Personside - 380

Sophus Michaëlis' forord til "Digte og Vers":

Man tager jo ikke en Sommerfugl ved Vingerne og holder den frem til Betragtning for et Højtæret Publikum. Lad Kritiken spidde den paa sin Naal og behandle den som en død Ham. Om Kritiken kan naa den. Thi der er Lyrik, som ligner en Sommerfugls Flagren fra Blomst til Blomst. Ingen tænker paa at fange den.

Der gives jo en Lyrik, der er selve Livets henrykte Vaagnen, Tankernes morgenglade Flagren i solbeskinnede Rytmer. Den fødes kan af Lykken ved at leve, af Glæden over at være ung og at eje fem usløvede Sanser. Den Lyrik fylder sig med Sol som Vinens unge grønne Druer, der har duggede Kinder og er til at se paa, ikke til at perse. Den giver ikke stærk Vin, men er dejlig at se til ogsaa for den, der er vænnet til gamle vellagrede Vine i Edderkoppestøv.

Den Art Lyrik er for Ungdommen. Den skrives af unge Sværmere og forstaas kun af ublaserte Sjæle. Hjerterne banke, naar den skrives, mindre af nogen bestemt Elskovsfeber, end af en vid, ubestemt Forelskelse i Livet. Den Lyrik rødmer som Jomfruelige Kinder, Blodet nynner i dens Rytmer, den hele Verden er forelsket:



Fra et vaarfint Blomsterbryst stammer disse Vers. Fra Stemningernes Blomstringstid, da øje og Mund har lige let tit at le og til at græde, da Hjertet elsker at føle sig ene, medens Graad vexler med Smil, indtil Livet begynder at bririge Lidelse, og Sorgens Spor kan ses. Der er Roser af saa sart en Hvidhed, at selv et Regnstænk kan plette Blomstens Blade.

Versene taler deres egen Sag. Til Oplysning for den Læser, der tvivler om Kvindekønnets Evne for Lyrik, tjener, at de er skrevne af en ung Pige, tilmed i saa pur en Ungdom, at man vilde forbavses ogsaa uden Hensyn til Forfatterens Køn. Hendes Vers røber den fødte Digter. Der er Musik I hendes Rytmer, der er et ungt Sinds rene Umiddelbarhed i Sorger og Glæder. Selv deres Spædhed ejer sin Ynde. Overfor saa ung og fin og oprigtig Lyrik spørger man ikke, hvad den "lover". Man stiller jo ikke en Sommerfugls Horoskop. Hvad der synger i disse Vers, lader sig ikke præge med det haarde Stempel "Talent" i Betydning af bevidst Dygtighed.

Som sagt: Man lager jo ikke en Sommerfugl ved Vingerne og holder den frem til Betragtning for et højtæret Publikum. I det højeste peger man paa den.

Hjalmar Christensen (1869–1925) frå Førde. Forfattar, litteraturhistorikar og kritikar.

Dr. philos i 1903. Frå 1916 busett i heimbygda, der han bygde si eiga diktarstove på “Kapteins-garden” på Skei. Denne står framleis i tunet, nærast Kyrkjevegen. (Sjå: Prestegarden på Skei.)

Har gjeve ut over 40 romanar, skodespel og fagbøker. Mellom desse er ”Fogedsgaarden” (1911) der bygdelivet i Førde er utgangspunktet for romanen. Det same var tema i ”Den gamle bygd og den nye” (1913). Samla romanar i 5 bind vart gjeve ut i 1920.

H.C. var bror til fylkesmann og statsråd Ingolf Christensen.

---

Fra Wikipedia:

Hjalmar Christensen (født 5. mai 1869 i Førde i Sunnfjord, død 29. desember 1925 på Haukeland sykehus i Bergen) var en norsk forfatter og kritiker. Som ung tilhørte han den unge forfattergenerasjonen som trådte frem på 1890-tallet. Senere i livet skrev han en rekke kulturhistoriske arbeider, både i fag- og skjønnlitterær form. Under 1. verdenskrig talte han Tysklands sak i Norge.

Slekt

Han stammet fra en embetsmannsfamilie. Farfaren, kaptein Mads Christensen hadde overtatt gården Skei ovenfor Førde kirke i Sunnfjord etter svigerfaren, oberstløytnant Thomas Fasting (død 1821), og overlot den i sin tur til Hjalmar Christensens far, kaptein og amtsingeniør Michael Christensen (død 1895). Moren, Fredrikke Sophie Elster, hadde også røtter i Sunnfjord, idet hun var datter av sorenskriveren i Sunnfjord. Hun var dessuten søster av Kristian Elster d.e. Hjalmar Christensens bror Ingolf (1872-1943) ble statsråd i Ivar Lykkes regjering.

Studier, tidlig forfatterskap

Etter å ha gått på skole i Bergen, hvor den senere litteraturprofessoren Gerhard Gran var blant lærerne, ble Hjalmar Christensen student i 1887. Først studerte han klassisk filologi og historie, siden jus, og ble cand. jur. i 1892. Han kom imidlertid aldri til å ha noe embete, for han var alt slått inn på veien som forfatter. Christensens studenttid falt sammen med at en ny tid brøt inn i kulturlivet; i 1890 vant nyromantikken frem i Studentersamfundet.

Christensen selv hadde alt i 1889 utgitt sin første fortelling, En frisindet. Et nutidsbillede. I 1891 kom novellesamlingen Mat blod ("Matt blod"), hvor han skildrer tidens dekadanse. Året etter forsøkte han seg med et skuespill, Loths hustru. I 1893 kom skuespillet En seirherre, som skildrer brytningene mellom det nye borgerskapet og den gamle embetsmannskonservatismen. Romanen Bastarder (1894) var et oppgjør med bohemene, mens skuespillet Folkets tjener var en satire over demokratiet. I 1895 utga han sammen med Vilhelm Dons, under pseudonymet "Adolescentulus Olsen", den satiriske diktsamlingen Rythmeskvulp, hvor de pariodierte nyromantikerne, særlig Vilhelm Krag.

Christensen virket samtidig også som litteraturkritiker. I 1894 utga han Unge nordmænd, hvor han skrev om en rekke unge norske forfattere: Vilhelm Krag, Knut Hamsun, Gabriel Finne, Thomas Krag, Hans E. Kinck, Jacob Hilditsch og Hans Aanrud. Året etter, i Nordiske kunstnere, stilte han seg positiv til hjemstavnsdiktningen.

Fra 1893 til 1898 var Christensen instruktør ved Christiania Theater, og i 1898 søkte han stillingen som professor i nordisk litteratur ved universitetet i Kristiania. Stillingen gikk imidlertid til hans gamle lærer Gerhard Gran. Christensen måtte derfor fortsatt leve som journalist og forfatter. Han levde et bohemliv i Kristiania sammen med venner som Carl Nærup, Nils Kjær og Sigurd Bødtker, men kunne ofte trekke seg tilbake til gården i Sunnfjord, hvor han hadde en dikterstue[3].

Kulturhistoriske arbeider

I årene omkring århundreskiftet arbeidet Christensen mye med nyere norsk historie. Hans yndlingsperiode var tiden mellom 1840 og 1870. I 1899, i anledning av professoratet, utga han Streiftog i Oplysningstiden og Af det norske aandslivs historie i det 19de aarhundrede. Hovedverket er imidlertid Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge (1905). Som motto for boken valgte han et Schweigaard-sitat: "Ikke over, hvad vi ere, men over, hvad vi kunne vorde, skulle vi være stolte." Den kritiske Schweigaard er da også Christensens ideal for nordmennene, mens han advarer mot fanatismen i legmannskristendommen og avholdssaken. I 1902 tok Christensen doktorgraden med avhandlingen "Gustave Flaubert. En studie over fransk romantik og realisme". Litteraturkritikken ble fortsatt med Vort litterære liv (1902) og Danske digtere i nutiden (1904).

Utover 1900-tallet utga Christensen en rekke romaner med kulturhistorisk innhold. De innledes av novellesamlingen Unge aar (1905) og den selvbiografiske Et liv (1909), før hans kanskje mest kjente verk, Fogedgaarden, kom i 1911. Fogedgaarden skildrer livet på en embetsmannsgård på Vestlandet gjennom perioden fra 1839 til 1890, altså omtrent den samme perioden som han før hadde skildret i sine kulturhistoriske arbeider. Brødrene (1911 skildrer 1870-årene, og Den gamle bygd (1913) og Den nye bygd (1914) skildrer industrialiseringen i tiden etter 1905. I Tuntræet (1917) og Dæmring (1918) gikk Christensen tilbake til opplysningstiden og foreningen med Danmark.

1. verdenskrig

Politisk var Christensen konservativ. Han var knyttet til embetsstandens tradisjoner, og han var bekymret for den personlige frihet i en tid som ble mer og mer preget av massedemokrati. Alt i skuespillet Folkets tjener (1895) hadde han påpekt faren flertallsstyret innebar for den personlige frihet, og i 1902 skrev han en satire over norsk partipolitikk.

Christensen var, som mange andre norske intellektuelle av sin generasjon, sterkt knyttet til Tyskland. Da 1. verdenskrig brøt ut, stilte han seg derfor fast på Tysklands side, og utfoldet en livlig aktivitet for å fremme sitt syn. Den første krigshøsten rettet han skarpe angrep mot Gunnar Knudsens Venstre-regjering i et foredrag i Studentersamfundet, "Aarets politiske lærdomme for os"[4][5]. Sammen med broren, amtmann Ingolf Christensen, skrev han Fædrelandet i verdenskrigens lys (1916). I bøkene Før og nu (1915) og Den hvide races selvmord (1916) uttrykte han ikke bare sin støtte til Tyskland, men også sin bekymring for Europas fremtid. Etter Tysklands nederlag skrev han skuespillet Professor Marga (1920).

I de siste årene før sin død skrev Christensen Byzanz-Balkan (1923), en skildring fra Balkan, og satiren Klostret paa Undrum (1924).

Utmerkelser

Hjalmar Christensen har fått Hjalmar Christensenvegen i Førde oppkalt etter seg.

Verker

En frisindet. Et nutidsbillede (1889)
Mat blod (1891)
Loths hustru (1892)
En seirherre (1893) NBdigital
Unge nordmænd. Et kritisk grundris (1893) NBdigital
Bastarder. Roman fra det nye Kristiania (1894)
Folkets tjener (1895)
Nordiske kunstnere (1895) NBdigital
Streiftog i Oplysningstiden (1899)
Af det norske aandslivs historie i det 19de aarhundrede (1899)
Det retfærdige spil (1900)
Vort litterære liv (1902)
Gustave Flaubert. En studie over fransk romantik og realisme (1902)
Danske digtere i nutiden (1904)
Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge (1905)
Unge aar (1905)
Bergen og dens mænd. Et bidrag til Bergens indsats i norsk kulturhistorie gjennem halvandethundrede aar (1907)
Et liv (1909) NBdigital
Fogedgaarden (1911)
Brødrene (1911)
Den gamle bygd (1913)
Din egen herre (1913)
Den nye bygd (1914)
Før og nu. Studier og stemninger (1915)
Far og søn (1915)
Den hvide races selvmord (1916)
Fædrelandet i verdenskrigens lys (sammen med I. E. Christensen, 1916) NBdigital
Tuntræet (1917) NBdigital
Dæmring (1918)
Professor Marga (1920)
Bergen og Norge. Billeder fra det 19. aarhundrede (1921)
Byzanz-Balkan. Folkekarneval og folketragedie før og nu (1923)
Klostret paa Undrum (1924) NBdigital

Georg Brandes skrev i Fugleperspektiv (1913), s. 1-21 med årstalangivelsen 1910:

I en tiltalende Bog af Nordmanden Hjalmar Christensen, Fortællingen Et Liva, er den Anskuelse udtalt, at "Danmarks nuværende Livsbetingelse er aarlig at gøre Noget af Lidet, at revidere det historiske Lager, at bruge Forstørrelsesglasset flittigt og omtænksomt – mens Nordmændene til Nød kan ta femti Aars Hvil, eftersom Skogen vokser".

Denne Dom forekommer mig i sin Strenghed ubillig. Alle Folkeslag kaster Blikket tilbage over det, de historisk har frembragt, for at forstaa sig selv og deres Nutid bedre; og Skoven vokser vel ikke blot i Norge; den grønnes, blomstrer, dufter i Danmark neppe mindre frodigt end andensteds.

I Skønliteraturen har Danmark visselig ikke saa store Personligheder som dem, der i det forrige Aarhundredes sidste Aartier har bragt Norges Navn over Jorden; men sammenligner man Danmarks moderne Digtning med større Folkeslags, med den tyske f. Eks., forekommer det mig ikke, at den staar alt for langt tilbage, og naar man betænker, at Tyskland og Østerrig har 80 Millioner Tyskere, mens Danmarks Indbyggerantal er 2½ Million, saa burde den tyske Skønliteratur proportionelt være to og tredive Gange bedre, hvad dog vel Ingen kan kalde den.

Fra Fylkesarkivet:

Ei grav - Fredrikke Sophie Christensen

"Liti og kroki" minnest Tryggve Rishovd, fødd 1916, at Sophie Christensen i fylkesmannsgarden var. Ho budde hjå sonen, fylkesmann I.E. Christensen. "Intelligent og stillfarende" skreivFirdadå ho døydde hausten 1927. Fru Christensen var då enkje etter kaptein og amtsingeniør (vegsjef) M.T. Christensen. Ho vart gravlagd på familiegravstaden på kyrkjegarden ved Førde kyrkje.

Personopplysningar

Sophie Christensen, fødd 8. oktober 1838 i Overhalla, Nord-Trøndelag, var dotter til fogd, seinare sorenskrivar Christen Christensen Elster (1804-1891) og Elen Sophie Alstrup (1811-1889). I 1853 vart Elster utnemnd til sorenskrivar i Sunnfjord og familien flytte til Førde og busette seg på garden Volden.

Sophie Elster vart i 1868 gift med Michael Sundt Tuxen Christensen. Dei budde på garden Veglo (bruksnr. 6 under garden Skei.) Ekteparet hadde tre born: Hjalmar, Erny og Ingolf.

I åra 1874-1885 var Michael Christensen amtsingeniør (vegsjef) i Sogn og Fjordane. Familien budde desse åra tidvis på Leikanger der fylkesadministrasjonen heldt til. I åra 1885-1889 budde familien i Bergen, men flytta tilbake til Skei i 1889. Då fru Christensen vart enkje i 1895, flytte ho til yngste sonen Ingolf Elster Christensen som budde i Kristiania. I 1911 flytta ho til Leikanger då Ingolf Christensen vart fylkesmann i Sogn og Fjordane. Kvar sommar budde ho i heimen på Skei med unntak av dei siste åra før ho døydde.

Nekrolog

"Fru Fredrikke Sophie Christensen, født Elster er avgaat ved døden, 89 aar gammel. Avdøde var enke efter kaptein og amtsingeniør Michael Christensen og mor til statsraad [og fylkesmann] I.E. Christensen og avdøde forfatter Hjalmar Christensen samt frk. Erny Christensen. Digteren Kristian Elster var hendes bror. Fru Christensen har i mange aar været det samlende midtpunkt paa den gamle slegtsgaard Skeid i Førde, Sunnfjord."

Førde-avisa Firda skreiv mellom anna:

"Den avdøde var sterkt knyttet til Førde, hvor hun var meget avholdt. Det vil derfor føles som et stort savn naar den intelligente, stillfarende dame nu er vandret bort. Folket i Førde vil derfor mindes hende med takk og ønske fred over hendes minde."

Gravferda

Fru Sophie Christensen vart gravlagd fredag 25. november. Prost Hope forretta. Det var kome mange kransar, telegram og helsingar til gravferda, - frå statsminister Ivar Lykke, statsrådar, forfattaren Wilhelm Krag, fylkesmann Lind, Hugo Mowinckel, ingeniør Knud Knudsen og fleire.

Av kransar frå folk i Førde, nemnerFirda"dr. Münster, dr. Bydals, ing. Waage, ing. Selmers, lensm. Scheis, Alb. Steen, Sivertsens, fru Kvaal, Slaattens, hoteleier Scheis, Aases, fru Berqvam, fru Erdal, Lundevalls, m.fl." (s, t.d. i Bydals, tyder Bydal sine, Bydal sin familie.)

Fra Illustreret Norsk Litteraturhistorie:

Thomas P. Krag.

Udpaa Høsten 1891, da saa mange af det yngre Slegtleds Forfattere træder ind i Litteraturen, kom ogsaa THOMAS P. KRAGS første Bog. Den hed „Jon Græff" og var .en mørk, monoton Livshistorie fra Sørlandet, — det Kyststrøg, som er denne Digters Fødeegn og særlige Provins¹⁾. Fortællingens Hovedperson var en af disse ensomme, indesluttede, forsagte og fortrykte Karakterer, som helt fra Barndommen af kommer paa Skyggesiden af Tilværelsen og blir der til sin sidste Dag. Den Stil, hvori denne Livsskildring var udformet, var enkel og jevn, sindig og behersket. Her mærkedes ikke noget til Debutantens Usikkerhed eller Effektsøgen, — ingen lyrisk Uro, ingen ligefremme Følelses- eller Stemningsudbrud. Men „Jon Græff" er paa den anden Side heller ikke nogen objektiv Virkelighedsfremstilling. De rolige, nøgterne Ord og den gjennemførte Realisme i Stedsbeskrivelsen og Bipersonernes Karakteristik kan ikke dække over den Kjendsgjerning, at Skildringen er bygget op paa Stemning og Fantasi. Og som Fremstillingen altid overskygges af en tungsindig, naturbunden Mystik, saaledes ender den i en Taage af Havmørke og Rædsel for Dybets Magter.

„Jon Græff" er i Virkeligheden et Digt om Ensomhed og Eneboerliv, et Digt om Sjøen der vester.

I kunstnerisk Henseende var dette Krags første Verk ikke særlig fremragende. Der var noget disharmonisk ved Fremstillingens stadige Vaklen mellem Virkelighedsklarhed og mystisk Dunkelhed. Etpar følgende Bind mindre Fortællinger og Skizzer „Fra den gamle By" og „Ensomme Mennesker" (1892) bevægede sig mest paa Folkelivsskildringens Omraade uden paa noget Punkt at naa op til „Jon Græffs" Niveau. Men i „Mulm" (1893), en Samling Skildringer og Stemninger, aabenbarer THOMAS KRAG sig helt som den Seer og Drømmer, han inderst inde er. Her møder vi overalt den skjønne lyriske Prosa, som er hans bedste Eie. „Mulm" har først og fremst Værdi som Stil, som stemningsbeaandet Udtryk for et høist særeget, ægte romantisk Natur- og Fantasisyn.

Som Menneskeskildring er den hverken dybtgaaende eller interessant. Bogens Personer sees mest som vage, udglidende Skygger mod Natur-Baggrunden. De smelter sammen med Landskabet, ... og stiger atter frem af det som dets frigjorte Aand. Overalt toner det og synger i denne Bog. „Mulm" er et Kvad i Prosa, viet
Havets og Skogens, den øde Lyngviddes og den vilde Fjeldslettes Poesi.

Efter i 1894 at have udgivet „Kong Aagon", et af Maeterlinck paavirket lyrisk Drama, slog THOMAS KRAG Aaret efter afgjørende igjennem med den eiendommelige Roman „Kobberslangen"…

Og i disse dvælende, dunkle Ord og Billeder er anslaat den Grundtone, som klinger gjennem de følgende Romaner: „Ada Wilde", „Ulf Ran", „Fru Beates Hus", „Enken", „Gunvor Kjeld". Vistnok føres vi i de to siste store Livsskildringer Virkeligheden nærmere, men ogsaa over dem breder sig noget fjernt, vagt, som et graanende Skumringslys gjennemstribet af blege Solglimt ... et lyrisk Tusmørke, hvori Mennesker og Ting sees som gjennem et Slør. Med den stemningssøgende, lyriske Karakteristik af Skikkelser og Fysiognomier, som Digteren giver af sine Personer, harmonerer det godt, at han hos hver Enkelt gjennemfører de typiske Slegtsegenskaber. Og ud af Slegternes Liv hører han altid Naturtonen,
Pulsslagene fra Verdenshjertet, hvis Gjenlyd fornemmes i hvert eget Menneskesind.´..

THOMAS KRAGS Bøger er Vandringer gjennem Menneskeverdenens Skove. Han ser Slegtstræet reise sig af Jorden, han aner Stammens rige forviltrede Fletverk af Rødder og Slyngtraade dernede i den sorte Muld, — han følger dens ranke Vækst mod Himlen og ser Kronen hvælve sig i frodig Fylde under Solens og Lysets Straalespil. Og han tænker derved de gamle Tanker om Liv og Død, om vor stakkede jordiske Tilværelse, hvor alt er Forandring og Omskiftelse ... Ligesom Træernes Blade saaledes og Menneskens Slegter: Her en gammel Mand, som ægter en ung Kvinde, og hvis Løn blir Skam og Skuffelse og omsider en trist Henvisnen i Ensomhed og Sorg. Her en stolt fribaaren Kvinde, hvis Liv lægges øde af en falsk og flygtig Mand. Der igjen en Mands langsomt udfoldede Levnetsløb, en Vandring tilsyneladende uden Maal og Med — og dog følgende en Lov. Saa to Kvinder, i hvis vekslende Skjæbner Livsfølelsen stiger og synker i Takt med Rytmen i selve den visnende og blomstrende Natur.
Og over alle disse Billeder en og samme Tone af Alvor, af dyb og dunkel Patos, af sterk og stille Lidenskab. Aldrig et Glimt af Vid eller Ironi, sjelden et skjælmsk eller spottende Udbrud. Til de Menneskeverdenens sorte Skove, hvor vor Digter helst færdes, naar ikke Larmen fra det strømmende, stridende Liv. En høitidsfuld Tysthed breder sig derinde . . . som Stilheden i Torneroses fortryllede Slot.

---

^{1) Thomas Peter Krag er født i Kragerø den 28de Juli 1868 og vokset op i Christianssand. Hans Far var den bekjendte Ingeniørofficer og Politiker Peter Rasmus Krag, — i Slegten har der været mange Præster og Militære. Th. K. blev Student i 1890. Efter Udgivelsen af „Jon Græff" har han levet udelukkende som Forfatter. I mange Aar var han fast bosat i Danmark, ellers har han paa kortere Reiser besøgt Frankrige, Tyskland og Italien.}

Fra Wikipedia:

Peter Rasmus Krag (12. mai 1825 i Grong - 16. april 1891 i Kristiania) var en norsk ingeniørkaptein, veimester og politiker.

Hans militære karriere (1844-) ga artilleri- og ingeniør-examen (1847), hvorpå han begynte i Veivesenet med arbeidet på Liabrochauséen (1848). Han var sentral i utbygging av veinettet, stasjonert i Vrådal, Kongsberg, Larvik, Søndeled, Risør, Kragerø og Kristiansand. Under hans kommando ble der bygd veisystemer ved Kongsberg, Larvik-Porsgrunn, Kragerø og omegn, i Telemark, Sæterdalsveiene, Flekkefjord-Sirdal, Kristiansand og omegn, samt broanlegg i Lyngdal og ved Mandal. Hans siste flytting var til Kristiania (1889), etter at Krag ble kommandert til Oscarsborg festning.[1]

Polikeren Krag var Stortinget-innvalgt

* 1859/60 fra Larvik og Sandefjord
* 1862/63 fra Nedenes og Råbyggelaget amt
* 1865/66 fra Nedenes.
* 1877 og 1880 fra Kristiansand

Krag var sønn til prest og forfatter Hans Peter Schnitler Krag, og bror til landets veidirektør Hans Hagerup Krag samt Ole Herman Krag. Han var gift (1850) med Fredrikke Petrine Fyhn (1824-1891) og far til syv, deriblant forfatterne Thomas Peter Krag og Vilhelm Krag.

Fra Wikipedia:

Erik Krag (født 13. januar 1902 i København, død 13. mai 1987 i Oslo) var en norsk filolog, kjent for sine studier av russisk litteratur.

Han var sønn av forfatterparet Thomas Peter Krag og Iben Nielsen, samt bror til slektsforsker Hans Krag. Etter examen artium (1920) studerte han slavisk litteratur og tok magistergrad på Gogols psykologi (1926), samt doktorgrad (1932). Derpå ble han landets første dosent og lærer i slaviske sprog ved Universitetet i Oslo (1938-46) og deretter professor i europeisk litteraturhistorie (1946-1970). [1] Krag oversatte flere verk fra russisk.

Innhold:
1. Utgivelser
2. Oversettelser
3. Referanser
1. Utgivelser

* Ottar Wreike (1922). Roman.
* Kampen mot Vesten i russisk åndsliv (Universitetsforlaget 1932 og 1990). Dr.avhandling.
* Leo Tolstoj (Gyldendal, 1937). Biografi.
* En liten manns bryllup (1952). Komedie, skuespill.
* Dostojevskij (Gyldendal, 1962). Oversatt til engelsk.
* Den barnløse (1966). Tragedie i fem akter.
* Russisk teater, et tverrsnitt (1971) med Geir Kjetsaa og Erik Egeberg.

2. Oversettelser

* Gogol, Døde sjeler (1927)
* Heinrich von Kleist, Michael Kohlaas (1930)
* Leo Tolstoi, Krig og fred (1931)
* Dostojevskij, Min onkel og hans excellense (1945)

Fra Wikipedia:

Hans Krag (født 14. desember 1904 i Kristiania (Oslo) og død 27. januar 1984 på Lastad i Søgne) var en norsk forfatter, oversetter og heraldiker.

Han var sønn av dikteren Thomas Krag, og startet sitt yrkesliv som forretningsmann i forskjellige bransjer. Han opprettet sitt eget forlag i 1932, og var senere forlagskonsulent i Aschehoug forlag, Oslo, selv om han bodde i Drøbak og fra 1952 i Søgne.

Hans Krag oversatte flere bøker, bl.a. av den engelsk-språklige kinesiske forfatteren Lin Yutang, og den engelske forfatteren William Makepeace Thackeray's bok The Book of Snobs.

Hans Krag er kjent for sine skriftlige arbeider om heraldikk og genealogi. Han utga det sentrale verket «Norsk heraldisk mønstring fra Frederik IV's regjeringstid 1699-1730», Drøbak 1942 - Kristiansand S 1955. Han hadde da gjennom flere år samlet inn de våpenskjoldene fra norske embetsmenn og bønder, som er gjengitt i dette verket. Våpnene hentet han fra segl i offentlige arkiver, og han utførte selv alle våpentegningene i en forenklet og heraldisk stil.

Hans Krag var det første norske redaksjonsmedlemmet for det skandinaviske Heraldisk Tidsskrift, som utgis i København. Han kom inn i redaksjonen allerede fra tidsskriftets første hefte i 1960, og var med helt til sin død. Han skrev flere viktige artikler i tidsskriftet, bl.a. om Ludvig Holbergs våpen, samt om segl, bumerker og tømmermerker. Han utga også fire trykte blad med egne våpentegninger, under tittelen «Våben av utvalgte norske segl fra 1650-1700», Drøbak 1950.

Hans Krag var det første norske medlem av L'Académie Internationale d'Héraldique.

Hans slektshistoriske arbeider er særlig om slekten Angell, hans egen slekt Krag, og Fred. Olsens slekt fra Hvitsten.

En nekrolog over Hans Krag er skrevet av Harald Nissen i Heraldisk Tidsskrift nr 51, København mars 1985, side 38.

Fra "Digternes Drøbak" af Sverre Christophersen:

Sommeren 1903 lånte maleren Edvard Diriks sitt hus til Gunnar Heiberg (1857 - 1929) som i husets stue skrev sitt mesterverk «Kjærlighetens Tragedie». Stykket er en forherligelse av den store erotiske lidenskap som ikke lar seg forene med ekteskapet. Christian Krohg, som var hjemmehørende i Drøbak 1904 - 1912, var jo ikke bare en stor maler, men også en stor skribent. Han fant mangt et susjett her - som historien om Los Karlsen som hadde loset Keiser Wilhelm. Man blir vel aldri enige om hvor det sagnomsuste Trangvik egentlig lå, men «Trangviksposten»s skaper, Jacob Hilditch, fikk nok i Drøbak mang en lys ide både til persongalleri og opptrinn. Yngvar Hauge, Johan Borgen og Gunnar Reiss-Andersen søkte også til det fredelige Drøbak for å skrive. Forfatteren Hans Krag bodde her fra 1941 til 1952. Han var egentlig heraldiker og genealog og nedla et stort og grundig arbeide med å få orden på Kommunens gamle skrifter. Frogn Historielag har hatt særlig glede av dette, og har hans opptegnelser om Tollstedet Sand, kirkebøkene for Ås - inkludert Drøbak/Frogn - fra 1742 til 1843. Folketellingen 1801 ble også gjort tilgjengelig i popularisert form. Etter oppdrag fra Drøbak Formannskap utarbeidet Krag et forslag til byvåpen, bygget på et av feltene i det «gamle» byvåpenet, nemlig det med armene som løfter en krone. Forslaget fant ikke nåde i Riksarkivet.