Personside - 195

Christa Petersen fortæller:

Poul Erik blev uddannet radiotekniker i en forretning i Jyderup, og flyttede siden til København hvor han arbejdede på Radiometer.

Han havde stor udlængsel og foretog i sine unge år, en del lange rejser rundt i verden. Han blaffede ned igennem Europa, og var også nogle år i Canada, hvor han klarede sig fra hånden til munden, mens han oplevede landet, som han syntes godt om. Bl.a. tog han på et tidspunkt noget arbejde på en chokoladefabrik, og i denne tid levede han næsten udelukkende af chokolade! Som han selvfølgelig kom til at hade!

I flere perioden var han på Thulebasen i Grønland, hvor man i de år var totalt afskåret fra omverdenen. Der var ikke fax eller mail eller noget som helst andet kommunikationsmiddel. En gang hver anden måned kom en helikopter ud til basen med post og forsyninger, og så kunne de få breve hjem til familien.

Måske foranlediget af al denne rejseaktivitet, faldt Poul Erik ikke rigtig til på det hjemlige arbejdsmarked i årene efter Grønland, og på et tidspunkt flyttede han hjem og boede hos Immanuel og Elisabeth. Han kendte vistnok et par piger i de yngre år, men giftermål blev det ikke til.

Poul Erik elskede at færdes i naturen året rundt, og også at løbe på ski og han havde en fin kondition.

Han havde en ganske pæn samling af oldsager han havde fundet i moser i området.

Poul Erik døde alt for ung. Kun 56 år gammel faldt han så uheldigt på trappen i huset på Vandværksvej, at han døde kort efter. Det var d. 13. marts 1983.

C. Skovgaard-Petersen, sognepræst 1901-1911 i Mårum, fortæller i ”Min Arbejdsdag i Kirkens Tjeneste”, København 1939, iflg. Bag nordsjællands skove:

…og siden blev det vakte Liv trolig plejet af min kære Formand og stadige Nabo i Græsted, Pastor A. Stricker.
Stricker var en forunderlig Mand, en af de dybeste og barnefrommeste Kristne, jeg overhovedet har kendt. Han havde sin egen Linie baade i Skæbne og Karakter. Hvor gerne sad jeg ikke "ved hans Fødder" og lyttede, - f. Eks. naar han fortalte om et Vendepunkt i sin egen aandelige Udvikling. Han var som ung grundtvigsk orienteret. Saa kom han som Præst til Anholt; og Ensomheden der og vel ogsaa adskilligt andet endte med at ryste hans Tros Grund volde. Han var anfægtet og paa Randen af sjælelig Sprængning. Saa en Dag kom et nyt Nummer af "Theologisk Tidsskrift" ind ad Døren. En Artikel deri bar Overskriften: "Brudgommen og Lægen", - to Navne, som Jesus giver sig selv i det niende Kapitel af Matthæus-Evangeliet. Artiklen gik iøvrigt ud paa at vise, at som "Brudgom" kan Jesus blive borte for os (Glæden i Livet med Gud kan ebbe ud); men netop da er Han os dobbelt nær som Læge. - Stricker følte, at det var Ord, der var som talt til ham selv. Det var nøjagtig hans egen Situation: "Brudgommen" var blevet borte for ham; men Lægen var der altsaa. Det gav Stødet til en Lysning i hans aandelige Mørke; og efterhaanden kom han sig. Den store Læge slap ham ikke.

Saa gik der vist 20 Aar eller mere. Stricker var nu blevet Sognepræst i Græsted. Da hørte han en Dag, at en garnmel Præst inde paa Amtssygehuset i Hillerød var paa Randen af Sindssyge paa Grund af Anfægtelser: han havde aldrig været nogen til Hjælp og Velsignelse i sit lange Præsteliv o. s. v. Og denne Præst bar det samme, ret sjældne Navn som det, der havde staaet under hin Artikel fra Anholtdagene. Skulde det mon være den samme? Stricker opsøgte ham; og det viste sig, at det var den samme. Og gribende - gribende - var det Ordskifte, som da veksledes mellem de to; men det evner jeg ikke nu, efter saa mange Aars Forløb, korrekt at gengive. Det sikre er imidlertid, at Stricker ved at fortælle om hin Artikels Betydning for ham selv stod for den gamle Præst som et lyslevende Vidnesbyrd om, at han var blevet brugt til Velsignelse for andre; - og dermed blev det "lyst ved Aftens" tide" ogsaa for ham.

Ja, han var en Mand, der kunde trøste, den kære Stricker. Han kendte Troslivets Kamp og Fred og Tjenestens Glæde. Og hvor kærligt kom han ikke os yngre i Møde! Altid var det befrugtende at tale med ham. Før man vidste det, var man sammen inde i Guds Værksted, og Guds Ord blev som Guldbarrer i hans Haand. Og der var vidt til Væggene i hans aandelige Syn; han havde levende Sans for Hedningemission og for hellig Fædrelandskærlighed og en velsignet Kærlighedens Samfølelse med de forskelligste Mennesker. Han var Skriftefader for mange og en Patriark for hele Egnen. For mig personlig var hans trofaste Venskab til megen Opmuntring og rig Velsignelse. C. 20 Aar efter mit Komme til Maarum, da jeg forlængst var i andet Arbejde, skrev han (i Anledning af 25 Aars Dagen for min Ordination) bl.a. følgende: "Jeg vil saa inderlig gerne være med til at takke Gud for Deres Gerning i vort Land; - jeg har faaet Lov til paa ret nært Hold at se, hvordan den er øvet og har udfoldet sig; og jeg har set noget, vel egentlig meget af, hvad de sidste 17-18 Aar har bragt Dem af Oplevelser. Jeg bliver saa varm om Hjerte, naar jeg tænker paa det."

Fra Dansk Biografisk Lexikon:²

Hansen, Peder, 1798-1880, Gouvernør, en Søn af Klædehandler Anders H. og Christiane Jacobi f. Tranmoes, fødtes i Aalborg 27. Nov. 1798, blev Student fra Latinskolen sammesteds 1817, tog 1822 theoretisk og 1825 praktisk juridisk Examen, blev 1824 Volontær i Rentekammerets danske Kancelli, 1826 Fuldmægtig ved Gouvernementet i Trankebar, 1828 tillige kgl. Kasserer, 1831 tillige Kirkeværge og Fattigforstander, 1833 2. Regeringsraad, Gouvernementssekretær, Overformynder og Notarius publicus, 1834 1. Regeringsraad, Justitiarius, Avktionsdirektør og Skifteforvalter m. v., i hvilke Stillinger han allerede Aaret forud var bleven konstitueret, 1838 Chef for Etablissementet i Frederiksnagor og udnævntes 1841 til Gouvernør for de danske Besiddelser i Ostindien, i denne Egenskab faldt det i hans Lod at underhandle om Etablissementernes Afstaaelse til England samt efter endt Afstaaelse 1845 at aflevere vore ostindiske Besiddelser til de britiske Kommissærer. S. A. foretog han i den danske Handels Interesse efter Regeringens Ordre en Rejse til Kina, hvor forskjellige danske Konsulater oprettedes. 1846 vendte han tilbage til Kjøbenhavn, efter at han forinden havde foretaget en Undersøgelse af Nikobarøerne, og blev 1847 afskediget som Gouvernør med Ventepenge. Det følgende Aar blev han som Regeringskommissær og midlertidig Gouvernør sendt til de danske Besiddelser i Vestindien i Anledning af en der udbrudt Negeropstand, men afløstes 1851 af H. D. F. Feddersen og indtraadte fra nu af ikke mere i Statstjenesten.

1828 fik han Titel af Kammerassessor, 1837 blev han Etatsraad, 1845 Kommandør af Danebrog og 1851 Konferensraad. 1854 valgtes han som Oppositionens Kandidat mod det Ørstedske Ministerium til Medlem af Rigsdagens Folketing for Aalborg Amts 2. Valgkreds og repræsenterede denne til 1861. Han døde 1. Sept. 1880 i Hvidøre.

1829 ægtede han Harriet Mariah Smyth (f. 11. Marts 1814, f i Trankebar 31. Avg. 1843), Datter af Oberst i det engelsk-ostindiske Kompagnis Tjeneste Thomas S. og Charlotte Amalie f. Stricker.

^{Erslew, Forf. Lex}.

G. Kringelbach.