Personside - 641

Uffe Müldorff fortæller I “ Bi-Lidt 125 år” i Frederikssunds Historiske Forenings medlemsblad nr. 2 i 1997, 20. årgang:

Skulle man før år 1722 med færgen over Roskilde Fjord og kom fra Ude Sundby siden, var man udsat for vind og vejr. Hvis færgen ikke kom umiddelbart, kunne det være en blandet fornøjelse, når det regnede og stormede. Der var ingen steder, man kunne komme i læ.

Man kan forestille sig, at det var i en sådan situation borgeren i Frederikssund, Rasmus Hansen Lange, fik ideen til at rejse en bygning ved færgestedet, hvor folk kunne komme indendørs i dårligt vejr. Var der ventetid på færgen, kunne det også være rart, hvis man kunne købe sig et glas øl. Heller ikke dengang kunne man uden videre gå i gang med at bygge, man måtte have myndighedernes tilladelse.

31. marts 1722 indsendte Rasmus Lange derfor en ansøgning om at få lov til at bygge et krosted ved Sundby Færge. Han forklarede, at det ville være en stor fordel for de rejsende, at de kunne komme indendørs og måske få noget at drikke i ventetiden. At han regnede med at tjene gode penge på salg af øl til de rejsende, der konstant skulle passere fjorden, undlod han selvfølgelig at nævne. Der var ingen problemer med at få tilladelsen, og i slutningen af maj samme år troppede fire mand op ved færgestedet for at afsætte den fornødne plads til en bygning og et lille stykke have, hvorefter Rasmus Lange kunne gå i gang med byggeriet. Men Lange havde glemt en ting, da han fik ideen til at bygge krostedet. Det ville komme til at ligge meget ensomt derude.

Nærmeste nabo ville være Færgegården på den modsatte side af fjorden og ellers landsbyen Ude Sundby, som lå så langt væk, at den ikke engang kunne ses fra færgestedet. Det blev derfor svært at finde nogen, som ville flytte ind på Bilidt og tage sig af kroholdet. Man var bange for at bo så langt ude på landet. Man kunne aldrig vide, hvilke folk der kom forbi. Var de farlige, så var der langt til nærmeste nabo.

Til sidst lykkedes det dog for Lange at få soldaten Eskild Nielsen Lindholm til at flytte derud med sin familie. Han forestod udskænkningen for de rejsende, men snart skulle frygten for at bo et så ensomt sted vise sig velbegrundet. En dag i august 1726 da Eskild Nielsen var alene hjemme med sine seks små børn, trådte en person ind i krostuen. Eskild Nielsen troede vel, at det var en af de sædvanlige rejsende, der skulle over med færgen. Han kunne ikke vide, at det var en deserteret soldat fra Helsingør.

Hvad der derefter skete, kan vi kun gætte os til. I hvert fald må de to være kommet i slagsmål, og enden på det blev, at soldaten trak sin kniv og stak Eskild tre gange. Sårene var så alvorlige at Nielsen døde, efterladende sig seks umyndige børn og en gravid enke.

Efter den historie blev det endnu sværere at få nogen til at flytte derud. Det gik så galt, at Lange så sig nødsaget til at lade bygningen ligge øde hen. Derfor ansøgte han i 1727 om lov til at opføre et par huse mere ude ved Bilidt. Han håbede, at en lille bebyggelse ville give folk lidt mere tryghed. Han søgte også om, at der måtte lægges lidt jord til husene, så folk kunne have et par køer gående. Tilladelsen blev givet, og Lange benyttede sig af den. Dog ikke på den tænkte måde. Jorden tog han selv i brug, og husene opførte han tæt ved Frederikssund. Det blev de første huse i Skyllebakken.
…
Men den gik ikke. Ville Lars Schiøt ikke opfylde sine forpligtelser, skulle han sættes fra stedet. Regimentskriver Dahlstrøm blev derfor pålagt at indlede retssag mod Schiøt. Dommen skulle lyde på, at Lars Schiøt skulle fjerne bygningerne fra grunden. Denne ville man så overlade færgemanden, som så kunne bygge et hus.

Retssagen blev indledt i november måned 1765 og dommen faldt i juni 1766. Under sagen lovede Schiøt, at han inden påske 1766 ville finde nogen, der ville flytte ind på Bilidt. Løftet holdt han. Han fik væveren Villum Nilausen til at flytte derud. Man havde derfor ikke så travlt med at effektuere den afsagte dom over Lars Schiøt. Huset var blevet beboet, og der kunne igen foretages udskænkning til de rejsende.

Desværre for Lars Schiøt var Villum Nilausen en lige så dårlig betaler, som han selv. Den leje, der skulle have hjulpet Schiøt til at betale grundskatten af Bilidt, udeblev. Det stod på i 3 år, men i 1769 gik det ikke længere. Nu ville han have sine penge. Villum Nilausen skyldte ham 20 daler, et beløb han søgte at få ved rettens hjælp. Villum Nilausen svarede, at Bilidt var i en meget dårlig forfatning, da han flyttede ind. Han havde derfor brugt et større beløb for at gøre huset beboeligt. Ville Schiøt have sine penge, så ville han også have sine udgifter betalt. Sagen løb ud i sandet, hvilket måske skyldtes at Schiøt havde fået andet at tænke på.

Hans egen gæld til staten skulle stadig betales, og da der heller ikke efter dommen blev betalt nogen grundskat, slap statens tålmodighed efterhånden op. Den 25. maj 1769 indkaldte regimentskriveren Dahlstrøm ham igen for retten. Han skulle dømmes til at betale den gæld, han allerede var dømt til at betale i 1766, plus det som var påløbet siden. Lars Schiøt blev dømt men kunne ikke betale.

Denne gang blev der ikke set gennem fingre med Lars Schiøts forseelse. Staten havde som kreditor lov til at foretage udpantning hos ham, og da det eneste han ejede af værdi var Bilidt, kunne staten overtage kroen. Helt på den måde kom det ikke til at gå. Da Lars Schiøt købte Bilidt, havde han lånt penge hos Peder Kruse på Christianshavn. Denne havde til gengæld fået stillet Bilidt som pant. Peder Kruse blev derfor spurgt, om han ønskede at tiltræde pantet. I så fald skulle han ikke få nogen problemer med at opnå kroholdsprivilegium og fæste på Bilidts grund.

Peder Kruse slog til. Han havde dog ikke tænkt sig selv at flytte ind på Bilidt. Her kunne Villum Nilausen med sin familie blive boende. Som lovet gik Peder Kruses ansøgninger om krohold og fæste glat igennem.

Modsat Lars Schiøt kunne Kruse godt få sin leje fra Villum Nilausen. Han betalte også sine afgifter af Bilidt til tiden. Lars Schiøts gæld prøvede man at få ved udpantning. Der var ikke noget at hente, derfor afskrev man de 69 rigsdaler, han skyldte.

I 1778 blev Bilidt solgt igen. Denne gang var køberen stedets mangeårige beboer Villum Nilausen. Han ernærede sig, ud over kroholdet, også ved væveri. Dertil kom at han også af Ude Sundbys bønder, havde fået lov at have et par køer gående på byens overdrev.

Da Ude Sundby i 1782 skulle udskiftes, mente Villum Nilausen, at det var nødvendigt at få noget jord til Bilidt. Det var hans opfattelse, at der oprindeligt havde hørt et pænt stykke jord til stedet. Desværre havde nogen på et tidspunkt skilt det fra, og derfor ønskede han at få det tilbage.

Svaret kom prompte fra regimentskriveren: Der havde aldrig hørt jord til Bilidt. Ønskede Villum Nilausen jord, måtte han snakke med bønderne, når udskiftningen var afsluttet.

I forbindelse med udskiftningen skulle der bruges store mængder tømmer til de nye gårde. Man hentede træet fra Norge. Træet skulle losses på centrale steder. For Nordsjælland vedkommende fandt man, at Frederikssund var et ganske passende sted. I den forbindelse havde man fået den ide, at færgebroen ved Bilidt kunne bruges. Forinden ville man gerne forhøre regimentskriveren om sagen. Denne kunne på ingen måde anbefale ideen. Udover at træet ville være i vejen for de rejsende, var Villum Nilausen et problem. Han var, som regimentskriveren udtrykte det, berygtet for ”Tyverie, Snedighed, Drik og Underfundighed”.

Tømmeret blev ikke oplagret ved Bilidt. I stedet lejede man en grund hos købmand Smith i Frederikssund. Der var mere sikkert.

Villum Nilausen begyndte efterhånden at føle, at alderen trykkede. Han ville derfor i 1790 (han var da 61 år), træffe sine forholdsregler for alderdommen. Han overlod Bilidt til sønnen Jens Villumsen. Denne ville, når en af forældrene døde, få skøde på Bilidt, mod at han sørgede for, at efterlevende fik en passende aftægt. Overdragelsen skete allerede i 1791, hvor Villum Nilausen døde.

Få dage efter faderens død ansøgte Jens Villumsen om fornyelse af sin kroholdsbevilling og fik den. Ved siden af udskænkningen ernærede han sig også ved væveri. Det lykkedes ham at få lagt jord til Bilidt. I første omgang lejede han det af færgemand Arthman, som også var fæster af Strandgården og havde brugsretten over den jord, Bilidt lå på. I 1803 kunne Jens Villumsen købe hovedparcellen af samme jord, da fæstemandens dødsbo satte den til salg.

Jens Villumsen var også lods, et job, der tog meget af hans tid. Det er muligvis grunden til, at han hurtigt valgte at skille sig af med Bilidt. Han solgte stedet med jorder i 1806 til Sylvest Hansen. Der skulle som udbetaling erlægges 100 rigsdaler. Han havde kun 20 og fik derfor vennen Frederik Carl Pedersen til at betale de øvrige 80 rigsdaler.

Dermed var det venskab ødelagt! De kom op og toppes om hvem af dem, der nu ejede Bilidt. Enden på det blev, at en helt tredje købte Bilidt. Det var gårdmanden Peder Larsen, der lige havde solgt sin gård, Lundebjerg, i Ude Sundby til et par købmænd i Frederikssund.

...

Bilidt fortsatte som færgekro, også efter at broen blev bygget i 1935, indtil den brændte ned i 2006 ved en påsat brand.