatte grundtræningen med spring fra 2-3 etagers højde. Det var ikke videre behageligt, da bremsen på seleremmen var meget lille og svag. Vi hadede det og gjorde alt for at forsvinde på vej op i tårnet. Tirsdag eftermiddag havde vi vort første rigtige spring og det var en fantastisk fornemmelse, men ikke når jorden pludselig nærmede sig hurtigt. Om onsdagen foretog vi andet spring ud af de krævede seks spring. Men en af mine kammerater Grundtvig Christensen, der sprang lige efter mig blev liggende. Han havde brækket benet. Jeg måtte skære bukserne af ham, og han røg på hospitalet, hvor der i forvejen lå 400 andre brækkede ben, fik vi bagefter at vide. Det næste spring skulle have været nat og vandspring. De blev aflyst for Jedburg kunne ikke tåle at miste flere folk«, siger Peter Ilsøe.

Den 25. april sendtes holdet tilbage til Hatherop, hvor uddannelsen fortsatte. Den 2. maj hørte eleverne, at der var ved at komme gang i våbentilstandsforhandlingerne, så de skulle ikke være alt for sikre på at komme hjem på den måde, alle havde set frem til. Det var en stor skuffelse for holdet.

Befrielsesbudskabet den 4. maj via BBC i London

»Fredag den 4. maj kom befrielsesbudskabet over BBC. Skuffelsen var stor. En af kammeraterne sagde, at den bedste livsforsikring man kunne tegne var at gå ind i den danske hær. Han havde været med den 9. april og 29. august uden at have fået mulighed for at løsne et skud.

Bedre blev det heller ikke, at vi var overbevist om, at vore brigadekammerater kæmpede i Københavns gader, mens vi andre, der troede at vi nu endelig havde trukket det store lod i lotteriet stod helt totalt uvirksomme tilbage, så langt fra hjemmet«, siger Peter Ilsøe.

Efter den værste skuffelse havde lagt sig, gik det op for danskerne, at det nok alligevel var den bedste løsning for landet som helhed. Det tog langt tid for hol det at erkende, at Befrielsesbudskabet havde reddet deres liv. Den 5.- og 6. maj gik med uvirksomhed. BBC havde standset sine danske udsendelser og holdet kunne ikke tage Kalundborg Langbølgesender. Tirsdagen den 9. var krigen endelig afsluttet og danskerne kunne slå sig løs med soldater fra hele verden i London og glæde sig over et utroligt godt fællesskab. Alle Londons pubber havde sparet spiritus sammen i det sidste halve år, og det blev udskænket i rigt mål. I det norske hus på Picadilly udskænkede man således gratis Lysholmer snaps til danskerne.

»Vi vandrede med andre danskere frem til Buckingham Palace, hvor kongefamilien og Winston Churchill kom frem på balkonen og blev hyldet. Næste dag blev vi kørt til en amerikansk flyveplads nær Nottingham. Med ombord var også Flemming og Varinka Wichfeld Muus. Flemming havde været SOE chef i Danmark.

Turen over Tyskland var en stor oplevelse. Ødelagte byer og larvefodsspor, der røbede hvor kamphandlingerne havde fundet sted. Da vi nærmede os Lolland kunne jeg fortælle navigatøren, hvor vi var. De mange Dannebrogsflag imponerede. Det var som om Danmark var blevet en stor søndagskolonihave. Vi landede i Kastrup og blev kørt til Hotel Astoria. Selv drog jeg hjem til min far, der havde tilbragt hele 5. maj ventende på Hellerup Station for at se mig vende tilbage med Brigaden. Da jeg ikke kom, havde han efterlyst mig, så han blev lidt overrasket, da jeg dukkede op«, fortæller Ilsøe.

Ilsøe blev derefter sendt til Nordjylland for at optælle tyske efterladenskaber. han var indkvarteret på Hotel Phønix i Aalborg, en etage over Toldstrups hovedkvarter. Den 1. september blev Ilsøe hjemsendt og kunne genoptage sine afbrudte cand.polit- studier fra 1944. Han blev kandidat i 1949.

Vi gjorde en forskel trods alt

»Vi gjorde en forskel, selvom vi ikke kom i kamp. Vi var blevet uddannet som Jedburgs. Min baggrund fra Akademisk Skyttekorps kom mig til nytte. Jeg var fysisk i topform og havde fået suppleret mine militære færdigheder i Den Danske Brigade i Sverige. På Jedburguddannelsen var vi alle på lige fod og ingen svigtede. Den afgørende prøve på vor kunnen havde været en nedkastning i Danmark. Den oplevede vi ikke. Men jeg tror nu ikke,at vi var faldet igennem, hvis det virkelig havde været alvor«, slutter Peter Ilsøe.

Den 4. maj 1945 skrev en af Peter Ilsøes kammerater Jørgen Halck et digt på Hatherup Castle. Her er et par vers.



^{Interview med Peter Ilsøe
Ilsøes beretninger om Jedburgs i Brigadeforeningens blade.
Gads leksikon om Dansk Besættelsestid 1940-45, Gads forlag
Knud J. V. Jespersen Med hjælp fra England
Peter Birkelund og Henrik Dethlefsen. »Faldskærmsfolk. SOE's arbejde i Danmark 1941-45«.}

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

Niels Halvor Ilsøe
Født 01-01-1905
Inspektør
Region V (Sjælland)

Tilknytning til undergrundshæren

Region V (Sjælland), Holbæk Amt, Kalundborg distrikt , Depotdelingen

Modstandsaktivitet

Militærgruppe

^{Rigsarkivet, 1035-061, Styrkeliste for Kalundborg Distrikt, Pk. V-5, s. 111}

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

Vilhelm Ilsøe

Født 25-10-1910
Repræsentant
Rønne
Region VII (Bornholm)

Tilknytning til undergrundshæren

Region VII (Bornholm) , 4. Kompagni, 1. Deling, 1. Gruppe


Modstandsaktivitet

Flugthjælp (situationsbetinget)
Militærgruppe

Kildehenvisninger

Bornholms Lokalhistoriske Arkiv, 1976-40, 4. Kompagni [Udateret styrkeliste, specificeret på gruppeniveau], Æske 7
Bornholms Lokalhistoriske Arkiv, 1976-40, Fortegnelse over de Vaaben, der er udleveret til de ved 4. Kompagni staaende Styrker, Æske 7

Litteraturhenvisninger
Et centrum i periferien. Modstandsbevægelsen på Bornholm. (Jørgen H. Barfod), 191

Jørgen H. Barfoed fortæller²:

Det var i øvrigt ikke bare danskere, men også to hollændere og nogle franskmænd, som han fik sendt af sted på denne måde. Hollænderne havde først boet nogle dage i repræsentant Ilsøes vaskehus, men overførtes derefter til frk. Marie Sommers hjem, hvor de fik overladt hele lejligheden, samtidig med at hun skaffede dem både mad og andet, som de behøvede, indtil ”Nora” kunne sejle dem til Sverige.