Personside - 358

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

Ejner Røen

Sproglærer
Hillerød
Region V (Sjælland)

Modstandsaktivitet

Almen illegal aktivitet

Litteraturhenvisninger

Hilsen til Finn og Johanne (E. Truelsen), 10

Fra ”Vores Nordsjælland”:
En illegal bladgruppe under besættelsen
Af Bjørn Verstege
Hvad med at gå til en time i engelsk hos en lokal sproglærer med det resultat, at man få timer senere er impliceret i en illegal bladvirksomhed, der skulle komme til at vare ca. 3 år, og som for flere af de implicerede førte til en dramatisk flugt for tyskerne og derefter en tilværelse under jorden med falsk navn og så videre i Fredensborg fra november 1944 og resten af besættelsen?
Det var, hvad der skete for flere af den illegale bladgruppe ”Drengene”, som opstod i Hillerød i midten af 1942 med trykning og distribution af ”Frit Danmark” som hovedopgave. ”Frit Danmark” startede på landsplan i april 42 med et oplag på ialt 5.000, i 1943 var oplaget steget til ca. 20.000, og ved befrielsen var slutoplaget nået op på 145.000, hvilket placerede bladet som et af de første blandt de ialt 49 forskellige blade, der kendes. Bladets linje var udpræget tværpolitisk. Blandt initiativtagerne var således såvel kommunisten Aksel Larsen som den konservative Christmas Møller, og bag bladet stod em alsidig og bredt sammensat redaktionskomité.
Starten
Det hele begyndte, som nævnt, med en engelsktime. Læreren var sproglærer Einar Røen, og de lever, der her er af interesse, var typograf på Amtsavisen Poul Jensen, typograf på Frederiksborg Amtstidende Birche Pihl Rasmussen, typograf på Amtsavisen Flemming Petersen og sadelmager Jens Erik Larsen. Efter timen spurgte Røen, der via civ.ing. Jørgen Poulsen havde kontakt til ”Frit Danmark”, de fire, om de ikke ”kunne komme igen i aften”. Det gjorde de, og de mødte her Jørgen Poulsen, der satte dem ind i sagen. I første omgang drejede det sig alene om, hvorvidt de ville hjælpe med at distribuere ”Frit Danmark” i Hillerød-området.
At medvirke til omdeling af illegale blade var ikke uden risiko. Ikke alene tyskerne, men også det danske politi var ude efter enhver, der havde med bladene at gøre. Politiets ildhu resulterede bl.a. i afsløringen og  fængslingen i slutningen af 1942 af flere af udgiverne af bladet ”De frie Danske” og sendte også ”Frit Danmark”s udgivere bag tremmer. Straffen blev fra 2 måneders til 2 års fængsel. Risikoen afskrækkede imidlertid ikke, og kort efter begyndte de fire at fordele bladene, fortrinsvis til venner og bekendte, men alene til folk, hvis holdning var dem bekendt.
Trykningen i Hillerød
Der gik ikke lang tid, før tanken om at trykke bladet lokalt opstod.  De oprindelige fire supplerede sig hen ad vejen med yderligere tre unge mænd: Herreekviperingshandler Magnus Hesdorf, isenkræmmer Louis Kierkegaard og typograf hos Pallesens Bogtrykkeri Jørgen Smidth. Fra ”Frit Danmark” modtog de som gave en gammel duplikator, en såkaldt bordmodel, og til brug for trykningen fik de til hvert nummer de aktuelle stencils fra den centrale redaktion i København.
Trykningen foregik hos Poul Jensen, der havde et værelse på 1. sal i hans forældres ejendom Bakkegade 30. Som dække for de regelmæssige møder hos Poul tjente de impliceredes fælles interesse for at bygge modelfly, en interesse, der allerede havde ført dem sammen før krigens start. Under trykningen stod der derfor altid halvfærdige modelfly og de nødvendige materialer og redskaber klar på værelset. Når trykningen af et nummer var færdig, var der imidlertid et problem: Hvad med duplikatoren? Den måtte under ingen omstændigheder ses af uvedkommende, og på Pouls værelse var der ingen muligheder for at skjule monstrummet. Selv en såkaldt bordmodel fyldte en del.
Skjulestedet
Løsningen fandt de i et loftsrum i et udhus til en ejendom, som lå lige i nærheden, og som tilhørte en gammel dame, som iøvrigt aldrig fik nogen anelse om, hvad hendes udhus blev brugt til. Ejendommens grund strakte sig fra Langesvej (hovedindgangen) til Margrethevej (bagsiden). Mod Margrehtevej var der et plankeværk med en dør, som kun kunne åbnes indefra. Når aftenens trykning var overstået gik/listede en af gruppens medlemmer derfor fra Langesvej-indgangen uden om damens hus ned til plankeværket mod Margrethevej  og åbnede døren indefra. Far Margrethevej kom så de folk, der bar duplikatoren, ind på grunden og fik så lydløst som muligt apparatet op gen nem haven og op på udhusets loft., hvorefter processen så gentog sig i omvendt rækkefølge, når der skulle trykkes næsten gang.
Produktionen
Man arbejdede med to typer blade: Et ugentligt nyhedsbrev på 1-2 sider og ”hovedbladet”, ”Frit Danmark”, som kom en gang om måneden. Dertil lejlighedsvis også trykningen af ”Land og Folk”, men det hørte til undtagelserne. Oplaget steg fra en beskeden start på ca. 600 til over 1600 i den sidste tid før befrielsen.
En så stor produktion stillede store krav til gruppen. Ud over selve arbejdet med trykningen skulle de mange blade jo også ud til læserne. Det skete pr. cykel eller til fods efter en distributionsliste, og hvor utroligt det end kan forekomme, lykkedes det at gennemføre dette risikable arbejde uden uheld i alle de tre år.
Det var en stor lettelse for gruppen, da man på et tidspunkt fik udskiftet den oprindelige gamle duplikator med en ny og langt mere effektiv maskine af mærket Rex Rotary; men et stadigt tilbagevendende problem var fremskaffelsen af papir. Det var jo efterhånden ikke småting, man havde brug for, og ved en enkelt lejlighed, hvor forsyningen ad de sædvanlige kanaler ikke slog til, besluttede man at ”organisere” en rulle avispapir fra et af de lokale avistrykkerier. Sådan en rulle var ikke en helt lille sag: Faktisk bestod den af en papirbane med en samlet længde på over 5 km, og det betød, at den måtte skæres til på trykkeriet, før det var muligt at få papiret bragt hjem. Aktionen lykkedes uden uheld, og svindet i trykkeriets blev aldrig opdaget. Der var jo altid et vist spild, og ingen lagde særligt mærke til, at svindet i en periode var lidt unormalt.
Den store razzia i november 1944
I november 1944 blev der rettet et voldsomt slag mod modstandsbevægelsen i Nordsjælland, da det lykkedes Gestapo at arrestere en stor del af lederne i hele organisationen. Det startede i Hillerød, hvor en af gruppelederne gik i en fælde. En af Gestapos danske håndlangere havde lovet en større våbenleverance, hvis han mødte på det sted og det tidspunkt, han havde fået oplyst. Trods advarsler om, at det kunne være ugler i mosen, gik han til mødestedet – og blev anholdt af Gestapo, som kørte ham til forhør i deres hovedkvarter i Shellhuset i København. Under tortur opgav han bl.a. navnet på lederen af hele modstandsbevægelsen i Frederiksborg Amt, som derefter også blev anholdt og opgave endnu flere navne. Natten mellem den 21. og 22. november 1944 slog Gestapo til og anholdt som nævnt mange af gruppelederne rundt om i amtet.
Men hvad betød alt dette for trykkerdrengene? En hel del, faktisk. Den første, tyskerne prøvede at få fat i, var Poul Jensen; men fordi han blev varskoet ved den larm, de lavede, da de trængte ind i huset, lykkedes det ham at smutte ud af vinduet på sit værelse og efter at have ladet sig falde ned fra 1. sal, lykkedes det ham at løbe ud til Birche Rasmussen på Eberlinsvej 20, hvorefter de begge tog id til nogle af Pouls bekendte på Skansevej, hvor de overnattede. Jens Erik Larsen, Flemming Petersen og Magnus Hesdorff gik også under jorden, og hele gruppen undgik således arrestation (Kierkegaard og Smidth var ikke kommet med i gruppen på dette tidspunkt).
Fredensborgdagene
Kort efter at være gået under jorden samledes de fleste af gruppen igen, denne gang i Fredensborg, hvor de under falsk navn og med falske id-kort fandt nyt arbejde. Birche Rasmussen, som nu hed Børge Holm, blev således bagerikarl. Poul Jensen fandt arbejde på en gård, og Jens Erik Larsen fik job på slottet. Men hvad med trykningen?
Pouls værelse var jo nu kompromitteret, og bortset fra det, ville det være særdeles upraktisk at fortsætte arbejdet i Hillerød. De fandt et øde landarbejderhus ude ad Endrupvej i Fredensborg og fik duplikatoren fra den gamle dames udhus bragt dertil. Her fortsattes arbejdet frem til befrielsen uden episoder. Der blev selvsagt en del cykelture: Til Hillerød med de nye numre af bladet og retur med diverse materialer til trykningen. Som oftest fandt disse ture sted om aftenen efter arbejdstid, men undertiden også om dagen. I Hillerød forestod Kierkegaard og Smidth distributionen, der iøvrigt i alle årene var sket på den måde, at man havde et net af mellemmænd, som hver fik et antal eksemplarer til videre uddeling. En fik 25, en anden 50 osv. Listen over disse mellemmænd, den såkaldte adresseliste var i 1990, hvor denne artikel oprindeligt blev skrevet, stadig i Poul Jensens besiddelse.
Efterskrift
Denne beretning om trykningen af illegale blade i Hillerød gør ingen krav på fuldstændighed. Trykkerdrengene udførte også andre opgaver. Men da Drengenes historie ikke tidligere var blevet skrevet, følte jeg, at tiden omsider var inde, da 45-året for befrielsen nærmede sig i marts 1990.
Denne tekst første gang blev offentliggjort i medlemsbladet for Lokalhistorisk Forening i Hillerød Kommune, 1990, nr. 1, s. 15-19 og bygger på samtaler i marts 1990 med Birche Rasmussen og Poul Jensen, der var gruppens leder.