Personside - 283

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Efter at være bleven Student fra Metropolitanskolen 1871 tog han 1872 Adgangsexamen til polyteknisk Læreanstalt, 1874 Magisterkonferens i Mathematik og 1877 statsvidenskabelig Examen, hvorpaa han i 1878-79 under to længere Ophold i Udlandet fortsatte sine Studier, der navnlig omfattede sociale Spørgsmaal samt Statistik og Forsikringsvæsen. 1880 blev W. ansat som Assistent i Livsforsikringsanstalten af 1871, men forlod allerede i 1882 denne Stilling for at foretage en statistisk Undersøgelse i Landbygningernes Brandforsikring. I 1881 vandt han Universitetets Guldmedaille for en Afhandling om Dødelighedsstatistik, udgiven under Titelen ”Die Lehre von der Mortalität und Morbilität”. Fra 1. Jan. 1883 ansattes han som midlertidig Docent i Statsvidenskab ved Kjøbenhavns Universitet, hvor han 1886 udnævntes til ordinær Professor. Da Doktorgraden i Statsvidenskab var bleven oprettet i 1902, tildeltes denne ham uden foregaaende Disputats. Ved Siden af sin Universitetsvirksomhed docerede W. 1896-1901 Nationaløkonomi ved Landbohøjskolen.

W.s Interesse for Forsikringsvæsen har ført ham ind paa forskjellig praktisk Virksomhed, saaledes som Direktør i ”Bikuben” (siden 1886) og i ”Kjøbenhavns Brandforsikring” (siden 1885) og som Medlem af Forsikringsselskabet ”Danmarks” Bestyrelsesraad (1885-1904). Fra 1. Okt. 1904 har han Sæde i det ved Lov af 29. Maj 1904 anordnede Forsikringsraad. Endelig er W. Medlem af de skandinaviske Livsforsikringsselskabers Fælleskomiteer til Udarbejdelse af en Dødelighedstavle og til Undersøgelse af Dødeligheden blandt ”daarlige Liv”.

Paa det sociale Omraade knytter W.s Virksomhed sig særlig til Ædruelighedsbevægelsen og til Søndagssagen; her bør saaledes nævnes de to Skrifter ”Drikfældigheden i Danmark og Midlerne derimod” (1888) og ”Søndagssagen som Led i det sociale Spørgsmaal” (1889). Endvidere var W. 1898 Medstifter af ”Udvalget til social Oplysnings Fremme”, ligesom han deltog i Redaktionen af det af Udvalget udgivne Ugeblad ”Vor Tid” (1899-1900). To Gange har W. haft Sæde i Regeringskommissioner til Forberedelse af Lovgivningsforanstaltninger paa det sociale Omraade, nemlig i Arbejderkommissionen af 1885 angaaende Syge- og Ulykkesforsikring og i Kommissionen af 1903 angaaende en almindelig Invaliditets- og Alderdomsforsikring.

Paa forskjellig Maade har W. taget Del i det kirkelige Liv og det religiøse Vækkelsesarbejde. Hans Hovedvirksomhed falder her paa Arbejdet for den kjøbenhavnske Kirkesags Fremme, navnlig som Leder af Forretningsudvalget for det i 1896 oprettede ”kjøbenhavnske Kirkefond”. Desuden var W. Medlem af Kommissionen af 1890 angaaende Ordningen af Hovedstadens Kirkeforhold. Endelig har han Sæde i det ved Lov af 15. Maj 1903 oprettede kirkelige Udvalg, hvis Opgave det bl. a. er at forberede en Forfatning for den danske Folkekirke. 1885 skrev han ”Fra Forargelse til Tro”, der udkom i flere Oplag.

Tyngdepunktet i W.s videnskabelige Arbejde ligger paa Befolkningsstatistikkens Omraade, og Hovedværket er her - ved Siden af en i 1890 paa Dansk og Tysk udgiven Lærebog i ”Statistikkens Theori” - den foran nævnte ”Mortalität und Morbilität”, hvis 2., helt omarbejdede, Udgave (1901) er et ret fuldstændigt Kompendium over Æmnet. Saa vel i disse Arbejder som i talrige monografiske Afhandlinger i inden- og udenlandske Tidsskrifter har W. leveret højst værdifulde Bidrag til Statistikkens Methode, til Læren om Sygdommenes Arvelighed, til forskjellige Livsforsikringsproblemer m. v. I den frodige Udvikling, Befolkningsstatistikken er undergaaet i de seneste Aartier, har W. haft sin væsentlige Andel - ikke mindst gennem de socialstatistiske Undersøgelser, han har gjennemført i Samarbejde med M. Rubin, nemlig om ”Landbefolkningens Dødelighed” (1886) og ”Ægteskabsstatistik paa Grundlag af den sociale Lagdeling” (paa Dansk og Tysk, 1890). - Som Nationaløkonom slutter W. sig nærmest til den østerrigske Skole, hvis Opfattelse af de økonomiske Grundproblemer han har Fortjenesten af at have gjort tilgængelig for danske Læsere (”Indledning til Studiet af Nationaløkonomien”, 1891), men han tager ikke som de østerrigske Økonomer Afstand fra Benyttelsen af mathematiske Symboler som Hjælpemiddel. Til Økonomiens Methodelære har han, foruden i det nys nævnte Skrift, givet Bidrag i Afhandlingen ”Mathematikken i Nationaløkonomiens Tjeneste” (Smaaskrifter tilegnede A. F. Krieger, 1887), til Finansvidenskaben i Afhandlingen ”Grundlaget for Beskatningen” (Nationaløkonomisk Forenings Festskrift, 1897) og til Økonomiens Historie i ”Den ældre Nationaløkonomis Opfattelse af det sociale Spørgsmaal” (Universitetsprogram 1896). Mangfoldige større og mindre Afhandlinger fra W.s Haand findes spredte rundt om i Tidsskrifter og Samleværker; oftest og aabenbart med Forkjærlighed dvæler han ved Skildringen af sociale Tilstande og af Nydannelser i Samfundslivet; Arbejderforsikringen i dens forskjellige Former har i W. en varm og forstaaende Talsmand. - I sit videnskabelige Arbejde som overhovedet i hele sin Virken har W. i ualmindelig Grad Blikket aabent ud imod den store Verden. Ligesom hans litterære Arbejder hyppigere fremkomme paa fremmed Sprog end paa Dansk - hvad Æmnernes Art og den snævert begrænsede Læsekreds her hjemme jo i øvrigt næsten gjør til en Nødvendighed -, saaledes søger han ikke sit Stof fortrinsvis inden for et begrænset Omraade, men hans lagttagelsessans og Interesse er vaagen over for enhver nok saa fjærn og afsides Krog af det menneskelige Samfund, hvad der i ikke ringe Grad har særpræget hans Værker og hans Forfatterpersonlighed. W. er Medlem af flere udenlandske Selskaber og fra 1900 af den danske ”Nationaløkonomisk Forenings” Bestyrelse, af hvis Tidsskrift han har været Medudgiver 1884-92 og siden 1900.

7. Sept. 1881 ægtede W. Thora Alvilda Koch (f. 13. Sept. 1860 d. 12. Febr. 1891), Datter af Godsforvalter paa Vemmetofte, Etatsraad P. F. K., og 2. Nov. 1892 Lucie Bolette Blædel (f. 4. Juli 1869), Datter af Pastor L. O. G. Blædel i Humble.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:¹

Westergaard, Niels Ludvig, 1815-78, Orientalist, var født i Kjøbenhavn 27. Okt. 1815. Hans Forældre vare Tømmermester Niels Nielsen W. (d. 1835), stammende fra Gaarden Elsborg Vestergaard mellem Viborg og Silkeborg, efter hvilken han havde taget Navn, og Sophie Magd. f. Nyborg (d. 1850). 1833 blev han dimitteret til Universitetet fra Borgerdydskolen i Kjøbenhavn. Han tog strax fat paa sproglige Studier, hvortil han medbragte rige Forudsætninger, deriblandt en allerede i Skoletiden vakt Beundring og Pietet over for Rask og hans Granskning, der fulgte ham hele Livet igjennem og i særlig Grad har sat sit Mærke i hans Virksomhed. Han delte sig først mellem nordiske og indiske Studier, men begrænsede sig efterhaanden til disse sidste. Efter at være naaet saa vidt i Studiet af Sanskrit, som han kunde her hjemme under Vejledning af daværende Professor i de orientalske Sprog C. Th. Johannsen, begav han sig i April 1838 til Bonn for der at studere videre, navnlig under den norskfødte Professor Chr. Lassen. Her opholdt han sig 8 Maaneder under ivrige Studier, ikke blot af Sanskrit, men ogsaa af Zend og Ny-Persisk, og i vækkende Samliv med jævnaldrende Studiefæller, blandt hvilke han navnlig vedblev at staa i Venskabsforhold til Otto Bohtlingk. I de sidste Dage af 1838 begav han sig fra Bonn til Paris og der fra i Febr. 1839 til England, hvor han i London og Oxford ivrig sysselsatte sig med at gjennemse og afskrive indiske Haandskrifter. I Sept. 1839 vendte han over Bonn tilbage til Kjøbenhavn.

Den første Frugt af disse W.s Ungdomsstudier var det vigtige Hovedværk «Radices linguæ Sanscritæ» (1840-41), en paa Grundlag af de gamle indiske Grammatikeres Fortegnelser udarbejdet Ordbog over Verbalrødderne i Sanskrit, med Oversættelser paa Latin og udførlige Litteraturcitater efter trykte og utrykte Kilder. Dette Værk var i lang Tid et uundværligt Hjælpemiddel for Studiet af Sanskrit. Fra samme Tid maa nævnes en lille sprogsammenlignende Afhandling «On the Connexion between Sanscrit and Icelandic» (i Oldskriftselskabets «Mémoires», 1840-44), der fremtræder som et Supplement til Rasks Prisskrift «Om det gamle nordiske Sprogs Oprindelse».

Imidlertid stod W.s Hu til selv at kunne besøge Persien og Indien, særlig for derigjennem at blive bedre i Stand til at udnytte de Haandskriftskatte, navnlig paa Zend og Pali, som Rask havde skjænket sit Fædreland. Det lykkedes ham til en saadan Rejse at opnaa offentlig Understøttelse, der fornyedes i de følgende Aar, saa længe Rejsen varede. 20. Maj 1841 forlod han Kjøbenhavn, og efter undervejs at have opholdt sig noget i Bonn og i London afsejlede han 23. Juli fra Portsmouth syd om det gode Haabs Forbjærg til Bombay, hvor han ankom 15. Nov. Fra Dec. 1841 til Juli 1842 berejste han det meste af Præsidentskabet Bombay for at undersøge de derværende Oldtidslevninger, navnlig en Række store og vigtige Indskrifter, som findes der. For øvrigt opholdt han sig i selve Bombay, sysselsat med Studiet af Parserreligionens traditionelle Sprog, Zend og Pehlevi, hvortil denne By, der efter Muhamedanismens Indførelse i Persien er Hovedtilholdssted for Parserne (Tilhængerne af Zoroasters Religion), maatte frembyde den gunstigste Lejlighed. En paatænkt Fortsættelse af Rejsen til Ceylon og Bagindien for nærmere at studere Buddhismen saa han sig nødt til at opgive paa Grund af de overordentlig store Bekostninger, der vilde være forbundne dermed, hvorimod han bestemte sig til at rejse op gjennem Persien for der at fortsætte sine Studier vedrørende den persiske Oldtids Historie og Religion.

Den 6. Jan. 1843 afsejlede han i en lille Skude fra Bombay og kom 20. Febr., efter 6 1/2 Ugers Sejlads, til Byen Abushehr i Persien. Her fra begav han sig til Shiraz, og med denne By som foreløbigt Centrum foretog han forskjellige Rejser omkring i Persien, til Dels til Steder, hvor faa eller ingen Evropæere havde været før ham. Han besøgte tre Gange Ruinerne af Persepolis og Egnen der omkring og undersøgte de derværende Fortidslevninger, navnlig de achæmenidiske Kongers Indskrifter med Kileskrift. Foruden at han tog paalideligere Afskrifter af de allerede tidligere kjendte, lykkedes det ham ogsaa at opdage og afskrive flere nye, deriblandt navnlig de vigtige Indskrifter ved Darius’ Grav, Naksh-i-Rustam, som Stedet nu kaldes. Disse ere anbragte højt oppe paa en lodret Klippe, saaledes at W. kun kunde aflæse dem ved Hjælp af en Kikkert og i en bestemt stærk Solbelysning. End videre havde han faaet Oplysning om, at der endnu paa enkelte Steder i Persien, navnlig i Byerne Yezd og Kirman, skulde findes Tilhængere af den Zoroastriske Religion, Gebrer, som Perserne kalde dem. Han fik dette bekræftet ved et Ophold i begge disse Byer, hvorved han skaffede sig interessante Indblik i disse Folks nu for øvrigt ret hensygnende religiøse Liv (et Brev herom fra W. er trykt i Journal of the R. Asiatic Society VIII, 349 ff., 1846).

Disse Rejser, og navnlig hans sidste Ophold ved Naksh-i-Rustam i voldsom Hede i Begyndelsen af Juli Maaned, paadrog ham imidlertid gjentagne Feberanfald, som han vel fik saa vidt Bugt med, at han kunde fortsætte Rejsen til Isfahan, hvor han ankom 26. Juli og tog ind hos den katholske Biskop, en Italiener Padre Giovanni. Men strax da han her steg af Hesten, vendte Feberen tilbage, og der udviklede sig en Underlivsbetændelse og en Sygdom i Leveren, som bragte ham Døden nær. Der fandtes ingen Læge og kun lidet Medicin; men takket være hans kraftige Natur og Jærnvilje og Biskoppens omhyggelige Pleje naaede han dog saa vidt, at han i Begyndelsen af Sept. kunde flyttes til et sundere Opholdssted hos den armeniske Ærkebiskop, hvor han atter fandt den kjærligste Pleje. 27. Sept. kunde han fra Isfahan drage til Teheran, hvor han ankom 9. Okt. og tilbragte næsten en Maaned, dels hos den engelske, dels hos den russiske Gesandt, endnu for største Delen sengeliggende. Over Kazvin og Tabriz forlod han Persien, og efter at have tilbragt nogle Uger i russisk Karantæne ved Armeniens Grænse ankom han Nytaarsdag 1844 ved godt Helbred til Tiflis. Her fra gik Rejsen op gjennem Rusland til Moskov og St. Petersborg, hvor han atter var farlig syg, og over Berlin og Bonn kom han endelig i Maj 1844 tilbage til Kjøbenhavn.

Kort efter sin Hjemkomst blev han 1844 udnævnt til Lektor ved Universitetet og 1845 til extr. Professor i indisk-orientalsk Filologi. 1850 blev han ord. Professor. Hans Lærervirksomhed maatte efter Sagens Natur væsentlig bestaa i Undervisning i Sanskrit, der som Regel gaves i hans Hjem, og mange ville med Taknemmelighed mindes hans grundige Vejledning i dette Sprog, med hvilket han var i sjælden Grad fortrolig. Ogsaa alt, hvad der ellers vedrørte Universitetet, tog han sig af med stor Iver og Interesse, navnlig efter at han i 1854 var bleven Medlem af Konsistorium. 1867-68 var han Universitetets Rektor. 1869 fik han Titel af Etatsraad.

Af det Udbytte, W. havde hjembragt fra Rejsen, var det ham først om at gjøre at bearbejde de tagne Afskrifter af de achæmenidiske Kileindskrifter. Der maa her erindres om, at disse Indskrifter altid bestaa af tre Partier, af hvilke hvert er skrevet med sin særlige Art af Kileskrift, og som altid følge efter hinanden i en bestemt Orden. I den Skriftart, der altid staar først, og hvis Dechiffrering da allerede var paa gode Veje, havde man for længst erkjendt det egentlige oldpersiske; i de to andre Arter, som den Gang endnu ingen havde givet sig i Lag med, formodede man med rette Oversættelser paa to andre af de i det gamle persiske Rige hjemmehørende Sprog. Sine Afskrifter vedrørende den første Art overlod W. strax paa Hjemrejsen til sin gamle Lærer Chr. Lassen i Bonn, der allerede tidligere havde givet vigtige Bidrag til Tydningen deraf. Paa Grundlag af dem offentliggjorde Lassen i 1845 den i Dechifreringens Historie vigtige Afhandling «Die altpersischen Keilinschriften nach Herrn N. L. Westergaards Mittheilungen» (Zeitschr. für die Kunde des Morgenlandes, VI).

Derimod tog W. selv fat paa Tydningen af den anden Art af Kileskrift, der frembød betydelig større Vanskeligheder end den første, baade fordi Antallet af Tegn er langt større, og fordi Sproget var ganske ukjendt. Tydningen var kun mulig, efter at Læsningen og Forstaaelsen af de tilsvarende oldpersiske Texter var nogenlunde sikret, og til Bestemmelse af Tegnenes Værdi maatte det først gjælde om at gjenfinde de mange i disse forekommende Egennavne, særlig Folkenavne. Med stor Skarpsindighed naaede W. saa vidt i Opgavens Løsning, som det var muligt med det Materiale, han havde til Raadighed. Sine Resultater offentliggjorde han dels paa Tysk: «Zur Entzifferung der Achämenidischen Keilschrift zweiter Gattung» (trykt samme Sted som Lassens ovennævnte Afhandling), dels paa Engelsk: «On the deciphering of the Second Achæmenian or Median Species of Arrowheaded Writing» (i Oldskriftselskabets «Mémoires» 1840-44, S. 271 ff.), og lagde hermed det første Grundlag for Tydningen af denne Kileskriftart. Efter at W.s Ven Englænderen E. Norris i et 1853 udkommet Arbejde paa Grundlag af et mange Gange større Materiale havde ført Undersøgelsen et stort Skridt videre, vendte W. endnu en Gang tilbage til dette Æmne, i det han 1854 i Vidensk. Selskabs Skrifter offentliggjorde sin Afhandling «Om den anden eller den sakiske Art af Achæmenidernes Kileskrift» -- en maaske noget ensidig, men skarpsindig og iagttagelsesrig Afhandling, der, fordi den blot foreligger paa Dansk, desværre er forbleven ganske upaaagtet af alle senere Forskere i Udlandet. Medens W. strax havde set, at det i denne Kileskriftart foreliggende Sprog hverken er indoevropæisk eller semitisk, kan man ikke undre sig over, at han ikke naaede til Klarhed med Hensyn til det vanskelige og endnu ikke afgjorte Spørgsmaal, hvor det har hørt hjemme («Medisk» -- «Skythisk» -- «Sakisk»; rettest vistnok Elamitisk eller Susisk), eller med hvilke Sprog det kan have været beslægtet (ganske sikkert ikke med de finske eller de tyrkiske Sprog, som han, navnlig i sin sidsteAfhandling, ligesom Norris antager). Af forskjellige mindre Afhandlinger af ham vedrørende Kileindskrifterne kan navnlig fremhæves «Udsigt over det historiske Indhold i Kileskrifterne og dets Forhold til Herodots Beretning» (i Vidensk. Selskabs Oversigt 1854).

Bearbejdelsen af de øvrige Sider af Rejseudbyttet maatte foreløbig træde noget i Baggrunden for andre Opgaver. Efter at være bleven ansat ved Universitetet var det ham af Vigtighed at tilvejebringe Hjælpemidler for Studiet af Sanskrit. Han udarbejdede da dels en «Sanskrit Læsebog» med udførlig Ordfortegnelse, dels en «Kortfattet Sanskrit Formlære», der, skjønt han betegner den som kortfattet, i Virkeligheden er overordentlig righoldig og nøje slutter sig til den gamle indiske Grammatiker Paninis indgaaende Regler. Begge udkom 1846. Samme Aar udkom «Codices Indici bibliothecæ regiæ Hauniensis enumerati et descripti, cum indice codicum Indicorum et Iranicorum bibliothecæ universitatis Haun.», et meget vigtigt Arbejde, hvis endelige Redaktion skyldes W., medens de vidtløftige Forarbejder dertil vare udførte dels af ham, dels af den tyske lærde Fr. Spiegel.

Han kunde nu vende tilbage til sine Arbejder over Zend og Pehlevi med det Hovedmaal at give en fuldstændig Udgave af Zendavesta. Efter at have gj en nemarbejdet de paa vort Universitetsbibliothek værende fortrinlige Haandskrifter heraf tillige med det paa Rejsen indsamlede Materiale foretog han i 1850 en Rejse til London, Oxford og Paris for ogsaa at konferere de der opbevarede Haandskrifter. Hans første Arbejde derefter var en Udgave (1851) af et Værk paa Pehlevi, «Bundehesh» i lithograferet Faksimile efter et meget gammelt Haandskrift paa Universitetsbibliotheket, hvortil han har føjet Gjengivelse af nogle Indskrifter paa Pehlevi fra den sasanidiske Konge Sapor I, hvilke han selv havde afskrevet.

1852-54 udkom saa, med en udførlig Indledning paa Engelsk, hans fortrinlige Udgave af selve Zend-Texten af Zendavesta: «Zendavesta, or the Religieus Books of the Zoroastrians, edited and translated, with a Dictionary, Grammar &c. Vol. I. The Zend Texts». Værket er trykt her i det Berlingske Bogtrykkeri, og Typerne dertil ere skaarne under W.s Ledelse efter de i de ældste Haandskrifter brugte Bogstavformer. Behandlingen af Texten med den ledsagende fyldige Samling af Varianter er mønsterværdig og vidner om W.s filologiske Nøjagtighed og indtrængende Forstaaelse af den vanskelige og i Tidens Løb aabenbart stærkt forvanskede Sprogform. Til denne Udgave slutter sig et Par Afhandlinger, begge offentliggjorte i Vidensk. Selskabs «Oversigt» 1852: «Bemærkninger om Zendavestas Alder og Hjemstavn» og «Bidrag til den oldiranske Mythologi».

Af Udgaven af Zendavesta kom der desværre aldrig mere end det ovenfor nævnte 1. Bind; ingen af de andre i Hovedtitelen bebudede Partier saa nogen Sinde Lyset, skjønt W. gjennem en Aarrækkes Arbejde havde samlet et omfattende Materiale dertil, navnlig vistnok til Zend-Ordbogen. Om han efterhaanden har mærket, at Planen var uoverkommelig stort anlagt, ojm han har set, at det ikke var muligt i grammatisk og lexikalsk Henseende at naa den Grad af Sikkerhed, som han selv vilde kræve, om samtidige Arbejder i samme Retning af tyske lærde have berøvet ham Lysten til at fortsætte sit, eller hvad overhovedet Grunden har været, kan nu ikke oplyses. Noget medvirkende have sikkert ogsaa private Forhold været, deriblandt ikke mindst den store Sorg, der ramte ham, da hans elskelige og højt begavede Hustru, Christiane Frederikke Orpheline Octava f. Ryge (f. 24. Dec. 1819), Datter af J. Chr. R. (XIV, 456 ff.) i dennes første Ægteskab), hvem han havde ægtet 23. Maj 1845, afgik ved Døden 1. April 1856. Dette var et haardt Slag for ham, og med rørende Ømhed ofrede han sig for sit Hjem og sine fire Børn.

Hans senere, ikke meget omfattende, men altid lødige Produktion gik væsentlig i anden Retning end tidligere og drejede sig navnlig om Indiens ældre Historie. Saaledes hans to Universitetsprogrammer: «Om de ældste Tidsrum i den indiske Historie med særligt Hensyn til Litteraturen» (1860) og «Bidrag til de indiske Lande Málavas og Kanyakubjas Historie» (1868); end videre «Om Buddhas Dødsaar og nogle andre Tidspunkter i Indiens ældre Historie» (i Vidensk. Selskabs Oversigt 1860) og den store og værdifulde Afhandling «De indiske Kejserhuse fra det fjerde til det tiende Aarhundrede og nogle ældre Fyrsteslægter efter samtidige Aktstykker» (1867-69, i Vid. Selsk. Skrifter). Særlig for det sidstnævnte Æmnes Vedkommende ligger der utvivlsomt en Tilknytning til hans Ungdoms Studier i Indien i den Omstændighed, at Kilderne væsentlig ere at søge i gamle Indskrifter. Karakteristisk for W.s senere Produktion er det ogsaa, at han efterhaanden intet selv vilde offentliggjøre uden paa Dansk. Dette var et Udslag af hans brændende Fædrelandskærlighed, der ogsaa ytrede sig i, at han delvis allerede efter Treaarskrigen og endnu mere efter Begivenhederne i 1864, der gik ham uhyre nær til Hjærte, mere og mere trak sig tilbage fra tidligere Venner og Kolleger i Udlandet, navnlig i Tyskland.

Ogsaa uden for sit egentlige Fag virkede W. paa mange Maader. Han deltog saaledes i Stiftelsen af det nordiske Litteratursamfund, hvis Formand han derefter bestandig var; og til det første Skrift, som dette udgav i 1847, Hrafnkel Freysgodes Saga, besørget af K. Gislason, leverede W. en dansk Oversættelse. Fra 1856 var han en af Eforerne for den Arnamagnæanske Stiftelse. 1853 blev han valgt ind i Bestyrelsen for den danske historiske Forening og redigerede derefter som dennes Sekretær «Historisk Tidsskrift» indtil 1865. Af Videnskabernes Selskab blev han Medlem 1847 og var derefter fra 1850 et virksomt Medlem af dets Ordbogskommission, ligesom han i en Række af Aar var Formand for dets Kassekommission. Ogsaa i det politiske Liv deltog han en kort Tid, i det han i 1848 blev Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling (som Repræsentant for Holbæk Amts 1ste Valgkreds) og valgtes til en af dens Sekretærer. Denne Virksomhed, som kun lidet stemmede med hans Natur, opgav han dog strax derefter.

W. døde 9. Sept. 1878 efter længere Tids Sygelighed, der vistnok har staaet i Forbindelse med den svære Sygdom, han i sin Ungdom havde gjennemgaaet i Persien.

^{Erslew, Forf. Lex.
Illustr. Tid. Nr. 991, 1878.
Vidensk. Selsk. Oversigt 1878 S. 87 ff.}

Professor of Theoretical and Applied Mechanics, includes biographical information, reprint of 'One Hundred Fifty Years Advance in Structural Analysis' (1930) and photostat of manuscript of 'One Hundred Fifty Years Advance in Structural Analysis.'

Westergaard taught civil engineering at Harvard.