Personside - 305

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Svend Estridsen, o.1018-1076, Konge, var en Søn af Jarlen Ulf af Sprakaleggs-Ætten og Estrid, Svend Tveskjægs Datter.

Han var født i England, og han blev opdraget her, ogsaa efter at hans Fader var bleven Statholder i Danmark; til Dels var han Gissel for Faderens Troskab. Efter derpaa i 12 Aar at have tjent under den svenske Kong Anund Jacob drog han til Danmark og blev af Hardeknud gjort til Jarl. Ved Hardeknuds Død (1042) havde S., hvis hele Holdning og Karakter den Gang ikke indgød Tillid, intet Parti, der kunde hjælpe ham til Magten. Han opsøgte derfor Kong Magnus, indsattes af ham til Jarl i Jylland og tilsvor ham Troskab. Da en Frænde af S. blev myrdet af Magnus’ Svoger, vakte dette de danskes Mistænksomhed mod Magnus, og S. lod sig udraabe til Konge, men maatte flygte til Sverige. Efter Harald Sigurdsens (Haarderaades) Hjemkomst fra det græske Rige forbandt S. sig med ham, og de gjorde et Tog til Danmark, der dog blev uden Resultat, og snart indgik Harald Forbund med Magnus og fik Del i Norges Rige. Begge Konger hærgede paa Danmark, men Magnus følte sig lidet tiltalt af sin hensynsløse Medregent og begyndte desuden at faa et andet Syn paa S.s Evner og Karakter. Da Magnus efter et ulykkeligt Fald med Hesten følte Døden nærme sig, indsatte han S. til Arving af det danske Rige, og saaledes kunde S. uanfægtet bestige Tronen (1047).

Harald Haarderaade betragtede dog fremdeles Danmark som det rette Maal for sin Krigertrang og Plyndrelyst; uden at han alvorlig forsøgte en Erobring af Landet, og uden at S. nogen Sinde gjorde Gjengjæld i Norge, fortsatte han sine idelige Togter mod Kysterne (dog maaske med et Ophør i Tiden 1050-60). S. var kun sjælden heldig i disse Kampe; i et Slag ved Nisaa (1062) led han et Nederlag og undslap med Nød og næppe, men 2 Aar efter sluttedes der en endelig Fred mellem Kongerne. Efter at Harald var faldet ved Stamfordbro, og Vilhelm af Normandiet havde erobret England, sendte S. 2 Gange Flaader til England (1069-70 og 1075) for at søge at fravriste Vilhelm Landet, men opnaaede intet.

Skjønt S. aldrig havde vist Mangel paa Tapperhed, havde han næsten ingen Sinde sejret i sine Krige; til Gjengjæld var han enestaaende lykkelig i at ordne Landets fredelige Forhold. Det er som Grundfæster af et nyt, paa Fredens Gjerning byggende Danmark, at S. viser sig som den store Konge. Først og fremmest gjaldt det Kirkens Ordning. Inddelingen i Bispedømmer blev gjennemført, og Kirker bleve byggede rundt om i Landet. S. styrede den danske Kirke selvstændig, uden at det dog kom til noget Brud med Ærkebisp Adalbert af Bremen; fremfor alt satte han sig dog til Opgave at have Paverne til Venner. S. havde ægtet Anund Jacobs Enke Gunhild, men da hun var nær beslægtet med ham, skilte han sig paa Pavens Forlangende fra hende. Efter S.s Død kunde Gregor VII derfor ogsaa udtale, at han aldrig havde truffet en Konge, der havde vist sig som en saa trofast og kjærlig Søn af den romerske Stol som S. Ligesom Kirkens Forhold bleve lykkelig ordnede, saaledes synes S. ogsaa at have haft Held med at skabe indre Ro i Landet og en god og varig Ordning af Landets Styrelse.

S. besad megen Læsning og var vel forfaren i gejstlige Sager; støttet af en glimrende Hukommelse var han ypperlig inde i Danmarks Historie, og Adam af Bremen kunde bygge store Dele af sin Kirkehistorie paa hans Fortælling. S. var en høj, smuk og stærktbygget Mand; han gav efter for sin Sanselighed og levede højst usædelig, men samtidig var han i en sjælden Grad vennesæl, og ingen Sinde hører man, at han blandt sine Undersaatter har Modstandere eller Uvenner. Fortællingen om den fattige Islænder Auduns Ophold hos ham eller om hans Venskab med Biskop Vilhelm bekræfter kun, hvad der fremgaar af alle Beretninger om ham, at han i en sjælden Grad vidste at vinde Smaafolk saa vel som store og at knytte dem til sig med Hengivenhed. S. døde paa Kongsgaarden i Søderup i Slesvig 28. April 1076 (de danske Aarbøger have, sikkert urigtig, 1074) og blev begravet i Roskilde Domkirke. S. var flere Gange gift. En af hans Hustruer, Gyda, blev forgivet af hans Frille Thora, en anden var den nævnte Gunhild; en tredje var Thora, Enke efter Harald Haarde-raade og Datter af Lendermanden Thorberg Arnesen. S. havde med Gunhild en Søn Svend, der døde ung; hans andre Ægteskaber vare barnløse, hvorimod han med forskjellige Kvinder havde en stor Del uægte Børn, saaledes Harald, Knud, Oluf, Erik og Niels, som alle bleve Konger, Bjørn, Knud, der ogsaa hed Magnus, som sendtes til Rom for at indvies til Konge, men døde udenlands, Svend Korsfarer (ndfr. S. 8) og en tredje Søn Svend (ndfr. S. 9), Thorgils, Sigurd, der faldt i Venden, Benedict, Guttorm, Ømund og Ulf, der ogsaa hed Ubbe. Af S.s Døtre blev Ingerid gift med Kong Olaf Kyrre; desuden nævnes Gunhild, der ogsaa kaldtes Helene, Sigrid, gift med Abodriterfyrsten Godskalk, og Ragnhild.

^{Ræder, Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner.
A. D. Jørgensen, Den nord. Kirkes Grundlæggelse S. 618 ff. 732 ff.
H. Olrik, Konge- og Præstestand I, 168 ff.}

Johannes C. H. R. Steenstrup.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Estrid, --1020--, Ulf Jarls Hustru. E., der ogsaa kaldtes Margrethe, var en Datter af Svend Tveskjæg i hans 2. Ægteskab med Sigrid Storraade, Erik Sejersæls Enke. Hun blev gift (vist før 1015) med Ulf, Thorgils Sprakaleggs Søn, der deltog i Kong Knuds Tog til England 1015 og af denne fik høje Poster. Han blev saaledes, vistnok paa Knuds Tog til Venden 1022, gjort til Høvding i Jomsborg. Senere indsatte Knud sin Svoger til Statholder i Danmark og Værge for sin Søn. I denne Stilling synes Ulf at have gjort sig skyldig i forræderske eller mistænkelige Forbindelser med den svenske Konge Anund Jacob. Af Hensyn til sin Søster tilgav vel Knud ham, men under en Sammenkomst i Roskilde brød ved en Ordstrid den gamle Vrede ud paa ny, og Knud lod Ulf myrde ved en af sine Mænd under Ottesangen i St. Lucii Kirke (29. Sept. 1026). Knud udsonede sig med E. ved at give hende betydeligt Jordegods, som hun atter skjænkede til Kirken; E. byggede ogsaa en Stenkirke i Steden for den gamle Trækirke. Senere blev E. gift med Robert (le diable), Hertug (fra 1028) af Normandie; han forskød hende snart og drog paa Pilegrimsrejse til det hellige Land (hvor han døde 1035). Af sit første Ægteskab havde E. Sønnerne Svend, Bjørn og Asbjørn. Svend, der gjærne blev betegnet efter sin Moder som den fornemste og længst levende af Forældrene, besteg Danmarks Trone. I øvrigt raader om flere Enkeltheder i E.s og Ulfs Historie Usikkerhed i Kilderne.

Johannes C. H. R. Steenstrup.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:⁵

Ulf, --1026, Jarl, Søn af Thorgils Sprakalegg, ledsagede Kong Svend Tveskjæg paa hans Tog til England (1013-14); han havde ægtet hans og Sigrid Storraades Datter Estrid. U. og hans Broder Eilif nævnes som Jarler i England i Breve fra Knud den stores Tid. Paa Knuds Tog til Venden (1023) blev U. sat til Styrer af de danskes Besiddelser her, men nogle Aar efter, da Statholderen i Danmark Thorkil den høje var død, overtog U. denne Stilling. Længe varede det dog ikke, thi U. paadrog sig Knuds Vrede. Han var Formynder for Knuds og Dronning Emmas Søn Hardeknud, og da et Angreb af Norges Konge Olaf og den svenske Konge Anund Jakob var i Vente, lod han, med hemmeligt Samtykke af Emma, Hardeknud udraabe til Konge paa Viborg Ting, hvorover Knud blev meget forbitret. Saaledes fortælles det i Sagaerne, hvorimod Saxo beretter, at U. forræderisk havde hidset de to Konger til at angribe Danmark og stillede sig ved deres Side under den for Kong Knud uheldige Kamp ved Helgeaa; imidlertid skal Kongen hurtig have tilgivet sin Svoger paa sin Søsters Forbøn. U. og Kongen opholdt sig i Eftersommeren s. A. i Roskilde, og en Dag opkom der ved Brætspillet Strid mellem dem om et Træk; i sin Vrede bebrejdede Knud U. hans Opførsel under Kampen, medens denne paa sin Side mindede Knud om hans Uheld. Den næste Morgen bød Kongen en af sine Mænd at dræbe U., hvor han fandt ham, og da han traf ham ved Ottesangen i Hellig Trefoldigheds Kirkes Kor, jog han Sværdet gjennem ham (29. Sept. 1026). Knud gav sin Søster og Kirken som Bod store Ejendomme. Estrid og U. havde Sønnerne Svend, Bjørn og Asbjørn.

Johannes C. H. R. Steenstrup.

Fra Dansk Biografisk Lexikon:³

Svend Tveskjæg (Tjugeskjæg), --1014, Konge i Danmark og England, var en Søn af Kong Harald Blaatand og hans vendiske Dronning Gunhild, der vist ogsaa hed Tove; efter den samtidige tyske Kejser fik han tillige Navnet Otto, hvorfor han stundum findes kaldt Svend-Otto. Mellem S. og Faderen kom det til Splid, da S. stillede sig på de mange danskes Side, som ønskede en djærvere Optræden udad til og en fornyet Vikingetid. Harald måtte til sidst flygte til Jomsborg, hvor han, efter at være såret på et Togt mod Sønnen, døde (o. 986). S., der var afholdt af Hæren, blev hyldet overalt i Danmark, men Jomsborgerne vare ham fremdeles fjendske, og Høvdingen Sigvalde fangede i Grønsund ved List Kongen, som måtte løskøbe sig for en stor Sum Guld og Sølv, de danske Kvinder ofrede deres Smykker for at frigøre den yndede Konge fra Fangenskabet. S. deltog i de danskes Togter på England -- 994 anførte han og Olaf Tryggvesen i Forening en stor Flåde --, men hans hyppige Fraværelse lokkede Sveriges Konge Erik Sejersæl til et Togt til Danmark, og det lykkedes denne for nogen Tid at vinde Landet, indtil S. på ny erobrede det tilbage. Nogle Runestene i Hedebyegnen, rejste over 2 af S.s Krigere, som faldt, «da Kæmper sade om (belejrede) Hedeby», sigte mulig til disse Kampe. Efter at S. havde forstødt sin første Hustru, Gunhild, og hjemsendt hende til Polen, ægtede han Sigrid Storråde, Kong Erik Sejersæls Enke, der hidsede ham til Kamp mod Kong Olaf Tryggvesen, som uden S.s Samtykke havde ægtet hans Søster Thyre. I Forening med den svenske Kong Olaf Skotkonge og Erik Jarl overfaldt han Olaf ved Svold i Venden, og i Kampen omkom den norske Konge. Norge deltes derefter imellem Sejrherrerne, og S. fik som sin Del største Parten af det søndenfjældske Norge; nogle af Fylkerne gav S. i Forlening til Erik Jarl.

Imidlertid fortsattes de danskes Togter til England, og efter at Kong Æthelred grumt havde ladet de i England bosatte danske myrde (1002) -- mellem de dræbte vare S.s Søster Gunhild og hendes Ægtefælle Pallig --, førte S. og hans Høvdinger på fortsatte Togter store Flåder der over, som bragte Folket i den største Nød og tvang det til at betale overordentlige Løsesummer. Tiden kom snart, da det splittede og udmattede engelske Rige endelig kunde erobres, og i Sommeren 1013 førte S. og hans Søn Knud en glimrende udrustet Flåde over Havet. Hurtig var Landet betvunget, og den usle Kong Æthelred flygtede til Normandiet. Under et Ophold i Gainsborough ved Lincoln blev imidlertid S. syg; han døde 3. Febr. 1014. Angelsakserne rejste sig på ny, og Knud måtte forlade Landet. Da S.s Lig eftersøgtes, reddede nogle engelske Kvinder det til York, senere førtes det til Roskilde og begravedes i Trefoldighedskirken.

Af Adam af Bremen og enkelte danske Kilder skildres S. med mørke Farver som den, der var plettet af Oprøret mod Faderen og først sent bøjede sig ind under Kristendommen. Vesterlandske Kilder og Sagaerne betragte ham dog på en retfærdigere Måde og stille ham i et helt andet Lys. S. var frem for alt Kriger og Viking, tapper, foretagsom og udholdende, ofte var han grum i sin Adfærd, men besad samtidig Evne til at vinde sine Modstandere, Lethed ved at finde Forbundsfæller og en afgjort Styrerdygtighed; han var rundhåndet og vennesæl mod den Krigerskare, som samlede sig om ham, og han havde Sans for Digtekunst. Hans Iver for Kristendommen var ikke så brændende, som man så den hos Faderen eller hos Sønnen Knud, men sin Gudsfrygt viste han ved at lade flere Kirker bygge og give Gods til Præsternes Underhold; det var ham imod, at den danske Kirke skulde stå under Bremens Ærkebisp, hvorfor han især kaldte Englændere, foruden indfødte danske, til Virksomhed i Kirkens Tjeneste. På Grund af sit kløftede Skjæg havde S. fået Tilnavnet Tjugeskjæg (af tiughæ, en Høtyv). S. havde i Ægteskabet med Gunhild Sønnerne Harald og Knud samt nogle Døtre, således Gyda, gift med Erik Jarl; med Sigrid havde han kun Døtre, af hvilke Estrid, gift med Ulf Jarl, er mest bekendt.

^{A. D. Jørgensen, Den nord. Kirkes Grundlæggelse S. 285. 299 ff. 387 ff. 404 ff. 428 ff.
Freeman, The Norman conquest I.
Steenstrup, Normannerne III.
Stephen, Dictionary of national biography LV.}

Johannes C. H. R. Steenstrup.

Rejste den store runesten i Jellinge (Danmarks dåbsattest). Indskriften er: 'Harald Konge bød giøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne'

Tilnavnet Blåtand har næppe noget med tænder at gøre. Den ældste form vi har er Blatan, men ingen ved hvad det skal betyde.

Adam af Bremen skriver at Harald regerede i 50 år, men måske betyder det blot 'mange'. Roskildekrøniken skriver at han i 15 år regerede sammen med Gorm.

Historien beretter at biskop Poppo bar jernbyrd (han bar glødende jern uden at brænde fingrene), og derved overbeviste Harald om Kristi styrke overfor Thor og Odin. Derpå lod Harald sig døbe. Historien blev berømt viden om, og ses på kalkmalerier mm langt ned i Europa.

I 965 giver den tyske kejser Otto den Store (-973) sine bispesæder i Schleswig, Ribe og Århus fuld skattefrihed. Dette kan (bl.a.) tolkes som, at han overdrager dem til Harald. Den tredje byggefase på Dannevirke er dateret til 968, og må være Haralds værk. Han har også stået for bygningen af Trelleborg (980/81), Fyrkat (ca 980/81), og rimeligvis også Aggersborg og Trelleborg i Skåne, foruden Ravningbroen over Vejle Ådal (979). Til disse bygningsværker må Harald have udskrevet skatter, arbejdere og materialer i hidtil utænkelig størrelsesorden, og det viser at han har haft en meget stor magt indadtil. Måske er borgene beregnet til at befæste denne magt, dvs forhindre oprør.

Annalerne skriver, at Harald (med titlen hertug) betaler sin fastsatte afgift til den tyske kejser Otto i 973. Da Otto dør samme År, og sachserhertugen Herman Billung nylig var død, prøver Harald i 974 en krig for at frigøre Danmark. Den er omtalt i flere annaler og i Snorris Heimskringla, og der fortælles om svære kampe ved Dannevirke. Det ender med dansk nederlag, så Harald må fortsat betale det aftalte beløb, nu til kejser Otto II (- 983), og Sydslesvig (fra Dannevirke til Ejderen) indlemmes i Sachsen.

I 982 bliver Otto II (- 983/4) slået af araberne, og både slaviske folk og Danmark forsøger at frigøre sig af kejserriget. Harald tilbageerobrer området ned til Ejderen, og gør Danmark frit for skattepligten til Tyskland.

Den endelige fred, hvor Tyskland fraskriver sig Hedeby og landet nord for Ejderen, bliver dog først sluttet af Haralds barnebarn Knud den Store i ca 1025.

Teksten på Haralds Jellingsten slutter (måske er det en senere tilføjelse): 'Den Harald som vandt sig alt Danmark og Norge, og gjorde danerne kristne'.

Imidlertid viser de frankiske annaler, at Danmark er et samlet rige længe for Gorm og Harald. I 811-13 rækker det fra Ejderen til Skåne og Vestfold (V for Oslofjorden). Også Ottars og Wulfstans rejseberetninger fra slutningen af 800-tallet omtaler et Danmark bestående af: Oslofjorden, Bohus Len, Halland, Skåne, øerne og Jylland til Ejderen. Blekinge hører på den tid til Sverige, og Bornholm har sin egen konge.

Der er altså ingen belæg for at hverken Gorm eller Harald samlede et antal småkongedømmer til Danmark. Evt kan Harald hentyde til rester af Gnupas herredømme, som han får renset ud, eller diverse stormænd som har revet sig løs under borgerkrigen. Men teksten kan også oversættes til: '... som vandt sig Danmark HELT - samt Norge - og kristnede danerne' Her kan 'helt' hentyde til Haralds sejr over tyskerne i 983.

Harald bliver såret i et slag ca 986 mod sin søn Svend Tveskæg, der ledede et større oprør mod ham. Han flygter til Jomsborg og dør der.

Om Jomsborg overhovedet har eksisteret, er ret usikkert, men antageligt gemte Harald sig i byen Iumne / Julin / Hyumsburgh / Iumneta / Vineta, idag rimeligvis Wolin ved Oders østlige munding, 20 km øfor Swinoujscie. Hans sandsynlige dødsdag kendes fra en Årtideliste: der skulle bedes for ham 1 nov, Årstallet er antageligt 986 eller 987.

En runesten i Vissing kirke gir viktige opplysninger om Harald som ikke kjennes fra andre kilder: "Tove, Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms sønns kone, lot gjøre dette minnesmerke etter sin mor." Denne innskrift forteller at Harald var gift med venderkongen Mistivojs datter, og at han har hatt sin svigermor boende ikke langt fra Jelling.

Fra Dudo af St. Quentin's Gesta Normannorum om Harald Blatan i 945:

Meanwhile, king Louis, tarrying within the walls of the town of Rouen and setting Norman affairs in order as though he were lord, would spend his fleeting time there in a leisured manner, imagining (because of the false rumor of the [Normans'] intended fraud) that he was indeed the king and advocate of the Normans. And one day, a certain Frankish new recruit asked the king to grant to him the affluent wealth of Bernard the Dacian, yea indeed even his wife, who was extremely beautiful. And, having heard (in secret) a report concerning this request, the rest of the new recruits then came to the king, saying: "Lord king, we have always served you incessantly, and yet we are endowed with a sufficiency of nothing, except of food and drink! We pray, drive out and banish these Norman foreigners from here and, after granting us their wives, bountifully give us their beneficia. Truly, we will rule this town in faithful service to you, nor will you be able to doubt the fidelity of any of our followers."

The abominable meeting concerning this matter becomes known to Bernard and the Dacians but, having taken counsel among themselves, they have kept silent. But once king Louis had retreated to Laon, having made himself disgusting to the Normans by the zeal of his stepmotherlike hatred, they reconsidered the matter, of one mind, musing over the king's ruin, still saddened by the desire for power of those new recruits who had made the unseemly request. Moreover, in order to ensnare the king by some sly effort, the Norman magnates had already sent warriors of rather influential nobility and wealth to Aigrold king of Dacia so that he would hasten to assist his relative Richard, son of the great duke William, because the king of the Frankish nation was claiming for himself the monarchy of all Normandy, taking away by force every honor from the boy Richard, even though the boy had been plucked from Louis' chains.

Truly Aigrold, the magnanimous king of Dacia, honorably received the Norman ambassadors, for love of his close relative Richard and, having constructed ships and filled them with victuals and warriors, came as quickly as he could with an incredible multitude of young recruits to the shores near the salt-works of Corbon, (note 1) where the Dives with a rapid motion casts itself into the tempestuous sea. Moreover, the men of Coutances and Bayeux, hearing of the arrival of king Aigrold, came to serve him for love of the boy Richard. Immediately did the report swiftly penetrate the regions of Francia, announcing that an inestimable multitude of pagans was come to the Norman shores. Therefore Bernard and the rest of the people of Rouen, pretending fidelity to king Louis, sent to him in deceit, saying: "Because an innumerable and well-supplied multitude of pagans, glittering in the first flower of youth, has come to our territory, we pray you (note 2) to come swiftly to our assistance, with a gathered military band, if you wish to continue to enjoy dominion over the Norman region." Moreover king Louis replied to the ambassador: "I have already learned from common report that what you say is true." Wherefore king Louis, incited to action by the narration of this baleful embassy, came speedily to Rouen with the assembled army of the Frankish nation, bringing with him count Herluin and Herluin's brother Lantbert.

However on the fraudulent advice of the Normans, king Aigrold, hearing of the arrival of the king of Francia, sent word for Louis to come to meet him at a conference. Moreover Bernard of Rouen, pretending to be a fidelis of the Franks, said to king Louis (who was trusting confidently in the multitude of his armies and preparing to go to the conference that would condemn him): "You are about to attempt to procure the favor of a nation which loved our count William, venerating him with deep love, and one which hates, with a deeply heartfelt emotion, the person for whose sake he was martyred. For the Normans, deprived of such a great duke as a result of count Herluin's dispute, will accost him with the intention of killing him should they, peradventure, see him. For that reason, do not take him with you, lest perhaps strife be born between the two armies when he is recognized." Then one of the young recruits is said to have replied to Bernard: "Should a count such as Herluin be carefully concealed, laid aside in some hidden recesses, because of you and the rest of the foreigners?~" Bernard, however, would contemplate in silence the actions of the Franks and kept concealing in his heart his resentment at the scolding. Moreover king Louis, setting the Frankish army in motion, did lead count Herluin forth with him, and pitched camp on this side of the river Dives.

The men of Coutances and Bayeux, with king Aigrold, fixed their tents on the other side of the flowing Dives. Arising first thing in the morning, Bernard came to king Louis, saying: "Lord king, arise swiftly and explore secretly with your followers what ought to be done. This nation, very full of proven cunning, has customs different from the Frankish ones." Then, with the king's assent, someone lying inside the tent replied to Bernard, who was standing outside it: "Go back to sleep, for we are not concerned about such things." And Bernard, irritated by this type of talk, returned swiftly to the rouennais encampment. But when the sun was blazing at the third hour of the day, the hosts of men from Coutances and Bayeux began to cross the bed of the Dives. However Bernard, observing this, sought out the king a second time, saying: "Be diligent now, king, you have all been dreaming long enough, for the Dacian nation, having crossed the river Dives, is standing mounted on the bank, with what wrathful intention I do not know."

Truly the king, awakened by these threatening words, arose on the spot and, surrounded by a crowd of counts and warriors, was making haste to get to the conference that would be his ruin. And calling Bernard, Louis said to him: "I do not know why my anxious soul, not refreshed by my placid repose, is now giving me a presentiment; it is warning me to prepare either for battle or for something else unexpected." To these things Bernard: "Did I not, pursuing the matter repeatedly, urge that count Herluin not be brought here?" These things said, Louis came to the place which had been arranged for the conference. However, king Aigrold was standing there with the men of Coutances and Bayeux, while on the other side king Louis stood with the Franks. Moreover, the beloved youth of the Dacians was also standing there, leaning on javelins, and holding oblong shields in their hands; they were searching for an opportunity to kill the Franks and the king.

Therefore while king Louis and king Aigrold of Dacia and their armed Frankish and Dacian and Bessin associates were standing around, all intermingled, at this mutually-desired conference, count Herluin said to a certain soldier who had been at one time known to him: "How is the health and success and wealth of you and your family?" He replied: "I am of sound health, and of opulent happiness and of affluent richness." But the men of Coutances and Bayeux began to ask the one who had been inquired after who that was, who was asking so familiarly about the condition of his fortunes. He replied to those who were asking: "Herluin, the extraordinary count of the fortress of Montreuil." Moreover the men of Coutances said to the men of Bayeux: "Is this not the one in whose quarrel and for whose sake our lord William (that most respectable duke and marquis) was ensnared and martyred? Shall this troublesome man slip through our fingers?" That said, all the Dacians with a disordered, unrestrainable roaring, vexed with madness and enraged with blazing bile at the death of so great a lord, brandish their arms, attack count Herluin (the opportunity taken) and, undaunted, slay him.

The Franks, however, desiring to avenge count Herluin and to uphold themselves in arms, rise up, unshaken, against their foe. Now that the battle has been violently initiated through the [Normans'] deceit, the Franks, their spears and lances broken by the fighting, would at first valiantly struggle against drawn swords. Yet, at length, surrounded by the copiously flowing and destructive company of the men of Coutances and Bayeux, and also of the pagans, they would be slaughtered, torn to pieces, as sacrificial animals are by wolves. Thus, accosted in battle by a deadly shock, twice nine most noble counts from king Louis' side fall prey to death, perishing as Mars vents his rage, nor would there be any hope either of life or flight for those left behind. But king Louis, perceiving himself to be foresaken by the protection of the Franks and knowing the risk of battle, to avoid having to fight, would seek refuge in flight.

Indeed king Aigrold, seeing king Louis from a distance, would pursue him with a speedy course, flying straight through the center of the host on a winged steed. King Louis, on the other hand, would flee this way and that, for in his hands he merely held the reins of the bridle, which had itself slipped from his horse's head. Moreover king Aigrold has soon made for Louis, who is hampered as described, and, grasping Louis' sword by the shining hilt, has ripped it from the king's side and out of its hollow sheath, and has committed Louis to his own Dacian warriors, with the provision that he neither escape nor be killed. But he himself, rejoicing in the king's capture, has returned quickly to the battle field, and has thrown down to destruction whatever Franks have been still upholding themselves by their arms, and has thrust the men of the Frankish nation, mangled by blows, down to the Lower World. But having obtained victory and arms and spoils, the Normans, able to survey the battlefield untroubled, have bourne away the lifeless men of their nation for burial.

Adam af Bremen skriver² i afsnittet om Unni, som var ærkebisp 918-936:

Over danskerne herskede dengang Hardeknud Gorm, ret en grusom hugorm, det tør jeg sige, og dertil ikke en middelmådig fjende af kristne folk. Hvad kristendom der var i Danmark, gik han ud på at udrydde tilbunds, Guds præster jog han bort fra sit lands grænser, og flere af dem pinte han ihjel.

Men så var der kong Henrik; han frygtede Gud fra barnsben og slog al sin lid til hans barmhjertighed. Han havde i mangen alvorlig dyst triumferet over ungarerne, samt i et stort slag således slået bøhmerne og de allerede af andre konger tæmmede sorber tilligemed de øvrige slaverfolk, at de få, som endnu var tilbage, af sig selv tilbød kongen skat og Gud kristendom. Han rykkede nu med en hær ind i Danmark og straks i den første træfning indjog han kong Gorm en sådan skræk, at denne lovede lydighed og bad ydmygst om fred. Ifølge denne sejr bestemte Henrik, at Slesvig, som nu kaldes Hedeby, skulle være rigsgrænse. Sammesteds indsatte han også en markgreve og befalede, at en sakserkoloni der skulle bosætte sig. Alt dette har en dansk biskop, en indsigtsfuld mand, fortalt os, og som vi i overensstemmelse med sandheden have hørt det, således meddele vi vor menighed det med al troskab.

Det formodes at Gorm senere er flyttet ind i et gravkammer i den af Harald opførte stavkirke.

Gravkammeret er fundet i den nuværende kirke. Til trods for al usikkerhed er Gorm den første danske konge efter 873, som er mere end et navn for os. Runestenene i Jelling bekræfter, at Harald var hans søn og efterfølger og at Gorms hustru, Haralds mor, hed Tyre. Disse indskrifter og andre mindesmærker på stedet viser, at Jelling var et vigtigt centrum for begge kongers virke.

Gorm blev først begravet i den store nordlige Jellinghøj, men efter Haralds omvendelse blev liget flyttet og gravlagt under gulvet midt i den kirke, som Harald byggede i nærheden. Det meste af Gorms skelet er nylig blevet fundet, og det viser at han var 40 - 50 år gammel ved sin død. Han var ca. 172 cm. høj og ikke særlig kraftigt bygget. Efter undersøgelse af knogleresterne erklæres det, at han i lighed med de fleste midaldrende danskere led af osteoarthritis i den nederste del af rygsøjlen. Der er fundet 72 knoglestumper og 17 tænder. Man ved ikke præcis, hvor langt Gorms kongerige strakte sig, men man kan med rimelighed regne med, at han beherskede Hedeby og Danevirke, ligesom han kan have haft magten over hele Jylland og naboøerne.

Om Gorms herkomst hersker der en del tvivl. Datidens krønikeskrivere anfører divergerende oplysninger; Det mest sandsynlige er, at Gorms far er Hardeknud; Adam af Bremen skriver "... da ærkebiskop Unni besøgte danerne i 936 var Hardeknuds søn Gorm konge".

Fødsels- og dødsår er arkæologiske vurderinger. Træet til hans gravkammer er fældet 958/959.

Ejvind Andersen Christensen kommenterer:

Det er lidt træls at skulle nævne dette, men gennemgangen af de mange og meget forskelligartede registreringer som foreligger, viser desværre nok det rigtige billede af disse ældgamle og derfor også meget usikre slægtsforhold, nemlig:

Usikkerheden stiger enormt når vi omkring 1400-tallet forlader forholdsvis sikker grund, og i stedet baserer slægtsforskningen på overleveringer, overleveringer som til dels er mundtlige, og viser det sig, i mange tilfælde desværre også uden den indre sammenhæng, som i det mindste kunne sandsynliggøre oplysningerne.

Når vi kommer så langt tilbage skal vi imidlertid matematisk set have et enormt antal aner, og selv om dette i meget stor udstrækning betyder anesammenfald, så stiger sandsynligheden for at være i slægt med 'gud og hvermand' også enormt.

Endvidere viser der sig et formentligt rimeligt dækkende billede af forholdene i tiderne dengang, nemlig at adskillelsen mellem 'høj og lav' var en anden og i mange tilfælde skiftende, afhængig af gunst og ugunst - af held og uheld. Den, der valgte rigtigt, var 'ude'; men ved en senere beslutning var man måske igen 'inde'.

Af disse grunde er det meget tænkeligt, og måske endda sandsynligt, at stort set alle kan finde og henføre netop deres slægt til eksempelvis 'Gorm den Gamle's slægt eller for den sags skyld, alle andre slægter, når blot disse kan henføres til de samme tider, hvor adskillelsen mellem legender og overleveringer forsvinder.

Et andet forhold, som i stadigt højere grad trænger sig på, baseret på det stadigt stigende antal 'hustruer til venstre hånd', 'friller', 'slegfredbørn' og hvad ellers betegnelserne kan blive, er dels en stadigt sikrere formodning for tvivlsomme slægtsforhold, dels en mistanke om at ikke alle disse 'friller' og disses efterkommere nødvendigvis kan 'holde vand' ved en DNA-test.

På den anden side er der formentligt også mange slægtsforhold i nutiden, der ville have svært ved at 'holde vand', måske for temmelig mange en overraskelse, og her taler matematikken til fordel for de meget gamle slægtsskabsforhold, idet disse konkrete registreringer måske ikke er rigtige, men sandsynligheden for 'én eller anden forbindelse' er unægteligt stigende.

Jeg konstaterer derfor at sandsynligheden stiger, men sikkerheden falder, og må derfor betragte disse meget gamle aner som sandsynligheder, hvor ingen med sikkerhed kan dokumentere et slægtskab.

Måske fremtidens slægtsforskning baserer sig på DNA-tests og derfor med større sandsynlighed kan udpege slægtninge, men selvom sandsynligheden kan forøges, er det min overbevisning at også her vil sikkerheden være faldende, når man kommer tilstrækkeligt langt tilbage.

De efterhånden opnåede data strækker sig så langt tilbage i tiden, at jeg må gøre opmærksom på de risici der er ved disse meget gamle data og de deraf følgende forbehold som må tages.

1. En stor del af disse undertiden ældgamle data er baseret på overleveringer og derfor også i vidt omfang optegnet af den enkelte slægtsforsker ud fra hvad hans oplysninger giver som det mest sandsynlige resultat. Når andre slægtsforskere derefter sammenkæder disse data kan det vise sig at nogle registreringer ganske enkelt ikke kan være rigtige og man undersøger og sammenkæder på ny ud fra hvad der nu giver det mest sandsynlige resultat.

2. Når jeg henviser til disse forbehold så er det fordi jeg eksempelvis i sædvanligvist pålidelige databaser er stødt på børn der er født før deres forældre, børn der er født temmelig længe efter forældrenes død eller efter eksempelvis moderens død og endda én der var sin egen bedstemor, og begge dele kan givetvis finde nogen forklaring i de mange og tidlige dødsfald samt skikken med at opnævne børnene efter bedsteforældre og andre familiemedlemmer, herunder endda ret ofte give børnene navn efter halvkusiner, et utal af kvartfætre og kvartkusiner o.s.v. med samme navne, dertil også giftermål hvor anerne i et eller andet omfang er de samme, og alt sammen ofte på en ret lille geografisk spredning, og hertil også usikre fødselsdata så kan der opstå en del forvirring som det kan være svært at opklare med sikkerhed.

4. Præstens håndskrift, de ofte anvendte gotiske bogstaver, de forskellige stavemåder, afhængig af præstens uddannelsessted og nationale tilhørsforhold samt oplysninger som måske har været uden dokumentation, men baseret på hukommelse og daglige talemåder og dertil til navneafhængig af beskæftigelse, tidligere arbejds- eller ansættelsesforhold og bopæl og endda undertiden har skiftet efternavn/kaldenavn af samme årsager og hertil et ønske om at have et kendt navn, som eksempelvis svigerforældrenes, er andre kilder til misforståelser og fejl.

5. Hvor oplysninger om fødselsdato mangler, men hvor en ægtefælles data kendes, eller hvor børns data kendes, er der ofte anført ca., omk. eller tax som udtryk for et skøn hvor man regner med ca. 30 år for en generation som en gennemsnitlig værdi. Det samme gælder fastsættelse af børns data hvor disse ikke kendes. Der vil i al almindelighed være taget hensyn til sandsynlighed for at både ægtefælles og børns data under disse betingelser er mulige (manden kan jo være blevet gift sent eller hustruen tidligt). Hvor der er anført tax er det et udtryk som jeg har anvendt (stammer fra min 'fortid' i skattevæsenet og betydningen er 'taxeret' ='skønsmæssigt') - derved kan mine skøn adskilles fra andres skøn.

6. Skønsmæssige ansættelser indebærer altid en risiko for fejl, og hvor et skøn er baseret på et andet skøn der stiger risikoen for fejlvurderinger betragteligt, og nogle skøn er i denne sammenhæng baseret på skøn baseret på tidligere skøn og dermed udtryk for en efterhånden betragtelig usikkerhed om personernes identitet og data og dermed sammenkædningen med øvrige personer. Derfor vær meget forsigtig med at fastlægge alt for vidtgående konklusioner uden yderligere undersøgelser når sådanne forbehold indgår.

Fra Wikipedia:

Ove Mandrup-Poulsen (9. marts 1899 på Frederiksberg – 14. december 1984 i Viborg) var en dansk arkitekt og modstandsmand under Besættelsen.

Arkitekturinteressen kom ikke fra fremmede, eftersom hans forældre var arkitekt Christian Mandrup-Poulsen og Wilhelmine (Willy) Caroline Jensine Margrethe Frost. Han blev uddannet på Københavns bygningstekniske skole og på Kunstakademiets Arkitektskole, var ansat hos københavnske arkitekter og på faderens tegnestue, var på studierejser i de fleste europæiske lande, drev selvstændig arkitektvirksomhed i København 1930-40; senere gårdejer.

Han var bygningsteknisk rådgiver for Dansk Idrætsforbund 1935-70; vurderingsmand for Østifternes Kreditforening 1941-66; medlem af bestyrelsen for Nørrebros Grundejerforening, æresmedlem af Dansk Arkitektforening 1945 og overordentligt medlem af Akademisk Arkitektforening 1947.

Han var afsnitschef for modstandsbevægelsens afsnit 2, region 6, blev arresteret af Gestapo i december 1943 og sat i Vestre Fængsel og Horserødlejren. Efter krigen blev han oberstløjtnant af reserven i Ingeniørtropperne 1946-56.

Mandrup-Poulsen blev gift 1. gang 4. august 1928 i Tårbæk med Sigrid Margrete Hansen (5. august 1890 i Eggeslevmagle - 16. juni 1979 i Bagsværd), datter af skovfoged Frederik H. og Emma Henriette Luise Callesen. Ægteskabet blev opløst 1957, og han giftede sig 2. gang 4. maj 1957 i Ringkøbing med assistent Vibeke Wöldike, f. Lose Andersen-Kjær (7. februar 1917 i Göteborg), datter af politiass. Anton A.-K. og Jutta Augusta Lose. Han er begravet på Asmild Kirkegård.