Karen Marie Christensdatter

K, f. cirka 1750
     Karen Marie Christensdatter blev født cirka 1750. Karen blev gift med Christen Christensen Myg.

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Sundby, Stagstrup, Hundborg, Thisted1
Folketælling1801Sundby, Stagstrup, Hundborg, Thisted2

Børn af Karen Marie Christensdatter og Christen Christensen Myg

Kildehenvisninger

  1. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christen Myg, 45, Gift, Husmand, mand, M
    Karen Marie Christensdatter, 37, Gift, hans kone, K
    Christen Christensen, 8, deres barn, M
    Maren Christensdatter, 6, deres barn, K
    Maren Christensdatter, 4, deres barn, K.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christian Chrestensen Myg, 58, Gift, huusmand med jord, mand, M
    Maren Marie Chrestensdatter, 51, Gift, , hans kone, K
    Chresten Christiansen, 21, Ugift, geworben soldat, deres barn, M
    Else Christiansdatter, 12, Ugift, , deres barn, K.

Christian Jensen Støvring

M, f. cirka 1743, d. 29 maj 1800
     Christian Jensen Støvring blev født cirka 1743. Christian blev gift cirka 1781 med Maren Jensdatter. Christian blev gift cirka 1785 med Dorthe Marie Jensdatter. Christian blev gift cirka 1790 med Maren Christensdatter. Christian Jensen Støvring døde 29 maj 1800 i Silstrup, Tilsted, Hundborg, Thisted. Han blev bisat fra Tilsted, Hundborg, Thisted.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Silstrup, Tilsted, Hundborg, Thisted2

Børn af Christian Jensen Støvring og Maren Jensdatter

Børn af Christian Jensen Støvring og Dorthe Marie Jensdatter

Børn af Christian Jensen Støvring og Maren Christensdatter

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christen Jensen, 44, Gift, hosbonde, Fæstebonde,
    Dorte Jensdatter, 22, Gift, hans kone,
    Jens Christensen, 2, deres søn,
    Dorte Christensdatter, 6, mandens barn af 1.ægteska,
    Jens Christensen, 3, mandens barn af 1.ægteska,
    Jens Pedersen, 67, Gift, konens morbroder, Begge opholdende,
    Bodil Kirst: Jensdatter, 65, Gift, hans kone,.

Dorthe Marie Jensdatter

K, f. 1765, d. 8 december 1789
     Dorthe Marie Jensdatter blev født i 1765. Dorthe blev gift cirka 1785 med Christian Jensen Støvring. Dorthe Marie Jensdatter døde 8 december 1789 i Silstrup, Tilsted, Hundborg, Thisted. Hun blev bisat fra Tilsted, Hundborg, Thisted, 16 december 1789.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Silstrup, Tilsted, Hundborg, Thisted2

Børn af Dorthe Marie Jensdatter og Christian Jensen Støvring

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christen Jensen, 44, Gift, hosbonde, Fæstebonde,
    Dorte Jensdatter, 22, Gift, hans kone,
    Jens Christensen, 2, deres søn,
    Dorte Christensdatter, 6, mandens barn af 1.ægteska,
    Jens Christensen, 3, mandens barn af 1.ægteska,
    Jens Pedersen, 67, Gift, konens morbroder, Begge opholdende,
    Bodil Kirst: Jensdatter, 65, Gift, hans kone,.

Christen Pedersen

M, f. 27 juli 1755, d. 27 december 1814
     Christen Pedersen var gårdmand og lægsmand i Dollerup, Sjørring, Hundborg, Thisted. Han blev født 27 juli 1755 i Sjørring, Hundborg, Thisted. Han var søn af Peder Christensen og Helvig Jørgensdatter. Christen Pedersen blev døbt 3 august 1755 i Sjørring, Hundborg, Thisted. Christen blev gift 23 marts 1781 i Sjørring, Hundborg, Thisted, med Maren Madsen, datter af Mads Jensen og Maren Christensen. Christen blev gift 10 februar 1792 i Øster Vandet, Hillerslev, Thisted, med Anne Andersdatter Langgaard, datter af Anders Christensen Knakkergaard og Dorthe Pedersdatter Bach. Christen Pedersen døde 27 december 1814 i Sjørring, Hundborg, Thisted, i en alder af 59 år. Han blev bisat fra Sjørring, Hundborg, Thisted, 6 januar 1815.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Dollerup, Sjørring, Hundborg, Thisted2
Folketælling1801Dollerup, Sjørring, Hundborg, Thisted3
Far-Nat*Peder Christensen f. f 23 Mar 1717, d. 5 Apr 1781
Mor-Nat*Helvig Jørgensdatter f. c 1721, d. 15 Dec 1772

Børn af Christen Pedersen og Maren Madsen

Børn af Christen Pedersen og Anne Andersdatter Langgaard

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christen Pedersen, 32, Gift, mand, Selvejer og gaardbeboer,
    Maren Madsdatter, 28, Gift, hans kone,
    Helvig Christensdatter, 6, , deres barn,
    Maria Christensdatter, 3, , deres barn,
    Anne Christensdatter, 1, , deres barn,.
  3. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christen Pedersen, 45, Gift, huusbonde, gårdmand og lægsmand,
    Anne Andersdatter, 43, Gift, hans kone,
    Helvig Christensdatter, 19, Ugift, hans barn,
    Maren Christensdatter, 17, Ugift, hans barn,
    Anne Cathrine Christensdatter, 14, Ugift, hans barn,
    Anders Christensen, 6, Ugift, deres barn,
    Maren Christensdatter, 3, Ugift, deres barn,
    Peder Christensen, 1, Ugift, deres barn,.

Maren Madsen

K, f. 9 november 1759, d. før 1792
     Maren Madsen blev født 9 november 1759 i Sperring, Sjørring, Hundborg, Thisted. Hun var datter af Mads Jensen og Maren Christensen. Maren Madsen blev døbt 11 november 1759 i Sjørring, Hundborg, Thisted. Maren blev gift 23 marts 1781 i Sjørring, Hundborg, Thisted, med Christen Pedersen, søn af Peder Christensen og Helvig Jørgensdatter. Maren Madsen døde før 1792.

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Dollerup, Sjørring, Hundborg, Thisted1
Far-Nat*Mads Jensen f. 1728, d. 5 Mar 1786
Mor-Nat*Maren Christensen f. 1732, d. e 1762

Børn af Maren Madsen og Christen Pedersen

Kildehenvisninger

  1. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christen Pedersen, 32, Gift, mand, Selvejer og gaardbeboer,
    Maren Madsdatter, 28, Gift, hans kone,
    Helvig Christensdatter, 6, , deres barn,
    Maria Christensdatter, 3, , deres barn,
    Anne Christensdatter, 1, , deres barn,.

Peter Villaume1,2,3

M, f. 18 juli 1746, d. 10 juni 1825
Fra Dansk Biografisk Lexikon:4

Villaume, Peter, 1746-1825, Skolemand og Forfatter, var født i Berlin 18. Juli 1746 og Søn af Pierre V., en franskfødt, reformert Strømpevæver, og Marie f. Duplan. Hjemmet var fattigt, og Faderen døde tidlig, hvorfor V. selv maatte tjene Livets Ophold, indtil Præsten ved den franske Koloni 1761 satte ham i Charitéskolen og derpaa i det franske Gymnasium. Siden studerede han Theologi. Som Præst ved de smaa franske Menigheder i Schwedt (1771) og i Halberstadt (1776) havde han god Tid til Privatundervisning og litterær Virksomhed. Sammen med sin Hustru oprettede han i Halberstadt en Opdragelsesanstalt for Piger, vandt 1780 en udsat Pris for en Haandbog for Lærere og udgav en Række populær-filosofiske og pædagogiske Skrifter, af hvilke «Praktische Logik» (1781) og «Geschichte des Menschen» (1783), der samtidig udkom paa Fransk, vandt meget Bifald og oplevede flere Oplag. V. fik et Navn som filantropistisk Pædagog og blev 1787 af Kultusminister v. Zedlitz ansat som Professor i Moral og de skjønne Videnskaber ved det Joachimthalske Gymnasium i Berlin, hvor han fortsatte sin Forfattervirksomhed. 2 af hans Afhandlinger optoges i Campes Revisionsværk («Ueber die Unzuchtsünden der Jugend», et kronet Prisskrift, og «Ueber die physische Erziehung», en endnu læseværdig Afhandling, der blev en Forløber for Gutsmuths «Gymnastik fur die Jugend»). Men hans Udtalelser i andre Skrifter og som Lærer bevirkede, at han ved Gjennemførelsen af Wøllners Religionsedikt maatte tage sin Afsked i Marts 1793.

Inden han søgte sig en ny Virkekreds, i Schweits, vilde han efter Indbydelse besøge Grev L. Reventlow i Fyn, med hvem han havde brevvexlet om Skolesager. I Maj 1793 kom han med sin Familie til Trolleborg og forblev her som Lærer i Fransk for Grevens Børn og som hans pædagogiske Raadgiver ved Oprettelsen af Seminariet og Opdragelsesanstalten Bernstorffsminde. Ved denne sidste blev han Lærer og udgav en Beretning om den.

Desuden drev han Landbrug som Ejer af Gaarden «Skovlyst». Gjennem de trolleborgske Undervisningsanstalter og sine pædagogiske Skrifter, af hvilke flere oversattes paa Dansk, fik han Indflydelse paa danske Skoleforhold. Vare hans pædagogiske Ideer end meget ensidige, fremsatte han dog ogsaa mange af Filantropisternes sunde Tanker, bl. a. Kravet om Legemsøvelser, Haandgjerning og Reform af Smaabørnsundervisningen. Da Julie Reventlow 1807 ægtede Grev F. A. Holstein, flyttede V. til Holsteinborg og var her Medhjælp for det unge Grevepar i deres menneskevenlige Foranstaltninger paa Godset og virksom i det holsteinborgske Industriselskab; desuden underviste han nogle Pensionærer. 1819 prædikede han i Reformert Kirke i Kjøbenhavn, men levede ellers tilbagetrukkent og døde 11. Juni 1825 paa Fuirendal. W. ægtede 4. Juli 1771 Susanne Marre, Datter af Inspektør Charles M.; hun døde 9. April 1815.

Schwedt Kirke
Foto fra Wikipedia af "Magatt"
Henning Kristensen fortæller:

Har delvis løst mysteriet omk. Marie Villaume gift med Henrich Bischoff. Hende som iflg. folketællingerne er født omk. 1797 i Brahetrolleborg (men ikke findes i pågældende kirkebog).

Hun er identisk med Pierre Villaume og Susanne Marre's "fremmede plejedatter", som i FT kaldes Maren Henrichsdatter. Hun er i mit materiale nedfældet som af én af Ernst Eberhard Willaume's svigersønner, datter af Pierre Villaume's tjenestepige (navn ikke opgivet), og officielt Henri Louis Villaume (senere Ducoudray-Holstein). Han rejste umiddelbart inden barnet blev født til Frankrig osv.. Men som ligeledes nedskrevet er det snarere selveste Ernst Eberhard Willaume der er faderen (iflg. Ernst E. Willaume's datter!)

Staps, B.: Ein vergessener Pädagoge der Aufklärung: Peter Villaume (1746-1825). In: Berlinische Monatsschrift 3 (1994) 6, 45-498:

Theologe und Pädagoge. Der aus einer Hugenottenfamilie stammende V. wurde 1787 Professor am Joachimsthalschen Gymnasium. Er lehrte Philosophie, Logik, Deutsch und Kunstgeschichte. V. war universell begabt und beschäftigte sich in seinen Werken mit politisch-sozialen und pädagogisch- psychologischen Problemen. Obwohl V. als einer der schärfsten und konsequentesten Denker der Aufklärungspädagogik angesehen werden muß, wurde er von der historischen Forschung nur wenig beachtet. Von Bedeutung sind seine Abhandlungen über Körpererziehung und Gymnastik. So war V. 1790 Mitinitiator des ersten Berliner Gymnastikplatzes. 1793 verließ er Preußen, da er die offizielle Kulturpolitik ablehnte. (zit.n. BMS-Lexikon)

Bernstorfsminde Seminarium ved J. Chr. Clausen. (Svendborg Amts Historiske Samfund 1909) (uddrag):

Undervisningen lededes af 6 lærere, og anstalten var beregnet for 40 elever.- Foruden lærerne var ansat en kvinde til at tage sig af elevernes påklædning og deres legemlige renlighed. Både nat og dag var eleverne under opsigt. Ved optagelsen modtog hver elev et trykt reglement, som strengt krævedes overholdt. - Blev det fulgt punktligt, modtog eleverne af bestyrelsen et offentligt vidnesbyrd og opmuntrende belønninger. - Desværre ophævedes denne anstalt allerede 1809 formodentlig af økonomiske grunde.

Bestyrelsen af Pensions- og Opdragelsesanstalten påhvilede seminariets forstander i forbindelse med en særlig bestyrer. Indtil 1807 beklædtes denne stilling af professor Peter Villaume. Han var født i Berlin af franske forældre den 16. juli 1746, havde først været præst et par steder i Tyskland, senere var han professor i filosofi ved gymnasiet i Berlin, inden han i 1793 kom til Trolleborg. Han købte og opbyggede en gård - "Skovlyst" - i Nybygdgårde, men han boede selv i "Mellemhaven". Han var særlig bekendt som teoretisk opdrager og var stærkt optaget af den Campeske opdragelsesmetode at udvikle sjælekræfterne ved selvvirksomhed. - Han forlod anstalten 1807 og tog ophold på grevskabet Holsteinborg, hvor han døde på Fjurendal den 11. juni 1825.

Fyrendal
Fra nekrolog i ”Dagen” 27 dec 1825

Seks år gammel mistede han sin far og måtte hjælpe til ved uldspinding for at klare til livets ophold. Senere gik han som lærling hos en parykmager og en guldsmed. Det første erhverv brød han sig ikke om, og det andet måtte han opgive på grund af dårlige øjne. 15 år gammel blev han elev på Charitéskolen. To år senere i 1765 ansattes han som lærer og fortsatte sine studier i latin, filosofi og teologi.

2 juni 1771 blev han ordineret og 9 juni 1771 udnævnt til præst ved den franske menighed i Schwedt. 1776 blev han fransk præst i Halberstadt.

1783 udkom Villaumes ”Menneskets historie”, en bog for ungdommen, som han selv oversatte til fransk, men som senere oversattes til bl.a. engelsk, italiensk og dansk. På tysk udkom bogen i 8 oplag.

1787 fik han professoratet i filosofi ved det Joachimtalske gymnasium i Berlin.

1790 involverede han sig i striden om religionsfrihed og skrev et modskrift mod ”det Röonenbergske skrift”, som blev forbudt af Wöllner. Villaume vandt en retssag herom; men det lykkedes alligevel Wöllner at forhindre udgivelsen, og han forfulgte herefter Villaume med falske beskyldninger. Villaume blev meget syg af striden og fik 1793 accepteret sin afskedsbegæring.

Fyrendal Kirke
Peter Villaume: Anmerkungen über die Frage: ob der Staat sich in Erziehung mischen soll?

In: Braunschweigisches Journal, Achtes Stück 1788, S. 390 - 404; Neuntes Stück 1788, S. 7 - 24.

Die Untersuchu ng, welche ein Menschenfreund, auf Veranlassung der Dessauischen Schulverordnung vom 18. Oktober 1787, angestellt hat (siehe Braunschweigisches Journal. Erstes Stück. Januar 1788, Nr. 10 und Drittes Stück. März 1798, Nr. 3) ist von der größten Wichtigkeit. Sie betrifft die Erziehung und Bildung der Menschen, die wechselseitigen Pflichten und Rechte des Staates in Ansehung seiner jungen Bürger und der Eltern in Absicht auf ihregeliebten Kinder. Diese Abhandlung verdient um so mehr die Aufmerksamkeit des Lesers, da sie, mit einer edlen Freimütigkeit, die Rechte der Menschheit gegen Unternehmungen verficht, die, ob sie gleich das Wohl des Bür gers zur Absicht haben, immer durch Kränkung der Rechte schädlich wären, wenn sie wirkliche Anmaßungen sein sollten.

Die Hauptfrage ist: "Ob der Staat ein Recht hat, über Erziehung zu gebieten?"

Und diese Frage führt, wie es der Verfasser richtig bemerkt hat, auf folgende zurück: "Wem erzieht man den Menschen? Ihm selbst oder dem Staat?"

Es sei mir erlaubt, in diesem Handel auch mein Wort zu sagen. Treffe ich die Wahrheit - desto besser; irre ich, so mag ein Anderer mich zurechtweisen.

...

Also die erste Frage, nämlich: "Wem erzieht man den Menschen?"

Diese ist, meines Ermessens, leicht zu entscheiden. Nicht für ihn allein, denn er ist Bürger, nicht für den Staat allein, denn er ist auch Mensch, sondern für ihn und für den Staat, muß der Mensch gebildet werden. Beide, der Mensch und der Staat, hab en ihre Rechte, welche einander nicht verdrängen, einander nicht widersprechen dürfen, sondern miteinander kombiniert, durch einander modifiziert, und, weil es nicht anders möglich ist, eingeschränkt werden müssen. In vielen Stücken, in vielen Geschicklichkeiten, in den meisten praktischen Wissenscha ften, in allen bürgerlichen Geschäften, ist diese Bildung Eins: der Mensch wird für den Sta at gebildet, indem er zum Menschen gebildet wird, und eben deswegen, daß er gebildet wird. In den Gesinnungen aber gehen beide Bildungen in etwas voneinander ab und besonders darin, daß der Staat einiges Vorrecht vor der Menschheit fordert. Hauptsächlich geraten diese beiden Gesetze in gewissen Ständen, nämlich bei den Soldaten und bei denen, welche Staatsangelegenheiten besorgen, in starke Kollision.

Doch müssen wir hier die Bildung zur Nützlichkeit und für das Vaterland über haupt, nicht mit einer besonderen Bestimmung verwechseln. Der Mensch muß für den Staat gebildet werden; das ist dem strengsten und unwider sprechlichsten Rechte gemäß. Gibt es denn aber eine Verpflichtung, zu den bedrückten Ständ en der Gesellschaft gebildet zu werden? Muß man sich zum Sklaven, zu m Lastträger des Gemeinwesens stempeln lassen?

Was bedeutet diese Frage? Will man damit sagen, daß es gut sei, den armen Bedrückten, der unfehlbar ein Sklave sein wird, zu seinem künftigen Elend zu bilden, so daß er alle die Kräfte und die Eingeschränktheit habe, welche zu Ertr agung und Linderung seines Elends nötig sind? Oder will man sagen, es sei billig, jemanden zum Opfer für das Wohl der Gesellschaft oder ihrer Repräsentanten zu bestimmen und dieser Bestimmung zufolge, ohne Rücksicht auf Menschenrechte, ihn so zu bilden oder zu verstümmeln, wie es sein künftiger Stand erfordert? Diese Fragen sind sehr verschieden.

Alle Menschen können nicht gleich erzogen werden; es ist nicht möglich, sie alle zu den bess eren, bequemeren, glücklicheren Bestimmungen zu bilden. Ihre Fähigkeiten lassen dieses ebensowenig als die Bedürfnisse der Menschheit zu. Wir brauchen wenige Gelehrte, Künstler, viele Handwerker, Tagelöhner. Es kommt ab er dem Staate nicht zu, diesen zum hohen Amte, zur Ehrenstelle und jenen zum Lastträger zu bestimmen. Allenfalls könnte er wohl zu dem Einen sagen: Komm, genieße der Vorrechte. Doch auch dieses wäre nicht zulässig, und zwar aus dem Grunde, weil da durch ein Anderer davon a usges chloss en würde. Unter keiner Bedingung aber kann er zu irgend jemandem sagen: Du, du sollst im Elende bleiben, ein Opfer des gemeinen Wohls werden.

Muß es ab er nicht solche Lastträg er des G emeinwesens geben? Es sollten keine sein, denn nach Recht und Gerechtigkeit sollt en die Lasten auf alle fallen; dann würden sie, durch die Verteilung leicht werden und niemanden drücken. Alle Vorrechtes ind gehässig, denn es kann niemand von den allgemeinen Last en aus genommen werden, ohne daß sein Teil auf einen anderen zurückfalle, die Last mag beschaffen sein, wie sie will. Sobald Vorrechte eingestanden werden, öffnet sich eine ergiebige Quelle von sittlichem und bürgerlichem Verderben, es lernt ein jeder sich von dem Gemeinwesen abgesondert denken, man trachtet nach Vorrechten, man sucht sich derselben teilhaftig zu machen, man beneidet und haßt die Genießenden, man wendet alles an, auch Schmeichelei, Laster, eigene Verstümmelung; man macht sich unbrauchbar, um verschont zu bleiben.

Wir sind in diesem Zustande der Billigkeit und Gerechtigkeit nicht, unsere Lage ist erzwungen. Reichtum und Armut, Vorrechte und Bedrückung stehen nebeneinander in widrigem Kontrast. Die Sachen sind einmal so: die Gewalt ist in den Händen der Begünstigten, der Bedrückte wird sorgfältig in derBedrückung erhalten, der Genießende wird sich wohl hüten, seine Vorteile aufzugeben. Was soll man tun? Was man kann: nichts, denn wer etwas tun möchte, kann es nicht. In diesem Zustande aber, wo das Übermaß weniger die Unterdrückung vieler fordert, sollte der Staat seine Macht dadurch nicht entweihen, daß er die Opfer des Gemeinwohls selbst bestimmte; er handelt wider seine Würde, weil er wider die Gerechtigkeit und folglich ohne Befugnis, handelt, wenn er Bedrückung bestimmt. Er lasse doch zum Teil die Notwendigkeit der Umstände solche gehässige Bestimmungen festsetzen. Wenn noch ein Trost für den Bedrückten ist, wenn dem Staate noch ein Mittel übrig bleibt, sich vor dem Vorwurf der Ungerechtigkeit und dem Haß der Bedrückten zu bewahren, so ist es dies es, daß er einem Jeden alle Wege freilasse. Derjenige, der von Natur wenig Fähigkeiten hat, wird von selbst in den unteren Klassen bleiben; und der Mangel an Mitteln sich zu erheben, wird noch mehrere in der Niedrigkeit erhalten. Warum sind gewisse Stände, gewisse Orte von einigen Verpflichtungen gegen den Staat frei? Alle Bürger sind Kinder des Staats, gegen alle muß er gerecht sein, alle sind ihm gewisse Pflichten schuldig. Behandelt er sie ungleich, so macht er sich aus den Begünstigten und den Beeinträchtigten Sklaven .... Und aus Sklaven macht man leicht Feinde.

...

Der Mensch kann nicht allein für ihn selbst gebildet werden, man muß ihn auch dem Staate vorerst unschädlich und dann auch brauchbar machen. Unschädlich aller dings. Welch eine Forderung wäre es von dem Menschen, wenn er verlangte, nach Gefallen zu schaden! Nützlich; denn da der Mensch ohne die bürgerliche Gesellschaft das nicht sein kann, was er ist, und das genießen könnte, was er genießt, so ist es der st rengst en Billigkeit gemäß, daß er so viel Vorteil verschaffe, als er erlangt. Diese Bildung ist eben so schwer und künstlich, als sie wichtig ist.

Hat aber der Staat das Recht, sich darin zu mischen? In der Tat hat mich diese Frage befremdet. Mich deucht, sie gilt eben so viel, als die: ob der Staat befugt ist, sich um die Einhebung der Auflagen zu bekümmern? Sind denn die Auflagen und alle Dienste, die der Staat mit Recht von seinen Bürgern fordern kann, wichtiger, als die Gesinnungen und die Moralität seiner Bürger, wodurch ihm und allen die Ruhe und Sicher heit verschafft wird? Wird der Bürger nicht mit Recht von ihm fordern, daß er ihm Gelegenheit en verschaffe, sich selbst und seine Kinder zu moralischen und glücklichen Menschen zu bilden, daß er ihn vor den pädagogischen und moralischen Marktschreiern, sowohl als vor den medizinisch en schütze, damit er, der Bürger, der zur Beurteilung des echten Erziehers ebensowenig, als des wahren Arztes, weder Muße noch Kennt nisse hat ohne Scheu und Sorgen jemanden seine Söhne anvertrauen könne?

Habe ich Bürger nicht das Recht, von dem Staate, für mich und die meinigen, Ruhe und Sicherheit zu fordern? Kann aber nicht meine oder dereinst meiner Kinder Ruhe von den Kindern meines Nachbars abhängen? Bin ich denn also nicht befugt, von der Polizei zu verlangen, daß sie für die Erziehung der selben sorge? Wenn meine Sicherheit die erste Pflicht der Obrigkeit ist, so muß die Erziehung meiner Nachbarn ihre erste Sorge sein. Ich glaube also behaupten zu dürfen: nicht, daß es dem Staate erlaubt sei, sich in die Erziehung zu mischen, sondern, daß es seine erste, unverletzliche Pflicht ist, daß er sich gegen alle seine Bürger verantwortlich macht, wenn er sie versäumt, weil hiervon alles Wohlsein des gemeinen Wesens abhängt.

...

Ich glaube, durch diese Betrachtungen, die Befugnis und die Verpflichtung des Staates, für die Erziehung seiner Bürger zu sorgen, außer allen Zweifel gesetzt zu haben. Nun müss en wir untersuchen, ob er sich wegen dies er Sorge nicht auf die Elternliebe verlassen könnte?

Wie er sich darauf verlassen darf, das sehen wir täglich vor Augen. Viele Eltern bekümmern sich um ihre Kinder gar nicht, viele verderben den Körper, den Verst and und die Sitten derselben mit Vor urt eilen und Torheiten, und das Herz mit Eitelkeit, Eigensucht und menschenfeindlichen Gefühlen. Gibt es nicht Eltern, die ihre Kinder Laster, Schwelgerei, Betrug, Arglist, Treulosigkeit lehren, sie dazu anhalten, sie darin üben? Ist es nicht des Staates heiligste Pflicht, darauf zu sehen, solchem Verderben nach Möglichkeit zu steuern? Was helfen Tribunale, Gefängnisse, Gerichtsstätte, wenn immer für einen Verbrecher, den man abhält, zehn neue auftreten können? Was hilfts mir, vor gewalttätigem Einbruch durch ungeheure und kostspielige Anstalten gesichert zu sein, wenn Sitten und Gesinnungen mich nicht vor heimlichen, arglistig en Betrügerei en meines Gesindes, dem ich all es anvertrauen muß, der Handwerker, Tagelöhner und aller der Leute, denen ich mein Haus notwendig öffnen oder meine Angelegenheiten anvertrauen muß, in Sicherheit setzen? Wenn man auf Abwendung der Frevel soviel Sorgfalt und Kosten, als auf die Bestrafung der selben wendete, wenn man sowohl auf die Mittel sähe, den Bürger zu guten Gesinnungen zu bilden, wenn man auf die Erziehung so sorgfältig wachte, als auf die Erhaltung der Menge der Wächter, der Patrouillen, der Häscher: so würde man einen großen Teil dieser Anstalten ersparen können. Mit diesen Vorkehrungen kann man die Laster nur niederdrücken, tief ins Herz zurücktreiben; besser wäre es, dafür zu sorgen, daß keine solche Laster in den Herzen herrschten. - Unmöglich ist das nicht.

Viele Menschen sind verdorben; solche können ihre Kinder nicht erziehen, sie bedürfen der Aufsicht. Wenn sie auch ihre Kinder lieben, so darf man sich doch auf ihre Liebe nicht verlassen. Und selbst gutgesinnte, wachsame Eltern, verst ehen diese das Erziehungsgeschäft? Haben Sie Muße und Kenntnisse genug, ihre Kinder zu bilden? Haben nicht oft mals gute, tugendliebende Eltern ihre Kinder verdorben? Und der gemeine Haufen - ?

...

Aber könnte der Staat sich nicht auf diejenigen verlassen, welche das Geschäft des Unterrichts treib en? Diese Frage ist vielfältig. Ich will sie zergliedern. Vorer st. - Soll der Staat Lehrer bestellen? Oder soll er es darauf ankommen lassen, ob sich von selbst Leute da zu find en werden oder nicht? Soll er einem jeden die Erlaubnis geben, sich zum Lehrer und Erzieher der Jugend aufzuwerfen, oder nur solche Erlaub nis unter gewiss en Bedingungen erteilen?

Das wird man doch wohl ohne Anstand zulassen, daß der Staat solchen Männern, die lehren und erziehen wollen, Konzessionen und Bestätigungen er teile; muß man doch Bestätigungen haben, um Schuh zu machen und Butter zu verkaufen. Noch lieber wäre es mir, daß er nicht allein denen, die sich dazu melden, Erlaubnis gäbe, sondern auch selbst [...] Männer dazu beriefe und sie anstellte.

Soll er darauf sehen, daß nur tüchtige Männer dazu berufen werden? Müssen die Kandidaten examiniert oder auf ihr Wort angenommen, die Unberufenen zugelassen, oder ab gehalten werden?

Wenn die Obrigkeit Männer beruft, so macht sie sich für dieselben bei dem Volke verantwortlich. Wählt sie nicht gut, so kann man ihr den Vorwurf machen, daß sie an dem Verderben des Gemeinwesens arbeitet. Sie muß prüfen und nur nach gehöriger Untersuchung bestellen. Das liegt am Tage. ... Man schränke dem Mißbrauch des Lehrens und Schulehaltens ein, man erlaube keine Winkelschulen, nicht, um den bestellten Lehrern ein ausschließendes Privilegium zu geben, sondern, damit kein Unwiss ender die Seelen der Kinder verderbe und daß ich mein Kind ohne Scheu der ersten besten Schule anvertrauen könne. Ich schließe damit niemanden aus. Ein jeder, der Lust und Fähigkeit hat, kann Lehrer werden, nur muß er es beweisen, daß er es ohne Schaden der Kinder sein kann. Er lasse sich examinieren, und dann erteile man ihm die Erlaubnis.

...

Ich erlaube also keine Winkelschule; und ich nenne Winkelschulen alle diejenigen, welche ohne Bestätigung der Obrigkeit gehalten werden. Selbst dem Gelehrt en, wenn er nicht sonst schon Beweise seiner Einsicht und seiner Talente gegeben hat, würde ich es, ohne vorhergegangene Prüfung, untersagen. Ja es dürfte nicht einmal ein Sprach-, Zeichen-, Schreib-, Tanz- und Fechtmeister, oder ein Musikus, ohne Prüfung und Erlaubnis in den Häusern Privatunterricht geben. Nicht um des lächerlichen Titels, kaiserl. königl. u.u.u. Meister willen, nicht, um den Innungsgenossen ein sicheres Brot durch Einschränkung der Mitwerber zu verschaffen, ab er dar um, daß das Publikum nich t betrogen werde.



1 [Der folgende Text erschien unter der Überschrift "Beschluß der im achten Stück abgebrochenen Anmerkungen über die Frage: Ob der Staat sich in Erziehung einmischen soll?" im Neunten Stück 1788, S. 7 - 24.]

Meine Absicht ist es also nicht, das Lehrgeschäft zum Monopol zu erniedrigen. Monopole verunehren die Obrigkeit, welche in einem solchen Falle einen einzelnen, wider Recht und Billigkeit, allen Bürgern vorzieht. Monopol ist es aber nicht, daß der Arzt, und wenn er auch zum Doktor promoviert ist, erst examiniert werden und eine obrigkeitliche Erlaubnis haben muß, wenn er seine Kunst ausüben will. Eben so mag es mit dem Lehrer sein. Die Bildung der Seele ist ja doch wohl so wichtig, als die Gesundheit des Leibes.

...

Muß denn, vor der an deren Seite, der besoldete Lehrer notwendig schlechter werden? Er wird es gemeiniglich. Das ist wahr. Aber woran liegt es? An dem Mangel der Aufsicht. Die Obrigkeiten müßten nur über die besoldeten Lehrer wachsam sein. ...

Und dann, nach meinem Plane, sehe ich nicht ein, war um alle geprüfte und bestätigte Lehrer auch eine Besoldung hab en sollen. Die Ärzte werden auch gepr üft, nicht aber besoldet, wenn sie nicht von der Obrigkeit zu einer bestimmten Stelle berufen werden. Mit den Lehrern mag es ebenso sein.

...

Der Staat beobachtet, wählt seine Verordneten; er läßt sich nicht so leicht durch Spekulationen, Theorien, Grübeleien hinreißen, weil er das Projektieren und Spekulieren anderen überläßt und sich die Beurteilung nach den Lehrern einer bewährten Erfahrung vorbehält. Er hat kein Interesse, bequeme Methoden nützlicher en vorzuziehen, er hat in Schulsachen kein Lieblingsfach, dem er das übrige auf opferte. Er ist mir also der zuverlässige Richter in diesen Angelegenheiten. ...

Aus welchem Grunde wollte der Lehrer eine unbeschränkte Freiheit verlangen. Auf die Kinder hat er kein Recht und ist den Eltern und der Gesellschaft dafür verantwortlich. Er kann nicht fordern, daß beide, die Eltern und der Staat, ihm das Recht einräumen, mit den Kindern zu schalten und zu walten nach Belieben. Denn wer weiß, ob er sie nicht verderben möchte?

Kann man sich denn auf den Mann, der von dem Unterricht Profession macht, nicht verlassen? Sollte man besorgen dürfen, daß er die Kinder in den Sitten oder Wissenschaften mißleiten möchte? - Bedarf diese Frage einer Antwort?

Man kann sich auf den Mann verlassen, wenn man Beweise seiner Geschicklichkeit und Versicherungen seines Fleißes hat. Diese beiden Eigenschaften aber müssen bei ihm gewiß sein. Seine Geschicklichkeit kann ich, wenn ich nicht selbst Kenner in der Sache bin, nur aus der langen Erfahrung des Mannes und aus den Schülern, welche er gebildet hat, vermuten. Dieses kann aber für keinen neuen Lehrer stattfinden. Für diesen bleibt nichts, als eine authentische bewährte Prüfung, der er sich nicht unterziehen wird, wenn sie ihm nicht von Obrigkeitswegen verordnet wird. Für seinen Fleiß bürgt seine Geschicklichkeit nicht, und man kann davon keine andere Gewißheit haben, als daß eine gehörige Aufsicht, welche nur die Obrigkeit führ en kann, zum Fleiß anhält. Die Obrigkeit muß mir also für die Geschicklichkeit und den Fleiß der Männer bürgen, denen ich meine Kinder anvertraue.

Wenn also die Obrigkeit jeden unbefugten, jeden von ihr nicht geprüften und bestallten Mann, von dem Unterricht und der Erziehung der Kinder entfernt, wenn sie ihr en Verordneten Methoden vorschreibt, wenn sie über die Beobachtung ihrer Vorschrift en wacht, so beschränkt sie die Rechte der Eltern nicht, sondern sie sichert ihnen die Erreichung der Absichten ihrer Liebe, die gute Bildung ihrer Kinder. Weit gefehlt, sich gegen solche Vorkehrungen des Staates zu sträuben, sollten alle Eltern sie fordern, der Obrigkeit dafür danken, und sie hätten das gegründetste Recht, ihr Vorwürfe zu machen, wenn die Obrigkeit diese ihre Pflicht versäumte. Doch von der Frage von der Einführung der Methoden durch obrigkeitliche Verordnungen, bleibt noch etwas zu erläutern übrig. Ausgemacht scheint es mir, daß die Bestimmungen der Methoden zum Unterricht und zur Erziehung in den öffentlichen Anstalten nicht allein ein Recht, sondern eine Pflicht des Staates ist. Wie weit er aber sich darauf einlassen könne, ist eine andere Frage.

Es wäre freilich bequem und nützlich, wenn man allgemeine Methoden bis ins äußerste Detail festsetzen könnte. Das ist aber, vermöge der mannigfaltigen Verkettung der Dinge unter einander sowohl, als auch wegen der individuellen Fähigkeiten und Ideenverbindungen der Schüler und Lehrer schlechterdings unmöglich. Manche Methode ist für diesen Schüler, diesen Lehrer vortrefflich, andere aber können dieselbe nicht brau chen und dabei nicht fortkommen. Verordnungen hierüber müssen also notwendig bei dem Allgemeinen bleiben. Sie können wohl sagen, was gelehrt werden soll, wie weit man in jeder Wissenschaft gehen könne, ob es gut sei kategorisch oder skeptisch, akroamatisch oder unterhaltungs weise, synthetisch oder analytisch vorzutragen, ob man mehr auf die Bildung des Verstandes, als auf die Sammlung der Kenntnisse zu sehen habe. Viel weiter aber werden sie sich nicht erstrecken dürfen. Diesen Mangel einer genau bestimmten Methode aber wird der Staat dadurch ersetzen, daß er sich der Einsichten und der Fähigkeiten derer versichert, die er sich zu Lehrern und Er ziehern bestellt und für die Bildung guter Lehrer durch dahin gehörige Anstalten sorgt. Hat er sich aber tüchtiger Männer versichert, so muß er ihnen das Detail der Methode überlass en.

Der Verfasser der Abhandlung behauptet ..., es sei nicht nötig, gute Methoden durch Verordnungen einzuführen. Ich stimme ihm bei und sage, daß es überflüssig und ohne Wirkung wäre. Von den Eltern ist hier die Rede gar nicht, weil sie sich um Methode nicht bekümmern können. Der Schulmann aber, der erst durch obrigkeitliche Befehle zur Annehmung einer gut en Methode angehalten werden muß, wird nach dieser besseren Methode nichts ausrichten, weil er sie dann gewiß nicht versteht, nicht zu brauchen weiß. Durch Verordnungen läßt sich hierin fast nichts ausrichten.

Was er aber sagt, daß die Anhänglichkeit am alten eine Chimäre ist, das kann man ihm unmöglich einräumen; psychologische Gr undsätze und die tägliche Erfahrung beweisen das Gegenteil. Nur das ist gewiß, daß auch diese Anhänglichkeit keine obrigkeitlichen Verordnungen erfordert, weil sie dieselben unwirksam machen würde. Gegen verjährte Vorurteile dienen nicht Befehle und Drohungen, sondern Belehrung und Geduld.

Man muß auch die bessere Methode durch kein Gesetz bestimmen, sagt der Verfasser, weil die bessere Methode noch nicht die beste ist. Allerdings muß die Obrigkeit sich nicht mit Verordnungen übereilen, und wenn sie nach gehöriger Prüfung, endlich einmal das Bessere sank[t]iert, so muß es nie auf ewig sein. Jede Vorschrift wird nur immer etwaige Richtschnur sein dürfen, bis man etwas besseres entdeckt und bewährt gefunden hat.

Ich glaube also, daß

1. Der Staat nicht allein kann, sondern muß für die Erziehung sorgen.

2. Daß er die Erlaubnis, Kinder zu unterweisen und zu erziehen erteilen muß, und zwar nur nach gehöriger Prüfung und mit beständiger Wachsamkeit über die Männer, welche er dazu bestellt hat.

3. Daß er für die Bildung solcher Männer sorgen muß.

4. Daß er jedem Unbefugten die Erziehung der Kinder untersagen muß, die eigenen Kinder desselben vielleicht ausgenommen.

Wenn ich mir selbst Schuh mache, so hat der Staat darin nichts zu sprechen; denn wenn ich die Arbeit verderbe, so ist der Schade mein, und trifft [k]einen an deren. Wenn ich aber meine Kinder verhunze, so werden meine Mitbürger darunt er leiden.

5. Daß er, so viel als möglich nach bewährten Erfahrungen den Unterricht und die Erziehung bestimmen muß, weil er den Eltern, den Kindern und den Bürgern für die Ruhe und Glückseligkeit derselben verantwortlich ist.

6. Daß er aber hierin in kein großes Detail sich einlassen kann, mithin, daß er dieses seinen Verordneten überlassen muß.

7. Daß er keine Methode auf ewig festsetzen darf.

8. Daß dadurch die Rechte der Eltern keineswegs gekränkt, sondern vielmehr ihre billigen Forderungen an den Staat erfüllt werden. Und daß diese also jene Einrichtungen der Obrigkeit vielmehr wünschen, als fürchten sollten.

Villaume.

Efterladte papirer fra den Reventlowske familiekreds i tidsrummet 1770-1827 meddelelser af arkiverne paa Pederstrup og Brahe-Trolleborg udgivne paa foranledning af hofjægermester, lehnsgreve c. E. Reventlow ved Louis Bobé5

Johan Ludvig Reventlow til søsteren Louise
Brahetrollebg., d. 29. Mart. 1791.


Du richtest Kölpin mit mehr Liebe als ich gethan, allein seine Kälte, seine Gleichgültigkeit, mit der er von unseres vortrefflichen, würdigen Bergers Tod spricht, und dass es nur ein Unglück sey, hat mich aufs Neue gegen ihn aufgebracht, Callisen ist dagegen voll Gefühl, Dank und Liebe gegen den guten Berger, den er als seinen Wohlthäter und Vater betrachtet. Er ist Überzeugt, dass die Operation ihn getödtet, aber wohl ihm, itzt wird er gesegnet und ist frey aller Leiden und Sorgen. Es nagte mich stets, wenn ich sah, dass man so wenig für diesen herrlichen Mann that, und dass er oft Noth litt. Ich hatte einmal den Gedanken, er sollte seine Tage bey mir beschliessen, und sein Genuss unser Glück hier erhöh'n. Das gehörte aber zu den unerfüllten Idealen. Hensler wird sein Nachfolger, wie Eichel mir schreibt, ich zweifele aber daran, dass er es würtscht. Der Kopenhagener Kreis ist aber nicht verlockend. Als Arzt würde er aber vielleicht manchen wohlthätigen Einfluss auf den freundschaftlichen Kreis gewinnen. Für diesen freue ich mich, wenn er hingeht.

Diesen Sommer habe ich im Sinne, ein Ideal für die Schulen in Frankreich zu entwerfen und sie der NationalVersammlung vorzulegen, Du musst mir es übersetzen und umarbeiten helfen. Da hat man mehr freye Hände und darf an das Vollkommenere denken. Villaume hat angeboten, gemeinschaftlich mit mir zu arbeiten und uns um keine Schul-Commission zu kehren, sondern unsere Wege immer fortzuwandern. Das macht mich unendlich glücklich. Das ist recht ein Mann nach meinem Herzen, so voll Eifer, Kraft und That; Du und Stolberg werdet mit in den Bund aufgenommen, und die hiesige Buchdruckerey sich bloss durch Gemeinnützigkeit auszeichnen, das gehört zu meinem Ideale. Villaume habe ich hier auch schon zu meinem reformirten Prediger ernannt, es ihm schon gemeldet, es fehlt nur die Gemeine, sonst ist zu Allem Rath, allein ich denke, die Gemeine erscheint schon, wenn der Prediger erst da ist. Er bekommt Studierstube neben der meinigen. Die Kirche wird gemeinschaftlich. Der Printz von Hessen giebt 4 a 500 Rd. zum Gehalt, oder die reformirte Religions Casse.

Ist es nicht ein schöner Traum wenigstens, der Villaume zum Lächeln reitzen wird. Unmöglich wäre es aber gleichwohl nicht, hier in Fühnen ist keine reformirte Kirche etc. Also spotte nicht zu sehr über den Gedanken, sondern hilf ihn lieber ausführen und dann wollen wir noch manches Schöne aushecheln.

Numsen hat seinen Abschied, sich sehr unvorsichtig dabey gebärdet und bewiesen, dass er die grossen Nasenlöcher nicht umsonst trägt. Das Ganze zeigt mir aber, dass man noch immer das Menagiren, Unterhandeln sucht und nicht den geraden Weg, welcher doch stets alles zweckmässig leitet.

Brahetrollebg., d. 5. April 1791.

Dein Brief vom 28 ten hat mich innig gerührt, Alles, was Du über unsern würdigen, lieben, unglücklichen Berger sagst, wohl ihm! Berger sollen sie heissen und Cramer die Schulen. Das Denkmal wollen wir Beyden errichten. Wie hat Deine Liebe meinen Groll gedemüthigt, beschämt und Reue erweckt, ich tobte so gegen Kölpin, und Du behandelst ihn mit der sanften Liebe, die Alles deckt. Ich will mich bemühen, Deinem Beyspiel zu folgen, allein, noch wallet mein Blut, wenn ich an ihn gedenke, so viel rathsamer, sein ganz zu vergessen. Jedes Pflege- Haus der Armen und Kranken heisse Berger und sein Bild oder Kupfer soll im Saale hängen. So wie Cramer und GelIert in den Schulen, auch Berger, denn er hat mir den Mackenzie empfohlen. Nun kann er meine Compilation darüber nicht revidiren, welche er mir halb versprochen hatte. Den Zug, dass er einem Bildhauer 500 Rd. verschafft, habe ich nicht gewusst, ist sehr schön, und Berger konnte nur mit vieler Mühe etwas auf seinem Baggehaus vom König erhalten.

Berger im Delire besser, zuverlässiger, als alle unsere Kopenhagener Ärzte. Du hast Dir keine Vorwürfe zu machen, denn Du wusstest nicht, dass er Mangel litte, aber wie viele müssen die sich nicht machen, die seinen Zustand kannten, ihm helfen konnten, sollten, und es doch nicht so thätig thaten, als sie leicht bewerkstelligt hätten, wäre es ihr wahrer Ernst gewesen; allein bey uns ist das immer der Fall, überall Schwierigkeiten zu machen und apres coup, da wollten wir denn gern alles machen; wissen auch oft nicht, wie es eigentlich und zweckmässig anzugreifen, was der Mensch dem Menschen und durch den Menschen seyn könnte und fast nie ist. Wenn alles nur so das wahre Gute fühlte, wie viel mit Wenigem und so leicht zu bewerkstelligen. Wer nun nur Geld hätte, so führte ich Villaume herüber zu mir, ich liebe ihn immer mehr und mehr. Seine Geschichte der Menschen wird Dir sicher gefallen, so wie seine Philothek, und dann empfehle ich Dir auch die Fragen an Kinder, eine Einleitung zum Unterricht in der Religion, von der Gesellschaft in Zürich, die werden Dir viele Freude machen, so wie Saltzmann über die wirksamsten Mittel Kindern Religion beyzubringen. All' das werde ich zu seiner Zeit recht zu nutzen suchen.

Johan Ludvig Reventlow til broderen Christian Ditlev Reventlow
Brahetrollebg., d. 29. Nov. 1794.


Itzt fange ich an, Herr und Meister vom Ganzen zu werden, und das Ganze zweckmässig zu übersehen und zu führen, die Ordnung gehörig einzuführen und zu controlliren, die das Ganze belebt und sichert. Armes Polen, armer Kosciuszco und Fayette. Hier einliegend ein Brief von Villaume, der Dich gewiss interessiren wird, theile ihn Charlotte und Ernst mit. Du siehst aber, dass er wünscht, dass seine Briefe zu seiner Rückkehr aufbehalten werden, damit er nachher wahrscheinlich seine Reise in den Druck herausgeben kann. Ich freue mich innig der Wendung, die alles itzt in Frankreich zu nehmnen scheint, der Gesinnungen, die allgemeiner werden und zu erscheinen oder zu leuchten sich nicht schämen dürfen, freue mich der überhandnehmenden, holländischen, thätig werdenden Festigkeit, um den Frieden zu erhalten und sich von Engelland zu trennen, das sie so niederträchtig behandelt. Trauere aber über das arme Polen, dessen sich keiner annimmt, annehmen darf, ungeachtet der gerechten Sache, der schreienden, wenn gleich siegenden Ungerechtigkeit. Armer Kosciuszco, armer Fayette! Der Letztere hätte sich der Gefahr nicht aussetzen sollen, wenn er des Erfolgs nicht sicher war und einen so weiten Weg vor sich hatte, bevor er sich als gerettet ansehen durfte. Itzt wird man ihn in Ketten legen und als einen Treulosen behandeln. Wird aber Polen, Kosciuszko und Fayette gerochen werden? Sicher. Die Wege der Vorsehung werden alles dahin leiten"dass der Zweck so viel herrlicher erreicht werde, und das wahre Licht so viel schöner hervorstrahle.

Warum sind Pauli und Lange suspendirt ? Pauli Stelle wäre rentant, eine schöne Gage 4000 Rd. und wenige leicht zu bestreitende Geschäfte, Gegenstände des schnelleren Fortkommens. Der Telegraph gehört wohl mit zu diesem Departement. Ich hoffe, man verschreibt sogleich einen aus Schweden und dann legen wir sogleich einen zwischen uns an, dazu dient Dein Observatorium in Laland, ich denke von Christiansrede, Altan könnten wir gerade auf meiner Gierup Skovs Anhöhe mit einander telegraphisch reden, dann müssen öffentliche Telegraphe statt Staffetten stattfinden, und diese würden dann sich leicht bezahlen, versteht sich, dass sie wie die neuen Bankcommissionen nicht unter Jemandem stünden, sondern beeydigt dem Gemeinwesen nur dienen. Das wäre eine Entreprise, eine wahre Finance Operation, dächte ich, wenigstens ein schönes Project, aber ich vertiefe mich ganz in den Telegraph und denke nicht an Deine Zeit. Es ist mir lieb, dass ich hoffen kann, die Bekanntschaft des Barons Maclane in Küpenhagen zu machen und hoffe ich dann seine Einrichtungen näher haarklein kennen zu lernen.

119. Villaume. Peter Villaume, født 16. Juli 1746 i Berlin, blev efter endte Studier 1771 ansat som Præst ved den franske Menighed i Schwedt, 1776 fransk Præst i Halberstadt og 1787 Professor i Filosofien ved Joachimsthaler Gymnasiet i Berlin. Denne Stilling forlod han i Marts 1793, da han paa Grund af sine frisindede religiøse Udtalelser kom i Konflikt med den gejstlige Myndighed i Berlin. Han havde tidligere staaet i Brevvexling med Reventlow om pædagogiske Spørgsmaal, og det var nu hans Hensigt, inden han begav sig til Schweiz for at søge en Stilling, at gjæste Trolleborg. Villaume ankom her i Maj med Kone, Datter og "Cousine" samt to Sønner, af hvilke den ældste var 14 Aar gammel. Det var unægtelig, som den gæstemilde Sybille skriver, en vel stor Fordring til Reventlows langtfra glimrende Kaar.

Efter en kort Forhandling slog V. med Familien sig til Ro her, de fik anvist Knivsmedens Bolig i Nærheden af Brahe-Trolleborg og begyndte at føre deres egen Husholdning. Han underviste Reventlows Børn i Fransk og levede dels ved Grevens Hjælp, dels ved Indtægterne af sine Skrifter, paa Gaarden Skovlyst, som han 1795 kjøbte, til 1807, da han flyttede til Holsteinborg. Han døde 1825 paa Fiurendal.

Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog 1821-26, 398 ff.
Meusel, Gelehrtes Deutschland VIII, S. 218-22.


Louise Stolberg til Johan Ludvig Reventlow og hustru
Tremsbüttel, den 4. April 1791.


Die Bibliotheque de Campagne ist angekommen. Es ist der Cathechismus der Freiheit, und alles ganz klar und verständlich, ich behalte es bis gegen Deine Rückkunft aus Küpenhagen. Im verschiedenen Wegen, Frankreich Museum des Märzes stehet eine kleine Schrift unter dem Titel: Freiheitsgeschichte von Dänemark, es heisst darin, zwey Reiche, nämlich Dänemark und Frankreich, arbeiten jetzt mit Macht und Kraft an ihrer Freiheit, freylich aber auf verwandle alles, was da war, in ein Chaos, dagegen stünde in Dänemark die Regierung wie auf einem Pfeiler und zünde selbst die Fackel an, dann kommt die Erzählung der Freimachung der Bauern, der jütländischen Klage u. s. w. Ich halte Thetens für den Autor, belle invention! Unser lieber Chrisch hält wohl den Vergleich für wahr, findet gewiss Dänemark das glücklichste und freieste Land in der Welt, und Carl von Hessen findet es das glücklichste, weil es das wenigst freie ist. Deinen Villaurne habe ich lieb, er muss ein edler Mann sein, da er Dich so versteht und so lebhaft an einer fernen Anstalt Theil nimmt, ich möchte ihn wohl kennen lernen. Überhaupt kann ich mich gar nicht trösten , dass wir vorigen Frühling nicht nach Berlin gingen.

Ta belle-soeur a tout a fait plu a Madame de Loevenskiold et j'en suis enchante, car j'ai une vraye inclination pour cette aimable femme, et ton frere lui a beaucoup plu, voila qui me fait aussi un sensible plaisir. Mais la Baggesen ne lui a pas convenu autant, je crains que Charlotte ne la gate, car j'entends parler sans cesse de passion reciproque et Baggesen merne dans ses lettres a moi parle von der göttlichen Gräfin Charlotte; pauvre Baggesen! s'il savoit combien il est difficile d'etre menschlich im wahren Sinn, il ne diroit pas ainsi. Toutes les exagerations font pitie - ce sont des titres et des ordres qu'on se donne par echange en formant une dialectique de vanite qui offense le bon sens.

Fra det velhavende Hjem kom han [Schimmelmann] i Lære hos Kjøbmand Weyland i Stettin, men den lille By blev snart for trang for hans tidligt vaagnende Vandrelyst og Handelssnille; næppe tyve Aar gammel sluttede han sig ved den anden schlesiske Krigs Udbrud i Sommeren 1744 til Frederik den stores Hær paa dennes Marsch ind i Bøhmen. I Lejren i Prag fik han Foretræde hos Fyrsten af Dessau, der indledede Forhandlinger med ham om Overtagelse af Leverancer til Hæren. Ved forskjellige mindre, af Heldet begunstigede Handelsforetagender lykkedes det ham i Løbet af kort Tid at tjene en Kapital paa henved 5000 Rdlr. Han fandt siden en Velynder i Feltmarskal Schwerin, der raadede ham til at deponere de opsparede Penge, men han foretrak at bære dem hos sig, vexlede i Guld, i et Læderbælte om Livet. Paa en Forretningsrejse faldt han i Hænderne paa fjendtlige Ulaner, der udplyndrede ham til sidste Hvid og kastede ham i Landevejsgrøften, hvor en ung Haandværkssvend, den senere rige, holstenske Godsejer Johan Mathias Schalburg fandt ham og hjalp ham med Føde, Penge og Klæder, en Barmhjærtighedsgjerning, som Schimmelmann i sit senere Liv fik Lejlighed til at gjengjælde paa en højsindet Maade.


Schalburg. Om denne i Holstens indre Historie ret fremtrædende Mand er samlet følgende Oplysninger af utrykte Kilder.

Johan Matthias Schalburg boede 1770 hos Skatmesteren paa Ahrensburg, da begge i Forening sluttede Kontrakt om Overtagelsen af de til det bernstorffske Gods Borstel hørende Skove for en Sum af 140,000 Rdl. Schimmelmann bred imidlertid Kontrakten, og Schalburg lod ham stævne for den holstenske Landret. 1777 kjøbte han det prægtige Gods Nütschau for 67,000 Rdlr. 1781 ophævede han Livegenskabet i en til Godset hørende Landsby Sühlen og overdrog Beboerne Ejendommene i Arvefæste, ligesom han byggede Huse til Smaafamilier og afskaffede Hoveriet. Det samme gjorde han 1785 i Landsbyen Vintzier, hvilke Forbedringer bragte Godset i en blomstrende Tilstand. 1786 ansøgte han Kreditkassen om et Laan af 30,000 Rdlr. mod Sikkerhed i Godset og Amortisation i Løbet af 15 Aar. 1779 anlagde han et stort Skibsbyggeri i Neustadt og sluttede Kontrakter med den engelske Marine om store Tømmerleverancer. Alligevel var hans Kredit stærkt rystet, da Ernst Schimmelmann 1789 ifølge hans Beretning kaldte ham til Kjøbenhavn for "at gjøre ham til en stor og lykkelig Mand" og forelagde ham en Plan, ifølge hvilken Schalburg skulde overtage samtlige kongelige Skove mod en aarlig Afgift af 50,000 Rdlr. Samt lige indhegnede Skove skulde fredes og behandles forstmæssigt, hvorimod de hist og her over Landet spredte skulde fældes, "naar Tid og Omstændigheder tillode det". Schalburg fremkom i denne Anledning med et Projekt til en Kanal, der skulde forene Trave, Bram og Stor og kunde besejles af Tømmerflaader, hvorved Handelen i Lybek, Oldesloe, Segeberg, Bramstedt, Kellinghusen. Itzehoe og Glückstadt kunde hæves og de store Tørvemoser ved Segeberg gjøres frugtbringende. Tillige overtog han Leveringen af Egetræ til den danske Flaade paa 10 Aar.

"De i dyb Slummer liggende Skove skal opvækkes til travl Virksomhed", hedder det i hans Program, "hvorved mange flittige Folk kunne faa deres Brød". Da Schimmelmann og Rentekamret ikke vilde følge ham i hans vidtflyvende Planer henvendte han sig til Kronprinsen, men uden Resultat. Kort efter blev han indviklet i en Proces, foranlediget af en Kaptejn, der havde sat et ham tilhørende Skib paa Grund ved den portugisiske Kyst.

Regeringen i Glückstadt, der ifølge Schalburgs Sigende havde forfulgt ham planmæssigt i en Aarrække, lod ham, der i Maj 1790 fik Beskyttelsesbrev for sine Kreditorer, fængsle i Ratzeburg med militær Magt som Statsforbryder. 1 Dec. faar Schalburg Forskud paa 10,000 Rdlr. af Bankkontoret i Altona for Tømmer, han skal levere til Søetaten.

1789 maatte Schalburg ogsaa afhænde sit Gods Gremlin i Mecklenburg, hvor den æventyrlige Gehejmeraadinde Louise Margrethe Levetzow, f. v. Barner, der paa en eller anden Maade stod i Forbindelse med ham, i to Aar opholdt sig. 1791 solgte han Nütschau, men kjøbte 1798 Himmelmark. 1793 indgik han med Ludvig Reventlow en "Holtzentreprise", for Baroniet Brahetrolleborgs Skove. Sagen endte med et fuldstændigt Brud mellem Schimmelmann og Schalburg. Schmidt v. Lübeck fortæller, at han 1805 var Vidne til et Møde mellem Schimmelmann og Schalburg i Mad. Böhmes Gjæstgivergaard i Ekernførde. Ved Synet af Schalburg vendte Greven sig strax om og tog ind i et andet Hotel, ytrende paa Vejen, at han ikke havde Lyst til at være sammen med Schalburg. 1816 søger den fallerede Wilhelm Schalburg Pladsen som Overlandevejsinspektør.


Fra grevinde Charlotte Schimmelmann til Hertug Frederik Christian af Augustenborg
à Seelust ce 25 may 93.


Willaume de Berlin est arrivé à Trolleborg, mais il demande le plus grand secret, car on ignore absolument son plan là, d'où il vient, et il doit encore tirer une petite somme de là qu'on retiendroit, il craint donc extrêmement que son intention se divulgue - il veut avec sa famille s'établir pour quelques mois dans une demeure rustique près de Trolleborg, puis il veut aller seul en France, voir ce qu'il peut esperer - tout ce qu'il avoit à Berlin de fixe faisoient 450 r. et il gagnoit de surplus par an 6 à 800 r. ce qu'il peut faire encore. Willaume a beaucoup plu à tous les habitans de Trolleborg, il est extrêmement aimable, parle parfaitement bien, s'exprime avec beaucoup d'agrément dans les 2 langues, l'allemand et le françois - ressemble, dit on, à Schulz, mais ayant plus de monde et plus de vivacité, au reste un ton très uni; sa femme, soeur, belle soeur et ses enfans plaisent aussi. Ses 2 fils qui sont volontiers à l'armée vers l'Espagne sont très contents et ont fait à pied 150 lieus pour atteindre l'armée. Willaume dit que le Roi de Prusse est méprisé et qu'on parle très haut malgré les exils assés fréquents à Spandau. Madame Rietz qui est toute puissante a obtenu ce moment 60 milles ecus pour un voyage au Rhin, tandis que la Reine n'a pas obtenu que 4000 r. pour aller au bain. Le Prince Royal de Prusse est un bas officier rustre, qu'on tache de séduire de toute maniere et qui vuide bien sa bouteille de Champagne. Voila de tristes aspects pour ce pauvre pays, qui donne son trésor et répand son sang…

Seelust ce 28 juin 1793

[Til Ernst Schimmelmann]

Willaume et sa famille font de leurs propres mains leur petite récolte de foin, les femmes la faucille à la main, le père aussi, et les enfants transportent de loin dans une corbeille. Cela est édifiant. J'ai été à pied voir leur demeure rustique.

Brev fra Grevinde Charlotte Schimmelmann til Greve Ernst Schimmelmann
Br. Trolleb. ce 25 may 1790.


J'aime à voir les Anglois se reveiller de la léthargie et reprendre le rôle qui convient aux citoyens de la grande Bretagne, plus ils viseront au grand, plus ils s'éloigneront des vues du mince Hertzberg et du gros Guillaume.

Ludvig Reventlow toujours brulant avec ardeur pour les écoles a fait à Berlin une découverte dont il se promet de beaux fruits. Il a appris à connoitre Willaume , professeur, mais ce qui vaut mieux, homme de bien très éclairé qui se voue à ce genre avec un zèle et des lumières qui rappellent sans cesse à Ludvig le père de notre séminaire Cramer. J'ai lu des lettres charmantes de Willaume; en vérité une telle lettre vaut bien des séances de la commission. Ludvig lui a écrit aujourdhui. Il désaprouve comme toi ces divisions von gelehrten Schulen und Universität, il croit que cette organisation est manquée, et le résultat peut se prévoir.

Nous avons passé quelques heures du soir établies sous les grands arbres qui ombragent de leur feuillage touffu la tombe de Agnes Stolberg. Les enfants jouoient autour de la tombe de leur petite sœeur et la couvroient de fleurs fraichement cueillies; les oiseaux chantoient et la solennité de cette place n'étoit ni lugubre ni sombre, au contraire - l'aspect riant de printems portoit l'espérance dans mon cœur qui s'élevoit vers Dieu. C'est aujourdhui l'anniversaire de notre jour de noce, j'aimois passer ainsi ce jour.

Le jeune Juel de Taasinge, ce fameux acteur, s'établit avec nous et parla avec esprit; on le dit actif, en outre de son orchestre, car il est grand musicien.

Trolleborg ce 28. May 1790.

Cher ami, ta lettre vint embellir mon reveil ce matin. c'étoit le premier objet qui occupa mon âme et je te rends grace de ces momens. Nous avons un tems divin, la nature s'empresse à nous accorder tous ses dons, mais d'en jouir sans toi, mon ami, n'est pour ta Charlotte qu'une demie jouissance - en attendant je me livre par fois à la douce illusion qui me rapproche de mon ami, et quand je lis ta lettre où tu me dis que je ne suis point à Seelust, que tu sens mon abscence, alors nos cœurs, réunis par un même sentiment, me semblent en effet rapprochés. J'ai parcouru hier pendant plusieurs heures de beaux bois de Trollborg que je ne connoissois pas, la voiture nous suivoit pour seconder mes forces. Ces délicieuses promenades avoient pour but deux écoles, où nous trouvions de la simplicité et du bonheur dans ces demeures presque élégantes, que Ludvig a pris plaisir à situer dans les plus belles contrées possibles

ici des côteaux fertiles, là du bois, des bosquets répandus en bouquets sur les collines voisines, dans le lointain un lac charmant, dont le rivage offre des groupes de bois romanesques et solitaires, telles sont ces demeures, où l'heureuse jeunesse prend des leçons de vertus, de sagesse et de simplicité je ne voyois qu'un petit nombre d'enfants, car les vacances durent encore ces jours, mais je vis cependant quelques physiognomies heureuses, très , distinguées, qui annonçoient des âmes, non ordinaires. J'ai fait la connoissance du 3ième maître d'école, le dernier arrivé, qui me plait beaucoup, - et qui doit surpasser en connoissances les deux autres, nous le trouvions cultivant son jardin, dont la riche culture annonçoit un riche produit - partout à Trolleborg l'on voit les nouvelles demeures des paysans qui embellissent beaucoup le paysage, leurs champs ont pour enclos, le plus souvent, de beaux bois - toujours des plantations, dont la perfection annonce la main du bon maître - c'est ainsi que Ludvig trouve autour de lui des monuments d'activité, qu'il trouve modestement n'être que des essays, tandis que renfermé dans son Cabinet il travaille pour le bien public et s'occupe avec zèle des chainons de la grande chaine qui tient à tout son ceuvre. Nous avons fait passer un décret ce matin au déjeuner, suivant lequel nous redigions les commissions d'écoles en Danemarc.

Nous n'en faisons qu'une, dont les membres actifs seront - Willaume, Moldenhauer, le jeune Münter, chacun pour sa partie, ensuite Carstens (s'il vit encore), Ernst Schimmelmann et un membre de la chancellerie danoise, point du tout le chef de la chambre - j'oubliois le premier membre, le Prince d' Augustenbourg - je veux que Ludvig au retour du Prince aille lui faire une visite patriotique pour régler tout cela - Balle et Bastholm resteront figurants. -

Ah mon ami, que cette politique qui repose sur les nouvelles du jour me semble petite à côté de tels plans!

Le Club aristocratique détruit me fait grand plaisir, vive le peuple de Paris! dont les décrets bruyans valent par fois la philosophie de l'assemblée nationale. - Je vais cher ami, te parler d'affaires, écoute moi - il s'agit de ce fond que tu destine ici aux écoles de Trollborg, Ludvig souhaite que tu le places comme tu voudras, seulement avec la formalité qu'on ne puisse y toucher, nous voudrions qu'à l'onze de juin la somme fut placée, afin de rendre toutes les rentes à l'onze déc. prochain. Ludvig a l'idée de l'employer à une fête annuelle, comme la rosière de Salency, où ce ne sera pas autant la valeur des cadeaux que leur empreinte qui y donneroit de l'onction, et pour cela un meuble de famille ou quelques ornements p. p., la conduite à l'école en seroit surtout mêlée et les progrès de l'ame décideront du prix - fais moi donc la grace de songer à ce fond qui vient de toi, qui m'intéresse. Ludvig sent vivement comment tu songea à son Trolleburg à cette occasion.

Trolleborg 1794.

Je suis ici depuis hier au soir.

Ludvig est dans les actes pour le séminaire, il y travaille du matin au soir avec Oest qui est justement à Trollb. ces jours, ce qui me fait grand plaisir. Willaume a travaillé incroyablement pendant cet hyver pour les écoles et pour le séminaire, c'est un grand ouvrage in folio - il me paroit très heureux avec sa famille dans leur maisonette qui est à présent tout près d'ici. Il m'a présenté ses 2 fils portant des sabots de bois, et l'un les pieds nuds, travaillant au jardin.

Willaume est tout décidé à partir le mois de may prochain pour la France où ses fils sont établis, l'un très bien, peut lui offrir une demeure - en attendant Willaume est un peu picqué et sensible de ce, qu'on ne l'a pas nommé membre de la Schuldirection ici où il auroit pu être si utile, à ce que dit Ludvig, als arbeitendes Mitglied. Tachés d'arranger cela encore, Ludvig y gagneroit tant de tems, car alors il remettroit les détails à Willaume qui sauroit le mieux s'en acquitter.

Il est incroyable à quel point Trollb. se distingue du reste de la Fionie; dès q u ' on est sur ce terrain on se sent comme dans un autre pays - des demeures multipliées et riantes, une très belle culture des bleds, du trefle comme on n'en voit nulle part et des traces d'activité partout - je m'écriois, oh sainte liberté.

Breve fra Grevinde Sybille Reventlow til Grevinde Louise Stolberg
B. Trollb. ce 8 decbr. 1792.


Vous juges le sieur Schmelz, fort juste, il faut une grande patience pour avoir à faire a lui, et ces conférences ont souvent violemment agite le pauvre Ludvig. A present il a pris son parti, il reste froid, tire de son mieux parti de ses connoissances et s'arrange à se passer un jour de lui. Ludv. est occupé ce moment a dresser son contract avec Ernst pour leur operation de bois. Nous allons avoir le fils de Schalburg pour administrer cette entreprise commune. On aura des cheveux expres pour le transport du bois, ce qui en diminue les frais, ils y sont deja, car tel etoit aussi le projet de Ludv., et des vaisseaux en propre pour le transport par mer, et pour etre hors de toute dependance.

Janv. 1793.

Le zèle amical de Ernst lui fit aussi craindre pour Ludvig la necessite indispensable de faire face à des rentes annuelles si considerables; il roula donc dans sa tete les moyens d éviter ce nouvel emprunt et imagina de prendre sur lui l'entreprise d'une coupe de bois considerable ici pendant 10 à 12 ans, de faire en attendant à Ludv. les avances necessaires, et de se charger lui de la réalisation, du débit, de la coupe, d'avoir un homme a lui pour cela ici. Tout cela fut discuté et calculé entre eux ici avec le plus grand detail, et le bon Ernst fit la remarque quand deux gens marchandent ensemble, il ne s'agit de ne pas perdre l'un par l'autre, ici on n'avoit que la peur de gagner. Dans le fond Ernst ne peut pas i perdre, mais il a l'embarras d'une avance très considérable, et cela pèse à mon Ludv. plus qu'à moi, je l'avoue. Ernst le peut sans se déranger, il le fait de si bon cœur, c'est une vraye jouissance pour sa belle âme, et je dis comme vous: ich gönne es ihm. Il a envoyé ici ces jours derniers un certain Schalburg dont Stolberg aura peut-être entendu parler. - Ludvig dit qu'il le connoit fort bien, qu'il a été son voisin - qui a fait des commerces de bois considérables et a une routine et une justesse et promptitude de coup d'œil étonnant pour tout ce qui regarde les bois; il a fait ces jours-ci la revue des nôtres avec l' œil du marchand et a trouvé que même pour l'avantage des bois il faut prendre pendant les 6 premières années pour 70 000 écus de hêtres. et pour 30 000 écus de chênes et qu'ensuite les bois doivent rendre à perpetuite 10 000 écus, le tout rein Geld, cela s'entend par an, cela est consolant pour nous et confirmera parfaitement à Ernst ce que Ludvig lui avoit dit de ses bois. J'espère én Dieu que le courage reviendra à mon bien-aime Ludvig, reflexion doit l'animer, comme vous dites, mais c'est l' barras du moment qui l'abat souvent et fait que je ne le reconnois plus et ne sais ce qu'est devenu ce courage souvent trop hardi et entreprenant qui ne craignoit aucune espèce de difficulte. Il est vrai qu'à notre manière d'agriculture presente il y a des details infinis. Il faut un monde prodigieux, il n'est pas aise de tenir tant de gens en ordre, ils ne sont pas tous également bons, il y a souvent des choses qui clochent, et Schmelz avec toute son habilite, toutes ses connoissances n'a pas le talent de faciliter les choses; au contraire il faut beaucoup de patiente et de Support avec lui. Il fait souvent naitre des difficultés sans se prêter à les résoudre, il lui manque parfois de tête et de jugement, et celle du pauvre Ludvig a souvent peine à suffire .à tout. Aussi son plan est-il d'avoir patience un an ou deux, de former en attendant Gottlieb, de tirer lui même parti des connoissances de Schmelz et ensuite de se passer de lui, en affermant les 2 tiers des champs de Trolleb. et ne garder pour son plaisir que la plus petite partie et le moulin. Ce sera justement ce qu'il faut pour intéresser et assés petit pour être traité avec la plus grande perfection sans donner trop de détail et de besogne. Il y aura à peu pres pour 50 à 60 vaches
au moins.

B. Tr. ce 4 may 1793.

Dans 10 à 12 jours il nous attend une visite qui me pese, 6 personnes que je connois pas de tout et qui nous resteront peut-être pour longtems. Willaume de Berlin qui seul m'auroit fait grand plaisir, c'est un homme très interessant et pour peu qu'il ressemble à ses livres et ses lettres il y a à gagner dans sa societe - mais 3 femmes!!! Il s'est mis en relation avec la France dans des tems plus heureux, ayant des desagrements et des degouts à sa place. Je crains qu'il a lâché un oiseau pour en saisir un autre plus beau qui s'est envole. L'epoque n'est point encore là, où la France songe à former des citoyens et des hommes, et je ne sais quelles chaînes sont les plus pesantes. Ces 6 personnes vont nous remplir la maison, ils comptent un peu indiscrètement sur nous. Ludvig a fait tant pour les detourner, je fremis d'avance d'une table journalière de 19 à 20 personnes.

B. Tr. ce 25 may 1793.

Les Willaume sont avec nous depuis mercredi; il arriva d'abord tout seul, nous disant que sa famille, ne voulant pas nous incommoder, resteroit à Foburg jusqu'a ce qu'elle pût trouver un petit endroit dans notre voisinage où s'établir pour quelques mois; sa phisionomie heureuse et ouverte, son air vif et franc nous prévint d'abord en sa faveur. Son histoire a Berlin est intéressante et ne fait guère honneur à Fréd. Guillaume. Il a contre lui la clique regnante, c'est à dire Wöllner, Bischoffswerder, la Rietz etc. On lui a fait mille chagrins, il n'a pu obtenir justice de calomnies notoires. Un je le veux du Roi anéantissoit les décisions des collèges etc. etc. Il a été peu à peu aigri, irrité au point de prendre un peu etourdiment le parti d'un jeune homme et non d'un père de famille, c'est à dire de tout quitter sans trop savoir ce qu'il retrouveroit; il sent fort bien que ce n'est pas le moment d'aller en France, il ne veut donc se decider que selon la tournure que prendroient les choses, il n'avoit à Berlin que 450 ecus de gages et a gagne le reste de ce qu'il lui a fallu par ses ecrits, il trouve donc n'avoir pas sacrifie grande chose et pouvoir se tirer d'affaire en tout cas à un autre endroit moins cher. Ludv. lui montra la demeure de notre coutelier qui va partir, comme la seule chose qu'il pourroit leur offrir; quoique petite et chetive il l'accepta à cœreur joye.

Les femmes furent cherchees l'après-dinee, et ils restent ici jusqu'à ce qu'on aye un peu arrange et nettoye leur demeure. Elles sont toutes simples, sensees, discrètes et me plaisent beaucoup, la jeune fille est toute naturelle, je crois que nous ne pourrons que gagner à tous egards à ce voisinage. Willaume s'est offert à donner leçons à mes enfans pour le françois qu'il parle comme sa langue maternelle. Sa conversation est très interessante. La cousine, comme on la nomme dans la famille, est leur oeconome, elle est très entendue en menage etc., il y aura peut-être quelque connoissance pour moi à gagner. Le fils aine de 14 ans n'a pas l'exterieur pour lui, il est tranquille et applique à ce qu'on dit; le petit de l'age de Detlef est tout vivacite, c'est un franc etourdi, mais bon enfant.

J'espère qu'au bout de 8 jours nous les aurons etablis dans leur petite demeure. Willaume a depose 200 Ld. ches mon mari jusqu'à ce qu'il en eut à faire, ils ne sont pas depourvus et attendent plus d'argent de Berlin pour leurs effets vendus, ils ont les choses essentielles avec eux pour un menage et achèteront le reste. Nous viendrons à leur secours pour quelques bagatelles, et cela s'arrangera. La pauvre femme sent sa situation, auront bien voulu adoucir son mari et l'engager à y aller plus doucement, elle vouloit aussi qu'il dût sonder mon mari avant de 'se decider à ce depart, et lui faire faire d'avance quelque arrangement pour eux, mais elle n'a pu l'y engager; aussi le risque des lettres ouvertes est affreux, il a vu quelque tems avant son depart deux gens, un professeur et un autre, mettre subitement dans une voiture et transporter au delà des frontières, on le fesoit avertir d'être sur ses gardes, cela le decida.

Br. Tr. ce 6 juillet à midi 1793.

Je vous ecris, ma bien-aimee Louise, à la même table que Charlotte, quel rêve, quelle apparition que la sienne ici avec Lavater!

Ce bon Lavater nous a gagné les cœurs à tous, il a un charme irresistible, il inspire une tendresse, une confiance filiale. On ne voudroit pas que tous les hommes fussent comme lui, mais lui, on ne le voudroit pas autrement. Après presque deux jours d'attente ils nous arrivèrent enfin hier à 1 heure. La tempête d'ouest les avoit empêches de passer le mercredi et leur donna un desagreable passage. Le jeudi pendant lequel Lavater chassait le mal de mer à lui et aux autres en faisant l'histoire du voyage en hexamètres, ils passèrent la nuit à Nuborg.

Charlotte arriva hier en depit de la fatigue, l'insomnie et une colique qu'elle avoit prise en chemin; l'esprit, la jovialite de Lavater l'animait - elle vous parlera elle même des plans de voyages et de ce qu'on vous propose pour le revoir. Il est très presse. Sa fille me plait beaucoup. Elle porte le repos, la douceur et l'intelligence sur sa phisionomie. Lavater nous a quitte 11 heures pour aller à Augustenbourg. Un chasseur du prince l'a attendu 3 jours ici pour l'inviter. Cajus n'a pas voulu en être, il est parti en même tells pour Assens, Ludvig a pris une place dans la voiture de Lavàter jusqu'à Foburg, d'où il reviendra à pied.

Nous avons aujourd'hui le premier beau jour de longtems, on sèche le pauvre foin qui en avait grand besoin. J'espère qu'il pourra entrer lundi. Willaume et sa famille font de leurs propres mains petite fenaison pour la vache sur les fosses et des petits coins d'ailleurs perdus dans un champ d'orge, où on ne peut parvenir qu'à pied. Nous les y trouva mes l'autre jour, lui, sa femme avec des faucilles à la main, les deux fils avec les grands couteaux de cuisine et la fille ramassant dans une corbeille et portant le long du sentier devant leur maison à mesure que les autres coupoient.

B. Tr. ce 16 novbr. 1793.

Vous ai-je dit que Willaume nous lit Duclos que j'écoute avec grand plaisir. Je voudrois que toutes les histoires fussent ecrites de cette manière et par de tels historiens. Will. est très diligent pour les écoles. Il travaille à présent à une morale practique, constatée par des passages de la Bible qu'il a choisis avec grand soin. Ludvig est très content de cet ouvrage, Il etudie le Danois et fait des progrès rapides; il me lit une petite demie heure par jour pour se former à la prononciation.

B. Trolleb. ce 22 nov. 1793.

Nous avons de Kant: Metaphysische Anfangsgründe der Natur Wissenschaft, Metaphysik der Sittenlehre, Critik der Urtheils Kraft, und seine Kleine Schriften ou il y a des choses charmantes que Ludv. nous lit. Harder connoit la nomenclature, nous pouvions donc nous passer du dictionnaire. En outre Willaume l'a. Je suis bien de votre avis sur le Christianisme.

Si on en saisissoit bien l'esprit on s'en tiendroit a la Morale et on seroit tolerant. La maniere dont Kant prouve a priori l'existence de Dieu est sublime. - Je crois que Willaume s'inquiete et se chagrine plus sur la France qu'il n'en convient. Nous ne touchons guere cette corde. Il travaille bien pour les ecoles et nous est tres utile, et quant au reste, ne jugeons pas. Ludvig nous lut l'autre jour une piece du journal de Slesvig: Luthers Gesicht von der Zukunft, den Manen Ludwig Capets geheiligt que je vous recommande, et qui nous a fait grand plaisir. Will. en fut ému à ne pas s'en remettre.


[Fra Greve Ludvig]
Br. Tr. d. 7. Juni 1794.


Ich wolte Dir viel schreiben, liebes Schwesterle, die Zeit ist aber verstrichen, obgleich nicht ungenutzt, denn ich bin recht fleissig gewesen, suche alles in Bewegung zu Setzen, um die Birke los zu werden, da nun eine gute Gelegenheit vorhanden, dann gilts, einen guten Nachfolger, nicht in seine Fussstapfen sondern treu in Wienberge. Dazu gibt Gott Gedeyhen, wenn wir diesen erst los sind.

Das Seminarium ist approbirt, Oest Lehrer, der Platz des Seminarii abgestochen, das interims Serninarium bald fertig; also Hurrah, Hurrah! Mit Albrecht heute die Felder umstrichen, alles recht gut und schön bis auf das englische Ray Gras und den zu dünne gesäeten Klee, folglich Hurrah, Hurrah. Die Kühe geben Milch und Butter, die Saat ist gelegt, die Mist Fuhren fangen an, die Heuwindung ist im Anmarsche, das französische Ray Gras prangt, wird gehauen. Hurrah! Irn Holze stehen die Eicheln unverbesserlich, dem Wilde der Tod geschworen, der junge Anwachs der Buchen voller Hoffnuug, der Transport des Klafterholz im vollen Gange, Schalburg heyrathet, die Villaume ihn, seine Geschäfte werden wohlfeiler, leichter, und ich glaube zweckmässiger bestritten, Hurrah! Er hat in! 1½ Jahr sicher gegen 1600 Rd. mir gekostet, aber davon weiter an niemanden. Die Rechnungen gehen gut von statten, das Pfand Protocoll bald in Ordnung und alles in gutem Gleise, Hurrah ! Sibille reiset bald nach Pirmont, komt voller Kräfte zurück, Hurrah! Der Garten fängt an, weniger Unkraut zu haben, soll ganz getilgt werden, die Pflanzungen gehen gut. Hurrah und abermahls Hurrah.

Itz fange ich an, mein Wesen zu übersehen, mit mehrerer Musse mehr auszurichten im Stande, den Schulen dan fieissig nachhängen, habens nöthig, war da letzt und hab mächtig getobt, denken, denken, das übrige ist Tand, fort mit Juden Schule, Memorien Wesen, u dazu gehörigem. Ca ira, ca ira, Du siehst meine Stimmung, wan gleich Sibille forteilt, aber die Aussicht Zukunft hilft alles leicht ertragen.

B. Tr. ce 19 janv. 1798.

Villaume a ete fort occupe ces derniers tems d'un ecrit sur une matière proposee pour prix en France sur la manière de fonder la moralite d'une nation. Il y a bien des bonnes choses dans son écrit, mais nous n'y avons pas trouve asses d'ensemble, et nos critiques ont donne à Harder l'envie de travailler aussi cette matière dans les principes de la philosophie critique. Sa pièce n'emportera certainement pas le prix, mais si elle etoit lue avec attention ce seroit dejà beaucoup de gagne. Villaume s'est offert à lui la traduire en françois, on nous a lu hier le premier cahier, je trouve que cela sent un peu la traduction, et l'idee m'est venue de vous l'envoyer pour revoir et corriger. Voules vous vous en charger ? La matière est si interessante qu'elle paye bien l'attention qu'on y donne. Peut-être pourries vous aussi indiquer comment faire parvenir la pièce en France. Nous lisons ce moment les ecrits de Mad. Roland dans sa prison. C'est une lecture extrêmement interessante qui vous peint les gens sur la scène sous Robespierre, Grouvelle y est admirablement dessiné. Il faut estimer cette femme interessante. Nous avons cette lecture ouverte pour les jours où Villaume vient passer la soirée ici, et les autres jours l'histoire de Danemark fait notre lecture françoise, et Harder nous lit l'histoire ecclesiastique par Spittler extrêmement interessante, c'est bien l'historia morbi de l'orthodoxie.

Brahe Trolleborg ce 15 et 16 may 1801.

Willaume est bien utile à la jeunesse du séminaire, je ne connois point un maître pareil à Copenhagen. Trois autres maîtres du séminaire sont bien bons. L'un ressemble beaucoup de figure a Chrétien Bernstorff. C'est celui qui fut si fidelement près de Ludvig Reventlow jusqu'à sa mort, il se nomme Schmidt, il donne des leçons de physique, chymie etc., enfin tout cet institut est dans le meilleur train du monde à présent. Cette jeunesse est gaye, bien portante, heureuse. -


Den yngste af Døtrene, Wilhelmine, var ubetinget den, der mest havde arvet baade Faderens og Moderens bedste Egenskaber, og hun fandt ogsaa, hvad Sybille Reventlow atter og atter lige til sin Død taknemmelig erkendte, den udelte Lykke, sammen med den Mand hun valgte, at skabe et Hjem i sine Forældres Aand.

l Maj 1807 kom Arvingen til Grevskabet Holsteinborg, den 22aarige Grev Frederik Adolph Holstein, Ditlev Reventlows Ven, i Besøg paa Trolleborg, levende interesseret i Skolesagen, "en dyb, alvorlig Natur, ren af hjærte og fordringsløs af Væsen", som Grevinde Sybille karakteriserer ham efter det første Bekendtskab med ham. Kort efter blev han forlovet, og netop et Aar senere fejredes deres Bryllup paa Trolleborg. Lige fra Tiltrædelsen af Grevskabet kort efter gav F. A. Holstein sig med Liv og Sjæl hen til Indførelsen af talrige agrariske og humane Forbedringer paa sin Besiddelse. Ved Siden af Skolevæsenet laa Fattigplejen ham stærkt paa Sinde. Han lod opføre i alt 12 grundmurede Skoler, sørgede for duelige Lærerkræfter, oprettede Aftenskoler og førte selv Tilsynet med Undervisningen, ligesom han grundlagde en Anstalt tíl Opdragelse af fattige og forsømte Børn paa den ham tilhørende Hovedgaard Fuirendal. Med sin rastløse Virketrang, sin ædle Idealisme og selvopofrende Menneskekærlighed minder han i forbavsende Grad om Ludvig Reventlow, saa man kunde tro, at dennes Blod randt i hans Aarer, men ogsaa han maatte se adskillige af sine mange velmente Foretagender, hvortil han havde knyttet store Forventninger, mislykkes eller sygne hen, saaledes hans Forsøg paa at ophjælpe høravlen efter Trolleborgs Mønster og forskellige Fabriks- og Industrianlæg paa Grevskabet. Ligesom Svigerfaderen blev han før Tiden opslidt af en aldrig hvilende Arbejdsiver og Iderigdom og opnaaede kun samme Alder som hin - 51 Aar - da Døden (1836) endte hans rige og skønne Livsbane.

"Du ved," skriver Grevinde Sybille til Datteren, "hvormeget af Din Fader jeg genfinder i Din Fritz. I Dig oplever jeg min skønne Fortid." Moderen, hvis kloge Raad Datteren og Svigersønnen baade søgte og fulgte, kom i høj Grad til at præge Aanden paa Holsteinborg lige fra Husstanden og til Reformerne paa Grevskabet. Saaledes indrettede Grevinde Wilhelmine Holstein den daglige Økonomi efter Moderens omhyggeligt førte Husholdningsbog og Inventarielister fra Trolleborg og fulgte hendes Forskrifter i Henseende til Omgangen med Bønder og Tyende. Til at fuldstændiggøre Omplantningen af Livet i Barndomshjemmet til hendes nye Hjern bidrog ogsaa, at flere af Trolleborgs Venner og bedste Folk, særlig foranlediget ved Ophævelsen af Opdragelsesanstalten paa Bernstorffsminde, flyttede til Holsteinborg. Villaume, der ved Siden af sin pædagogiske Virksomhed var lidenskabelig interesseret Agerdyrker, fik fra Majdag 1808 af Grev Holstein overdraget Snedingegaard i Forpagtning, men genoptog dog allerede 1811 sin Skolegerning som Leder af Institutet paa Fuirendal. Oest's Søn Ditlev Nikolai blev Huslærer for den ældste Søn paa Holsteinborg. Ogsaa Familien Bretteville droges derhen, bl. a. ved at den unge Nestor Bretteville fik overdraget Opmaalingsarbejder paa Grevskabet. Endelig blev den tidligere Økonoma paa Bernstorffsminde Husbestyrerinde hos Grevinde Wilhelmine.


Tr. ce 13 may 1803.

Le bon Schmidt a quitte le Seminaire ce matin et pris conge de nous hier au soir. J'en ai ete plus emue que je ne puis l'exprimer et je n'en suis pas encore remise - c'est comme si toute bénediction avoit quitte cet institut chéri avec lui. Je me reproche ce sentiment qui est plus fort que moi, je me dis avec mon Ludvig: ist es gut, wird es bestehen, ist es nicht gut, dann lass es fallen! Je me dis aussi que je fais ce que je puis, mais helas, je ne suis pas Ludvig, et les circonstances inevitables demanderoient un point central bien actif et energique. Ce bon Oest qui est directeur ne péut avec toute sa bonne volonte faire tout ce qu'un Directeur devroit faire; tant à cause de son double emploi que de l'empreinte donnee par la nature à tout son être, son charmant caractère qui le rend comme homme si estimable, si interessant, n'est pas tout à fait ce qu'il faudroit là. Nous ne pouvons donc nous soutenir que par des bons instituteurs et maîtres. Le bon Schmidt a tout vivifie par son exemple, par le cœur et le zèle qu'il a mis à ses fonctions. Sander nous a envoye pour le remplacer un jeune homme entièrement neuf, dont nous ne pouvons rien faire absolument. Schmidt m'a promis de chercher mieux, je compte sur son amitié, il sait nos besoins. Villaume est aussi pour nous un vrai trésor, nous lui devons notre organisation, l'ordre qui est etabli, mais son activité souvent sevère voudroit parfois l'impossible. Oest et lui sont parfaits opposés en tout, il faut pousser l'un, retenir l'autre, cela me donne souvent des soucis et surtout celui de ne pouvoir tout ce que je voudrois et devrois. Ma bonne Louise, vous voyés que je n'ai aujourd'hui la tête et le cœur plein que d'une chose - mais cette chose tient à tout mon être, remue tant de sentimens divers. Vous recevrez ceci Lundi le 16, ce jour eùt été der silberne Hochzeits Tag! Vous penserés à pauvre moi, je le sais. Adieu, je ne puis vous dire plus, je me sens trop émue, les larmes me troublent la vue.

Tr. ce 1er juillet 1803.

Je vais cet après-midi au séminaire à la conference de la semaine qui est cette fois la première du mois; alors se lisent les interessants rapports des maîtres sur l'instruction de chaque classe dans le mois ecoule. Je me fais fête de l'idee que le cher Stolberg voudrai bien ici voir et suivre cet institut qui m'interesse si vivement. Il sera content en tout sens. Nous allons toujours en avant vers la perfection, et tout chez nous est calcule sur le solide, nous pouvons nous montrer et ne voulons ni briller ni fasciner les yeux. Hier nous avions une conference de direction, c'est à dire Oest, Villaume et moi. Ces deux hommes si extrêmement diffetents font à present un ensemble excellent. La harmonie est à present êtablie entre eux, et tous les petits chagrins que j'ai eus à cet egard sont finis, grace à Dieu, par un heureux arrangement. Dieu conserve à Detlef ces deux hommes si interessants chacun dans leur genre qui aiment le bien et nous aiment! Tant qu'ils y seront tout ira bien, et notre excellent Knap pour nos bienfaisants arrangemeuts d'écoles et de pauvres. Il me semble voir mon bien-aime nous envoyer d'en haut un sourire d'approbation. Cette douce idée m'attache encore à la vie tant que je suis appelee à le remplacer.

Trolleb. ce 23 août 1803.

Quel bonheur pour moi que cette bonne fidèle Mad. Villaume! si Dieu m'envoit des peines, il met le secours à côté.

Il vient de paraître une ordonnance qui me fait grand plaisir, pour organiser par tout le païs un arrangement pour les pauvres à peu près sur nos principes. Outre le bien fait en general c'en est un pour nous, en nous facilitant bien des choses. Mais comment sera l'execution?? Quel baillif, quels prêtres, quels propriétaires autour de Trolleborg! Je vous felicite d'avoir eu chez vous le bon Christ. Bernstorff, parles moi de l'horizon politique. Combien de tems encore nous faudra-t-il nous évertuer en Holstein?? Les militaires retournant à leurs foyers sont jusqu'ici en petit nombre, au moins dans nos contrees.

Je suis en affaires d'ecoles pour l'après-diner, et ma matinee n'a qu'un bien petit bout. Je me suis donné une tournee en voiture, il y a toujours quelque devoir à y joindre qui y met un double interêt, et que d'emotions inexprimables s'en mêlent souvent! parfois un coup d'œil sur une contrée, un aspect imprévu remue mon cœur par des souvenirs si doux, si amers, si précieux. Nous avons une vilaine operation à faire à Seelust ce moment. Tout un coté de la maison, ou plus tôt la moitie par les deux côtés, et un bout est fendu entre la cave et l'étage d'entrant. Il faut soutenir par des Jern Ankere à chaque poutre, lever les planchers, il y a des fentes en long et en large à joindre, cela se fait avec soin et je l'espère pour la duree. Er hätte sich geärgert - me suis-je dit aujourdhui - ah il eût eu des chagrins de maints espèces au- dessus et au-delà desquels Dieu a voulu l'élever.

Holsteinbourg ce 11 aout 1807

Après le diner ce tems s'est decidé, et les voilà en campagne avec Villaume pour examiner Schnedinge que Fritz donne en ferme à Villaume, à leur satisfaction reciproque. Cette idee qui est uniquement de Fritz de son seul et propre mouvement m'a fait grand plaisir. Le cercle d'activite de Villaume chez nous alloit s'eteindre avec l'institut, il est passionne agricolte et se trouve si heureux d'avoir à travailler en grand et un excellent terrain.

Trolleb. ce 4 mars 1808.

Je benis Dieu d'avoir delivre mon amie cherie de souffrances aiguës comme il n'en existent peut-être jamais d'aussi continues. Je le benis de me l'avoir conservee si longtems à moi et aux miens, comme par miracle! Que ne m'a-t-elle ete ces 7 dernières annees ou j'ai eu tant besoin d'elle! Il etoit tems qu'elle recueille sa recompense. Dieu a voulu lui epargner la separation douloureuse d'avec sa chère Wilhelmine dont les soins si tendres, si filials etoient si indispensablement necessaires à son existence journalière. Sa confiance n'a point ete trompee, elle etoit si sûre qu'avec le depart de Wilhelmine et Mad. Villaume son etat seroit change d'une manière ou d'autre. La voila reunie à ceux qu'elle a si tendrement aimes, si fidèlement soignes.

Tr. ce 12 mars 1808.

Le bon Villaume a enfin termine son penible ouvrage de ranger les livres et nous a fait un catalogue en ordre sistematique, en outre d'un gros monceau de doublettes de roure espèce. Il se trouve au delà de 5000 volumes. Je souhaite que ce tresor augmente et porte bons fruits.

Trolleb. ce 2 avril 1808.

Au 1er may commence le menage à Holsteinborg. Fritz prend l'agriculture et le gouvernement du tout, et Villaume la ferme de Snedinge, charues, chariots, harnois - tout se fait ici, la menagère est ici, un Skovfoged avec sa famille est ici, ainsi que leur Opperman et une balayeuse, dejà 'on ne peut pour aucun argent avoir un vaisseau qui veut se hazarder à aller en Selande - tout manquera donc là au pauvre Fritz, et les demeures de Villaume et du Skovfoged sont donnes à d'autres au 1er may. Ce pauvre Villaume qui a aussi achete vaches et brebis etc. ici, fait faire ce qu'il lui falloit pour sa ferme, engage un espèce d'intendant.

Voila bien des embarras de tout genre, en outre des peines du cœur; la plus grande que je ressents est que Fritz voudra coûte qui coûte venir ici chercher sa Wilhelmine et s'exposera à des dangers.

Holsteinb. ce 8 janv. 1811.

Il est question d'un tour à Fyrendahl, où Fritz projette un établissement pour ses pauvres qui doit réunir un hôpital pour soigner les malades et infirmes et des industries de toute espèce pour ceux qui sont capables de travailler. Nous y allons voir tout le local, juger du plan pour l'arrangement futur. Les Villaumes seront des nôtres, ils y auront aussi leur petite demeure, sans cependant avoir l'inspection de l'institut; cela n'iroit pas avec un Allemand qui n'auroit pas le talent de gagner cœurs, mais en y demeurant il peut être de bon con et avoir l'œeil à bien des choses; et puis il etoit embarassé, car Sneedinge va être mis en ferme; un homme en desire le bail qui veut y etablir une fabrication de fromages suisses. C'est à Brun que nous devons l'introduction de ce savoir faire dans le pais qui s'est soutenu par lui-même, aussi depuis qu'il ne s'en mêle plus.

Tr. ce 28 mars 1812.

Hier Dencker revenant de Himmelmark nous porta une lettre bien interessante - arrivée comme par miracle. Le fils Villaume en Espagne n'avoit pas donne signe de vie depuis le mois de may, il etoit commendant de la citadelle de Barcellonne. En août arrive un ordre signe de N. lui-même pour l'arrêter, saisir ses papiers et l'amener sous bonne escorte prisonnier à Paris, sans motiver cette violence, ni plainte de ses superieurs contre lui. Il trouve un vif interêt de tous ses camarades. La rage lui donne une fièvre violente, il est bien soigne, peu gardé, recevant visites d'amis et amies tant qu'il veut, et trouve en attendant moyen d'offrir ses services au comte Lafey, general en chef des trouppes espagnoles en Catalogne, de recevoir sa réponse et indication où il trouveroit un bon corps de cavallerie pour le mener sûrement au quartier général. Il sauve en novembre, et le voilà aide de camp de Lassy ayant déjà assiste à deux affaires contre les François où les Espagnols ont emporte l'avantage; ils sont pleins d'enthousiasme, dit-il, und werden sicher den Sieg davontragen. Cette lettre sans signature etoit addressée à Schalburg par Eckernfö rde à Hambourg, charge de 21 lb ß de port de poste, comment a-t-elle pu arriver? Elle est commencee en décbre. et finie le 20 févr.


85. 4. Wilaume: Peter Willaume, f. 1746 i Berlin, af fransk reformert Familie, 1771 Præst i Schwedt, 1776 i Halberstadt, udgav en Række populærfilosofiske og pædagogiske Skrifter "Praktische Logik" (1781) og "Geschichte des Menschen" (1783), der udkom i flere Oplag,

1787 Prof. i Moral og de skønne Videnskaber ved Joachimsthaler Gymnasium i Berlin, maatte 1793 tage Afsked ved Gennemførelseu af Wöllners Religionsedikt, kom i Mai s. A. efter Indbydelse af L. Reventlow til Trolleborg og forblev her som Lærer i Fransk for Børnene og Raadgiver for Greven ved Oprettelsen af Seminariet og Bernstorffsminde og købte af Grev Reventlow 1795, 6. Juli, for 1414 Rdlr. Gaarden Skovlyst med derpaa værende Skov. Hans Beretning om Bernstorffsmindes Virksomhed, oversat af J. F. Oest, er trykt i Egeria II 1, 236-62; hans Prisafhandling om et Institut for unge Haandværkere i Kbhvn., oversat af J. C. v. Westen, udkom 1799. Efter at Comtesse Wilhelmine Reventlow havde ægtet Grev F. A. Holstein, flyttede han til Holsteinborg og støttede dets Besidder i Udfoldelsen af hans humane Bestræbelser. Som Pædagog fik han Indflydelse paa det danske Skolevæsen, bl. a. gennem sine Krav om Indførelse af Legemsøvelser og Haandgerning. W. døde 1825 paa Fuirendal. Han havde 1771 ægtet Suzanne Marre d. 1815. Med Ægteparret fulgte Willaumes Sønuer Charles Antoine, f. 1773 i Schwedt, dim. 1793 til Universitetet fra Joachimsthaler Gymnasiet, deltog i April 1795 i Vendée-Opstanden, derefter Handelsfuldmægtig i Lybek og Hamborg, købte 1807 en Landejendom i Jylland, som han solgte 1814, bosatte sig i Kbhvn. og var 1816-22 Leder af et Handelsinstitut, derefter Sproglærer d. 1851 - og en yngre, Henri, der 1812 var Kommandant i Barcelona, Datteren Sophie Henriette, der 4. Juli 1794 paa Trolleborg blev viet til Johan Henrik Schalburg - og endelig "la cousine”, Christiane Dorthea Marie Wiese.

Jomfru Christiane Dorothea Marie Wiese, født 1755 i Aschersleben i Fyrstendømmet Halberstadt, hvor hendes Fader var Amtmand d. 27. Febr. 1808 paa Brahe-Trolleborg, begr. i Familiebegravelsen uden for Slottet. "Begge hendes Forældre døde, da hun var Barn. Hendes Opdragelse havde været betroet til Ukyndige, der havde holdt hendes Egenheder og physiske Svagheder for Egensind og Ondskab og mistydet hendes Attraa efter fornuftige Begreber.

Hun var af Naturen svagelig, og ved en urigtig Omgang og Behandling vare hendes medfødte Svagheder blevne forøgede. En deel af hendes Ungdom tilbragte hun i Halberstadt, kom, da hun var voxen, til Qvedlinburg og levede i venskabelig Forbindelse med de mest cultiverede Mennesker der paa Stedet, hvorfra hun i Aaret 1784 tog i Professor Villaumes Hus og fulgte siden med hans Familie hertil Aar 1793. 2 Aar derefter indbød den grevelige Familie paa Brahetrolleborg hende til sig, da hun ved hendes Svagelighed ikke kunde have den Rolighed og Pleje hos Professorens. som hun trængte til, og hun forblev da paa Brahetrolleborg til hendes Død. I Prof. V.'s Familie, af alle paa Trolleborg og af de fleste her i Egnen blev hun stedse kaldet Cousine, saa at mange, som kendte hende, ikke vidste hendes rette Navn. Hun var almindelig agtet og elsket, og erkendtes snart af enhver for et højst sjældent Menneske. Med de herligste Naturanlæg forenede hun en Rigdom af Erfaring og Menneskekundskab, som faa Mennesker besidde, og en lys Aand var hos hende forenet med et særdeles ædelt Hjerte. Hendes næsten uafbrudte Sygelighed gjorde, at hun, som havde et overordentlig Hang til at være i Bevægelse og virksom, maatte tilbringe sin meste Tid i Sengen og paa sit Værelse: dette var et kært Tilflugtssted for alle, der satte Pris paa en lærerig Omgang, og daglig hentede mange hos Cousine Raad, Trøst, Opmuntring og Vejledning: den fattige forlod hende aldrig uhjulpet, om hun end skulde række ham sin sidste Skjærv. Hvo der frygtede for at høre Sandhed, søgte ikke Cousine, thi hendes Tale som hendes Forhold vare Sandheden helligede. De sidste 15 Maaneder af hendes Liv tilbragte hun uophørlig i Sengen. Af hendes Pleje havde næst Frue Villaume, Comtesse Vilhelmine Reventlow de største Fortjenester." (Pastor B. Knap i Kirkebogen).

Inventariet efter hende vurderedes til 414 Rdl.



Fra "Kjøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger", 14. Juni 1825:

Dødsfald.

Med veemodsfuld Hengivenhed i den Almægtiges Villie bekjendtgjør jeg min værdige Faders, professor Villaumes død, bekjendt ved sine Skrifter, høiagtet og inderligen elsket af dem, som kjendte ham nærmere. Han hensov i hans Alders 79 Aar, Natten mellem den 10de og 11te Juni, paa Führendahl i Grevskabet Holsteenborg.

Ch. A. Villaume

Fra Wikipedia:

Bis 1793 lehrte er Moral und die schönen Künste. Sein Rückzug aus dem Amt war seine Reaktion auf das Wöllnersche Religionsedikt. Hier in Berlin machte er auch Bekanntschaft mit Joachim Heinrich Campe. Ab 1787 half er Campe mit Beiträgen zu seiner Enzyklopädie Allgemeine Revision des gesamten Schul- und Erziehungswesen. Gerade mit diesen Artikeln bereitete Villaume die Basis für eine Sportpädagogik im Allgemeinen wie im Speziellen. Davon wurden spätere Pädagogen wie Johann Christoph Guts Muths und Friedrich Ludwig Jahn sehr beeinflusst.

     Peter Villaume blev født 18 juli 1746 i Berlin, Tyskland. Han var søn af Pierre Villaume og Marie du Plan. Peter Villaume blev døbt 21 juli 1746 i Friedrichsstadt, Berlin, Tyskland.6 Han tog eksamen som teolog i Berlin. Han var i 1763 lærer i Schule in der Charité, Augustenburger Platz 1, Berlin, Tyskland. Han var 9 juni 1771 præst i den franske menighed i Schwedt/Oder, Uckermark, Brandenburg, Tyskland. Peter blev gift 4 juli 1771 i Berlin, med Susanne Marre, datter af Charles Marre og Sara Paris. Peter Villaume var i 1776 præst i den franske menighed i Halberstadt, Sachsen-Anhalt, Tyskland. Han var mellem 1779 og 1780 Grundlægger sammen med sin kone "Erziehungsanstalt für Frauenzimmer aus gesittetem Stand und von Adel" i Halberstadt, Sachsen-Anhalt. Han var i 1787 professor i Moral og de skønne Videnskaber ved Joachimsthaler Gymnasium i Berlin. Han immigrerede maj 1793 til Danmark. Han meddelte i Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adressecomtoirs Aviser: "Gode Kaage-Erter er at bekomme hos professor Villaume i Nyebygtgaarde ved Brahetrolleborg" 26 januar 1798. Han afgav fæste af "Edinburg" og "Dublin" til Peder Hansen Krog 9 november 1807 Hågerups Mellemhauger, Brahetrolleborg, Sallinge, Svendborg.7 Han døde 10 juni 1825 i Fyrendal, Øster Flakkebjerg, Sorø, i en alder af 78 år. Han blev bisat fra Fyrendal, Øster Flakkebjerg, Sorø, 17 juni 1825.6
Far-Nat*Pierre Villaume f. 25 Apr 1718, d. 22 Jun 1752
Mor-Nat*Marie du Plan f. 3 Jul 1710, d. 6 Maj 1794

Børn af Peter Villaume og Susanne Marre

Kildehenvisninger

  1. [S64] Svend Dahl og Povl Engelstoft, Dansk Biografisk Leksikon, Villaume, Peter, 1746—1825, Pædagog.

    F. 16. Juli 1746 i Berlin, d. 10. Juni 1825 i Fuirendal, begr. sst. Forældre: Strømpevæver Pierre V. og Marie Dupian. Gift 4. Juli 1771 med Susanne Marre, f. ca. 1750, d. 9. April 1815 i Fuirendal, D. af Inspektør Charles M.

    V. tilhørte en oprindelig fransk, reformert Slægt. Efter sin Faders tidlige Død maatte han tjene til Livets Ophold ved forskelligt Slags Haandværk, indtil han ca. 1761 blev optaget i Charitéskolen i Berlin, ved hvilken han selv allerede 1763 blev Lærer. Ved privat Hjælp lykkedes det ham at gennemføre det teologiske Studium, og 1771 blev han fransk (reformert) Præst i Schwedt, 1776 i Halberstadt. Her paabegyndte han sin pædagogiske og filosofiske Forfattervirksomhed, der i Løbet af nogle Aar gjorde ham saa anset, at han 1787 kunde blive Professor i Filosofi ved det Joachimtalske Gymnasium i Berlin. Som det livfulde Temperament og lyse Hovede han var, tilegnede han sig med Begejstring Tidens Fremskridtsidéer, især paa det pædagogiske Omraade, og skrev en Række Værker, hvoraf her kan nævnes: »Histoire de l'homme« (1783), »Von dem Ursprung und den Absichten des Uebels« (I—III, 1784—87), »Gedåchtnisrede auf Friederich den Zweyten« (1786), »Ueber das Verhåltniss der Religion zur Moral und zum Staate« ( I 7 9 I ) samt flere Bidrag til Campes Revisionsværk. Ved sin radikale Rationalisme kom P. V. imidlertid i den Grad paa Kant med det reaktionære Wollner'ske Styre, at han 1793 bestemte sig til at opgive sin Stilling og drage til Danmark. Allerede 1790 havde Grev Ludvig Reventlow til Brahetrolleborg lært ham at kende ved et Besøg i Berlin, og det var til denne, at V. nu tog sin Tilflugt. Skønt man til at begynde med følte sig lidt overvældet ved, at V. og hans talrige Familie indkvarterede sig paa Trolleborg, udviklede der sig snart et meget venskabeligt Forhold mellem Grevefamilien og V. Han underviste i Fransk paa Herregaarden og bistod energisk Greven i Udarbejdelsen af Planerne til Oprettelsen af Seminariet Bernstorffsminde (1794). Medens han fik mindre Indflydelse paa selve Seminarieplanens endelige Udformning, satte han i høj Grad sit Præg paa den hertil knyttede, mærkeligt interkonfessionelt og internationalt farvede Seminarieskole. Selv blev V. ansat som Lærer ved Seminariet, men følte sig krænket over, at han ikke blev optaget i den store Skolekommission. Seminariets Indretning har han udførligt skildret i »Egeria« (H, i, 1806, S. 236—62). Hans øvrige pædagogiske Arbejder fra denne Periode, som kun delvis blev trykt, viser en tydelig Paavirkning fra Filantropinisterne og er i høj Grad karakteristiske Udtryk for en Teoretikers Synspunkter. Vigtig er dog hans bestemte Fremhæven af Værdien af Legemsøvelser, Haandgerning, Agerdyrkning og af specielle Former for Smaabørnsundervisning. Praktisk Landvæsen gik han selv med glødende Interesse op i, og 1795—1807 ejede og drev han Gaarden »Skovlyst« (»Venskabsminde«) ved Brahetrolleborg. 1807 drog han over til Holsteinborg for at bistaa Grev F. A. Holstein i dennes Bestræbelser for at højne Grevskabets materielle og aandelige Kultur. Særlig var han virksom ved det af Greven stiftede »Selskab for indenlandsk Kunstflid«. Til sin Død fastholdt V. sit harmoniske religiøse Lyssyn og forstod at gøre et stærkt Indtryk ved sin Redelighed og sin Aands Munterhed. — Stik af J. G. Schmidt 1793 efter J. F. Bolt.

    Fr. Thaarup: Fædrenelandsk Nekrolog, 1835—44, S. 398—403. L. Bobé: Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds, II, 1896, S. 117, 119, 234; VIII, 1917, S. 172, 179 f., 241, 246, 251; IX, 1922, passim, især S. XL—XLII, 85, 87—92, ii4f., 138, 159, 164, 184 ff., 273, 328, 341 f., 348. Joakim Larsen: Bidrag til den danske Folkeskoles Historie 1784—1818, 1893, S. 90 ff., 103, 127.

    Bjørn Kornerup.
  2. [S118] Henning Kristensen, "Henning Kristensen," e-mail til Michael Erichsen.
  3. [S246] Louis Bobé, Reventlow 1770-1827.
  4. [S43] Thomas Hansen Erslew, Erslew.
  5. [S276] From Humble Roots, online ukendt url.
  6. [S3] , Kirkebog.
  7. [S326] Brahetrolleborg godsarkiv.
  8. [S310] N. Søkilde Rasmussen, Trolleborgegnen, citeret efter Henning Kristensen.
  9. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Peter Wilaume, 55, Gift, mand, ?? huusmand med 6td land, professor og har information med Pensionsanstalten
    Susanne Wilaume, 49, Gift, hustrue
    Karen Olesdatter, 40, Ugift, tienestefolk
    Marne Henrichsdatter, 4, Ugift, et fremmed plejebarn, K.

Susanne Marre

K, f. 25 oktober 1751, d. 9 april 1815
     Havde 'en sjælden gave til at omgås og pleje syge'.
Susanne Marre blev født 25 oktober 1751 i Berlin, Tyskland. Hun var datter af Charles Marre og Sara Paris. Susanne Marre blev døbt 31 oktober 1751 i Friedrichsstadt, Berlin, Tyskland.1 Susanne blev gift 4 juli 1771 i Berlin, med Peter Villaume, søn af Pierre Villaume og Marie du Plan. Susanne Marre immigrerede i 1793 til Danmark. Hun døde 9 april 1815 i Fyrendal, Øster Flakkebjerg, Sorø, i en alder af 63 år. Hun blev bisat fra Fyrendal, Øster Flakkebjerg, Sorø, 18 april 1815.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1801Hågerups Mellemhauger, Brahetrolleborg, Sallinge, Svendborg2
Far-Nat*Charles Marre f. 28 Jan 1714, d. 17 Jul 1784
Mor-Nat*Sara Paris f. c 1716

Børn af Susanne Marre og Peter Villaume

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Peter Wilaume, 55, Gift, mand, ?? huusmand med 6td land, professor og har information med Pensionsanstalten
    Susanne Wilaume, 49, Gift, hustrue
    Karen Olesdatter, 40, Ugift, tienestefolk
    Marne Henrichsdatter, 4, Ugift, et fremmed plejebarn, K.

Johan Christian Bøgh1

M, f. 31 juli 1756, d. 1798
Han tjente ved forskellige jordegodser. Efter forældrene havde han arvet en sum penge, som satte ham i stand til at læse til eksamen. Var 1787 ridefoged på Engelsholm ved Vejle, men blev af ejeren justitsråd Tønder bortjaget før fardag, hvorfor han anlagde sag mod Tønder (Jyske reg. 1793 Nr. 262). Opholdt sig derefter i Vendsyssel, hvor han gik i rette for Børglum-Jerslev herreders og Børglum Klosters birketing. Byfogden i Hjørring omtaler ham som meget fattig og trængende. 1796 boede han i Ålborg (Budolfi kirkebog). men flyttede kort efter til Svendborg, hvor han 1798 skal have druknet sig "af sorg over sin ryggesløse hustru" (familieoverlevering i familien Seidelin). En søn af ham skal være bleven henrettet som sørøver. Hans død er ikke at finde i Svendborg Kirkebøger.

     Johan Christian Bøgh var prokurator i Vendsyssel. Han blev født 31 juli 1756 i Kerteminde. Han var søn af Nicol Seidelin Bøgh og Cecilia Marie Bentzen. Johan Christian Bøgh blev døbt 8 august 1756 i Kerteminde.2 Han tog eksamen som exam. jur. april 1780. Johan blev gift 17 oktober 1787 i Nørup, Tørrild, Vejle, med Karen Petrine Møller.2 Johan Christian Bøgh var 3 juni 1791 prokurator i Ålborg. Han døde i 1798 i Svendborg ved at drukne sig af sorg over sin ryggesløse hustru.

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Engelsholm, Nørup, Tørrild, Vejle3
Far-Nat*Nicol Seidelin Bøgh f. 17 Aug 1717, d. 23 Aug 1778
Mor-Nat*Cecilia Marie Bentzen f. 8 Maj 1719, d. 10 Aug 1756

Børn af Johan Christian Bøgh og Karen Petrine Møller

Kildehenvisninger

  1. [S97] H. Hjorth-Nielsen, Danske Prokuratorer.
  2. [S3] , Kirkebog.
  3. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Hr Hans Hendrich Tønder, 48, Ugift, Husbonde, Justice Raad og Proprietaire,
    ...
    Sr Johan Christian Bøgh, 31, Ugift, Tienestefolk, Ridefoged,
    ...
    Jomfru Karen Petrine Møller, 24, Ugift, Tienestefolk, Huusholderske,
    ...

Karen Petrine Møller

K, f. 1763
     Karen Petrine Møller blev født i 1763 i Svendborg. Karen blev gift 17 oktober 1787 i Nørup, Tørrild, Vejle, med Johan Christian Bøgh, søn af Nicol Seidelin Bøgh og Cecilia Marie Bentzen.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Engelsholm, Nørup, Tørrild, Vejle2

Børn af Karen Petrine Møller og Johan Christian Bøgh

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Hr Hans Hendrich Tønder, 48, Ugift, Husbonde, Justice Raad og Proprietaire,
    ...
    Sr Johan Christian Bøgh, 31, Ugift, Tienestefolk, Ridefoged,
    ...
    Jomfru Karen Petrine Møller, 24, Ugift, Tienestefolk, Huusholderske,
    ...

Christen Nielsen Krog

M, f. cirka 1721
     Christen Nielsen Krog var gårdbeboer i Ballerum, Tved, Hillerslev, Thisted. Han blev født cirka 1721. Christen blev gift 5 oktober 1764 i Tved, Hillerslev, Thisted, med Ingeborg Nielsdatter.1

Folketællinger og boliger

Boligfør 1764Hillerslev, Hillerslev, Thisted
Folketælling1787Ballerum, Tved, Hillerslev, Thisted2
Folketælling1801Ballerum, Tved, Hillerslev, Thisted3

Barn af Christen Nielsen Krog og Ingeborg Nielsdatter

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christen Nielsen 66 gift 1 Gaardbeboer Hosbond
    Ingeborg Nielsdatter 50 gift 1 Madmoder
    Niels Christensen 20 ugift National soldat. Deres søn (Christen Nielsen).
  3. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Niels Krog M mand 36 Gift 1 husmand med jord
    Kiersten Mortensdatter K hans kone 27 Gift 1
    Niels Christian M deres søn 4 Ugift
    Christen Krog M faderen 80 Enke(mand) 1.

Ingeborg Nielsdatter

K, f. cirka 1737
     Ingeborg Nielsdatter blev født cirka 1737. Ingeborg blev gift 5 oktober 1764 i Tved, Hillerslev, Thisted, med Christen Nielsen Krog.1 Ingeborg Nielsdatter blev bisat fra Tved, Hillerslev, Thisted, 25 maj 1798.1

Folketællinger og boliger

Boligfør 1764Knakkergård, Ballerum, Tved, Hillerslev, Thisted
Folketælling1787Ballerum, Tved, Hillerslev, Thisted2

Barn af Ingeborg Nielsdatter og Christen Nielsen Krog

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christen Nielsen 66 gift 1 Gaardbeboer Hosbond
    Ingeborg Nielsdatter 50 gift 1 Madmoder
    Niels Christensen 20 ugift National soldat. Deres søn (Christen Nielsen).

Jens Hvide Nielsen Galen

M, f. før 1265, d. 1320
     Jens Hvide Nielsen Galen var gårdmand & ridder i Näsbyholm, Gärdslöv, Vemmenhög, Skåne. Jens blev gift med Christine (?) Jens Hvide Nielsen Galen blev født før 1265 i Ellinge, Västra Sallerup, Harjager, Skåne.1 Han var søn af Niels Erlandsen Galen og Elisabeth Pedersdatter Ulfeldt. Jens Hvide Nielsen Galen døde i 1320 i Gärdslöv, Vemmenhög, Skåne.2
Far-Nat*Niels Erlandsen Galen f. c 1220, d. 1285
Mor-Nat*Elisabeth Pedersdatter Ulfeldt f. c 1230, d. 1310

Børn af Jens Hvide Nielsen Galen og Christine (?)

Kildehenvisninger

  1. [S51] S. Otto Brenner, Nachkommen.
  2. [S52] H. R. Hiort-Lorenzen & A. Thiset Danmarks Adels Årbog.

Niels Erlandsen Galen

M, f. cirka 1220, d. 1285
     Niels Erlandsen Galen blev født cirka 1220 i Ellinge, Västra Sallerup, Harjager, Skåne.1 Han var søn af Erland Galen og Cecilie Herlogsdatter. Niels Erlandsen Galen var i 1251 gældker i Skåne. Niels blev gift før 1255 med Elisabeth Pedersdatter Ulfeldt, datter af Peder Strangesen Ulfeldt og Ingeborg Esbernsdatter af Kalundborg. Niels Erlandsen Galen var på kongens side imod sin bror, ærkebiskop Jacob Erlandsen, som han arresterede 5 februar 1259. Han døde i 1285 i Lund, Skåne.2
Far-Nat*Erland Galen f. f 1175, d. 29 Sep 1226
Mor-Nat*Cecilie Herlogsdatter f. c 1162

Børn af Niels Erlandsen Galen og Elisabeth Pedersdatter Ulfeldt

Kildehenvisninger

  1. [S51] S. Otto Brenner, Nachkommen.
  2. [S52] H. R. Hiort-Lorenzen & A. Thiset Danmarks Adels Årbog.

Johan Peter Wøldike1,2

M, f. 4 oktober 1761, d. 10 februar 1827
Biskop Balle skriver i sin visitatsbog3:

12. oktober 1806. Tyvelse Skole. Skolelærer Wøldike er flittig og velskikket, men kan ikke udrette stort formedelst Skolegangs Forsømmelse. Han catechiserer simpelt og antageligt. Af de paa Listen antegnede Børn vare 26 udeblevne. Skolegang havde for det meste været meget forsømmelig, og en [overstreget: stor] Deel havde enten i flere Aar eller aldrig været i Skole. Ved Overhørelse efter Lærebog og Catechismus befandt jeg hos dem, der havde viist nogenlunde Fliid, god Kundskab, smukt Begreb og behørig Eftertanke til Vidnesbyrd om, at Skolens Lærer giver dem god Veyledelse. Ogsaa havde disse for det meste god Grund i Boglæsning, som lagdes for Dagen ved anstillet Prøve i fremmede Bøger.

Den Mangel, som herved røbede sig hos Mængden, er altsaa Skolegangs uforsvarlige Forsømmelse ene at tilskrive. Heraf reyser det sig ligeledes, at der nu er ingen, som skriver eller regner. De fleste havde enten ikke lært Psalmer eller glemt dem igien. Nogle faa gjorde dog heri ogsaa Rede til Fornøyelse. Med stor Møye under lang Tidsspilde prøvede jeg Barn for Barn i Boglæsning til Overbevisning for Forældrene, som vare tilstede, at det ikke er den værdige Skole Lærers, men deres egen Ligegyldighed i Henseende til Børnenes Forsømmelse, hvorpaa Vankundigheden beroer. Imidlertid opledte jeg dog 17 Børn iblandt dem alle, som i Betragtning af god Læsning og udviist Fliid kunde modtage hvert for sig sin Bog til videre Opmuntring. Gud styrke Skolens Lærer, den flittige og velskikkede Sr. Wøldike, i sit tunge Arbeyde og udruste ham med Friemodighed og Kraft.
     Johan Peter Wøldike var kirkesanger og skoleholder i Tyvelse, Tybjerg, Præstø. Han blev født 4 oktober 1761 i Tårnby, København. Han var søn af Christopher Andreasen Wøldike og Elisabeth Lund. Johan Peter Wøldike blev døbt 11 oktober 1761 i Tårnby, København, bevidnet af Jeremias Marcussen Wøldike. Johan Peter Wøldike konditionerede hos justitsråd Bang i 1778 København.4 Han blev nævnt i skiftet efter Andreas Wøldike 28 juli 1779.5 Johan Peter Wøldike tog eksamen som navigationseksamen 22 april 1786.6 Johan blev gift 28 oktober 1790 med Friderikke Møller. Johan Peter Wøldike blev visiteret af biskop Balle 12 oktober 1806.2 Han døde 10 februar 1827 i Tyvelse, Tybjerg, Præstø, i en alder af 65 år. Han blev bisat fra Tyvelse, Tybjerg, Præstø, 20 februar 1827.7

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Studiestræde, København8
Folketælling1801Tyvelse, Tybjerg, Præstø9
Far-Nat*Christopher Andreasen Wøldike f. 6 Mar 1719, d. 30 Sep 1761
Mor-Nat*Elisabeth Lund f. 2 Aug 1732, d. 5 Jun 1784

Børn af Johan Peter Wøldike og Friderikke Møller

Kildehenvisninger

  1. [S29] Christopher Giessing, Jubellærere (Giessing).
  2. [S499] Christian Larsen, Biskop Balles visitatsbog 1799-1807.
  3. [S501] Theodor Hauch-Fausbøll og Hans Rudolf Hiort-Lorenzen, Patriciske Slægter.
  4. [S364] Nygaards sedler.
  5. [S65] Skifteprotokol (Brejl) , Andreas Christoffersen Wøldike, ugift fuldmægtig på Hanstedgård. 28.7.1779, fol.669.
    A: mor Lisbeth Lund g.m. major Vinding på Ørndrup på Mors, søskende Peder Henrik Wøldike, 1770
    rejst til Ostindien, Johan Peder Wøldike i København, Mette Cathrine Wøldike forlovet med købmand
    Horche i København, Marie Sofie Wøldike i København. FM: farbror Jacob Andreasen Wøldike,
    præst i Gunderup og Nøvling, Laurids Laurberg, konsumptionsforpagter i Skanderborg.
  6. [S362] Danske Skippere, online http://www.skippere.dk
  7. [S3] , Kirkebog.
  8. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Johan Peder Wøldike, 27, Ugift, Logerende, Styrmand,.
  9. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Johan Peter Wöldike, 41, Gift, Manden, Skoleholder i Tyvelse sogn og by,
    Frideriche Møller, 47, Gift, Hans kone,
    Hans Christopher Marthin Wöldike, 10, Ugift, Deres barn,
    Elisabeth Cathrine Wöldike, 6, Ugift, Deres barn,.

Friderikke Møller

K, f. 24 februar 1754, d. 25 maj 1838
     Hun var tjenestepige hos Johan Peters søster i København ved folketællingen 1787.
Friderikke Møller blev født 24 februar 1754. Friderikke blev gift 28 oktober 1790 med Johan Peter Wøldike, søn af Christopher Andreasen Wøldike og Elisabeth Lund. Friderikke Møller døde 25 maj 1838 i Sandby, Tybjerg, Præstø, i en alder af 84 år. Hun blev bisat fra Sandby, Tybjerg, Præstø, 1 juni 1838.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Strandgade, København2
Folketælling1801Tyvelse, Tybjerg, Præstø3
Folketælling1834Sandby, Tybjerg, Præstø4

Børn af Friderikke Møller og Johan Peter Wøldike

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christopher Kindler, 45, Gift, Huus Fader, Birke Dommer
    Maria Sophie Kindler, 29, Gift, Huus Moder
    Marie Sophie Kindler, 7, Ugift, Datter
    Mette Cathrine Kindler, 3, Ugift, Datter
    Andreas Kindler, 1, Ugift, Søn

    Friderica Møller, 32, Ugift, Tjeneste Pige.
  3. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Johan Peter Wöldike, 41, Gift, Manden, Skoleholder i Tyvelse sogn og by,
    Frideriche Møller, 47, Gift, Hans kone,
    Hans Christopher Marthin Wöldike, 10, Ugift, Deres barn,
    Elisabeth Cathrine Wöldike, 6, Ugift, Deres barn,.
  4. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Jørgen Pedersen, 51, Gift, , Skovfoged,
    Elisabeth Wøldike, 39, Gift, , hans Hustrue,
    Ane Marie Jørgensdatter, 17, Ugift, , deres Børn,
    Karen Jørgensdatter, 15, Ugift, , deres Børn,
    Anders Jørgensen, 13, Ugift, , deres Børn,
    Hans Jørgensen, 10, Ugift, , deres Børn,
    Johan Peter Jørgensen, 7, Ugift, , deres Børn,
    Christian Jørgensen, 2, Ugift, , deres Børn,
    Frederikke Wøldike, 80, Enke, , pensioneret Skolelærerenke,.

Peder Jacobsen

M, f. 22 april 1737
     Peder Jacobsen var husmand og hugger i Brøndbyvester, Smørum, København. Han blev født 22 april 1737 i Brøndbyøster, Smørum, København. Han var søn af Jacob Pedersen. Peder Jacobsen blev døbt 19 maj 1737 i Brøndbyøster, Smørum, København.1 Peder blev gift med Karen Madsdatter. Peder blev gift 25 september 1792 i Brøndbyvester, Smørum, København, med Kirsten Johannesen.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Brøndbyvester, Smørum, København2
Folketælling1801Brøndbyvester, Smørum, København3
Far-Nat*Jacob Pedersen

Familie: Peder Jacobsen og Karen Madsdatter

Barn af Peder Jacobsen og Kirsten Johannesen

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Peder Jacobsen, 50, Gift, Huusmand og Hugger, 1, mand,
    Karen Madsdt, 56, Gift, , 1, kone,.
  3. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Peder Jacobsen, 63, Gift, jordløs husmand, 2, mand,
    Kirsten Johannesdatter, 33, Gift, 1, hans kone [Peder Jacobsen],
    Karen, 8, Ugift, hans datter [Peder Jacobsen],.

Kirsten Johannesen

K, f. cirka 1767, d. 9 marts 1849
     Kirsten Johannesen blev født cirka 1767 i Herstedvester, Smørum, København. Kirsten blev gift 25 september 1792 i Brøndbyvester, Smørum, København, med Peder Jacobsen, søn af Jacob Pedersen.1 Kirsten Johannesen døde 9 marts 1849 i Sundbyøster, Tårnby, København, af alderdom. Hun blev bisat fra Tårnby, København, 15 marts 1849.1

Barn af Kirsten Johannesen og Peder Jacobsen

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Peder Nielsen, 66, Gift, Bonde og Gaardbeboer., mand, M
    Marie Pedersdt, 60, Gift, kone, K

    Kirsten Johansdt, 19, Ugift, tjenestepige, K.
  3. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Peder Jacobsen, 63, Gift, jordløs husmand, 2, mand,
    Kirsten Johannesdatter, 33, Gift, 1, hans kone [Peder Jacobsen],
    Karen, 8, Ugift, hans datter [Peder Jacobsen],.
  4. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Hans Wøldike, 49, Gift, , Skolelærer,
    Karen Petersen, 41, Gift, , hans Kone,
    Ludvig Wøldike, 14, Ugift, , deres Barn,
    Hanne Wøldike, 12, Ugift, , deres Barn,
    Emma Wøldike, 10, Ugift, , deres Barn,
    Andreas Wøldike, 8, Ugift, , deres Barn,
    Dorthea Wøldike, 6, Ugift, , deres Barn,
    Maria Wøldike, 3, Ugift, , deres Barn,
    Kirsten Johannesen, 67, Enke, , Skolærerens Svigermoder,og af ham forsørges,.
  5. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Hans Christian Völdike, 55, Gift, Husfader Skolelærer, Skolen, M
    Karen Petersen, 47, Gift, Hans Kone, Skolen, K
    Vilhelmine Völdike, 24, Ugift, Deres Datter, Skolen, K
    Ludvig Völdike, 20, Ugift, Deres Søn, Skolen, M
    Hanne Völdike, 18, Ugift, Deres Datter, Skolen, K
    Emma Völdike, 16, Ugift, Deres Datter, Skolen, K
    Dorothea Völdike, 12, Ugift, Deres Datter, Skolen, K
    Marie Völdike, 9, Ugift, Deres Datter, Skolen, K
    Kirsten Johannesen, 73, Enke, Mandens Svigermoder, Skolen, Der af ham Forsørges, K.
  6. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Hans Chr: Wøldike, 60, Enkemand, , Skolelærer, Tyvelse Sogn, PræstøAmt
    Emma Wøldike, 21, Ugift, , Hans Datter, Taarnby Sogn, Københavns Amt
    Dorothea Wøldike, 17, Ugift, , Hans Datter, Taarnby Sogn, Københavns Amt
    Maria Wøldike, 13, Ugift, , Hans Datter, Taarnby Sogn, Københavns Amt
    Kirsten Johannesen, 77, Enke, , Huusfaders Svigermoder, der af ham forsørges., Herstedvester Sogn, Københavns Amt.

Hartvig Christian Korff

M, f. cirka 1755
     Hartvig Christian Korff var væver og markvogter. Han blev født cirka 1755. Han var søn af (?) Korff. Hartvig blev gift 13 december 1793 i Halsted, Lollands Nørre, Maribo, med Ane Katrine Rasmusdatter.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1801Halsted, Lollands Nørre, Maribo2
Far-Nat*(?) Korff

Børn af Hartvig Christian Korff og Ane Katrine Rasmusdatter

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Hartvig Korf, 46, Gift, Hosbond, Væver og Markvogter,
    Ane Katrine Rasmusdatter, 30, Gift, Hans Kone, ,
    Kristian Hartvigsen, 6, -, Deres Barn, ,
    Jørgen Hartvigsen, 3, -, Deres Barn, ,
    Rasmus Hartvigsen, 2, -, Deres Barn, ,.

Ane Katrine Rasmusdatter

K, f. cirka 1771
     Ane Katrine Rasmusdatter blev født cirka 1771. Ane blev gift 13 december 1793 i Halsted, Lollands Nørre, Maribo, med Hartvig Christian Korff, søn af (?) Korff.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1801Halsted, Lollands Nørre, Maribo2

Børn af Ane Katrine Rasmusdatter og Hartvig Christian Korff

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Hartvig Korf, 46, Gift, Hosbond, Væver og Markvogter,
    Ane Katrine Rasmusdatter, 30, Gift, Hans Kone, ,
    Kristian Hartvigsen, 6, -, Deres Barn, ,
    Jørgen Hartvigsen, 3, -, Deres Barn, ,
    Rasmus Hartvigsen, 2, -, Deres Barn, ,.

Lars Jensen Westen

M, f. 10 december 1758, d. 19 juli 1838
     Lars Jensen Westen var lade- og skovfoged i Stokkemarke, Lollands Sønder, Maribo. Han blev døbt 10 december 1758 i Utterslev, Lollands Nørre, Maribo.1 Han var søn af Jens Hansen og Anne Jensen. Lars blev gift 21 maj 1784 i Halsted, Lollands Nørre, Maribo, med Maren Eriksdatter. Lars blev gift 24 juli 1789 i Halsted, Lollands Nørre, Maribo, med Maren Clausdatter.1 Lars blev gift cirka 1827 med Frederikke Frederiksdatter, datter af Frederik Frederiksen og Ane Marie Hansen. Lars Jensen Westen døde 19 juli 1838 i Ørsholte Stræde, Stokkemarke, Lollands Sønder, Maribo, i en alder af 79 år. Han blev bisat fra Stokkemarke, Lollands Sønder, Maribo, 25 juli 1838.1
Far-Nat*Jens Hansen
Mor-Nat*Anne Jensen

Børn af Lars Jensen Westen og Maren Clausdatter

Barn af Lars Jensen Westen og Maren Eriksdatter

Børn af Lars Jensen Westen og Frederikke Frederiksdatter

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Lars Jensen, 29, Gift, Ladefoged, Mand
    Maren Eriksdatter, 39, Gift,, Kone
    Ane Larsdatter, 2, Deres Datter.
  3. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Lars Jensen, M, Husbonde, 43, Gift, Ladefoged ved Gaarden
    Maren Clausdatter, K, hans Kone, 35, Gift,
    Jens Carl Erhardt Larsen, M, deres Barn, 11, Ugift,
    Friderich Larsen, M, deres Barn, 9, -,
    Sophie Henriette Larsdatter, K, deres Barn, 7, -,
    Maren Larsdatter, K, deres Barn, 6, -,
    Johanne Larsdatter, K, deres Barn, Tvillinge, 4, -,
    Anne Larsdatter, K, deres Barn, Tvillinge, 4,.
  4. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Lars Jensen, 76, Gift, Skovfoged
    Frederikke Frederiksdatter, 33, Gift, hans Kone
    Maren Larsdatter, 5, Ugift, deres Barn
    Rasmus Larsen, 1, Ugift, deres Barn.

Maren Clausdatter

K, f. cirka 1766, d. 15 december 1825
     Maren Clausdatter blev født cirka 1766. Maren blev gift 24 juli 1789 i Halsted, Lollands Nørre, Maribo, med Lars Jensen Westen, søn af Jens Hansen og Anne Jensen.1 Maren Clausdatter døde 15 december 1825 i Ørsholte Stræde, Stokkemarke, Lollands Sønder, Maribo. Hun blev bisat fra Stokkemarke, Lollands Sønder, Maribo, 23 december 1825.1

Børn af Maren Clausdatter og Lars Jensen Westen

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Hr. Friderik Kragh Juell Wind, 35, Gift, 1, Frieherre til Baroniet Juellinge, stiftamtmand over Lolland og Falster, Hosbonde
    Fr. Friderika Juliana Holstein, 28, Gift, 1, Komtesse af Holstein Letraborg, Hans koene [Hr. Friderik Kragh Juell Wind]
    ...
    Maren Clausdatter, 22, Ugift, , Barnepige, , Tieniste pige.
  3. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Lars Jensen, M, Husbonde, 43, Gift, Ladefoged ved Gaarden
    Maren Clausdatter, K, hans Kone, 35, Gift,
    Jens Carl Erhardt Larsen, M, deres Barn, 11, Ugift,
    Friderich Larsen, M, deres Barn, 9, -,
    Sophie Henriette Larsdatter, K, deres Barn, 7, -,
    Maren Larsdatter, K, deres Barn, 6, -,
    Johanne Larsdatter, K, deres Barn, Tvillinge, 4, -,
    Anne Larsdatter, K, deres Barn, Tvillinge, 4,.

Elisabeth Olufsdatter1

K, f. 1453
     Elisabeth Olufsdatter blev født i 1453 i Hasle, Nørre, Bornholm. Elisabeth blev gift i 1474 i Rønne med Mads Jensen Kofoed, søn af Jens Pedersen Kofoed.

Folketællinger og boliger

Bolig39. Sg. Lille Haslegård, Rutsker, Nørre, Bornholm

Børn af Elisabeth Olufsdatter og Mads Jensen Kofoed

Kildehenvisninger

  1. [S22] Julius Bidstrup, Familien Koefoed.

Marine Hansdatter Kneus1

K, f. 1561, d. 12 februar 1587
Biskop Peder Hegelund har en almanakoptegnelse om deres bryllup. Her hedder hun 'Marine Hr hans Kneffsis datter'.

Brev fra John Helt Green juni 1998.

Langholz har hendes begravelse på samme dag - men andet år - som hendes forgænger.

Carl Langholz: Anetavler for berømte danskere. 1989.

Dahl har hende gift med J.M. Colding præst i Frederiksborg.

Dahls præstehistorie i: RA, håndskr.saml. XIV N.
     Marine Hansdatter Kneus blev født i 1561.2 Hun var datter af Hans Karstensen Kneus og Ellen (?) Marine blev gift 15 september 1583 med Hans Sørensen Kjær, søn af Søren Kjær Skriver og Anne Knudsdatter Thuresen.3 Marine Hansdatter Kneus døde 12 februar 1587.2
Far-Nat*Hans Karstensen Kneus f. c 1518, d. 26 Mar 1596
Mor-Nat*Ellen (?) f. 1535

Familie: Marine Hansdatter Kneus og Hans Sørensen Kjær

Kildehenvisninger

  1. [S24] Steen Thomsen, online http://www.danbbs.dk/~stst/
  2. [S53] Carl Langholz, Anetavler for berømte danskere.
  3. [S78] Michael Eneriis.

Niels Blåfod

M

Barn af Niels Blåfod

Kong Hardeknud (?)

M, d. anslagsvis 948
Adam af Bremen skriver1 i afsnittet Hoger, som var ærkebisp 909-915:

Noget har også den berømte danekonge (Svend Estridsen) fortalt os, da vi bad ham derom; såsom dette:

"Efter den svenske prins Olaf, som regerede i Danmark tilligemed sine sønner, indsattes Sigerik i hans sted. Efter en kort regering blev riget ham frataget af Hardegon, Svends søn, som kom fra Normannien".

Men om så mange konger eller rettere tyranner tildels har regeret samtidigt over danskerne, eller efterfulgt hverandre, idet enhver af dem har levet meget kort tid, er uvist.

Fra Bent Østergaards "Sven Estridsens danmarkshistorie. Danmarks politiske historie ca. 890-865" i Historie/Jyske Samlinger, 1994:

Mere usikkert, men interessant, er det at undersøge, hvem "opkomlingen" Svens søn og dennes efterkommere er blevet opkaldt efter. Hardeknud, Svens søn, ankom til Danmark fra "Normannerlandet". Adams ord Nort(h)mannia på dette sted er normalt blevet udlagt som Normandiet eller Norge. Erik Kromann har imidlertid begrundet, at det her skal betyde normannerrigerne i England. (Erik Kromann: Det danske rige i den ældre vikingetid, 1976)

Uanset om flåden undervejs til Danmark har anløbet Normandiet eller Norge for at øge antallet af skibe og krigere, peger Hardeknuds og hans søn Gorms navne entydigt mod England. I den østlige del af England, der senere blev kaldt Danelagen, udråbte de indvandrede daner egne konger. Guthrum (Gorm), der i dåben 878 tog navnet Athelstan, herskede i Østangel til 890. Halfdan, en "Lodbrigsøn", uddelte land længere mod nord til sin hær i 876, men blev snart fordrevet af sine egne og nogle år efter erstattet af en landsmand, der også førte to navne, Gudred og Cnut. Han var konge ca. 883-894. Navnet Cnut kendes kun fra møntindskrifter. Der kan her være tale om to personer, så Cnut har været Gudreds efterfølger. Gudred havde som ung haft det uheld at falde i krigsfangenskab, men blev løskøbt af danerne og valgt til konge i York. Den frikøbte Gudred siges at være søn af en Hardeknud af Lethra.

Navneligheden med de senere danske herskere er påfaldende. Hardeknud, Svens søn, og Gorm den Gamle, der først døde o. 958, kan udmærket have været nære slægtninge til og efterkommere af de to nævnte konger i England.
     Kong Hardeknud (?) var anslagsvis 917 konge i Hedeby. Han døde anslagsvis 948.2

Barn af Kong Hardeknud (?)

Kildehenvisninger

  1. [S519] Anders Berg, "Anders Berg," e-mail til Arne Eckmann, 2002.
  2. [S517] Adam af Bremen, Adam af Bremen, Udledt af det faktum, at kejser Otto den Store dette år udnævnte tre bisper i Danmark, hvilket kunne tyde på, at der netop var sket et kongeskifte.

Johan Christopher Beege

M, f. cirka 1755
Papir har været kendt i Danmark siden 1300-tallet, men der skulle gå et par hundrede år, før en indenlandsk papirproduktion blev etableret. Den første papirmølle i det nuværende Danmark blev grundlagt i Hvidøre nord for København. De tidlige papirmøller er kendetegnet ved kort levetid. Tyge Brahes papirmølle på Hven stod færdig i 1592, men nåede næppe at være i drift i mere end 5-8 år. Hans Hansen Skonnings papirmølle ved Århus virkede i perioden 1638-1651. Først med anlæggelse af Strandmøllen (1643-1899), Ørholm (1793-1921) og Nymølle (1794-1921) ved Mølleåen nord for København kom der en vis kontinuitet og udvikling i dansk papirfremstilling. Produktionen var dog ikke stor. Familien Drewsens papirmølle, Strandmøllen, havde i 1810 kun to bøtter. J.C. Drewsen udvidede i årene frem til 1829 produktionen først til fire bøtter og dernæst til seks bøtter. De to andre papirmøller ved Mølleåen havde i 1820-erne tilsammen otte bøtter. Papirmagerne var traditionelt udlærte fagfolk med forbindelse til laug i Tyskland. J.C. Drewsen har i sine erindringer fortalt, hvordan man på Strandmøllen omkring 1820 brød med det tyske papirmagerlaug og indførte traditionen med at gøre 'de bedste drenge' til svende. I hvert fald har danske papirmagere siden 1820erne været ufaglærte arbejdere uden egentlig læretid endsige svendeprøve.
     Johan Christopher Beege var papirmagersvend i Strandmøllen, Søllerød, København.
Iflg. kirkebog gift to gange.
Han blev født cirka 1755. Johan blev gift 4 april 1788 i Søllerød, København, med Bodil Rasmusdatter, datter af Rasmus Haagensen og Maria Pedersdatter.1 Johan Christopher Beege blev bisat fra Søllerød, København, 1 maj 1795.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Strandmøllen, Søllerød, København2

Børn af Johan Christopher Beege og Bodil Rasmusdatter

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christian Drewsen, 43, Gift, Papier Fabricant, Hosbonde, M
    ...
    Joh. Christoph. Beeger, 32, Ugift, Papier Mager, M
    ...
    Bodil Rasmus Datter, 26, Ugift, Tieneste Pige.

Bodil Rasmusdatter

K, d. 25 april 1820
     Bodil Rasmusdatter blev født i Trørød, Søllerød, København. Hun var datter af Rasmus Haagensen og Maria Pedersdatter. Bodil Rasmusdatter blev døbt 9 august 1761 i Søllerød, København.1 Bodil blev gift 4 april 1788 i Søllerød, København, med Johan Christopher Beege.1 Bodil Rasmusdatter døde 25 april 1820 i Vedbæk, København. Hun blev bisat fra Søllerød, København, 30 april 1820.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1787Strandmøllen, Søllerød, København2
Folketælling1801Holte, Søllerød, København3
Far-Nat*Rasmus Haagensen f. c 1727
Mor-Nat*Maria Pedersdatter f. c 1722

Børn af Bodil Rasmusdatter og Johan Christopher Beege

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Christian Drewsen, 43, Gift, Papier Fabricant, Hosbonde, M
    ...
    Joh. Christoph. Beeger, 32, Ugift, Papier Mager, M
    ...
    Bodil Rasmus Datter, 26, Ugift, Tieneste Pige.
  3. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Bodel RasmusD, 41, Enke 1, hus Moder, Arbeider,
    Frederik Konrath, 11, , Hindes Børn, ,
    Ane Sophie, 13, , Hindes Børn, ,
    Karoline, 8, , Hindes Børn, ,.

Peder Larsen1

M, f. 16 august 1767
     Peder Larsen blev født 16 august 1767 i Asminderød, Lynge-Kronborg, Frederiksborg.2 Han var søn af Lars Hansen og Karen Pedersdatter. Peder blev gift 2 marts 1792 i Søgård, Søholm, Asminderød, Lynge-Kronborg, Frederiksborg, med Karen Nielsen, datter af Niels Jensen og Ellen Hansdatter.3

Folketællinger og boliger

Folketælling1801Søholm, Asminderød, Lynge-Kronborg, Frederiksborg4
Far-Nat*Lars Hansen f. 27 Dec 1718
Mor-Nat*Karen Pedersdatter f. 1727

Børn af Peder Larsen og Karen Nielsen

Kildehenvisninger

  1. [S122] Bønder og andet godtfolk i 1700-tallets Asminderød sogn, online ukendt url.
  2. [S375] Claus Olischer, "Olischer," e-mail til Kaj Borggren, 2008.
  3. [S375] Claus Olischer, "Olischer," e-mail til Kaj Borggren, 2008, Peder er fra Sandgaarden i Dagelykke

    Vielse hjemme i Huuset, Die 2. martii 1792
    Efter Kongelig Allernaadigst Tilladelse hjemme i Huuset sammenviede Ungkarl Peder Larsen fra Daglykke og Enken Karen Nielsdatter i Søeholmen.
    At der er intet lovstridigt, som kan hindre bemeldte Ægteskab, bevidner vi underskrevne, som Cautionister og Forlovere efter Loven.
    Niels Larsen, Gaardmand i Daglykke
    Jens Olsen, Gaardmand i Wexeboe.
  4. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Per Larsen, 34, Gift, Huusbond, Gaardmand,
    Karen Nielsdatter, 40, Gift, hans Kone, ,
    Børge Børgesen, 9, Ugift, deres Børn, ,
    Niels Persen, 8, Ugift, deres Børn, ,
    Jens Persen, 3, Ugift, deres Børn, ,
    Karen Sophie Persdatter, 6, Ugift, deres Børn, ,
    Kirsten Rasmusdatter, 78, Enke, fremmed, nyder Undertag,
    Boel Rasmusdatter, 40, Ugift, en Datter af den gamle, *har Huuslye hos Moderen som Svag,.

Karen Nielsen

K, f. 11 oktober 1758
     Karen Nielsen blev døbt 11 oktober 1758 i Asminderød, Lynge-Kronborg, Frederiksborg.1 Hun var datter af Niels Jensen og Ellen Hansdatter. Karen blev gift 3 december 1790 i Asminderød, Lynge-Kronborg, Frederiksborg, med Børge Rasmussen, søn af Rasmus Jensen og Kirsten Bjørnsdatter.2 Karen blev gift 2 marts 1792 i Søgård, Søholm, Asminderød, Lynge-Kronborg, Frederiksborg, med Peder Larsen, søn af Lars Hansen og Karen Pedersdatter.3
Far-Nat*Niels Jensen f. c 1722
Mor-Nat*Ellen Hansdatter f. 15 Apr 1725, d. f 1801

Barn af Karen Nielsen og Børge Rasmussen

Børn af Karen Nielsen og Peder Larsen

Kildehenvisninger

  1. [S375] Claus Olischer, "Olischer," e-mail til Kaj Borggren, 2008, Blaakulsgaarden i Endrup Karen kommer til Søegaard ved sit Giftermål
    Dom. 19. Post Trinitatis, Die 1. oktober 1758
    Niels Jensen i Endrup med sin Hustru Ellen Hansdaatter, et Pigebarn
    Karen
    Barnet blev holdt til Daaben af Maren, Thomas Thomsens i Endrup. Huen af Bodild Nielsdaatter tienende Peder Jensen ibid.
    Mandfaddere: Niels Nielsen tienende ibid. Og Peder Nielsen i Wexebo.
  2. [S375] Claus Olischer, "Olischer," e-mail til Kaj Borggren, 2008, Søegaard i Søholm. Karen er fra Blaakulsgaard i Endrup

    Vielse, Die 3. december 1790
    Efter Kongelig Allernaadigst Tilladelse hjemme i Huuset sammenviet Ungkarl Børge Rasmussen fra Søeholm og Pige Karen Nielsdatter fra Endrup.
    At der er intet lovstridigt som kan hindre bemeldte Ægteskab, bevidner vi underskrevne, som Cautionister og Forlovere efter Loven.
    Hans Jensen, Gaardmand i Langstrup
    Cornelius Hansen, Gaardmand i Flynderup.
  3. [S375] Claus Olischer, "Olischer," e-mail til Kaj Borggren, 2008, Peder er fra Sandgaarden i Dagelykke

    Vielse hjemme i Huuset, Die 2. martii 1792
    Efter Kongelig Allernaadigst Tilladelse hjemme i Huuset sammenviede Ungkarl Peder Larsen fra Daglykke og Enken Karen Nielsdatter i Søeholmen.
    At der er intet lovstridigt, som kan hindre bemeldte Ægteskab, bevidner vi underskrevne, som Cautionister og Forlovere efter Loven.
    Niels Larsen, Gaardmand i Daglykke
    Jens Olsen, Gaardmand i Wexeboe.
  4. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Ellen Hansdatter, 63, Enke, Gdb:, Niels Jensens Enke, K
    Karen Nielsdatter, 30, Ugift, , Hdes Børn, K,
    Maren Nielsdatter, 24, Ugift, , Hdes Børn, K,
    Jens Nielsen, 21, Ugift, Land Soldat, Hdes Børn, M,
    Hans Nielsen, 19, Ugift, , Hdes Børn, M,
    Niels Corneliussen, 2, Ugift, , Hdes Dtr Søn, M,.
  5. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Per Larsen, 34, Gift, Huusbond, Gaardmand,
    Karen Nielsdatter, 40, Gift, hans Kone, ,
    Børge Børgesen, 9, Ugift, deres Børn, ,
    Niels Persen, 8, Ugift, deres Børn, ,
    Jens Persen, 3, Ugift, deres Børn, ,
    Karen Sophie Persdatter, 6, Ugift, deres Børn, ,
    Kirsten Rasmusdatter, 78, Enke, fremmed, nyder Undertag,
    Boel Rasmusdatter, 40, Ugift, en Datter af den gamle, *har Huuslye hos Moderen som Svag,.

Ole Christensen

M, f. 23 oktober 1701
     Ole Christensen blev døbt 23 oktober 1701 i Egerup, Bringstrup, Ringsted, Sorø. Han var søn af Christen Thygesen og Inger Olsdatter. Ole Christensen blev nævnt i skiftet efter Christen Thygesen 22 maj 1722.1 Ole blev gift 9 november 1723 i Fjenneslev, Alsted, Sorø, med Karen Larsdatter, datter af Lars Knudsen og Inger Olsdatter. Ole Christensen blev nævnt i skiftet efter Lars Knudsen 20 juni 1727.2 Ole Christensen blev nævnt i skiftet efter Karen Larsdatter mellem 11 april 1744 og 26 maj 1744.3 Ole blev gift med Ellen Jensdatter. Ole Christensen blev bisat fra Bringstrup, Ringsted, Sorø, 20 oktober 1752. Hans ejendele blev skiftet mellem 21 oktober 1752 og 29 november 1752.4
Far-Nat*Christen Thygesen f. c 1655
Mor-Nat*Inger Olsdatter f. c 1668

Børn af Ole Christensen og Karen Larsdatter

Børn af Ole Christensen og Ellen Jensdatter

Kildehenvisninger

  1. [S16] Skifteprotokol (Clemons), online http://aurelia-clemons.dk, Christen Tyesen i Egerup 22 May 1722 pg 309
    2WIFE: Inger Olsdtr
    CH: Ole Christensen gmd i home
    1WIFE:
    CH: Hans Christensen home
    wgd: Niels Tygesen.
  2. [S16] Skifteprotokol (Clemons), online http://aurelia-clemons.dk, Laurs Knudsen i Kr.Fiennedslef ( Lars Knudsen ) 20 Jun 1727 pg 524
    WIFE: Inger Olsdtr
    CH: Knud Larsen 23 tiene i Aagaard
    Ole Larsen 11
    Peder Larsen 7 - both home
    Karen Larsdtr = Ole Christensen i Eggerup
    Ane Larsdtr tiene i Morup
    Dorthe Larsdtr tiene i Fiennedslef Molle
    Kirsten Larsdtr
    Marie Larsdtr - both home.
  3. [S16] Skifteprotokol (Clemons), online http://aurelia-clemons.dk, Karen Larsdtr i Eggerup 26 May 1744/15 Jun 1753 pg 204
    2HUSB: Rasmus Svendsen gmd
    1HUSB: Ole Christensen (dod)
    CH: Christen Olsen
    Lars Olsen
    Knud Olsen
    Niels Olsen
    Soren Olsen - all of age
    Hans Olsen
    Karen Larsdtr
    Ane Larsdtr
    REL: Peder Larsen sognefoged i Kr.Fienneslef (curator).
  4. [S16] Skifteprotokol (Clemons), online http://aurelia-clemons.dk, Ole Christensen gmd i Eggerup 21 Oct/29 Nov 1752 pg 205
    2WIFE: Ellen Jensdtr
    CH: Ole Olsen 4
    Karen Olsdtr 1«
    1WIFE: .... (?dod - 26 May 1744)
    CH: Christen Olsen 26
    Lars Olsen 23
    Knud Olsen 21
    Niels Olsen 19
    Soren Olsen 17
    Hans Olsen 16
    Inger Olsdtr 20 = Jorgen Pedersen gmd i Orslefunder Skoven
    Karen Olsdtr 14
    Ane Olsdtr 9
    gd: Peder Larsen sognefoged i Kr.Fienneslef
    wgd: Jens Andersen gmd i Eggerup.